61989C0190

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Fortolkningen af Bruxelles-konventionen (herefter benaevnt "konventionen") volder en raekke vanskeligheder, da der paa dette komplekse omraade anvendes begreber, som er defineret praecist, men ofte forskelligt, i de nationale retsordener, hvilket har foert til, at Domstolen ofte har anlagt en selvstaendig fortolkning af konventionen. I forbindelse hermed giver konventionens formaal, nemlig at sikre "den frie bevaegelighed for retsafgoerelser" nogle faste holdepunkter, som goer det muligt at undgaa loesninger, som kunne give anledning til en mangedobling af sagerne for de forskellige retsinstanser og den hermed forbundne risiko for, at der traeffes uforenelige afgoerelser (1).

2. Disse hensyn, som til stadighed og med rette afspejler sig i Domstolens afgoerelser, er imidlertid undergivet en klar begraensning, nemlig selve konventionens anvendelsesomraade. Den foreliggende praejudicielle sag, som vedroerer raekkevidden af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, hvorefter konventionen ikke finder anvendelse paa voldgift, maa give anledning til at minde om, at hvor konstruktiv og praecis Domstolens fortolkning af konventionen end maatte vaere, kan den ikke frigoere sig fra konventionens ordlyd, dens opbygning og sammenhaengen i dens bestemmelser.

3. Disse indledende bemaerkninger er inspireret af nogle af de analyser, som er foretaget i den foreliggende sag, hvor der paa en noget rituel maade henvises til konventionens formaal, mens alle andre hensyn lades ude af betragtning, selv om de maatte vaere dikteret af logikken i teksten og de saerlige forhold i forbindelse med problemet i denne sag: international voldgift. Man kan ikke give sig i kast med dette problem uden foerst at naevne den grundlaeggende betydning, voldgift har i dag i "det internationale erhvervsliv", for nu at bruge det udtryk, der anvendes i teorien (2). Takket vaere ekspansionen i verdenshandelen er international voldgift paa verdensplan blevet "den hyppigste maade, hvorpaa tvister afgoeres i den internationale handel" (3). Denne udtalte tendens (4) kan illustreres ved hjaelp af foelgende bestemmelse i slutakten i Helsinki-konferencen (CSCE) af 1. august 1975:

"De deltagende stater, som finder, at en hurtig og retfaerdig bilaeggelse af tvister, som opstaar i forbindelse med handelstransaktioner med varer og tjenesteydelser samt kontrakter om industrielt samarbejde ville bidrage til en udvidelse og lettelse af samhandel og samarbejde, finder, at voldgift er et egnet middel til at bilaegge saadanne tvister, anbefaler, hvor det maatte vaere hensigtsmaessigt, organisationer, virksomheder og firmaer i deres lande at indfoeje voldgiftsklausuler i handelskontrakter og kontrakter om industrielt samarbejde eller i saerlige aftaler; anbefaler, at bestemmelserne om voldgift boer sikre voldgift i henhold til et saet gensidigt tilfredsstillende voldgiftsregler og tillade voldgift i et tredjeland, idet der tages hensyn til eksisterende regeringsaftaler og andre aftaler paa dette omraade."

4. Forfatteren til et hovedvaerk om New York-konventionen af 1958 (5) - den vaesentligste multilaterale konvention om voldgift - giver en glimrende beskrivelse af de store behov, som den internationale voldgift tilgodeser, og som klart viser dens saerlige beskaffenhed i forhold til national voldgift:

"The foreign court can be an alien environment for a businessman because of his unfamiliarity with the procedure which may be followed, the laws to be applied, and even the mentality of the foreign judges. In contrast, with international commercial arbitration parties coming from different legal systems can provide for a procedure which is mutually acceptable. They can anticipate which law shall be applied: a particular law or even a lex mercatoria of a trade. They can also appoint a person of their choice having expert knowledge in the field."

Han fortsaetter:

"These and other advantages are only potential until the necessary legal framework can be internationally secured. This legal framework should at least provide that the commitment to arbitrate is enforceable and that the arbitral decision can be executed in many countries, precluding the possibility that a national court review the merits of the decision."

5. Den afgoerelse, Domstolen skal traeffe i den foreliggende sag, er ikke uden indflydelse paa den retlige stabilitet, der ydes den internationale voldgift inden for Faellesskabets omraade. Nogle af de forslag, som er blevet forelagt for Domstolen, ville nemlig, hvis Domstolen foelte sig foranlediget til at foelge dem, kunne foere til, at der blev sat spoergsmaalstegn ved haevdvundne principper, idet der paa ubestemt tid blev gjort skaar i forventningerne paa omraadet. For oevrigt kan Domstolen ikke se bort fra, at der i Det Europaeiske Faellesskab findes nogle vigtige centre for den internationale voldgift, hvis udvikling i den senere tid er blevet begunstiget af en intens aktivitet inden for litteraturen, lovgivningen og retspraksis. Det vil sige, at det problem, der rejses i det praejudicielle spoergsmaal fra Court of Appeal, maa undersoeges meget noeje.

6. Rom-Traktaten bestemte - og faellesskabsretten kan i oevrigt ikke siges ikke at have nogen forbindelse med voldgift (6) - i artikel 220:

"Medlemsstaterne indleder i det omfang, det er noedvendigt, indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre:

...

- forenkling af formaliteter vedroerende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser og voldgiftskendelser."

7. Til trods for denne bestemmelses ordlyd bestemmer Bruxelles-konventionens artikel 1 - som paa dette punkt ikke er blevet aendret ved tiltraedelseskonventionerne - foelgende:

"Denne konvention finder anvendelse paa borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art ...

Den finder ikke anvendelse paa:

1) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem aegtefaeller samt arv efter loven eller testamente

2) konkurs, akkord og andre lignende ordninger

3) social sikring

4) voldgift." (7)

8. Uden her at komme ind paa, hvilken raekkevidde skal tillaegges denne bestemmelse, skal jeg henvise til begrundelsen i rapporten fra det sagkyndige udvalg, som udarbejdede udkastet til konventionen:

"Dette retsomraade, der naevnes udtrykkeligt i EOEF-Traktatens artikel 220, er allerede reguleret i talrige internationale aftaler. Endvidere har Europaraadet udarbejdet en europaeisk konvention, der skal traede i kraft som enhedslov (' loi uniforme' ), og som med en tillaegsprotokol i hoejere grad end New York-konventionen skal lette anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser." (8)

9. Det er her paakraevet at give en kort historisk redegoerelse for udarbejdelsen af de internationale konventioner vedroerende international voldgift (9). Indtil tiden efter foerste verdenskrig var omraadet naesten udelukkende (10) reguleret i de nationale retsordener, som ligesom domstolene ofte indtog en fjendtlig holdning til voldgift. Den internationale voldgifts udvikling efter den foerste verdenskrig skulle foere til en betydelig international lovgivningsvirksomhed under Folkeforbundets auspicier (11). Vedtagelsen af Genève-protokollen af 1923 (12), der anerkender gyldigheden af voldgiftsklausuler, som dengang var forbudt i henhold til mange nationale lovgivninger, og indfoerer en pligt for de nationale domstole til at henvise en retstvist, med hensyn til hvilken der er indgaaet en voldgiftsaftale, til voldgift, og dernaest vedtagelsen i 1927 (13) af Genève-overenskomsten angaaende eksekution af voldgiftskendelser medfoerte, at den internationale voldgifts retlige status blev forbedret.

10. Imidlertid bevirkede visse restriktive aspekter af disse konventioner stadig, at deres bidrag til, at den internationale voldgift kunne komme til at fungere fuldt ud tilfredsstillende, blev begraenset (14). Navnlig foerte den fortolkning, der blev anlagt af artikel 1 i Genève-overenskomsten af 1927, og som gik ud paa, at den kendelse, der skulle anerkendes eller eksekveres, skulle vaere blevet endelig i det land, hvor den var afsagt, ofte til, at der blev stillet krav om "dobbelt exequatur", foerst fra domstolene paa voldgiftsstedet, dernaest fra domstolene i den stat, begaeringen var rettet til. Ogsaa efter afslutningen af anden verdenskrig blev bestraebelserne paa at finde en international loesning fortsat. Saaledes blev udkastet til New York-konventionen af 10. juni 1958 udarbejdet i Det OEkonomiske og Sociale Raad i De Forenede Nationer. Denne konvention, som indeholder en raekke betydningsfulde aendringer i forhold til Genève-konventionerne (15), behandler to vaesentlige facetter af den internationale handelsvoldgift: virkningen af voldgiftsaftaler (16) og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Det skal navnlig understreges, at kravet om "dobbelt exequatur" er ophaevet. Mere end 80 stater, heraf elleve EOEF-medlemsstater (17), har tiltraadt denne konvention, som nu er drivkraften i den internationale voldgift.

"The modern tendency is for a coming together of the different systems of law which govern the procedural aspects of international commercial arbitration and the recognition and enforcement of international awards. This is partly because of the unifying effect of conventions on arbitration, most importantly the New York Convention." (18)

"The New York Convention ... is easily the most important international treaty relating to international commercial arbitration. The general level of success of the convention may be seen as one of the factors responsible for the rapid development over recent decades of arbitration as a mean of resolving international trade disputes." (19)

11. Selv om New York-konventionen saaledes er et vigtigt instrument i den internationale voldgift, maa man ogsaa naevne de muligheder, der ligger i Uncitral' s Model Law on International Commercial Arbitration fra 1985 (20), hvis bestemmelser udgoer en referenceramme for de nationale lovgivninger (21) med hensyn til voldgiftsaftalen, sammensaetningen af voldgiftsretten, voldgiftssagens behandling, afsigelsen af voldgiftskendelser, appel af voldgiftskendelser samt anerkendelse og fuldbyrdelse heraf. "Modelloven", som afspejler udviklingen i de nationale retsordener, anvender princippet om, at voldgiftsretten har "competence de la competence" (22), dvs. at voldgiftsretten selv afgoer sin egen kompetence, hvorefter afgoerelsen kan proeves ved domstolene.

"In adopting the concept of 'competence/competence' , the Model Law has recognised the general trend of modern national legal systems, and of international conventions, which allow an arbitral tribunal to determine its own jurisdiction. However, the Model Law does not give an arbitral tribunal the final word; there is position for concurrent control by the court specified by article 6." (23)

12. Ud over disse konventioner (24) findes der en raekke regionale konventioner om international handelsvoldgift. For Europas vedkommende er der to traktater, der boer naevnes: den europaeiske konvention af 21. april 1961 om international handelsvoldgift (25) og den europaeiske konvention om ensartet voldgiftslovgivning af 20. januar 1966 (Strasbourg-konventionen) (26). Den foerste af disse konventioner, som supplerer New York-konventionen, begraenser de tilfaelde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelser kan naegtes. Naermere bestemt kan tilsidesaettelse af voldgiftskendelsen ved domstolene i den stat, hvor voldgiftskendelsen er afsagt, kun danne grundlag for naegtelse af exequatur, hvis tilsidesaettelsen er sket af visse naermere angivne grunde (27). Desuden opstiller den europaeiske konvention af 1961 navnlig princippet om, at voldgiftsmaendene selv afgoer spoergsmaalet om deres egen kompetence, og regulerer det tilfaelde, hvor der foreligger litispendens mellem voldgiftssagen og en sag, der senere anlaegges ved de nationale retter. Denne konvention er bindende for 20 medlemsstater, herunder syv medlemsstater i Faellesskabet (28). Derimod har Strasbourg-konventionen ikke faaet den succes, man oprindelig regnede med, at den ville faa, eftersom den indtil nu kun er blevet ratificeret af én enkelt stat, nemlig Belgien.

13. Parallelt hermed har de nationale retsordener i stigende grad erkendt behovet for international handelsvoldgift, idet de har anerkendt betydningen af viljesprincippet i den internationale retsorden. Denne tendens er saerlig klar i Europa og viser sig saavel i lovgivningen (29) som i de nationale domstoles holdninger, som paa ingen maade er afvisende over for den internationale voldgift.

14. "It used occasionally to be suggested that the English courts were hostile to the process of arbitration. Whether this was ever true, in the distant past, is a matter of opinion. What must be clear, to anyone reading the judgments delivered during the past 60 years, is that this is now a complete misconception." (30)

Selv om denne udtalelse refererer til domstolene i Det Forenede Kongerige, goer den sig uden tvivl ogsaa gaeldende for stoerstedelen af de andre nationale domstole.

15. Dette er i store traek - som burde suppleres med en beskrivelse af de faste voldgiftsretters vaesentlige betydning eller fremkomsten af en ny "lex mercatoria" (31) - den internationale voldgift, som i stigende grad er loesrevet fra de statslige rammer og ifoelge visse kommentatorer gaar i retning af "denationalisering" eller endog "delokalisering" (32).

16. Den foreliggende sag, som er den foerste, hvori en domstol i Det Forenede Kongerige har forelagt praejudicielle spoergsmaal for Domstolen vedroerende Bruxelles-konventionen, og tillige den foerste, hvori Domstolen skal udtale sig om raekkevidden af undtagelsen af voldgift fra konventionens anvendelsesomraade, er af disse to grunde af stor betydning (33). Den udspringer af omstaendigheder, der vil blive gjort rede for i det foelgende, for at man bedre kan forstaa, hvad der staar paa spil i sagen.

17. Ved telex af 23. januar 1987 fremsatte Marc Rich & Co. AG (herefter benaevnt "Marc Rich") et tilbud om at koebe iransk raaolie af Società Italiana Impianti PA (herefter benaevnt "SII"). Den 25. januar accepterede sidstnaevnte tilbuddet paa visse yderligere betingelser, som synes at vaere blevet accepteret af Marc Rich den 26. januar, den dag SII anser den endelige kontrakt for at vaere indgaaet. Den 28. januar sendte Marc Rich et nyt telex, hvori kontraktvilkaarene var naermere angivet, og som indeholdt foelgende klausul:

"Lovvalg og voldgift

Engelsk ret finder anvendelse paa fortolkningen, gyldigheden og opfyldelsen af naervaerende kontrakt. Skulle der opstaa tvist mellem koeberen og saelgeren, indbringes det omtvistede spoergsmaal for tre personer i London. Hver af parterne udpeger én person, og disse to personer udpeger en tredje; deres afgoerelse eller en afgoerelse truffet af to af dem er endelig og bindende for begge parter."

Dette telex blev ikke besvaret.

18. Nogle dage senere begyndte indskibningen af lasten af olie i skibet "Atlantic Emperor", og den blev afsluttet den 6. februar. Samme dag synes Marc Rich at have gjort gaeldende, at ladningen var staerkt forurenet, hvilket medfoerte et tab paa over 7 mio. USD.

19. Den 18. februar 1988 anlagde det italienske selskab sag i Italien med paastand om, at det blev fastslaaet, at selskabet ikke var erstatningsansvarligt over for Marc Rich. Den 29. februar 1988 blev staevningen forkyndt for Marc Rich, som samme dag indledte en voldgiftssag i London og udpegede sin voldgiftsmand. Den 4. oktober 1988 gjorde selskabet under henvisning til voldgiftsklausulen gaeldende, at den italienske ret savnede kompetence. Desuden gik Marc Rich senere direkte til den italienske Corte di Cassazione med henblik paa at faa fastslaaet, at de italienske domstole savner kompetence pga. voldgiftsaftalens eksistens. Da SII ikke havde udpeget en voldgiftsmand, anlagde Marc Rich den 20. maj 1988 sag ved High Court of Justice for at faa denne til at udpege en voldgiftsmand i medfoer af Arbitration Act 1950. Den engelske ret gav tilladelse til, at det indledende processkrift i sagen blev forkyndt for SII i Italien. Den 8. juli 1988 fremsendte det italienske selskab begaering om, at tilladelsen blev ophaevet, idet det gjorde gaeldende, at den virkelige tvist mellem parterne vedroerte spoergsmaalet, om den paagaeldende kontrakt indeholdt en voldgiftsklausul. Selskabet haevdede, at en saadan tvist faldt ind under Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade og foelgelig skulle paakendes i Italien. Efter Marc Rich' s opfattelse er tvisten ikke omfattet af konventionens anvendelsesomraade, jf. konventionens artikel 1, hvorefter voldgift er undtaget herfra.

20. Dommer Hirst fastslog, at konventionen ikke finder anvendelse paa tvisten; endvidere fastslog han, at kontrakten var undergivet engelsk lov, og gav tilladelse til forkyndelse i udlandet. Denne afgoerelse blev appelleret. Til trods for, at begge parter i hovedsagen synes at have vaeret noget forbeholdne over for en praejudiciel forelaeggelse og anmodede Court of Appeal om selv at traeffe afgoerelse om fortolkningen af konventionen i den foreliggende sag, har denne retsinstans forelagt Domstolen foelgende tre spoergsmaal:

"1) Omfatter undtagelsen i konventionens artikel 1, nr. 4,

a) alle retssager eller retsafgoerelser, og i bekraeftende fald

b) retssager eller retsafgoerelser, hvor det spoergsmaal, der skal afgoeres, er, om der foreligger en voldgiftsaftale?

2) Hvis naervaerende sag er omfattet af konventionen og ikke af undtagelsen fra konventionen, kan koeberne da alligevel paaberaabe sig vaerneting i England i medfoer af

a) konventionens artikel 5, nr. 1, og/eller

b) konventionens artikel 17?

3) Hvis koeberne kan paaberaabe sig vaerneting i England efter andre regler end de ovenfor i spoergsmaal 2 anfoerte, skal retten da

a) erklaere sig inkompetent eller udsaette afgoerelsen i medfoer af konventionens artikel 21, eller subsidiaert

b) udsaette afgoerelsen i medfoer af konventionens artikel 22 med den begrundelse, at sagen foerst er blevet anlagt ved den italienske ret?"

21. Indledningsvis skal jeg komme med to bemaerkninger.

22. De responsa fra Paul Jenard og professor Schlosser, som SII har fremlagt for Domstolen, har inspireret mig til den foerste bemaerkning. Som bekendt udarbejdede disse ogsaa henholdsvis det sagkyndige uvalgs rapport om den oprindelige konvention og rapporten om Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af konventionen. Som foelge heraf har Domstolen ved flere lejligheder taget hensyn til disse rapporter (34). Det bemaerkes endvidere, at Civil Jurisdiction and Judgments Act 1982 (35) udtrykkeligt henviser til rapporterne med henblik paa de britiske domstoles fortolkning af konventionen. Derimod er der ingen tvivl om, at de responsa, der er forelagt Domstolen i denne sag, har "status" som almindelige responsa, som naturligvis kun skal tillaegges den vaegt, de har i sig selv. Det er noedvendigt at praecisere dette, saa meget mere som professor Schlosser for sit vedkommende gaar ind for en opfattelse, der paa alle punkter er i modstrid med holdningen til konventionens anvendelse paa tvister for de nationale domstole vedroerende voldgift i den officielle rapport, han undertegnede.

23. Den anden bemaerkning vedroerer raekkevidden af det svar, Domstolen skal give paa Court of Appeal' s foerste spoergsmaal, som er formuleret meget generelt. Spoergsmaalets ordlyd kunne foere til, at Domstolen undersoegte en lang raekke hypoteser vedroerende raekkevidden af undtagelsen af voldgift fra Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade. Jeg taenker navnlig paa et oemtaaleligt spoergsmaal, som opstod under forhandlingerne forud for Det Forenede Kongeriges tiltraedelse (36). Delegationen fra Det Forenede Kongerige havde aabenbart gjort gaeldende, at konventionen ikke fandt anvendelse paa anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgoerelse i hovedsagen, naar den ordinaere ret havde overset en voldgiftsaftale eller ikke ansaa denne for at vaere gaeldende. Selv om dette synspunkt ikke synes at have fundet tilslutning hos de oprindelige medlemsstater, medfoerte denne divergens ikke nogen aendring af konventionens ordlyd. Ifoelge Schlosser-rapporten kan "de nye medlemsstater ... i deres gennemfoerelseslovgivning acceptere den omhandlede usikkerhed med hensyn til fortolkningen" (37). Uanset hvilken bedoemmelse man maatte vaere tilboejelig til at anlaegge af dette spoergsmaal, maa det konstateres, at dette problem er den sag uvedkommende, som er forelagt for Domstolen. Foelgelig skal jeg til trods for den franske regerings opfordring foreslaa Domstolen ikke at komme ind paa dette spoergsmaal i svaret til Court of Appeal. Jeg deler den tyske regerings opfattelse, hvorefter Domstolen i sit svar boer noejes med at give de naermere oplysninger, der er noedvendige for at kunne traeffe afgoerelse i hovedsagen.

24. Set fra dette synspunkt vedroerer Marc Rich' s begaering udpegelse af en voldgiftsmand, dvs. sammensaetningen af voldgiftsretten. SII' s advokater har foerst rejst spoergsmaalet om, hvorvidt der overhovedet foreligger en voldgiftsaftale. Det er uomtvisteligt, at dette er det saerlige aspekt i sagen for den forelaeggende ret, og det, jeg vil foreslaa Domstolen at laegge til grund ved fortolkningen af konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4.

25. I oevrigt synes der at vaere opstaaet en vis forvirring i den henseende som foelge af, at SII bestrider, at sagen for den forelaeggende ret vedroerer udpegelse af en voldgiftsmand. Selskabet har anfoert, at den "vaesentlige eller egentlige tvist mellem parterne" vedroerer voldgiftsaftalens eksistens. Uden tvivl forekommer dette spoergsmaal at vaere det vigtigste paa dette stadium af sagen. Fra et processuelt synspunkt er der kun tale om et accessorisk eller, rettere sagt, et praejudicielt retsspoergsmaal. SII har selv under retsmoedet anfoert, at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, maa afgoeres, foer man kan foretage udpegelsen af en voldgiftsmand. Og i selskabets skriftlige indlaeg angives det klart:

"Den sag, koeber har anlagt for den engelske ret, vedroerer udpegelsen af en voldgiftsmand. Men - som dommer Hirst har anfoert, og koeber ikke har bestridt - vil koeber ikke kunne opnaa, at der traeffes afgoerelse om en saadan foranstaltning, medmindre det er godtgjort, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale." (38)

Man kan ikke give en bedre beskrivelse af et praejudicielt retsspoergsmaal.

26. Jeg skal i oevrigt fremhaeve, at denne sondring mellem praejudicielt retsspoergsmaal og hovedspoergsmaal, som er velkendt for jurister paa kontinentet, allerede er blevet anvendt af "common law"-jurister netop paa dette omraade. I en afgoerelse fra High Court - vedroerende voldgiftsmaendenes befoejelser, naar deres kompetence bestrides - blev kompetencespoergsmaalet, der gik forud for bedoemmelsen af sagens realitet, faktisk netop betegnet som "preliminary matter" i foelgende vendinger:

"They are entitled to inquire into the merits of the issue whether they have jurisdiction or not, not for the purpose of reaching any conclusion which will be binding upon the parties - because that they cannot do - but for the purpose of satisfying themselves as a preliminary matter whether they ought to go on with the arbitration or not." (39)

27. Selv om denne bemaerkning blev fremsat i forbindelse med spoergsmaalet om en voldgiftsmands kompetence, som var blevet rejst for denne, kan den bedoemmelse - som i oevrigt er logisk og selvfoelgelig - hvorefter der er tale om et praejudicielt retsspoergsmaal, ikke afvige herfra paa dette punkt, naar spoergsmaalet verserer for en national ret, som er blevet anmodet om at udpege en voldgiftsmand.

28. Ifoelge den af SII forfaegtede opfattelse, som i vidt omfang bygger paa responsaene fra Paul Jenard og professor Schlosser, finder konventionen anvendelse paa den sag, der er anlagt for den forelaeggende ret. Ved foerste oejekast er denne konklusion i modstrid med den loesning, som ville foelge af de principper, der hidtil har vaeret anerkendt med hensyn til gennemfoerelsen af undtagelserne fra konventionen, og som jeg foerst skal redegoere for. Denne loesning er glimrende fremstillet i den tyske regerings indlaeg. Den er klar og praecis. Udgangspunktet for analysen er det uangribelige princip, at "de anfoerte omraader er imidlertid kun udelukket fra anvendelse af konventionen, hvis de selv er sagsgenstande" (40).

29. Som vi har set, er sagsgenstanden i den foreliggende sag udpegelsen af en voldgiftsmand. Schlosser-rapporten er fuldstaendig utvetydig i denne henseende:

"Konventionen vedroerer ikke retssager, der er underordnet en voldgiftssag, som f.eks. sager vedroerende udnaevnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere ..." (41).

Alle de forfattere, der har beskaeftiget sig med dette spoergsmaal, er da ogsaa enige om, at netop denne type sag er udelukket fra konventionens anvendelsesomraade (42).

30. Medmindre man slutter sig til den radikale opfattelse i professor Schlosser' s ajourfoerte responsum, hvorefter konventionen finder anvendelse paa alle sager om voldgift, der indbringes for domstolene, en opfattelse som jeg senere skal vende tilbage til, er der ikke noget at betaenke sig paa: konventionen finder ikke anvendelse paa sagsgenstanden i den sag, der verserer for den forelaeggende ret. Men foerst skal denne tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale.

31. Her maa det kraftigt understreges, at saaledes som konventionen er opbygget, er kompetencen for den ret, der behandler et hovedspoergsmaal i sagen, som ikke henhoerer under konventionens omraade, til at paakende et praejudicielt retsspoergsmaal, under ingen omstaendigheder reguleret af konventionen, men af lex fori, og dette er tilfaeldet, selv om det praejudicielle retsspoergsmaal er omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

32. Gothot og Holleaux goer meget klart opmaerksom herpaa:

"Konventionen finder ikke anvendelse med hensyn til hovedspoergsmaal, der er undtaget fra dens anvendelsesomraade, selv om de tilfaeldigvis rejser et spoergsmaal, der er omfattet heraf. Rettens kompetence med hensyn til hovedspoergsmaalet (f.eks. social sikring ...), som er undtaget fra Traktatens anvendelsesomraade, og bispoergsmaalet (f.eks. vedroerende en arbejdskontrakt), som er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, afhaenger af lex fori og ikke af konventionen (den afsagte dom kan naturligvis ikke falde ind under konventionens regler vedroerende anerkendelse og fuldbyrdelse)" (43).

33. Der maa drages to konklusioner heraf. Den foerste er, at det udelukkende skal afgoeres efter lex fori, det vil i denne sag sige engelsk ret, om retten har kompetence til at afgoere det praejudicielle retsspoergsmaal. Den anden er, at en tvist, hvis egentlige genstand ikke er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, ikke kan falde ind under dette som foelge af et praejudicielt retsspoergsmaal, selv om dette spoergsmaal ratione materiae er omfattet af konventionen. I den forbindelse er det efter min opfattelse ikke noedvendigt, at Domstolen i denne sag tager stilling til, om spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, som er hovedspoergsmaalet for den nationale ret, falder ind under konventionens anvendelsesomraade. Efter min mening er det tilstraekkeligt at konstatere, at naar et saadant spoergsmaal har karakter af et praejudicielt retsspoergsmaal i en sag, hvori hovedspoergsmaalet ikke er omfattet af konventionen, finder denne ikke anvendelse; foelgelig skal det afgoeres efter lex fori, om den ret, ved hvilken sagen er anlagt, kan paakende det bispoergsmaal, der er tale om. Denne konklusion forekommer mig at vaere en naturlig foelge af de principper, jeg har henvist til.

34. Men selv om Domstolen maatte afvise dette skridt, fordi den - uafhaengigt af enhver processuel analyse - finder, at hovedspoergsmaalet i den foreliggende sag er, om der foreligger en voldgiftsaftale mellem parterne, traeffer Domstolen ikke af den grund den afgoerelse, at sagen for den forelaeggende ret er omfattet af konventionens anvendelsesomraade. Efter min opfattelse er en tvist om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, nemlig ikke omfattet af konventionen.

35. Der maa her henvises til Schlosser-rapporten:

"Heller ikke retsafgoerelser, der skal tage stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller som paa grund af aftalens ugyldighed paabyder parterne ikke at fortsaette voldgiftssagen, falder ind under konventionen." (44)

Denne opfattelse gives der ogsaa udtryk for i litteraturen:

"Furthermore, it is considered, perhaps controversially, that legal proceedings concerning purely the contractual validity of the arbitration agreement, should also be regarded as being excluded from the convention as involving arbitration under Article 1, para. 2(4), through being more closely related to the artitration process itself than, for example, are contractual questions in respect of matrimonial property rights - likewise excluded under Article 1, para. 2(1) - related thereto." (45)

Det Forenede Kongeriges regering har i den forbindelse med rette understreget, at der ikke er nogen vaegtig grund til at sondre mellem en ikke-eksisterende voldgiftsaftale og en ugyldig aftale. I den europaeiske konvention af 1961 sondres der ikke mellem, om voldgiftsaftalens eksistens eller dens gyldighed bestrides (46). I begge tilfaelde er det voldgiftsrettens kompetence, der er tale om. Desuden kan jeg ikke se nogen grund til - som Paul Jenard goer det i det responsum, der er fremlagt for Domstolen - at sondre mellem den situation, hvor voldgiftsaftalens eksistens eller gyldighed bestrides, inden voldgiften begynder, og som skulle falde ind under konventionens anvendelsesomraade, og den situation, hvor voldgiftsrettens kompetence bestrides for en domstol under voldgiftsproceduren, som skulle falde uden for konventionens anvendelsesomraade.

36. I visse retssystemer udoeves domstolenes proevelse af voldgiftsrettens kompetence i alt vaesentligt efterfoelgende. Det gaelder f.eks. efter fransk ret, som bortset fra det tilfaelde, hvor voldgiftsaftalen aabenbart er ugyldig, paalaegger domstolene at henvise sagen til voldgift, idet voldgiftsrettens afgoerelse om dens kompetence senere kan proeves ved domstolene, saafremt der rejses sag om tilsidesaettelse af voldgiftskendelsen. I saavel Jenard-rapporten (47) som Schlosser-rapporten (48) fastslaas det, at konventionen ikke finder anvendelse paa afgoerelser, der tilsidesaetter en voldgiftskendelse, skoent grunden til tilsidesaettelsen netop kan vaere, at voldgiftsretten savner kompetence. Konventionen synes derfor ifoelge Paul Jenard ikke at finde anvendelse paa en saadan domstolsproevelse, hvorimod den regulerer tilfaelde, hvor voldgiftsrettens kompetence straks bestrides, naar der er tale om retssystemer, som tillader en proevelse af kompetencen ab initio.

37. Denne loesning ville foere til en vilkaarlig skillelinje i sager, som alle har det til faelles, at retten skal traeffe afgoerelse om tvisten vedroerende voldgiftsrettens kompetence, idet nogle ville vaere omfattet af konventionen, mens andre ville vaere undtaget fra dens anvendelsesomraade.

38. Endelig maa der tages stilling til SII' s argument om, at "voldgift" er afhaengig af et samtykke. Uden samtykke er der ingen "voldgift". Foelgelig omfatter begrebet "voldgift" i den naturlige betydning af ordet ikke en tvist om, hvorvidt en "voldgiftsaftale" har eksisteret fra begyndelsen. Med andre ord vedroerer sagens genstand ikke voldgift, hvis selve eksistensen af voldgiftsaftalen bestrides.

39. Sammenholdt med Domstolens praksis virker dette ikke overbevisende. I Effer-dommen (49) var der tale om en sag, hvor det over for et krav om betaling af honorar blev gjort gaeldende, at der ikke var opstaaet et kontraktforhold mellem parterne. Det spoergsmaal, der blev forelagt for Domstolen, gik ud paa, om det forhold, at selve kontraktens eksistens blev bestridt, var til hinder for anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, som kravet uden tvivl faldt ind under. Domstolen fastslog, at en sagsoeger ogsaa kan anvende opfyldelsesvaernetinget, "naar der mellem parterne er tvist om eksistensen af den aftale, som det indtalte krav stoettes paa". Domstolen fandt med andre ord, at en paastand om, at den kontrakt, hvis opfyldelse der var tale om, ikke eksisterede, ikke var tilstraekkelig til at antage, at der ikke laengere var tale om kontraktforhold. Anvendt paa den foreliggende sag maa dette raesonnement foere til, at en henvisning til, at der ikke foreligger en voldgiftsaftale, heller ikke kan bevirke, at den sag, der er indbragt for den forelaeggende ret - og som har til formaal at faa udpeget en voldgiftsmand, dvs. at gennemfoere voldgiftsaftalen - ikke betragtes som voldgift.

40. Uanset hvordan man analyserer spoergsmaalet om, hvorvidt voldgiftsaftalens eksistens er et praejudicielt spoergsmaal eller et hovedspoergsmaal, synes substansen i sagen for den forelaeggende ret at vedroere voldgift. Endvidere bemaerkes, at Paul Jenard selv i sit responsum har indroemmet, at voldgift er "the main issue" i sagen for den britiske ret, hvoraf han dog drager den konklusion, som jeg senere skal vende tilbage til, at konventionen finder anvendelse paa sagen.

41. Det er ikke det resultat, man ville naa til ved anvendelse af de anerkendte principper paa omraadet, et resultat, som SII og Kommissionen gaar imod.

42. Foer jeg kommer ind paa det italienske selskabs opfattelse, som hovedsagelig stoettes paa en radikal fortolkning, hvorefter konventionen finder anvendelse paa alle tvister vedroerende voldgift, som indbringes for domstolene, skal jeg omtale det standpunkt, der indtages af Kommissionen, som forsvarer konventionens anvendelse i den foreliggende sag efter en analyse, hvori den synes at se fuldstaendig bort fra de ovenfor naevnte principper.

43. Efter Kommissionens opfattelse er foelgende afsnit i Evrigenis- og Kerameus-rapporten noeglen til vanskelighederne:

"I modsaetning hertil antages der lejlighedsvis at kunne ske proevelse af gyldigheden af en voldgiftsafgoerelse, som paaberaabes af den ene part for at bestride kompetencen hos den ret, ved hvilken denne i henhold til konventionen er blevet sagsoegt." (50)

44. Lad mig straks sige, at jeg ville vaere staerkt i tvivl om, hvorvidt dette var holdbart, hvis det indebar, at det er konventionen, som tillaegger den ret, for hvilken der verserer en hovedsag, der er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, kompetence til at paakende et bispoergsmaal, der ikke er omfattet af konventionen. Dette spoergsmaal skal nemlig afgoeres efter den paagaeldende rets "lex fori" og ikke efter konventionen. Som Gothot og Holleaux har anfoert:

"I virkeligheden kan konventionen ikke anvendes i den forbindelse: Det skal afgoeres efter de almindelige kompetenceregler og processuelle regler, der gaelder for den ret, for hvilken sagen er indbragt, om et saadant bispoergsmaal blot skal behandles som 'préalable" eller som 'préjudicielle' ." (51)

45. Efter min mening maa man derfor foretraekke at gaa ud fra, at forfatterne til rapporten i virkeligheden har villet hentyde til anvendelsen af konventionen paa anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, der saetter punktum for en tvist, som er omfattet af konventionen, efter at have afgjort spoergsmaalet om en voldgiftsaftales gyldighed. Som vi har set, blev dette spoergsmaal naevnt under forhandlingerne forud for Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af konventionen. Det staar efter min opfattelse stadig aabent og har under alle omstaendigheder ingen betydning i sagen for den forelaeggende ret.

46. Men selv om man gaar ud fra, at forfatterne til rapporten antog, at konventionen var afgoerende for, om en domstol, for hvilken en sag var indbragt i henhold til konventionen, havde kompetence til praejudicielt at tage stilling til gyldigheden af en voldgiftsaftale, kan det omtalte afsnit under ingen omstaendigheder foere til den konklusion, Kommissionen naar frem til.

47. Der henvises nemlig udtrykkelig til den situation, hvor en ret, ved hvilken der er anlagt sag i medfoer af konventionen, i forbindelse hermed anmodes om at proeve spoergsmaalet vedroerende voldgiftsaftalen. Med andre ord er det af afgoerende betydning at faa fastslaaet, om hovedspoergsmaalet for den forelaeggende ret er omfattet af konventionens anvendelsesomraade. Dette maa noedvendigvis vaere det foerste led i raesonnementet, som Kommissionen imidlertid synes at have set bort fra.

48. Man maa nemlig noejes med formodninger om, hvad grunden er til, at den raesonnerer som saa, at voldgiften kun er et "bispoergsmaal" i den foreliggende sag. Mener Kommissionen hermed, at udpegelsen af voldgiftsmanden er et bispoergsmaal og voldgiftsaftalens eksistens hovedspoergsmaalet i sagen for den britiske ret? Hvis det er det, den mener, saettes der paa opsigtsvaekkende maade spoergsmaalstegn ved grundlaeggende processuelle begreber. Men selv en saadan opfattelse kan kun foere til, at konventionen skal anvendes i den sag, der er indbragt for den britiske ret, hvis det paavises, at spoergsmaalet om voldgiftsaftalens eksistens er omfattet af konventionen. Jeg har ikke fundet noget svar paa disse spoergsmaal i de indlaeg, der er indgivet til Domstolen.

49. Der maa skaenkes de saerdeles indgaaende argumenter, som er fremsat af SII, meget stoerre opmaerksomhed.

50. Den opfattelse, hvorefter konventionen kan anvendes i den foreliggende sag, bygger i det vaesentlige paa et enten-eller:

- Principalt - og det er den radikale opfattelse, det italienske selskab goer gaeldende, idet det navnlig paaberaaber sig professor Schlosser' s bemaerkninger - finder konventionen anvendelse paa alle sager for domstolene vedroerende voldgift; som foelge heraf henstilles det til Domstolen at traeffe en afgoerelse af vidtraekkende betydning vedroerende raekkevidden af artikel 1, stk. 2, nr. 4.

- Subsidiaert - og SII' s holdning bygger her navnlig paa Paul Jenard' s responsum - er konventionens anvendelse i den foreliggende sag berettiget som foelge af konventionens virkelige formaal.

51. Jeg skal undersoege disse to argumenter hver for sig.

52. Den opfattelse, at Bruxelles-konventionen finder anvendelse paa alle sager for domstolene vedroerende voldgift, har den aabenbare fordel, at den er ukompliceret. Den er imidlertid i modstrid med konventionens opbygning og medfoerer alvorlige ulemper, som i sidste instans ikke opvejes af nogen klar fordel.

53. Ifoelge professor Schlosser' s responsum er konventionens artikel 1, stk. 2, nr. 4, kun konstaterende. Med andre ord har bestemmelsen kun betydning i én henseende: at henlede opmaerksomheden paa, at konventionen ikke finder anvendelse paa anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Derimod er saavel de nationale retters kompetence til at behandle sager vedroerende voldgift som anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser i disse sager omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

54. Denne analyse, som er i modstrid med de sagkyndige udvalgs rapporter, lider navnlig af mangel paa logik, hvilket fremgaar, hvis man undersoeger bestemmelsen. Jeg skal her citere en anerkendt kommentator:

"Bruxelles-konventionen udelukker udtrykkeligt dette omraade til forskel fra Haag-konventionen om fuldbyrdelse af domme. Ganske vist antages konventioner om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser truffet af de nationale domstole ikke at finde anvendelse paa fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, men i modsaetning til forhandlerne i Haag har forhandlerne i Bruxelles vaeret i tvivl, og de har ved en formel bestemmelse villet afskaere ethvert forsoeg paa anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser i tvister vedroerende voldgift, f.eks. en sag om tilsidesaettelse af en voldgiftskendelse. Da Bruxelles-konventionen desuden vedroerer den internationale kompetence, er det saaledes udtrykkeligt opfoert, at den ikke giver sig ud for at fastlaegge retternes kompetence i tvister vedroerende voldgift." (52)

55. Jeg skal i oevrigt bemaerke, at selve tekstens ordlyd stoetter denne analyse. Naar konventionens artikel 1, stk. 2, i nr. 1 (personers retlige status ...), nr. 2 (konkurs ...) og nr. 3 (social sikring ...) opregner omraader, som er undergivet domstolenes kompetence, men alligevel er undtaget fra konventionen, er det nemlig logisk, at stk. 2, nr. 4, ogsaa omfatter sager, der er underlagt de nationale domstole. Hvis undtagelsen af voldgift kun var konstaterende, som SII og professor Schlosser haevder - dvs. at den henviser til, hvad der giver sig selv, nemlig at en konvention om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser ikke finder anvendelse paa voldgiftssager og paa anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser - ville der ikke vaere sammenhaeng i bestemmelsen.

56. SII' s argument svaekkes klart af de sagkyndige udvalgs rapporter. For det foerste hedder det i Jenard-rapporten (53):

"Konventionen gaelder saaledes hverken for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser ... eller for fastlaeggelse af kompetencen i tilfaelde af tvister, der vedroerer en voldgiftskendelse (f.eks. ved anlaeggelse af sag under paaberaabelse af kendelsens ugyldighed); den gaelder lige saa lidt for anerkendelse af afgoerelser, der er truffet paa grundlag af saadanne soegsmaal."

57. I Schlosser-rapporten (54) siges det endnu mere klart:

"... [Konventionen] vedroerer ikke retssager, der er underordnet en voldgiftssag, som f.eks. sager vedroerende udnaevnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere, fastsaettelse af, hvor voldgiften skal finde sted, forlaengelse af fristen for afsigelse af kendelsen eller praejudicielle afgoerelser om materielle spoergsmaal, som det er kendt i engelsk ret i form af 'statement of special case' (sec. 21 i Arbitration Act 1950). Heller ikke retsafgoerelser, der skal tage stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller som paa grund af aftalens ugyldighed paabyder parterne ikke at fortsaette voldgiftssagen, falder ind under [konventionen].

... Denne vedroerer heller ikke sager og afgoerelser vedroerende krav om annullering, aendring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsafgoerelser."

58. Jeg skal desuden goere opmaerksom paa, at det ifoelge sidstnaevnte rapport stod klart for alle de stater, som er parter i konventionen, at undtagelsen i det mindste omfatter "sager, der er indbragt for egentlige retter ..., hvis de staar i forbindelse med afsluttede, verserende eller fremtidige voldgiftssager" (55). Dette var nemlig de oprindelige medlemsstaters helt utvetydige holdning, som dog blev anset for mere restriktiv end Det Forenede Kongeriges holdning til de vanskeligheder, jeg tidligere har naevnt.

59. Endelig hedder det i Evrigenis- og Kerameus-rapporten (56):

"Sager, der umiddelbart og hovedsageligt angaar voldgift, som f.eks. tilfaelde, hvor en domstol griber ind i forbindelse med voldgiftsorganets oprettelse eller sager om annullation af en voldgiftsafgoerelse, eller om anerkendelse af dens gyldighed, henholdsvis dens ugyldighed, omfattes ikke af konventionen."

60. I litteraturen er der enighed om, at konventionen ikke finder anvendelse paa tvister vedroerende voldgift (57). Det eneste omstridte spoergsmaal vedroerer det problem, jeg allerede har naevnt angaaende spoergsmaalet om anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til Bruxelles-konventionen af en dom, der afgoer realiteten i en sag til trods for en voldgiftsaftale (58). Men selv de forfattere, der gaar ind for at anvende konventionen i saadanne tilfaelde, er af den opfattelse, at alle tvister vedroerende voldgift er undtaget fra konventionen (59).

61. Naar konventionens ordlyd stoettes af en fuldstaendig overensstemmelse mellem de sagkyndige udvalgs rapporter - som vel at maerke har givet anledning til berettigede forventninger i de paagaeldende kredse - skal der efter min mening vigtige materielle grunde til alvorligt at overveje at anvende den radikale loesning, professor Schlosser nu gaar ind for. Naar man ser naermere paa de grunde, der er anfoert til stoette herfor, er det imidlertid meget tvivlsomt, om de kan holde.

62. Den tese, der forelaegges for Domstolen, stoettes navnlig paa den manglende sammenhaeng, der ville vaere mellem Bruxelles-konventionen og internationale konventioner, hvis foerstnaevnte ikke fandt anvendelse paa tvister vedroerende voldgift, som indbringes for domstolene.

63. Jeg skal foerst bemaerke, at efter professor Schlosser' s egen opfattelse

"Very often in practise arbitral awards have been enforced extra-territorially despite the fact that some other court (namely the court of the place where the arbitration was conducted) had previously interfered in the arbitration proceedings by for example, appointing an arbitrator. The courts in the country of enforcement often find it quite normal and self-evident that the courts at the place of arbitration have jurisdiction over the arbitration proceedings if the judicial measures at issue are familiar to other legal regimes. Problems of the integrity of such kind of judicial proceedings, such as the fair hearing to both parties involved in arbitration, apparently have never arisen. Therefore very often no attention has been paid to the issue whether judgments relating to arbitration must really be recognised in another country under the respective bilateral treaty" (60).

64. Professor Schlosser synes dog ikke at vaere tilfreds med den tilsyneladende effektive pragmatisme, de forskellige nationale retter laegger for dagen. Han tilfoejer nemlig:

"A closer scrutiny of these treaties however, reveals that this approach is superficial. A judgment relating to arbitration is a judgment like any other. It can be recognised in another country only if a legal basis exists for doing so. Such a legal basis may be found in the respective bilateral treaty" (61).

Forfatteren fremhaever herefter de mangler, der efter hans opfattelse er ved de naevnte bilaterale traktater i den henseende.

65. Denne analyse virker langt fra overbevisende paa mig.

66. Skoent de nationale domstole, naar de anerkender voldgiftskendelser, tilsyneladende ikke ser noget til hinder for, at de nationale domstole paa det sted, hvor voldgiften foregaar, griber ind, er det ikke desto mindre en "revideret" fortolkning af Bruxelles-konventionen, der foreslaas Domstolen, fordi en noejere juridisk undersoegelse maatte foere til, at domstolene gjorde ophaevelser. Eftersom det indroemmes, at systemet fungerer normalt i praksis, finder jeg det ikke tilfredsstillende, at man fremdrager et rent teoretisk problem og dernaest goer gaeldende, at det taler for en ny fortolkning af konventionen. Det synspunkt, professor Schlosser og SII giver udtryk for, ville vaere vaerd at laegge maerke til, hvis det tilgodesaa nogle indiskutable praktiske hensyn. De behov, der er henvist til her, virker imidlertid ikke overbevisende.

67. Paa den ene side har professor Schlosser henvist til anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, der er "smeltet sammen med" en dom (awards merged into judgments) - en situation, som ifoelge forfatteren ofte forekommer i Det Forenede Kongerige - hvilket efter hans opfattelse forudsaetter, at konventionen finder anvendelse paa sager vedroerende voldgift, naar henses til Det Forenede Kongeriges store betydning som voldgiftscenter. Den situation, professor Schlosser hentyder til, opstaar, naar retten paa det sted, hvor voldgiften foregaar, giver tilladelse til fuldbyrdelse i en saerlig form: dommen afsiges "in terms of the award" (62).

68. Dette argument kan gendrives blot ved at konstatere, at anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, som voldgiftskendelsen er "smeltet sammen med", netop ikke har voldt nogen vanskeligheder i de tilfaelde, professor Schlosser henviser til. Det viser i hvert fald en gennemlaesning af de afgoerelser, han naevner, hvori man har skullet tage stilling til fuldbyrdelsestilladelse under saadanne omstaendigheder (63).

69. Til denne pragmatiske konstatering maa imidlertid foejes en mere principiel retlig betragtning. I forbindelse med New York-konventionen er der ingen tvivl om, at naar en voldgiftskendelse er "smeltet sammen med" en dom, kan kendelsen som saadan anerkendes. Som det er blevet anfoert:

"The fact that the leave for enforcement has the effect of absorbing the award in the country of origin is a technical aspect for the purposes of enforcement within that country. The award can therefore be deemed to remain a cause of action for enforcement in other countries." (64)

Set i dette perspektiv maa voldgiftskendelsens "sammensmeltning" med dommen anses for at vaere begraenset til den rets omraade, som har afsagt dommen, mens der alene skal tages hensyn til voldgiftskendelsen, for saa vidt angaar anerkendelse og fuldbyrdelse i andre stater (65). Det er under alle omstaendigheder klart, at den loesning at begraense anerkendelsen til den dom, voldgiftskendelsen er "smeltet sammen med", maa udelukkes.

70. Imidlertid er den overvejende tendens i litteraturen og i retspraksis (66) at give den, der har faaet medhold ved en voldgiftskendelse, som er "smeltet sammen med" en dom, mulighed for at vaelge mellem fuldbyrdelse af selve voldgiftskendelsen i medfoer af New York-konventionen eller fuldbyrdelse af dommen paa grundlag af bilaterale konventioner eller national ret. Under disse omstaendigheder bevarer den, der har faaet medhold ved voldgiftskendelsen, altid muligheden for at opnaa anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen i medfoer af New York-konventionen, selv om den er "smeltet sammen med" en dom. De problemer, professor Schlosser (67) har henvist til, opstaar faktisk kun, saafremt det udelukkende er dommen, der kan anerkendes. Det er ikke den loesning, domstolene har valgt. De fordele, professor Schlosser henviser til i denne forbindelse, virker derfor ikke overbevisende.

71. Desuden har professor Schlosser henvist til interessen i at anvende konventionen paa anerkendelse af domme, hvorved en voldgiftskendelse tilsidesaettes. Ogsaa her synes det behov, professor Schlosser - i oevrigt ret lakonisk - henviser til, langt fra at vaere presserende. New York-konventionen giver nemlig i artikel V, stk. 1, litra e), udtrykkelig mulighed for at naegte anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, naar den "er sat til side ... af en kompetent myndighed i det land, hvor den blev afsagt, eller efter hvis ret kendelsen er afsagt". Og i artikel IX i den europaeiske konvention af 1961 anfoeres det, at fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse kan naegtes, naar der er sket tilsidesaettelse af nogle faa, naermere angivne grunde. Anerkendelsen af en dom, hvorved en voldgiftskendelse tilsidesaettes, synes derfor at vaere reguleret af disse bestemmelser.

72. Jeg maa indroemme, at jeg derfor ikke kan se, hvorfor det skulle vaere "oenskeligt" at anvende Bruxelles-konventionen paa domme, hvorved voldgiftskendelser tilsidesaettes. Maaske taenker professor Schlosser paa de tilfaelde, hvor en voldgiftskendelse er blevet tilsidesat af domstolene i en anden stat end den, hvor voldgiftskendelsen er blevet afsagt? Der staar tilbage at paavise, at det er oenskeligt, at saadanne domme kan goeres til genstand for en "transnational" anerkendelse. Man skal nemlig ikke glemme den analyse, hvorefter domstolene i "oprindelseslandet" har enekompetence til at traeffe afgoerelse om tilsidesaettelse af voldgiftskendelsen (68). Set i dette perspektiv kan man derfor ikke paaberaabe sig et behov for anerkendelse af domme, der tilsidesaetter voldgiftskendelser afsagt i andre stater. FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 689C0190.1

73. Det maa dog isaer naevnes, at der i dag er en klar tendens, som visse nationale lovgivninger er inspireret af, til at saette spoergsmaalstegn ved selve behovet for systematisk at anerkende domme, der tilsidesaetter en voldgiftskendelse. Denne tendens er kendetegnet ved, at man kun anerkender en proevelse foretaget af de domstole, inden for hvis omraade fuldbyrdelsen skal fremmes, for at sikre, at voldgiftskendelserne faar den stoerst mulige virkning. Det er aabenbart, at den automatiske transnationale anerkendelse af domme, hvorved voldgiftskendelser tilsidesaettes, som professor Schlosser henviser til, netop er i modstrid med disse formaal.

"... de, som er af den opfattelse, at den internationale voldgiftsret traeffer afgoerelse i henhold til en saerlig retsorden, lex mercatoria, kunne ikke droemme om at lade anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen inden for en stats omraade afhaenge af de synspunkter, en anden stats retsorden er udtryk for: En saadan loesning ville kun kunne forklares med, at lex mercatoria reelt er af lavere rang end de nationale retsordener" (69).

Gaeldende ret i visse europaeiske stater bygger paa denne opfattelse, f.eks. ved at udelukke soegsmaal vedroerende tilsidesaettelse af en international voldgiftskendelse, som er afsagt paa den paagaeldende stats territorium (artikel 1717 i den belgiske retsplejelov (70)), eller ved ikke at fastslaa, at tilsidesaettelse af voldgiftskendelsen i "oprindelsesstaten" er en grund til at naegte fuldbyrdelsestilladelse (artikel 1502 i den nye franske civilproceslov). Den sidstnaevnte loesning viser, i hvor hoej grad den opfattelse, professor Schlosser gaar ind for, er i modstrid med disse tendenser. Det er tilstraekkeligt at huske paa, at Bruxelles-konventionen paalaegger retterne i enhver medlemsstat at anerkende domme, der tilsidesaetter en international voldgiftskendelse (71).

74. Endelig anfoerer SII, at New York-konventionens artikel II, stk. 3, "slet ikke siger noget om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgoerelse, hvorefter der ikke foreligger nogen voldgiftsaftale". Det hedder i den paagaeldende bestemmelse:

"Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel, paa begaering af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre den finder, at den naevnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemfoeres."

I den forbindelse har SII erkendt, at der naturligvis ikke opstaar vanskeligheder, hvis den paagaeldende domstol finder, at der foreligger en voldgiftsaftale. I saa fald henvises parterne nemlig til voldgift.

75. Hvis domstolen derimod naar til den konklusion, at der ikke foreligger en voldgiftsaftale, er der da et saa presserende behov for at anerkende en saadan dom, at det kan begrunde, at Bruxelles-konventionen anvendes paa tvister vedroerende voldgift? Saafremt en national domstol som en biomstaendighed traeffer afgoerelse om, at en voldgiftsaftale ikke eksisterer eller er ugyldig, drager den slutning, at den har kompetencen, og dernaest traeffer afgoerelse i en tvist, der er omfattet af Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade, rejser anvendelsen af konventionen paa anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en saadan dom endnu engang det spoergsmaal, som blev behandlet ved Det Forenede Kongeriges tiltraedelse. Men selv om man gik ud fra, at der var grund til at traeffe den afgoerelse, at en saadan dom er omfattet af Bruxelles-konventionen, noedvendiggoer denne loesning paa ingen maade, at konventionen finder anvendelse paa alle tvister for domstolene vedroerende voldgift. Som vi har set, var de oprindelige stater, som gik ind for denne loesning, desuden klart af den opfattelse, at undtagelsen omfatter sager, der er indbragt for egentlige retter, hvis de staar i forbindelse med afsluttede, verserende eller fremtidige voldgiftssager.

76. Selv om SII ikke har naevnt et konkret tilfaelde, hvor dette problem er blevet rejst, kan man endelig overveje spoergsmaalet om en eventuel anerkendelse af en dom, hvor eksistensen og gyldigheden af en voldgiftsaftale er hovedspoergsmaalet. Problemet kan vaere foelgende. Foer der opstaar tvister, anmoder en part en domstol i stat A om at traeffe afgoerelse om gyldigheden af en voldgiftsklausul og opnaar en dom, hvori det fastslaas, at voldgiftsklausulen er ugyldig. Naar der er opstaaet tvist mellem parterne, fremdrages denne dom i stat B, hvor voldgiftsproceduren er indledt. Er det oenskeligt, at konventionens ordning med hensyn til anerkendelse anvendes paa en saadan dom? Dommen kan nemlig vaere blevet afsagt et andet sted end der, hvor voldgiften foregaar. Muligheden af, at flere nationale domstole traeffer afgoerelse om en voldgiftsrets kompetence er blevet behandlet i litteraturen, hvor konklusionerne klart synes at tale til fordel for afgoerelser truffet af domstolene paa det sted, hvor voldgiften foregaar, pga. deres neutralitet.

"A - International anerkendelse af den foerste dom afsagt af en national ret

...

Domme, der afsiges vedroerende en indsigelse om mangel paa kompetence, som goeres gaeldende over for et materielt krav, er naeppe heller berettigede til international anerkendelse, da deres direkte formaal er at traeffe afgoerelse om den nationale rets kompetence, som afsiger dem. Derimod forekommer det berettiget, at en dom, der afsiges paa det sted, hvor voldgiftsretten har saede, og hvori der principalt traeffes afgoerelse om voldgiftsrettens kompetence (enten som en konstatering eller i forbindelse med en sag om tilsidesaettelse) paa visse betingelser anerkendes i andre lande. Ganske vist foregaar voldgiften ofte paa et tilfaeldigt sted, der ikke har nogen forbindelse med substansen i sagen. Men netop dette forhold sikrer den neutralitet, der har saa stor betydning. Og der er under alle omstaendigheder ikke noget alternativ, hvis man soeger at koncentrere proevelsen paa et sted for at harmonisere afgoerelserne paa internationalt plan." (72)

Det maa konstateres, at denne loesning ikke vil blive fremmet ved en anvendelse af Bruxelles-konventionen, som ville bevirke, at enhver dom afsagt af en hvilken som helst ret i en kontraherende stat kunne anerkendes, uden at der blev taget saerligt hensyn til domstolene paa det sted, hvor voldgiften foregaar. Harmonisering af de afgoerelser, der traeffes af de nationale retter, er ikke et maal i sig selv, naar der ikke tages hensyn til det paagaeldende omraades saerlige karakter.

77. Hvis Bruxelles-konventionen anvendes paa tvister vedroerende voldgift, er der stor risiko for, at dette vil foere til loesninger, som uden tvivl er overensstemmende med hinanden, men fuldstaendig utilstraekkelige til den internationale voldgifts saerlige behov. Bruxelles-konventionens uegnethed i den henseende rejser tvivl om de fordele, SII tillaegger den. I oevrigt illustreres denne uegnethed af en vaesentlig ulempe. Det er fast praksis, at domstolene paa det sted, hvor voldgiften foregaar, yder stoette og bistand under voldgiftsproceduren: udpegelse af en voldgiftsmand, sikrende retsmidler, foreloebige forholdsregler eller bevisoptagelse.

"For example, the assistance of a national court may be needed for the appointment, replacement or challenge of an arbitrator. It is a generally accepted principle of the international division of judicial competence that the court of the country under the arbitration law of which the arbitration is to take, is taking, or took place, is the competent judicial authority in relation to arbitration." (73)

Dette samarbejde med nationale retter paa det sted, hvor voldgiften foregaar, ville kunne blive alvorligt svaekket, hvis Bruxelles-konventionen skulle finde anvendelse paa voldgift. I saa fald maatte det nemlig afgoeres, efter hvilken bestemmelse i konventionen retten paa det sted, hvor voldgiften foregaar, havde kompetencen. Dette problem er glimrende beskrevet i litteraturen:

"it is right and proper that judicial proceedings connected with the prosecution of an arbitration agreement, such as are mentioned above, should be held to be excluded from the Convention' s scope under Article 1, para. 2(4) and accordingly be subject to national jurisdiction rules: for, just as the law of the place of arbitration will normally govern the latter proceedings in the absence of a different choice, so too it is believed should courts of the same country be regarded as being particularly appropriate and well-placed to control arbitration activities within its territory at national law; thus, if Convention grounds were to apply to any such court proceedings, the English courts might find themselves unable to adjudicate in respect of English arbitration proceedings where the defendant was domicilied in a foreign contracting state (unless, perhaps, Article 5(1) were able to be construed as affording local jurisdiction)" (74).

78. Selv om SII bestrider, at formaalet med undtagelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, har vaeret at anerkende, at retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, har kompetencen, har selskabet selv erkendt, at det er "berettiget" at soege et grundlag for kompetence i konventionen, og professor Schlosser bestraeber sig i sit responsum paa at "konstruere" et vaerneting for retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, paa grundlag af konventionens artikel 5, nr. 1, eller artikel 17.

79. Med hensyn til artikel 5, nr. 1, har professor Schlosser for det foerste anfoert, at parterne i en voldgiftsaftale er forpligtet til at samarbejde med henblik paa at sikre, at voldgiftssagen forloeber korrekt. Den sanktion for tilsidesaettelse af disse forpligtelser, som visse forfattere forestiller sig (75), forudsaetter, at der er et opfyldelsessted for disse forpligtelser. Ifoelge responsummet maa dette sted anses for at vaere det sted, hvor voldgiften foregaar, som foelge af parternes aftale om stedet for voldgiften. Foelgelig har retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, kompetence i medfoer af artikel 5, nr. 1.

80. Der maa fremsaettes klare indvendinger mod dette synspunkt. For det foerste er en aftale om voldgift en processuel aftale, hvis formaal er grundlaeggende forskelligt fra formaalet med materielle kontrakter, som skaber forpligtelser for parterne.

"It is, however, of a different nature from the other provisions of the contract: not merely because the rights which it creates are procedural rather than substantive." (76)

Desuden er der adskillige af de retsskridt, der indledes for retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, der vanskeligt kan anses for at sigte mod opfyldelse af en forpligtelse, der foelger af voldgiftsaftalen; som eksempel kan naevnes en begaering om sikrende retsmidler og en begaering om at give voldgiftsmanden en yderligere frist til at fuldfoere sit hverv.

81. Endelig og navnlig indroemmer professor Schlosser selv, at kompetence for retten paa det sted, hvor voldgiften foregaar, i medfoer af artikel 5, nr. 1, ikke kan vaere en enekompetence. Han forestiller sig derfor, at retterne i en anden kontraherende stat end den, hvor voldgiften foregaar, kan "give support to arbitration conducted or to be conducted pursuant to the rules of a foreign legal order". En saadan mulighed er ikke realistisk. Kan man f.eks. forestille sig, at en engelsk ret ville gaa med til at gribe ind til stoette for voldgift, der foregaar i Paris? Professor Schlosser indroemmer i oevrigt i den forbindelse, at de nationale domstole naesten konstant har naegtet at gribe ind i voldgiftsprocedurer, som ikke er undergivet deres egen ret.

82. Med hensyn til bestraebelserne paa at basere et vaerneting paa artikel 17, synes de at vaere lige saa kritisable. Det ville nemlig vaere betaenkeligt at foreslaa, at voldgiftsaftalen skal opfattes saaledes, at den implicit indeholder en aftale om kompetence til fordel for retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar. Denne loesning, som professor Schlosser gaar ind for, ville foere til, at man maatte kraeve, at voldgiftsklausuler skulle opfylde betingelserne i artikel 17, for at retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, kunne have kompetencen. Hvis man fulgte professor Schlosser' s opfattelse, er det let at se, hvilke uloeselige problemer der kunne opstaa, naar retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, anmodes om at gribe ind. Der er isaer grund til at vaere forbeholden med hensyn til hans forslag om i New York-konventionens artikel II, stk. 2, om voldgiftsaftalens form at se en form, der er i overensstemmelse med en saedvane inden for international handel, jf. Bruxelles-konventionens artikel 17 om vaernetingsaftaler.

83. De indviklede forhold, der ville opstaa, hvis man i voldgiftsaftalen "fik oeje paa" en stiltiende vaernetingsklausul til fordel for retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, goer denne loesning, som er fremsat i et forsoeg paa at afboede ulemperne af den foreslaaede "aendrede" fortolkning af konventionen, uanvendelig.

84. Hvis konventionens artikel 5, nr. 1, og artikel 17 skal fortolkes saa dristigt, som professor Schlosser foreslaar, er det netop, fordi konventionen ikke indeholder bestemmelser om vaerneting for retterne paa voldgiftsstedet, hvilket netop kan forklares med, at voldgift er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade.

"Had it been decided expressly to include such legal proceedings within the Convention' s scope, it may have required an additional exclusive jurisdiction ground of courts of place of arbitration in Section 5 of Title II." (77)

85. Forhandlingerne ved Det Forenede Kongeriges tiltraedelse af Bruxelles-konventionen viste klart, at alle de kontraherende stater ansaa tvister for domstolene vedroerende voldgift for at vaere undtaget fra konventionens anvendelsesomraade. Rapporten om tiltraedelseskonventionen af 1978 er utvetydig paa dette punkt. Da der ikke foreligger en overbevisende begrundelse for SII' s opfattelse, foerer de ulemper, den medfoerer, til, at den uden toeven maa forkastes.

86. I sit responsum foreslaar Paul Jenard en loesning, som tilsyneladende er mindre radikal end professor Schlosser' s, eftersom han ikke udtrykkelig anfaegter princippet om, at tvister vedroerende voldgift er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade. Han naar ikke desto mindre til den konklusion, at konventionen gaelder for den tvist, som er indbragt for den forelaeggende ret. Ifoelge Paul Jenard finder konventionen anvendelse paa en sag, hvor en domstol, der har kompetence i henhold til konventionen, skal tage stilling til bispoergsmaalet om, hvorvidt en voldgiftsaftale foreligger eller er gyldig. Desuden henviser han til Effer-dommen (78). Som vi har set, fandt Domstolen i denne dom, at konventionens artikel 5, nr. 1, ikke ophoerte med at finde anvendelse paa en sag vedroerende et hovedkrav, der var omfattet af konventionen - betaling af honorar - naar det blev gjort gaeldende, at den aftale, som soegtes opfyldt, ikke eksisterede. Det er vanskeligt at se, hvordan Paul Jenard paa grundlag heraf kan mene, at den tvist, der er indbragt for den forelaeggende ret, ikke desto mindre er omfattet af konventionen. Han indroemmer nemlig, at voldgift er "a main issue" for de britiske domstole. Imidlertid foerer den omstaendighed, at der er en verserende sag for den italienske ret til, at konventionen i dette tilfaelde maa anvendes paa den sag, der er forelagt den britiske domstol. Efter hans opfattelse foerer konventionens formaal og aand til dette resultat.

87. Der maa rejses staerke indvendinger imod dette synspunkt.

88. En sag er omfattet eller er ikke omfattet af konventionens anvendelsesomraade, alt efter hvilket omraade den vedroerer. Dette er et objektivt kriterium. For at traeffe afgoerelse om, at konventionen finder anvendelse, maa det godtgoeres, at en tvist ratione materiae er omfattet af konventionens bestemmelser i kraft af sine saerlige kendetegn. Men det forhold, at der verserer en anden sag for en anden domstol, kan under ingen omstaendigheder foere til, at anvendelsen af konventionen udstraekkes til ogsaa at omfatte den paagaeldende tvist, hvis denne ikke allerede var omfattet af konventionen pga. sin genstand. Ikke desto mindre er det den opfattelse, Paul Jenard gaar ind for. Denne opfattelse ville i sidste instans kunne foere til, at den samme tvist maatte antages for at vaere omfattet af konventionens anvendelsesomraade, hvis der verserede en anden sag for en domstol i en anden kontraherende stat, men at den derimod ikke var omfattet af konventionen, hvis den anden sag ikke eksisterede. Konventionens anvendelse paa en given tvist ville saaledes kunne vaere genstand for variabel geometri.

89. Efter Paul Jenard' s responsum fastlaegges graenserne for konventionens anvendelsesomraade rent opportunistisk alt efter situationen. Med henblik herpaa er det tilstraekkeligt at paaberaabe sig konventionens formaal, for at den kan finde anvendelse paa en hvilken som helst sag, uanset om den falder ind under konventionens omraade.

90. Bruxelles-konventionens formaal er uden tvivl af afgoerende betydning for fortolkningen af dens bestemmelser. Men den blotte henvisning til disse formaal kan ikke begrunde en tilsidesaettelse af kravene om retligt sammenhaeng og af de noedvendige konsekvenser af logikken i konventionen, som man maatte anse for uhensigtsmaessige.

91. Naar Paul Jenard i sit responsum simpelthen erklaerer, at naar der for retterne i to kontraherende stater verserer to sager, hvoraf hovedspoergsmaalet i den ene er voldgift, mens det kun er et bispoergsmaal i den anden, finder konventionen anvendelse paa foerstnaevnte sag, forsoeger han at undgaa den konklusion, som uundgaaeligt foelger af udelukkelsen af voldgift, som han i oevrigt i princippet ikke anfaegter.

92. For at naa frem til den konklusion, at konventionen finder anvendelse, maa det som naevnt godtgoeres, at sagen falder ind under konventionen. Naar man for at afboede det umulige heri blot henviser til konventionens formaal, bliver den rent juridiske svaghed en argumentation, som ikke kan acceptere det aabenbare, klar: Den sag, der er indbragt for den foreliggende ret, er ikke omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

93. I betragtning af det svar, der efter min opfattelse boer gives af det foerste spoergsmaal, vil jeg ikke fremsaette forslag til besvarelsen af Court of Appeal' s andet og tredje spoergsmaal, men vil noejes med at fremsaette nogle korte bemaerkninger.

94. Gennemgangen af professor Schlosser' s responsum har gjort det muligt for mig at goere opmaerksom paa, hvor kunstigt og uhensigtsmaessigt det forekommer mig at tillaegge retterne paa det sted, hvor voldgiften foregaar, kompetence paa grundlag af artikel 5, nr. 1, eller artikel 17. Domstolen vil derfor efter min opfattelse ikke kunne undgaa paa praetoriansk facon at skabe en saadan kompetence, hvis den foelger den opfattelse, at alle tvister vedroerende voldgift er omfattet af konventionens anvendelsesomraade.

95. Endelig skal Domstolen kun besvare spoergsmaalet vedroerende konventionens artikel 21 og 22, saafremt den maatte finde, at konventionen finder anvendelse i den tvist, der er indbragt for den forelaeggende ret, og at denne har kompetence i henhold til artikel 5, nr. 1, eller artikel 17.

96. Jeg skal for det foerste anfoere, at det umuligt at paavise, at der foreligger litispendens, naar den ene sag drejer sig om udpegelse af en voldgiftsmand, og den anden vedroerer afgoerelsen af selve realiteten i sagen. Kommissionen indroemmer i oevrigt selv, at der ikke er tale om litispendens i det foreliggende tilfaelde, selv om den er positivt stemt over for det italienske selskabs opfattelse.

97. Dernaest vil jeg med hensyn til artikel 22 undlade at komme ind paa, om de forskellige betingelser, der er opstillet i bestemmelsen, er opfyldt i det foreliggende tilfaelde, og blot noejes med at konstatere, at selv om dette maatte vaere tilfaeldet, paalaegger bestemmelsen "ikke den ret, der som nummer to har faaet forelagt et af de indbyrdes sammenhaengende krav, nogen forpligtelse" (79). Der er simpelthen tale om en ret for denne domstol til at udsaette sagen, eller - hvis betingelserne i artikel 22, stk. 2, er opfyldt - at erklaere sig inkompetent. Det vil sige, at den fortolkning af konventionen, SII foreslaar, under ingen omstaendigheder kan foere til en pligt for den forelaeggende ret til at udsaette sagen. Det vil igen sige, at sidstnaevntes udoevelse af denne ret risikerer at blive paavirket af rettens overbevisning om det velbegrundede i den loesning, der bevirker, at konventionen finder anvendelse paa den sag, der er indbragt for den.

98. Med andre ord ville en loesning, som klart er ulogisk og i strid med retssikkerheden, og som anvendes under henvisning til konventionens formaal, ikke noedvendigvis foere til det resultat, disse formaal forfoelger: at spoergsmaalet om voldgiftsaftalens eksistens afgoeres af den italienske ret alene. Det vil altsaa sige, at der maatte findes uomtvistelige grunde, der taler for at anvende konventionen paa den sag, der er indbragt for den forelaeggende ret. Efter min opfattelse har denne eftersoegning slet ikke baaret frugt.

99. Tillad mig til sidst at fremkomme med nogle generelle bemaerkninger. For det foerste er den tvist, der verserer for den britiske ret, paa ingen maade usaedvanlig. Det sker nemlig ofte, at der opstaar tvist om eksistensen af en voldgiftsaftale, hvilket er saa meget mere forstaaeligt, som fuldbyrdelsen af voldgiftskendelser i dag er fuldstaendig indarbejdet i det internationale samfund.

100. Der er dernaest enighed om at anerkende, at forhalingstaktik fra den parts side, som er modvillig over for voldgift, er et alvorligt angreb mod den internationale voldgifts effektivitet (80). Naturligvis er dette en generel bemaerkning, og jeg vil paa ingen maade antyde, at holdningen hos nogen af parterne i hovedsagen er inspireret af saadanne motiver. Men det maa konstateres, at anvendelsen af konventionen paa saadanne tvister under visse omstaendigheder ville vaere endnu en maade, hvorpaa man kunne fremme "forum shopping" i strid med aftalen om at henvise sagen til voldgift.

101. I den forbindelse maa det praeciseres, at Domstolen ved at fastslaa, at Bruxelles-konventionen ikke finder anvendelse paa tvister vedroerende voldgift, ikke overlader det til voldgiftsretterne at traeffe afgoerelse om deres kompetence. I oevrigt synes det i den foreliggende sag meget vel at kunne blive de britiske domstole, som selv afgoer dette spoergsmaal. Men man kan ikke se bort fra, at der i national ret (81) og de internationale konventioner er en generel tendens til at anerkende, at voldgiftsretterne har ret til at traeffe afgoerelse om deres egen kompetence (82), da denne afgoerelse altid er undergivet domstolsproevelse. Det er den retning, udviklingen gaar i, og som Bruxelles-konventionen naturligvis ikke kan gaa imod. Anvendelsen af konventionen paa sager vedroerende voldgift ville imidlertid kunne befordre visse forhalingsmanoevrer foretaget af den modvillige part, der anlaegger sag ved en ret i en kontraherende stat for at undgaa anvendelsen af andre kontraherende staters ret, som er gunstigere stemt over for voldgiftsproceduren. Stedet for voldgiften er tilfaeldig. Det ville vaere paradoksalt, hvis valget af et voldgiftssted inden for Faellesskabet, naar en af parterne har bopael inden for dette, ville kunne foere til, at voldgiftsproceduren blev forhalet pga. Bruxelles-konventionens mellemkomst, som derimod under alle omstaendigheder ikke ville finde anvendelse, hvis voldgiften skulle foregaa uden for Faellesskabet.

102. Endelig har SII fremhaevet den risiko for uforenelige afgoerelser, som opstaar, hvis konventionen ikke finder anvendelse paa den sag, der er forelagt den engelske domstol. Jeg er fuldt ud overbevist om, at man saa vidt muligt maa forsoege at finde frem til loesninger, som forebygger denne risiko, men herudover maa problemet placeres i den rette sammenhaeng. Lad mig for det foerste gentage, at fremgangsmaaden i artikel 21 og 22 kun kan anvendes inden for konventionens anvendelsesomraade. For saa vidt som denne ikke finder anvendelse paa visse omraader, er der noedvendigvis risiko for, at uforenelige afgoerelser kan forekomme. Det er den uundgaaelige konsekvens af, at forfatterne til konventionen har undtaget visse omraader fra dens anvendelsesomraade. At to retter, hvoraf den ene skal behandle en sag, der er omfattet af konventionen, den anden en sag, der ikke er omfattet af den, kan traeffe forskellige afgoerelser af det samme praejudicielle retsspoergsmaal, kan "in abstracto" synes beklageligt. Saadanne situationer opstaar som foelge af undtagelserne i konventionen. Domstolen har i oevrigt allerede haft lejlighed til at tage stilling til tilfaelde, hvor der var uforenelighed mellem en retsafgoerelse, som var omfattet af konventionen, og en retsafgoerelse, som laa uden for dens anvendelsesomraade (83). Hvis den italienske ret og den engelske ret i den foreliggende sag indtager forskellige standpunkter med hensyn til voldgiftsaftalens eksistens, kan det naturligvis ikke udelukkes, at dette f.eks. senere kan foere til, at der afsiges en voldgiftskendelse, som er uforenelig med den dom vedroerende realiteten, som afsiges i Italien (84). Domstolen maa acceptere dette perspektiv.

103. Selv om det er aabenbart, at det ikke er oenskeligt, at der er uforenelighed mellem en voldgiftskendelse og en dom afsagt af en national ret, er der dog maader at loese problemet paa. Det er der navnlig blevet gjort rede for i en afhandling vedroerende konflikter mellem domme og voldgiftskendelser (85). Forfatteren har navnlig overvejet den situation, hvor der er modstrid mellem en retsafgoerelse, som er beskyttet af Bruxelles-konventionen, og en voldgiftskendelse, samt de loesninger, der kunne anvendes i saadanne tilfaelde. Under alle omstaendigheder fremgaar det klart af denne afhandling, at det efter de principper, der er gaeldende paa omraadet, er muligt i de forskellige konfliktsituationer at angive, hvorvidt dommen eller voldgiftskendelsen gaar af med sejren.

104. Lad mig til sidst sige, at det paa ingen maade har gjort indtryk paa mig, at Kommissionen under retsmoedet gjorde gaeldende, at den loesning, den gaar ind for, har karakter af en "faellesskabsloesning" i modsaetning til de tre intervenerende medlemsstaters synspunkter, hvorefter konventionen ikke finder anvendelse paa den sag, der er indbragt for den engelske domstol. Jeg kan ikke se, at det skulle vaere til fordel for Faellesskabet at undlade at tage hensyn til den internationale voldgifts saerlige retlige behov, idet voldgift er den almindelige maade at loese tvister paa inden for den internationale handel. Jeg haaber, at jeg har godtgjort, at disse behov ikke noedvendigvis falder sammen med de behov, Bruxelles-konventionen er udtryk for, idet dette instrument er bestemt til at sikre en god retspleje i staterne i Faellesskabet.

105. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen klart at erindre om, hvad der er konventionens anvendelsesomraade, idet den kender foelgende for ret:

"Spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en voldgiftsaftale, og som rejses for en ret, der anmodes om at udpege en voldgiftsmand, er omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, nr. 4, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) Se f.eks. dom af 8.12.1987 (sag 144/86, Gubisch mod Palumbo, Sml. s. 4861), hvori Domstolen anlagde en selvstaendig og vid fortolkning af begrebet litispendens; se om denne dom navnlig H. Gaudemet-Tallon: RCDIP, 1988, s. 371; A. Huet: Clunet, 1988, s. 537; Linke: RIW, 1988, s. 818, paa s. 822.

(2) P. Fouchard: "L' arbitrage commercial international", Dalloz, Paris, 1965, s. 25.

(3) P. Mayer: "L' autonomie de l' arbitre international dans l' appréciation de sa propre compétence", Recueil des cours de l' académie de droit international de la Haye, 1989, V, bind 217, s. 321, Martinus Nijhof, 1990.

(4) Se om den verdensomspaendende brug af international voldgift bl.a. M. Gaudet: L' arbitrage, travaux offerts au professeur Albert Fettweis, Story-Scientia, 1989, s. 339 ff.

(5) A. J. Van den Berg: The New York Arbitration Convention of 1958, T. M. C. Asser Institute, Haag, 1981, s. 1.

(6) Se for en samlet gennemgang af forholdet mellem faellesskabsretten og voldgift navnlig R. Kovar: "Droit communautaire de la concurrence et arbitrage" i Le droit des relations économiques internationales, Études offertes à Berthold Goldman, 1982, s. 109; L. Goffin: "Arbitrage et droit communautaire" i L' arbitrage, travaux offerts au professeur Albert Fettweis, Story-Scientia, 1989, s. 159; X. de Mello: "Arbitrage et droit communautaire", Revue de l' arbitrage, 1982, s. 349; man vil erindre, at Domstolen i dommen af 23.3.1982 (sag 102/81, Nordsee, Sml. s. 1095) har udelukket, at en voldgiftsmand kan forelaegge praejudicielle spoergsmaal i medfoer af artikel 177.

(7) Min fremhaevelse.

(8) Rapport fra P. Jenard om konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, EFT 1979 C 59, s. 1, paa s. 13. Se ogsaa rapporten fra professorerne D. Evrigenis og K. D. Kerameus om Den Hellenske Republiks tiltraedelse af konventionen (EFT 1986 C 298, s. 1, paa s. 10):

"Undtagelsen af voldgift, der er en institution, der anvendes i forbindelse med borgerlige sager, herunder isaer handelssager (artikel 1, stk. 2, nr. 4), er begrundet i den omstaendighed, at dette omraade er reguleret i mange internationale multilaterale overenskomster."

(9) Se navnlig A. J. van den Berg, a.st., s. 6 ff.

(10) Der var imidlertid blevet indgaaet bilaterale konventioner, navnlig mellem de europaeiske stater, fra anden halvdel af det nittende aarhundrede.

(11) Og paa initiativ af Det Internationale Handelskammer, som spillede en saerlig aktiv rolle ved udarbejdelsen af internationale konventioner om voldgift, der ogsaa fandt sted paa dette tidspunkt.

(12) League of Nations, Treaty Series 158 (1924).

(13) League of Nations, Treaty Series 302 (1929-1930).

(14) Se herom A. J. van den Berg, a.st., s. 7.

(15) En sammenfattende beskrivelse af disse aendringer er givet af A. J. van den Berg, a.st., s. 9.

(16) Sikret ved konventionens artikel II, stk. 3: "Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel, paa begaering af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre den finder, at den naevnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemfoeres."

(17) Portugal, som har undertegnet Genève-konventionerne, har endnu ikke tiltraadt New York-konventionen.

(18) A. Redfern og M. Hunter: Law and practice of international commercial arbitration, Sweet and Maxwell, London, 1986, s. 43.

(19) Ibid., s. 362.

(20) Se herom Jarvin: "La loi-type de la Cnudci", Revue de l' arbitrage, 1986, s. 509; Fouchard: "La loi-type de la Cnudci sur l' arbitrage commercial international", Clunet, 1987, s. 861; Redfern og Hunter, a.st., s. 402 ff.

(21) Se om et eksempel paa lovgivning, der anvender modelloven A. Alvarez: "La nouvelle législation canadienne sur l' arbitrage commercial international", Revue de l' arbitrage, 1986, s. 529.

(22) Se om dette spoergsmaal navnlig Fouchard, a.st., s. 135 ff.; Mayer, a.st.; Redfern og Hunter, a.st., s. 213-215; Mustill og Boyd: Commercial arbitration, London, Butterworths, 1982, s. 516 ff.

(23) Redfern og Hunter, a.st., s. 395.

(24) I den forbindelse boer man ogsaa naevne konventionen af 1965 om bilaeggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes statsborgere, den saakaldte Washington-konvention (United Nations Organisation, Treaty Series, 1966, Vol. 575, s. 160, No. 8359); denne konvention finder anvendelse paa tvister mellem den kontraherende stat og statsborgere i en anden stat vedroerende investeringer.

(25) Se herom navnlig D. Hascher: "Commentary on the European Convention on Commercial Arbitration", Yearbook Commercial Arbitration, Vol. XV, 1990, s. 619.

(26) European Treaty Series, 1966.

(27) Konventionens artikel IX.

(28) Belgien, Danmark, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Luxembourg; ogsaa ikke-europaeiske stater kan tiltraede konventionen.

(29) I de sidste ti aar er der indfoert en raekke nationale reformer til fordel for den internationale voldgift; saaledes har Arbitration Act 1979 i hoej grad begraenset antallet af sager om tilsidesaettelse af internationale voldgiftskendelser i Det Forenede Kongerige; den franske reform af 1981 er praeget af en meget liberal holdning til international voldgift, ligesom den belgiske lov af 1985 og den portugisiske lov af 1986; se endvidere den italienske lov af 1983, den tyske og den nederlandske lov af 1986, der moderniserer voldgiften, samt den spanske lov af 1988; se uden for Faellesskabet den schweiziske forbundslov om international privatret af 1987.

(30) Mustill og Boyd, a.st., s. 7; man maa ved dette citat uvaegerlig taenke paa den saerdeles vigtige afgoerelse, den amerikanske hoejesteret traf i sagen Mitsubishi mod Soler (105 S KAAD, 1985, s. 3346), hvori det anerkendtes, at krav i henhold til Sherman Act i forbindelse med en tvist vedroerende en international kommerciel transaktion kunne henvises til voldgift: "we are well past the time when judicial suspicion of the desirability of arbitration and the competence of arbitral tribunals inhibited the development of arbitration as an alternative means of dispute resolution"; om denne dom se navnlig J. Robert: "Une date dans l' extension de l' arbitrage international: l' arrêt Mitsubishi/Soler", Revue de l' arbitrage, 1986, s. 173 og henvisningerne i T. E. Carbonneau: Le droit américain de l' arbitrage (travaux offerts au professeur Albert Fettweis, jf. ovenfor), s. 210, note 20.

(31) Se om lex mercatoria navnlig B. Goldman: "Frontières du droit et lex mercatoria", Archives de philosophie du droit, 1964, s. 177; "La lex mercatoria dans les contrats et l' arbitrage internationaux: réalités et perspectives", Clunet, 1979, s. 475; M. Mustill: "The New Lex Mercatoria", Liber amicorum for Lord Wilberforce, 1987, Bos and Brownlie; J. Paulsson: "La lex mercatoria dans l' arbitrage CCI", Revue de l' arbitrage, 1990, nr. 1, s. 55; med hensyn til kritiske opfattelser se navnlig P. Lagarde: "Approche critique de la lex mercatoria", Le droit des relations économiques internationales, Études offertes à Berthold Goldman, 1982, s. 125, og de i Paulsson, a.st., s. 57, note 11, citerede forfattere.

(32) Om den internationale voldgifts "delokalisering", se navnlig Fouchard, a.st., s. 22 ff.; Paulsson: "Arbitration Unbound: Award Detached from the Law of its Country of Origin" (1981) 30 ICQL 358; "Delocalisation of International Commercial Arbitration: When and Why it Matters" (1983) 32 ICLQ 53; Sanders: "Trends in the Field of International Commercial Arbitration", Recueil des cours de l' académie de la Haye, 1975, vol. II, s. 207; for en kritisk analyse af denne teori, se navnlig Redfern og Hunter, a.st., s. 55 ff.; Park: "The lex fori arbitri and International Commercial Arbitration" (1983) 32 ICLQ; A. J. van den Berg, a.st., s. 29 ff.

(33) Se i den forbindelse to artikler skrevet efter den praejudicielle forelaeggelse: D. R. Thomas: "The Arbitration Exclusion in the Brussels Convention 1968: An English Perspective", Journal of International Arbitration, 1990, s. 44; forfatteren haelder til den loesning, at den sag, der er anlagt for den nationale ret, undtages fra konventionens anvendelsesomraade; M. J. Bonell gaar ind for det modsatte synspunkt: "Le Corte Inglesi e i contratti commerciali internazionali: English law and jurisdiction ueber alles?", Diritto del commercio internazionale, Pratica internazionale e diritto interno, juli-december 1989, s. 329.

(34) Se f.eks. dommene af 26.5.1982 (sag 133/81, Ivenel mod Schwab, Sml. s. 1891), af 15.11.1983 (sag 288/82, Duijnstee, Sml. s. 3663) og af 27.9.1988 (sag 189/87, Kalfelis, Sml. s. 5565).

(35) Part I, Section 3 (3) er affattet saaledes:

"3. Interpretation of the Conventions:

1) Any question as to the meaning or effect of any provision of the Conventions shall, if not referred to the European Court in accordance with the 1971 Protocol, be determined in accordance with the principles laid down by and any relevant decision of the European Court.

2) Judicial notice shall be taken of any decision of, or expression of opinion by, the European Court on any such question.

3) Without prejudice to the generality of subsection (1), the following reports (which are reproduced in the Official Journal of the Communities), namely -

a) the reports by Mr P. Jenard on the 1968 Convention and the 1971 Protocol; and

b) the report by Professor Peter Schlosser on the Accession Convention,

may be considered in ascertaining the meaning or effect of any provision of the Conventions and shall be given such weight as is appropriate in the circumstances."

(36) Se Schlosser-rapporten, punkt 61 og 62 (EFT 1979 C 59, s. 92 og 93).

(37) Schlosser-rapporten, a.st., punkt 61.

(38) Den franske version af indlaegget, s. 44.

(39) Christopher Brown LD. mod Genossenschaft OEsterreichischer Waldbesitzer und Holzwirtschaftsbetriebe Registrierte Genossenschaft mit Beschraenkter Haftung (1952 C. 3851) 1 Q.B. 1954, s. 8, 12 og 13, min fremhaevelse.

(40) Jenard-rapporten, a.st., s. 10; P. Bellet: "L' élaboration d' une convention sur la reconnaissance des jugements dans le cadre du marché commun", Clunet, 1965, s. 833, 851 og 852.

(41) A.st., s. 93.

(42) Se navnlig Kaye: "Civil Jurisdiction and Enforcement of Foreign Judgments", Professional Books Limited, 1987, s. 148; L. Collins: "The Civil Jurisdiction and Judgments Act 1982", London, Butterworths 1983, s. 29; D. Lasok og P. A. Stone: "Conflict of Laws in the European Community", Professional Books Limited, 1987, s. 185; T. C. Hartley: "Civil Jurisdiction and Judgments", Sweet and Maxwell, s. 22; Beraudo: "Convention de Bruxelles du 27. septembre 1968", Jurisclasseur Europe, fasc. 3000, s. 10, nr. 34.

(43) La convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, Jupiter 1985, s. 15, punkt 29; se ogsaa Kaye (a.st., s. 151-152, "In spite of the absence of any express provision in Article 1 of the Convention to such effect, it is widely accepted that it is only the principal subject-matter of proceedings which is to be taken into account in determining whether the latter are within the Convention' s scope and that, accordingly, excluded areas which merely arise as incidental issues in the course of main proceedings to which the Convention applies, are themselves subject to Convention jurisdiction and recognition and enforcement rules along with the main claim, while, equally, matters to which the Convention would be applicable if they had formed the principal subject-matter of proceedings, but which are raised incidentally in excluded main proceedings, also fall outside Convention jurisdiction and recognition and enforcement provisions.") og Beraudo (a.st., s. 12, nr. 40, "... et bispoergsmaal, der har forbindelse med konventionen, kan ikke bevirke, at et udelukket retsomraade, som er sagens egentlige genstand, bliver bragt ind under konventionens anvendelsesomraade"). (O.a.: Domstolens oversaettelse).

(44) EFT 1979 C 59, s. 93, punkt 64.

(45) Kaye, a.st., s. 150; dommer Hirst henviste i oevrigt til denne opfattelse i sin dom.

(46) Jf. artikel V, stk. 3: "En voldgiftsmand, hvis kompetence bestrides, boer - men under efterfoelgende proeve for domstolene efter lex fori - fortsaette sagens behandling, tage stilling til spoergsmaalet om sin egen kompetence og til spoergsmaalet om eksistensen eller gyldigheden af voldgiftsaftalen eller af den aftale, hvori voldgiftsaftalen indgaar", og artikel VI, stk. 3: "Hvis der er indledt voldgiftssag, og der senere anlaegges sag ved en ordinaer domstol vedroerende samme tvist mellem de samme parter eller vedroerende spoergsmaalet, om der foreligger en voldgiftsaftale, eller om voldgiftsaftalen er ugyldig eller faldet bort, skal retten udsaette sin afgoerelse om voldgiftsrettens kompetence, indtil voldgiftskendelsen er afsagt, medmindre der foreligger vaesentlige grunde for det modsatte."

(47) EFT 1979 C 59, s. 13.

(48) Ibid., s. 93.

(49) Dom af 4.3.1982 (sag 38/81, Sml. s. 825).

(50) EFT 1986 C 298, s. 10.

(51) A.st., s. 15.

O.a.: Domstolens oversaettelse. Sondringen mellem "question préalable" og "question préjudicielle" gaar paa, at et "question préalable" afgoeres af den ret, der behandler hovedspoergsmaalet i sagen, mens et "question préjudicielle" skal afgoeres af en anden retsinstans.

(52) G. A. L. Droz: "Compétence judiciaire et effets des jugements dans le marché commun" (Étude de la Convention de Bruxelles du 27 septembre 1968), Dalloz, 1972, s. 27-28, min fremhaevelse. (O.a.: Domstolens oversaettelse).

(53) EFT 1979 C 59, s. 13.

(54) Ibid., s. 93.

(55) Ibid., s. 92.

(56) EFT 1986 C 298, s. 10.

(57) Jf. navnlig Kaye, a.st., s. 146 ff.; Lasok og Stone, som anfoerer, at "The effects of Article 1(2) (iv) seem largely clear and uncontroversial", a.st., s. 185; T. C. Hartley, a.st., s. 22; L. Collins, a.st., s. 29; Droz, a.st., s. 37; Beraudo, a.st., s. 10, nr. 34; sidstnaevnte beklager desuden, at konventionen ikke indeholder en ensartet regel for situationer, hvor der anlaegges sag ved domstolene til trods for en voldgiftsaftale, og at den ikke bestemmer, at en voldgiftskendelse kan forhindre anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom afsagt i en anden medlemsstat.

(58) Til fordel for anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen i netop dette tilfaelde se navnlig Lasok og Stone, a.st., s. 186; Kaye, a.st., s. 147; Cheshire og North' s, Private International Law, 11. udgave, Butterworths, 1987, s. 426-427; til fordel for naegtelse af anerkendelse, Hartley, a.st., s. 97.

(59) Lasok og Stone, a.st., s. 175-186; Kaye, a.st., s. 146 ff.

(60) S. 3 i responsummet.

(61) Ibid.

(62) Om dette spoergsmaal se A. J. van den Berg, a.st., s. 346 ff.; i Det Forenede Kongerige findes hjemmelen hertil i section 26 i Arbitration Act 1950: "An award on an arbitration agreement may, by leave of the High Court or a judge thereof, be enforced in the same manner as a judgment or order to the same effect, and where leave is so given, judgment may be entered in terms of the award."

(63) Paris, 20.10.1959, Revue de l' arbitrage, 1960, s. 48; Corte di Cassazione, 27.2.1979, nr. 1273, Yearbook Commercial Arbitration, 1982, s. 333; Bundesgerichtshof, 10.5.1984, WM 1984, 1014 (se vedroerende denne dom navnlig H. J. Lueer: "German Court Decisions Interpreting and Implementing the New York Convention", Journal of International Arbitration, marts 1990, s. 127, 129 og note 14).

(64) A. J. van den Berg, a.st., s. 347.

(65) Se i den forbindelse Oberlandesgericht Hamburg' s dom som fremstillet af A. J. van den Berg, a.st., s. 347.

(66) Se f.eks. Bundesgerichtshof' s ovennaevnte dom og Corte di Cassazione' s ovennaevnte dom (jf. Yearbook Commercial Arbitration, 1982, vol. 7, s. 334: "The Corte di Cassazione found that, therefore, the English awards, being final and binding on the parties, could be enforced under the New York Convention, regardless whether a High Court judgment had been entered on the awards."); jf. A. J. van den Berg, a.st., s. 346-349; Cour d' appel de Paris' dom af 20.10.1959, som professor Schlosser anfoerer til stoette for sin paastand om, at en voldgiftskendelse, som er "smeltet sammen med en dom" ikke laengere kan fuldbyrdes som voldgiftskendelse, kan i hvert fald ikke begrunde et saadan princip; afgoerelsen, som i oevrigt ikke blev truffet i medfoer af New York-konventionen, underkender blot foersteinstansens afgoerelse, hvori det afvistes at give tilladelse til fuldbyrdelse af dommen; den er i oevrigt blevet anset for netop at have anvendt loesningen med flere valgmuligheder; jf. Fouchard, a.st., s. 540, note 26.

(67) Som i oevrigt langt fra synes at vaere hyppigt forekommende; i den forbindelse henvises til professor G. Recchia' s kommentar til Corte di Cassazione' s ovennaevnte dom: "... The recognition and enforcement of a foreign judgment entered upon an award rather than a foreign award without a judgment (according to the law of the place where it was handed down) is very unusual in Italy, particularly after Italy' s adherence to the New York Convention of 1958.

... In fact, this is a unique case."

(68) Jf. A. J. van den Berg, a.st., s. 20, om New York-konventionen.

(69) Mayer, a.st., s. 360-361.

(70) Se om denne lov bl.a. Van Houtte: "La loi belge du 27 mars 1985 sur l' arbitrage international", Revue de l' arbitrage, 1986, s. 29-41; Vanderelst: "Increasing the Appeal of Belgium as an International Arbitration Forum, The Belgian Law of March 27, 1985 concerning the Annulment of Arbitral Award", Journal of International Arbitration, 1986, s. 77.

(71) New York-konventionen har ikke valgt denne loesning, fordi der ikke eksisterer nogen forpligtelse til at naegte anerkendelse og fuldbyrdelse af en kendelse, som er tilsidesat i den stat, hvor den er afsagt; der er tale om en ret, som ifoelge New York-konventionens artikel VII ikke udelukker anvendelsen af national ret, hvorefter en part kan benytte sig af voldgiftskendelsen til trods for tilsidesaettelsen; ifoelge den franske Cour de cassation "le juge ne peut refuser l' exequatur lorsque son droit national l' autorise" (Pabalk-Norsolor, 9.10.1984; Revue de l' arbitrage, 1985, s. 431, kommenteret af Goldenau; Dalloz, 1985, s. 101, kommenteret af Robert).

(72) Mayer, a.st., s. 358-359.

(73) A. J. van den Berg, a.st., s. 30.

(74) Kaye, a.st., s. 149-150.

(75) Mustill og Boyd, a.st., s. 409.

(76) Ibid.

(77) Kaye, op. cit., s. 189, note 412.

(78) Jf. ovenfor.

(79) Gothot og Holleaux, op. cit., s. 127, punkt 225.

(80) Se i den forbindelse navnlig E. Gaillard: "Les manoeuvres dilatoires des parties et des arbitres dans l' arbitrage commercial international", Revue de l' arbitrage, 1990, nr. 4, s. 759.

(81) I det mindste i de "civilretlige" retssystemer; engelsk ret er helt klart forbeholden over for den "kompetence-kompetence", som findes i de kontinentale retssystemer; se herom navnlig E. Gaillard, op. cit., s. 776.

(82) Med hensyn til spoergsmaalet om, i hvilket omfang den nationale ret, som skal udpege en voldgiftsmand, kan proeve voldgiftsaftalens eksistens, se beskrivelsen af de nationale loesninger hos Gaillard, op. cit., s. 778-779; denne forfatter synes at mene, at loesningen i nederlandsk ret (artikel 1027, stk. 4, i civilprocesloven), hvorefter "praesidenten eller tredjemand udpeger voldgiftsmanden eller voldgiftsmaendene uden hensyntagen til voldgiftsaftalens gyldighed" er for gunstig for "kompetence-kompetence"; han angiver, at han foretraekker kompromisloesningerne i den nye schweiziske lov (retten "efterkommer den begaering om udpegelse af en voldgiftsmand, som forelaegges den, medmindre en summarisk undersoegelse viser, at der ikke er nogen voldgiftsaftale mellem parterne"); jf. artikel 12.5 i den portugisiske lov af 1986 og artikel 1444, stk. 3, i den nye franske civilproceslov, som bestemmer, at den ret, der skal udpege voldgiftsmanden eller voldgiftsmaendene, kan fastslaa, at voldgiftsklausulen er aabenbart ugyldig og erklaere, at udpegelsen ikke skal finde sted.

(83) Dom af 4.2.1988 (sag 145/86, Hoffmann mod Krieg, Sml. s. 645; konflikt mellem en kendelse om hustrubidrag, som er omfattet af konventionen, og en skilsmissedom, som ikke er omfattet af konventionen).

(84) Hvis anerkendelse og fuldbyrdelse i oevrigt eventuelt vil kunne foere til en afgoerelse af det spoergsmaal, jeg har vaeret inde paa flere gange i mit forslag til afgoerelse, nemlig om konventionen finder anvendelse paa en retsafgoerelse vedroerende realiteten, der traeffes til trods for en voldgiftsaftale, som retten i den stat, begaeringen om fuldbyrdelse rettes til, anser for gyldig.

(85) P. Schlosser: "Conflits entre jugement judiciaire et arbitrage", Revue de l' arbitrage, 1981, nr. 3, s. 371.