61989C0209

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Kommissionen har i denne sag nedlagt paastand om, at Domstolen fastslaar, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 9, 12, 13 og 16, idet der i Italien, naar ydelser udfoeres samtidig for flere virksomheder i forbindelse med toldbehandling som led i samhandelen inden for Faellesskabet, hos hver enkelt virksomhed opkraeves et vederlag, der staar i misforhold til de med de udfoerte ydelser forbundne omkostninger.

2. Jeg bemaerker indledningsvis, at de omtvistede italienske bestemmelser angaar de vederlag, som virksomheder skal betale, naar toldbehandling foretages uden for toldmyndighedernes normale geografiske arbejdsomraade eller uden for normal arbejdstid.

3. Efter de naevnte bestemmelser er ordningen den, at udfoeres nogle ydelser for flere virksomheder samtidig, "har personalet krav paa et fast vederlag fastsat paa grundlag af arten og varigheden af den hoejst betalte ydelse", og hver virksomhed skal "selvstaendigt ... betale vederlagene for de ydelser, den har anmodet om, uanset de vederlag, som betales af de paagaeldende andre virksomheder". Naar en ydelse saaledes f.eks. udfoeres samtidig for fem virksomheder, og tidsforbruget er 50 minutter, skal hver virksomhed betale et vederlag svarende til en time, idet der ikke kan ske en udstykning af dette vederlag.

4. Kommissionen har gjort gaeldende, at denne beregningsmetode strider mod princippet om forbud mod afgifter med tilsvarende virkning, da der herved helt ses bort fra det faktiske tidsforbrug, som personalet har haft i forbindelse med udfoerelsen af ydelsen for de paagaeldende virksomheder.

5. Den Italienske Republik har bestridt rigtigheden af denne opfattelse og i foerste raekke gjort gaeldende, at de samlede aarlige indtaegter fra de vederlag, som de erhvervsdrivende betaler, er lavere end de omkostninger for statskassen, som er forbundet med at udfoere ydelserne for virksomhederne. En alternativ ordning er i denne forbindelse ikke mulig. Saafremt tidsforbruget skal "udstykkes", maatte dette ske ved en opdeling af timevederlaget, og de paagaeldende beloeb ville blive saa ubetydelige, at de i sidste instans ville blive opslugt af de administrative omkostninger, der er forbundet med en saadan beregning. Det er endvidere umuligt i praksis at opkraeve vederlaget hos en enkelt virksomhed. I duplikken har den italienske regering anfoert, at det timevederlag, som virksomhederne skal betale, repraesenterer ca. en tredjedel af de godtgoerelser, som rent faktisk ydes personalet for en times arbejde, saaledes at det af virksomhederne betalte vederlag i realiteten er et skoensmaessigt fastsat vederlag, der daekker 20 minutters arbejde. I betragtning af det gennemsnitlige tidsforbrug i forbindelse med en toldekspedition er denne metode i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

6. Jeg bemaerker indledningsvis, at Den Italienske Republik i svarskriftet har gjort gaeldende, at det kun er i enkeltstaaende tilfaelde, at en ydelse udfoert samtidig for flere virksomheder giver anledning til betaling af flere vederlag, og at disse tilfaelde omfatter flere smaa samlede partier af varer, der ikke er selvstaendigt emballeret, eller som afventer "indladning", og for hvilke det naeppe forekommer, at der er behov for en omgaaende toldbehandling, som kunne begrunde, at toldmyndighederne foretager en saadan uden for normal arbejdstid eller uden for toldmyndighedernes normale geografiske arbejdsomraade. Bortset fra disse tilfaelde angaar naesten samtlige ekspeditioner uden for toldmyndighedernes normale geografiske arbejdsomraade eller uden for normal arbejdstid partier af varer - tilhoerende flere - der forsendes i form af "samleladninger", idet speditoeren herved behandles som en enkelt virksomhed i henhold til den italienske ordning, hvorfor der kun opkraeves ét vederlag. Den Italienske Republik soeger saaledes at fremhaeve, at de omtvistede tilfaelde er af helt usaedvanlig karakter og af begraenset betydning.

7. Kommissionen har bestridt, at der er tale om marginale tilfaelde, og gjort gaeldende, at der foreligger et traktatbrud, ogsaa selv om der maatte vaere tale om tilfaelde, der ikke er ofte forekommende.

8. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne opfattelse, og jeg vil fraraade, at Domstolen knaesaetter en "de minimis-regel", der begraenser raekkevidden af forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning.

9. Jeg bemaerker herefter, at det klart fremgik af den mundtlige forhandling, hvad der skal forstaas ved, at en ydelse kan blive udfoert "samtidig" for flere virksomheder. Ifoelge Kommissionens forklaring er der i realiteten tale om tilfaelde, hvor der anvendes en toldklarerer, som paa samme tidspunkt hos toldmyndighederne varetager toldbehandling for flere virksomheder.

10. Kan det i saadanne tilfaelde kraeves, at samtlige de paagaeldende virksomheder betaler vederlag for en hel time? Det er gennem lang tid fremgaaet af Domstolens praksis (1), at kun en betaling, som opkraeves hos erhvervsdrivende som godtgoerelse for en udfoert ydelse, ikke er omfattet af forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning. I denne sag bestrides det ikke, at der udfoeres en ydelse for virksomhederne, derimod er de italienske myndigheders beregningsmetode omtvistet.

11. Jeg bemaerker her, at en skoensmaessig ansaettelse af omkostningerne ved kontrollen, f.eks. i form af en fast timetakst, i Domstolens praksis er blevet anset for lovlig (2). Selv om det anses for lovligt at anvende en ordning med en fast timetakst, er dette imidlertid utvivlsomt ikke ensbetydende med, at et vederlag svarende til en time altid kan bringes i anvendelse, uanset det faktiske tidsforbrug, som den paagaeldende medlemsstats myndigheder har haft i forbindelse med toldbehandlingen. Den i Italien gaeldende beregningsmetode kan herved f.eks. medfoere, at der hos 15 virksomheder opkraeves 15 timevederlag for en ydelse, som det har taget i alt en halv time at udfoere. I saadanne tilfaelde er den omtvistede beregningsmetode aabenbart vilkaarlig, idet der ikke bestaar nogen sammenhaeng med den tid, som personalet rent faktisk har brugt i de paagaeldende virksomheders interesse. Under disse omstaendigheder er der intet forhold mellem det vederlag, som opkraeves hos virksomhederne, og de omkostninger, som den italienske stat har i forbindelse med de ydelser, der udfoeres.

12. Som jeg har naevnt, goer Den Italienske Republik imidlertid gaeldende, at timevederlaget i realiteten kun repraesenterer en tredjedel af, hvad myndighederne udbetaler til de ansatte som godtgoerelse for overarbejde.

13. Hvordan kommer sagsoegte hertil? Jeg har set naermere paa de talangivelser, som sagsoegte selv har fremlagt, og jeg har konstateret, at det timevederlag, der opkraeves hos virksomhederne, rent faktisk svarer til en tredjedel af godtgoerelserne for overarbejde (3), naar ydelsen udfoeres uden for normal arbejdstid og inden for toldmyndighedernes normale geografiske arbejdsomraade (4), hvorimod vederlaget repraesenterer to tredjedele af godtgoerelserne for overarbejde, naar de ansatte ved toldmyndighederne indfinder sig i virksomhederne (5). Naar det er medarbejdere ved Guardia di finanza, der foretager ekspeditionerne, er godtgoerelserne utvivlsomt mindre, og der ydes i oevrigt tillige personalet andre godtgoerelser. Men under alle omstaendigheder er forholdet det, at den kategoriske udtalelse, hvorefter vederlaget pr. time kun svarer til 20 minutters godtgoerelse til de paagaeldende medarbejdere, i hoej grad traenger til at blive serioest underbygget.

14. Denne bemaerkning leder mig i oevrigt til at fremhaeve den fuldstaendige mangel paa gennemskuelighed, som kendetegner den i Italien anvendte ordning, tillige med de urimelige konsekvenser for virksomhederne, som ordningen i visse tilfaelde kan have, jf. f.eks. det ovenfor beskrevne tilfaelde. Jeg bemaerker i denne forbindelse, at selv om man tager udgangspunkt i det af sagsoegte anfoerte, hvorefter vederlaget kun repraesenterer en tredjedel af den italienske statskasses omkostninger pr. time, overstiger det vederlag, som opkraeves hos virksomhederne, de faktiske omkostninger, saa snart flere end tre virksomheder er involveret samtidig, en situation, som sagsoegte ikke har afvist som usandsynlig.

15. Det er aabenbart, at Domstolen ikke kan forlange som konsekvens, at sagsoegte indfoerer absurde ordninger, hvorefter der foretages en beregning minut for minut og sekund for sekund af det faktiske tidsforbrug, der maa tilskrives den enkelte virksomhed. Men det forekommer paa den anden side paa ingen maade urimeligt at udstykke timevederlaget mellem de beroerte virksomheder. Jeg kan ikke se, at den simple matematiske beregning, som en opdeling er, er forbundet med uforholdsmaessig store administrative byrder. Sagsoegte henviser til, at de vederlag, som de italienske myndigheder herefter ville skulle opkraeve, bliver ganske ubetydelige. Dette argument kan ikke staa for en naermere undersoegelse. For det foerste maa virksomhederne i saa fald taale alle ulemperne ved den paagaeldende ordning, idet de i givet fald maa betale et vederlag, der staar i misforhold til den udfoerte ydelse. For det andet, og navnlig, er der intet til hinder for, at den italienske stat forhoejer timevederlaget, saafremt dette ikke, saaledes som sagsoegte haevder, maatte svare til de faktiske omkostninger, der er forbundet med et arbejdstidsforbrug paa en time, som benyttes til at foretage de omhandlede ekspeditioner. Under alle omstaendigheder maa det vaere aabenbart, at den omtvistede ordning strider mod proportionalitetsprincippet derved, at hver virksomhed skal betale det gaeldende vederlag, uanset de vederlag, der betales af de paagaeldende andre virksomheder.

16. Jeg skal herefter foreslaa, at Domstolen fastslaar, at der foreligger et traktatbrud som angivet, og at sagsoegte doemmes til at betale sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) Dom af 25.1.1977 (sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5), dom af 31.5.1979 (sag 132/78, Denkavit, Sml. s. 1923) og dom af 17.5.1983 (sag 132/82, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1643).

(2) Dom af 2.5.1990 (sag C-111/89, Bakker, Sml. I, s. 1735, praemis 13).

(3) Gennemsnitligt 15 000 LIT ifoelge den italienske regering, jf. s. 3 i svarskriftet.

(4) 5 200 LIT, jf. s. 2 i svarskriftet.

(5) 10 200 LIT, jf. s. 2 i svarskriftet.