61987J0035

++++

Frie varebevaegelser - industriel og kommerciel ejendomsret - patentret - national lovgivning der anerkender princippet om en opfindelses relative nyhed - forenelighed med Traktatens artikel 36 - forbud mod import af et patentkraenkende produkt - berettiget foranstaltning

( EOEF-Traktaten, art . 30 og 36 )

Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin, som er karakteriseret ved, at der ikke er sket en harmonisering af medlemsstaternes patentlovgivninger, og da ingen gaeldende internationale konventioner er til hinder herfor, maa Traktatens artikel 36 fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for anvendelse af en medlemsstats lovgivning, der anerkender princippet om relativ nyhed, og som bestemmer, at et meddelt patent paa en opfindelse ikke kan erklaeres ugyldigt, blot fordi opfindelsen fremgaar af en patentbeskrivelse, som er indleveret mere end 50 aar tidligere . Naar enhver form for patentkraenkelse efter national ret som hovedregel modvirkes ved nedlaeggelse af forbud, er dette berettiget i henhold til artikel 36, for saa vidt som formaalet er at beskytte selve patentrettens vaesentlige indhold .

1 Ved kendelse indgaaet til Domstolens Justitskontor den 5 . februar 1987 har Court of Appeal, London i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 36 for at kunne tage stilling til, om visse bestemmelser i den engelske patentlovgivning, specielt princippet om "relativ nyhed", er forenelige med reglerne om frie varebevaegelser .

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag anlagt af Thetford Corporation og Thetford ( Aqua ) Products Limited ( herefter benaevnt "Thetford "), som er indehavere af flere britiske patenter vedroerende transportable toiletter, mod Fiamma SpA, som fremstiller denne type produkter i Italien, og Fiamma UK ( herefter benaevnt "Fiamma "), som indfoerer dem til Det Forenede Kongerige .

3 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den af Thetford anlagte sag mod Fiamma vedroerer kraenkelse af to britiske patenter med numrene 1 226 235 ( herefter benaevnt "patent nr . 235 ") og 1 530 155, som er blevet meddelt Thetford i medfoer af Patents Act af 1949 . De produkter, som den paastaaede kraenkelse vedroerer, er fremstillet i Italien og solgt i Det Forenede Kongerige . Thetford har ikke givet Fiamma licens, hverken i Det Forenede Kongerige, i Italien eller andetsteds .

4 Under sagens behandling ved Patents Court bestred Fiamma, at der forelaa en patentkraenkelse, og gjorde gaeldende, dels at Thetford' s patent var ugyldigt, fordi det ikke opfyldte nyhedskravet og ikke havde opfindelseshoejde, og dels, at selv om patentet var gyldigt, ville EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 indebaere en begraensning af de retsmidler, retterne i Det Forenede Kongerige burde tillade patenthaveren at benytte .

5 Efter at Patents Court havde givet Thetford medhold, indbragte Fiamma sagen for Court of Appeal, der fastslog, at da der ikke forelaa relevante afgoerelser fra Domstolen vedroerende de punkter, der blev anfoert af de sagsoegte, kunne disses anbringender ikke frakendes betydning . Court of Appeal besluttede derfor at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal :

"1 ) Er et bestaaende patent, som er meddelt i Det Forenede Kongerige i henhold til bestemmelserne i Patents Act af 1949, en industriel eller kommerciel ejendomsret, der kan kraeves beskyttet i henhold til Rom-Traktatens artikel 36, naar opfindelsen - hvis det ikke havde vaeret for bestemmelserne i den naevnte lovs section 50 - ikke ville have vaeret ny, fordi der allerede forelaa en patentbeskrivelse som omhandlet i lovens section 50 ( 1 ), litra a ) eller b )?

2 ) Hvis et saadant patent kan kraeves beskyttet som ovenfor anfoert, er det retsmiddel, der kan bringes i anvendelse i medfoer af Traktatens artikel 36 - som haevdet af de sagsoegte Fiamma - da en afgoerelse om, at der skal betales et rimeligt beloeb i licensafgift ( eller i oevrigt som vederlag ), men ikke et forbud?"

6 For en naermere redegoerelse for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de gaeldende nationale regler og de til Domstolen indgivne indlaeg henvises til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Foerste spoergsmaal

7 Med det foerste spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, om den undtagelse fra EOEF-Traktatens artikler 30-34, som er opstillet i artikel 36, foerste punktum, noedvendigvis finder anvendelse paa ethvert patent, som er meddelt i medfoer af en national lovgivning, eller om den tvaertimod ikke gaelder for patenter, som er meddelt i medfoer af princippet om relativ nyhed .

8 Princippet om relativ nyhed - saaledes som det paa det paagaeldende tidspunkt anvendtes i Det Forenede Kongeriges lovgivning - foelger af section 50 ( 1 ) i Patents Act af 1949, som bestemte foelgende :

"en opfindelse, der er gjort krav paa i en fuldstaendig patentbeskrivelse, anses ikke for at vaere kendt, blot fordi den er blevet offentliggjort i Det Forenede Kongerige :

a ) i en patentbeskrivelse indleveret i forbindelse med en patentansoegning, som er indgivet i Det Forenede Kongerige, og som er dateret mere end 50 aar foer det tidspunkt, hvor foerstnaevnte patentbeskrivelse blev indleveret,

b ) i en patentbeskrivelse, hvori der gives oplysning om opfindelsen med henblik paa en ansoegning om beskyttelse i et hvilket som helst andet land uden for Det Forenede Kongerige, naar denne er indgivet mere end 50 aar foer det naevnte tidspunkt,

c ) ..."

Ifoelge loven af 1949 kunne en paastand om, at et patent kendtes ugyldigt, derfor ikke stoettes paa en patentbeskrivelse, som var udfaerdiget i Det Forende Kongerige eller et andet land mere end 50 aar forinden .

9 Indledningsvis bemaerkes, at den nationale rets spoergsmaal - som erkendt af parterne under retsmoedet - beror paa princippet om relativ nyhed, idet det ikke var muligt i medfoer af Patents Act af 1949 at faa et patent erkendt ugyldigt, blot fordi patentbeskrivelsen var offentliggjort paa et tidspunkt, der laa forud for en i loven fastsat periode .

10 I den forbindelse bemaerkes, at indfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt som foelge af Traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, navnlig artikel 30 . I henhold til artikel 36 er disse bestemmelser dog ikke til hinder for saadanne forbud eller restriktioner vedroerende indfoersel, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret . Disse forbud og restriktioner maa dog hverken udgoere et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne .

11 Sagsoegte i hovedsagen har gjort gaeldende, at undtagelsen i artikel 36 kun kan finde anvendelse, hvis en patentret, som er indroemmet paa grundlag af en national lovgivning, opfylder visse grundlaeggende betingelser . Specielt kan et patent, som er meddelt, selv om opfindelsen ikke er ny eller har opfindelseshoejde, ikke anses for at vaere omfattet af begrebet "beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret ".

12 I den forbindelse bemaerkes - som Domstolen har statueret i dommen af 14 . september 1982 ( Keurkoop, sag 144/81, Sml . s . 2853 ) vedroerende beskyttelse af moenstre - at "paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin, og da der ikke er tilvejebragt ensartethed inden for Faellesskabets rammer eller sket en tilnaermelse af lovgivningerne, henhoerer fastsaettelsen af betingelserne for og de naermere regler om beskyttelse ... under national regulering ".

13 Sagsoegte i hovedsagen har imidlertid gjort gaeldende, at Domstolens praksis om moenstre ikke kan overfoeres til patentomraadet i betragtning af, at harmoniseringen af de nationale lovgivninger paa dette omraade er mere fremskreden og af, at der foreligger internationale konventioner, som anerkender princippet om absolut nyhed .

14 Dette kan ikke tiltraedes . Dels er der nemlig indtil nu ikke i medfoer af faellesskabsretsakter sket nogen harmonisering af medlemsstaternes nationale lovgivninger om patenter, dels kan ingen af de gaeldende internationale konventioner om patenter anfoeres til stoette for det anbringende, der er fremfoert af sagsoegte i hovedsagen . Ikrafttraedelsen af Muenchen-konventionen af 1973 om meddelelse af europaeiske patenter, som er baseret paa princippet om absolut nyhed, har ikke beroert eksistensen af nationale lovgivninger om meddelelse af patenter . I artikel 2, stk . 2, i konventionen praeciseres det udtrykkeligt, at "det europaeiske patent har i hver kontraherende stat, for hvilken det er meddelt, den samme virkning og er underkastet de samme bestemmelser som et i den paagaeldende stat meddelt nationalt patent ". Med hensyn til Strasbourg-konventionen af 1963 om samordning af visse dele af den materielle patentret bemaerkes, at denne konvention ikke kan vaere et afgoerende element ved fortolkningen af faellesskabsretten, da den traadte i kraft efter, at det omhandlede patent var blevet meddelt . Den eneste retsakt, hvis bestemmelser kan stoette sagsoegtes synspunkt med hensyn til anerkendelse af princippet om absolut nyhed i Faellesskabets retsorden, er Luxembourg-konventionen af 1975 om det europaeiske patent for faellesmarkedet . Luxembourg-konventionen er noeje knyttet til Muenchen - konventionen, men er ikke traadt i kraft .

15 Heraf foelger, jfr . Domstolens dom af 29 . februar 1968 ( Parke, Davis and Co ., sag 24/67, Sml . 1965-1968, s . 457 ), at da eksistensen af en patentret for oejeblikket kun omfattes af national lov, er en medlemsstats patentlovgivning som den her omhandlede i princippet omfattet af de undtagelser fra artikel 30, der gaelder i henhold til artikel 36 .

16 Det maa dernaest undersoeges, om anvendelsen af det naevnte princip ikke kan udgoere et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne, jfr . artikel 36, andet punktum .

17 Med hensyn til den foerste mulighed, nemlig at der er tale om et middel til vilkaarlig forskelsbehandling, kan dette argument gendrives blot ved at henvise til, at den britiske regerings befuldmaegtigede - uden at blive modsagt af de andre parter - under retsforhandlingerne anfoerte, at anvendelsen af section 50 ( 1 ) i Patents Act af 1949 ikke giver anledning til forskelsbehandling . Dels udelukker denne bestemmelse nemlig, at der tages hensyn til en patentbeskrivelse, hvori der gives oplysning om en opfindelse, hvad enten beskrivelsen er indleveret i Det Forenede Kongerige eller i en anden stat; dels sker der ingen forskelsbehandling paa grundlag af patentansoegernes nationalitet, da udenlandske statsborgere, som ansoeger om et patent i Det Forenede Kongerige, har samme rettigheder som britiske statsborgere .

18 Det maa desuden undersoeges, om anvendelsen af det omhandlede princip ikke kan give anledning til en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne .

19 Som det fremgaar af sagens akter, viser begrundelsen for reglen om relativ nyhed, at det formaal, den britiske lovgiver forfulgte ved indfoerelsen af "50 aars-reglen" i 1902, var at stoette opfinderne i deres kreative virksomhed af hensyn til industrien . Med henblik herpaa skulle den omhandlede regel goere det muligt at give en beloenning i form af meddelelse af patent, selv i tilfaelde af "genopdagelse" af en "gammel" opfindelse . I saadanne tilfaelde skulle den britiske lovgivning forhindre, at den omstaendighed, at der fandtes en tidligere patentbeskrivelse, som aldrig var blevet anvendt eller offentliggjort, foerte til, at et gyldigt udstedt patent blev erklaeret ugyldigt .

20 Under disse omstaendigheder kan en regel som "50 aars-reglen" ikke anses for at udgoere en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne .

21 Herefter maa den nationale rets foerste spoergsmaal besvares med, at artikel 36 paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for anvendelse af en medlemsstats patentlovgivning, som bestemmer, at et meddelt patent paa en opfindelse ikke kan erklaeres ugyldigt, blot fordi opfindelsen fremgaar af en patentbeskrivelse, som er indleveret mere end 50 aar tidligere .

Andet spoergsmaal

22 Med dette spoergsmaal oensker den nationale domstol i det vaesentlige oplyst, om den frit kan vaelge mellem de forskellige former for retsmidler, som ifoelge national ret kan anvendes i sager om patentkraenkelse, eller om det eneste retsmiddel, der kan anvendes i henhold til Traktatens artikel 36, er en afgoerelse om, at der skal betales et rimeligt beloeb i licensafgift ( eller i oevrigt som vederlag ), men ikke et forbud mod indfoersel af det patentkraenkende produkt fra en anden medlemsstat .

23 Fiamma har i den forbindelse anfoert, at "proportionalitetsprincippet", saaledes som det er defineret i Domstolens praksis, navnlig i dommen af 20 . maj 1976 ( De Peijper, sag 104/75, Sml . s . 613 ), ogsaa maa finde anvendelse, naar der er tale om industriel og kommerciel ejendomsret . Isaer i betragtning af de saerlige omstaendigheder i den foreliggende sag, hvor beskyttelsen i henhold til artikel 36 vedroerer et patent, som er opnaaet i medfoer af reglen om relativ nyhed, haevdes det omtvistede patents saerlige genstand allerede at vaere tilstraekkelig beskyttet ved, at der indroemmes patenthaveren ret til at opnaa et vederlag for, at det patenterede produkt bringes i omsaetning, uden at det er noedvendigt at gaa saa vidt, at der gives ham ret til at faa nedlagt et forbud .

24 Hertil bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis ( senest dom af 9 . juli 1985, Pharmon, sag 19/84, Sml . s . 2281 ) er den ret, patenthaveren har til at hindre import og markedsfoering af produkter fremstillet i henhold til en tvangslicens, en del af den materielle patentret . Dette maa saa meget mere gaelde i et tilfaelde som det foreliggende, hvor patenthaveren ikke har meddelt licens i fabrikationslandet .

25 Under disse omstaendigheder maa det andet spoergsmaal besvares saaledes, at naar enhver form for patentkraenkelse efter national ret som hovedregel modvirkes ved nedlaeggelse af forbud, er dette berettiget i henhold til artikel 36 .

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, som er forelagt af Court of Appeal, London, for ret :

1 ) Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er artikel 36 ikke til hinder for anvendelse af en medlemsstats patentlovgivning, som bestemmer, at et meddelt patent paa en opfindelse ikke kan erklaeres ugyldigt, blot fordi opfindelsen fremgaar af en patentbeskrivelse, som er indleveret mere end 50 aar tidligere .

2 ) Naar enhver form for patentkraenkelse efter national ret som hovedregel modvirkes ved nedlaeggelse af forbud, er dette berettiget i henhold til artikel 36 .