61987C0240

++++

Hoeje Domstol .

Indtil 1985 var der to typer aarlig afgift paa motorkoeretoejer i Frankrig : for det foerste en differentieret, progressiv afgift, der blev paalagt koeretoejer, som afgiftsmaessigt var ansat til 16 CV ( afgiftspligtig motorkraft ) eller derunder, og for det andet en saerlig afgift, der blev opkraevet med et fast beloeb paa motorkoeretoejer, der var ansat til over 16 CV . Den saerlige afgift blev indfoert i 1956 og gentagne gange aendret i de foelgende aar, baade med hensyn til struktur og stoerrelse, men stoerrelsen har dog hele tiden vaeret betydeligt hoejere end den hoejeste sats for den differentierede afgift . I 1985 var den aabenbart naesten fem gange hoejere .

Ingen fransk fremstillet bil var afgiftsmaessigt ansat til mere end 16 CV . Foelgelig blev den saerlige afgift kun paalagt importerede biler, herunder biler importeret fra andre medlemsstater, mens alle fransk fremstillede biler fortsat blev paalagt afgift efter den differentierede afgifts lavere satser . I dommen af 9 . maj 1985 i sag 112/84 ( Humblot mod direktoeren for skatter og afgifter, Sml . s . 1367 ), har Domstolen statueret, at et saadant afgiftssystem er udtryk for forskelsbehandling og forbudt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 95 .

Ved artikel 18 i den franske lov nr . 85-695 af 11 . juli 1985 blev den saerlige afgift afskaffet, og de biler, som havde vaeret paalagt den, blev henfoert under den differentierede afgift, hvis satser blev justeret for at daekke disse kraftigere biler . (( Beregningsmetoden for den differentierede afgift paa disse biler blev ogsaa fundet diskriminerende, og Domstolen statuerede, at den var i strid med artikel 95, i dommen af 17 . september 1987 i sag 433/85, Feldain mod direktoeren for skatter og afgifter, men denne afgift er ikke inddraget i den foreliggende sag .)) Artikel 18 i lov nr . 85-695 indeholdt ogsaa en bestemmelse om tilbagesoegning af forskellen mellem den gamle saerlige afgift og den nye differentierede afgift . Artikel 18, stk . V, stk . 1, fastsaetter betingelserne for afgoerelsen af verserende krav, og der henvises ikke til nogen tidsfrist . Med hensyn til krav fremsat efter datoen for Humblot-dommen bestemmer artikel 18, stk . V, stk . 2, foelgende :

"Afgiftspligtige, som indgiver klage efter den 9 . maj 1985, kan opnaa refusion paa samme betingelser, hvis kravet fremsaettes inden for den i artikel R 196-1-b i livre des procédures fiscales fastsatte frist, som loeber fra datoen for betaling af den saerlige afgift ."

Den relevante passus i artikel R 196-1 i livre des procédures fiscales lyder saaledes :

"For at kunne behandles skal klage ... vaere indgivet ... senest den 31 . december i det andet aar efter det aar, hvor, alt efter tilfaeldet :

a ) ...;

b ) den anfaegtede afgift er betalt ...;

c ) den begivenhed har fundet sted, som begrunder klagen ."

Den 10 . december 1982 betalte Christian Deville, Bachy, Frankrig, den saerlige afgift til de franske afgiftsmyndigheder for en Ferrari-automobil fremstillet i en anden medlemsstat og med en afgiftspligtig motorkraft, som i Frankrig var ansat til over 16 CV . Den 31 . december 1985, ca . syv maaneder efter Humblot-dommen, kraevede han forskellen mellem denne saerlige afgift og den differentierede afgift tilbagebetalt . Ved afgoerelse af 6 . juni 1986 afslog myndighederne hans krav med den begrundelse, at det var fremsat for sent, da kravet i henhold til livre procédures fiscales artikel R 196-1-b skulle have vaeret fremsat senest den 31 . december 1984 .

Den 21 . august 1986 indbragte Deville denne afgoerelse for tribunal de grande instance de Lille . Han gjorde gaeldende, at han kunne paaberaabe sig artikel R 196-1-c i livre des procédures fiscales, hvorefter fristen begynder at loebe fra det tidspunkt, hvor den begivenhed indtraeder, som begrunder klagen, at Domstolens dom i Humblot-sagen var en begivenhed i denne bestemmelses forstand, og at hans krav var fremsat rettidigt, da det var blevet fremsat mindre end to aar efter Humblot-dommen . Den frist, der er fastsat i artikel 18, stk . V, stk . 2, i lov nr . 85-695 ved henvisning til artikel R 196-1-b i livre des procédures fiscales fratog ham hans rettigheder i henhold til faellesskabsretten og medfoerte, at Humblot-dommen ikke fik virkning i forhold til ham . De franske afgiftsmyndigheder gjorde gaeldende, at artikel 18, stk . V var gyldig og fandt anvendelse i forhold til ham . Tribunal de grande instance har paa denne baggrund forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse :

"Er det i overensstemmelse med faellesskabsrettens almindelige principper at indfoere en tidsmaessig begraensning, som det er sket ved artikel 18, stk . V, stk . 2, i lov nr . 85-695 af 11 . juli 1985, af den med tilbagevirkende gyldighed gennemfoerte ophaevelse af den saerlige afgift for motorkoeretoejer paa mere end 16 CV, som blev erklaeret for stridende mod Rom-Traktatens artikel 95 ved Domstolens dom i sag 112/84 af 9 . maj 1985?"

Deville har anfoert, at det fremgaar af en af Domstolens tidligere afgoerelser om en faellesskabsretsregel, at retsreglen fra tidspunktet for dens ikrafttraeden har virkning for baade fortidige og fremtidige retsforhold, og at medlemsstaterne ikke er befoejede til at begraense en saadan virkning i tid, som det skete ved artikel 18, stk . V, afsnit 2 . Han har derfor anfoert, at svaret paa det forelagte spoergsmaal boer vaere, at Domstolens Humblot-dom paalaegger den franske stat en forpligtelse til at tilbagebetale den saerlige afgift for hele afgiftsperioden .

Den franske regering har paaberaabt sig Domstolens praksis, hvorefter procedureregler for tilbagesoegning af nationale afgifter, der er paalagt i strid med faellesskabsretten, i mangel af harmoniseringsbestemmelser indfoert af faellesskabslovgiver skal fastsaettes efter hver medlemsstats nationale retsorden . Den har anfoert, at svaret paa det forelagte spoergsmaal boer vaere, at faellesskabsretten ikke udelukker, at der fastsaettes en frist for krav om tilbagebetaling, da det tilkommer hver medlemsstat at fastsaette betingelserne for tilbagesoegning af afgifter, som er erklaeret for stridende mod faellesskabsretten .

Den irske regering har anfoert, at det forelagte spoergsmaal boer besvares bekraeftende, nemlig saaledes, at en frist som den i artikel 18, stk . V, afsnit 2, omhandlede er i overensstemmelse med faellesskabsretten, da Raadet ikke har udstedt relevante harmoniseringsbestemmelser, og da der ifoelge dommen i sag 33/76 ( Rewe mod Landwirtschaftskammer Saarland, Sml . 1976, s . 1989 ), ikke i henhold til faellesskabsretten bestaar noget krav om fastsaettelse af nye frister eller forlaengelse af frister for tilbagesoegning, som er udloebet i henhold til national ret .

Kommissionen har fremhaevet, at selv om proceduren for tilbagesoegning af nationale afgifter, der er blevet opkraevet i strid med faellesskabsretten, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin bestemmes af national ret, maa de nationale bestemmelser ikke goere det umuligt i praksis at udoeve rettigheder udledt af faellesskabsretten . Den franske lov nr . 85-695 er i strid med denne regel, fordi dens toaarsfrist bevirker, at Domstolens dom i Humblot-sagen, som ikke begraensede sit anvendelsesomraade, ikke faar den tilsigtede virkning .

Udgangspunktet er efter min opfattelse, at naar Domstolen traeffer afgoerelse i henhold til artikel 177 vedroerende fortolkningen og raekkevidden af en faellesskabsretsregel, gaelder Domstolens dom for alle nationale foranstaltninger og individuelle transaktioner, som er omfattet af denne regel, uanset om de finder sted foer eller efter datoen for domme : se f.eks . sag 61/79, Amministrazione delle finanze dello Stato mod Denkavit italiana ( Sml . 1980, s . 1205 ), som for nylig blev bekraeftet i praemis 11 i dommen af 2 . februar 1988 i sag 309/85, Barra mod den belgiske stat ( Sml . s . 355 ). Undtagelsesvis kan Domstolen, og kun Domstolen, begraense den tidsmaessige virkning af sin afgoerelse, saaledes at den kun gaelder for fremtiden : sag 43/75, Defrenne mod Sabena ( Sml . 1976, s . 455 ); Denkavit; Barra, praemisserne 12 og 13 . Humblot-dommen er ikke blevet begraenset paa denne maade . Foelgelig gaelder den retsforhold, som opstod og blev stiftet, foer den blev afsagt . Saaldes gaelder den i princippet for betalinger af den saerlige afgift for motorkoeretoejer med en afgiftspligtig motorkraft paa over 16 CV, som blev foretaget foer 9 . maj 1985 . Saadanne betalinger er i strid med EOEF-Traktatens artikel 95, selv om de blev foretaget foer datoen for Humblot-dommens afsigelse .

Det staar dog ogsaa fast, at de processuelle betingelser for tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten, fastsaettes ved hver medlemsstats nationale retsorden, naar der ikke findes faellesskabsbestemmelser herom, dog med forbehold af to betingelser . For det foerste maa de i national lovgivning fastsatte processuelle regler for soegsmaal til tilbagesoegning af nationale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten ikke vaere mindre gunstige end bestemmelser om tilsvarende soegsmaal af national karakter, og for det andet maa betingelserne ikke goere det umuligt i praksis at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten, som de nationale domstole er forpligtede til at beskytte ( se sag 33/76, Rewe, foernaevnt ).

Hvis nogen af disse to betingelser tilsidesaettes, er de nationale processuelle regler ikke forenelige med faellesskabsretten . Saaledes har Domstolen statueret, at nationale bestemmelser om bevis, som er udformet saaledes, at de goer det umuligt eller yderst vanskeligt at gennemfoere en tilbagesoegning af nationale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten, er uforenelige med faellesskabsretten ( se sag 199/82, Amministrazione delle finanze dello Stato mod San Giorgio, Sml . 1983, s . 3595, som bekraeftes i de forenede sager 331, 376 og 378/85, Les fils de Jules Bianco mod Directeur général des douanes, dom af 25 . februar 1988, Sml . s . 1099, dom af 24 . marts 1988 i sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml . s . 0000 ). Tilsvarende er en frist i national lovgivning, som beroever enkeltpersoner retten til at opnaa tilbagebetaling af beloeb erlagt i strid med faellesskabsretten, uforenelig med faellesskabsretten og kan ikke paaberaabes imod klagere : se Barra-dommen, hvor Domstolen statuerede ( i praemis 19, at en lovbestemmelse, hvorefter kun personer, der havde gjort tilbagesoegningskravet gaeldende foer afsigelsen af Gravier-dommen den 13 . februar 1985 ( Sml . s . 593 ), kunne faa afgiften tilbagebetalt, fratog personer, som ikke havde gjort saadanne krav gaeldende, retten til at faa tilbagebetalt erlagte beloeb, som ikke skulle erlaegges, og gjorde det umuligt for dem at paaberaabe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved EOEF-Traktaten . Foelgelig statuerede Domstolen, at den nationale ret, som var forpligtet til at anvende faellesskabsretten fuldt ud og vaerne de rettigheder, som faellesskabsretten tillaegger de retsundergivne, skulle undlade at anvende en saadan national lovbestemmelse .

Artikel 18, stk . V i lov nr . 85-695 begraenser ikke, som den i Barra-sagen omhandlede lovbestemmelse, krav om tilbagebetaling til de krav, der allerede er fremsat paa datoen for Domstolens dom i Humblot-sagen . Ikke desto mindre begraenser den saadanne krav til de krav, der er fremsat inden for den i artikel R 196-1-b fastsatte periode, og efter min mening er det uden betydning, om artikel 18, stk . V opfattes som fastsaettelse af en ny tidsfrist eller, som jeg mener, som en begraensning til én af de allerede bestaaende generelle frister .

Det er min opfattelse, at hvis en national domstol finder, at bestemmelsen i artikel R 196-1-b i henhold til gaeldende national ret paa datoen for Humblot-dommen var den eneste relevante frist, er en bestemmelse som den ved artikel 18, stk . V i lov nr . 85-695 indfoerte ikke uforenelig med faellesskabsretten . Som Domstolen fandt i sag 33/76, Rewe, goer fastsaettelse af rimelige frister det ikke umuligt i praksis at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten, som de nationale domstole er forpligtede til at respektere .

En frist er berettiget af hensyn til retssikkerheden : den i artikel R 196-1-b fastsatte frist kan efter min opfattelse ikke siges at vaere urimelig . Hvis det var den eneste relevante frist, har artikel 18, stk . V ikke kraenket nogen bestaaende rettighed .

Paa den anden side mener jeg, at national lovgivning, som indfoeres efter en afgoerelse fra Domstolen, og som paavirker allerede bestaaende frister og begraenser virkningen af Domstolens dom, er uforenelig med faellesskabsretten .

Det er mit indtryk, at lovgivningsmagten her har haft til hensigt at begraense virkningen af Humblot-dommen . Om den "aendring", der blev indfoert ved artikel 18, blev det specielt forklaret i Nationalforsamlingen, at den blev indfoert ud fra oensket om at begraense de eventuelle oekonomiske konsekvenser af Humblot-dommen ( andet moede den 20.6.1985 ).

Det relevante spoergsmaal er imidlertid, om artikel 18, stk . V havde denne virkning . Hvis Deville, som han haevder, uden artikel 18, stk . V kunne have paaberaabt sig artikel R 196-1-c i livre des procedures fiscales som del af den generelle lovgivning, eller hvis han, som det synes at vaere blevet antaget af tribunal de grande instance, Chambéry, den 11 . juni 1987 i Gorlier mod Services fiscaux ( Gazette du Palais, 17 . og 19.1.1988, s . 12 og 13 ), kunne have paaberaabt sig 30-aarsfristen i Code civil, indebaerer artikel 18, stk . V, at der goeres indgreb i hans rettigheder, og at virkningen af Humblot-dommen begraenses . Udtrykt paa en anden maade goer bestemmelsen det umuligt for ham i praksis at udoeve sine rettigheder i henhold til faellesskabsretten, som nationale domstole er forpligtede til at beskytte . I begge tilfaelde er den tilsigtede begraensning ugyldig som stridende mod faellesskabsretten og kan ikke paaberaabes for nationale domstole imod krav om tilbagebetaling af nationale afgifter paalagt i strid med Traktatens artikel 95 .

Foelgelig boer det forelagte praejudicielle spoergsmaal efter min opfattelse besvares efter foelgende retningslinjer :

"Det er ikke i overensstemmelse med faellesskabsrettens almindelige principper at indfoere en tidsmaessig begraensning, som det er sket ved artikel 18, stk . V i lov nr . 85-695 af 11 . juli 1985, efter at Domstolen har truffet praejudiciel afgoerelse om, at en national afgift er i strid med Traktaten, hvis denne frist er kortere end den frist, som eller ville gaelde i henhold til den for tidspunktet for Domstolens afgoerelse gaeldende lovgivning i den paagaeldende medlemsstat ."

Den franske regerings, den irske regerings og Kommissionens omkostninger kan ikke godtgoeres . Det tilkommer den nationale ret at traeffe afgoerelse om Deville' s omkostninger .

(*) Oversat fra engelsk .