—

leverandøren i henhold til lov eller særlig aftale skal betale en rimelig erstatning ved aftalens ophør,

eller

—

der er tale om forhandlerens optagelse i salgsnettet og om den første aftaleperiode eller den første mulighed for ordinær opsigelse«.

1. 

Som udtrykkeligt angivet i EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, bevirker enhver fritagelse, uanset om den er individuel eller kollektiv, at bestemmelserne i samme artikels stk. 1 erklæres uanvendelige på den pågældende aftale eller kategori af aftaler. Fritagelsen bevirker med andre ord, at aftaler, som i modsat fald principielt ville være forbudt, og i medfør af stk. 2 i artikel 85 uden retsvirkning, bliver gyldige.

Dette er således blandt andet forholdet med den fritagelse, der er meddelt ved forordning nr. 123/85. Aftaler, der opfylder betingelserne i forordningen, er fritaget, og må følgelig betragtes som gyldige i forhold til fællesskabsrettens konkurrencebestemmelser.

Det tilkommer den nationale retsinstans at tage stilling til, om betingelserne for gruppefritagelse er opfyldt i det enkelte tilfælde, og, i bekræftende fald, at fastslå, at den aftale, der foreligger for den, er gyldig ( 4 ).

Med hensyn til tidspunktet, fra hvilket fritagelsen har retsvirkning, må den nationale retsinstans sondre mellem aftaler, der er indgået efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 123/85, og aftaler, der er gældende på det tidspunkt, da forordningen trådte i kraft.

Førstnævnte gruppe af aftaler, der ikke skal anmeldes (betragtning 28), er fritaget ex tune.

For sidstnævnte gruppe af aftalers vedkommende understreges det i forordningens artikler 7 og 8, at fritagelsen eventuelt gælder med tilbagevirkende gyldighed, alt efter om det drejer sig om »gamle« aftaler (dvs. aftaler, der er indgået forud for udstedelsen af forordning nr. 17), og som er anmeldt i rette tid, eller der er tale om aftaler, hvori kun deltager virksomheder fra én medlemsstat, og som ikke vedrører indførsel eller udførsel mellem medlemsstater, idet sådanne aftaler principielt ikke skal anmeldes (i henhold til artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 17), eller om »nye« aftaler (dvs. aftaler, der er indgået efter udstedelsen af forordning nr. 17), og som er anmeldt.

Hvis det drejer sig om en aftale, der kræves anmeldt, skal det desuden undersøges, om den pågældende aftale eventuelt er identisk med en standardaftale, som er behørigt anmeldt.

Således fastslog Domstolen i dommen af 30. juni 1970 ( 5 ) i sag 1/70, at »de i traktatens artikel 85, stk. 1, nævnte aftaler, som er indgået efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 17/62, og som er nøjagtige gentagelser af en standardaftale, der er indgået tidligere og behørigt anmeldt, nyder godt af den samme midlertidige gyldighed som denne.«

2. 

Hvis den nationale retsinstans måtte fastslå, at betingelserne for fritagelse ikke er opfyldt i det konkrete tilfælde, hvilke slutninger bør retten da drage med hensyn til aftalens gyldighed?

Da de beslutninger, der træffes med hjemmel i artikel 85, stk. 3, har til formål at erklære bestemmelserne i stk. 1 uanvendelige, kunne man fristes til at antage, at de aftaler, der måtte blive fritaget, altid er omfattet af forbudet i stk. 1.

Selv om dette faktisk er tilfældet med hensyn til aftaler, for hvilke der gælder en individuel fritagelse, er forholdet ikke nødvendigvis det samme med hensyn til en given aftale, der er omfattet af en fritaget kategori. Således fastslog Domstolen i dommen af 13. juli 1966 ( 6 ) i sag 32/65, at »beskrivelsen af en kategori er imidlertid kun en ramme og betyder ikke, at de aftaler, som falder inden for denne ramme, alle er underlagt forbudet«, og at »beskrivelsen heller ikke medfører, at en aftale, som hører til den fritagne kategori, men ikke opfylder alle betingelserne i den nxvnte beskrivelse, nødvendigvis må falde ind under forbudet« (Sml. 1964-1967, s. 293).

I så fald tilkommer det den nationale retsinstans, dog under iagttagelse af traktatens artikel 177, at afgøre, om forbudsbetingelserne i artikel 85, stk. 1, faktisk er opfyldt, og, i givet fald, at sumere, at den aftale, der er forelagt den til påkendelse, er uden retsvirkning i henhold til artikel 85, stk. 2 ( 7 ).

I den sammenhæng kan den nationale retsinstans beslutte at »udsætte sagen for at give parterne lejlighed til at opnå Kommissionens stillingtagen« ( 8 ), eventuelt en individuel fritagelse, idet forordning nr. 123/85 ikke berører parternes ret til at anmode om en sådan beslutning i henhold til forordning nr. 17 Ofr. betragtning 29).

Den nationale retsinstans må ligeledes undersøge, om aftalen ikke er omfattet af en anden fritagelse af kategorier, som i det foreliggende tilfælde kunne være fritagelse i henhold til Kommissionens forordninger nr. 1983/83 ( 9 ) eller 1984/83 ( 10 ) Ofr. betragtningerne 24 og 29 samt artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 123/85).

En forordning om fritagelse af kategorier medfører således ikke automatisk, at en aftale, der ikke opfylder betingelserne for fritagelse, er uden retsvirkning. En sådan aftale er kun uden retsvirkning i det omfang betingelserne i artikel 85, stk. 1, faktisk er opfyldt, medmindre aftalen er omfattet af en anden fritagelse, individuel eller kollektiv. Konkret følger det heraf, at den omstændighed, at den pågældende aftale formentlig ikke er i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, andet led, i forordning nr. 123/85, ikke nødvendigvis er et bevis for, at den er uden retsvirkning, men kun bevirker, at den ikke er omfattet af den ved den nævnte forordning indførte fritagelse.

3. 

Såfremt den nationale retsinstans endelig måtte fastslå, at betingelserne i artikel 85, stk. 1, er opfyldt, må det understreges, at den heraf følgende ugyldighed i henhold til stk. 2 kun omfatter »de dele af aftalen, der falder ind under forbudet [i stk. 1], ..., og [kun] hele aftalen..., hvis disse dele ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser«, og at »alle de bestemmelser, der ikke rammes af forbudet, herefter ikke [omfattes] af traktaten og således ikke [skal] bedømmes ud fra Fællesskabets retsregler«. ( 11 )

I de forenede sager Consten og Grundig mod Kommissionen ( 12 ) udledte Domstolen heraf, at »det påhvilede derfor Kommissionen at indskrænke sig til i den anfægtede afgørelse at konstatere en overtrædelse for de deles vedkommende, der ramtes af forbudet, eller i afgørelsens begrundelse at gøre rede for, hvorfor disse dele forekom den uadskillelige fra aftalens øvrige bestemmelser«.

I den foreliggende sag påhviler dette den nationale retsinstans, hvis den måtte fastslå, at en eller flere af aftalebestemmelserne er uforenelige med de fællesskabsretlige konkurrencebestemmelser.

4. 

Det følger af det anførte, at det også tilkommer den nationale retsinstans på grundlag af national lovgivning at tage stilling til, hvilke følger en delvis ugyldighed kan have for alle øvrige dele af aftalen ( 13 ) og a fortiori de følger, en hel eller delvis ugyldighed i almindelighed kan have med hensyn til det privatretlige forhold mellem parterne, blandt andet for så vidt angår deres respektive erstatningsansvar som følge af en eventuel afbrydelse af kontraktsforholdet.

En forordning om fritagelse af kategorier gør forbudet i artikel 85, stk. 1, uanvendeligt på aftaler, som opfylder de fastsatte betingelser, men den har dog hverken til formål eller til følge, at én af parterne i en sådan aftale kan kræve, at medkontrahenten accepterer at tilpasse en bestående aftale til de nævnte betingelser, eller at den ene af aftaleparterne afskæres fra at foreslå den anden betingelser, der ikke har forbindelse med de betingelser, »der skal være opfyldt« (betragtning 11 til forordning nr. 123/85), eller »som aftalerne ikke må indeholde« (betragtning 21 til forordning nr. 123/85).

Da problemet synes at have en vis betydning i hovedsagen, skal jeg dog for en ordens skyld pege på, at i henhold til artikel 4, stk. 1, tredje led, i forordning nr. 123/85 finder fritagelsen ligeledes anvendelse, såfremt forhandleren forpligter sig til »inden for aftaleområdet og inden for et bestemt tidsrum at bestræbe sig på at sælge mindst det antal aftalevarer, som parterne aftaler, eller som leverandøren i mangel af enighed fastlægger på grundlag af skøn over forhandlerens afsætningsmuligheder«. Ligeledes skal jeg for god ordens skyld gøre opmærksom på, at det i medfør af artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 27 af 3. maj 1962 ( 14 ) ville have stået en hvilken som helst af parterne, der måtte ønske at påberåbe sig artikel 85, stk. 3, frit for at anmelde den bestående aftale til Kommissionen og anmode om en individuel fritagelse.

Forordning nr. 123/85 pålägger saledes ingen af kontrahenterne forpligtelser over for medkontrahenten og giver dem heller ikke rettigheder. I henhold til forordningen fritages således blot enhver aftale mellem kontrahenterne, såfremt den opfylder de fastsatte betingelser.

Betingelserne er nemlig ikke indført for at beskytte én af aftaleparterne, men for mest muligt at begrænse de hindringer for markedskræfternes frie spil, som sådanne aftaler normalt medfører eller har til hensigt (jfr. betragtning 2 til forordning nr. 123/85).

Dette udelukker imidlertid ikke, at de nationale regler, aftalen er omfattet af, i visse tilfælde begrænser aftalefriheden for den ene eller begge parter. Heraf følger, at de spørgsmål, om f. eks. én af parterne kan kræve, at en bestående aftale erstattes af en ny aftale, at tilpasningen eller fornyelsen af en eneforhandlingsaftale gøres betinget af, at medkontrahenten opnår tilfredsstillende salgsresultater, eller at kontraktens løbetid kræves ændret til henholdsvis bestemt eller ubestemt tid, må vurderes på grundlag af de pågældende nationale regler.

Dette kan indebære, at den nationale retsinstans eventuelt må afgøre, hvilken af de to løsninger, forordning nr. 123/85 hjemler mulighed for, der ligger nærmest den aftale, parterne har indgået (en aftale indgået for et år, uden mulighed for stiltiende forlængelse): er løsningen da en aftale, indgået for fire år, eller en aftale, som er indgået på ubestemt tid, og som kan opsiges med et varsel på mindst et år?

5. 

På grundlag af disse bemærkninger skal jeg foreslå, at det spørgsmål, tribunal de grande instance de Paris har forelagt, besvares som følger:

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.