RETSMØDERAPPORT

i de forenede sager 23 og 24/87 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

Ved kontrakter af henholdsvis 8. maj og 1. april 1981 blev Mareile Aldinger og Gabriella Virgili ansat af Europa-Parlamentet som midlertidigt ansatte. De blev tilknyttet Det Europæiske Folkepartis Gruppe (herefter benævnt »PPE-gruppen«). I ansættelseskontrakten er Luxembourg anført som tjenestested.

Efter en række drøftelser, der blev indledt i 1984, besluttede PPE-gruppens bestyrelse den 10. juli 1985 at iværksætte en overflytning til Bruxelles af de rådgivere, der følger parlamentsudvalgenes arbejde, samt af deres sekretærer, så snart de nødvendige kontorer blev disponible. Under et møde den 17. juni 1986 bekræftede PPE-gruppens formandskab denne beslutning, idet det præciserede, at den, af sociale grunde, først ville blive gennemført fra juli 1987. Den 1. juli 1986 bekræftede PPE-gruppens formandskab endnu engang overflytningen til Bruxelles. Ved denne lejlighed anførtes følgende betragtninger:

»Overflytningen finder sted i juli 1987 for i videst muligt omfang at tage hensyn til de pågældendes sociale problemer, navnlig i forbindelse med skolegangen.

Under personaleudvalgets generalforsamling i Luxembourg den 29. juni havde generalsekretæren allerede orienteret personaleudvalget og de berørte personer herom.

Personaleudvalget bekræftede en række krav, det allerede havde fremført i 1985 ved skrivelse af 19. juli og i 1986 ved skrivelse af 23. maj.

Det pålægges generalsekretæren at orientere det berørte personale skriftligt.

Afdelingen for forskning og dokumentation samt finansafdelingen skal derfor forblive i Luxembourg.«

Ved skrivelse af 16. juli 1986 meddelte PPE-gruppens generalsekretær, Sergio Guccione, i henhold til fuldmagt fra formandskabet de berørte ansatte, herunder Aldinger og Virgili, at overflytningen til Bruxelles ville finde sted i juli 1987 ved skoleårets udgang. Guccione præciserede i skrivelsen, at han var indstillet på, med den enkelte ansatte, at drøfte en løsning af eventuelle personlige problemer, og at der i forbindelse med overflytningen var taget hensyn til personaleudvalgets forslag.

Ved skrivelse af 7. september 1986 til gruppens generalsekretær meddelte Aldinger, at hun tog overflytningen, der var fastsat til juli 1987, til efterretning. Hun anmodede imidlertid generalsekretæren om »i højere grad at tage hendes interesser i betragtning«, og om ligeledes, under hensyntagen til hendes familieforhold og i overensstemmelse med princippet om frivillighed i forbindelse med overflytning (omtalt i en meddelelse fra Europa-Parlamentets generalsekretær — dok. PE 107.136), »at forlænge hendes beskæftigelse i Luxembourg i det mindste indtil udløbet af hendes mands arbejdskontrakt« (fastsat til begyndelsen af 1989) og »på baggrund heraf i henhold til artiklerne 90 ff. i vedtægten for tjenestemænd og øvrige ansatte indlede de drøftelser«, der er omtalt i Gucciones skrivelse af 16. juli 1986.

Ved skrivelse af 17. september 1986 til PPE-gruppens generalsekretær indbragte Virgili ligeledes en »officiel klage, jfr. vedtægtens artikler 90 ff.« over meddelelsen om hendes overflytning til Bruxelles. Idet Virgili anførte, at princippet om frivillighed, jfr. dok. PE 107.136, fandt anvendelse på hendes tilfælde, fremhævede hun, at klagen ikke var rettet mod »selve forflyttelsen«, idet formålet snarere var at opnå en »tilstrækkelig frist« til »at løse visse familiemæssige problemer«.

Den 29. oktober 1986 besvarede PPE-gruppens formand Aldingers og Virgilis ovennævnte skrivelser.

I sine svar fastslog PPE-gruppens formand, at sagsøgerne havde indsendt deres skrivelser i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 vedrørende klager over en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden, idet han anførte, at han betragtede skrivelserne som stilet til ham i hans egenskab af ansættelsesmyndighed. Idet han meddelte, at han havde taget deres sag op til fornyet overvejelse, understregede han, at beslutningerne om overflytning »hviler på ansættelsesmyndighedens beføjelse til at organisere tjenestegrenene, jfr. tjenestemandsvedtægten (navnlig artikel 7)«, og at overflytningen til Bruxelles »opfylder kravet om at rationalisere Parlamentets arbejde og gøre det mere effektivt«. Formanden bemærkede endelig, at fristen for overflytningen var fastsat til den 1. juli 1987 for »fuldt ud at tage hensyn til« de berørte tjenestemænds »problemer af personlig og familiemæssig art«.

Herefter anlagde Mareile Aldinger og Gabriella Virgili disse to sager, der er blevet registreret på Domstolens Justitskontor den 28. januar 1987.

Ved kendelse af 13. maj 1987 har Domstolen, Første Afdeling, besluttet at forene de to sager med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Ved begæringer, indgivet til Domstolen den 1. april 1987, påstod Parlamentet de to sager afyist. Ved afgørelse af 6. juli 1987 henskød Domstolen behandlingen af dette formalitetsspørgsmål til den endelige dom.

Den 4. juni 1987 indgav Aldinger og Virgili begæring om udsættelse af de anfægtede beslutninger.

Ved to kendelser af 22. juni 1987 (23/87 R, Sml. s. 2841, og 24/87 R, Sml. s. 2847) afsagt af formanden for Første Afdeling blev beslutningerne i skrivelserne af 16. juli 1986 fra PPE-gruppens generalsekretær og af 29. oktober 1986 fra PPE-gruppens formand om den 1. juli 1987 at overflytte sagsøgerne til Bruxelles udsat, ligesom afgørelsen om omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler udsattes.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (Første Afdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

II — Parternes påstande

Maretle Aldinger har nedlagt følgende påstande:

a)

følgende beslutninger annulleres : — PPE-gruppens beslutning af juni 1984, — den af PPE-gruppens bestyrelse den 10. juli 1985 trufne beslutning, — de af PPE-gruppens formandskab den 17. juni og 1. juli 1986 trufne beslutninger samt — PPE-gruppens generalsekretærs beslutning af 16. juli 1986; PPE-gruppens formands afvisning af 29. oktober 1986 annulleres;

b)	sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger;

Gabriella Virgili har nedlagt følgende påstande :

a)

følgende beslutninger annulleres: — PPE-gruppens beslutning af juni 1984, — den af PPE-gruppens bestyrelse den 10. juli 1985 trufne beslutning, — de af PPE-gruppens formandskab den 17. juni og 1. juli 1986 trufne beslutninger samt — PPE-gruppens generalsekretærs beslutning af 16. juli 1986; PPE-gruppens formands afvisning af 29. oktober 1986 annulleres;

b)	b)der indrømmes sagsøgeren en tilstrækkelig udsættelse — dog i det mindste indtil 1. januar 1989 — på grund af hendes personlige forhold;

c)	sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Europa-Parhmentet har nedlagt følgende påstande :

—	afvisning;

—	subsidiært frifindelse;

—	der træffes afgørelse om omkostningerne i henhold til gældende regler.

III — Parternes anbringender og argumenter

Formaliteten

Europa-Parlamentet har påstået sagerne afvist, idet det har gjort gældende, at Aldingers og Virgilis breve af henholdsvis 7. og 17. september 1986 ikke kan betragtes som administrative klager i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, men som ansøgninger i henhold til artikel 90, stk. 1. I denne forbindelse har Parlamentet anført, at sagsøgerne i de nævnte skrivelser ikke anfægter beslutningen om overflytning, og at det virkelige formål, som det fremgår såvel af ordlyden som af indholdet, alene er at opnå en længere frist for gennemførelsen af overflytningen til Bruxelles.

Parlamentet har yderligere fremhævet, at Aldinger og Virgili ved at henvise til udsættelsen af overflytningen simpelt hen har accepteret det tilbud, som PPE-gruppens generalsekretær havde fremsat i skrivelsen af 16. juli 1986, om at undersøge muligheden for at finde en løsning på de personlige problemer for de tjenestemænd, som var omfattet af forflyttelsen.

Europa-Parlamentet har herefter understreget, at PPE-gruppens formand ved skrivelsen af 29. oktober 1986 afviste sagsøgernes ansøgning vedrørende udsættelsen af overflytningen. Da Aldinger. og Virgili ikke indbragte en klage over denne afvisning, jfr. vedtægtens artikel 90, stk. 2, må de af dem anlagte sager afvises, da der ikke foreligger nogen forudgående administrativ klage.

Sagsøgerne har tilbagevist Parlamentets afvisningspåstand, idet de først har anført, at vedtægtens artikel 90, stk. 1, kun vedrører akter, den ansatte selv har taget initiativet til, mens artikel 90, stk. 2, vedrører klager over akter, som hidrører fra administrationen. I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne imidlertid ved skrivelser af 7. og 17. september 1986 reageret på Parlamentets beslutning om overflytning til Bruxelles. Under disse omstændigheder kan ovennævnte skrivelser kun opfattes som klager, jfr. vedtægtens artikel 90, stk. 2.

Da PPE-gruppens formand i sine skrivelser af 29. oktober 1986 udtalte sig om, hvorvidt den række beslutninger om overflytning af de ansatte til Bruxelles, der var vedtaget af PPE-gruppens organer, var berettigede, gav han yderligere udtryk for, at han ikke havde til hensigt at besvare en ansøgning i henhold til artikel 90, stk. 1, men en klage, jfr. artikel 90, stk. 2.

Sagsøgerne har endelig fremhævet, at deres henvisning i ovennævnte skrivelser til princippet om frivillighed ved overflytning, jfr. dokument PE 107.136, helt utvetydigt viste, at de havde til hensigt at anfægte overflytningen til Bruxelles.

Realiteten

Sagsøgerne har principalt anført, at overflytningen til Bruxelles udgør en tilsidesættelse af den klausul i deres ansættelseskontrakt, hvorefter tjenestestedet er Luxembourg.

Sagsøgerne har subsidiari anført, at PPE-gruppens ovennævnte beslutninger vedrørende overflytningen til Bruxelles er ulovlige, idet de er vedtaget

—	uden forudgående høring af det paritetiske udvalg;

—	i strid med princippet om frivillighed i forbindelse med overflytning, jvf. meddelelsen af 16. juli 1986 fra Parlamentets generalsekretær (dok. PE 107.136);

—	uden at de berørte ansatte var blevet hørt forinden, således som det kræves ifølge vedtægtens artikel 38;

—	uden at der, ved udvælgelsen af de tjenestemænd, der skulle overflyttes, blev taget hensyn til tjenestens rationalisering og effektivitet, idet det anførtes, at tjenestens enhed ikke ville blive sikret, da flere rådgivere var blevet overflyttet uden sekretær /assistent.

Sagsøgerne har yderligere gjort gældende, at hver af de anfægtede beslutninger var behæftet med nærmere betegnede mangler.

Navnlig PPE-gruppens beslutning af juni 1984 er retsstridig, idet den ikke blev truffet af den kompetente myndighed, jfr. artikel 10 i gruppens forretningsorden.

Beslutningen af 10. juli 1985 truffet af PPE-gruppens bestyrelse er retsstridig, idet den dels var behæftet med tilblivelsesmangler (idet den støttes på en urigtig erklæring fra gruppens formand, hvorefter de berørte ansatte havde givet deres samtykke til overflytningen til Bruxelles), dels var blevet udstedt af et retsstridigt oprettet organ (bestyrelsen omfattede flere næstformænd end tilladt i henhold til artikel 11 i PPE-gruppens forretningsorden).

Formandskabets beslutninger af 17. juni og 1. juli 1986 er ligeledes retsstridige, idet de var behæftet med tilblivelsesmangler, fordi de blev truffet af et ulovligt oprettet organ; yderligere er de udtryk for magtoverskridelse, idet formandskabet kun har kompetence til at gennemføre bestyrelsens beslutninger.

Beslutningen af 16. juli 1986 truffet af PPE-gruppens generalsekretær må, for så vidt den ikke kan anses for en simpel meddelelse om tidligere beslutninger, annulleres på grund af magtoverskridelse, da PPE-gruppens forretningsorden ikke giver ham besluttende myndighed.

Endelig må PPE-gruppens formands afvisning af 29. oktober 1986 annulleres som følge af inkompetence og tilsidesættelse af den tidligere beslutning af 16. juli 1986.

Sagsøgerne har subsidieert gjort gældende, at man, på grund af deres personlige forhold, burde have indrømmet dem yderligere frist til overflytningen til Bruxelles.

For så vidt angår anbringendet om tilsidesættelse af ansættelseskontrakten, har Parlamentet anført, at tjenestestedet kan ændres ensidigt, såfremt der gives et varsel på mindst 3 måneder. Under alle omstændigheder er beslutningen om overflytning omfattet af ansættelsesmyndighedens frie skøn, for så vidt angår personalets placering, jfr. vedtægtens artikel 7 (ifølge artikel 10 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne finder artikel 7 analog anvendelse på midlertidigt ansatte).

For så vidt angår de anfægtede beslutningers lovmæssighed, har Parlamentet anført, at alene beslutningerne af 17. juni og 1. juli 1986 truffet af PPE-gruppens formandskab er undergivet domstolskontrol, mens beslutningen af juni 1984 er en nullitet, bestyrelsens beslutning af 10. juli 1985 er en generel retsakt, som ikke kan gøres til genstand for søgsmål, og skrivelsen af 16. juli 1986 fra gruppens generalsekretær er en simpel meddelelse om en tidligere beslutning.

For så vidt angår begrundelsen for, at de anfægtede beslutninger skulle være behæftet med mangler, har Parlamentet fremført følgende:

det paritetiske udvalg havde afgivet udtalelse allerede den 18. juli 1985 og havde under dets møder den 17. og 19. juni 1986 med tilfredshed taget til efterretning, at formandskabet havde fulgt denne udtalelse ved vedtagelsen af beslutningerne (af 17. juni og 1. juli 1986) om overflytning til Bruxelles;

meddelelsen fra Parlamentets generalsekretær (dok. PE 107.136), som sagsøgerne henviser til, er rettet til personalet ved Parlamentets generalsekretariat og vedrører ikke det af de politiske grupper ansatte personale;

sagsøgerne fik mulighed for at fremsætte deres synspunkter vedrørende overflytningen; under alle omstændigheder finder vedtægtens artikel 38 ikke analog anvendelse på midlertidigt ansatte;

da beslutningen om overflytning til Bruxelles vedrører samtlige rådgivere, som følger parlamentudvalgenes arbejde, samt deres sekretærer, er kritikken, der støttes på anvendelsen af urationelle kriterier, for så vidt angår udvælgelsen af det personale, der skulle overflyttes, uholdbar.

Parlamentet har også bestridt, at hver af de anfægtede beslutninger er behæftet med specifikke mangler. Navnlig for så vidt angår den påståede beslutning af juni 1984, har Parlamentet bemærket, at den i denne forbindelse fremførte kritik er genstandsløs, da der ikke på dette tidspunkt blev truffet nogen beslutning.

Med hensyn til den af PPE-gruppens bestyrelse den 10. juli 1985 trufne beslutning har Parlamentet bestridt, at beslutningen kan anfægtes, og herudover dels tilbagevist det af sagsøgerne anførte vedrørende de drøftelser, som fandt sted i PPE-gruppens bestyrelse, dels anført, at bestyrelsen ved beslutningens vedtagelse var lovligt sammensat, idet antallet af næstformænd var blevet forøget ved beslutningerne af 18. og 26. juli 1984.

For så vidt angår de to af PPE-gruppens formandskab den 17. juni og 1. juli 1986 trufne beslutninger, har Parlamentet gjort gældende, at de blev vedtaget i fuld overensstemmelse med reglerne i PPE-gruppens forretningsorden vedrørende kompetencefordelingen mellem de forskellige organer. I henhold til forretningsordenens artikel 10 skulle gruppens bestyrelse nemlig i det foreliggende tilfælde træffe en principbeslutning om forflyttelse til Bruxelles, mens formandskabet ifølge forretningsordenens artikel 12 havde kompetence til at træffe afgørelse om gennemførelse af overflytningen.

Med hensyn til skrivelsen af 16. juli 1986 fra PPE-gruppens generalsekretær har Parlamentet anført, at den ikke indeholder nogen selvstændig beslutning, idet den blot underretter de berørte personer om den af formandskabet trufne beslutning om forflyttelse.

For så vidt angår PPE-gruppens formands beslutning af 29. oktober 1986, har Parlamentet fremhævet, at den er truffet af ansættelsesmyndigheden, og at den ikke er i strid med indholdet af skrivelsen af 16. juli 1986 fra PPE-gruppens generalsekretær.

Med hensyn til den frist på et år til at gennemføre overflytningen har Parlamentet lagt vægt på, at forflyttelsen af en tjenestemand udelukkende sker i tjenestens interesse, jfr. vedtægtens artikel 7, hvilket Domstolen har fastslået i dom af 14. juli 1977, Geist mod Kommissionen (61/76, Sml. s. 1419). Under alle omstændigheder har Parlamentet i den foreliggende sag fuldt ud taget hensyn til de berørte ansattes personlige problemer, idet det i sidste omgang gav dem en frist på 12 måneder og fastsatte en dato, der tog hensyn til deres børns skolegang.

G. Bosco

Refererende dommer

---

( *1 ) – Processprog: Fransk.

DOMSTOLENS DOM (Første Afedling)

14. juli 1988 ( *1 )

I de forenede sager 23 og 24/87,

Mareile Aldinger, gift Tziovas, midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet, Luxembourg, ved advokat Vie Elvinger, Luxembourg, og med valgt adresse på dennes kontor, 6, rue Heine,

og

Gabriella Virgili, gift Schettini, midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet, ved advokat Lydie Lorang, Luxembourg, og med valgt adresse på dennes kontor, 6, rue Heine,

sagsøgere,

mod

Europa-Parlamentet, ved juridisk konsulent Francesco Pasetti Lombardella og kontorchef Manfred Peter som befuldmægtigede, bistået af advokat Alex Bonn, Luxembourg, med valgt adresse på dennes kontor, 22, Côte d'Eich,

sagsøgt,

angående en påstand om annulation af de af PPE-gruppen (Det Europæiske Folkepartis Gruppe) i Europa-Parlamentet trufne beslutninger om at overflytte de ansatte, der arbejder for parlamentsudvalgene, til Bruxelles,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden G. Bosco, dommerne R. Joliét og F. Schockweiler,

generaladvokat: Sir Gordon Slynn

justitssekretær: fuldmægtig B. Pastor

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 2. juni 1988,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. juni 1988,

afsagt følgende

Dom

1

Ved stævninger, indgivet til Domstolens Justitskontor den 28. januar 1987, har Mareile Aldinger og Gabriella Virgili anlagt to sager med påstand om annulation af de af PPE-gruppen (Det Europæiske Folkepartis Gruppe) trufne beslutninger om at overflytte de ansatte, der arbejder for parlamentsudvalgene, til Bruxelles.

2	Aldinger og Virgili blev ved kontrakt af henholdsvis 8. maj og 1. april 1981 ansat ved Europa-Parlamentet som midlertidigt ansatte tilknyttet PPE-gruppen i Luxembourg.

3

På grundlag af en række drøftelser i 1984 traf PPE-gruppens bestyrelse den 10. juli 1985 en beslutning om overflytning til Bruxelles af de rådgivere, der følger parlamentsudvalgenes arbejde, samt deres sekretærer, så snart de nødvendige kontorer blev disponible. Denne beslutning blev bekræftet to gange af PPE-gruppens formandskab under dets møder den 17. juni og 1. juli 1986. Under det sidste møde understregede PPE-gruppens formandskab, at »overflytningen finder sted i juli 1987 for i videst muligt omfang at tage hensyn til de pågældendes sociale problemer, navnlig i forbindelse med skolegangen«.

4

Ved skrivelse af 16. juli 1986 meddelte PPE-gruppens generalsekretær, Sergio Guccione, de pågældende ansatte, herunder de to sagsøgere, at overflytningen til Bruxelles ville finde sted i juli 1987 ved skoleårets udgang. Guccione understregede, at han, om nødvendigt, var indstillet på at finde en løsning på de ansattes personlige problemer, idet han fremhævede, at de af personaleudvalget fremsatte forslag ville blive taget i betragtning ved gennemførelsen af overflytningen.

5

Aldinger og Virgili besvarede denne meddelelse ved skrivelser af henholdsvis 7. og 17. september 1986. I sin skrivelse anførte Aldinger, at hun tog overflytningen til Bruxelles, fastsat til juli 1987, »til efterretning«. Hun anmodede ikke desto mindre ansættelsesmyndigheden om »i højere grad at tage hendes interesser i betragtning«, og om, under hensyntagen til hendes familieforhold, »at forlænge hendes beskæftigelse i Luxembourg i det mindste indtil udløbet af hendes mands arbejdskontrakt« i begyndelsen af 1989.

6

Virgili indbragte ved sin skrivelse »en officiel klage, jfr. vedtægtens artikler 90 ff.« over meddelelsen om hendes overflytning til Bruxelles, idet hun præciserede, at klagen ikke rettede sig mod »selve forflyttelsen«, men snarere gik ud på at opnå en »tilstrækkelig frist« for »at løse visse familiemæssige problemer«.

7

Den 29. oktober 1986 besvarede PPE-gruppens formand i sin egenskab af ansættelsesmyndighed sagsøgernes skrivelser. Idet han meddelte, at han havde taget deres sag op til fornyet overvejelse, understregede han, at beslutningerne om overflytning »hviler på ansættelsesmyndighedens beføjelser til at organisere tjenestegrenene, jfr. tjenestemandsvedtægten (navnlig artikel 7)«, og at overflytningen til Bruxelles »opfylder kravet om at rationalisere Parlamentets arbejde og gøre det mere effektivt«. Formanden bemærkede endelig, at fristen for overflytningen var fastsat til den 1. juli 1987 for »fuldt ud at tage hensyn til« de berørte tjenestemænds »problemer af personlig og familiemæssig art.«

8	Herefter anlagde Mareile Aldinger og Gabriella Virgili disse to sager.

9	Ved kendelse af 13. maj 1987 har Domstolen, Første Afdeling, besluttet at forene de to sager med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Ved beslutning af 6. juli 1987 henskød Domstolen en af Europa-Parlamentet rejst formalitetsindsigelse til den endelige dom.

10

Den 4. juni 1987 indgav sagsøgerne begæring om udsættelse af de anfægtede beslutninger. Ved to kendelser af 22. juni 1987 (23/87 R, Sml. s. 2841, og 24/87 R, Sml. s. 2847), afsagt af formanden for Første Afdeling blev beslutningerne i skrivelserne af 16. juli 1986 fra PPE-gruppens generalsekretær og af 29. oktober 1986 fra PPE-gruppens formand om den 1. juli 1987 at overflytte sagsøgerne til Bruxelles udsat, ligesom afgørelsen om omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler udsattes.

11	Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

12

Europa-Parlamentet har påstået sagerne afvist med den begrundelse, at Aldingers og Virgilis skrivelser af henholdsvis 7. og 17. september 1986, når henses til ordlyden, ikke kan anses for en administrativ klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, forudsatte betydning, men en ansøgning, jfr. artikel 90, stk. 1. Da sagsøgerne på grundlag af afvisningen af 29. oktober 1986 fra PPE-gruppens formand herefter direkte indbragte sagen for Domstolen, bør sagerne afvises, da der ikke forinden er indbragt en administrativ klage.

13

Dette anbringende kan ikke lægges til grund. De nævnte skrivelser må betegnes som administrative klager, idet de klart giver udtryk for sagsøgernes ønske om at anfægte ansættelsesmyndighedens beslutning om fastsættelse af fristen for overflytning til Bruxelles til juli 1987, hvilket iøvrigt bekræftes af den omstændighed, at PPE-gruppens formand i sit svar af 29. oktober 1986 udtrykkeligt betegnede de to skrivelser som »klager over en af ansættelsesmyndigheden truffet beslutning«.

14

Det bemærkes imidlertid, at sagsøgerne i deres klager kun anfægtede den frist, de havde fået inden overflytningen, og som efter deres opfattelse var for kort, idet de præciserede, at de ikke ønskede at anfægte selve beslutningen om overflytning. I deres respektive stævninger har de imidlertid fremført en række anbringender vedrørende ulovligheden af selve overflytningen til Bruxelles.

15

Uden at det er nødvendigt at fastslå, om de fremførte anbringender om ulovligheden af beslutningen om overflytning kan lægges til grund, bemærkes, at de ikke var nævnt i klagen og først blev fremsat under skriftsvekslingen for Domstolen. Det fremgår af Domstolens faste praksis, senest dommen af 20. maj 1987 (Geist mod Kommissionen, 242/85, Sml. s. 2181), at tjenestemænd kan »for Domstolen dels kun nedlægge påstande, som har samme genstand som de i klagen anførte, dels kun fremsætte indsigelser, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte«. Det følger heraf, at anbringenderne om ulovligheden af beslutningen om overflytning til Bruxelles ikke kan antages til realitetsbehandling, da de ikke var fremsat i den forudgående administrative klage. Herefter skal der alene tages stilling til det anbringende, der støttes på den påståede utilstrækkelige frist, som Parlamentet gav til gennemførelse af overflytningen.

Fristen til gennemførelse af overflytningen

16	Sagsøgerne har anført, at fristen på et år til gennemførelse af beslutningen om overflytning til Bruxelles ikke er rimelig, navnlig når henses til familiens tarv.

17

Dette anbringende kan ikke lægges til grund. Det bemærkes i denne forbindelse, at Domstolen allerede har fastslået i dom af 14. juli 1977 (Geist mod Kommissionen, 61/76, Sml. s. 1419), »at en forflyttelse af en tjenestemand i Fællesskabet ikke, selv om den kan medføre familiemæssige vanskeligheder og økonomiske ulemper, udgør en usædvanlig og uforudsigelig begivenhed i tjenestemandens karriere, når de arbejdssteder, hvor tjenestemanden kan placeres, er fordelt i flere stater, og den overordnede myndighed kan blive tvunget til at imødekomme tjenstlige krav, som indebærer en pligt for denne til at beordre en sådan overflytning«.

18	Et sådant resultat gælder så meget mere, når der er tale om midlertidigt ansatte, hvis ansættelseskontrakt kan opsiges med tre måneders varsel.

19	Det kan herefter fastslås, at fristen på et år til gennemførelse af den omhandlede overflytning er rimelig, når henses til de af denne foranstaltning berørte midlertidigt ansattes personlige interesser. Sagsøgte bør derfor frifindes.

Sagens omkostninger

20	I henhold til procesreglementet artikel 69, stykke 2, dømmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger. I henhold til procesreglementents artikel 70 bærer institutionerne imidlertid selv de udgifter, de har afholdt i sager anlagt af de ansatte ved Fællesskaberne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer DOMSTOLEN (Første Afdeling)

1) Sagsøgte frifindes.

2) Hver part bærer sine omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

Bosco Joliét Schockweiler Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 1988. J.-G. Giraud Justitssekretær G. Bosco Formand for Første Afdeling

---

( *1 ) – Processprog: Fransk.