61986C0263

++++

Hoeje Domstol .

Sagsoegerne i hovedsagen, hr . og fru Humbel er franske statsborgere, der bor og i alt fald for Humbel' s vedkommende arbejder i Luxembourg . Deres soen, Frédéric, der er foedt i 1966, har gaaet i belgiske skoler efter 1977 . Der er blevet betalt afgifter med forskellige beloeb, saakaldt "minerval" for hans deltagelse i undervisningen i undervisningsaaret 1978/1979 til undervisningsaaret 1984/1985 inklusive, hvorefter studieafgiften blev afskaffet .

Den anmodning om praejudiciel afgoerelse i henhold til Traktatens artikel 177, der her er tale om, kommer fra fredsdommeren i Neufchâteau, der behandler en sag om den studieafgift paa 35 000 BFR, der er betalt for undervisningsaaret 1984/1985 . Humbel har naegtet at betale denne afgift, som den belgiske stat afkraever ham . Humbel har tilsyneladende i en anden sag faaet den belgiske stat doemt til at tilbagebetale ham de beloeb, han har betalt i studieafgift for de foregaaende aar . Denne afgoerelse er blevet anket .

Den nationale ret har forelagt Domstolen tre spoergsmaal . Med det foerste spoerges det, om den paagaeldende undervisning kan anses for faglig undervisning . Og for det andet i benaegtende fald, om Frédéric Humbel kan antages at vaere modtager af tjenesteydelser i den i Traktatens artikel 59 forudsatte betydning, og om kravet om betaling af studieafgift udgoer en restriktion for hans frihed til at tage til Belgien for at modtage saadanne uddannelsesydelser . Endelig spoerges det, om en arbejdstager, der er fransk statsborger og bor i Luxembourg, har ret til at faa sine boern optaget paa belgiske laereanstalter uden at betale studieafgift af nogen art, naar luxembourgske statsborgere har en saadan ret .

Domstolen har for saa vidt angaar det foerste spoergsmaal i sag 293/83, Gravier mod byen Liège ( Sml . 1985, s . 593 ), udtalt, at paalaeggelse af en studieafgift som minerval som betingelse for adgang til at foelge faglig undervisning for studerende, der er statsborgere i andre medlemsstater, mens en tilsvarende afgift ikke paalaegges indenlandske studerende, udgoer en forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af nationalitet, og som er forbudt ved Traktatens artikel 7, sammenholdt med Traktatens artikel 128, idet faglig uddannelse er "enhver form for undervisning, der foerer til en kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, eller som bibringer den saerlige faerdighed, der kraeves for at udoeve en saadan profession, fag eller stilling ... uanset elevernes eller de studerendes alder eller uddannelsesniveau, ligesom det heller ikke spiller nogen rolle, om undervisningsprogrammet ogsaa omfatter en vis del mere almindelig undervisning" ( praemis 30 ).

Der ses ikke i naervaerende sag at kunne vaere nogen tvivl om, at den studieafgift, der er opkraevet for Frédéric Humbel' s studier, kun er blevet opkraevet paa grundlag af hans nationalitet . Der ville ikke vaere blevet opkraevet studieafgift, hvis der havde vaeret tale om en belgisk eller luxembourgsk statsborger . Spoergsmaalet om, hvorvidt den undervisning, der har vaeret tale om, udgoer en faglig uddannelse som beskrevet i Gravier-sagen, er efter min mening foerst og fremmest et spoergsmaal, den nationale ret maa afgoere . Det er efter min mening kun i meget klare tilfaelde, at Domstolen kan tage stilling til, om undervisning henhoerer under faglig undervisning ( saaledes som det skete i sag 24/86, Blaizot m.fl . mod Liège Universitet m.fl . - dom af 2 . februar 1988, Sml . s . 379 - hvorimod Domstolen udtrykkeligt afstod fra at tage stilling hertil i selve Gravier-sagen ).

Den omhandlede undervisning meddeles paa en videregaaende undervisningsanstalt, der betegnes "teknisk skole ". Det er ikke af den grund udelukket, at der er tale om faglig undervisning, idet Domstolen i Gravier-sagen har fastslaaet, at de studerendes alder eller uddannelsesniveau ikke spiller nogen rolle . Studierne er af seks aars varighed og falder i tre afsnit af to aars varighed . Det undervisningsaar, den i sagen omtvistede studieafgift blev betalt for, var Frédéric Humbel' s fjerde studieaar, og det er ubestridt, at de fag han er blevet undervist i i dette studieaar naermest har haft karakter af almindelige undervisningsfag ( sprog, matematik, oekonomi, naturfag, maskinskrivning ). Paa femte aar og sjette aar studeres fag, der er langt mere teknisk praeget . Humbel og den belgiske stat er tilsyneladende enige om, at den undervisning, der meddeles i de to sidste studieaar har karakter af faglig undervisning og faktisk ser det ikke ud til, at der er blevet opkraevet minerval for disse to undervisningsaar . De naevnte parter er imidlertid ikke enige om, hvorvidt studierne kan afvikles for et aar ad gangen, og studieafgift saa opkraeves for de studieaar, hvor undervisningen ikke har haft karakter af faglig uddannelse . Det er Humbel, der har ret efter min mening . Studiet maa vurderes som en helhed, og afgoerelsen om, hvorvidt der er tale om faglig undervisning, traeffes paa grundlag af denne vurdering, og den omstaendighed, at der i studierne indgaar en undervisningsdel af generel art, kan ikke definitivt fratage studiet dets karakter af faglig undervisning, hvilket klart fremgaar af den definition, der er givet i Gravier-dommen .

Denne opfattelse blev stadfaestet i Blaizot-dommen, hvori Domstolen for saa vidt angaar veterinaerstudier, opdelt i to dele nemlig henholdsvis et "kandidatstudium" og et "doktorstudium" fastslog, at uddannelsens anden del forudsatte en bestaaet foerste del, saaledes at de to dele maatte anses for ét studium ( praemis 21 ). Jeg er ikke helt paa det rene med, om der mellem delene i det i denne sag omhandlede studium bestaar en saadan sammenhaeng som mellem de to dele af veterinaermedicinstudiet i Blaizot-sagen - dette er et spoergsmaal, der maa afklares af den nationale ret .

Imidlertid er det ikke aabenbart, at de i denne sag omhandlede studier, selv om de anskues under ét, kan anses for faglig uddannelse . Ifoelge de oplysninger, Domstolen har faaet forelagt, maa efter min mening de fire foerste aar ( og herunder det aar, der i denne sag er tale om ), i hoej grad om ikke fuldstaendigt, anses for at vaere almindelig undervisning . I retsmoedet er Domstolen desuden blevet gjort bekendt med, at der selv i de to sidste studieaar, hvor undervisningen i tekniske fag er mere omfattende end paa noget andet tidspunkt i studiet, kun gives 13 timer om ugen, mens der undervises i almene fag 19 timer om ugen . Domstolens udtalelse i Gravier-dommen om, at der i forbindelse med faglig undervisning ogsaa kunne vaere tale om et undervisningsprogram omfattende en vis del mere almindelig undervisning, maa efter min mening vaere fremsat med tanke paa en underordnet eller mindre betydelig del af undervisningen . Det er ikke sikkert, at man i forbindelse med studier, hvori den egentlig faglige uddannelsesdel kun andrager 40%, ved en naermere efterproevelse kan tale om faglig uddannelse .

I alt fald maa det, selv om hovedvaegten i denne uddannelse har ligget paa de tekniske fag, forud for henfoerelsen under begrebet faglig undervisning, jfr . Gravier-dommen, paavises, at disse studier foerer til en kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, eller bibringer den saerlige faerdighed, der kraeves for at udoeve en saadan profession, fag eller stilling .

Dette synes ogsaa at vaere opfattelsen ved Domstolen, idet det i praemis 19 i Blaizot-dommen udtales, at spoergsmaalet om, hvorvidt der gennem universitetsuddannelse erhverves kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling eller bibringes den saerlige faerdighed, der kraeves for at udoeve professionen, faget eller stillingen, maa besvares bekraeftende, ikke blot saafremt den afsluttende eksamen umiddelbart giver kompetence inden for en profession, et fag eller en bestemt stilling, der forudsaetter en saadan kompetence, men ogsaa for saa vidt som studier af denne art bibringer saerlige faerdigheder ( her gaar Gravier-dommens ordlyd igen ), altsaa i tilfaelde, hvor den studerende skal vaere i besiddelse af visse kundskaber for at virke i en profession, et fag eller en stilling, selv om der ikke ifoelge lov eller forvaltningsforskrifter stilles krav om en egentlig kandidateksamen .

Domstolen har ikke faaet forelagt oplysninger om den profession, det fag eller den bestemte stilling, til hvis bestridelse de af Frédéric Humbel fulgte studier giver kompetence .

Efter min mening boer det foerste spoergsmaal derfor besvares saaledes, at det tilkommer den nationale ret praecist og detaljeret at vurdere studiernes art ( Domstolen raader ikke over egentlige detaljeoplysninger herom ) med henblik paa at afgoere, om der herefter vil vaere tale om faglig uddannelse i den i Gravier - og Blaizot-dommene forudsatte betydning .

Hvis jeg havde vaeret af den opfattelse, at Domstolen skulle have taget stilling til dette foerste spoergsmaal, ville jeg paa grundlag af de oplysninger, Domstolen har faaet forelagt, ikke med sikkerhed vaere gaaet ind for, at disse studier efter en helhedsbedoemmelse kunne anses for faglig uddannelse i den i Gravier-dommen forudsatte betydning . Saa vidt jeg kan se, er der tale om almindelig undervisning, der omfatter visse nyere fag ( edb ), der for tiden ikke klart hoerer hjemme enten i almindelig undervisning eller i teknisk undervisning . Det omhandlede studieaar lader sig ikke i og for sig karakterisere som en del af en faglig uddannelse .

Saafremt den nationale ret skulle naa til det resultat, at de studier, Frédéric Humbel har fulgt, ikke er faglig uddannelse, er det det andet spoergsmaal om Traktatens bestemmelser om tjenesteydelser, der maa droeftes .

Humbel har stoettet af Kommissionen fremfoert et argument, der ogsaa blev fremfoert af Gravier, og som jeg tog stilling til i mit forslag til afgoerelse i hin sag, men som Domstolen ikke behandlede i dommen, eftersom den fastslog, at deltagelse i faglig undervisning var omfattet af Traktaten, og at dennes artikel 7 saaledes fandt anvendelse . Argumentet gaar kort fortalt - jeg har beskaeftiget mig indgaaende med det i Gravier-sagen - ud paa foelgende : undervisning paa en skole eller en anden undervisningsanstalt er en tjenesteydelse . Frédéric Humbel har foelgelig vaeret tjenesteydelsesmodtager og som saadan er han omfattet af anvendelsesomraadet for Domstolens dom i de forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone mod Ministero del Tesoro ( Sml . 1984, s . 377 ), dvs . navnlig foelgende praemis :

"... fri udveksling af tjenesteydelser omfatter frihed for modtagerne af tjenesteydelserne til at begive sig til en anden medlemsstat for at modtage en ydelse dér, (( idet )) de ikke herved kan hindres af begraensninger, heller ikke for saa vidt angaar betalinger, (( og idet )) turister, kurrejsende og personer paa studie - eller forretningsrejse maa anses for modtagere af tjenesteydelser"

( praemis 16, s . 403 ).

Denne sag lader sig ikke uden videre sammenligne med det foreliggende tilfaelde, for den drejer sig om restriktioner for frie betalinger for tjenesteydelser, modtaget i udlandet, restriktioner, der var indfoert af den stat, som tjenesteydelsesmodtagerne var statsborgere i .

Jeg kan i overensstemmelse med mit forslag til afgoerelse i Gravier-sagen anerkende, at undervisning kan vaere en tjenesteydelse i Traktatens betydning, jfr . definitionen i Traktatens artikel 60, der ikke er udtoemmende . Jeg mener ikke, at den omstaendighed, at Frédéric Humbel har vaeret modtager af denne tjenesteydelse i et tidsrum paa ca . seks aar, noedvendigvis medfoerer, at hans studier ikke er omfattet af Traktatens bestemmelser om tjenesteydelser, der vil kunne haevdes at vaere "midlertidige", naar henses til, at en etablering, jfr . Traktatens artikler 52-58 i modsaetning hertil "varer ved ". Naar en tjenesteyder meget ofte tager til den medlemsstat, hvor hans ydelser skal praesteres, vil det kunne spoerges, om han er etableret i denne medlemsstat . Af Traktatens artikel 60, stk . 3, kan man dog klart se, at dette kun er en form for praestering af tjenesteydelser i Traktatens forstand . Det kan ogsaa forekomme, at hverken tjenesteyderen eller tjenesteydelsesmodtageren flytter sig, idet ydelsen praesteres og vederlaegges gennem postvaesenet eller ved mere moderne former for kommunikation, eller at det som i det foreliggende tilfaelde og i Luisi - og Carbone-sagerne er tjenesteydelsesmodtageren der flytter sig . En sondring mellem etablering og tjenesteydelser er efter min mening uden betydning i de sidstnaevnte situationer .

Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at formaalet med Traktatens bestemmelser om tjenesteydelser er at ophaeve alle restriktioner for den, der praesterer tjenesteydelserne, hvad enten det er restriktioner, der bebyrder tjenesteyderen eller personer, der oensker at modtage hans ydelser ( som i Luisi-sagen ). Der er dog ikke tale om at, tjenesteyderen efter disse bestemmelser skal praestere sine ydelser mod sin egen vilje . Han kan altsaa bruge denne frihed saa meget eller saa lidt han vil . Naegtelse af praestering af tjenesteydelser er muligvis omfattet af andre traktatbestemmelser, navnlig konkurrencereglerne . Tjenesteyderens naegtelse af at praestere tjenesteydelser er ikke en restriktion af den i kapitlet om tjenesteydelser omhandlede art, og det er tjenesteyderens vilje til at praestere til bestemte modtagere paa saerlige eller mere byrdefulde vilkaar heller ikke .

Der er her tale om et meget vaegtigt argument, navnlig hvad angaar praestering af tjenesteydelser til fysiske eller juridiske personer, der er uafhaengige af staten . Men naar en tjenesteydelse praesteres af staten eller en statslig institution ( f.eks . en statsskole ), kan andre forhold komme til at spille en rolle, og efter min mening kan en stats naegtelse af at praestere en tjenesteydelse undtagen paa vilkaar, der er udtryk for en forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater, i visse tilfaelde udgoere en ved Traktatens artikler 59 og 60 forbudt restriktion .

Jeg behoever imidlertid ikke uddybe disse problemer yderligere, for de har deres grundlag i den omstaendighed, at den undervisning, Frédéric Humbel har deltaget i, er en tjenesteydelse i Traktatens forstand . Jeg mener af de grunde, jeg har redegjort for i mit forslag til afgoerelse i Gravier-sagen ( loc . cit . s . 602-604 ), at der ikke er tale om en tjenesteydelse, idet den ikke som kraevet ifoelge Traktatens artikel 60 er en ydelse, "der normalt udfoeres mod betaling", og kravet herom kan man efter min mening ikke bare se bort fra .

Jeg er fremdeles efter at vaere blevet praesenteret for de forskellige synspunkter, der er blevet fremfoert her i denne sag, af den opfattelse, at den undervisning, der foranstaltes af staten, ikke ydes "mod betaling ". Staten er ikke en erhvervsdrivende organisation, der tilstraeber at opnaa fortjeneste eller at faa daekket sine omkostninger og opnaa et regnskab i balance . Saafremt en organisation, der ikke arbejder med vinding for oeje, ikke kan udnytte friheden til at etablere sig og praestere tjenesteydelser i andre medlemsstater i overensstemmelse med anerkendelsen af denne frihed i Traktaten ( der klart fremgaar af artiklerne 58 og 66 ), maa resultatet efter min mening blive, at eventuelle modtagere af de af denne organisation praesterede ydelser heller ikke kan paaberaabe sig Traktatens bestemmelser .

Organisationer, der arbejder med vinding ( fortjeneste ) for oeje, faar normalt deres midler gennem betaling af solgte varer eller praesterede tjenesteydelser (" vederlaget "). Deres formaal med at saelge varer eller praestere tjenesteydelser er netop at opnaa vederlag herfor . Statslig undervisning finansieres i lighed med ydelser i sundhedssektoren i vidt omfang ved statsskatter . I begge tilfaelde er der tale om ydelser, der noget forenklet vil kunne siges at henhoere under socialpolitikken . At der undertiden - oftest naermest symbolsk, men undtagelsesvis svarende til tjenesteydelsernes kostpris - opkraeves afgifter af visse tjenesteydelsesmodtagere, aendrer intet herved . Efter min mening var det ikke dette forhold, generaladvokat Warner havde i tankerne i sit forslag til afgoerelse i sag 52/79, Anklagemyndigheden mod Debauve ( Sml . 1980, s . 833 ), og grundene hertil har jeg givet i Gravier-sagen, og efter mening kan hverken Kommissionen eller Humbel paaberaabe sig naevnte forslag til afgoerelse .

Humbel har i overensstemmelse med, hvad der blev gjort gaeldende i Gravier-sagen, anfoert, at laererne modtager betaling, og at skolernes loebende udgifter faktureres og betales, og at det derfor ikke kan haevdes, at tjenesteydelserne ikke praesteres mod vederlag . Denne argumentation vil efter min mening ikke kunne tillaegges betydning . Velgoerende og kirkelige organisationer benytter ogsaa personale og betaler varme - og elektricitetsregninger . De kan ogsaa opkraeve gebyrer for en raekke tjenesteydelser . Virkeligt afgoerende er, om tjenesteydelserne praesteres inden for rammerne af oekonomisk virksomhed . Andre ord for det samme er f.eks . kommercielle eller erhvervsmaessige aktiviteter . Det er det der efter min mening ligger i ordene "(( ydelser, der )) normalt udfoeres mod betaling ". Afgoerende er ikke, om laererne faar loen for deres arbejde, men derimod om der er tale om en betalingsskole, og hvorledes reglerne for skolens finansiering er udformet .

Efter Traktatens artikel 60 vil der naesten altid vaere tale om en betaling, som modtageren foretager, eller som sker paa hans vegne, og som haenger sammen med omkostningerne ved at praestere tjenesteydelserne, eller som paa anden maade er beregnet paa erhvervsoekonomisk grundlag ( saaledes ogsaa i tilfaelde af, at en ydelse praesteres uden modydelse eller billigt med henblik paa at udvide en kundekreds eller et led i konkurrence ). Der bliver ikke tale om en saadan betaling efter min mening, naar modtageren modtager ydelsen uden at skulle betale gebyrer eller afgifter, eller saafremt han betaler den omhandlede ydelse ved hjaelp af en allerede fra staten modtaget stoette eller betaler for en ydelse, der praesteres af staten eller paa vegne af staten, og betalingen helt eller delvis godtgoeres af staten eller paa vegne af staten, som det er tilfaeldet med universitetsundervisningsafgiften i Det Forenede Kongerige ( der er blevet naevnt som eksempel under sagen ) og i visse landes sygesikringsordninger .

Sammenligningen med forholdene inden for sundhedsvaesenet passer vaeldig godt, for hvis Faellesskabets medlemsstaters statsborgere generelt har ret til ydelser i anledning af sygdom m.m . overalt i Faellesskabet, er dette resultatet af en indviklet udbygget ordning, ved hvilken det skal afgoeres, hvilken stat der i sidste ende skal afholde omkostningerne herved . Det er efter min mening beklageligt, at der ikke endnu er skabt en tilsvarende ordning for undervisning i hele Faellesskabet .

Paa grundlag heraf bliver resultatet ligesom i Gravier-sagen, at en studerende ikke kan stoette en ret til undervisning paa Traktatens bestemmelser om tjenesteydelser, naar vedkommende undervisning ikke ydes "mod betaling ". Sidste del af det andet spoergsmaal, og navnlig spoergsmaalet om, hvorvidt studieafgiften udgoer en "restriktion" for modtagelsen af tjenesteydelser, er der derfor ingen grund til at besvare .

Jeg gaar herefter videre med det tredje spoergsmaal, hvor der maa ses paa Traktatens artikel 48 samt artikel 12 i forordning nr . 1612/68 ( EFT 1968 II, s . 467 ), hvori det bestemmes, at "saafremt en statsborger i en medlemsstat er eller har vaeret beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, har hans boern, hvis de er bosat paa denne medlemsstats omraade, adgang til almindelig undervisning, laerlingeuddannelse og faglig uddannelse paa samme vilkaar som statsborgere i denne stat ".

Efter det for Domstolen oplyste har Humbel aldrig arbejdet i Belgien . Boern af luxembourgske statsborgere har uden hensyn til, om de bor i Storhertugdoemmet eller andre steder, ret til at rejse til Belgien for at studere dér, uden at skulle betale studieafgifter .

Domstolen er ikke bekendt med, om dette beror paa udtrykkelig overenskomst eller paa en underhaandsaftale mellem Belgien og Luxembourg . Domstolen har stillet den luxembourgske regering et spoergsmaal herom, men dette er ikke blevet besvaret . Den belgiske regerings befuldmaegtigede har ikke i retsmoedet kunnet give Domstolen oplysninger herom .

Det fremgaar af Humbel' s og Kommissionens indlaeg, at de omhandlede belgiske bestemmelser har forskellige ejendommelige virkninger . Der opkraeves saaledes ikke studieafgift for boern af franske statsborgere, der bor i en fransk kommune, der ligger hoejst 15 km fra den belgiske graense; en fransk statsborger, der bor i Luxembourg skal under alle omstaendigheder betale studieafgift for sine boerns deltagelse i undervisning paa belgiske skoler .

Humbel goer gaeldende, at en saadan paa nationalitet beroende forskelsbehandling slet og ret er forbudt ifoelge Traktatens artikel 7 . Det fremgaar imidlertid af Gravier-dommen, at det maa godtgoeres, at der er tale om forskelsbehandling i forhold, der er omfattet af Traktatens anvendelsesomraade .

Humbel har desuden gjort gaeldende, at den belgiske regering vil grunde denne forskelsbehandling paa Traktatens artikel 233, der har foelgende ordlyd :

"Bestemmelserne i denne Traktat er ikke til hinder for, at de regionale unioner mellem Belgien og Luxembourg, og mellem Belgien, Luxembourg og Nederlandene fortsat bestaar og gennemfoeres, i det omfang disse regionale unioners maal ikke naas ved anvendelsen af denne Traktat ."

Humbel goer gaeldende, at der ikke ved denne artikel goeres nogen tilfoejelse til det af Belgien anfoerte . Det vil imidlertid ikke kunne tillaegges betydning, at der bestaar en union mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg, idet en saadan gunstig behandling som den omhandlede ikke ogsaa omfatter nederlandske studerende . Den Belgisk-luxembourgske OEkonomiske Union vedroerer overhovedet ikke undervisning . Og af artikel 233' s ordlyd fremgaar som det i oevrigt bemaerkes i Domstolens dom i sag 105/83, Pakvries ( Sml . 1984, s . 2101 ), at bestemmelsen kun finder anvendelse, saafremt den regionale unions maal ikke naas ved anvendelse af Traktaten, og det er der i det foreliggende tilfaelde ikke tale om .

Saa vidt jeg kan se, vil artikel 233 i Traktaten ligesom Traktatens artikel 7 kun kunne tillaegges relevans, saafremt den forskelsbehandling, der er tale om, er i strid med Traktaten, hvilket fremdeles maa godtgoeres .

Humbel goer desuden gaeldende, at den belgiske praksis udgoer en hindring for franske arbejdstageres fri bevaegelighed, der er i strid med Traktatens artikel 48 . Saa vidt jeg kan se er - som ogsaa Kommissionen og den italienske regering ( der foerst har afgivet indlaeg i retsmoedet og kun vedroerende det tredje spoergsmaal ) ogsaa synes at mene - vandrende arbejdstageres saerlige rettigheder, for saa vidt angaar boerns uddannelse, at grunde paa artikel 12 i forordning nr . 1612/68 .

Kommissionen har imidlertid maattet anerkende, at ordlyden af artikel 14, og navnlig det deri formulerede krav om, at arbejdstagerens boern skal vaere bosat paa beskaeftigelsesstatens omraade, er til hinder for, at Domstolen bringer denne bestemmelse til anvendelse i den foreliggende sag . Ikke desto mindre er det Kommissionens opfattelse, at forskelsbehandlingen strider mod aanden i artikel 12, hvorfor den har foreslaaet, at Luxembourg ifoelge denne artikel maa vaere forpligtet til at sikre vederlagsfri uddannelse i andre medlemsstater af boern af vandrende arbejdstagere, der bor i Luxembourg, for saa vidt angaar uddannelsestyper, der ikke forefindes i Luxembourg, men som boern af luxembourgske statsborgere uden vederlag har adgang til i en anden medlemsstat .

Endvidere har den italienske regering - med udgangspunkt i, at det er forskelsbehandling af luxembourgske arbejdstagere og vandrende arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, men som bor i Luxembourg, der er tale om - gjort gaeldende, at artikel 12 ikke udtrykkeligt kun kan anvendes paa undervisning, der gives paa beskaeftigelsesstatens omraade . Saafremt beskaeftigelsesstaten soerger for at give sine egne statsborgere mulighed for at studere i udlandet paa gunstige vilkaar, maa denne fordel ogsaa gaelde statsborgere fra Faellesskabets oevrige medlemslande, der bor paa dens omraade, eller i alt fald ogsaa de af forordning nr . 1612/68 omfattede personkredse . Denne forordning, der er gennemfoert til ivaerksaettelse af Traktatens artikel 48, har til formaal at integrere den vandrende arbejdstager i beskaeftigelsesstaten, og dette formaal forspildes, saafremt boern af vandrende arbejdstagere ikke, naar det gaelder uddannelse og kultur, har samme muligheder som beskaeftigelsesstatens statsborgeres boern .

Dette er et meget vaegtigt argument, men det vedroerer, som den italienske regerings repraesentant tilsyneladende har anerkendt i retsmoedet, den i Luxembourg foreliggende situation, som den belgiske ret ikke er blevet anmodet om at tage stilling til . Som Kommissionen til slut har anerkendt, vil artikel 12 ikke fornuftigvis kunne udstraekkes til ogsaa at forpligte Belgien til at yde vandrende arbejdstagere, der bor i Luxembourg, fordele som Belgien paa et grundlag, der er Domstolen ubekendt, yder luxembourgske statsborgere, uden at vaere forpligtet hertil .

Paa baggrund af det anfoerte foreslaar jeg Domstolen at besvare de af fredsdommeren i Neufchâteau forelagte spoergsmaal paa foelgende maade :

"1 ) Det tilkommer den nationale ret at afgoere, hvorvidt den undervisning, Frédéric Humbel har fulgt, henhoerer under begrebet faglig uddannelse, saaledes som dette begreb er blevet defineret i dommen i Gravier-sagen .

2 ) Uddannelse i statens regi er ikke en tjenesteydelse, jfr . EOEF-Traktatens artikler 59 og 60, idet den ikke gives mod vederlag .

3 ) Artikel 12 i forordning nr . 1612/68 paalaegger ikke medlemsstaterne at give vandrende arbejdstagere, der bor i en anden stat, adgang til undervisning paa de samme betingelser som dem, der gaelder for denne anden medlemsstats statsborgere ."

Afgoerelse om sagens omkostninger for parterne Humbel og den belgiske regering maa traeffes af den nationale ret . De omkostninger, der er afholdt af den italienske, den luxembourgske og den britiske regering samt af Kommissionen, ophaeves .

(*) Oversat fra engelsk .