61989C0005

++++

Hoeje Domstol .

1 . Naervaerende sag, som Kommissionen har anlagt mod Forbundsrepublikken Tyskland i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, andet afsnit, indeholder intet nyt efter Domstolens afgoerelse af den tidligere sag Kommissionen mod Tyskland ( herefter benaevnt "Alcan-sagen "), der blev afgjort ved Domstolens dom af 2 . februar 1989 ( 1 ).

2 . Kommissionen vedtog den 17 . november 1987 en beslutning ( 2 ), hvori det konstateres, at en stoette paa 2 mio . DM, som delstaten Baden-Wuerttemberg i 1985 ydede BUG-Alutechnik GmbH var ulovlig, idet den ikke var anmeldt til Kommissionen og desuden uforenelig med faellesmarkedet . Da denne beslutning forelaa, tilstillede den tyske regering, der ikke har anfaegtet beslutningen, Kommissionen en note, der indeholdt kritik af beslutningen, hvorved det navnlig anfoertes, at stoetten erstattede en garanti paa 7 mio . DM, hvorfor stoettens vaerdi i realiteten var negativ . I oevrigt var ifoelge den tyske regering princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til hinder for en tilbagesoegning af stoetten .

3 . Anbringendet herom er blevet fremfoert i naervaerende sag, idet det herudover anfoeres, at fristen for tilbagekaldelse af forvaltningsakter ifoelge delstaten Baden-Wuerttembergs forvaltningslovs §48, stk . 4, er paa ét aar .

4 . Lad det straks vaere sagt, at Domstolen bestemt efter praemisserne i naevnte dom af 2 . februar 1989 uden vanskeligheder maa kunne fastslaa, at der foreligger et traktatbrud . Jeg anser det ikke desto mindre for oenskeligt, at Domstolen gennem behandlingen af de af Forbundsrepublikken Tyskland anfoerte indsigelser benytter lejligheden til i naervaerende sag at klarlaegge de bestemmelser, hvorefter statsstoette skal soeges tilbage, og ved en retslig afgoerelse saetter sin autoritet bag de bestraebelser, Faellesskabets myndigheder har udfoldet med henblik paa en effektiv gennemfoerelse af de paa omraadet gaeldende traktatbestemmelser .

5 . Den sagsoegte medlemsstat har tidligere i Alcan-sagen over for Kommissionens paastand om, at der forelaa et traktatbrud som foelge af undladelsen af at gennemfoere en beslutning vedroerende en med faellesmarkedet uforenelig stoette, som der ikke var givet underretning om, paaberaabt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning .

6 . Vel fastslog Domstolen i overensstemmelse med sin tidligere praksis ( 3 ), at en medlemsstat (( under en sag som den foreliggende )) ikke kan paaberaabe sig andre indsigelser end absolut umulighed for gennemfoerelsen men hertil foejedes :

"i det foreliggende tilfaelde har den sagsoegte regering blot meddelt Kommissionen de politiske og retlige problemer, som en gennemfoerelse af beslutningen indebar, uden at foretage nogen henvendelse af nogen art til den omhandlede virksomhed med henblik paa at faa tilbagebetalt stoetten og uden at foreslaa Kommissionen foranstaltninger til gennemfoerelse af beslutningen, som havde kunnet loese de omhandlede problemer" ( 4 ).

7 . I den foregaaende praemis udtaltes det, at en medlemsstat, der under gennemfoerelsen stoeder paa uforudsete og uforudselige vanskeligheder, kan forelaegge Kommissionen disse til vurdering med forslag om passende aendringer af den paagaeldende beslutning, og at pligten til loyalt samarbejde, jf . navnlig Traktatens artikel 5, i saa fald forudsaetter et samarbejde efter bedste evne med henblik paa at overvinde vanskelighederne, idet Traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, saerligt bestemmelserne om stoette .

8 . Paa grundlag heraf fastslog Domstolen :

"herefter maa det, uden at det er noedvendigt at behandle sagsoegtes argumenter om anvendelsen af nationale processuelle regler om tilbagesoegning af stoette, konstateres, at den sagsoegte regering ikke har grundlag for at haevde, at det er absolut umuligt at gennemfoere Kommissionens beslutning" ( 5 ).

9 . Denne argumentation lader sig fuldt ud overfoere paa det foreliggende tilfaelde, hvor den tyske regering ikke angiver at have truffet skridt af nogen som helst art over for virksomheden BUG-Alutechnik med henblik paa tilbagesoegning af stoetten eller at have foreslaaet Kommissionen saerlige retningslinier for gennemfoerelsen af beslutningen, hvorved de paaberaabte retlige vanskeligheder kunne ryddes af vejen . Paa baggrund heraf maa det efter min mening konstateres, at der klart foreligger et traktatbrud .

10 . Imidlertid boer som naevnt Domstolen klart tage stilling til de anbringender, der bygger paa princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt processuelle regler i den interne ret .

11 . Den tyske regering har paa grundlag af et obiter dictum i Domstolens dom af 2 . februar 1989 ( 6 ) gjort gaeldende, at Domstolen har fastslaaet, at det tilkommer de nationale myndigheder at varetage hensynet til "Faellesskabets interesse" paa baggrund af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som goeres gaeldende af modtagervirksomheden ( 7 ). Den har desuden fremhaevet ( 8 ), at Domstolen i denne praemis udtrykkeligt henviste til dommen i Deutsche Milchkontor-sagen ( 9 ). Som det vil huskes, anerkendes det i denne dom, at en national lovgivning, hvorefter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning paa visse betingelser skal efterleves paa et omraade som omraadet for tilbagesoegning af faellesskabsstoette, der er udbetalt med urette, er forenelig med Traktaten .

12 . Allerfoerst maa et argument, som Kommissionen har fremfoert saa at sige "forudsaetningsvis", forkastes . Kommissionen har nemlig anfoert ( 10 ), at dommen i Deutsche Milchkontor-sagen ikke drejede sig om reglerne om statsstoette, og at den i denne sag relevante faellesskabsbestemmelse ( 11 ) indeholdt en udtrykkelig henvisning til national ret om tilbagesoegning af faellesskabsstoette, der var udbetalt med urette . Dette kan jeg ikke tilslutte mig . For det kan ikke forholde sig saaledes, at der maa anvendes forskellige regler om tilbagesoegning af beloeb, der er udbetalt med urette, alt efter om stoetten maa anses for en faellesskabsstoette eller en national stoette . I Domstolens praksis er der i oevrigt ikke etableret nogen sondring i overensstemmelse hermed ( 12 ). I oevrigt har meningen i Domstolens naevnte dom af 2 . februar 1989 med den udtrykkelige henvisning til Deutsche Milchkontor-dommen tilsyneladende vaeret at angive, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal iagttages, idet det er en del af Faellesskabets retsorden i soegsmaal om tilbagesoegning af statsstoette .

13 . Da det efter min mening saaledes ikke kan bestrides, at der maa kunne tillaegges den berettigede forventning betydning, bliver den egentlige vanskelighed vel dels at fastlaegge, hvilken myndighed der skal afgoere, hvilken vaegt der skal laegges paa denne forventning, naar henses til Faellesskabets interesse, og herudover paa hvilke betingelser en stoettemodtagervirksomhed skal have mulighed for retmaessigt at paaberaabe sig princippet om beskyttelse af denne forventning .

14 . Den tyske regering har i foerstnaevnte henseende gjort gaeldende, at naar der er tale om en internretlig bestemmelse, har alene den nationale myndighed kompetencen til at fortolke og anvende den ( 13 ). Den udleder heraf, at den ikke kan vaere bundet af den af Kommissionen i medfoer af artikel 93, stk . 2, i EOEF-Traktaten trufne beslutning .

15 . Denne opfattelse kan ikke anerkendes . Domstolen fastslog i Deutsche Milchkontor-dommen efter foerst at have bemaerket,

"at principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerheden udgoer en del af Faellesskabets retsorden",

at

"det ... derfor ikke (( kan )) anses som stridende mod denne retsorden, at nationale retsregler beskytter den berettigede forventning og retssikkerheden i forbindelse med tilbagesoegning af uretmaessigt ydet faellesskabsstoette" ( 14 ).

16 . Den i henhold til en national retsorden anerkendte beskyttelse af den berettigede forventning kan altsaa kun for saa vidt som den er i overensstemmelse med et princip, der er hjemlet ved Faellesskabets retsorden paaberaabes og kun - ifoelge samme dom - saaledes, at der herved fuldt ud tages hensyn til Faellesskabets interesser ( 15 ) og ikke goeres begraensninger i faellesskabsrettens raekkevidde og virkning ( 16 ).

17 . Imidlertid maa det efter min mening, hvis man overhovedet oensker, at Traktatens artikel 93, stk . 2, skal virke efter hensigten, naar der ikke foreligger ekstraordinaere forhold - og det goer der ikke i denne sag - hvis Kommissionens beslutning ikke er blevet anfaegtet, alene vaere den virksomhed, der har modtaget den ulovlige stoette, der eventuelt kan paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning over for et krav om tilbagebetaling af stoetten fra vedkommende medlemsstat . Den nationale ret, der faar sagen forelagt, maa saa tage stilling til, om anbringendet herom kan tillaegges betydning og herved hense til Domstolens praksis i Deutsche Milchkontor-dommen og om noedvendigt anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse paa dette punkt . Derimod kan det principielt ikke anerkendes, at den medlemsstat, som Kommissionens beslutning er rettet til, selvstaendigt efter at have undladt at anfaegte beslutningen kan afvise at gennemfoere den under paaberaabelse af internretlige bestemmelser . For dette ville rokke alvorligt ved den bindende virkning, som beslutninger, Kommissionen har truffet med hjemmel i artikel 93, stk . 2, har, og dermed i betydeligt omfang forringe en effektiv anvendelse af Faellesskabets regler om stoette ( 17 ).

18 . De resultater, jeg hermed er naaet til, er i oevrigt i god overensstemmelse med Domstolens faste praksis vedroerende stoette ( 18 ), hvorefter som omtalt den eneste indsigelse, der gyldigt kan goeres gaeldende over for en traktatbrudspaastand, er indsigelsen om, at det er absolut umuligt korrekt at gennemfoere beslutningen .

19 . Det andet punkt kraever en mere udfoerlig behandling . Jeg har i mit forslag til afgoerelse i Alcan-sagen ( 19 ) ment af filosofien bag Domstolens praksis vedroerende princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at kunne udlede, at alle virksomheder, der modtager statsstoette, er forpligtet til at undersoege, om der forinden er givet Kommissionen underretning om denne stoette . Dette synspunkt slutter sig til de bestraebelser, Kommissionen har udfoldet for at sikre, at faellesskabsrettens legalitetsprincip foelges paa statsstoetteomraadet, hvilket meddelelsen fra 1983 ( 20 ) baerer vidnesbyrd om, idet der bl.a . heri gives "de potentielle modtagere af statsstoette underretning om, at retten til et stoettebeloeb, som maatte blive ydet dem ulovligt, i givet fald vil blive anfaegtet, saaledes at enhver, der har modtaget en ulovlig stoette, fordi Kommissionen endnu ikke har truffet en endelig beslutning om dens forenelighed med Traktaten, kan paalaegges at tilbagebetale stoetten ". At en stoette, som Kommissionen ikke har modtaget underretning om, er alt andet end sikker, er i oevrigt blevet fastslaaet af Domstolen i to nyere afgoerelser af henholdsvis 14 . februar ( 21 ) og 21 . marts ( 22 ) 1990, der indeholder foelgende udtalelse :

"Naar Kommissionen konstaterer, at en stoette er blevet indfoert eller aendret, uden at den har modtaget underretning herom, kan den, efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger hertil, ved en midlertidig beslutning, indtil resultatet af undersoegelsen af stoetteforanstaltningen foreligger, paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten ..." ( 23 ).

20 . Det er rigtigt, at man kan beklage, at der ikke sker nogen offentliggoerelse af den underretning, der gives om stoette, der er ydet af staterne, og om Kommissionens eventuelle beslutning om ikke at indlede den i EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, omhandlede procedure ( 24 ). Men jeg mener dog, at virksomhederne baade ved henvendelser til de nationale forvaltninger og til Kommissionen maa kunne faa oplysninger om, at underretning er givet .

21 . Jeg vil i den forbindelse tillade mig at henvise til de tal, Kommissionen har fremlagt i retsmoedet vedroerende udviklingen i det totale beloeb for stoette, som der ikke var givet underretning om fra medlemsstaternes side, og som Kommissionen har kraevet tilbagesoegt : 5 mio . ECU i 1985, 11 mio . i 1986 og 747 mio . i 1987 ( 25 ). Denne kraftige stigning baerer vidnesbyrd om de muligvis vidtraekkende foelger af afgoerelsen af naervaerende sag . Det tidspunkt er kommet, hvor Domstolen saa at sige maa bringe "spillereglerne" paa statsstoetteomraadet i erindring . Jeg kan naturligvis uforbeholdent anerkende retmaessigheden af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, men det er efter min mening noedvendigt formelt at statuere, at det er noedvendigt at bringe dette princip i samklang med Faellesskabets ordning om kontrol med statsstoette og herved praecist at angive, hvorledes princippet kan bringes i anvendelse .

22 . Lad det allerfoerst vaere sagt, at en virksomhed, der modtager stoette, paa forhaand som direkte og umiddelbart beroert har mulighed for gennem et annullationssoegsmaal at anfaegte en kommissionsbeslutning, hvorefter stoetten skal soeges tilbage ( 26 ). Domstolen vil, naar den faar forelagt en sag herom, noedvendigvis vurdere beslutningen i lyset af kravet om beskyttelsen af borgernes grundlaeggende rettigheder, der ifoelge Domstolens faste praksis ( 27 ) er en del af faellesskabsretten og herunder bl.a . i lyset af forpligtelsen til at foelge princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvilket Domstolen f.eks . havde lejlighed i Deufil-dommen ( 28 ).

23 . I oevrigt kan en virksomhed ifoelge Domstolens fornyligt afsagte dom i Boussac-sagen ( 29 ), selv om den som modtager af en stoette, der ikke er givet underretning om, af vedkommende medlemsstat kan faa paalagt at betale stoetten tilbage, vaere vis paa, at Kommissionen vil gennemfoere en materielretlig undersoegelse af, om den paagaeldende stoette er forenelig med faellesmarkedet, jf . Traktatens artikel 92, stk . 2 .

24 . Herefter er det efter min mening ikke at gaa for vidt at antage, at en virksomhed, der ikke har undersoegt, om der er givet underretning om stoetten, ikke, medmindre andet bevises, kan paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning .

25 . De erhvervsdrivende, der modtager statsstoette, er nemlig kvalificerede erhvervsdrivende, der skal udvise den fornoedne omhu, hvilket i oevrigt udtrykkeligt siges i §48 i den i sagen omhandlede tyske lov ( 30 ). Den dem paahvilende forpligtelse til at forvisse sig om, at der forud er givet Kommissionen underretning om den stoette, de har faaet tildelt, forekommer mig hverken for vidtgaaende eller saerlig vanskelig at opfylde .

26 . Imidlertid maa der tages hensyn saavel til selve princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som til den nationale rets adgang til at skoenne over princippets betydning i den konkrete sag, hvorfor en virksomhed eventuelt, ogsaa uden at have kontrolleret, om der er givet underretning om stoetten, kan vaere saaledes stillet i relation til de grundlaeggende rettigheder, at den dog boer nyde godt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning . Er dette situationen, maa den nationale ret kunne gennemfoere en konkret vurdering af modtagervirksomhedens adfaerd eventuelt efter at have anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse . Man kan ikke lade haant om den usikkerhed, visse virksomheder vil kunne komme ud i, naar der er tale om "atypiske" former for stoette, for saa vidt angaar noedvendigheden af at give underretning ( 31 ). Dog maa man saette skel mellem den nationale rets vurderings konkrete karakter og den begrebsmaessige anskuelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som den sagsoegte stat i naervaerende sag har givet udtryk for i forbindelse med dens afvisning af at gennemfoere faellesskabsbeslutningen om tilbagesoegning af den omhandlede stoette . Tilstedevaerelsen af en berettiget forventning konstateres ikke paa grundlag af formodninger, men ved beviser .

27 . Jeg skal desuden goere nogle faa bemaerkninger til det anbringende, der bygger paa national forvaltningsret, hvorefter en forvaltningsakt ikke kan traekkes tilbage senere end et aar at regne fra den dato, hvor myndighederne blev bekendt med de forhold, der kunne begrunde forvaltningsaktens tilbagekaldelse ( 32 ).

28 . Den tyske regering har i svarskriftet allerfoerst oplyst, at naevnte frist i det foreliggende tilfaelde i alt fald var udloebet, da Kommissionen vedtog beslutningen, eftersom fristen begyndte at loebe, dengang den kompetente myndighed i delstaten Baden-Wuerttemberg ydede den omtvistede stoette, dvs . i 1985 ( 33 ). Senere i duplikken har Domstolen saa faaet forelagt forskellige teoretiske og mere indviklede redegoerelser; den omhandlede frist skulle saaledes begynde at loebe fra den dag, hvor Kommissionen blev bekendt med ydelsen af stoette; faellesskabsmyndigheden skulle ikke desto mindre kunne forelaegge Domstolen en begaering om foreloebige forholdsregler, saafremt Domstolen ikke endeligt kunne afgoere sagen inden for dette tidsrum ( 34 ).

29 . Jeg erindrer om, at vel henvises der i Domstolens praksis for saa vidt angaar tilbagesoegning af beloeb, der er udbetalt med urette, til vedkommende stats nationale procesret, men at det sker med det forbehold, at anvendelsen af disse regler ikke maa foere til en forskellig behandling af sager, der bygger paa faellesskabsretten og sager anlagt i henhold til national ret, eller foere til, at det i praksis bliver umuligt at haandhaeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten ( 35 ), og Domstolen har specielt i dom af 21 . marts 1990 ( 36 ) i forlaengelse af denne praksis specielt om statsstoette udtalt foelgende :

"... (( der henvises )) til princippet om, at tilbagesoegningen af en ulovligt udbetalt stoette skal ske i henhold til de relevante bestemmelser om fremgangsmaaden i national ret, hvorved det dog er en betingelse, at disse bestemmelser anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig" ( 37 ).

30 . Men i svarskriftet paaberaaber den tyske regering sig, at en frist, hvis dies a quo er den dag, hvor de nationale myndigheder er blevet bekendt med det forhold, der kan begrunde en tilbagekaldelse af akten, er udloebet . En anerkendelse af, at en medlemsstat har adgang til under en sag om tilbagebetaling af stoette at paaberaabe sig en saadan frist, ville naturligvis goere det af med enhver mulighed for effektivt at gennemfoere tilbagebetalingskravet . Derudover maa det fremhaeves, at det i sidste ende er staten selv, som forpligtelsen til at give underretning jo paahviler, der bestemmer, hvornaar fristen skal begynde at loebe . Med Kommissionens beslutning skal der ifoelge Domstolens praksis ( 38 ), tilvejebringes et bestemt resultat, der kun kan anfaegtes, saafremt der foreligger en absolut umulighed, der har vist sig i forbindelse med den aktive indsats fra Kommissionens og vedkommende medlemsstats side for i samarbejde at finde frem til en loesning . Ved den paalaegges det medlemsstaten at gennemfoere tilbagesoegningen, der vel kan ske efter de nationale procedureregler, men uden at disse regler kan paaberaabes til stoette for en retsstilling, hvorefter tilbagesoegningen under alle omstaendigheder er umulig .

31 . Som naevnt har den tyske regering i duplikken gjort sig til talsmand for, at man lader fristen paa ét aar loebe fra den dato, hvor Kommissionen er blevet bekendt med stoetten . Lad mig hertil sige, at dette utvivlsomt er en dristig fortolkning af den omhandlede nationale bestemmelse . §48 i delstaten Baden-Wuerttembergs forvaltningslov omhandler kun kendskabet hos de nationale forvaltningsmyndigheder og ikke hos Kommissionen til de forhold, der kan begrunde tilbagekaldelse af den ulovlige akt . Men da det i Domstolens praksis i Boussac-dommen er fastslaaet, at en stoette, der ikke er givet underretning om, ikke i og hermed er retsstridig, maa det efter min mening vaere Kommissionens vedtagelse af en endelig beslutning, hvori det konstateres, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet, der maa laegges til grund ved fastlaeggelsen af det tidspunkt, fra hvilket fristen for tilbagekaldelse af den forvaltningsakt, ved hvilken den uretmaessigt opretholdte stoette er blevet ydet, skal begynde at loebe . Der maa med andre ord og med det forbehold, at det ikke er mig, men den nationale ret, der alene er kompetent til at fortolke national ret, ske en saadan anvendelse af national ret i sager om tilbagesoegning af stoette, hermed navnlig af §48 i naevnte forvaltningslov, at det kraeves, at de tyske myndigheder foretager en tilbagekaldelse af retsakten senest et aar efter meddelelsen af den beslutning, Kommissionen har truffet vedroerende stoetten .

32 . Saafremt de tyske myndigheder uagtsomt oversidder denne frist, maa den nationale ret naturligvis rejse spoergsmaalet om, hvorvidt anvendelsen af naevnte regel skal vaere udelukket i overensstemmelse med Domstolens faste foeromtalte praksis i dommen af 21 . marts 1990, eftersom fristreglen herefter ikke vil blive anvendt paa en saadan maade, "at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig" ( 39 ). Dette resultat ville i oevrigt ikke betegne et brud med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, eftersom Kommissionens beslutninger offentliggoeres i EFT, hvorfor den virksomhed, der har modtaget stoette, laenge foer udloebet af etaarsfristen vil vaere bekendt med, at den ydede stoette er blevet fundet uforenelig med faellesmarkedet .

33 . Som tidligere anfoert er det imidlertid, ogsaa selv om Domstolen efter min mening boer udnytte den lejlighed, der byder sig i naervaerende sag, til at angive vigtigheden af disse grunde, kun inden for rammerne af en praejudiciel sag, at disse fuldt ud vil vaere paa deres plads . I den foreliggende situation vil det vaere tilstraekkeligt at anvende Domstolens praksis, saaledes som den fremgaar af Alcan-sagen .

34 . Mit forslag til afgoerelse gaar herefter ud paa, at det statueres, at Forbundsrepublikken Tyskland har undladt at opfylde de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk . 2, foerste afsnit, og artikel 189, stk . 4, idet den ikke har efterkommet Kommissionens beslutning 88/174/EOEF af 17 . november 1987 om den stoette, som delstaten Baden-Wuerttemberg har ydet virksomheden BUG-Alutechnik GmbH, der er en virksomhed, der fremstiller hel - og halvfabrikata af aluminium . I overensstemmelse hermed foreslaar jeg desuden, at det paalaegges den sagsoegte stat at betale sagens omkostninger .

(*) Originalsprog : fransk .

( 1 ) 94/87, Sml . 1989, s . 175 .

( 2 ) 88/174/EOEF om den stoette, som delstaten Baden-Wuerttemberg i Forbundsrepublikken Tyskland har ydet virksomheden BUG-Alutechnik GmbH, der fremstiller hel - og halvfabrikata af aluminium ( EFT L 79 af 24.3.1988, s . 29 ).

( 3 ) Domstolens dom af 15 . januar 1986, Kommissionen mod Belgien ( 52/84, Sml . s . 89 ).

( 4 ) 94/87, praemis 10 .

( 5 ) Praemis 11 .

( 6 ) Praemis 12 .

( 7 ) Duplikken, s . 5, 6 .

( 8 ) Duplikken, s . 2 .

( 9 ) Domstolens dom af 21 . september 1983, Deutsche Milchkontor, praemisserne 30-32 ( forenede sager 205-215/82, Sml . s . 2633 ).

( 10 ) Replikken, s . 2 .

( 11 ) Artikel 8, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 729/70 af 21 . april 1970 om finansiering af den faelles landbrugspolitik ( EFT 1970 I, s . 196 ).

( 12 ) Jf . eksempelvis 77/76, Cucchi, Sml . 1977, s . 987; 177/78, McCarren, Sml . 1979, s . 2161; 61/79, Denkavit italiana, Sml . 1980, s . 1205; 130/79, Express Dairy Foods, Sml . 1980, s . 1187; Domstolens dom af 25 . februar 1988, Bianco ( 378/85, Sml . s . 1099 ).

( 13 ) Duplikken, s . 5 .

( 14 ) De naevnte forenede sager 205-215/82, praemis 30 .

( 15 ) De naevnte forenede sager 205-215/82, praemis 32 .

( 16 ) De naevnte forenede sager 205-215/82, praemis 22 .

( 17 ) Se i denne forbindelse mit forslag til afgoerelse af 29 . november 1988 i den naevnte sag 94/87, afsnittene 3 og 4 ( Sml . 1989, s . 175 ).

( 18 ) Den tidligere naevnte sag 52/84 .

( 19 ) Den naevnte sag 94/87, afsnittene 14-18 .

( 20 ) EFT C 318 af 24.11.1983, s . 3 .

( 21 ) Frankrig mod Kommissionen ( herefter benaevnt "Boussac ") ( C-301/87, Sml . s . 307 ).

( 22 ) Belgien mod Kommissionen ( C-142/87, Sml . s . 959 ).

( 23 ) C-301/87, praemis 19; C-142/87, praemis 15 .

( 24 ) Jf . hertil generaladvokat Tesauros forslag til afgoerelse i sag C-142/87, praemis 8 .

( 25 ) Disse tal figurerer i Brittans besvarelse af det skriftlige spoergsmaal nr . 181/88 ( EFT C 151 af 19.6.1989, s . 9 ).

( 26 ) EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 2 .

( 27 ) Jf . eksempelvis Domstolens dom af 15 . juni 1978, Defrenne ( 149/77, Sml . s . 1365 ).

( 28 ) Domstolens dom af 24 . februar 1987, praemisserne 20-25 ( 310/85, Sml . s . 901 ).

( 29 ) Den tidligere naevnte sag C-301/87 .

( 30 ) Jf . svarskriftet s . 5 i den franske oversaettelse .

( 31 ) Jf . eksempelvis droeftelsen i Deufil-dommen vedroerende beskaffenheden af stoette i betydningen i artikel 92, stk . 1 .

( 32 ) Artikel 48, stk . 4, i Verwaltungsverfahrensgesetz, som den tyske regering har omtalt i svarskriftet, s . 6 i den franske oversaettelse .

( 33 ) Svarskriftet s . 8 i den franske oversaettelse .

( 34 ) Duplikken, s . 10 i den franske oversaettelse .

( 35 ) Jf . eksempelvis Domstolens dom af 9 . november 1983, San Giorgio ( 199/82, Sml . s . 3595 ) og Domstolens dom af 2 . februar 1988, Barra ( 61/79, Sml . s . 355 ).

( 36 ) Den tidligere naevnte sag C-142/87 .

( 37 ) Praemis 61, min understregning .

( 38 ) Den naevnte sag 52/84, praemis 11 .

( 39 ) Praemis 61 .