61986C0145

++++

Hoeje Domstol .

1 . Med de forelagte praejudicielle spoergsmaal anmoder Nederlandenes Hoge Raad Domstolen om en fortolkning af en raekke bestemmelser i Bruxelles-konventionen af 27 . september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager . Jeg skal foerst gennemgaa hovedtraekkene i sagen for den nationale ret .

2 . Efter otteogtyve aars aegteskab tager en tysk statsborger, Horst Ludwig Martin Hoffmann, i 1978 bopael i Nederlandene . Hans hustru, Adelheid Krieg, der ligeledes er tysk statsborger, bliver boende i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor hun ved kendelse afsagt den 21 . august 1979 af Amtsgericht, Heidelberg, faar tilkendt hustrubidrag ( Getrenntlebensunterhalt ).

3 . Ved kendelse af 29 . juli 1981 erklaerede Arrondissementsrechtbank, Almelo ( Nederlandene ), den tyske kendelse eksigibel; kendelsen blev den 29 . april 1982 forkyndt for Hoffmann, som ikke anfaegtede den .

4 . Den 1 . maj 1980 oploeste Arrondissementsrechtbank, Maastricht, ved udeblivelsesdom aegteskabet paa Hoffmann' s begaering . Dommen blev indfoert i personregistret i Haag den 19 . august 1980 . Skilsmissen, som ikke er omfattet af Bruxelles-konventionen, er endnu ikke blevet anerkendt af de tyske myndigheder ( 1 ).

5 . Under paaberaabelse af skilsmissedommen anlagde Hoffmann sag for Amtsgericht, Heidelberg, med paastand om, at retsvirkningerne af kendelsen om hustrubidrag nu var bortfaldet . Den 25 . januar 1983 afsagde Amtsgericht kendelse om, at paastanden ikke kunne tages til foelge, da skilsmissedommen ikke var blevet anerkendt i Forbundsrepublikken; samtidig nedsatte retten dog hustrubidraget .

6 . Paa grundlag af den tyske kendelse, som var blevet forsynet med fuldbyrdelsespaategning, gjorde Krieg den 28 . februar 1983 udlaeg i Hoffmann' s loen hos dennes nederlandske arbejdsgiver . Paa begaering af Hoffmann blev udlaegget ophaevet ved dom af 7 . juli 1983 afsagt af Arrondissementsrechtbank, Almelo . Krieg ankede denne afgoerelse til Gerichtshof, Arnhem, som ophaevede den ved dom af 24 . september 1984, som Hoffmann herefter indbragte for Hoge Raad .

7 . For at kunne traeffe afgoerelse i denne sag har Hoge Raad forelagt Domstolen fem praejudicielle spoergsmaal . Jeg skal gennemgaa disse spoergsmaal i en lidt anden orden end den af Hoge Raad anfoerte . De foerste to spoergsmaal vedroerer retsvirkningerne af en anerkendt retsafgoerelse, det tredje spoergsmaal vedroerer muligheden for at anvende en af grundene til ikke at anerkende eller ikke at fuldbyrde en retsafgoerelse, og endelig vedroerer de sidste to spoergsmaal de retsmidler, der kan anvendes under en senere fuldbyrdelsessag . Processuelt er der imidlertid tale om foelgende faser i den anfoerte raekkefoelge :

- anerkendelsen, som sker ex officio i henhold til Bruxelles-konventionen;

- fuldbyrdelsespaategningen, der meddeles i henhold til konventionen;

- selve fuldbyrdelsen, der - som Domstolen har fastslaaet i Deutsche Genossenschaftsbank-dommen ( 2 ) - er reguleret af

national ret .

Jeg skal foerst behandle den eventuelle raekkevidde af grundene til ikke at anerkende eller fuldbyrde retsafgoerelser ( I ) for dernaest at forsoege at fastlaegge virkningerne af en anerkendt retsafgoerelse ( II ). Endelig vil jeg undersoege fjerde og femte spoergsmaal vedroerende de retsmidler, der kan anvendes under en fuldbyrdelsessag ( III ).

I - Bruxelles-konventionens artikel 27 ( Hoge Raad' s tredje spoergsmaal )

8 . Jeg skal foerst bemaerke, at artikel 34, stk . 2, vedroerende afslag paa begaering om fuldbyrdelsespaategning udtrykkeligt henviser til de fem grunde, der i artikel 27 anfoeres til ikke at anerkende en retsafgoerelse . Den nationale ret har anmodet Domstolen om at afgoere, om to af disse grunde, nemlig reglerne om uforenelige retsafgoerelser ( A ) og grundlaeggende retsprincipper ( B ), er relevante for hovedsagen . Jeg skal her blot naevne, at disse muligheder i den foreliggende sag fremfoeres paa et tidspunkt i proceduren, hvor der allerede er givet tilladelse til fuldbyrdelse, uden at de i konventionen anfoerte retsmidler er ivaerksat .

A - Uforenelige retsafgoerelser

9 . Ifoelge artikel 27, nr . 3, kan en retsafgoerelse ikke anerkendes, saafremt den er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, begaeringen rettes til . Dette begreb er ubestrideligt mere omfattende end begrebet retskraft . Hvis man skulle vaere i tvivl herom, kan man blot sammenholde artikel 27, nr . 3, med artikel 27, nr . 5, hvorefter en retsafgoerelse ikke kan anerkendes, saafremt den er uforenelig med en afgoerelse, der er truffet i en ikke-kontraherende stat mellem samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, hvilket er de traditionelle kriterier for retskraft . Hvorledes skal man da forstaa uforeneligheden i den i artikel 27, nr . 3, anfoerte betydning?

10 . Gaar man ud fra retsafgoerelsernes egentlige indhold, risikerer man at naa frem til et for restriktivt resultat . To retsafgoerelser kan f.eks . stoettes paa indbyrdes forskellige grunde uden derfor at have uforenelige retsvirkninger . Jeg skal her blot naevne det eksempel, at appelinstansen stadfaester en dom afsagt i foerste instans, men stoetter sig paa andre - maaske helt modsatte - retlige grunde, end dem, foersteinstansen har anfoert .

11 . Jeg mener derfor, at begrebet uforenelighed er knyttet til de retlige foelger, som anerkendelsen af retsafgoerelsen faar i fuldbyrdelsesstaten . Det drejer sig netop om at afgoere, om de samlede retsvirkninger af de to afgoerelser indebaerer et modsaetningsforhold, der er uforeneligt med retssystemet i den stat, begaeringen rettes til .

12 . En raekke eksempler, som enten er fiktive eller som stoettes paa afgoerelser truffet af nationale retter, kan illustrere raekkevidden af den af mig foreslaaede loesning . En afgoerelse, hvorefter en person tilpligtes at opfylde en kontrakt, er naturligvis uforenelig med en afgoerelse, hvorefter kontrakten annulleres ( 3 ). En retsafgoerelse, hvorefter det afslaas at anerkende en skilsmissedom, maa ligeledes vaere uforenelig med en bestemmelse i skilsmissedommen om, at den fraskilte hustru tilkendes underholdsbidrag ( 4 ). Der er derimod ikke uforenelighed mellem en retsafgoerelse, hvorefter en koeber doemmes til at betale koebesummen, og en afgoerelse om, at saelgeren tilpligtes at betale erstatning til medkontrahenten for skjulte mangler, da kravene i henhold til de to afgoerelser, som ikke er indbyrdes modstridende, kan modregnes ( 5 ).

13 . Jeg mener derfor, at det paahviler den ret, der behandler begaeringen om fuldbyrdelsespaategning, at foretage en konkret analyse inden for rammerne af retssystemet i den stat, begaeringen rettes til .

14 . I den foreliggende sag forudsaetter den tyske retsafgoerelse, hvorefter der tilkendes underholdsbidrag, noedvendigvis et bestaaende aegteskab, hvorimod aegteskabet oploeses i henhold til den senere nederlandske retsafgoerelse . Skilsmissedommen har ikke tilbagevirkende gyldighed og kan ikke paavirke den anerkendelse af den tyske retsafgoerelse, som uden videre har fundet sted i Nederlandene, efter at afgoerelsen er truffet i Forbundsrepublikken . Da den tyske afgoerelse er aeldre end skilsmissedommen, har Hoffmann i en periode haft pligt til at betale underholdsbidraget . En saadan situation adskiller sig ikke saerligt fra den situation i national ret, hvor aegtemanden, efter at vaere idoemt hustrubidrag, opnaar skilsmisse . Det er klart, at den tidligere aegtemand ikke kan paaberaabe sig skilsmissedommen som grundlag for at naegte at betale bidrag i perioden mellem de to afgoerelser .

15 . Det afgoerende for, at de to afgoerelser er forenelige, er saaledes, at der forud for skilsmissen er en periode, hvor afgoerelsen om bidrag kan fuldbyrdes, saaledes at artikel 27, nr . 3, ikke finder anvendelse, hvorfor der kan gives fuldbyrdelsespaategning . Den af Kommissionen foreslaaede konstruktion, hvorefter afgoerelserne efter deres natur er forenelige, uden at der skal tages stilling til deres samlede retsvirkninger i et givet retssystem, er efter min opfattelse i strid med artikel 27, nr . 3 . Den her naevnte uforenelighed skal vurderes konkret i lyset af sammenhaengen i retssystemet i den stat, begaeringen rettes til .

B - Grundlaeggende retsprincipper

16 . I henhold til artikel 27, nr . 1, kan en retsafgoerelse ikke anerkendes, hvis den er i strid med grundlaeggende retsprincipper . Jeg finder det ufornoedent at foreslaa en besvarelse vedroerende anvendelsen af denne bestemmelse i den foreliggende sag, idet det alene maa tilkomme de nationale retter at fastlaegge indholdet af de grundlaeggende retsprincipper .

17 . Jeg skal derfor blot fremsaette to generelle betragtninger vedroerende artikel 27, nr . 1 :

- Som konventionen er opbygget, vedroerer denne klausul alene undtagelsestilfaelde ( 6 ), der kun optraeder sjaeldent, da formueretlige afgoerelser rent "statistisk" falder uden for begrebet grundlaeggende retsprincipper ( ordre public ).

- Bestemmelsens raekkevidde maa praeciseres naermere, idet det ikke skal afgoeres, om selve retsafgoerelsen er i strid med grundlaeggende retsprincipper, men om anerkendelsen eller fuldbyrdelsespaategningen kan fremkalde en saadan virkning . Dette er en anvendelse af den teori, der betegnes "effet atténué de l' ordre public" ( 7 ) ( den afsvaekkede ordre-public-virkning ), hvorefter den nationale ret kan give tilladelse til fuldbyrdelse af retsafgoerelser, den ikke selv kunne have truffet .

II - Retsvirkningerne af en anerkendt retsafgoerelse ( Hoge Raad' s foerste og andet spoergsmaal )

18 . I det omfang de foerste to spoergsmaal vedroerer raekkevidden af en anerkendt dom, skal jeg behandle dem under et .

19 . I hovedsagen er der afgoerende forskel mellem retsstillingen i henhold til det tyske og det nederlandske retssystem med hensyn til, om der foreligger skilsmisse, og om pligten til at betale hustrubidrag som foelge heraf er ophoert . Det er herefter vaesentligt at afgoere, om en anerkendt retsafgoerelses virkninger er afhaengige af domsstatens ret eller den stats ret, som begaeringen rettes til .

20 . Som anfoert af GAL Droz ( 8 ) tages der i Bruxelles-konventionen ikke stilling til dette spoergsmaal . I Jenard-rapporten ( 9 ) udtales det : "Gennem anerkendelsen skal afgoerelserne tillaegges de virkninger, som tilkommer dem i den stat, paa hvis omraade de er truffet", og det anfoeres yderligere ( 10 ): "Artikel 31 tager ikke stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt (( det er )) den i domsstaten afsagte dom eller afgoerelsen om meddelelse af fuldbyrdelsespaategning (( der )) giver hjemmel til fuldbyrdelse i fuldbyrdelsesstaten ". Jeg er enig med GAL Droz ( 11 ) i, at der maa indfoeres en dobbelt afgraensning, idet retsafgoerelsen ikke i den stat, begaeringen rettes til ( fuldbyrdelsesstaten ), faar videre retsvirkninger end i domsstaten, og den heller ikke kan faa videre retsvirkninger end andre indenlandske retsafgoerelser af samme art . Den sidste begraensning kan forklares ud fra oensket om at harmonisere fortolkningerne og om at undgaa en overdreven brug af undtagelsesbestemmelsen vedroerende grundlaeggende retsprincipper .

21 . Jeg skal nu forsoege at fastlaegge raekkevidden af den saaledes foreslaaede loesning i tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen . For det foerste kan den ret, der behandler begaeringen om fuldbyrdelsespaategning, ikke tage stilling til en eventuel afgraensning af den anerkendte doms konkrete retsvirkninger; den skal blot tillade eller naegte fuldbyrdelse . Kompetencen til at tillade delvis fuldbyrdelse er begraenset til de to i konventionens artikel 42 anfoerte tilfaelde : fuldbyrdelse af visse krav, hvilket noedvendigvis forudsaetter, at de kan udskilles ( 12 ), eller begaering om delvis fuldbyrdelse . Hvis der derimod, som her, er tale om at afgraense den anerkendte retsafgoerelses fuldbyrdelsesperiode, mener jeg, at det tilkommer den ret, der skal fuldbyrde afgoerelsen, at fastlaegge de konkrete virkninger af den eksekutionskraft, som den ret, der behandler begaeringen om fuldbyrdelsespaategning, forinden har tillagt afgoerelsen . Jeg mener, at denne loesning er noedvendig for at undgaa en alt for hyppig anvendelse af artikel 42, som indebaerer en aabenbar risiko for, at der tages stilling til sagens realitet, hvilket udtrykkeligt er udelukket i henhold til artikel 29 .

22 . Til gengaeld mener jeg ikke, at det paa nogen maade er i strid med Bruxelles-konventionen, at den ret, der skal fuldbyrde afgoerelsen paa grundlag af den for retten gaeldende nationale lovgivning, jfr . de i Deutsche Genossenschaftsbank-dommen ( 13 ) fastlagte principper, undersoeger, paa hvilken maade den anerkendte afgoerelses retsvirkninger boer kombineres henholdsvis bringes i overensstemmelse med retsvirkningerne af et andet eksekutionsfundament udstedt i den stat, begaeringen rettes til, som naar der er tale om to indenlandske retsafgoerelser . Under alle omstaendigheder kan Bruxelles-konventionen ikke foere til, at retten i den stat, begaeringen rettes til, udelukkes fra at drage konsekvenserne af en indenlandsk afgoerelse, end ikke med den begrundelse, at den ikke er anerkendt i den stat, hvor den retsafgoerelse, som nu skal fuldbyrdes, er truffet .

23 . Inden for rammerne af Bruxelles-konventionen indebaerer anerkendelsen og tilladelsen til fuldbyrdelse af en retsafgoerelse, at den faar retsvirkninger i de kontraherende staters retssystem . Dette betyder dog ikke, at domsstatens retssystem faar forrang over for retssystemet i den stat, begaeringen rettes til, saaledes at fuldbyrdelsen af sidstnaevnte stats retsafgoerelser paa dens eget territorium goeres afhaengig af, at retsafgoerelserne anerkendes i foerstnaevnte stats retssystem . Et saadan krav ville her foere til en indskraenkning, om ikke en tilsidesaettelse, af det nederlandske retssystem . Ifoelge Bruxelles-konventionen skal de kontraherende stater sikre den "frie bevaegelighed" og fuldbyrdelsen af retsafgoerelser paa det formueretlige omraade, men konventionen kan ikke begraense raekkevidden af nationale retsafgoerelser .

24 . Jeg kan saaledes ikke tilslutte mig Kommissionens opfattelse, hvorefter retsvirkningerne i Nederlandene af en nederlandsk skilsmissedom goeres afhaengig af dens anerkendelse i Forbundsrepublikken . Der er nemlig ikke tale om at anerkende skilsmissen i denne stat, men blot om at drage konsekvenserne heraf i Nederlandene, hvor dommen er afsagt . Foelgelig boer retsafgoerelsen om underholdsbidrag som en tilsvarende nederlandsk retsafgoerelse, i den stat, begaeringen rettes til, sammenholdes med retsvirkningerne af skilsmissen .

25 . Den her foreslaaede loesning er helt i overensstemmelse med konventionens opbygning . Denne bestemmer, at anerkendelse eller fuldbyrdelsespaategning naegtes, hvis domsstatens afgoerelse er uforenelig med en afgoerelse i den stat, begaeringen rettes til . Naar dette ikke er tilfaeldet, optages den udelandske retsafgoerelse -som har 'opnaaet indfoedsret' som foelge af fuldbyrdelsespaategningen for nu at benytte det af den franske kassationsdomstols praesident Bellet anvendte udtryk ( 14 ), i det nationale retssystem, hvor den skal fuldbyrdes, hvorved retsvirkningerne i paakommende tilfaelde sammenholdes med en indenlandsk afgoerelses retsvirkninger . Det samme gaelder, saafremt der er tale om to indenlandske eksekutionsfundamenter . Det kan maaske illustreres saaledes : mens formaalet med Bruxelles-konventionen er at sikre "fri bevaegelighed for domme", er min udlaegning for saa vidt udtryk for reglen om "ligebehandling" med indenlandske afgoerelser .

III - Anfaegtelse af fuldbyrdelsen ( Hoge Raad' s fjerde og femte spoergsmaal )

26 . Hoge Raad' s spoergsmaal kan sammenfattes saaledes : kan den part, mod hvem der er givet tilladelse til fuldbyrdelse, under en fuldbyrdelsessag paaberaabe sig en indsigelse mod fuldbyrdelsen, som denne part ikke inden for den i konventionens artikel 36 fastsatte frist har fremsat over for afgoerelsen om fuldbyrdelsespaategning?

27 . Retsmidlerne i henhold til artikel 36 skal alt efter det enkelte tilfaelde ivaerksaettes en eller to maaneder efter forkyndelsen af afgoerelsen om fuldbyrdelsespaategning . Sagen skal indbringes for en af de retter, der er anfoert i artikel 37 for hver af de kontraherende stater . Afgoerelsen i disse sager kan kun anfaegtes i henhold til bestemmelserne for hver enkelt stat i artikel 37, stk . 2 . Under alle omstaendigheder er det kun muligt at paaberaabe sig de i artikel 27 opregnede grunde . I den foreliggende sag skal det netop afgoeres, om en af disse grunde kan goeres gaeldende paa anden maade end efter de i konventionen fastsatte processuelle regler .

28 . Det skal straks siges, at en saadan mulighed, som ville betyde, at en grund til ikke at anerkende en retsafgoerelse kunne goeres gaeldende under selve fuldbyrdelsen, efter min opfattelse er i strid med konventionens opbygning, saaledes som Domstolen har fortolket den . Domstolen har i Brennero-dommen ( 15 ) og Deutsche Genossenschaftsbank-dommen fastslaaet, at retsmidlerne i henhold til konventionen, der er selvstaendig og udtoemmende, ikke kan anvendes uden for de anfoerte tilfaelde eller "suppleres" med nationale bestemmelser .

29 . I Brennero-dommen udtalte Domstolen :

" Ifoelge artikel 37, stk . 2, kan afgoerelsen i appel - eller genoptagelsessagen kun anfaegtes ved en kassationsappel ... Efter konventionens almindelige opbygning, og paa baggrund af, at et af dens vaesentligste formaal er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, kan denne bestemmelse ikke udstraekkes, saaledes at den ogsaa tillader et retsmiddel mod en anden afgoerelse end den endelige afgoerelse i appel - eller genoptagelsessagen ..." ( 16 ).

Det fremgaar klart heraf, at for saa vidt konventionen har til formaal at lette proceduren for anerkendelse/fuldbyrdelsespaategning, kan de heri fastsatte retsmidler ikke anvendes uden for det i artiklerne 36 ff . definerede omraade . Denne regel tilsidesaettes saaledes, hvis man under en sag efter fuldbyrdelsespaategningen paaberaaber sig en af de i konventionen anfoerte grunde . Allerede antagelsen til realitetsbehandling af en grund til ikke at anerkende en retsafgoerelse vil, hvis den fremfoeres under en fuldbyrdelsessag, svare til, at der gives mulighed for at anfaegte fuldbyrdelsespaategningen, som er endelig efter udloebet af den i artikel 36 fastsatte frist .

30 . I Deutsche Genossenschaftsbank-dommen har Domstolen paa den anden side udtrykt sig saerdeles klart, idet den udtalte :

" Da konventionen begraenser sig til at give regler om meddelelse af fuldbyrdelsespaategning paa udenlandske eksigible fundamenter og ikke angaar selve fuldbyrdelsen, der forbliver underkastet vedkommende nationale lovgivning ..." ( 17 ).

31 . Dette princip er efter min opfattelse et noedvendigt supplement til det foregaaende, idet der herved sikres en skarp sondring mellem konventionen og national ret . Konventionen regulerer anerkendelsen og fuldbyrdelsespaategningen, og den indeholder en udtoemmende opregning af de retsmidler, der kan anvendes . Fuldbyrdelsen reguleres udelukkende af national ret . Denne ordning udelukker, at man kan "overtage" et retsmiddel fra konventionen for at anvende det uden for det heri fastsatte omraade . Systemets opbygning foerer uundgaaeligt til, at "fremmedlegemet udstoedes ".

32 . Men det er noedvendigt noejagtigt at fastlaegge raekkevidden af denne regel . Udloebet af fristen til at ivaerksaette de angivne retsmidler bevirker ganske vist, at man mister retten til at fremsaette anbringender, der stoettes paa konventionen . Det bevirker dog ikke af den grund, at det retsstiftende forhold bortfalder, dvs . den situation der retligt foerer til anvendelse af konventionen . Ret beset er der her kun tale om den logiske foelge af den klassiske sondring mellem det retsstiftende forhold og retsreglen .

33 . Det kan saaledes ikke laengere over for den ret, der skal fuldbyrde afgoerelsen, goeres gaeldende, at der foreligger uforenelige retsafgoerelserne, jfr . artikel 27 . Dette aendrer dog ikke ved den situation, som kunne foere til anvendelse af konventionen - in casu en skilsmisse . Skilsmissedommen er en kendsgerning i det nederlandske retssystem . Derfor er der intet til hinder for, at den kan paaberaabes til stoette for ethvert retsmiddel, som ifoelge national ret kan ivaerksaettes mod fuldbyrdelsen . Dette fremgaar klart af Deutsche Genossenschaftsbank-dommen, hvor Domstolen efter at have fastslaaet, at konventionen ikke angaar selve fuldbyrdelsen, udtalte :

" ... kan tredjemaend, der beroeres, imod tvangsfuldbyrdelsesforanstaltningerne ivaerksaette de retsmidler, der er hjemlet i national ret i den stat, i hvilken tvangsfuldbyrdelsen finder sted" ( 17 ).

34 . Herved bliver Hoge Raad' s sidste spoergsmaal dog ikke genstandsloest . Det oenskes her afgjort, om retten i den stat, begaeringen rettes til, er forpligtet til ex officio at anvende reglen om, at et anbringende, der stoettes paa konventionen, ikke kan fremsaettes i en senere fuldbyrdelsessag . Ifoelge den juridiske litteratur ( 18 ) fremgik det, indtil de sidste forhandlinger, udtrykkeligt af konventionens artikel 1, at den skulle anvendes ex officio; at denne bestemmelse udgik, skyldtes oversaettelsesvanskeligheder i en af de kontraherende stater . Jenard-rapporten, som naevner konventionens praeceptive karakter ( 19 ), anfoerer :

" ... (( konventionen )) skal anvendes ex officio ... Eksperterne har fastholdt princippet om, at konventionen skal anvendes ex officio ."

35 . Domstolen har i Wolff-dommen ( 20 ) udtalt, at det ifoelge konventionen er udelukket at anvende en anden procedure, herunder muligheden for at opnaa en ny realitetsdom i fuldbyrdelsesstaten .

36 . Hvis det var muligt uden for det i artiklerne 36 ff . fastsatte omraade at goere en af de i artikel 27 anfoerte grunde gaeldende, ville konventionen miste en vaesentlig del af sin selvstaendige og udtoemmende karakter . Afvisning af en saadan indsigelse er en sanktion, som sikrer, at det ved konventionen indfoerte system ikke bringes ud af ligevaegt . Af samme grund maa den nationale rets anvendelse ex officio af konventionen vaere den logiske og noedvendige foelge af reglen om, at konventionen skal anvendes, naar der er tale om anerkendelse af en retsafgoerelse eller tilladelse til at fuldbyrde denne . Som anfoert i Jenard-rapporten,

" skal (( retterne i medlemsstaterne )) anvende konventionens forskrifter, uanset om parterne paaberaaber sig dem eller ej" ( 21 ).

37 . Selv om jeg har fundet det noedvendigt at behandle alle de spoergsmaal, Hoge Raad har forelagt Domstolen, skal jeg foreslaa, at Domstolen i sin besvarelse kun tager stilling til de punkter, der er noedvendige for at afgoere hovedsagen . Da hovedsagen vedroerer selve fuldbyrdelsen, idet anerkendelsen og fuldbyrdelsespaategningen er endelig, skal jeg sammenfattende foreslaa, at de forelagte spoergsmaal besvares saaledes :

" En retsafgoerelse, der anerkendes i henhold til Bruxelles-konventionen af 27 . september 1968, kan ikke have videre retsvirkninger end dem, en tilsvarende indenlandsk retsafgoerelse har i den stat, begaeringen rettes til . Det tilkommer udelukkende den ret, der skal fuldbyrde afgoerelsen, at fastlaegge disse retsvirkninger ved, om fornoedent, at sammenholde raekkevidden af den anerkendte retsafgoerelse med raekkevidden af en indenlandsk retsafgoerelse . De i artikel 27 anfoerte grunde til ikke at anerkende en retsafgoerelse kan ikke goeres gaeldende uden for det i artiklerne 36 ff . fastsatte omraade . Retten i den stat, begaeringen rettes til, skal afvise en saadan indsigelse ex officio, selv om den nationale lovgivning ikke giver hjemmel hertil, men afvisningen er ikke til hinder for, at det forhold eller den situation, som ellers kunne danne grundlag for en saadan indsigelse, kan paaberaabes til stoette for ethvert andet retsmiddel, som i henhold til national ret kan ivaerksaettes mod fuldbyrdelsen ."

( 1 ) Det fremgaar imidlertid af parternes indlaeg under den mundtlige forhandling, at dommen i mellemtiden er blevet anerkendt .

( 2 ) Dom af 2 . juli 1985, i sag 148/84, Sml . s . 1981, praemis 18 .

( 3 ) Jenard-rapporten, EFT C 59 af 5.3.1979, s . 45 .

( 4 ) Oberlandesgericht Hamm, 29 . juli 1981, Systematisk Oversigt over Afgoerelser vedroerende Faellesskabsretten, Serie D, I-27.3-B 3 .

( 5 ) Frankrigs Cour de cassation, 3 . november 1977, Sofraco-Pluimvee, Systematisk Oversigt, Serie D, I-27.3-B 1 .

( 6 ) Jenard-rapporten, s . 44; se ogsaa Weser : Convention communautaire sur la compétence judiciaire d' exécution des décisions, Centre international de droit comparé, Bruxelles 1975, s . 330 .

( 7 ) Gothot et Holleaux : La convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, s . 146, nr . 256, Paris 1985 .

( 8 ) Compétence judiciaire et effets des jugements dans le marché commun, s . 276, nr . 440 .

( 9 ) EFT C 59 af 5.3.1979, s . 43 .

( 10 ) Idem, s . 49 .

( 11 ) Op . cit ., s . 280, nr . 448 .

( 12 ) Droz, op . cit ., s . 373, nr . 584 .

( 13 ) Ovennaevnte sag 148/84 .

( 14 ) Revue Trimestrielle de Droit Européen 1975, s . 41 .

( 15 ) Sag 258/83, Sml . 1984, s . 3971 .

( 16 ) Ovennaevnte sag 258/83, praemis 15 .

( 17 ) Ovennaevnte sag 148/84, praemis 18 .

( 17 ) Ovennaevnte sag 148/84, praemis 18 .

( 18 ) Jfr . Droz, op . cit ., s . 264, nr . 426 ff .

( 19 ) Jfr . Jenard-rapporten, EFT C 59, s . 8 .

( 20 ) Sag 42/76, Sml . 1976, s . 1759 .

( 21 ) Jfr . Jenard-rapporten, s . 8 .