61988J0141

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere - forsikring ved alderdom og doedsfald - ydelser - aendring af fastsaettelsesmetoden - fornyet beregning - betingelser - aendring uden virkning for pensioner fastsat foer aendringens ikrafttraeden

( Raadets forordning nr . 1408/71, art . 51, stk . 2 )

En i en medlemsstats lovgivning foreskrevet aendring af metoden til fastsaettelse af minimumsydelsen ved alderdom falder inden for anvendelsesomraadet for artikel 51, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 og giver anledning til en fornyet beregning efter bestemmelserne i forordningens artikel 46 .

En aendring af metoden til fastsaettelse eller af reglerne for beregning af en ydelse ved alderdom, som ikke gaelder for pensioner fastsat foer aendringens ikrafttraeden, forpligter dog ikke den paagaeldende medlemsstat til at foretage en fornyet beregning .

1 Ved dom af 5 . maj 1988, indgaaet til Domstolen den 20 . maj s.aa ., har Frankrigs cour de cassation i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 51 i Raadets forordning nr . 1408/71 af 14 . juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet ( tidligere ref . EFT 1971 II, s . 366, jfr . nu den ved Raadets forordning nr . 2001/83 af 2 . juni 1983 aendrede og ajourfoerte udgave af forordningen, EFT L 230, s . 6 ).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem den britiske statsborger Alan Jordan og en fransk socialsikringsinstitution, Caisse nationale d' assurance vieillesse des travailleurs salariés ( herefter benaevnt "CNAVTS ").

3 Jordan har vaeret beskaeftiget som loenmodtager i Det Forenede Kongerige og Frankrig . Han har siden den 1 . januar 1979 faaet udbetalt alderspension i begge medlemsstater i medfoer af artikel 46 i forordning nr . 1408/71 . Ifoelge artikel 46 skal den kompetente institution i hver af medlemsstaterne, naar en arbejdstager har vaeret omfattet af lovgivningen i flere medlemsstater, sammenligne den ydelse, som den den paagaeldende har krav paa udelukkende i medfoer af national lovgivning, med den ydelse, der fremkommer ved anvendelse af Faellesskabets regler om sammenlaegning og forholdsmaessig beregning i forordningens artikel 46, stk . 2, og laegge det hoejeste af disse beloeb til grund .

4 Jordan har siden 1979 protesteret mod den maade, hvorpaa CNAVTS har beregnet hans pension og navlig rejst krav om udbetaling af en tillaegsydelse fra "Fonds national de solidarité" ( herefter benaevnt "Solidaritetsfonden "). Denne tillaegsydelse har ifoelge Jordan karakter af en minimumsydelse, der ikke hviler paa bidragsbetaling, og som i strid med forordningens artikel 50 er forbeholdt franske statsborgere .

5 Den franske socialsikringsordning blev aendret ved bekendtgoerelse nr . 82-270 af 26 . marts 1982 ( JORF af 28.3.1982, s . 951 ) og ved lov nr . 83-430 af 31 . maj 1983 ( JORF af 1.6.1983, s . 1639 ). Ved aendringerne blev ydelserne forhoejet, hvilket indebar, at ydelsen ved alderdom til pensionister, som havde tilbagelagt en forsikringsperiode paa mindst 150 kvartaler, blev forhoejet til et bestemt mindstebeloeb, og at ydelsen til pensionister, der havde indbetalt bidrag i et faerre antal kvartaler, blev tilsvarende forholdsmaessigt forhoejet . For de alderspensioner, der blev udbetalt efter den 1 . april 1983, traadte denne nye ydelse i stedet for saavel den alderdomsydelse, der hviler paa bidragsbetaling, som tillaegsydelsen fra Solidaritetsfonden . For de ydelser, hvortil der var erhvervet ret foer den 1 . april 1983, forblev den gamle ordning dog i kraft .

6 Ved dom af 15 . februar 1985 fastslog cour d' appel de Poitiers, at selv om der ikke efter artikel 50 i forordning nr . 1408/71 bestod noget krav paa ydelsen fra Solidaritetsfonden, skulle der i medfoer af forordningens artikel 51, stk . 2, foretages en fornyet beregning af ydelsen, hvilket indebar, at Jordan havde krav paa minimumsydelsen efter de nye regler i den franske lovgivning . CNAVTS har indgivet kassationsanke mod denne dom .

7 Da cour de cassation fandt, at tvisten rejste et problem vedroerende fortolkningen af forordning nr . 1408/71, navnlig artikel 51, har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"1 ) Er de i fransk lovgivning foretagne aendringer af reglerne ( metoden ) for fastsaettelse af minimumsydelsen ved alderdom omfattet af stk . 1 eller stk . 2 i artikel 51 i forordning nr . 1408/71?

2 ) Skal artikel 51, stk . 2, finde uindskraenket anvendelse uanset en national lovbestemmelse, som fastlaegger ikrafttraedelsestidspunktet for aendringer af metoden for fastsaettelse eller beregning af ydelser ved en bestemmelse om, at aendringerne ikke gaelder for pensioner, der er fastsat forud for ikrafttraedelsestidspunktet?"

8 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen og retsforhandlingernes forloeb samt de indlaeg, der er afgivet for Domstolen, henvises til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

9 Vedroerende det foerste spoergsmaal paapeges indledningsvis, at vandrende arbejdstagere ifoelge artikel 46, stk . 2, har ret til den mest fordelagtige ydelse, enten beregnet udelukkende i medfoer af den paagaeldende medlemsstats nationale retsforskrifter eller i medfoer af Faellesskabets regler om sammenlaegning og forholdsmaessig beregning . Denne ret indebaerer, at der i henhold til artikel 46, stk . 1, principielt skal foretages en ny sammenligning mellem de efter de to ordninger beregnede ydelser, hver gang ydelserne aendres, med henblik paa at fastslaa, hvilken ydelse der efter aendringen er den mest fordelagtige .

10 For at lette de administrative byrder, som ville vaere forbundet med at skulle foretage en fornyet bedoemmelse af de paagaeldendes forhold, hver gang ydelserne aendres, er det efter artikel 51, stk . 1, udelukket at foretage en fornyet beregning af ydelserne, naar reguleringen udelukkende skyldes den almindelige udvikling i de oekonomiske og sociale forhold ( jfr . dom af 2 . februar 1982 i sag 7/81, Sinatra, Sml . s . 137 ). Det gaelder dog ikke de aendringer af ydelsen, som skyldes den paagaeldendes individuelle forhold eller selve betingelserne for udbetalingen af ydelsen . Ved saadanne aendringer skal der i henhold til artikel 51, stk . 2, foretages en fornyet beregning efter bestemmelserne i artikel 46 .

11 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 51 i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en aendring af metoden til fastsaettelse af minimumsydelsen ved alderdom falder inden for anvendelsesomraadet for artiklens stk . 2 .

12 Det andet spoergsmaal gaar ud paa, om en aendring af metoden til fastsaettelse eller reglerne for beregning af en ydelse ved alderdom, som ikke gaelder for pensioner fastsat foer aendringens ikrafttraeden, forpligter den paagaeldende medlemsstat til at foretage en fornyet beregning i henhold til artikel 51, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 .

13 Vedroerende dette spoergsmaal henvises til Domstolens faste praksis, hvoraf fremgaar, at Traktatens artikel 51 udelukkende foreskriver en samordning af medlemsstaternes lovgivninger, men ikke beroerer de processuelle forskelle mellem de enkelte medlemsstaters sociale sikringsordninger, ligesom den ikke beroerer de forskellige rettigheder, som tilkommer borgerne i de medlemsstater, hvor de arbejder ( jfr . navnlig dom af 18 . januar 1986 i sag 41/84, Pinna mod Caisse d' allocations familiales de la Savoie, Sml . s . 1 ).

14 Det henhoerer foelgelig under medlemsstaternes kompetence at fastsaette den tidsmaessige virkning af en aendring af betingelserne for tildelingen af en ydelse . Artikel 51 i forordning nr . 1408/71 finder ikke anvendelse, naar aendringen i den nationale ordning kun gaelder pensioner, som er fastsat efter aendringens ikrafttraeden, hvorfor det er unoedvendigt at foretage en fornyet beregning efter forordningens artikel 46 .

15 Fortolket paa denne maade indebaerer artikel 51 ikke, som med rette bemaerket af den franske regering, nogen ulovlig forskelsbehandling af arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevaegelighed, og er saaledes hverken ulovlig efter Traktatens artikler 7 og 48 eller efter forordning nr . 1408/71 . Saadanne arbejdstagere er, ligesom de oevrige arbejdstagere, der har statsborgerskab i samme medlemsstat og har erhvervet deres pensionsrettigheder, foer aendringen traadte i kraft, undergivet den tidligere gaeldende ordning .

16 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 51, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en aendring af metoden til fastsaettelse eller af reglerne for beregning af en ydelse ved alderdom, som ikke gaelder for pensioner fastsat foer aendringens ikrafttraeden, ikke forpligter den paagaeldende medlemsstat til at foretage en fornyet beregning .

Sagens omkostninger

17 De udgifter, der er afholdt af Den Franske Republiks regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Foerste Afdeling )

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Frankrigs cour de cassation ved dom af 15 . maj 1988, for ret :

1 ) Artikel 51 i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en aendring af metoden til fastsaettelse af minimumsydelsen ved alderdom falder inden for anvendelsesomraadet for artiklens stk . 2 .

2 ) Artikel 51, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en aendring af metoden til fastsaettelse eller af reglerne for beregning af en ydelse ved alderdom, som ikke gaelder for pensioner fastsat foer aendringens ikrafttraeden, ikke forpligter den paagaeldende medlemsstat til at foretage en fornyet beregning .