61987J0305

++++

Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - etableringsret - fri udveksling af tjenesteydelser - national diskriminatorisk lovgivning over for statsborgere i andre medlemsstater med hensyn til erhvervelse og udoevelse af rettigheder over fast ejendom - ulovlighed

( EOEF-Traktaten, artikel 48, 52 og 59; Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, artikel 9 )

Restriktioner, som i en medlemsstat gaelder for erhvervelse og udoevelse af rettigheder over fast ejendom, og som rammer andre medlemsstaters statsborgere, er i strid med Traktatens artikler 48, 52 og 59 .

Hvad for det foerste angaar arbejdstagere, er adgangen til bolig og til ejendomsretten til boligen, som er fastsat i artikel 9 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, et noedvendigt supplement til arbejdskraftens frie bevaegelighed og er i kraft heraf omfattet af det principielle forbud mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 48 .

Hvad for det andet angaar etableringsfriheden, vedroerer forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i Traktatens artikel 52, ud over de saerlige regler om udoevelse af erhvervsvirksomhed, ogsaa reglerne om forskellige generelle muligheder, som er fornoedne ved udoevelsen af denne virksomhed, saaledes at det ogsaa gaelder for erhvervelse og udnyttelse af fast ejendom .

Hvad endelig angaar fri udveksling af tjenesteydelser, er adgangen til at eje og bruge fast ejendom ligeledes garanteret ved Traktatens artikel 59, for saa vidt som denne adgang tjener til at muliggoere den faktiske udoevelse af naevnte frihed, som det f . eks . gaelder for det lokale, fra hvilket eller i hvilket tjenesteydelsen udfoeres, og maa ikke hindres af diskriminatoriske restriktioner .

1 Ved staevning indleveret paa Domstolens Justitskontor den 5 . oktober 1987 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det statueres, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikler 7, 48, 52 og 59, ved i forhold til EF-borgere at opretholde og anvende en raekke bestemmelser i national lovgivning vedroerende retshandeler om fast ejendom, der er beliggende i graenseomraader .

2 I Den Hellenske Republik forbyder den eneste artikel i praesidentens dekret af 22.-24 . juni 1927, at fysiske eller juridiske personer, som ikke er hjemmehoerende i republikken, erhverver ejendomsret eller andre tinglige rettigheder, bortset fra panterettigheder, over fast ejendom beliggende i de hellenske regioner, der betegnes som graenseomraader; disse personer kan ej heller erhverve brugsret og lejeret for en periode paa mere end tre aar over fast ejendom i byomraader beliggende i graenseomraaderne . Det bestemmes tillige, at en saadan retsakt er en nullitet, og der fastsaettes strafsanktioner, ligesom notarer, som har overtraadt dette forbud, frakendes retten at praktisere . Denne bestemmelse forbyder ligeledes med de naevnte sanktioner at udleje enhver landbrugsejendom eller at overdrage brugsretten dertil, og foreskriver, at forbuddet kun kan haeves ved beslutning fra indenrigsministeren, landbrugsministeren og forsvarsministeren paa grundlag af udtalelse fra et saerligt udvalg . Desuden forbyder artiklerne 1, 2, 3, 4 og 5 i undtagelseslov nr . 1366 af 2.-7 . september 1938, saavel for hellenske statsborgere som for statsborgere i andre medlemsstater, at foretage nogen retshandel vedroerende fast ejendom eller immaterielle goder beliggende i graenseomraader eller paa en oe eller et skaer i Den Hellenske Republik eller i et kystomraade eller et omraade inde i landet, der er betegnet som graenseomraade . I henhold til denne lov kan en fysisk person, der er hellensk statsborger, eller en juridisk person under ledelse af hellenske statsborgere, dog gyldigt foretage en saadan retshandel, hvis de fremlaegger en attest fra Landbrugsministeriet paa, at intet sikkerhedshensyn er til hinder for retshandelen . Derimod kan andre end fysiske personer, som er hellenske statsborgere, og andre juridiske personer end de, der ledes af hellenske statsborgere, kun foretage saadanne, hvis det dekret, hvorved det paagaeldende omraade betegnes som graenseomraade, er blevet ophaevet .

3 Det fremgaar af sagen, at arealer svarende til ca . 55% af det hellenske territorium ved forskellige dekreter er blevet betegnet som graenseomraade i henhold til praesidentens dekret af 1927 og undtagelsesloven af 1938 .

4 Kommissionen er af den opfattelse, at de naevnte bestemmelser - i det omfang, hvori de forbyder, begraenser eller stiller betingelser, som ikke gaelder for hellenske statsborgere, for at udenlandske fysiske eller juridiske personer, som er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, kan erhverve rettigheder over fast ejendom beliggende i hellenske graenseomraader - er udtryk for forskelsbehandling til skade for disse personer i strid med Traktatens artikler 7, 48, 52 og 59 .

5 Foelgelig tilstillede Kommissionen den 18 . april 1984 den hellenske regering en aabningsskrivelse og indledte dermed den i Traktatens artikel 169 omhandlede procedure .

6 Den 2 . april 1985 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse over for den hellenske regering i henhold til Traktatens artikel 169, stk . 1 .

7 Den Hellenske Republik underrettede Kommissionen om, at den var i faerd med at aendre den kritiserede lovgivning, og at den ville paase, at hellenske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater blev behandlet lige .

8 Da der imidlertid ikke er blevet truffet nogen foranstaltning, har Kommissionen anlagt naervaerende sag .

9 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

10 Indledningsvis bemaerkes, at den hellenske regering under skriftvekslingen for Domstolen ikke har bestridt Kommissionens klagepunkter, men blot har anfoert, at der foreligger et lovforslag, som er meddelt Kommissionen, og som er blevet godkendt af denne .

11 Foerst under den mundtlige forhandling har den hellenske regering for foerste gang gjort gaeldende, at de omtvistede bestemmelser er berettigede som foranstaltninger truffet i henhold til Traktatens artikel 224, uden i oevrigt at praecisere, hvorved betingelserne for at anvende denne bestemmelse er opfyldt i det foreliggende tilfaelde . Da indsigelsen i oevrigt ikke stoettes af nogen ny faktisk oplysning, finder Domstolen det ikke muligt at inddrage den under paadoemmelsen .

12 Ifoelge Kommissionen er Den Hellenske Republiks forskrifter i strid med Traktatens artikler 7, 48, 52 og 59 . Herved skal der foerst henvises til, at det almindelige, principielle forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som opstilles i Traktatens artikel 7, gennemfoeres ved Traktatens artikler 48, 52 og 59 for de af disse saerligt regulerede omraader . Foelgelig er enhver forskrift, som er uforenelig med disse bestemmelser, ogsaa uforenelig med Traktatens artikel 7 ( jfr . dommen af 21 . juni 1974, Reyners, sag 2/74, Sml . s . 631; dommen af 14 . juli 1976, Dona, sag 13/76, Sml . s . 1333; dommen af 9 . juni 1977, van Ameyde, sag 90/76, Sml . s . 1091 ).

13 Traktatens artikel 7 - som bestemmer : "Inden for denne Traktats anvendelsesomraade og med forbehold af dennes saerlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt" - kan foelgelig kun anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilke Traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling .

14 I det foreliggende tilfaelde finder Kommissionen Den Hellenske Republiks lovgivning stridende mod Traktatens artikler 48, 52 og 59 . Der skal derfor foerst tages stilling til, om den kritiserede lovgivning er forenelig med disse bestemmelser .

15 Med hensyn til arbejdskraftens frie bevaegelighed bemaerkes, at den paa tidspunktet for sagens anlaeg var omfattet af overgangsbestemmelserne i artiklerne 44-47 i Akten vedroerende Vilkaarene for Den Hellenske Republiks Tiltraedelse og Tilpasningerne af Traktaterne ( EFT 1979 L 291, s . 17 ). Det fremgaar af disse bestemmelser, at selv om anvendelsen af artiklerne 1-6 og 13-23 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 af 15 . oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet ( EFT 1968 II, s . 467 ), som praeciserer de rettigheder, der garanteres af Traktatens artikler 48 og 49, ved overgangsordningen suspenderes indtil den 31 . december 1987, er anvendelsen af de sidstnaevnte bestemmelser ikke suspenderet med hensyn til bl . a . arbejdstagere fra andre medlemsstater, som allerede lovligt var beskaeftiget i Den Hellenske Republik foer den 1 . januar 1981, og som fortsat har vaeret beskaeftiget dér efter denne dato, eller arbejdstagere, som blev lovligt beskaeftiget for foerste gang i Den Hellenske Republik efter denne dato .

16 Disse arbejdstagere var saaledes fra 1 . januar 1981 omfattet af artikel 9 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, hvis stk . 1 bestemmer : "Arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat og er beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har samme rettigheder og fordele som indenlandske arbejdstagere med hensyn til bolig, herunder til erhvervelse af ejendomsret til den fornoedne bolig ".

17 Kommissionen har vel i staevningen paastaaet den hellenske lovgivning kendt stridende, ikke mod artikel 9 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, men mod Traktatens artikel 48 .

18 Hertil bemaerkes, dels at er forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 udstedt i henhold til Traktatens artikel 49 - hvorefter Raadet ved udstedelse af direktiver eller forordninger vedtager "de foranstaltninger, der er noedvendige for ... at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed, saaledes som denne er bestemt i foregaaende artikel" - dels at arbejdskraftens frie bevaegelighed i henhold til stk . 3 i artikel 48 selv indebaerer retten til "at tage ophold i en af medlemsstaterne for dér at have beskaeftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gaelder for indenlandske arbejdstageres beskaeftigelse ". Heraf foelger, at adgang til bolig og til ejendomsret til boligen, som er fastsat i artikel 9 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, er et noedvendigt supplement til arbejdskraftens frie bevaegelighed og i kraft heraf er omfattet af forbuddet, jfr . Traktatens artikel 48, mod forskelsbehandling af en statsborger fra en medlemsstat, der oensker at udoeve loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat .

19 For saa vidt som den hellenske lovgivning stiller betingelser, som ikke gaelder for indlaendinge, for at arbejdstagere med statsborgerskab i en anden medlemsstat, som lovligt har vaeret beskaeftiget foer eller efter den 1 . januar 1981 i Den Hellenske Republik, kan faa ret til at foretage retshandeler om fast ejendom, er den foelgelig en hindring for virkeliggoerelsen af arbejdskraftens frie bevaegelighed og derfor i strid med Traktatens artikel 48 .

20 Med hensyn til etableringsretten sikrer Traktatens artikel 52, at statsborgere i en medlemsstat, der oensker at udoeve virksomhed som selvstaendige i en anden medlemsstat, behandles paa samme maade som indlaendinge, og artiklen forbyder enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som foelger af medlemsstaternes lovgivninger, og som er til hinder for adgang til eller udoevelse af saadan virksomhed .

21 Som Domstolen har fastslaaet gentagne gange ( jfr . senest dommen af 14 . januar 1988, Kommissionen mod Italien, sag 63/86, Sml . s . 29 ) vedroerer naevnte forbud ikke kun de saerlige regler om udoevelse af erhvervsvirksomhed, men ogsaa reglerne om forskellige generelle muligheder, som er fornoedne ved udoevelsen af denne virksomhed .

22 Naermere bestemt er retten til at erhverve, udnytte og afhaende fast ejendom paa en anden medlemsstats omraade et noedvendigt supplement til etableringsfriheden, saaledes som det fremgaar af Traktatens artikel 54, stk . 3, litra e ), og af den almindelige plan for ophaevelse af begraensninger i etableringsfriheden af 18 . december 1961 ( EFT specialudgave, anden serie, IX, s . 7 ).

23 Under disse omstaendigheder er den hellenske lovgivning, som opstiller restriktioner, der ikke gaelder for indlaendinge, for, at andre medlemsstaters statsborgere kan udoeve retten til at koebe eller udnytte fast ejendom, en hindring for etableringsfriheden, som er i strid med Traktatens artikel 52 .

24 Med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser er adgangen til at eje og bruge fast ejendom ligeledes garanteret ved Traktatens artikel 59, for saa vidt som denne adgang tjener til at muliggoere den faktiske udoevelse af naevnte frihed .

25 Blandt de eksempler, der naevnes i den almindelige plan for ophaevelse af begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser af 18 . december 1961 ( EFT specialudgave, anden serie, IX, s . 3 ) er muligheden for at erhverve, udnytte eller overdrage rettigheder og fast ejendom .

26 Domstolen har i denne forbindelse i oevrigt allerede statueret ( den naevnte dom af 14 . januar 1988 ), at tjenesteydere ikke kan udelukkes fra det grundlaeggende princip om ligestilling med hensyn til adgang til ejendomsret til og brug af fast ejendom . Det gaelder navnlig i det tilfaelde, der er omhandlet i Traktatens artikel 60, stk . 3 .

27 Foelgelig udgoer de restriktioner, der er fastsat i Den Hellenske Republiks lovgivning, for, at andre medlemsstaters statsborgere kan erhverve fast ejendom, fra hvilken eller i hvilken tjenesteydelsen udfoeres, en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser og er foelgelig i strid med Traktatens artikel 59 .

28 Da det er godtgjort, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Traktatens artikler 48, 52 og 59, er det ikke laengere fornoedent at tage stilling til, om der foreligger en saerskilt tilsidesaettelse af Traktatens artikel 7, idet Kommissionen ikke har anfoert andre forhold end dem, der er omfattet af Traktatens artikler 48, 52 og 59 .

29 Det fremgaar af samtlige de foregaaende betragtninger, at Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikler 48, 52 og 59, ved i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater at opretholde og anvende den eneste artikel i praesidentens dekret af 22.-24 . juni 1927 og artiklerne 1, 2, 3, 4 og 5 i undtagelseslov nr . 1366 af 2.-7 . september 1938 om retshandeler vedroerende fast ejendom, der er beliggende i de graeske graenseomraader .

Sagens omkostninger

30 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk . 2, doemmes den tabende part til at betale sagens omkostninger . Den Hellenske Republik har tabt sagen og paalaegges derfor sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til EOEF-Traktatens artikler 48, 52 og 59, ved i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater at opretholde og anvende den eneste artikel i praesidentens dekret af 22.-24 . juni 1927 og artiklerne 1, 2, 3, 4 og 5 i undtagelseslov nr . 1366 af 2.-7 . september 1938 om retshandeler vedroerende fast ejendom, der er beliggende i de graeske graenseomraader .

2 ) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger .