61988C0180

++++

Hoeje Domstol.

1. Under denne sag, som Wirtschaftvereinigung Eisen- und Stahlindustrie (en erhvervsmaessig sammenslutning inden for jern- og staalindustrien) har anlagt i henhold til EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 2, har sagsoegeren nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning SG(88) D/6179 af 26. maj 1988, hvorved Kommissionen afviste at traeffe forholdsregler for at afvaerge de konkurrencefordrejninger, der ifoelge sagsoegeren var opstaaet ved, at den britiske virksomhed British Steel Corporation havde faaet tildelt mere statsstoette end noedvendigt til sikring af virksomhedens fortsatte eksistens. Saafremt Domstolen antager, at skrivelsen af 26. maj 1988 ikke kan anses for en beslutning efter betydningen af EKSF-Traktatens artikel 33, har sagsoegeren subsidiaert i medfoer af samme Traktats artikel 35, stk. 3, paastaaet Kommissionens stiltiende beslutning om afslag annulleret.

2. For at undgaa senere at komme tilbage dertil, skal jeg med det samme anfoere, at jeg finder, at den naevnte skrivelse maa anses for en beslutning, idet den klart tager stilling til en begaering, fremsat af sagsoegeren, ligesom den har "endelige retsvirkninger" (1) i forhold til denne. I skrivelsens sidste afsnit er det saaledes praeciseret: "Kommissionen finder ikke, at disse faktorer kan danne grundlag for et krav om delvis tilbagebetaling af den tildelte stoette." Den kan saaledes kun fortolkes som et endeligt afslag af at traeffe foranstaltninger, som kraevet af sagsoegeren. Af Kommissionens skriftlige indlaeg fremgaar ogsaa, at den anser den paagaeldende skrivelse for en beslutning. Det er herefter ikke fornoedent at gaa naermere ind paa den subsidiaere paastand.

3. Kommissionen har ved sagens begyndelse fremsat flere formalitetsindsigelser.

4. Som klagen er formuleret (2) vedroerer den tilsyneladende alene tildeling af ikke-noedvendig stoette. Det fremgaar imidlertid af de i dokumentet anfoerte betragtninger, at sagsoegeren ogsaa har haft til hensigt at paatale tildeling af stoette, der ikke er godkendt af Kommissionen (3). Det forekommer saaledes begrundet, at Kommissionen i sit indlaeg vedroerende formalitetsindsigelser sondrer mellem anbringender angaaende tildeling af ikke-noedvendig stoette og anbringender angaaende tildeling af ikke-godkendt stoette.

5. Vedroerende foerstnaevnte anbringender har Kommissionen fremfoert tre indsigelser. Det er Kommissionens opfattelse, at sagsoegeren ved at anfaegte beslutning af 26. maj 1988 i realiteten paa ny soeger at anfaegte beslutning 83/399/EKSF af 29. juni 1983 (4), der var genstand for et soegsmaal, hvorunder Domstolen frifandt (5) sagsoegte, eller beslutningerne om "frigivelse" af 10. februar og 20. december 1984 samt af 24. december 1985, der enten ikke kan paaklages, eller i mellemtiden er blevet uanfaegtelige. Kommissionen har endelig anfoert, at tilbagekaldelse af en godkendelse af tildeling af stoette fem aar efter retsaktens vedtagelse ikke har retlig hjemmel.

6. For saa vidt angaar det andet anbringende, har Kommissionen gjort gaeldende, at sagsoegerens skrivelse af 30. marts 1988 med begaering om intervention alene omhandlede den ikke-noedvendige stoette. Besvarelsen af denne begaering, dvs. den beslutning, der er genstand for naervaerende soegsmaal, kan herefter kun omhandle denne klagegrund. Det var foerst ved den anden skrivelse, skrivelsen af 20. maj 1988, at sagsoegeren rejste spoergsmaalet om ikke-godkendt stoette. Besvarelsen af denne nye begaering blev afgivet af Kommissionen i skrivelse af 25. juli 1988. Sagen boer, for saa vidt den angaar tildeling af ikke-godkendt stoette, afvises, da Kommissionens anden beslutning ikke naevnes heri.

7. Som det fremgaar, bestaar den foerste vanskelighed i at fastlaegge soegsmaalets egentlige genstand. Formelt er formaalet at opnaa annullation af Kommissionens beslutning af 26. maj 1988, men det er ikke naermere angivet, hvad sagsoegeren ved begaering af 30. marts 1988 kraevede af Kommissionen. Sagsoegeren har anfoert, at man ikke ville anfaegte "rammebeslutning" 83/399, og har, efter ligeledes at have oplyst, at man ikke ville bestride "frigivelses"-beslutningerne, alene subsidiaert nedlagt paastand om annullation af de to seneste "frigivelses"-beslutninger (6). Principalt har soegsmaalet saaledes til formaal at faa Kommissionen til, a posteriori, at "berigtige" de for gunstige virkninger af den tildelte stoette til British Steel Corporation. Uanset formuleringen, forekommer det, at sagsoegeren i realiteten kraever en tilbagekaldelse, eventuelt delvis, af disse "frigivelses"-beslutninger. I og med Kommissionen har godkendt udbetaling af stoette til en virksomhed, maa enhver beslutning, hvorved der kraeves, eventuelt delvis, tilbagebetaling af stoetten, juridisk anses for en tilbagekaldelse, dvs. en anfaegtelse af "frigivelses"-beslutningerne. Det er saaledes korrekt, naar Kommissionen i sit tredje anbringende har fremfoert, at en tilbagekaldelse af disse beslutninger savner retlig hjemmel, og naar den har fremfoert dette argument som en formalitetsindsigelse og ikke som en realitetsindsigelse. Det er min opfattelse, at der herved er tale om et forhold, der i hoej grad er analogt med det, hvor en sagsoeger ved at anlaegge et passivitetssoegsmaal soeger at afbryde fristen for et annullationssoegsmaal. I dom af 6. april 1962, Meroni (7), vurderede Domstolen nogle jern- og staalvirksomheders begaering til Den Hoeje Myndighed om at bringe en forskelsbehandling mellem virksomheder til ophoer, og udtalte her, at dette i realiteten kraevede, at tidligere beslutninger om fritagelse for udligningsbyrder blev ophaevet. I denne forbindelse statuerede Domstolen, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet paastanden angik annullation af beslutninger, for hvilke soegsmaalsfristen var udloebet.

8. Det er min opfattelse, at sagsoegeren med denne sag foelgelig ikke soeger at anfaegte "rammebeslutningen", men alene "frigivelses"-beslutningerne. Selv om Domstolen ikke skulle dele denne opfattelse, er det dog uomtvisteligt, at der ikke laengere kan ske annullation af beslutning 83/399, ikke alene paa baggrund af Domstolens dom af 3. oktober 1985 (8), der kan goeres gaeldende mod sagsoegeren, der var indtraadt som intervenient i sagen, men ligeledes som foelge af, at fristen paa en maaned, jf. EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3, er udloebet, idet denne beslutning blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 19. august 1983.

9. Det vaesentligste spoergsmaal er herefter, om sagen kan admitteres, for saa vidt sagsoegeren herved anfaegter "frigivelses"-beslutningerne af 10. februar og 20. december 1984 samt af 24. december 1985. Som allerede naevnt er det Kommissionens opfattelse, at disse beslutninger enten ikke kan vaere genstand for soegsmaal, eller ikke laengere kan anfaegtes.

10. Det foerste argument er ikke overbevisende. Jeg skal i denne forbindelse henvise til den almindelige opbygning af EKSF-stoettesystemet. Beslutning 83/399 anerkender, jf. den saakaldt "anden stoetteordning", i beslutning nr. 2320/81/EKSF (9), at de stoetteforanstaltninger, som den britiske regering paataenker at yde til British Steel Corporation under visse forudsaetninger, er forenelige med faellesmarkedet. Stoerrelsen af den foreslaaede stoette er fastlagt i beslutningen. Betingelserne angaar i det vaesentlige en nedskaering af produktionskapaciteten samt muligheden for en snarlig sikring af virksomhedens fortsatte eksistens. Det er saaledes ved artikel 3 bestemt: "Stoetten udbetales kun, hvis Kommissionen konstaterer, at virksomhedens fortsatte eksistens kan sikres foer udgangen af 1985". Artikel 4 betinger udbetalingen af stoetten af, at Kommissionen konstaterer, at nedskaeringerne af produktionskapaciteten er blevet gennemfoert, samt at virksomheden opfylder sine forpligtelser med hensyn til produktionskvoter. Artikel 5 bestemmer endelig, at investeringsstoetten kun kan ydes paa betingelse af, at Kommissionen afgiver positiv udtalelse i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 54.

11. Hovedformaalet med "frigivelses"-beslutningerne var saaledes at kontrollere, om de betingelser, der var stillet for den paataenkte stoette, var opfyldt, samt om den britiske regering herefter kunne udbetale den.

12. Ifoelge Domstolens faste praksis (10), der ganske vist er udviklet med hensyn til EOEF-Traktatens artikel 173, men som ogsaa finder anvendelse paa EKSF-Traktaten (11), er det ved afgoerelse af, om anfaegtede foranstaltninger er retsakter, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, noedvendigt at undersoege, om disse foranstaltninger har:

"retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling" (12).

I Krupp-sagen (13) har Domstolen saaledes behandlet en eventuel utilstraekkelig begrundelse af meddelelser fra Kommissionen om fastsaettelse af produktionskvoter, og saaledes stiltiende antaget, at saadanne meddelelser kunne vaere genstand for soegsmaal.

13. Da det ved "frigivelses"-beslutningerne fastslaas, at den stoettemodtagende virksomhed har gennemfoert de foranstaltninger, der er en betingelse for tildeling af stoetten, ligesom udbetaling af stoetten herved godkendes, har beslutningerne foelgelig efter min opfattelse "retligt bindende virkninger". I det omfang hvor konkurrerende virksomheder findes egnede til at modtage paataenkt stoette, beroerer denne stoette sagsoegerens interesser. Dennes retsstilling aendres endelig vaesentligt, idet sagsoegeren kun via et annullationssoegsmaal vil kunne anfaegte det forhold, at konkurrenterne opnaar en bedre oekonomisk stilling.

14. Hvis det i modsaetning hertil antages, at alene "rammebeslutningen", beslutning 83/399, kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, indebaerer dette, at Kommissionens anvendelse heraf for saa vidt angaar virksomhedens gennemfoerelse af foranstaltninger - nedskaering af produktionskapaciteten, overholdelse af kvoter, sikring af virksomhedens fortsatte eksistens - der betinger udbetalingen af stoette, ville blive unddraget enhver form for domstolskontrol. Dette forekommer klart i strid med Domstolens saedvanlige praksis (14).

15. Kommissionens andet argument, nemlig at fristen for annullationssoegsmaal er udloebet, har tilsyneladende stoerre vaegt. Af Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 3 (15), som har fundet anvendelse med hensyn til EKSF-Traktaten i sagen Dillinger Huettenwerke (16), fremgaar foelgende:

"Er en retsakt hverken offentliggjort eller meddelt, skal den, som er bekendt med, at retsakten beroerer ham, selv inden for en rimelig frist begaere retsaktens fuldstaendige ordlyd meddelt".

Bortset fra denne begraensning:

"loeber soegsmaalsfristen foerst fra det tidspunkt, da den beroerte tredjemand erhverver et saa noejagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, at han kan goere brug af sin soegsmaalsret" (17).

Jeg skal ligeledes bemaerke, at Domstolen i samme dom med hensyn til EKSF-Traktatens artikel 33, andet afsnit, statuerede, at:

"en virksomhed er beroert af en beslutning i naevnte bestemmelses forstand, naar en eller flere andre med den konkurrerende virksomheder opnaar fordele ved beslutningen" (18).

16. Det er ubestrideligt, at sagsoegeren, der er en organisation, bestaaende af tyske jern- og staalindustrivirksomheder, beroeres af "frigivelses"-beslutningerne, der godkender udbetaling af statsstoette til konkurrerende virksomheder i et andet omraade af Faellesskaberne.

17. Det maa derfor afgoeres, om fristen for annullationssoegsmaal mod disse afgoerelser allerede er udloebet. Allerede ved et gennemsyn af regnskaberne for British Steel Corporation, specielt det den 8. juli 1986 offentliggjorte (19), kan man konstatere, at Kommissionen havde udstedt "frigivelses"-beslutninger. De i sagen (20) afgivne indlaeg viser i oevrigt, at sagsoegeren var i besiddelse af den britiske virksomheds regnskaber. I hvert fald maatte den omstaendighed, at Kommissionen havde udstedt de omtvistede beslutninger vaere kommet til sagsoegerens kundskab ved Kommissionens vedtagelse af 14. og 15. Beretning om Konkurrencepolitikken for 1984 og 1985. Publikationskontoret fremsender disse til alle interesserede, og det er vanskeligt at forestille sig, at en saa betydelig erhvervsmaessig organisation som sagsoegeren, kunne have undgaaet at faa kendskab hertil, eller i givet fald, at den paaberaaber sig en saadan forsoemmelighed. Endelig har Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie en repraesentant i EKSF' s Raadgivende Udvalg. Dette udvalg modtog den 6. august 1988 Kommissionens beretning om anvendelsen af reglerne for stoette til jern- og staalindustrien 1984-1985 [dokument KOM(86) 235 endel. udg.] (21). Selv om sagsoegeren, som angivet i staevningen, fremsendte en skrivelse til Kommissionen den 28. april 1987 (22), henledte sagsoegeren ved denne skrivelse alene opmaerksomheden paa forekomsten af eventuel ikke-godkendt stoette og anfaegtede paa ingen maade de udstedte "frigivelses"-beslutninger. Paa intet tidspunkt under den skriftveksling mellem sagsoegeren og Kommissionen, der gik forud for naervaerende sags anlaeg den 1. juli 1988, har sagsoegeren anmodet faellesskabsinstitutionen om ordlyden af "frigivelses"-beslutningerne. En rimelig frist, inden for hvilken sagsoegeren skulle have anmodet om at faa meddelt ordlyden af de paagaeldende beslutninger, saaledes "at han kan goere brug af sin soegsmaalsret", synes foelgelig for laengst at vaere udloebet. Selv om Domstolen i Tezi Textiel-dommen (23) skoennede, at en frist paa 14 maaneder var rimelig, fandt Domstolen derimod i sagen Nederlandene mod Kommissionen (24) ikke, at en frist paa 18 maaneder var rimelig med henblik paa at indlede den i EKSF-Traktatens artikel 35 omhandlede procedure. Naar henses til, at sagsoegeren i hvert fald i loebet af aaret 1986 maa have faaet kendskab til, at der fandtes "frigivelses"-beslutninger, forekommer en rimelig frist at vaere udloebet for laengst. En sag, hvorunder "frigivelses"-beslutningerne anfaegtes, kan foelgelig ikke admitteres.

18. Mine efterfoelgende betragtninger har subsidiaer karakter for det tilfaeldes skyld, at Domstolen ikke maatte dele min opfattelse af, at indsigelsen mod "frigivelses"-beslutningerne er fremsat for sent.

19. Det forekommer mig temmelig vanskeligt at vurdere den naermere karakter af de fremsatte indsigelser, saavel i staevningen som i replikken. Efter min opfattelse maa man for det foerste undersoege, i hvilket omfang Domstolens dom af 3. oktober 1985 er til hinder for, at de samme indsigelser som under davaerende sag fremsaettes i naervaerende sag saaledes, at sagen klart maa afvises. For det andet vil jeg gennemgaa de argumenter, der vedroerende realiteten er paaberaabt til stoette for indsigelsen mod "frigivelses"-beslutningerne.

20. For saa vidt angaar det foerste spoergsmaal - der, som bekendt, angik godkendt, men ikke noedvendig stoette - har sagsoegeren anfoert, at der er tildelt British Steel Corporation overfloedig stoette, idet den paagaeldende virksomhed kunne have sikret sin fortsatte eksistens uden denne stoette. Stoetten gjorde det muligt for virksomheden at nedbringe sin fremmedkapital til et niveau, der ligger meget under gennemsnittet for konkurrerende virksomheder, hvilket indebaerer lavere finansieringsomkostninger (25). Sagsoegeren har ligeledes anfoert, at der ikke er et rimeligt forhold mellem den modtagne ydelse og modydelsen (26).

21. Dette anbringende forekommer mig i et vist omfang allerede at vaere blevet gennemgaaet og forkastet af Domstolen ved dom af 3. oktober 1985 (27). Jeg skal her gentage praemis 21, vedroerende Forbundsrepublikken Tysklands anbringender, der blev stoettet af sagsoegeren i naervaerende sag:

"Til stoette for sin principale paastand har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at bestemmelserne i den anden stoetteordning er tilsidesat. Regeringen anfoerer navnlig, at Kommissionen har godkendt stoetteforanstaltninger til jern- og staalvirksomhederne i ... Det Forenede Kongerige, som var betydeligt mere omfattende end noedvendigt for at gennemfoere den paalagte strukturomlaegning. For det andet har sagsoegeren gjort gaeldende, at der er udoevet forskelsbehandling over for de ikke-subventionerede virksomheder, navnlig de tyske, idet der blev paalagt dem vaesentligt stoerre kapacitetsnedskaeringer i forhold til de godkendte stoettebeloeb."

Domstolen udtalte hertil:

"Ganske vist bestaar der ifoelge den anden stoetteordning en vis forbindelse mellem strukturomlaegningen og stoettetildelingen, men der er hverken i stoetteordningens bestemmelser eller i dens betragtninger foreskrevet eller paataenkt noget bestemt kvantitativt forhold mellem stoettebeloebene og omfanget af de kapacitetsnedskaeringer, der skal foretages" (28),

samt:

"Vedroerende anbringendet om forskelsbehandling bemaerkes, at dette alene vil kunne tages til foelge, saafremt de anfaegtede beslutninger enten har medfoert, at jern- og staalvirksomheder, som befinder sig i samme situation, oppebaerer forskellige fordele, eller at jern- og staalvirksomheder, som befinder sig i klart forskellige situationer, oppebaerer de samme fordele. Hverken sagens akter eller retsforhandlingerne giver imidlertid grundlag for at fastslaa, at der i sagen skulle foreligge et af disse to tilfaelde. Kommissionen har tvaertimod med rette fremhaevet, at der er betydelige forskelle mellem de situationer, de enkelte virksomheder befinder sig i, og at der bestaar vidt forskellige betingelser for deres adgang til at oppebaere stoette" (29).

22. Den kritik, sagsoegeren i naervaerende sag har fremfoert, og som stoettes paa, at der ikke er et rimeligt forhold mellem den modtagne ydelse og modydelsen, er der tilsyneladende saaledes allerede taget stilling til i foernaevnte dom, hvor Domstolen afviste at angive et bestemt kvantitativt forhold mellem stoettebeloebene og omfanget af de kapacitetsnedskaeringer, der skal foretages.

23. Desuden er argumentet om, at British Steel Corporation kunne have sikret sin fortsatte eksistens uden tildeling af den stoette, som fastsat i beslutning 83/399, blot med andre ord fuldstaendig identisk med argumentet om forskelsbehandling. I den foerste sag blev det fremfoert, at stoetten var stoerre end noedvendigt for at gennemfoere kapacitetsnedskaeringerne, samt at dette medfoerte uberettigede fordele for den britiske virksomhed; det anfoeres nu, at den samme stoette faktisk har medfoert uberettigede fordele i forhold til konkurrerende virksomheder, idet British Steel Corporation maerkbart har kunnet nedbringe sine finansieringsomkostninger. Forskelsbehandling og konkurrencefordrejning er saaledes to sider af samme sag (30). Domstolen har allerede statueret, at hverken de fastsatte betingelser for stoette til British Steel Corporation eller stoettens omfang var i strid med ligebehandlingsprincippet, paa baggrund af forholdene for de paagaeldende jern- og staalindustrivirksomheder, navnlig i England og Tyskland; jeg anser det derfor ikke for muligt at tage denne paastand op til fornyet overvejelse paa grundlag af en paastaaet konkurrencefordrejning, hvilket er uantageligt.

24. Jeg skal nu gennemgaa de oevrige realitetsindsigelser, der er fremfoert mod "frigivelses"-beslutningerne. Disse er enten stoettet paa tilsidesaettelse af forpligtelser i henhold til "rammebeslutning" 83/399, eller paa, at stoetten ikke var noedvendig.

25. For saa vidt angaar det foerste argument, er det ikke bestridt, at betingelserne om nedskaeringer i produktionskapaciteten samt den britiske virksomheds mulighed for hurtigt at sikre sin fortsatte eksistens blev opfyldt. Sagsoegerens eneste kritik i denne henseende, som anfoert i replikken (31), er, at Kommissionen skulle have godkendt udbetaling af stoette, selv om British Steel Corporation ikke havde overholdt sine forpligtelser med hensyn til produktionskvoter. Det er korrekt, som det fremgaar af beslutningerne C(87) 2031 af 10. november 1987 (32), at Kommissionen har paalagt British Steel Corporation boeder for at have overskredet produktionskvoter i de foerste tre kvartaler af 1985. Heroverfor staar imidlertid, at det af selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i beslutning 83/399 fremgaar, at "Kommissionen kan til enhver tid kraeve ... at stoetteudbetalingen indstilles, hvis den maatte konstatere, at - stoetten er blevet udbetalt, uden at de ... fastsatte betingelser for godkendelse heraf er blevet overholdt". Indstilling af stoetteudbetaling er saaledes alene en supplerende sanktion ved siden af de af Kommissionen paalagte boeder. Som Kommissionen med rette har anfoert i sine skriftlige indlaeg, er det dens skoensmaessige afgoerelse, om denne artikel skal bringes i anvendelse. Allerede af denne grund maa sagsoegeren paa dette punkt tabe sagen.

26. Med hensyn til det andet argument maa det ikke alene undersoeges, hvornaar Kommissionen skal vurdere, om stoetten er noedvendig - paa hvilket punkt parterne er uenige - men ligeledes om der bestaar en forpligtelse til "senere berigtigelse" af konkurrencefordrejninger, der opstod ved tildelingen af stoetten.

27. For saa vidt angaar foerste punkt, er det Kommissionens opfattelse, at noedvendigheden af stoette skal vurderes paa det tidspunkt, da "rammebeslutningen" udstedes, og ikke senere kan aendres af "frigivelses"-beslutninger.

28. Jeg kan ikke tilslutte mig en saadan opfattelse. I Domstolens foernaevnte dom af 3. oktober 1985 anfoeres:

"[Kommissionen kunne] under ingen omstaendigheder godkende tildeling af statsstoette, som ikke var uomgaengeligt noedvendig for at opfylde Traktatens formaal, og som var egnet til at skabe konkurrencefordrejninger paa det faelles staalmarked" (33).

I Falck-sagen statuerede Domstolen ligeledes foelgende:

"... Kommissionen [kan] ... ikke give tilladelse til stoette, som ville kunne medfoere en aabenbar forskelsbehandling ..." (34).

29. Dommen af 3. oktober 1985 omhandlede ganske vist "rammebeslutningen" fra 1983, ikke "frigivelses"-beslutningerne. Selv om "rammebeslutningen" ikke udtrykkeligt naevner, at den foreslaaede stoette skal vaere noedvendig, finder jeg, at dette krav foelger direkte af artikel 2, stk. 1, fjerde led, samt af artikel 3, stk. 1, andet led, i den anden stoetteordning, hvori det henholdsvis er bestemt, at stoetten ikke maa foere til konkurrencefordrejninger, og at stoettens stoerrelse og intensitet skal vaere begraenset til det noedvendige for omfanget af strukturomlaegningen. De i "rammebeslutningen" fastsatte beloeb ville saaledes ikke kunne opnaas, saafremt Kommissionen under dens loebende kontrol konstaterer, at visse foreslaaede stoettebeloeb ikke laengere var uomgaengeligt noedvendige.

30. Jeg skal nu gennemgaa argumentets andet punkt, der vedroerer den forpligtelse, der paahviler Kommissionen, til at traeffe alle noedvendige foranstaltninger for at undgaa de konkurrencefordrejninger, der senere har vist sig. Sagsoegeren har ikke naermere angivet, hvad den kraevede foretaget af den sagsoegte institution, men tilsyneladende foreholdes Kommissionen enten ikke at have tilbagekaldt beslutningerne om godkendelse af stoette eller ikke at have vedtaget en beslutning om tilbagebetaling heraf. Kommissionen har heroverfor anfoert, at tilbagekaldelse af en beslutning om godkendelse af stoette savner retlig hjemmel.

31. Den forpligtelse til at foretage berigtigelse, som sagsoegeren haevder bestaar, stoettes paa EKSF-Traktatens artikler 4, litra c), og 5. Den foerste af disse bestemmelser erklaerer som bekendt som uforeneligt med faellesmarkedet for kul og staal "stoette ydet af staterne ... i hvilken som helst form dette sker"; den anden bestemmer, at "Faellesskabet ... [skal] varetage fastsaettelse, opretholdelse og overholdelse af normale konkurrencebetingelser". Disse artikler optraeder blandt Traktatens seks foerste, der udgoer foerste afsnit:

"Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab". Som anfoert i artikel 95, angiver artikel 4 Faellesskabets maal.

32. Lad det vaere sagt med det samme, at jeg ikke anser det for muligt ud fra disse artikler at udlede en saa klar almindelig forpligtelse for Kommissionen, som det paastaas, til senere at berigtige for gunstige oekonomiske virkninger af tildelt stoette for herved at gennemfoere en slags "ligestilling" af konkurrerende jern- og staalindustrivirksomheder.

33. Afsnit 3 i betragtning I til den anden stoetteordning bestemmer ganske vist udtrykkeligt, at det omfattende EF-stoettesystem vedroerende stoette til jern- og staalindustrien "boer ... begraense konkurrencefordrejninger til et minimum". Denne bestraebelse kommer til udtryk i artikel 2, stk. 1, i samme tekst, hvori det gentages, at "stoette til jern- og staalindustrien kan anses for at vaere forenelig med faellesmarkedets tilfredsstillende funktion, saafremt: ... - den paagaeldende stoette ikke foerer til konkurrencefordrejninger og ikke aendrer handelsvilkaarene i et omfang, der er i strid med den faelles interesse". Om denne betingelse er opfyldt, vurderes imidlertid af Kommissionen paa det tidspunkt, da den tager stilling til stoetteanmodningerne og gennemgaar stoerrelsen og intensiteten af den paagaeldende stoette, hvilket fremgaar af samme artikels stk. 2 og 3, og uden at Kommissionen fortaber den mulighed for kontrol af, om stoetten er noedvendig, som den skal foretage ved udstedelsen af "frigivelses"-beslutninger.

34. Selv om artikel 9 i den anden stoetteordning forpligter medlemsstaterne til to gange om aaret at tilsende Kommissionen "beretninger om stoettebetalingerne i loebet af de foregaaende seks maaneder, om anvendelsen heraf og om de resultater, der er opnaaet i samme tidsrum, hvad angaar strukturomlaegning", og artikel 10 paalaegger Kommissionen med regelmaessige mellemrum at udarbejde rapporter til Raadet og Parlamentet, fremgaar det af ordlyden af andet afsnit i betragtning II, at der herved "boer ... vedtages passende kontrolprocedurer for at skabe sikkerhed for, at der ikke gives stoette paa en saadan maade, at den virker haemmende for genskabelsen af normale markedsvilkaar og isaer et prisniveau, som kan saette jern- og staalindustrien i stand til hurtigst muligt paa ny at blive rentabel og klare sig uden nogen form for stoette". Med andre ord, det kontrolsystem, der blev indfoert ved den anden stoetteordning, angaar navnlig kontrollen med effektiviteten af de kraevede kapacitetsnedskaeringer for at bremse kursfaldet og paa ny finde et tilfredsstillende prisniveau. Der er overhovedet ikke tale om en kontrol af, om de stoettebeloeb, der oprindeligt blev skoennet noedvendige, for at virksomheden hurtigt kunne sikre sin overlevelsesevne, senere viste sig at vaere for generoese. Beslutning nr. 1018/85/EKSF (35), den saakaldte "tredje stoetteordning" aendrer i oevrigt alene de ved beslutning nr. 2320/81 fastsatte frister for at muliggoere udbetaling af supplerende stoette.

35. I oevrigt bemaerkes, at selv om Domstolen vil anse kravet om, at stoetten skal vaere noedvendig for gennemfoerelsen af Faellesskabets maalsaetning, for en betingelse, der er afgoerende for dens lovlighed, er det kun paa tidspunktet for godkendelsen, at Kommissionen skal vurdere, om det er opfyldt. I dom af 3. oktober 1985 anfoerte Domstolen saaledes:

"[Kommissionen kunne] under ingen omstaendigheder godkende tildeling af statsstoette, som ikke var uomgaengeligt noedvendig for at opfylde Traktatens formaal, og som var egnet til at skabe konkurrencefordrejninger paa det faelles staalmarked" (36).

I Falck-dommen statuerede Domstolen ligeledes foelgende:

"Selv om enhver ydelse af stoette ... maa antages at begunstige én virksomhed i forhold til andre virksomheder, kan Kommissionen dog ikke give tilladelse til stoette, som ville kunne medfoere en aabenbar forskelsbehandling ... I saa fald vil ydelse af stoette medfoere konkurrenceforvridninger i et omfang, der er i strid med den faelles interesse" (37).

Domstolen har saaledes aldrig udtalt, at det er muligt at anfaegte lovlig udbetalt stoette paa grundlag af en almindelig forpligtelse for Kommissionen til at kontrollere, om den stoette, der ganske vist blev skoennet noedvendig paa tidspunktet for dens godkendelse, skulle have medfoert konkurrencefordrejninger, der blev konstateret ved "frigivelses"-beslutningerne. Af praemis 27 i Falck-dommen fremgaar det derimod tilsyneladende, at tildeling af stoette kan have til virkning, at en virksomhed begunstiges til skade for en anden.

36. Enhver senere berigtigelse ville i oevrigt stoede paa alvorlige vanskeligheder ved vurderingen af aarsagsforbindelsen mellem den tildelte stoette og den stoettemodtagende virksomheds senere oekonomiske opsving. Hvordan skal man sondre mellem de forskellige forhold, der har kunnet bidrage til sikring af virksomhedens fortsatte eksistens: f.eks. et fornyet opsving, en bedre administration, udsving i valutakurserne, en mere eller mindre korrekt vurdering af forventningerne paa middelsigt paa tidspunktet for fastlaeggelsen af den paataenkte stoette?

37. Det ville ligeledes vaere et alvorligt angreb, ikke blot mod retssikkerheden og de paagaeldende stoettemodtageres berettigede forventning, men ogsaa mod den stoettede virksomheds oekonomiske anseelse samt investorernes og deltagernes tillid, saafremt den kunne blive doemt til at tilbagebetale stoette, den lovligt havde opnaaet, fem aar efter udbetalingen. Domstolen har allerede taget hensyn til saadanne bydende noedvendige hensyn, idet det i den ovenfor anfoerte sag Nederlandene mod Kommissionen statueredes, at:

"den samarbejdspligt, som artikel 86 paalaegger medlemsstaterne, skal tilskynde en medlemsstat, der mener, at en anden medlemsstats foranstaltning strider mod Traktaten, til at anvende de procedurer eller retsmidler, som Traktaten stiller til dens raadighed, paa et tidspunkt, hvor et effektivt indgreb endnu er muligt og ikke goer tredjemands stilling unoedigt usikker" (38).

38. Sidst, men ikke mindst, synes der saaledes overhovedet ikke at vaere hjemmel til, at Kommissionen kan berigtige eventuelle konkurrencefordrejninger som foelge af lovlig tildelt stoette, der faktisk var noedvendig paa tidspunktet for vedtagelsen af "frigivelses"-beslutningerne, men hvis noedvendighed ikke efterfoelgende forekommer naer saa indlysende. Selv om faellesskabsretten omfatter tilbagekaldelse af ulovlige retsakter, paa betingelse af at det sker inden for en rimelig frist, og Kommissionen i tilstraekkelig grad tager hensyn til, i hvilket omfang de paagaeldende eventuelt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig (39), er der ikke hjemmel til at anfaegte lovlige retsakter, naar fristerne for annullationssoegsmaal er udloebet.

39. Sagsoegeren har i oevrigt ikke angivet, hvilke konkrete foranstaltninger, man oenskede, Kommissionen skulle traeffe for at genoprette den paastaaede uligevaegt paa konkurrenceomraadet, trods spoergsmaal herom under retsforhandlingerne.

40. Soegsmaalet forekommer altsaa ikke begrundet. Jeg skal paa ny bemaerke, at Domstolen kun behoever at gaa ind paa disse forhold, saafremt den ikke deler min opfattelse af, at sagen boer afvises som foelge af overskridelse af fristen for anfaegtelse af "frigivelses"-beslutningerne.

41. Jeg skal meget kort komme ind paa sagens andet anbringende, der stoettes paa tildeling af ikke-godkendt stoette. Kommissionen har heroverfor paastaaet afvisning med den begrundelse, at den foerst fik forelagt denne begaering ved sagsoegerens anden skrivelse af 20. maj 1988, samt at den har besvaret denne ved skrivelse af 25. juli 1988, mod hvilken der ikke er gjort indsigelse, og som herefter ikke kan goeres til genstand for soegsmaal. Jeg finder, at der her snarere er tale om realitetsindsigelser. Kommissionen har anfoert, at anbringendet er uden betydning, allerede fordi det er fremfoert mod et afslag, der ikke er indeholdt i den anfaegtede beslutning, da der paa davaerende tidspunkt endnu ikke var blevet indgivet klage herover.

42. Jeg finder det paa dette punkt meget vanskeligt at foelge sagsoegeren, naar denne fastholder, at man ved foerste skrivelse af 30. marts 1988 ligeledes indbragte de spoergsmaal, der vedroerte ikke-godkendt stoette, for Kommissionen, og herved henviser til udtrykket "godkendt eller tolereret stoette" (40) som bevis for, at man ogsaa havde paapeget dette problem (41). Dette udtryk forekommer i et afsnit, der alene omtaler spoergsmaalet om tildeling af ikke-noedvendig stoette til British Steel Corporation. Sammenfatningen af sagsoegerens formelle begaeringer til Kommissionen i henhold til EKSF-Traktatens artikel 35 naevner ikke, end ikke antydningsvis, tildeling af ikke-godkendt stoette. Det ville foelgelig vaere en for vidtgaaende fortolkning af ordlyden at antage, at skrivelsen af 30. marts 1988 indeholdt en klage til Kommissionen over eventuel udbetaling af stoette uden godkendelse.

43. Det var saaledes foerst ved sagsoegerens anden skrivelse, skrivelsen af 20. maj 1988, at Kommissionen fik forelagt dette spoergsmaal. Et soegsmaal til proevelse af Kommissionens anden beslutning, dateret den 25. juli 1988, vil vaere at afvise som foelge af passivitet. Naervaerende sag er imidlertid alene rettet mod den foerste beslutning, dateret den 26. maj 1988. Da dette paa ingen maade vedroerer den ikke-godkendte stoette, kan anbringendet vedroerende tildelingen heraf ikke tillaegges betydning.

44. Sagsoegeren har citeret nogle af Domstolens domme, der ifoelge sagsoegeren skulle goere det muligt at udvide soegsmaalets genstand under sagen (42). Det er nemlig i Domstolens praksis anerkendt, at vedtagelsen af en beslutning, som

"under sagen erstattede en tidligere beslutning om samme forhold ..., maa betragtes som et nyt element, der goer det muligt for sagsoegeren at aendre sine paastande og anbringender. Det ville stride mod retsplejehensyn og procesoekonomiske hensyn at tvinge sagsoegeren til at anlaegge en ny sag ved Domstolen" (43).

45. Der er imidlertid ikke her tale om en saadan situation. I de anfoerte domme udstedte Kommissionen under sagen en ny beslutning, der imidlertid vedroerte samme faktiske omstaendigheder, som dem, der var genstand for tvisten. Oftest drejede det sig om et udtrykkeligt afslag i stedet for den passivitet, der fortolkedes som en stiltiende beslutning om afslag. I naervaerende sag har beslutningen af 25. juli 1988 en anden genstand end beslutningen af 26. maj 1988. Sagsoegerens argument kan foelgelig ikke foere til, at afslaget indeholdt i foerstnaevnte beslutning behandles under denne sag.

46. Jeg foreslaar derfor foelgende:

1) Sagsoegte frifindes for saa vidt angaar paastanden om tildeling af ikke-godkendt stoette.

2) I oevrigt afvises sagen, subsidiaert frifindes sagsoegte.

3) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) Jf. hertil dom af 15.12.1988, Irish Cement Ltd, praemis 11 (166/86 og 220/86, Sml. s. 6473).

(2) S. 2 i staevningens franske oversaettelse.

(3) S. 6 og 27 i staevningens franske oversaettelse.

(4) Kommissionens beslutning om stoette, som Det Forenede Kongeriges regering paataenker at yde til jern- og staalindustrien (EFT L 227, s. 36).

(5) Dom af 3.10.1985, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen (214/83, Sml. s. 3053).

(6) Indlaeg vedroerende formalitetsindsigelsen, s. 10 i den franske oversaettelse.

(7) Sag 21/61-26/61, Sml. 1954-1964, s. 315.

(8) Sag 214/83, jf. ovenfor fodnote 5.

(9) Kommissionens beslutning af 7.8.1981 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 228, s. 14).

(10) Dom af 15.3.1967, Cimenteries CBR m.fl. (8/66-11/66, Sml. 1965-1968, s. 337); dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Raadet, praemis 42 (22/70, Sml. 1971, s. 41).

(11) Jf. eksempelvis dom af 5.12.1963, Usines Henricot mod Den Hoeje Myndighed (22/63, 24/63 og 52/63, Sml. 1954-1964, s. 437); dom af 16.6.1966, Forges de Châtillon mod Den Hoeje Myndighed (54/65, Sml. 1965-1968, s. 197).

(12) Dom af 11.11.1981, IBM, praemis 9 (60/81, Sml. s. 2639).

(13) Dom af 28.10.1981, praemis 6-13 (275/80 og 24/81, Sml. s. 2489).

(14) Eksempelvis dom af 15.5.1986, Johnston (222/84, Sml. s. 1651); dom af 15.10.1987, Heylens (222/86, Sml. s. 4097).

(15) Dom af 5.3.1980, Koenecke (76/79, Sml. s. 665); dom af 5.3.1986, Tezi Textiel (59/84, Sml. s. 887).

(16) Dom af 6.7.1988 (236/86, Sml. s. 3761).

(17) Sag 236/86, jf. ovenfor fodnote 16, praemis 14.

(18) Sag 236/86, jf. ovenfor fodnote 16, praemis 8.

(19) Jf. Kommissionens duplik, s. 9 i den franske oversaettelse.

(20) Navnlig s. 14-16 i den franske oversaettelse.

(21) Jf. Kommissionens duplik, s. 9 og 10 i den franske oversaettelse.

(22) Jf. s. 14 i den franske oversaettelse.

(23) Sag 59/84, jf. ovenfor fodnote 15, praemis 11.

(24) Dom af 6.7.1971, praemis 22 (59/70, Sml. 1971, s. 157; org. ref. Rec. 1971, s. 639).

(25) Staevningen, s. 6 i den franske oversaettelse.

(26) Staevningen, s. 7 i den franske oversaettelse.

(27) Sag 214/83, jf. ovenfor fodnote 5.

(28) Sag 214/83, jf. ovenfor fodnote 5, praemis 33.

(29) Praemis 36, min fremhaevelse.

(30) Jf. analogt hertil, Domstolens dom af 24.2.1987, Falck, praemis 22 (304/85, Sml. s. 871).

(31) S. 18-20 i den franske oversaettelse.

(32) EFT C 321.

(33) Praemis 30.

(34) Sag 304/85, jf. ovenfor fodnote 30, praemis 27.

(35) Kommissionens beslutning af 19.4.1985 om aendring af beslutning nr. 2320/81/EKSF om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 110, s. 5).

(36) Sag 214/83, jf. ovenfor fodnote 5, praemis 30, min fremhaevelse.

(37) Sag 304/85, jf. ovenfor fodnote 30, praemis 27, min fremhaevelse.

(38) Sag 59/70, jf. ovenfor fodnote 24, praemis 21, min fremhaevelse.

(39) Dom af 12.7.1957, Algera (7/56 og 3/57-7/57, Sml. 1954-1964, s. 45; org. ref. Rec. 1957, s. 81 og s. 116); dom af 12.7.1962, Hoogovens (14/61, Sml. 1954-1964, s. 327; org. ref. Rec. 1962, s. 485 og s. 520); dom af 13.7.1965, Lemmerz-Werke (111/63, Sml. 1965-1968, s. 111; org. ref. Rec. 1965, s. 835 og s. 852); dom af 3.3.1982, Alpha Steel, praemis 10 (14/81, Sml. s. 749); dom af 26.2.1987, Consorzio Cooperative d' Abruzzo, praemis 12 (15/85, Sml. s. 1005); jf. vedroerende sidstnaevnte dom Miren A. Letemendia: Cahiers de droit européen 1989, s. 627.

(40) Anfoert s. 13 i den franske oversaettelse af staevningens bilag 1.

(41) Sagsoegerens indlaeg vedroerende sagens formalitet, s. 18 i den franske oversaettelse.

(42) Indlaeg vedroerende sagens formalitet, s. 20 i den franske oversaettelse.

(43) Sag 14/81, jf. ovenfor fodnote 39, praemis 8, min fremhaevelse; jf. ligeledes dom af 29.9.1987, Fabrique de fer de Charleroi og Dillinger Huettenwerke, praemis 11 (351/85 og 360/85, Sml. s. 3639); dom af 14.7.1988, Stahlwerke, praemis 11 (103/85, Sml. s. 4131).