RETSMØDERAPPORT

i sag 236/86 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder

British Steel Corporation (herefter benævnt »BSC«) i Det Forenede Kongerige fremstiller en lang række stålprodukter, navnlig forskellige former for fladstål (i produktgrupperne la, Ib, Ic og II efter Fællesskabets ordning for jern- og stålindustrien). Det sagsøgende selskab fremstiller udelukkende stål i produktgruppe II. Det britiske selskab Alpha Steel Ltd, som på nuværende tidspunkt kun fremstiller og sælger halvfabrikata (der ikke er omfattet af kvotaordningen), var tidligere en mellemstor virksomhed, som havde specialiseret sig i fremstilling af varmvalsede bredbånd på sin fabrik i Newport (Wales).

I henhold til en aftale, indgået i 1985 mellem BSC og Alpha Steel, oprettede sidstnævnte et nyt selskab, Newport Plant Company Ltd (herefter benævnt »NPCL«), der overtog anlægget i Newport. BSC erhvervede samtlige aktier i NPCL, som herefter overtog anlægget i Newport. Den herved gennemførte »koncentration«, jfr. EKSF-Traktatens artikel 66, blev godkendt af Kommissionen den 30. september 1985. Anlægget i Newport blev lukket på et senere tidspunkt, men parterne er uenige om hvornår. Kommissionen nævner den 13. og 20. december 1985, mens sagsøgerne hævder, at lukningen skete allerede i 1984.

I henhold til EF's kvotaordning for jern- og stålindustrien rådede Alpha Steel senest over årlige referencer (som er grundlag for beregningen af kvoterne) i gruppe la (varmvalsede bredbånd, dvs. de produkter, der blev fremstillet på anlægget i Newport), på 395392 tons produktionsreferencer og 385308 tons leveringsreferencer på det fælles marked. Den maksimale produktionskapacitet ved anlægget i Newport udgjorde 1040000 tons pr. år og udnyttelsesgraden var mindre end 25%.

Ved skrivelse nr. SG (86) D/3794 af 26. marts 1986 gav Kommissionen BSC meddelelse om selskabets nye referencer fra første kvartal 1986. Udover Alpha Steel's oprindelige referencer tildelte Kommissionen BSC supplerende produktionsreferencer på 345108 tons og leveringsreferencer på 228892 tons, dvs. i alt 740500 tons produktionsreferencer og 614200 tons leveringsreferencer. I stedet for udelukkende at tildele disse mængder i gruppe la (den eneste gruppe, hvori Alpha Steel rådede over referencer), fordelte Kommissionen dem på samtlige de fladstålprodukter, der var fremstillet af BSC, i forhold til BSC's referencer i de enkelte produktgrupper.

Forinden havde BSC disponeret over følgende referencer for fladstål:

(i tons)
Produktgruppe	Produktion	Levering
la	2 285 752	2 052 480
Ib	1 952 772	1 496 300
Ic	497 384	426 892
II	1 320 288	1 047 048

I overensstemmelse med nævnte fordelingsnøgle forhøjede Kommissionen herefter referencemængderne på følgende måde:

(i tons)
Produktgruppe	Produktion	Levering
Ia	+ 279 900	+ 251 300
Ib	+ 238 400	+ 182 700
Ic	+ 60 700	+ 52 100
II	+ 161 500	+ 128 100
	+ 740 500	+ 614 200

Det sagsøgende selskab blev bekendt med Kommissionens beslutning ved en skrivelse af 14. maj 1986, som selskabet modtog fra Foreningen af Europæiske Stålvirksomheder (Euro f er).

Skrivelsen indeholdt følgende passus om anlægget i Newport:

»Newport Plant Company (begyndelsestidspunkt for integrationen: første kvartal 1986).

Efter overtagelsen af Newport tilpassede Kommissionen BSC's referencemængder i henhold til artikel 13, nr. 1 og 4. I mellemtiden er anlægget i Newport blevet lukket.

Referencerne er ændret som følger: ...«

Ved skrivelse af 27. maj 1986 gav Kommissionen tillige Eurofer meddelelse om de referencer, der var fastsat for andet kvartal af 1986. Også denne skrivelse blev sagsøgeren bekendt med.

Den i sagen til BSC rettede beslutning er truffet af Kommissionen i henhold til artikel 13, nr. 1 og 4 i Kommissionens beslutning nr. 3485/85/EKSF af 27. november 1985 om forlængelse af overvågningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 340, s. 5).

Artikel 13 lyder således:

»I tilfælde af, at virksomheder eller virksomhedsgrupperinger, som er underkastet systemet med produktionskvoter, gennemfører en koncentration, en udskillelse eller opretter nye fælles virksomheder efter den 1. januar 1984 eller foretager sådanne foranstaltninger, medens den nuværende beslutning er i kraft, træffer Kommissionen for referenceproduktionerne og -mængderne dog ikke for de referencer, som fremgår af anvendelsen af artikel 16 ud fra det enkelte tilfælde følgende foranstaltninger:

1)

I tilfælde af koncentration i henhold til Traktatens artikel 66, som er godkendt i henhold til denne artikel, udgøres referenceproduktionen og referencemængderne af summen af de referencer, som forud var beregnet for hver af de virksomheder, som er med i koncentrationen. Referenceproduktionerne og referencemængderne for de virksomheder, som koncentreres, nedsættes med en andel svarende til leverancerne af produkter underkastet kvoter, som forarbejdes til andre produkter underkastet kvoter, foretaget i referenceperioden mellem disse virksomheder. Dersom en af de koncentrerede virksomheder ikke har nogen referencer som følge af de grænser, der er fastsat i artikel 4, stk. 4, i den generelle beslutning, som er i kraft på det tidspunkt, hvor koncentrationen finder sted, finder artikel 4, stk. 5, anvendelse.

2)

I tilfælde af opdeling af koncentrerede virksomheder meddeler disse virksomheder Kommissionen deres indbyrdes fordeling af de referenceproduktioner og de referencemængder, som den gruppe de var del af, tidligere havde fået tildelt. Dersom virksomhederne ikke kan blive enige om denne fordeling, fordeler Kommissionen gruppens referenceproduktion og -mængder mellem virksomhederne. Kommissionen kan handle på samme måde, hvis virksomhederne er under opdeling, eller hvis deres adfærd kan true produktionskvotesystemets funktion.

3)

Dersom der oprettes nye uafhængige virksomheder af en eller flere virksomheder, som overdrager de førstnævnte anlæg, som tidligere var en del af de oprettende virksomheders produktionsapparat, meddeler virksomhederne Kommissionen deres indbyrdes fordeling af de referenceproduktioner og referencemængder, som tidligere var tildelt de oprettende virksomheder selv.

4)	Kommissionen foretager de tilpasninger, der måtte vise sig nødvendige, i givet fald på grundlag af en udtalelse fra en ekspertgruppe.«

Beslutning nr. 3485/85/EKSF afløste Kommissionens beslutning nr. 234/84/EKSF af 31. januar 1984 om forlængelse af overvågningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 29, s. 1). Efter denne beslutnings artikel 13 havde Kommissionen ingen beføjelse til at foretage »tilpasninger« i tilfælde af virksomhedskoncentrationer, men kun ved opdeling eller oprettelse af nye virksomheder. Af denne grund indeholder den nye beslutning følgende forklaring i den ottende betragtning (jfr. betragtningens andet afsnit):

»Beslutning nr. 234/84/EKSF giver Kommissionen mulighed for at foretage de fornødne tilpasninger i tilfælde af deling af virksomhedsgrupperinger eller oprettelse i fællesskab af uafhængige virksomheder. Denne mulighed bør udvides til også at gælde virksomhedskoncentrationer, især hvis disse indebærer lukninger af valseværker (varmvalsning), der medfører en usædvanlig stor kapacitetsnedskæring, såfremt denne hverken udlignes gennem kapacitetsudvidelser eller er at betragte som modydelse for støtte.«

Derimod indeholdt beslutning nr. 234/84/EKSF en bestemmelse, som ikke blev gentaget i beslutning nr. 3485/85/EKSF, nemlig artikel 14 B, hvis stk. 1 lød som følger:

»Kommissionen kan tildele tillægskvoter til en virksomhed, som efter den 1. januar 1980 har gennemført mindst 85% af den samlede reduktion af produktionskapaciteten, som er fastsat i dens omstruktureringsplan, og de reduktioner, som Kommissionen eventuelt har krævet i sine beslutninger vedrørende støtte til jern- og stålindustrien.«

I den tidligere beslutnings syvende betragtning hed det endvidere,

»det har vist sig nødvendigt i højere grad at tilskynde virksomhederne til hurtige omstruktureringer ved at stramme bestemmelserne i denne artikel (dvs. artikel 14 B); de tillægskvoter, der kan ydes i denne anledning, er forøget, og den del af omstruktureringen, der skal være foretaget for at opnå tillægskvoter, er ligeledes forøget, idet det således kræves af virksomhederne, at de gør en yderligere indsats, der samtidig giver en betydelig større fordel«.

Ved forberedelsen af beslutning nr. 3485/85/EKSF påtænkte Kommissionen at opretholde bestemmelsen i artikel 13 uændret, men at styrke bestemmelsen i artikel 14 B for at anspore virksomhederne til at nedsætte deres kapacitet yderligere. Ved sin behandling gav Rådet imidlertid ikke det fornødne samtykke hertil i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 1, hvorefter Kommissionen trak sit forslag vedrørende artikel 14 B tilbage. Kommissionen gav derpå artikel 13 sin nuværende udformning efter afstemningen i Rådet.

II — Skriftveksling og parternes påstande

Ved stævning, indgået til Domstolens Justitskontor den 5. september 1986, har selskabet Dillinger Hüttenwerke AG anlagt nærværende sag mod Kommissionen.

Ved stævning, indgået til Domstolens Justitskontor den 24. juin 1986, har selskaberne Usinor og Sacilor anlagt sag mod Kommissionen (sag 150/86) med påstand om annulation af den samme til BSC rettede individuelle beslutning. Ved kendelse af 9. juni 1987 bar Domstolen forenet sagerne 150/86 og 236/86 under den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Ved skrivelse, indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. januar 1988, har sagsøgerne i sag 150/86 imidlertid hævet sagen.

Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse og har i medfør af procesreglementets artikel 95, stk. 1, henvist sagen til Sjette Afdeling. Den har endvidere opfordret parterne til at besvare visse spørgsmål skriftligt og Kommissionen til at fremlægge visse dokumenter. Kommissionen har efterkommet opfordringen inden for de fastsatte frister.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1)

den af Kommissionen i medfør af artikel 13, stk. 1 og 4, i beslutning nr. 3485/85/EKSF trufne beslutning om at forhøje British Steel Corporation's (BSC) referencer i produktgrupperne la, Ib, Ic og II annulleres: — for så vidt disse forhøjelser overstiger summen af de referencer, BSC og Alpha Steel Ltd rådede over til deres anlæg i Newport, før BSC overtog anlægget, — og for så vidt Kommissionen, som følge af, at BSC erhvervede Newport, har tildelt BSC forhøjede referencer inden for produktgrupper, hvori Newport overhovedet ikke havde nogen referencer før erhvervelsen;

2)	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1)	afvisning, subsidiært frifindelse;

2)	sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

III — Parternes anbringender og argumenter

1. Formaliteten

Kommissionen har gjort gældende, at sagen er for sent anlagt og derfor bør afvises. Sagsøgeren har ikke overholdt den i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3, fastsatte frist på en måned fra tidspunktet for beslutningens meddelelse eller offentliggørelse. Når en beslutning ikke er blevet meddelt eller offentliggjort, skal fristen, jfr. EØF-Traktatens artikel 173, stk. 3, anses for igangsat på det tidspunkt, da den berørte tredjemand får kendskab dertil.

Der må ganske vist stilles visse krav til kundskabserhvervelsen. Enmånedsfristen kan således først anses for at løbe fra det tidspunkt, da den pågældende får kendskab til beslutningens væsentligste indhold, og uanset hvorledes dette sker. Kommissionen har i den forbindelse henvist til Domstolens dom af 5. marts 1980 (Könecke, 76/79, Smi. s. 665). I nærværende sag fik sagsøgeren mulighed for at gøre sig bekendt med beslutningens nøjagtige indhold i kraft af skrivelsen fra Eurofer.

Sagsøgeren har gjort gældende, at søgsmålsfristen overhovedet ikke er begyndt at løbe, da beslutningen hverken er blevet meddelt eller offentliggjort.

Selv om Kommissionens opfattelse lægges til grund, finder sagsøgeren det uberettiget at anvende enmånedsfristen på en beslutning, der ikke var rettet til sagsøgeren selv. Normalt får tredjemand ikke kendskab til en beslutnings fulde ordlyd og behøver derfor længere tid for at blive klar over, om han bør anlægge sag. Af hensyn til princippet om borgernes ret til domstolsprøvelse af beslutninger, truffet af offentlige myndigheder, er en forlængelse af fristen nødvendig. I tysk forvaltningsret gælder der således en etårsfrist i sådanne tilfælde i stedet for en énmånedsfrist.

Endvidere bør begrebet »kendskab« fortolkes således, at tredjemand skal være fuldt informeret om beslutningen, dvs. have erhvervet sig et nøjagtigt kendskab til dens indhold og begrundelse. Dette har støtte i Domstolens dom af 5. marts 1986 (Tezi Textiel, 59/84, Smi. s. 916).

Det sagsøgende selskab fik imidlertid først kendskab til beslutningens nøjagtige ordlyd og begrundelse på det tidspunkt, da det modtog svarskriftet i sagen, hvorfor søgsmålet ikke kan antages at være anlagt for sent.

2. Realiteten

Sagsøgeren har fremført flere anbringender, som i det væsentlige er, at der er begået magtfordrejning samt handlet i strid med EKSF-Traktaten.

a) Ingen hjemmel

Sagsøgeren har herom gjort gældende, at artikel 13 i beslutning nr. 3485/85/EKSF ikke indeholder gyldig hjemmel for tildeling af supplerende referencemængder. Artikel 13, nr. 1, bestemmer nemlig udtrykkeligt, at en virksomhedskoncentration ikke kan tildeles større referencer end summen af de referencer, der i forvejen tilkom de koncentrerede virksomheder. Heller ikke nr. 4 indeholder nogen hjemmel til at forhøje referencerne og finder kun anvendelse på de tilfælde, der er omhandlet i nr. 2 og 3. Kun i disse tilfælde har det nogen mening at indhente en udtalelse fra en ekspertgruppe, som fastsat i nr. 4, da en sammenlægning af referencerne ved en sammenslutning er en helt simpel beregning.

Såfremt man ville anvende nr. 4 ved koncentrationer for at anspore virksomhederne til at foretage lukninger, ville man komme i strid med ordningen i artikel 13 og virke utroværdig. Der findes ingen saglig grund til ikke at anvende en sådan bestemmelse generelt på samtlige jern- og stålvirksomheder. I den forbindelse anfører sagsøgeren navnlig, at der ikke er forbundet større udgifter med en koncentration end med andre dispositioner.

Sagsøgeren finder ikke, at det er et egnet middel til at nedbringe overkapaciteten, at man begrænser tildelingen af de supplerende referencer til de tilfælde, som er omhandlet i artikel 13. Det er tillige i strid med ordlyden i nr. 4 at anvende denne bestemmelse til ansporing af lukninger, da bestemmelsen taler om »nødvendige« tilpasninger.

Med hensyn til tildeling af referencer inden for produktgrupper, som ikke er berørt af virksomhedskoncentrationen, er der ikke tale om »tilpasning«. Desuden vil det være i strid med opbygningen i beslutning nr. 3485/85/EKSF, hvis artikel 15, stk. 3, for så vidt angår lukning af et anlæg kun indeholder meget begrænsede muligheder for at overføre referencer til en anden produktgruppe, og kun i forbindelse med nedsættelse af referencerne.

De supplerende referencer, der blev tildelt i denne sag, kan heller ikke begrundes med henvisning til den ottende betragtning (afsnit 1) i beslutning nr. 3485/85/EKSF.

Efter Kommissionens opfattelse fremgår det klart af artikel 13's ordlyd og opbygning, at nr. 4 vedrører såvel de tilfælde, der er omhandlet i nr. 1, som i nr. 2 og 3. Dette bekræftes endvidere af ottende betragtning, om end denne ikke i sig selv udgør fornødent retsgrundlag.

Ved koncentrationer er tildeling af supplerende referencer et økonomisk set fornuftigt og hensigtsmæssigt middel til at nedsætte kapaciteten. I så henseende må der være en vis ansporing og belønning. Den omstændighed, at tildelingen af disse referencer er begrænset til koncentrationer, skyldes de særlige udgifter, som på grund af kvoteordningen er forbundet med lukningerne. Den af køberen erlagte købesum omfatter ikke blot det produktionsanlæg, som skal lukkes, men også de hermed forbundne referencer. Lukningen af en virksomheds eget anlæg, hvor der ikke er tale om en koncentration, indebærer således færre udgifter og behøver følgelig ikke så stærk en ansporing eller så store belønninger.

De ifølge artikel 13, nr. 4, »nødvendige tilpasninger« er ikke indskrænket til tilpasninger inden for én og samme produktgruppe. Kommissionen råder på dette punkt over en vid skønsbeføjelse. Kommissionen var følgelig berettiget til at fordele referencerne på samtlige de af BSC fremstillede fladstålprodukter under hensyn til selskabets struktur og derved undgå en overdreven koncentration inden for én enkelt produktgruppe, hvilket ville have været skadeligt for markedet.

b) Manglende samtykke fra Rådet

Sagsøgeren har herom gjort gældende, at selv om det forudsættes, at artikel 13 indeholder hjemmel til udstedelse af den anfægtede beslutning, blev der ikke givet det efter EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 1, nødvendige samtykke til udfærdigelsen af artikel 13, i hvert fald ikke til den fortolkning, Kommissionen anlægger af bestemmelsen.

Efter sagsøgerens opfattelse har Kommissionen forsøgt at benytte artikel 13, nr. 4, i beslutning nr. 3485/85/EKSF til, ad bagvejen, at opnå det samme resultat, som den ønskede gennemført med sit forslag til artikel 14 B, som Rådet udtrykkeligt afslog, og som Kommissionen derefter trak tilbage. Kommissionen har selv under sagen 44/86 (Stahlwerke Peine-Salzgitter, dom af 14. juli 1988, Sml. s. 4309, 4332) erkendt, at den var ubeføjet til at vedtage en foranstaltning, hvortil Rådet ikke havde givet sit udtrykkelige samtykke.

Kommissionen har gjort gældende, at Rådet og Kommissionen i samråd bestemmer, hvorledes de nærmere vil tilrettelægge deres indbyrdes samarbejde (jfr EKSF-Traktatens artikel 26). Rådet har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet, at Kommissionen skulle have misforstået eller misbrugt Rådets samtykke. Rådet må derfor antages at have givet det nødvendige samtykke til vedtagelsen af beslutning nr. 3485/85/EKSF.

Endvidere fortolkes kravet om, at der skal være indhentet samtykke fra Rådet, efter sædvanlig praksis på den måde, at det ikke er nødvendigt at foretage afstemning om hvert enkelt detailspørgsmål. Således udarbejder Kommissionen i overensstemmelse med de den tillagte beføjelser og efter indhentning af Rådets skriftlige godkendelse et udkast til beslutning, hvori der tages behørigt hensyn til Rådets synspunkter. Det er berettiget at anlægge en så fleksibel fortolkning af betingelsen om indhentning af »Rådets samtykke« idet det ofte viser sig ved den endelige udfærdigelse af beslutningen, at det er nødvendigt at indføje supplerende bestemmelser. På ny at skulle anlægge sådanne spørgsmål til afgørelse for Rådet er politisk set uacceptabelt og ofte uigennenførligt i praksis.

Kommissionen finder, der er den nødvendige konsekvens mellem disse argumenter og dens argumentation i sag 44/86. Så længe Kommissionen ikke har fået et udtrykkeligt afslag fra Rådet, må den råde over en vis frihed ved den endelige udformning af beslutningen. Rådets afslag vedrørte blot artikel 14 B, som herefter blev trukket tilbage. Det fremgår endvidere klart, hvilket formål Kommissionens tilstræbte med artikel 13, nr. 4, i hvert fald, når man læser beslutningens betragtninger.

c) Magtfordrejning ved at anvende artikel 13 i strid med dens formål

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har anvendt artikel 13, nr. 4, i beslutning nr. 3485/85/EKSF i strid med formålet og varetaget økonomiske hensyn med bestemmelsen, som Rådet har taget afstand fra. Kommissionen har derved gjort sig skyldig i magtfordrejning. Situationen kan sammenlignes med den, der forelå i de forenede sager 140, 146, 211 og 226/82 (jfr. dom af 21. februar 1984, Walzstahl-Vereinigung og Thyssen, Sml. s. 951).

Sagsøgeren anfører endvidere, at magtfordrejningen i denne sag er særligt åbenbar, fordi anvendelsen af artikel 13, nr. 4, i beslutning nr. 3485/85/EKSF — i den fortolkning, Kommissionen anlagde af bestemmelsen — fra begyndelsen af var udtænkt særligt med henblik på det konkrete tilfælde BSC /Newport, som var kendt allerede før vedtagelsen af den generelle beslutning.

Kommissionen har gjort gældende, at der ikke med beslutningen blev tilstræbt et formål, som Rådet havde forkastet. Det af Rådet godkendte formål var nemlig at gøre det lettere at nedskære overskudskapaciteten. Erfaringen med anvendelsen af artikel 13, nr. 4, i beslutning nr. 3485/85/EKSF havde været positiv. Bestemmelsen var ikke blevet affattet særligt med henblik på det konkrete tilfælde i den foreliggende sag, men var allerede blevet anvendt flere gange i forvejen.

d) Tilsidesættelse af princippet om forbudet mod forskelsbehandling

Sagsøgeren har gjort gældende, at forbudet mod forskelsbehandling i EKSF-Traktatens artikel 4, litra b), er blevet tilsidesat på to punkter.

For det første stiller den anfægtede beslutning uden saglig begrundelse de virksomheder ufordelagtigere, der i lighed med den sagsøgende virksomhed i tide har gennemført omstruktureringsforanstaltninger. Herved straffes de pågældende virksomheder, samtidig med, at beslutningen begunstiger de virksomheder, der allerede for flere år siden burde have lukket deres urentable anlæg — således som det var tilfældet med anlægget i Newport — men som ventede på, at Kommissionen tildelte dem gunstigere modydelser, end der tidligere havde gjaldt.

Forbudet mod forskelsbehandling er endvidere blevet tilsidesat i relation til de virksomheder, som nu er i gang med at fortage lukninger af produktionsanlæg, men ikke opfylder de særlige betingelser i artikel 13 i beslutning nr. 3485/85/EKSF. Sagsøgeren finder det uberettiget, at disse virksomheder udelukkes fra supplerende referencer.

Kommissionen har gjort gældende, at forbudet mod forskelsbehandling ikke kan fortolkes så vidt, som sagsøgeren har gjort. Fulgte man sagsøgerens opfattelse, ville Kommissionen være bundet ved udformningen af kvoteordningen. Kommissionen ville nemlig i så fald ikke overhovedet kunne tillade sig at belønne — f. eks. ved supplerende referencer — de virksomhedsdispositioner, som ikke i forvejen var omfattet af særlige ansporingsforanstaltninger. Kommissionen ville herved blive afskåret fra at vedtage bestemmelser i generelle beslutninger, som er sagligt velbegrundede, blot fordi den ikke tidligere har udstedt sådanne bestemmelser.

Dernæst kan man ikke efter Kommissionens opfattelse tale om nogen forsinket kapacitetsindskrænkning. Der fandtes ingen forskrift om, at Alpha Steel skulle have lukket anlægget i Newport på et tidligere tidspunkt, end det faktisk skete.

Begrundelsen for, at der kun kan tildeles supplerende referencer til de virksomheder, der foretager lukninger i forbindelse med koncentrationer, er, at udgifterne er særligt omfattende i disse tilfælde [jfr. ovenfor under a)].

e) Tilsidesættelse af princippet om fastfrysning af de respektive markedsandele

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er i strid med EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, da den tilsidesætter det af Domstolen i dommen af 3. marts 1982 (Alpha Steel, 14/81, Sml. s. 749) fastslåede princip om fastfrysning af de respektive markedsandele.

På grund af den anfægtede beslutning er markedsvilkårene for produkter i gruppe II blevet væsentligt ændret, især til skade for sagsøgeren. På grund af de supplerende referencer, der blev tildelt BSC, angiver sagsøgeren således at have mistet 1,9% af sine produktions- og leveringsreferencer, mens BSC fik tildelt 12,4% større produktions-og 12,2% større leveringsreferencer. Sagsøgerens tab udgør 8200 tons pr. år i produktionskvoter og 6800 tons pr. år i leveringskvoter.

Sagsøgeren anfører, at Kommissionen har foretaget dette indgreb i de respektive markedsandele med hjemmel i en vag bestemmelse, som af Kommissionen fortolkes på en sådan måde at den derigennem tillægger sig selv en skønsbeføjelse, som giver den mulighed for at foretage indgreb på jern- og stålmarkedet efter forgodtbefindende. Det uberettigede indgreb i denne sag havde endnu stærkere virkninger, fordi det berørte en produktgruppe, der ikke var berørt af koncentrationen.

En sådan foranstaltning er i eklatant modstrid med principperne i EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, hvorefter produktionskvoterne skal fordeles på et »rimeligt grundlag«.

Kommissionen erkender, at der gælder det af sagsøgeren hævdede princip, men har gjort gældende, at Domstolen ikke har afvist, at visse bestemmelser giver Kommissionen hjemmel til at korrigere referencer og kvoter, der er tillagt virksomhederne. Det er udelukket at fastsætte alle virksomheders oprindelige referencer én gang for alle. Tværtimod er det absolut nødvendigt at kunne foretage tilpasninger for at sikre, at kvoterne er fordelt på et »rimeligt grundlag«.

f) Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgeren har gjort gældende, at det hverken er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at udvide tilpasningen af referencerne til andre produktgrupper end dem, der er berørt af koncentrationen. En sådan fremgangsmåde er følgelig i strid med proportionalitetsprincippet.

Dette princip er endvidere tilsidesat på grund af de eksorbitant store supplerende referencer, der blev tildelt ved den anfægtede beslutning, og som i gruppe II udgjorde omkring 12% af BSC's oprindelige referencer og omkring 40% af de referencer, som tilkom anlægget i Newport for produkter i gruppe la. BSC fik herved tildelt i alt næsten 100% større produktionsreferencemængder og næsten 60% større leveringsreferencemængder end selskabet ville have haft ret til, såfremt det blot havde fået overdraget Newport-anlæggets referencer. Herved steg BSC's udnyttelsesgrad for produkter i gruppe II til omkring 95% (det havde i forvejen udgjort 83,6% i 1985, mens EF's gennemsnit var på 38% og sagsøgerens udgjorde 29%).

Når man tager hensyn til, at den gennemsnitlige udnyttelsesgrad i 1984-1985 for produkter i gruppe I var på 71,3%, mens den kun udgjorde 58% for produkter i gruppe II, er det endnu mere uforståeligt, at Kommissionen tildelte supplerende referencer i gruppe II, som ikke var berørt af koncentrationen, og hvor virkningerne af overkapaciteten havde været betydeligt mere mærkbare.

Kommissionen har gjort gældende, at fordelingen af de supplerende referencer på samtlige fladstålprodukter under hensyn til BSC's produktionsstruktur og de allerede eksisterende referencer i de enkelte produktgrupper var sagligt begrundet i, at det var nødvendigt at undgå en for stor koncentration i en enkelt produktgruppe, hvilket ville have været skadeligt for markedet.

De supplerende referencer blev fastsat på grundlag af de retningslinier, som Kommissionen har udfærdiget til internt brug efter vedtagelsen af beslutning nr. 3485/85/EKSF. Efter disse retningslinier er de afgørende kriterier dels de lukkede anlægs kapacitet, dels de omstruktureringsforanstaltninger, der endnu er at træffe, hvortil kommer de særlige omstændigheder i sagen, såsom økonomiske og sociale vanskeligheder i forbindelse med koncentrationen og lukningen. Efter disse kriterier var de i sagen tildelte supplerende referencer berettigede.

Kommissionen anfører videre, at det ikke, som påstået af sagsøgeren, er korrekt, at det var mere nødvendigt at foretage kapacitetsnedskæringer i produktgruppe II end i gruppe la. Overkapaciteten i gruppe II udgjorde 4,7 mio. tons mod 5,6 mio. tons i gruppe la.

BSC's meget høje udnyttelsesgrad i gruppe II skyldtes, at selskabet havde lukket en række anlæg for produkter i denne gruppe. Indtil 1985 havde BSC således nedlagt 48% af den produktionskapacitet, som fandtes for produkter i gruppe II i 1980. Også det sagsøgende selskabs egen udnyttelsesgrad blev forøget på grund af de iværksatte omstruktureringsforanstaltninger, idet den i 1986 steg til 67%.

g) Betingelserne i artikel 13 ikke opfyldt

Sagsøgeren har herom anført, at betingelserne i artikel 13 i beslutning nr. 3485/85/EKSF ikke er opfyldt, selv om man lægger Kommissionens egen fortolkning af bestemmelsen til grund.

Lukningen af et urentabelt anlæg, som havde været ude af drift siden 1984, kunne nemlig ikke aflaste markedet mærkbart og derigennem bidrage til, åt der blev gennemført en »usædvanlig stor kapacitetsnedskæring« Ofr- herom den ottende betragtning til beslutning nr. 3485/85/EKSF).

Endvidere kunne de tildelte referencer ikke anses for »nødvendige« i den i artikel 13, nr. 4 i beslutning nr. 3485/85/EKSF forudsatte forstand, i betragtning af de økonomiske fordele, som lukningen indebar for BSC og den anfægtede beslutnings negative virkninger for jern- og stålmarkedet. For at tilgodese de pågældende virksomheders berettigede interesser ville det have været fuldt ud tilstrækkeligt at overføre Newport-anlæggets referencemængder til BSC i medfør af artikel 13, nr. 1.

Kommissionen har anført, at indstillingen af en produktionskapacitet på 1040000 tons pr. år, dvs. mere end 15% af overskudskapaciteten inden for den pågældende produktgruppe, utvivlsomt må antages at »medføre en usædvanlig stor kapacitetsnedskæring«.

I øvrigt var det »nødvendigt« at tildele de supplerende referencer, da NPCL i modsat fald ikke var blevet sammensluttet med BSC og anlægget følgelig ikke var blevet lukket. Til bevis herfor har Kommissionen i sin duplik henvist til den af BSC's bestyrelsesformand, R. Scholey (9 Albert Embankment, London SE17SN) herom afgivne erklæring.

IV — Besvarelse af spørgsmål fra Domstolen

Parterne er blevet opfordret til at fremlægge bevis til støtte for deres indbyrdes modstridende erklæringer vedrørende tidspunktet for lukningen af anlægget i Newport.

Det sagsøgende selskab har ikke besvaret opfordringen, men blot meddelt, at det ikke inden for de fastsatte frister har kunnet opnå det fornødne samtykke til at videregive de fortrolige oplysninger vedrørende datoen for lukningen af anlægget i Newport.

Til støtte for sin erklæring om, at anlægget blev lukket den 13. og 20. december 1985, har Kommissionen henvist til en inspektionsrapport af 27. februar 1986 [udfærdiget af Kelly, Thornton og Lamm (RU/3072/54)].

G. C. Rodríguez Iglesias

Refererende dommer

---

( *1 ) – Processprog: Tysk.

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

6. juli 1988 ( *1 )

I sag 236/86,

det tyske selskab Dillinger Hüttenwerke AG, Dillingen-Saar (Forbundsrepublikken Tyskland), ved advokaterne Arved Deringer, Claus Tessin, Hansjürgen Herrmann og Jochim Sedemund, Köln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 8, rue Zithe,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ved sin juridiske konsulent Rolf Wagenbaur som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Jean Monnet-bygningen, Kirchberg,

sagsøgt,

hvori der er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens individuelle beslutning nr. SG (86) D/3794 af 26. marts 1986, rettet til British Steel Corporation i medfør af artikel 13, nr. 1 og 4, i Kommissionens beslutning nr. 3485/85/EKSF af 27. november 1985 om forlængelse af overvågningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 340, s. 5),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden Ole Due, dommerne G. C. Rodríguez Iglesias, T. Koopmans, K. Bahlmann og C. Kakouris,

generaladvokat: M. Darmon

justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 19. januar 1988,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 19. april 1988,

afsagt følgende

Dom

1

Ved stævning, indgået til Domstolens Justitskontor den 5. september 1986, har selskabet Dillinger Hüttenwerke AG, i medfør af EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 2, anlagt sag med påstand om annullation af Kommissionens individuelle beslutning nr. SG (86) D/3794 af 26. marts 1986, rettet til selskabet British Steel Cor-! poration (herefter benævnt »BSC«).

2

BSC fremstiller en lang række jern- og stålprodukter, navnlig forskelligt fladstål i grupperne la, Ib, Ic og II i henhold til Fællesskabets regler for jern- og stålindustrien. Ved en aftale mellem BSC og Alpha Steel Ltd — som på sin fabrik i Newport (Wales) havde specialiseret sig i fremstilling af varmvalsede bredbånd henhørende under produktgruppe la — blev der i 1985 oprettet et nyt selskab, Newport Plant Company Ltd, som overtog anlægget i Newport, og hvori BSC erhvervede samtlige aktier. Denne koncentration, jfr. EKSF-Traktatens artikel 63, blev godkendt af Kommissionen. Senere blev anlægget i Newport imidlertid lukket.

3	Hvornår lukningen skete, er omtvistet mellem parterne. Kommissionen har på Domstolens opfordring fremlagt et dokumentationsmateriale, på grundlag af hvilket det i mangel af modbevis fra sagsøgeren må antages, at anlægget blev endeligt lukket den 20. december 1985.

4

Ved den anfægtede beslutning — som var udstedt i henhold til Kommissionens beslutning nr. 3485/85/EKSF af 27. november 1985 om forlængelse af overvågningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 340, s. 5) — gav Kommissionen BSC meddelelse om selskabets nye referencer fra første kvartal af 1986. Ud over de oprindelige referencer, som Alpha Steel disponerede over på grundlag af produktionen på fabrikken i Newport, tildelte Kommissionen BSC supplerende referencer, nemlig 345108 tons produktionsreferencer og 228892 tons leveringsreferencer, som blev fordelt på samtlige de af BSC fremstillede fladstålprodukter i forhold til selskabets referencer i de enkelte produktgrupper.

5

Det sagsøgende selskab, som udelukkende fremstiller fladstål henhørende under produktgruppe II, har rejst indsigelse mod lovligheden af den referenceforhøjelse, som BSC har fået, dels under henvisning til, at forhøjelserne oversteg summen af de referencer, som BSC og Alpha Steel tilsammen rådede over for anlægget i Newport, før det blev solgt til BSC, dels, at Kommissionen havde tildelt BSC referencerne i produktgrupper, hvor Newport forud for overdragelsen ingen referencer havde.

6	Vedrørende sagens faktiske omstændigheder, de relevante retsforskrifter samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

7	Kommissionen har ikke bestridt, at det sagsøgende selskab er berørt af den anfægtede beslutning i den i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 2, omhandlede forstand, selv om beslutningen ikke er rettet til selskabet.

8

Herom bemærkes, at Domstolen tidligere har statueret (navnlig i dommene af 15. juli I960, Chambre Syndicale de la sidérurgie de l'Est de la France, 24 og 34/58, Sml. 1954-1964, s. 187, og af 19. september 1975, Hoogovens Groep, 172 og 226/83, Sml. s. 2831), at en virksomhed er berørt af en beslutning i nævnte bestemmelses forstand, når en eller flere andre med den konkurrerende virksomheder opnår fordele ved beslutningen.

9

Dette er netop tilfældet med det sagsøgende selskab og BSC, som begge er jern-og stålvirksomheder og i konkurrence med hinanden, da de begge fremstiller stålprodukter henhørende under produktgruppe II i Fællesskabets ordning for virksomheder i jern- og stålindustrien. Følgelig er sagsøgeren berørt af den anfægtede beslutning, for så vidt BSC ved beslutningen tildeles supplerende referencer for produkter under nævnte produktgruppe.

10	Domstolen må derimod af egen drift konstatere, at den anfægtede beslutning ikke berører sagsøgeren, for så vidt BSC ved afgørelsen tildeles supplerende referencer for produkter i andre produktgrupper end gruppe II, idet sagsøgeren kun fremstiller produkter i denne gruppe.

11

Videre har Kommissionen gjort gældende, at sagen bør afvises, da den blev anlagt efter udløbet af enmånedsfristen i EKSF-Traktatens artikel 33, stk. 3. Når den anfægtede retsakt ikke er offentliggjort eller meddelt, løber denne frist, som fastsat i EØF-Traktatens artikel 173, stk. 3, fra det tidspunkt, hvor den pågældende får kendskab dertil. I denne sag erhvervede sagsøgeren kendskab til den anfægtede beslutnings væsentligste indhold, især ved en skrivelse fra Foreningen af Europæiske Stålproducenter (Eurofer) af 14. maj 1986.

12

Heroverfor har det sagsøgende selskab anført, at det først erhvervede kendskab til beslutningens ordlyd og begrundelse, da det modtog Kommissionens svarskrift i sagen. Når en beslutning ikke er offentliggjort eller i øvrigt meddelt, løber klagefristen først fra det tidspunkt, da den pågældende får kendskab til retsaktens nøjagtige ordlyd.

13

Herom bemærkes først, at det senere viste sig, at Eurofers skrivelse af 14. maj 1986 indeholdt en korrekt gengivelse af beslutningens hovedindhold, men at sagsøgeren ikke kunne vide dette og således ikke have noget sikkert kendskab til beslutningens begrundelse. Dernæst bemærkes, at som sagsøgeren uimodsagt har gjort gældende, afslog Kommissionen i sin besvarelse af en forespørgsel, som Eurofer havde stillet den 9. juni 1986 — og hvori Eurofer udbad sig flere oplysninger om den anfægtede beslutning — at fremsende beslutningen, men nøjedes med at bekræfte beslutningens retsgrundlag og henvise til de anvendte retsforskrifter.

14

Det fremgår af Domstolens praksis vedrørende EØF-Traktatens artikel 173, stk. 3 (jfr. domme af 5. marts 1980, Könecke, 76/79, Smi. s. 665, og 5. marts 1986, Tezi Textiel, 59/84, Smi. s. 916), at er en retsakt hverken offentliggjort eller meddelt, skal den, som er bekendt med, at retsakten berører ham, selv inden for en rimelig frist begære retsaktens fuldstændige ordlyd meddelt. Bortset fra denne begrænsning løber søgsmålsfristen først fra det tidspunkt, da den berørte tredjemand erhverver et så nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, at han kan gøre brug af sin søgsmålsret.

15	I denne sag anmodede Eurofer, som sagsøgeren er medlem af, ufortøvet Kommissionen om supplerende oplysninger vedrørende den anfægtede beslutning, men fik afslag herpå, hvorfor sagsøgeren var nødsaget til at anfægte beslutningen uden at være sikker på at kende alle dens væsentligste punkter.

16	Kommissionens anbringende kan derfor ikke lægges til grund.

17	Sagen vil herefter være at fremme til realitetsbehandling, for så vidt den vedrører annullationen af den til BSC rettede beslutning, og for så vidt BSC ved beslutningen er tildelt produktions- og leveringsreferencer for produkter henhørende under produktgruppe II.

Realiteten

18	Sagsøgerens første anbringende er, at den anfægtede beslutning ikke havde fornøden hjemmel. Sagsøgeren har nærmere gjort gældende, at artikel 13 i førnævnte generelle beslutning nr. 3485/85/EKSF ikke gav Kommissionen beføjelse til at tildele BSC de supplerende referencer, som er omtvistet i sagen.

19

Artikel 13 indeholder de generelle regler om fastsættelse af referenceproduktionerne og -mængderne for jern- og stålvirksomheder i tilfælde, hvor der er foretaget en koncentration (jfr nr. 1), en opdeling (jfr nr. 2) eller hvor der er oprettet nye uafhængige virksomheder af virksomheder, som har overdraget anlæg, der tidligere indgik i deres eget produktionsapparat til de nye virksomheder (jfr. nr. 3). Endelig bestemmer artikel 13, nr. 4: »Kommissionen foretager de tilpasninger, der måtte vise sig nødvendige, i givet fald på grundlag af en udtalelse fra en ekspertgruppe.«

20

Det er på grundlag af sidstnævnte bestemmelse, at Kommissionen har tildelt BSC de supplerende referencer, som er omtvistet i sagen. Kommissionen finder, der er fornøden hjemmel i denne bestemmelse til at tildele supplerende referencer som belønning til virksomheder, som foretager en koncentration og i denne forbindelse lukker nogle af deres anlæg, dvs. hjemmel til at føre en politik, der ansporer virksomhederne til at nedskære deres produktionsapparat med henblik på at omstrukturere jern- og stålindustrien.

21

For at undersøge, om denne fortolkning, som bestrides af sagsøgeren, er korrekt, bør artikel 13, nr. 4, sammenholdes med artikel 13, nr. 1-3, og med den tilsvarende bestemmelse i de generelle beslutninger for de tidligere år om overvågningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien.

22

Herved ses, at Kommissionen kun havde beføjelse til at foretage »de tilpasninger, der måtte vise sig nødvendige« i de tilfælde, hvor der sker en opdeling eller hvor der oprettes uafhængige virksomheder, jfr. herved artikel 13, nr. 2 og nr. 3, i de generelle beslutninger for 1982, 1983 og 1984 [nr. 1696/82/EKSF af 30. juni 1982 (EFT L 191, s. 1); nr. 2177/83/EKSF af 28. juli 1983 (EFT L 208, s. 1); og nr. 234/84/EKSF af 31. januar 1984 (EFT L 29, s. 1)].

23

I sin ottende betragtning til den generelle beslutning nr. 3485/85/EKSF anfører Kommissionen, at muligheden for at foretage de fornødne tilpasninger burde »udvides til også at gælde virksomhedskoncentrationer, især hvis disse indebærer lukninger af valseværker..., der medfører en usædvanlig stor kapacitetsnedskæring, såfremt denne hverken udlignes gennem kapacitetsudvidelser eller er at betragte som modydelse for støtte«.

24

Det fremgår af nævnte artikel 13's ordlyd og opbygning samt den generelle beslutnings ottende betragtning, at den nye bestemmelse i nr. 4 vedrører de tilfælde af virksomhedskoncentration, opdeling og oprettelse af virksomheder, som er nævnt i artiklens nr. 1-3. Kommissionens beføjelse til at foretage de nødvendige tilpasninger i tilfælde af koncentration er altså den samme som i tilfælde af opdeling eller oprettelse af nye uafhængige virksomheder.

25

I de tre tilfælde, som er omhandlet i artikel 13, indeholder nr. 1,2 og 3, præcise regler for tildeling af nye referencer. Det fremgår af selve bestemmelsens opbygning, at der med udtrykket »tilpasninger« i stk. 4 menes ændringer i forhold til resultatet af de beregninger, der skal foretages efter nr. 1-3, som indeholder hovedreglerne.

26

Hverken af den generelle beslutnings ordlyd eller begrundelse er det imidlertid muligt at udlede, efter hvilke kriterier, det skal bedømmes, hvornår der er grundlag for at foretage de »nødvendige« tilpasninger. Man må derfor henholde sig til kvoteordningens formål, som ifølge EKSF-Traktatens artikel 58, stk. 2, er at sikre, at de produktionsindskrænkninger, som er nødvendige på grund af krisen i jern-og stålindustrien, fordeles mest rimeligt mellem samtlige virksomheder.

27	De tilpasninger, som Kommissionen kan foretage i medfør af artikel 13, nr. 4, kan derfor kun anses for nødvendige, såfremt en anvendelse af hovedreglerne fører til urimelige resultater.

28

Ved beslutningn af, om dette er tilfældet, råder Kommissionen over et vidtgående frit skøn med hensyn til de særlige omstændigheder i forbindelse med den enkelte virksomhedskoncentration og kan i givet fald indhente udtalelse fra en ekspertgruppe. Den kan bl. a. tage hensyn'til, at virksomhedskoncentrationen indebærer lukning af anlæg, således som det var tilfældet i denne sag. Dette er med rette fremhævet i den ottende betragtning til beslutning nr. 3485/85/EKSF.

29

Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde tildelte BSC de omtvistede supplerende referencer for at belønne den omstruktureringsindsats, som lukningen af anlægget i Newport indebar, idet den medførte en væsentlig kapacitetsnedskæring og ikke efter Kommissionens opfattelse var blevet gennemført, hvis ikke firmaet var blevet ansporet dertil ved Kommissionens beslutning. Herom bemærkes, at en sådan ansporende foranstaltning af de grunde, der er nævnt i det foregående, overskrider rammerne for begrebet »fornøden tilpasning« i beslutningens artikel 13, nr. 4.

30

Dette resultat støttes af en sammenligning af opbygningen af den generelle beslutning nr. 3485/85/EKSF med de tilsvarende generelle beslutninger for de foregående år. De generelle beslutninger for 1983 og 1984 (jir. ovenfor i præmis 22) indeholdt nemlig henholdsvis en artikel 14 b og 14 B, hvorefter Kommissionen kunne tildele en virksomhed supplerende kvoter, når det skete som led i en omstruktureringsplan, Kommissionen havde godkendt, og under iagttagelse af visse nærmere betingelser, der var fastlagt i bestemmelsen. Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen oprindeligt ved udstedelsen af den generelle beslutning, som den vedtog til forlængelse af kvoteordningen for 1985, havde påtænkt at intensivere de nævnte foranstaltninger til ansporing af en omstruktureringsindsats, men at den gav afkald herpå, da den stødte på modstand i Rådet.

31

Det fremgår således, at sidstnævnte beslutnings artikel 13, nr. 4, ikke, som angivet af Kommissionen, kan fortolkes på den måde, at den giver Kommissionen beføjelse til, udelukkende i forbindelse med virksomhedskoncentrationer, at tildele supplerende referencer for at anspore til lukning af anlæg, som medfører kapacitetsnedskæringer, når Kommissionen selv gav afkald på at sikre sig en speciel hjemmel til at udøve en sådan beføjelse generelt.

32

Selv om Kommissionen herved ikke er udelukket fra, som led i sit ansvar for overvindelse af krisen inden for jern- og stålindustrien, at følge en politik, der ansporer de erhvervsdrivende til at foretage omstruktureringer — i givet fald ved supplerende referencer som belønning for lukning af anlæg, der medfører kapacitetsnedskæringer — må dette ikke ske ved individuelle beslutninger, som ikke har fornøden hjemmel i den generelle beslutning, der er gældende på området.

33

Følgelig bør den anfægtede beslutning annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til de øvrige anbringender, som sagsøgeren har fremført, men under hensyn til sagens delvise afvisning annulleres beslutningen kun, for så vidt BSC ved beslutningen tildeles supplerende referencer for produkter i gruppe II.

Sagens omkostninger

34	I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, tilpligtes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, tilpligtes den at afholde sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Kommissionens beslutning nr. SG (86) D/3794 af 26. marts 1986, som er rettet til British Steel Corporation, annulleres, for så vidt den tillægger adressaten supplerende produktionsreferencer (161500 tons) og leveringsreferencer (128100 tons) i produktgruppe II.

2) I øvrigt afvises sagen.

3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Due Rodríguez Iglesias Koopmans Bahlmann Kakouris Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. juli 1988. J.-G. Giraud Justitssekretær O. Due Formand for Sjette Afdeling

---

( *1 ) – Processprog: Tysk.