EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61986CC0326

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 25. maj 1989.
Benito Francesconi m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Erstatningssøgsmål - erstatning for skade lidt som følge af Kommissionens undladelse af at fremlægge de fornødne oplysninger til at gøre det muligt at identificere producenterne/forhandlerne af forfalskede vine indeholdende metanol.
Forenede sager 326/86 og 66/88.

Samling af Afgørelser 1989 -02087

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1989:211

61986C0326

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 25. maj 1989. - BENITO FRANCESCONI M. FL. MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - ERSTATNINGSSOEGSMAAL - ERSTATNIGSSOEGSMAAL - ERSSTATNING FOR TAB LIDT SOM FOELGE AF KOMMISSIONENS UNDLADELSE AF AT FREMLAEGGE DE FORNOEDNE OPLYSNINGER TIL AT GOERE DET MULIGT AT IDENTIFICERE PRODUCENTERNE / FORHANDLERNE AF FORFALSKEDE VINE INDEHOLDENDE METHANOL. - FORENEDE SAGER 326/86 OG 66/88.

Samling af Afgørelser 1989 side 02087


Generaladvokatens forslag til afgørelse


++++

Hoeje Domstol .

A - De faktiske omstaendigheder

1 . De forenede sager, som jeg skal tage stilling til i dag, drejer sig om krav paa skadeserstatning, som goeres gaeldende mod Kommissionen af henholdsvis ( i sag 326/86 ) 20 sagsoegere fra Belgien, Nederlandene og Italien, der fremstiller og afsaetter italiensk vin ( eller kun afsaetter italiensk vin ), og ( i sag 66/88 ) 11 personer i Italien, der har anlagt sag i deres egenskab af arvinger til fire personer, som afgik ved doeden henholdsvis den 2 . marts, den 10 . marts, den 16 . marts og den 5 . juni 1986 efter at have drukket italiensk vin indeholdende metanol .

2 . I den foerste sag goeres det gaeldende, at sagsoegerne blev ramt af en betydelig nedgang i deres omsaetning og af et tilsvarende fald i deres fortjeneste, efter at der i sommeren 1985 og foraaret 1986 var blevet fundet farlige tilsaetningsstoffer i italienske vine . I den anden sag er der nedlagt paastand om erstatning som foelge af doedsfald blandt naere paaroerende, som skyldtes indtagelse af forfalsket italiensk vin .

3 . Sagsoegerne anfoerer, at Kommissionen er ansvarlig for den naevnte skade, da den ikke ved hjaelp af egnede foranstaltninger forhindrede, at den forfalskede vin blev fremstillet, eller idet den i hvert fald ikke greb ind, saaledes at foelgerne heraf blev mere begraensede . Med hensyn til de naermere enkeltheder, der goeres gaeldende til stoette for anbringendet om, at Kommissionen har begaaet en tjenstlig fejl, henviser jeg til retsmoederapporten . Med henblik paa forstaaelsen af min stillingtagen naevner jeg her blot i korthed foelgende .

4 . Sagsoegerne har henvist til - jeg gaar her kronologisk frem - at det allerede i 1976 fremgik af meddelelser i italiensk presse, at der blev fremstillet kunstig vin ( bilag 6 til replikken i sag 66/88 ). De senere indfoerte markedsstabiliserende foranstaltninger, herunder navnlig den ved EF-midler subventionerede bortskaffelse af overskudsproduktion af vin ( i form af destillation ) kan give anledning til misbrug i form af fremstilling af kunstig vin ( navnlig fordi der ikke foretages grundige analyser foer destillationen, og fordi begrebet "bordvin" er defineret saaledes, at forfalsket vin ikke kan opdages ved kontrollen ). Ikke mindst maatte det vaere paafaldende ( hvilket blev fremhaevet i en betaenkning fra Parlamentet - bilag 1 til replikken i sag 66/88 - og i en saerberetning fra Revisionsretten ( 1 )), at der i 1984 indtraf en voldsom stigning i den maengde vin, der blev destilleret, og at de italienske lagre, som i slutningen af august 1984 var blevet angivet til 19 mio . hl, ifoelge en anmeldelse i december 1984 den 1 . september 1984 skulle have vaeret paa 40 mio . hl .

5 . Videre anfoerte sagsoegerne, at da der i sommeren i 1985 var blevet fundet oestrigsk vin forfalsket med glycol, blev der - efter en pressekonference, som Kommissionen afholdt den 27 . august 1985 - offentliggjort artikler i den belgiske presse, hvori man ogsaa talte om italiensk vin, som var forfalsket paa denne maade, og to kunder til en sagsoeger i sag 326/86 annullerede herpaa i begyndelsen af september 1985 nogle ordrer paa vin . Paa trods af, at den blev opfordret hertil, fandt Kommissionen ikke at den burde give oplysning om navnene paa de involverede virksomheder ( hvilket ifoelge sagsoegerne ville have kunnet begraense faldet i italienske vines omdoemme og afholdt de involverede firmaer fra yderligere retsstridige handlinger ). Kommissionen fandt heller ikke paa ( i medfoer af Raadets beslutning af 2 . marts 1984 ( 2 )) at fjerne de paagaeldende vine fra markedet og tage skridt til en skaerpet kontrol . Endelig mener de, at det er en relevant omstaendighed, at Kommissionen - efter at det foerste doedsfald som foelge af indtagelse af vin forfalsket med metanol var indtruffet i marts 1986, og der var sket et voldsomt fald i afsaetningen af italiensk vin - foerst greb ind i slutningen af marts 1986 og i oevrigt i en form, hvorved den ikke gjorde brug af de mest effektive midler, som den i henhold til sine forpligtelser raadede over ( idet Kommissionen navnlig ikke greb til nogen direkte kontrol i medfoer af artikel 9 i forordning nr . 729/70 ( 3 )).

B - Droeftelse

6 . Undersoeger jeg paa grundlag af disse anbringender - i sager vedroerende krav paa erstatning i anledning af en myndigheds embedsfoerelse er dette det foerste spoergsmaal, man maa stille - hvorvidt der er grundlag for det anfoerte om, at der er begaaet en tjenstlig fejl ( en retsstridig undladelse af at traeffe forholdsregler, som der er pligt til at ivaerksaette, og som ville have kunnet forhindre eller begraense den paagaeldende skade ), maa man efter min opfattelse naermere konstatere foelgende .

7 . 1 . Det er som udgangspunkt vigtigt at holde sig for oeje, at ifoelge den struktur, den faelles markedsordning for vin har, saaledes som ordningen er blevet fastlagt af Raadet, er det medlemsstaterne, der skal paase, at de faellesskabsretlige bestemmelser i vinsektoren overholdes, og i denne forbindelse udpege de myndigheder, som skal gennemfoere denne kontrol ( jfr . artikel 64 i forordning nr . 337/79 ( 4 )). Dette svarer til den model, der er gennemgaaende inden for samtlige landbrugssektorer, og som udspringer af det indlysende rigtige raesonnement, at medlemsstaternes myndigheder er de naermeste til at kende de lokale forhold, og af bestraebelserne paa ikke at lade EF-bureaukratiet blive for stort . Forordning nr . 729/70 om finansiering af den faelles landbrugspolitik indeholder da ogsaa en generel bestemmelse om, jfr . artikel 8, at det paahviler medlemsstaterne "at forhindre og forfoelge uregelmaessigheder ". I overensstemmelse hermed skal medlemsstaterne i henhold til artikel 6 i forordning nr . 283/72 ( 5 ) i tilfaelde af "uregelmaessigheder eller forsoemmelser" indlede en administrativ undersoegelse . Videre indeholder forordning nr . 359/79 "om direkte samarbejde mellem de instanser, som medlemsstaterne har paalagt at foere kontrol med overholdelsen af faellesskabsbestemmelserne og de nationale bestemmelser i vinsektoren" ( 6 ), jfr . artikel 3, bestemmelse om, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal undersoege mistaenkelige omstaendigheder, og i samme retning gaelder det i henhold til artikel 1 i Raadets beslutning af 2 . marts 1984 "om indfoerelse af et faellesskabssystem for hurtig udveksling af oplysninger om farer i forbindelse med anvendelse af forbrugsgoder" ( 7 ), at medlemsstaterne kan traeffe hasteforanstaltninger til at forhindre, at et produkt markedsfoeres, naar det udgoer en fare for forbrugernes sundhed eller sikkerhed .

8 . Dette betyder selvsagt ikke, at der overhovedet ikke paahviler faellesskabsinstitutionerne nogen form for ansvar, i hvert fald for saa vidt der ikke er tale om omraader som for eksempel sundhedsbeskyttende forholdsregler inden for vinsektoren ( hvor der - saaledes som Kommissionen med rette har anfoert - overhovedet ikke gaelder nogen faellesskabsretlige bestemmelser, idet der er tale om et rent nationalt anliggende ). Men faellesskabsinstitutionernes forpligtelse gaar i hvert fald ikke videre end til et tilsyn med de nationale myndigheder, og faellesskabsinstitutionerne skal kun gribe ind ( ved at aendre de faellesskabsretlige bestemmelser eller ved at indlede traktatbrudsprocedurer ), saafremt det klart maa antages at fremgaa, at den nationale kontrol - der kommer i foerste raekke - er utilstraekkelig, saaledes at der sker en kraenkelse af faellesskabsretten .

9 . 2 . Ser man paa dette grundlag paa de foernaevnte meddelelser i pressen i 1976 ( hvori det bl.a . hed, at faellesskabsmyndighederne maatte antages at have kendskab til den maade, paa hvilken der kan fremstilles kunstig vin, og at man et sted havde fundet lokaler, hvor der blev fremstillet kemisk vin ), er det for mig klart, at denne omstaendighed ikke i sig selv kunne begrunde en pligt for Kommissionen til at foretage sig noget . Antager man, at Kommissionen havde det naevnte kendskab, og at oplysningerne vedroerte forhold, der faldt ind under de faellesskabsretlige bestemmelser, kunne man gaa ud fra, at de nationale myndigheder ville gennemfoere de fornoedne undersoegelser og tage de hjemlede og noedvendige skridt til at faa stoppet en praksis, der er retsstridig . Da der heller ikke i de foelgende aar var anledning til at tro, at de nationale kontrolforanstaltninger var utilstraekkelige ( det var jo foerst i 1985, at der igen var spoergsmaal om forfalsket vin ), kan man ikke bebrejde Kommissionen, at den undlod, inden det var for sent, at indlede en traktatbrudsprocedure med det formaal at opnaa en forbedret national kontrol for dermed at bidrage til at forhindre de retsstridige forhold, som er baggrunden for naervaerende sager .

10 . Meddelelserne i pressen i 1976 - dette er min foerste konklusion - kan saaledes ikke stoette sagsoegernes klagepunkt ( bevis for nogen tjenstlig fejl ).

11 . 3 . Hvad angaar begivenhederne i 1984, som sagsoegerne under henvisning til de foernaevnte angivelser laegger stor vaegt paa, er det rent faktisk slaaende, dels at maengden af destilleret vin steg betydeligt ( i forhold til angivelserne i december 1983 voksende destillationsmaengden med 14 mio . hl ), dels at der skete en spektakulaer berigtigelse af angivelserne vedroerende de italienske lagre fra 19 mio . hl i august 1984 til 40 mio . hl ved starten af det foelgende vinhoestaar ).

12 . Der er imidlertid ingen holdepunkter for at antage, at fremstillingen af kunstig vin spillede nogen rolle i denne forbindelse . Det er betegnende, at der i den betaenkning fra Parlamentet, som sagsoegerne henviser til ( bilag 1 til replikken i sag 66/88 ), kun rejses en raekke spoergsmaal og omtales nogle formodninger, idet Kommissionen blev opfordret til "à indiquer les liens éventuels avec la production de vins non naturels" ( 8 ). Vi har endvidere hoert, at der intet kom frem ved den undersoegelse ved en ekspertgruppe, som der blev truffet bestemmelse om i maj 1984, og man kan heller ikke afvise det anfoerte om, at den store hoest, der gik forud, spillede en rolle i denne forbindelse, ligesom fejlskoen med hensyn til det forventede forbrug og unoejagtigheder med hensyn til anmeldelser af lagrenes stoerrelse kan have haft betydning .

13 . Man kan heller ikke - naar henses til, hvad den dengang havde af oplysninger - haevde, at Kommissionen reagerede paa utilstraekkelig maade paa de naevnte forhold . Rent bortset fra, at den rettede en indtraengende forespoergsel til den italienske regering angaaende aendringen med hensyn til anmeldelserne af lagrenes stoerrelse i foraaret 1985, soergede Kommissionen - idet der allerede tidligere havde vaeret problemer med vinprognoserne, ligesom der tidligere var blevet konstateret anomalier - ved hjaelp af saerlige forordninger for, at den ikke behoever at basere sig udelukkende paa oplysninger fra medlemsstaterne, men ogsaa kan benytte andre kilder ( 9 ). Kommissionen fik gennemfoert en vis aendring af destillationsordningen ( 10 ). I december 1985 foreslog den en oprettelse af en vinavlsmatrikel ( hvilket Raadet i juli 1986 indvilgede i ), og i marts 1985 medvirkede Kommissionen ved udarbejdelsen af en faelles erklaering fra Europa-Parlamentet, Raadet og Kommissionen, hvori det blandt andet blev fremhaevet, at det var noedvendigt med en styrkelse af kontrollen paa vinmarkedet ( bilag til svarskriftet i sag 66/88 ).

14 . 4 . Hvad angaar det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter den faellesskabsretlige vindestillationsordning har et saadant indhold og anvendes paa en saadan maade, at den ligefrem indbyder til at fremstille kunstig vin, vil jeg for det foerste give Kommissionen medhold i, at det ikke er blevet godtgjort, at der er nogen sammenhaeng mellem vinene indeholdende glycol i 1985 og vinene indeholdende metanol i 1986, der er relevante i denne sag, og destillationen . Som Kommissionen har anfoert uden at vaere blevet modsagt, blev de paagaeldende vine fundet i flasker, som var bestemt til menneskeligt forbrug, og det er da ogsaa betegnende, at sagsoegerne selv under den mundtlige forhandling anfoerte, at de naturlige vine blev leveret til destillation, mens de kunstige blev fundet paa markedet ( hvorved den slutning ligger naer, at en skaerpet overvaagning med destillationen paa ingen maade ville have forhindret, at kunstige vine blev bragt paa markedet og forvoldte skade dér ).

15 . Der kan endvidere ikke gives sagsoegerne medhold i, at destillationsordningen har vaeret saa attraktiv, at den har opslugt for meget vin, saaledes at der maatte fremstilles kunstig vin til markedet . Kommissionen har med rette heroverfor gjort gaeldende, at dette forekommer usandsynligt, naar henses til den - trods destillationsordningen - foreliggende overskudsproduktion af vin .

16 . Af betydning er det ogsaa i denne sammenhaeng, at den faellesskabsretlige ordning i overensstemmelse med, hvad jeg tidligere generelt bemaerkede vedroerende markedsordningen for vin, er baseret paa, at kontrolopgaverne paahviler medlemsstaterne ( 11 ), dvs . det er dem, der foerst og fremmest er ansvarlige for at forhindre misbrug . At den nationale kontrol skulle have vaeret for lemfaeldig og utilstraekkelig, var der imidlertid ingen holdepunkter for at antage, dengang det ville have vaeret muligt for Kommissionen ( evt . paa grundlag af traktatbrudsproceduren i henhold til EOEF-Traktatens artikel 169 ) at faa gennemfoert en aendring, saaledes at forhold som dem, der indtraf i 1985 og 1986, kunne have vaeret undgaaet . Kritik af de nationale kontrolforholdsregler optraeder foerst i en skrivelse af 25 . maj 1986 fra kommissaer Ripa di Meana ( bilag 12 i staevningen i sag 66/88 - hvori denne udtaler kritik af mangelen paa en offentlig kontrolstruktur i Italien ), i den tidligere naevnte betaenkning fra Parlamentet i 1987 og i den ligeledes i 1987 udgivne beretning fra Revisionsretten, som angaar kontrollen i Italien i 1985 og 1986 ( i en anden beretning fra Revisionsretten i januar 1985, som angaar 1984, udtales der udelukkende kritik af de franske kontrolforholdsregler ).

17 . Endelig kan jeg ikke give sagsoegerne medhold i, at destillationsordningen er mangelfuld, fordi der ikke gaelder nogen bestemmelse om, at produktet, naar det leveres til destilleriet, skal underkastes en analyse, som ville kunne afsloere kunstig vin . Det er paa dette punkt rigtigt, at artikel 22 i forordning nr . 2179/83, der regulerer spoergsmaalet om kontrollen med produkterne, naar disse leveres til destilleriet, kun udtrykkeligt indeholder bestemmelse om kontrol med maengden, farven og alkoholindholdet, men det fremgaar klart af ordet "isaer", at den naevnte opregning ikke kan anses for udtoemmende, og i henhold til artikel 22 kan medlemsstaterne endvidere gennemfoere stikproevekontrol . Efter min opfattelse maa dette anses som en tilstraekkelig ordning for medlemsstaterne, der henset til de landbrugspolitiske bestemmelser som helhed boer vaere opmaerksom paa deres ansvar for en korrekt anvendelse af ordningen, og de italienske kontrolmyndigheder ( der allerede som foelge af meddelelserne i pressen i 1976 maatte vaere paa vagt ) kunne uden videre paa dette grundlag gribe ind over for misbrug af interventionsordningen i form af levering af kunstig vin, saafremt dette skulle blive forsoegt .

18 . 5 . Hvad angaar begivenhederne i sommeren 1985 - fund af oestrigske vine indeholdende glycol og fund af glycol ogsaa i nogle italienske vine - er det i foerste raekke af betydning, at der i Kommissionens meddelelse af 27 . august 1985 ( bilag 1 til svarskriftet i sag 326/86 ) ikke blev naevnt nogen dyrkningsomraader eller firmaer ( hvilket betyder, at oplysningerne herom i den belgiske presse den 28 . august 1985 - bilag 1 til replikken i sag 326/86 - og de dermed forbundne skadevirkninger ikke kan tilregnes Kommissionen ). Det er endvidere af betydning, at Kommissionen udtrykkeligt fremhaevede, at der kun var blevet fundet "very slight traces" af det naevnte stof i ni italienske vine, saaledes at der ikke var nogen grund til at befrygte en sundhedsrisiko, som ville kunne foranledige forbrugerne til under ingen omstaendigheder at drikke italienske vine ( Kommissionen betragter selv dette som en omstaendighed, der bidrog til en begraensning af skaden ).

19 . Det maa herudover fremhaeves, at Kommissionen under pressekonferencen ikke blev spurgt om navnene paa de involverede firmaer, ligesom Kommissionen ikke umiddelbart derefter blev opfordret til at give saadanne oplysninger . Telexet af 29 . august 1985, som sagsoegerne paa dette punkt henviser til ( og hvoraf kun én kopi tilgik "service de santé de la CEE "), var nemlig stilet til redaktionen paa avisen "Le Soir" og indeholdt udelukkende et krav til denne avis om at opgive navnene paa de tre selskaber, som der havde vaeret spoergsmaal om i avisartiklen den 28 . august 1985 . Kommissionen selv blev derimod foerst i en skrivelse af 25 . marts 1986 opfordret til at opgive navnene paa de involverede firmaer ( altsaa paa et tidspunkt, hvor den italienske skandale vedroerende vin indeholdende metanol allerede var indtruffet og saaledes ikke kunne forhindres ved hjaelp af en angivelse af de involverede firmaers identitet ), og dette skete i oevrigt med en forkert henvisning til indholdet af pressemeddelelsen fra august 1985 .

20 . Hvad dernaest angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen af egen drift burde have oplyst navnene paa de involverede firmaer, var Kommissionens tilbageholdenhed hermed efter min opfattelse aabenbart velbegrundet, allerede fordi Kommissionen kun var bekendt med smaa, dvs . uskadelige, spor i ni italienske vine . Under disse omstaendigheder var det - for ikke at skulle risikere erstatningssoegsmaal fra de paagaeldende firmaer - utvivlsomt udtryk for et rimeligt skoen, at Kommissionen optraadte med tilbageholdenhed og dermed - i afventning af afslutningen af de italienske myndigheders undersoegelser - undlod at udtale sig negativt i offentligheden . Dette skyldtes ikke mindst, at det, selv saafremt man gav oplysninger om bestemte virksomheder, ikke kunne udelukkes, at der ville opstaa en generel mistillid til italiensk vin som saadan med heraf foelgende virkninger for afsaetningen af dette produkt .

21 . Men i foerste raekke kan Kommissionen over for de her omhandlede klagepunkter stoette sig paa den faellesskabsretlige ordning vedroerende udveksling af oplysninger, der - ganske logisk, idet de nationale myndigheder, som har til opgave at foere kontrol med hensyn til saadanne forhold, har bedre kendskab til de faktiske omstaendigheder - overlader det til disse myndigheder at indhente de relevante oplysninger . Paa dette punkt er allerede artikel 64 i den tidligere naevnte forordning nr . 337/79 om den faelles markedsordning for vin af betydning, idet det i henhold til denne bestemmelse gaelder, at de nationale myndigheder skal holde kontakt med hinanden, saaledes at misbrug kan forhindres eller afsloeres ved hjaelp af en udveksling af oplysninger . Jeg henviser endvidere til forordning nr . 359/79, hvis artikel 2 indeholder bestemmelse om, at de nationale myndigheder skal underrette hinanden i tilfaelde af uregelmaessigheder i vinsektoren ( hvorved jeg i oevrigt bemaerker, at saadanne oplysninger i henhold til forordningens artikel 7 er genstand for tjenstlig tavshedspligt ). Jeg naevner endvidere Raadets beslutning af 2 . marts 1984 "om indfoerelse af et faellesskabssystem for hurtig udveksling af oplysninger om farer i forbindelse med anvendelse af forbrugsgoder" ( 12 ), hvis artikel 1 bestemmer, at nationale myndigheder, som traeffer foranstaltninger til imoedegaaelse af farer for forbrugernes sundhed, skal underrette Kommissionen herom, saaledes at denne kan videregive de paagaeldende oplysninger til de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater ( paa anmodning skal oplysningerne i oevrigt i henhold til forordningens artikel 6 behandles fortroligt ). Paa samme maade skal der - saaledes som Kommissionen har forklaret i sit svarskrift i sag 66/88 - vaere opnaaet enighed mellem medlemsstaterne og Kommissionen i form af, at det er blevet besluttet, at de nationale myndigheder om noedvendigt fremlaegger oplysninger i det oejemed at imoedegaa sundhedsfarer .

22 . Som Kommissionen har paavist, blev der i sommeren 1985 handlet i overensstemmelse hermed . Jeg bemaerker herved navnlig - idet en britisk pressemeddelelse den 22 . august 1985 tilsyneladende var kilden til artiklerne i belgisk presse - at de britiske myndigheder allerede den 16 . august 1985 underrettede myndighederne i de andre medlemsstater om nogle italienske vine indeholdende glycol og i denne forbindelse naevnte bestemte firmaer ( bilag 1 til duplikken i sag 66/88 ). Herefter kunne Kommissionen utvivlsomt med rette gaa ud fra, at de nationale myndigheder om noedvendigt ville informere forbrugerne, og der var - i modsaetning til, hvad sagsoegerne haevder - ingen anledning for Kommissionen til at foele sig forpligtet til at handle paa de nationale myndigheders vegne .

23 . Hvad herefter angaar det ligeledes i naervaerende sammenhaeng af sagsoegerne anfoerte, hvorefter Kommissionen i efteraaret 1985 burde have fjernet de forfalskede vine fra markedet eller i hvert fald taget skridt til, at de nationale myndigheder skaerpede kontrollen, er det for det foerste aabenbart, at Kommissionen ikke har kompetence til at gennemfoere den foerstnaevnte forholdsregel, idet noget saadant henhoerer under de nationale myndigheder ( saaledes at det under alle omstaendigheder vil vaere over for dem, det klagepunkt skal rettes, at en tilstraekkelig tidlig indgriben over for to firmaer, som vin indeholdende glycol hidroerte fra, og som senere ogsaa var involveret i skandalen vedroerende vin indeholdende metanol - i hvert fald delvis - ville have kunnet forhindre denne skandale ). For det andet gaelder det, at der naeppe paa det ene grundlag, at der i sommeren 1985 blev fundet relativt uskadelig vin - og uden andre saerlige holdepunkter - var nogen anledning for Kommissionen til saerligt at foere et tilsyn med de italienske kontrolforanstaltninger ( for saa vidt dette overhovedet maatte vaere en opgave for Faellesskabet ). Hertil kommer i oevrigt, at Kommissionen paa ingen maade forholdt sig fuldstaendig passiv . Jeg henviser herved til kommissaer Andriessens svar paa en forespoergsel i Parlamentet den 6 . september 1985 ( 13 ), hvori denne fremhaevede noedvendigheden af en skaerpet kontrol og oplyste, at Kommissionen forberedte nogle forslag om tilpasning af de relevante bestemmelser . Jeg henviser til en af Kommissionens bemaerkninger til Revisionsrettens saerberetning om Faellesskabets destillationsordninger for vin ( 14 ), hvori det hedder, at Kommissionen i begyndelsen af 1986 fremsatte et forslag om aendring af bestemmelserne om destillation, hvorefter der skulle ske en skaerpelse af kontrollen ved ankomsten til destilleriet . Jeg henviser endvidere til skrivelsen af 25 . maj 1986 fra kommissaer Ripa di Meana, hvoraf det fremgaar, at Kommissionen i februar gav meddelelse om et forslag om oprettelse af en saerlig kontroltjeneste, og til kommissaer Andriessens svar paa en forespoergsel i Parlamentet den 17 . september 1985 ( 15 ), hvori denne oplyste, at Kommissionen ville tage skridt til en aendring af den tidligere naevnte forordning nr . 359/79 om samarbejde mellem medlemsstaterne, for saa vidt angaar kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i vinsektoren . Dette foerte til, at forordning nr . 822/87 om den faelles markedsordning for vin i juli 1987 blev aendret ( artikel 79 indeholder nu bestemmelse om, at Raadet skal oprette en kontrolstruktur paa faellesskabsplan ( 16 )), og et forslag herom fra Kommissionen blev fremsat den 29 . december 1987 ( 17 ), hvorom ( jeg henviser herved paa ny til skrivelsen fra kommissaer Ripa di Meana ) det imidlertid er en kendt sag, at dets gennemfoerelse stoeder paa betydelige vanskeligheder af principiel art .

24 . 6 . Herefter behoever jeg ikke at knytte mange bemaerkninger til det sidste spoergsmaal, nemlig Kommissionens handlemaade, efter at den italienske skandale vedroerende vin indeholdende metanol var kommet frem i lyset .

25 . Da Kommissionen foerst blev underrettet herom ved et telex af 19 . marts 1986 fra det italienske Sundhedsministerium - altsaa efter de fleste af de tragiske doedsfald, som det drejer sig om i sag 66/88 - er det, som i naervaerende sammenhaeng maa undersoeges, i foerste raekke af betydning for sag 326/86, der angaar faldet i de paagaeldende sagsoegeres omsaetning som foelge af faldet i italienske vines omdoemme og spoergsmaalet om, hvorvidt denne skade kunne vaere blevet begraenset . Jeg bemaerker herom for det foerste, at Kommissionen - saaledes som den har forklaret uden at blive modsagt - straks i overensstemmelse med de faellesskabsretlige bestemmelser videregav de oplysninger, den havde modtaget, til de andre medlemsstater, ligesom den til stadighed var i kontakt med de italienske myndigheder, som havde indledt en undersoegelse af de naermere omstaendigheder .

26 . Jeg bemaerker endvidere, at der i Italien tilsyneladende straks blev ivaerksat en raekke foranstaltninger . Jeg henviser herved til det i svarskriftet i sag 326/86 naevnte dekret, hvorefter der for vine bestemt til eksport skulle opnaas et analysecertifikat . Endvidere henviser jeg til den allerede naevnte skrivelse fra kommissaer Ripa di Meana, hvori der omtales et dekret af 11 . april 1986, som havde til formaal at forhindre forfalskning af levnedsmidler og at gennemfoere en retsforfoelgning i forbindelse hermed . Endelig henleder jeg opmaerksomheden paa det paa side 5 i svarskriftet i sag 66/88 anfoerte - som ikke er blevet imoedegaaet - hvorefter offentliggoerelsen af en artikel i tidsskriftet "Vigne e viti" den 6 . marts 1986 bidrog til en hurtig reorganisering af den nationale kontroltjeneste .

27 . Videre er det blevet oplyst for Domstolen - og jeg henviser paa dette punkt til en skrivelse af 13 . juni 1986 fra et medlem af Kommissionen ( bilag 4 til staevningen i sag 326/86 ) - at Kommissionen i maj 1986 opfordrede samtlige medlemsstater til at lade deres kompetente myndigheder foretage en gennemgang af kontrolmetoderne inden for vinsektoren .

28 . For saa vidt sagsoegerne goer gaeldende - og dette synes for dem i naervaerende sammenhaeng at vaere et vaegtigt anbringende - at Kommissionen ( i en skrivelse af 15 . maj 1986 ) kun anmodede de italienske myndigheder om at indlede en undersoegelse efter artikel 6 i Raadets forordning nr . 283/72 ( 18 ), men derimod ikke en undersoegelse efter artikel 9 i forordning nr . 729/70 ( som indebaerer en kontrol paa stedet fra Kommissionens side ), maa der - rent bortset fra, at Kommissionens kontroltjeneste ikke har tilstraekkelige ressourcer til at gennemfoere en tilstraekkelig kontrol - ikke alene laegges vaegt paa, at der ved kontrol i henhold til forordning nr . 729/70 er tale om en kontrol med finansieringen af den faelles landbrugspolitik paa grundlag af dokumenter, dvs . at kontrollen ikke angaar afsaetningen af vin paa markedet . Der maa ligeledes laegges vaegt paa, at det ifoelge artikel 6 i forordning nr . 283/72 fuldt ud er muligt at lade medarbejdere i Kommissionen deltage i den paagaeldende undersoegelse af uregelmaessigheder, og at dette var Kommissionens hensigt ( saaledes som det fremgaar af den tidligere naevnte skrivelse af 13 . juni 1986 fra den paagaeldende kommissaer, hvori det i oevrigt hedder, at Kommissionen forbeholder sig ret til at gennemfoere saerlige kontrolundersoegelser i medfoer af artikel 9 i forordning nr . 729/70 ).

29 . Jeg mener paa dette grundlag - ikke mindst ogsaa fordi det er aabenbart, at sagsoegerne naeppe ville have faaet noget ud af, at der blev ivaerksat en langvarig traktatbrudsprocedure - at Kommissionen ikke efter opdagelsen af den italienske vinskandale i foraaret 1986 handlede culpoest, saaledes at der skulle kunne foreligge et erstatningsansvar i anledning af dens embedsfoerelse .

30 . 7 . Der er herefter ( ud over de bemaerkninger til disse spoergsmaal, som jeg allerede er fremkommet med forskellige steder i dette forslag til afgoerelse ) ikke behov for at gaa naermere ind paa de yderligere problemer, som erstatningssoegsmaal som de her omhandlede i oevrigt rejser ( aarsagsforbindelse, skade, eventuelt bevis for en konkret skade ).

C - Sammenfatning

31 . 8 . Jeg er herefter sammenfattende af den opfattelse, at klagepunkterne om, at Kommissionen i forskellige henseender har tilsidesat sine forpligtelser, savner begrundelse .

32 . Jeg foreslaar derfor,

1 ) at sagsoegte frifindes,

2 ) at sagsoegerne doemmes til at betale sagsomkostningerne .

(*) Originalsprog : tysk .

( 1 ) EFT 1987, C 297, s . 14 ff .

( 2 ) EFT 1984, L 70, s . 16 .

( 3 ) EFT 1970 I, s . 196 ff .

( 4 ) EFT 1979, L 54, s . 1 ff .

( 5 ) EFT 1972 I, s . 85 ff .

( 6 ) EFT 1979, L 54, s . 136 ff .

( 7 ) EFT 1984, L 70, s . 16 ff .

( 8 ) Se ogsaa Europa-Parlamentets beslutning offentliggjort i EFT 1987 C 190, s . 149, punkt 8, fjerde led (" hvilken forbindelse der er med produktionen af syntetisk vin ").

( 9 ) Jfr . forordning nr . 2102/84 "om hoest -, produktions - og beholdningsanmeldelser i vinsektoren", EFT 1984, L 194, s . 1 ff ., og forordning nr . 2396/84 "om naermere regler for udarbejdelse af vinprognosen", EFT 1984, L 224, s . 14 ff .

( 10 ) Forordning nr . 2687/84 af 18 . september 1984, EFT 1984, L 255, s . 1 ff .

( 11 ) Jfr . artikel 27 i forordning nr . 2179/83, EFT 1983, L 212, s . 1 ff .

( 12 ) EFT 1984, L 70, s . 16 ff .

( 13 ) EFT 1986, C 123, s . 4 .

( 14 ) EFT 1987, C 297, s . 43 .

( 15 ) EFT 1986, C 156, s . 3 .

( 16 ) EFT 1987, L 184, s . 27 .

( 17 ) EFT 1988, C 24, s . 8 ff .

( 18 ) EFT 1972 I, s . 85 ff .

Top