61988C0005

++++

Hoeje Domstol .

1 . Domstolen er i denne sag blevet anmodet om at fortolke faellesskabslovgivningen om maelkekvoter under en retssag mellem en forpagter og de tyske myndigheder . Sagen drejer sig om anvendelse over for forpagteren af ordningen om godtgoerelse for endelig opgivelse af maelkeproduktionen (" opgivelsesordningen "). De spoergsmaal, som den nationale ret har forelagt, og som angaar fortolkningen af udtrykket "bedrift" og konsekvenserne af en forpagtningsaftales ophoer for den fortsatte udnyttelse af kvoten, kan ganske vist synes toerre og tekniske, men de underliggende problemer har en vis betydning for baade bortforpagtere og forpagteres interesse i kvoterne og deres retlige karakter .

De relevante lovbestemmelser

2 . For at forstaa de spoergsmaal, som den nationale ret har forelagt og de bagvedliggende problemer skal jeg foerst gennemgaa de relevante faellesskabsretlige og nationale lovbestemmelser .

3 . Som bekendt blev der med henblik paa en reduktion af de strukturelle maelkeoverskud ved Raadets forordning nr . 856/84 ( EFT 1984, L 90, s . 10 ) vedtaget en aendring af forordning nr . 804/88 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, idet der herved indfoertes en tillaegsafgift ved siden af medansvarsafgiften, som opkraeves af de maengder maelk eller maelkeaekvivalenter, der overskrider en referencemaengde ( eller kvote ), der skulle fastsaettes . De almindelige regler for anvendelsen af denne afgiftsordning indeholdes i Raadets forordning nr . 857/84 ( EFT 1984, L 90, s . 13 ) med senere aendringer, og gennemfoerelsesforanstaltningerne fremgaar af Kommissionens forordning nr . 1371/84 ( EFT 1984, L 132, s . 11 ) med senere aendringer .

4 . Ifoelge artikel 4, stk . 1, i forordning nr . 857/84 kan medlemsstaterne med henblik paa omstrukturering af maelkeproduktionen yde de producenter, som forpligter sig til definitivt at opgive maelkeproduktionen, en godtgoerelse . I henhold til artikel 4, stk . 2, skal de referencemaengder, der saaledes frigoeres, om noedvendigt tillaegges den nationale reserve for at blive tildelt producenter i visse saerlige tilfaelde .

5 . Artikel 7 i forordning nr . 857/84, som aendret ved Raadets forordning nr, 590/85 ( EFT 1985, L 90, s . 13 ), vedroerer overfoersel af referencemaengder i forbindelse med aendring af ejendoms - eller besiddelsesforholdene vedroerende bedrifterne . Artikel 7, stk . 1, lyder saaledes :

"I tilfaelde af salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv af en bedrift overfoeres den tilsvarende referencemaengde helt eller delvis til koeberen, forpagteren eller arvingen ifoelge betingelser, der skal fastsaettes ."

Artikel 7, stk . 4, lyder saaledes :

"Ved en forpagtningskontrakts udloeb uden adkomst for den nye forpagter til at viderefoere forpagtningen paa samme betingelser kan medlemsstaterne bestemme, at den referencemaengde, der svarer til den bedrift, der er omfattet af forpagtningskontrakten, helt eller delvis stilles til raadighed for den afgaaende forpagter, hvis denne oensker at fortsaette maelkeproduktionen ."

6 . I artikel 12 i forordning nr . 857/84 defineres visse udtryk . Under litra c ) defineres "producent" som vaerende

"landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger paa Faellesskabets geografiske omraade, og :

- som saelger maelk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren,

- og/eller som leverer til opkoeberen ".

Under litra d ) defineres "bedrift" som :

"samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger paa Faellesskabets geografiske omraade ".

7 . I forordning nr . 1371/84 fastsaettes gennemfoerelsesbestemmelserne til ordningen og navnlig vilkaarene for overfoersel af referencemaengder i forbindelse med aendringer af ejendoms - eller besiddelsesforholdene vedroerende bedrifterne . I forordningens artikel 5, nr . 1, bestemmes foelgende :

"Ved salg, bortforpagtning eller overdragelse ved arv af en bedrift som helhed overfoeres den tilsvarende referencemaengde til den producent, som overtager bedriften ."

Ifoelge artikel 5, nr . 2, sker der en forholdsmaessig overfoersel af kvoten i tilfaelde af delvis overdragelse af en bedrift . I artikel 5, stk . 3, fastsaettes foelgende :

"Bestemmelserne i nr . 1 og 2 anvendes for andre tilfaelde af overdragelse, som ifoelge de forskellige nationale bestemmelser har tilsvarende retsvirkning for producenterne ."

Artikel 5, nr . 4, der blev indfoert ved forordning nr . 1043/85 ( EFT 1985, L 112, s . 18 ), vedroerer tilfaelde, hvor en medlemsstat har anvendt hjemmelen i artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 til at tillade forpagteren helt eller delvist at bibeholde kvoten ved udloebet af aftalen; bestemmelsens indhold er i korthed, at den kvote, der overlades til forpagteren efter udloebet af forpagtningsaftalen, ikke maa vaere stoerre end den referencemaengde, som han raadede over inden aftalens udloeb .

8 . Til gennemfoerelse af tillaegsafgiften har Forbundsrepublikken Tyskland vedtaget lov af 17 . juli 1984 om godtgoerelse for indstilling af maelkeproduktionen til levering til markedet ( Gesetz ueber die Gewaehrung einer Verguetung fuer die Aufgabe der Milcherzeugung fuer den Markt ) ( Bundesgesetzblatt I, s . 942 ) og en gennemfoerelsesanordning af 20 . juli 1984 ( Bundesgesetzblatt I, s . 1023 ) ( disse bestemmelser benaevnes herefter "den tyske opgivelsesordning "). I henhold til §3 i gennemfoerelsesanordningen skal den, som ansoeger om godtgoerelse, og som skal vaere producent som defineret i artikel 12, litra c ), i forordning nr . 857/84, forpligte sig til definitivt at opgive maelkeproduktionen inden for en frist paa seks maaneder efter tildelingen af godtgoerelsen . I henhold til artikel 3, stk . 2, i samme anordning skal han i oevrigt, naar han er forpagter af en "bedrift", som defineret i artikel 12, litra d ), i forordning nr . 854/84, fremlaegge et skriftligt samtykke fra bortforpagteren .

Faktiske omstaendigheder og spoergsmaal

9 . Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen og af sagens akter, at sagsoegeren i hovedsagen, Hubert Wachauf var forpagter af en landbrugsbedrift ifoelge en forpagtningsaftale, som oprindeligt blev indgaaet i 1959 mellem hans foraeldre og ejeren af gaarden, prinsesse zu Sayn-Wittgenstein . Bortforpagteren havde ikke tidligere forud for bortforpagtningen anvendt gaarden til maelkeproduktion, og forpagtningsaftalen indeholdt heller ikke et krav om maelkeproduktion . Wachauf var maelkeproducent, og samtlige de driftsmidler, der hoerer til en malkebedrift, f.eks . malkekvaeg og malkemaskiner, var blevet anskaffet af ham og tilhoerte ham .

10 . Wachaufs forpagtningsaftale udloeb den 31 . januar 1983, og efter at bortforpagteren havde afslaaet en forlaengelse af aftalen, hvilket blev stadfaestet af en ret, der er kompetent i landbrugssager, forlod Wachauf gaarden i begyndelsen af 1985 . I mellemtiden var tillaegsafgiftsordningen blevet indfoert ved Raadets forordning nr . 856/84 med virkning fra 2 . april 1984, og Wachauf havde faaet tildelt en vis referencemaengde . Han indgav en ansoegning om godtgoerelse for definitiv opgivelse af maelkeproduktionen i henhold til den tidligere naevnte tyske lovgivning, idet han vedlagde bortforpagterens skriftlige samtykke . Sidstnaevnte har derefter trukket dette samtykke tilbage med den begrundelse, at hun ikke havde forstaaet, at konsekvenserne af Wachauf' s anvendelse af ordningen medfoerte, at der ikke laengere var knyttet nogen maelkekvote til gaarden . De tyske myndigheder, her Bundesamt fuer Ernaehrung und Forstwirtschaft, har derefter ved afgoerelse af 14 . september 1984 tilbagekaldt deres foerste afgoerelse om godkendelse af Wachaufs ansoegning . Efter at Wachauf forlod gaarden, er jorderne blevet bortforpagtet til seks forskellige forpagtere, og den tilsvarende kvote er blevet fordelt imellem dem .

11 . Wachauf anlagde sag til proevelse af afgoerelsen om ikke at tildele ham en godtgoerelse . Verwaltungsgericht Frankfurt am Main, der behandler sagen, har i forelaeggelseskendelsen udtalt, at den finder det tvivlsomt, om sagsoegeren faktisk var forpagter af en "bedrift", som defineret i artikel 12, litra d ), i forordning nr . 857/84, idet gaarden ved forpagtningsaftalens indgaaelse ikke var saerligt egnet eller udstyret til maelkeproduktion, og det driftsinventar, som havde gjort den egnet hertil, var blevet indkoebt af forpagteren og derfor tilhoerer ham og ikke bortforpagteren . Saafremt man alligevel skal anse et saadan landbrug som "bedrift", saaledes at bortforpagterens samtykke er noedvendig, er den forelaeggende ret af den opfattelse, at det er tvivlsomt, om den nationale godtgoerelsesordnings krav om samtykke er i overensstemmelse med den tyske forfatning . Retten mener ikke, at der principielt er nogen objektiv grund til at behandle producenter forskelligt, alt efter om de er ejere eller forpagtere . Retten anfoerer videre, at hvis faellesskabslovgivningen kraever, at kvoten overfoeres til ejeren ved aftalens udloeb samtidig med jorden, kan kravet om samtykke sagligt set vaere begrundet i en beskyttelse af ejerens berettigede interesser . Den nationale ret er dog i tvivl om, hvorvidt faellesskabsforskrifterne skal fortolkes saaledes, at de i et tilfaelde som det foreliggende kraever tilbagegivelse af kvoten til ejeren, hvorved forpagteren fratages resultatet af sit arbejde, hvilket er det samme som en forfatningsstridig ekspropriation uden erstatning .

12 . Efter Verwaltungsgericht' s opfattelse giver definitionen af udtrykket "bedrift" og ordningen om overfoersel af kvoter anledning til tvivl, hvorfor den har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal :

1)Er en samling produktionsenheder inden for landbruget, hvortil der hverken hoerer malkekoeer eller de tekniske installationer ( f.eks . malkemaskiner ), der udelukkende er noedvendige ved maelkeproduktion, en bedrift, saaledes som dette udtryk forstaas i artikel 12, litra d ), i Raadets forordning nr . 857/84 af 31 . marts 1984?

2 ) Har tilbagegivelsen af den forpagtede ejendom ved forpagtningens ophoer samme retsvirkninger som de tilfaelde, der omhandles i artikel 5, nr . 3, i Kommissionens forordning nr . 1371/84 af 16 . maj 1984, saafremt den forpagtede ejendom er en landbrugsejendom uden malkekoeer og uden de installationer ( f.eks . malkemaskiner ), der udelukkende er noedvendige ved maelkeproduktion, og saafremt forpagteren ikke i henhold til forpagtningsaftalen var forpligtet til at producere maelk?

Spoergsmaalenes formulering

13 . Det foelger af sagens faktiske omstaendigheder og den forelaeggende rets ovenfor anfoerte overvejelser, at retten i det vaesentlige oensker at faa oplyst, om et bortforpagtet landbrug af en bestemt type, nemlig et landbrug, som er bortforpagtet foer indfoerelsen af maelkekvoter, og som ikke var saerligt egnet, indrettet eller bestemt til maelkeproduktion ved bortforpagtningen, er omfattet af definitionen af en "bedrift" i forordning nr . 857/84 . Den forelaeggende ret oensker derudover at vide, om en til et saadant landbrug knyttet referencemaengde i medfoer af artikel 5, stk . 3, i forordning nr . 1371/84 skal overfoeres til ejeren eller til naeste forpagter ved aftalens udloeb .

14 . Efter min opfattelse er Verwaltungsgericht' s spoergsmaal formuleret unoedvendigt bredt i forhold til loesningen af de naevnte problemer . Jeg skal derfor foreslaa, at spoergsmaalene omformuleres til foelgende snaevrere og mere konkrete ordlyd :

"1 ) Er en landbrugsproduktionsenhed, der er forpagtet i henhold til en aftale indgaaet foer ikrafttraedelsen af Raadets forordning nr . 856/84 omfattet af definitionen af 'bedrift' i artikel 12, litra d ) i Raadets forordning nr . 857/84, selv om produktionsenheden, da den blev bortforpagtet, hverken var forsynet med malkekoeer eller teknisk udstyr ( f.eks . malkemaskiner ), som er noedvendig ved maelkeproduktionen, og forpagteren ikke i henhold til forpagtningsaftalen var forpligtet til at producere maelk?

2 ) Skal artikel 5, stk . 3, i Kommissionens forordning nr . 1371/84 fortolkes saaledes, at tilbagegivelsen af en bortforpagtet landbrugsproduktionsenhed ved udloebet af en forpagtningsaftale, der blev indgaaet foer ikrafttraedelsen af Raadets forordning nr . 856/84, er en disposition med 'tilsvarende retsvirkning' i denne bestemmelses forstand, selv om produktionsenheden, da den blev bortforpagtet, hverken var forsynet med malkekoeer eller teknisk udstyr ( f.eks . malkemaskiner ), som er noedvendig ved malkeproduktion, og forpagteren ikke i henhold til forpagtningsaftalen var forpligtet til at producere maelk?"

Foerste spoergsmaal

15 . Foerste spoergsmaal skal efter min opfattelse besvares bekraeftende . Definitionen af "bedrift" er meget bred, nemlig "samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger paa Faellesskabets geografiske omraade ". Definitionen indeholder en henvisning til begrebet "producent", der er defineret i artikel 12, litra c ), som en person, hvis bedrift ligger paa Faellesskabets geografiske omraade, og som "saelger maelk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren og/eller som leverer til opkoeberen"; dette viser, at et landbrug for at vaere omfattet af definitionen faktisk skal anvendes til maelkeproduktion . Uden en saadan produktion er der naturligvis ikke nogen referencemaengde at udnytte . Definitionens ordlyd udelukker dog ikke paa nogen maade et forpagtet landbrug, saaledes som beskrevet i foerste spoergsmaal .

16 . Ydermere - som understreget af Det Forenede Kongerige i det skriftlige indlaeg - er definitionen af begrebet "bedrift" i artikel 12 i forordning nr . 857/84 relevant for anvendelsen af reglerne om overfoersel af referencemaengder, som indeholdes i artikel 7 i samme forordning og artikel 5 i forordning nr . 1371/84; definitionen er saaledes i faellesskabsretlig sammenhaeng relevant for anvendelsen af faellesskabsreglerne . Det foerste spoergsmaal drejer sig derfor i realiteten om det samme som det andet spoergsmaal, nemlig om forpagteren af et landbrug, som - da forpagtningsaftalen blev indgaaet - ikke var saerlig udstyret eller egnet til maelkeproduktion, har forpagtet et landbrug, som er underkastet reglerne om overfoersel af referencemaengder . Der er ikke, som jeg skal paavise i det foelgende, nogen grund til, at overdragelsesreglerne ikke skulle vaere anvendelige paa et saadant landbrug, hvorfor der er tale om en "bedrift" som omhandlet i artikel 12, litra d ).

17 . Jeg har endnu en bemaerkning til definitionen af udtrykket "bedrift ". Baade Bundesamt, Kommissionen og den britiske regering har i deres skriftlige og mundtlige indlaeg udtrykt en vis bekymring over den forelaeggende rets overvejelser, som synes at skulle forstaas derhen, at ethvert landbrug for at kunne anses som en "bedrift" jfr . artikel 12, litra d ), skal vaere indrettet til maelkeproduktion og umiddelbart og udelukkende vaere anvendt dertil, eller i forpagningsaftalen udtrykkeligt vaere bestemt til en saadan umiddelbar og udelukkende benyttelse . I indlaeggene understreges det, at en saadan definition af "bedrift" udelukker et meget stort antal blandede landbrug, hvor maelkeproduktionen drives sammen med jordbrug eller en anden type landbrug . Efter min opfattelse har den forelaeggende ret ikke formuleret sig helt saa bredt, da den hovedsagelig behandler spoergsmaalet om retsstillingen i forbindelse med bestemte forpagtede landbrug . Alligevel skal jeg for fuldstaendighedens skyld tilfoeje, at definitionen af "bedrift" i artikel 12, litra d ), i forordning nr . 857/84 ifoelge dens ordlyd og formaalet med bestemmelsen naturligvis omfatter en blandet bedrift, dog under den klare forudsaetning, at der i bedriften faktisk produceres maelk .

Andet spoergsmaal

18 . Verwaltungsgericht er af den opfattelse, at tilbagegivelse ved forpagtningsaftalens udloeb af et landbrug, som ved aftalens indgaaelse ikke var en maelkeproduktionsbedrift, ikke kan sammenlignes med et tilfaelde, hvor forpagtningen omfatter en maelkeproduktionsbedrift med en allerede tilknyttet referencemaengde . I sidstnaevnte tilfaelde hoester bortforpagteren, som allerede har oparbejdet kvoten ved eget arbejde, fortsat fordel af kvoten ved hjaelp af forpagtningsafgiften, mens han i det foerste tilfaelde tvaertimod ved aftalens udloeb mister enhver fordel af den kvote, han selv har "oparbejdet", hvis der ikke findes en godtgoerelsesbestemmelse . Selv om det ikke er udtrykkeligt anfoert i forelaeggelseskendelsen, er den logiske konsekvens af Verwaltungsgericht' s argumentation, at en kvote i et tilfaelde som det foreliggende ikke tilbagefoeres til ejeren sammen med jorden, men formodentlig forbliver hos forpagteren .

19 . Jeg kan ikke foelge denne argumentation . Ifoelge artikel 5, nr . 3, i forordning nr . 1371/84 skal der foretages en sammenligning mellem to retlige juridiske transaktioner - her indgaaelsen af en forpagtningsaftale og dens udloeb - for at fastslaa, om disse transaktioner som saadan og uafhaengig af andre overvejelser har sammenlignelige retsvirkninger for saa vidt angaar producenterne . Bedriftens karakter paa tidspunktet for bortforpagtningen og spoergsmaalet om, hvilken producent, der blandt flere mulige har det stoerste krav paa kvoten, er egentlig uden betydning for denne sammenligning . Betragtes situationen paa denne maade, maa retsvirkningerne af tilbagegivelse af et forpagtet gode i alt vaesentligt anses som identiske med retsvirkningerne af indgaaelsen af forpagtningsaftalen, nemlig at det forpagtede gode overgaar fra én part til en anden .

20 . Ydermere indebaerer den forelaeggende rets synspunkt, saafremt det foelges, en vaesentlig afvigelse fra princippet om, at kvoten foelger jorden ved overdragelse - et princip der er udtrykt i artikel 7 i forordning nr . 857/84 og artikel 5 i forordning nr . 1371/84; det understreges nemlig i de skriftlige indlaeg fra Kommissionen, Det Forenede Kongerige og sagsoegte i hovedsagen, at det i flere medlemsstater er normal fremgangsmaade, at en forpagtning kun omfatter jorden og bygningerne, og at forpagteren selv medbringer malkekvaeg og teknisk udstyr . Verwaltungsgericht' s synspunkt er i oevrigt ikke forenelig med de udtrykkelige bestemmelser i lovgivningen - nemlig artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 og artikel 5, nr . 4, i forordning nr . 1371/84 - som giver medlemsstaterne mulighed for i visse klart beskrevne tilfaelde og som en undtagelse fra princippet om, at kvoten foelger jorden, at bestemme, at den afgaaende forpagter helt eller delvis beholder kvoten, saafremt han oensker at fortsaette maelkeproduktionen . Laegges den forelaeggende rets synspunkt til grund, kan dette medfoere en betragtelig foroegelse af antallet afgaaende forpagtere, som vil have ret til at bevare en hel eller delvis kvote uden nogen forpligtelse til at producere maelk . Jeg skal derfor foreslaa, at ogsaa det andet spoergsmaal besvares bekraeftende .

De underliggende spoergsmaal

21 . Saafremt Domstolen besvarer de to forelagte praejudicielle spoergsmaal bekraeftende, opstaar der efter den forelaeggende rets opfattelse et spoergsmaal om overensstemmelse med de forfatningsretlige garantier vedroerende lighed for loven og beskyttelse af ejendomsretten i forbindelse med to regler, nemlig reglen om ejerens samtykke i forbindelse med forpagterens anvendelse af den tyske opgivelsesordning om producenter, der ophoerer, samt reglen om, at kvoten ved forpagtningsaftalens udloeb tilfalder bortforpagteren sammen med jorden . Tilsyneladende beror den nationale rets overvejelser omkring overensstemmelsen med de forfatningsretlige garantier paa rettens overbevisning om, at der kan forekomme tilfaelde, hvor det er forpagteren og ikke bortforpagteren, som har opnaaet en bestemt kvote til bedriften takket vaere sit arbejde, og at det efter rettens opfattelse i saadanne tilfaelde er urimeligt, saafremt bortforpagteren uden videre kan hindre forpagteren i at profitere af en opgivelsesordning, som for producenter, og saaledes sikre sig selv fordelen ved en kvote ved forpagtningsaftalens udloeb uden hensyntagen til forpagteren .

22 . Jeg er enig i den forelaeggende rets opfattelse, at der sagtens kan forekomme et tilfaelde, hvor det er uomgaengeligt noedvendigt at tage hensyn til forpagterens interesser i kvoten . Som Kommissionen anfoerer i sit skriftlige indlaeg, er faellesskabslovgivningen for det meste tavs om bortforpagterens og forpagterens respektive interesser og overlader det til medlemsstaterne at finde den noedvendige ligevaegt . Det er logisk at overlade dette hverv til de nationale myndigheder under hensyn til paa den ene side forskellene i de retlige ordninger og de anvendelige nationale forskrifter og paa den anden side forskellene i producenternes situation . Dette betyder dog efter min opfattelse ikke, at faellesskabsretten ikke bidrager til en loesning af problemet . I de forenede sager 201 og 202/85 Klensch mod Secrétaire d' Etat ( Sml . 1986, s . 3477 ) har Domstolen understreget, at forbuddet mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 40, stk . 3, omfatter alle foranstaltninger vedroerende de faelles markedsordninger, uanset hvilken myndighed, der traeffer dem, og foelgelig ogsaa er bindende for medlemsstaterne, naar de gennemfoerer en markedsordning, idet forbuddet er til hinder for vedtagelse af nationale gennemfoerelsesforanstaltninger, som indebaerer forskelsbehandling af producenterne . Jeg er derudover af den opfattelse, at medlemsstaterne, naar degennemfoerer faellesskabslovgivningen, ogsaa skal overholde princippet om beskyttelse af ejendomsretten - der som fastslaaet af Domstolen ( jfr . f.eks . sag 44/79, Hauer mod Land Rheinland Pfalz, Sml . 1979, s . 3727 ) - er sikret i Faellesskabets retsorden i overensstemmelse med de faelles begreber i medlemsstaternes forfatninger og ogsaa er blevet knaesat i tillaegsprotokollen til Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention . Selv om Domstolens praksis indtil nu kun vedroerer faellesskabslovgiverens overholdelse af ejendomsretten, maa man efter min opfattelse anvende de samme principper ved medlemsstaternes gennemfoerelse af faellesskabsretten; det er efter min opfattelse klart, at medlemsstaterne, naar de handler i henhold til befoejelser, som er givet dem i faellesskabsretten, boer vaere underkastet de samme forpligtelser som faellesskabslovgiveren i enhver situation, som vedroerer princippet om beskyttelse af grundrettighederne .

23 . Jeg vil gennemgaa disse to principper og begynder med princippet om ligebehandling, som efter min opfattelse spiller en rolle i forbindelse med kravet om bortforpagterens samtykke . Som jeg har anfoert, overlader faellesskabslovgivningen det til medlemsstaterne at fastsaette vilkaarene for deltagelse i en national ordning om godtgoerelse til producenter, som definitivt opgiver maelkeproduktionen, jfr . artikel 4, stk . 1, i forordning nr . 857/84 . Jeg har principielt intet at indvende mod en regel om, at en ejer skal give samtykke til forpagterens deltagelse i en saadan ordning, da konsekvensen af forpagterens deltagelse, er, at bedriften definitivt taber maelkekvoten . Saafremt en medlemsstats myndigheder giver ejeren en ubegraenset vetoret, kan der samtidig i visse tilfaelde vaere tale om en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling, fordi den samme regel saa bliver anvendt over for alle forpagtere uanset deres konkrete situation og isaer uanset deres bidrag til kvotens opnaaelse . En saadan tilsidesaettelse kan f.eks . forekomme, naar en forpagter oensker at opgive maelkeproduktionen i loebet af forpagtningsforholdet, og han ser sig saa udelukket fra opgivelsesordningen paa grund af manglende samtykke fra bortforpagteren, selv om det er forpagteren og ikke bortforpagteren, som har opnaaet kvoten til bedriften ved sit arbejde . I et saadant tilfaelde kan kravet om ejerens samtykke vaere i strid med princippet om ligebehandling .

24 . For det andet er det efter min opfattelse klart, at princippet om overholdelse af den private ejendomsret altid skal iagttages ved gennemfoerelsen af maelkekvotelovgivningen . Generaladvokat Capotorti har i den gennemgang af princippet, som han har foretaget i sit forslag til afgoerelse i sagen Hauer, fremfoert den opfattelse, at ekspropriationsforanstaltninger medfoerer en erstatningsforpligtelse, naar to kriterier er opfyldt : Nemlig naar foranstaltningen foerer til, at ekspropriationsgenstanden ikke laengere har naevnevaerdig oekonomisk vaerdi og naar ekspropriationen er endegyldig ( Sml . 1979, s . 3752-3765, navnlig s . 3757-3762 ). Denne analyse kan efter min opfattelse anvendes paa det immaterielle gode, som en maelkekvote er, idet denne med god ret kan siges at have en egen oekonomisk vaerdi; i overensstemmelse med denne analyse kan der, mener jeg, meget vel forekomme tilfaelde, hvor det forhold, at forpagteren definitivt mister udnyttelsen af kvoten og dens vaerdi ved forpagtningsaftalens udloeb, kan anses som en ekspropriationsforanstaltning .

25 . Baade Kommissionen og den britiske regering har i deres skriftlige indlaeg i sagen gjort gaeldende, at en kvote ikke er andet end en markedsreguleringsmekanisme, der ikke kan anses som et immaterielt formuegode, der giver anledning til ejendomsrettigheder . Selv om denne opfattelse eventuelt svarer til hensigterne bag faellesskabslovgivningen, svarer den efter min opfattelse ikke til de oekonomiske realiteter . Ser man paa en kvotes karakter fra et producentsynspunkt, er det klart, at den i realiteten udgoer en slags tilladelse til at producere en vis maengde ( maelk ) til en mere eller mindre garanteret pris uden at risikere sanktioner ( tillaegsafgiften ). I et marked, der er blevet naermest lammet ved indfoerelsen af kvoterne, har en saadan "tilladelse" noedvendigvis en oekonomisk vaerdi . Vaerdien viser sig foerst og fremmest ved en forhoejelse af maelkeproduktionsbedrifternes forpagtningsvaerdi og ejendomsvaerdi . At en kvote imidlertid kan have en vaerdi ogsaa i sig selv, viser sig ved den "kvoteudlejning", dvs . midlertidig overfoersel fra en producent til en anden af en uudnyttet kvote uden tilknyttede jorder, som er tilladt i henhold til artikel 5 c, stk . 1a, i forordning nr . 804/68 som aendret ved Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2998/87 ( EFT 1987, L 285, s . 1 ). Det foelger ogsaa - dog mere indirekte - af artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84, der kan betragtes som en bestemmelse, der beskytter forpagterens interesser i den oekonomiske vaerdi, som kvoten repraesenterer .

26 . Faellesskabslovgivningen har ikke loest spoergsmaalet om ejendomsretten til en kvote, maaske fordi man ikke har fundet det oenskeligt - af frygt for at skabe et marked for kvoter - at anerkende selve det, at en kvote kan vaere ejet . Problemet er ikke nemt at loese . Paa den ene side tyder det forhold, at overdragelsesreglerne principielt medfoerer, at kvoten foelger jorden, paa, at kvoten er knyttet til jorden, og at den saaledes tilhoerer ejeren af jorden . Paa den anden side viser artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 og den nylige tilladelse til "kvoteudlejning", at tilknytningen til jorden ikke er absolut . Ydermere bliver kvoterne ikke tildelt en bedrift men en person, den enkelte producent, som naturligvis kan vaere forpagter, paa grundlag af denne produktion i loebet af et givet referenceaar . Disse overvejelser foerer efter min mening til, at saavel ejeren som forpagteren kan have en ejendomsret til kvoten .

27 . Saafremt den ovenstaaende analyse er korrekt, kan der forekomme tilfaelde, hvor det forhold, at en medlemsstat ikke har indfoert en oekonomisk godtgoerelse, indebaerer en overtraedelse af princippet om overholdelse af ejendomsretten . En saadan erstatning skal normalt betales af ejeren som kompensation for erhvervelsen af kvotens vaerdi, idet erhvervelsen ellers kan anses for en slags "uberettiget berigelse ".

28 . Lad mig tilfoeje, at der efter min opfattelse ikke kan henvises til, at artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 allerede indeholder bestemmelser, som i tilstraekkeligt omfang tager hensyn til forpagterens interesser i kvoten . Anvendelsen af artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 er fakultativ, og saafremt en medlemsstat vaelger ikke at goere brug af denne bestemmelse, skal de almindelige regler om overdragelse anvendes, hvorefter forpagteren mister saavel brugen af kvoten som dens vaerdi . Under alle omstaendigheder omhandler artikel 7, stk . 4, kun den forpagter, som forlader bedriften, og som oensker helt eller delvis at bevare kvoten for at kunne fortsaette maelkeproduktionen andetsteds . Bestemmelsen omhandler ikke det tilfaelde, at en afgaaende forpagter oensker at opgive maelkeproduktionen med henblik f.eks . paa pensionering eller anden beskaeftigelse .

29 . Det er tilsyneladende ikke muligt at stoette sig til de nationale lovgivninger om landbrugsbedrifter for at sikre en rimelig hensyntagen til forpagtere . Ganske vist giver lovgivningen i visse medlemslande forpagtere af landbrugsejendomme en hoej grad af sikkerhed i forbindelse med forpagtningsforholdet . Men en saadan beskyttelse er ikke generel . Kommissionens befuldmaegtigede har nemlig under den mundtlige forhandling bekraeftet, at artikel 7, stk . 4, i forordning nr . 857/84 netop er blevet indfoert af hensyn til visse landbrugsforpagteres situation i Forbundsrepublikken Tyskland . I oevrigt er der i visse medlemsstaters lovgivning vedroerende landbrugsbedrifter bestemmelser om, at en forpagter skal holdes skadesloes ved forpagtningsaftalens udloeb for de forbedringer, han har gennemfoert, men man kan alligevel betvivle, at en saadan lovgivning noedvendigvis omfatter skadesloesholdelse for vaerdien af en kvote ( for saa vidt angaar situationen i Frankrig, se Lorvellec : "Le régime juridique des transferts de quotas laitiers", Revue du droit rural nr . 157, november 1987, s . 409-417 ). Dette anskueliggoeres isaer derved, at man i Det Forenede Kongerige, hvis lovgivning vedroerende landbrugsbedrifter baade indeholder en hoej grad af sikkerhed omkring forpagtningsforholdet og regler om erstatning til forpagteren for forbedringer, har fundet det noedvendigt at indfoere en saerlig ordning, som paalaegger ejere at betale erstatning for kvoterne til visse forpagtere ved forpagtningsaftalernes udloeb ( Agricultural Act 1986, Sections 13 og 14 og Schedules 1 og 2 ).

30 . Det paahviler naturligvis den nationale ret i det konkrete tilfaelde at afgoere, om og i hvilket omfang der skal tages hensyn til forpagterens interesser i kvoten . Efter min opfattelse boer Domstolen ikke inden for rammerne af denne sag forsoege at praecisere, hvilken slags forhold de nationale retter boer tage i betragtning; det maa vaere tilstraekkeligt, at Domstolen i denne sammenhaeng i generelle vendinger henviser til pligten til at anvende principperne om ligebehandling og overholdelsen af den private ejendomsret .

Sammenfatning

31 . Jeg er derfor af den opfattelse, at de spoergsmaal, som den nationale ret har forelagt, boer besvares saaledes :

"1 ) Definitionen af 'bedrift' i artikel 12, litra d ), i Raadets forordning nr . 857/84 omfatter en produktionsenhed inden for landbruget, der er forpagtet i henhold til en aftale indgaaet foer ikrafttraedelsen af forordning nr . 856/84, selv om denne produktionsenhed, da den blev bortforpagtet, hverken var forsynet med malkekoeer eller med teknisk udstyr ( f.eks . malkemaskiner ), som er noedvendige ved maelkeproduktion, og forpagteren ikke i henhold til forpagtningsaftale var forpligtet til at producere maelk .

2 ) Artikel 5, nr . 3, i Kommissionens forordning nr . 1371/84 skal fortolkes saaledes, at tilbagegivelsen af en bortforpagtet produktionsenhed inden for landbruget ved ophoeret af en forpagtningsaftale, der blev indgaaet foer ikrafttraedelsen af Raadets forordning nr . 856/84, er en disposition med 'tilsvarende retsvirkning' i denne bestemmelses forstand, selv om denne produktionsenhed, da den blev bortforpagtet, hverken var forsynet med malkekoeer eller med tekniske installationer ( f.eks . malkemaskiner ), der alene finder anvendelse ved maelkeproduktion, og forpagteren ikke i henhold til forpagtningsaftale var forpligtet til at producere maelk .

3 ) Forbuddet mod forskelsbehandling i EOEF-Traktatens artikel 40, stk . 3, er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en forpagter at indhente samtykke fra ejeren som betingelse for at blive omfattet af en ordning vedroerende definitiv opgivelse af maelkeproduktionen som indfoert i henhold til artikel 4, stk . 1, i Raadets forordning nr . 857/84, saafremt en saadan betingelse under hensyn til forpagterens saerlige stilling medfoerer forskelsbehandling mellem producenterne .

4 ) Den principielle beskyttelse af ejendomsretten i henhold til Faellesskabets retsorden indebaerer, at medlemsstaterne skal drage omsorg for, at ejeren yder en oekonomisk godtgoerelse til en forpagter, der ved ophoeret af forpagtningen vedroerende bedriften fortaber retten til at udnytte kvoten, saafremt det under hensyn til forpagterens saerlige situation maa antages, at princippet om ejendomsrettens beskyttelse vil blive kraenket, hvis der ikke kan ydes erstatning ".

(*) Originalsprog : engelsk .