1

Ved kendelse af 21. februar 1985, indgået til Domstolen den 15. marts 1985, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden af Domstolens dom af 12. april 1984 (Wünsche Handelsgesellschaft mod Forbundsrepublikken Tyskland, 345/82, Smi. s. 1995) samt vedrørende gyldigheden af artikel 1 i Kommissionens forordning nr. 3429/80 af 29. december 1980 om fastsættelse af beskyttelsesforanstaltninger vedrørende indførsel af champignonkonserves (EFT L 358, s. 66).

2

Den nationale ret har stillet disse spørgsmål under den samme retstvist — mellem de samme parter i hovedsagen — som den, der gav anledning til den præjudicielle sag, hvori førnævnte dom af 12. april 1984 blev afsagt.

3

I henhold til artikel 1 i Kommissionens forordning nr. 3429/80 opkrævedes der som »beskyttelsesforanstaltning« i tidsrummet 1. januar-31. marts 1981 ved overgang til fri omsætning i Fællesskabet en tillægsafgift på 175 ECU/100 kg netto for champignonkonserves henhørende under pos. 20.02 A i den fælles toldtarif, for så vidt angik de mængder, der oversteg de ved den nævnte forordning fastlagte mængder.

4

Wünsche anlagde hovedsagen efter at have fået afslag på sin ansøgning om fritagelse for betaling af den nævnte tillægsafgift, hvorved Wünsche bestred gyldigheden af Kommissionens førnævnte forordning nr. 3429/80, som vedkommende nationale myndighed havde anført til støtte for afgørelsen.

5

Verwaltungsgericht Frankfurt am Main, der behandlede sagen, anså det for tvivlsomt, om artikel 1 i Kommissionens førnævnte forordning var gyldig, idet retten

6

Ved den førnævnte dom af 12. april 1984 kendte Domstolen for ret:

»Gennemgangen af det for Domstolen forelagte spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 3429/80«.

7

Det fremgår af sagen, at Verwaltungsgericht Frankfurt am Main anmodede Wünsche om en udtalelse om dommen. Wünsche gav udtryk for, at dommen var behæftet med væsentlige retlige mangler, og at den følgelig var uden enhver bindende virkning.

8

Herefter besluttede Verwaltungsgericht Frankfurt am Main, at sagen skulle udsættes, og at følgende præjudicielle spørgsmål skulle forelægges Domstolen:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende

Såfremt spørgsmål 1 eller spørgsmål 3 besvares bekræftende

Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende

9

Det fremgår udtrykkeligt af forelæggelseskendelsen, at den nationale ret med spørgsmålene 1-3 anmoder Domstolen om at tage stilling til, om den førnævnte dom af 12. april 1984 er ugyldig, at det med spørgsmål 4 ønskes fastslået, om den forelæggende ret i bekræftende fald ikke desto mindre er bundet af dommen, og endelig at det med spørgsmål 5 på ny ønskes fastslået, om artikel 1 i Kommissionens førnævnte forordning nr. 3429/80 er gyldig.

10

Det bemærkes, at der efter indholdet af disse spørgsmål skal tages stilling til, om en dom, hvorved Domstolen træffer en præjudiciel afgørelse, omfattes af de retsakter fra Fællesskabets institutioner, hvis gyldighed kan prøves under en præjudiciel sag i medfør af artikel 177, samt om Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de nævnte spørgsmål.

11

Afgørelsen af, om Domstolen er kompetent i så henseende, vil være at træffe i lyset af traktatens artikel 177 i det hele samt under hensyn til den kompetencefordeling mellem de nationale retter og Domstolen, som følger af denne bestemmelse.

12

Som tidligere fastslået af Domstolen, har det judicielle samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 177, til formål at sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet i samtlige medlemsstater (dom af 1. december 1965, Schwarze mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel, 16/65, Smi. 1965-1968, s. 131).

13

Heraf følger, at der ved en dom, hvormed Domstolen præjudicielt tager stilling til fortolkningen eller gyldigheden af en retsakt fra en af Fællesskabets institutioner, træffes en retskraftig afgørelse vedrørende et eller flere fællesskabsretlige spørgsmål, som binder den nationale domstol ved afgørelsen af hovedsagen.

14

Det bemærkes endvidere, at artiklerne 38-41 i statutten for Domstolen udtømmende opregner de ekstraordinære retsmidler, og dermed de tilfælde, hvor den retskraft, der knytter sig til Domstolens afgørelser, kan brydes; disse bestemmelser finder ikke anvendelse på Domstolens domme i præjudicielle sager, hvori der ikke findes parter.

15

Den retskraft, der knytter sig til en dom afsagt i en præjudiciel sag, er imidlertid ikke til hinder for, at den nationale domstol, som dommen retter sig til, kan finde det nødvendigt på ny at indbringe en sag for Domstolen, inden der træffes afgørelse i hovedsagen. I henhold til Domstolens faste praksis er der adgang til at indbringe en sådan sag, såfremt den nationale domstol har vanskeligheder med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af dommen, såfremt den nationale ret forelægger Domstolen et nyt retsspørgsmål, eller såfremt retten fremfører nye synspunkter, på grundlag af hvilke Domstolen kan tænkes at ville ændre sin besvarelse af et tidligere spørgsmål. Denne beføjelse til på ny at forelægge en sag for Domstolen indebærer imidlertid ikke, at gyldigheden af den allerede afsagte dom kan anfægtes, eftersom dette ville være i strid med den kompetencefordeling mellem de nationale retter og Domstolen, der følger af traktatens artikel 177.

16

Af disse grunde er en dom fra Domstolen vedrørende en præjudiciel anmodning ikke omfattet af de retsakter fra Fællesskabets institutioner, hvis gyldighed kan anfægtes under en præjudiciel sag i medfør af artikel 177. Domstolen har følgelig ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de tre første spørgsmål.

17

Eftersom det fjerde spørgsmål udelukkende er stillet under den forudsætning, at Domstolen erklærer den førnævnte dom af 12. april 1984 for ugyldig, er det ufornødent at tage stilling til spørgsmålet.

18

Ved det femte spørgsmål har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main blot på ny forelagt Domstolen spørgsmålet om gyldigheden af artikel 1 i forordning nr. 3429/80, som var genstand for den førnævnte dom af 12. april 1984, hvorved retten ikke har fremført andre argumenter, navnlig for så vidt angår de statistiske oplysninger, end dem som Domstolen allerede har taget stilling til under den foregående sag. Det følger af det anførte, at det således også er ufornødent at tage stilling til dette femte spørgsmål.

19

I henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 2, kan Domstolen til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises på grund af ufravigelige procesforudsætninger; med hjemmel i procesreglementets artikel 91, stk. 3 og 4, har Domstolen besluttet at træffe afgørelse herom uden mundtlig forhandling.

20

De udgifter, der er afholdt af Rådet og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Af disse grunde bestemmer

DOMSTOLEN