1.

I artikel 8 i Rådets forordning nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196) hedder det bl. a.:

»Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornødne foranstaltninger for

...«.

2.

Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971 om visse konjunkturpolitiske foranstaltninger, der skal træffes inden for landbrugssektoren som følge af den midlertidige udvidelse af grænserne for kursudsving i visse medlemsstaters valutaer (EFT 1971 I, s. 231), som ændret ved Rådets forordning nr. 509/73 af 22. februar 1973 (EFT L 50, s. 1), indeholder følgende bestemmelse:

Monetære udligningsbeløb ved eksport henholdsvis opkræves eller ydes af den eksporterende medlemsstat, mens monetære udligningsbeløb ved import, som regel ydes eller opkræves af den importerende medlemsstat. I artikel 2 a i forordning nr. 974/71, som ændret ved artikel 2 i Rådets forordning nr. 1112/73 af 30. april 1973 (EFT L 114, s. 4), finder man imidlertid følgende bestemmelse:

»Når varer, der er udført fra en medlemsstat, er blevet indført i en medlemsstat, hvem det påhviler at yde et udligningsbeløb ved indførsel, kan den eksporterende medlemsstat efter aftale med den importerende medlemsstat betale de udligningsbeløb, der skal ydes af den indførende medlemsstat. I så fald ydes der intet udligningsbeløb af den indførende medlemsstat for varer med oprindelse i den pågældende medlemsstat. Udligningsbeløbet omregnes ved anvendelse af de pågældende valutaers a vista-kurs, således som denne konstateres i løbet af en periode, som skal fastsættes.

...«

Regler om gennemførelse af denne bestemmelse findes i artikel 11 i Kommissionens forordning nr. 1380/75 af 29. maj 1975 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende monetære udligningsbeløb (EFT L 139, s. 37), hvis stk. 2, første afsnit, indeholder følgende bestemmelse:

»Den udførende medlemsstats betaling af det monetære udligningsbeløb, som skulle ydes af den indførende medlemsstat, er betinget af, at der føres bevis for afslutningen af toldbehandlingen ved indførsel og opkrævningen af told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales i den indførende medlemsstat.«

I det følgende afsnit i samme stk. bestemmes, at det omhandlede bevis tilvejebringes ved fremlæggelse af det kontroleksemplar, som er omtalt i artikel 1 i Kommissionens forordning nr. 2315/69 af 19. november 1969 om benyttelse af fællesskabsforsendelsesdokumenterne ved gennemførelse af fællesskabsforanstaltninger, der medfører kontrol med varernes anvendelse og /eller bestemmelse (EFT 1969 II, s. 502), det såkaldte T5-kontrolek-semplar, der skal indeholde forskellige angivelser, der nævnes i forordningen.

Om fristen for betaling indeholder artikel 16 i forordning nr. 1380/75 følgende bestemmmelse:

»Når de kompetente myndigheder skal yde et monetært udligningsbeløb, skal udbetalingen finde sted inden to måneder efter den dag, hvor indgivelsen af alle dokumenter har fundet sted, undtagen

Om størrelsen af de anvendelige monetære udligningsbeløb indeholder artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1380/75 følgende bestemmelse:

»Satsen for det monetære udligningsbeløb, som skal ydes eller opkræves, er den, som gælder på udførselsdatoen eller indførselsdatoen.«

I samme artikels stk. 5 hedder det endvidere:

»... indførselsdatoen [er] den samme som den, der lægges til grund med hensyn til beregning af told og afgifter«.

Endelig er det om beregningen af monetære udligningsbeløb i artikel 2 i forordning nr. 1380/75 bestemt, at den periode, der er nævnt i artikel 2 a i forordning nr. 974/71, går fra onsdag i en uge til tirsdag i den følgende uge.

3.

I artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 3094/76 af 17. december 1976 om supplerende gennemførelsesbestemmelser for monetære udligningsbeløb i samhandelen mellem Irland og Det forenede Kongerige (EFT L 348, s. 21) bestemmes, at de kompetente myndigheder for at undgå uregelmæssigheder kan gøre ydelsen af monetære udligningsbeløb i samhandelen mellem Irland og Det forenede Kongerige afhængig af særlige betingelser. Ifølge stk. 2 i samme artikel underretter de pågældende medlemsstater straks Kommissionen om, hvilke foranstaltninger, der træffes i henhold til stk. 1, men det ses ikke, at der før 1979 er tilgået Kommissionen sådan underretning om kornsektoren fra de omhandlede medlemsstater.

1.

Sagsøgeren i hovedsagen, Irish Grain Board (Trading) Limited (herefter benævnt sagsøgeren), der er et såkaldt »industrial and provident society« drev i årene 1977-1978 virsomhed med køb af og salg af korn.

Således eksporterede sagsøgeren mellem den 23. december 1977 og den 6. juli 1978 korn fra Irland til fem opkøbere i Nordirland. Det er ubestridt, at sagsøgerens toldagent behørigt udfyldte alle de dokumenter, der er nødvendige efter fællesskabsbestemmelserne om monetære udligningsbeløb og om eksport af det omhandlede korn, herunder bl. a. T5-kontroleksemplaret, hvori var angivet, at kornet »er bestemt til forbrug i Nordirland«.

I det nævnte tidsrum blev der opkrævet monetære udligningsbeløb ved eksport fra Irland til Det forenede Kongerige, og ydet monetære udligningsbeløb ved indførsel til Det forenede Kongerige. Da de to lande dengang havde indgået en aftale i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71, fremsatte sagsøgeren over for sagsøgte, Landbrugsministeriet, som den for den fælles landbrugspolitik i Irland ansvarlige myndighed (herefter sagsøgte), krav om de monetære udligningsbeløb, der skulle ydes ved indførsel til Det forenede Kongerige.

2.

Når kornet blev eksporteret til Nordirland i sagsøgerens egne lastbiler eller af en speditør for sagsøgerens regning, blev de monetære udligningsbeløb udbetalt. Derimod blev der vedrørende det korn, der blev sendt fra Irland til Nordirland af speditører, der handlede på vegne af opkøberne i Nordirland, af det nordirske toldvæsen iværksat en administrativ undersøgelse på foranledning af sagsøgte, der havde begrundet mistanke om, at kornet i hemmelighed var blevet genindført til Irland for derfra på ny at skulle eksporteres til Det forenede Kongerige. Da disse myndigheder ikke med sikkerhed under undersøgelsen kunne fastslå, at kornet var bragt ind i Det forenede Kongerige for at blive bragt i fri omsætning dér, nægtede sagsøgte at betale de krævede monetære udligningsbeløb.

3.

Sagsøgeren anlagde herefter sag ved High Court i Dublin med påstand om betaling af 138662 IRL i monetære udligningsbeløb, og under denne sag nåede High Court til det resultat, at de nordirske opkøbere, eller i al fald enkelte af disse, havde gjort sig skyldige i svigagtige transaktioner og uregelmæssigheder vedrørende de kornpartier, sagsøgeren havde solgt og eksporteret. High Court nåede dog også til det resultat, at sagsøgeren ikke på nogen måde var skyldig i eller bekendt med disse uregelmæssigheder og ikke havde miste: retten til at få udbetalt monetære udligningsbeløb, da sagsøgeren ikke kunne kontrollere, om køberne havde handlet på retsstridig måde. High Court statuerede derfor ved domme af 9. marts 1981 og 19. juli 1982, at sagsøgeren havde krav på monetære udligningsbeløb, dog uden tillæg af renter som påstået.

4.

Sagsøgte ankede denne afgørelse til Supreme Court under henvisning til, at Nordirlands toldvæsens undersøgelse og High Court's vurdering vedrørende forekomsten af svigagtige transaktioner og uregelmæssigheder berettigede afslaget på at udbetale de krævede monetære udligningsbeløb til sagsøgeren, så længe der ikke var ført bevis for, at kornet var bragt i omsætning på importmedlemsstatens område. Sagsøgte påberåbte sig herved navnlig artikel 8 i forordning nr. 729/70 samt artiklerne 11 og 16 i forordning nr. 1380/75.

5.

Sagsøgeren har bestridt, at sagsøgte kan nægte at udbetale monetære udligningsbeløb, og har herved gjort gældende, at artikel 8 i forordning nr. 729/70 ikke har kunnet finde anvendelse i sagen på grund af den aftale, der er indgået mellem Irland og Det forenede Kongerige i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71, og hvorefter eksportmedlemsstaten (det vil her sige sagsøgte på vegne af Irland) ved effektuering af en betaling blot handler som mandatar for importstaten (her Det forenede Kongerige). Den dokumentation, der kræves ifølge fællesskabsretten, har været fuldstændig i orden, således at sagsøgtes eneste opgave i denne forbindelse har været at udbetale det krævede beløb.

Sagsøgte har i øvrigt rejst lu-av om renter af de monetære udligningsbeløb fra datoen for kravets fremsættelse, og har endelig gjort gældende, at det havde krav på udbetaling af beløbet i UKL og ikke i IRL.

6.

Supreme Court er nået til det resultat, at sagen rejser spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten, og har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

7.

Forelæggelseskendelsen fra Supreme Court, Dublin, er blevet registreret på Domstolens justitskontor den 16. august 1985.

8.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen har følgende indgivet skriftlige indlæg: sagsøgeren i hovedsagen, Irish Grain Board (Trading) Limited (under konkurs), ved Senior Council J. Blayney, Senior Council J. Cooke og Senior Council D. O'Keeffe i henhold til fuldmagt fra solicitors Wm. Fry & Sons, sagsøgte i hovedsagen, det irske landbrugsministerium, ved Chief State Solicitor L. J. Dockery, Dublin, som befuldmægtiget, bistået af Senior Council J. L. Murray og barrister at law K. O'Reilly, samt Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved D. G. Lawrence, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget.

9.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

10.

Ved beslutning af 29. januar 1986 har Domstolen henvist sagen til sjette afdeling.

1.

Dette spørgsmål skal efter sagsøgerens mening besvares benægtende.

Sagsøgeren har herved først gjort gældende, at den i spørgsmålet beskrevne situation faktisk ikke vil kunne foreligge, idet det er udelukket, at varerne ikke er blevet bragt på markedet i importmedlemsstaten, når toldbehandlingen er afsluttet og toldvæsenet i Det forenede Kongerige har forsynet T5-kontroleksemplarerne med en påtegning om, at varen er kommet ind i importstaten.

Sagsøgeren anfører dernæst, at spørgsmålet forudsætter, at en importør ikke alene må bevise, at de eksporterede varer er indført til vedkommende medlemsstat, men også at de efter importen har været genstand for endnu en transaktion med henblik på at blive bragt i omsætning på markedet i den importerende medlemsstat. Bevis på dette sidste punkt kræves imidlertid ikke. Af ordlyden af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1380/75 fremgår klart, at eksportstaten efter modtagelse af en kopi af T5-kontroleksemplaret er forpligtet til at udbetale det monetære udligningsbeløb. Det har i øvrigt ingen mening at stille krav om bevis også på dette sidste punkt, idet afslutningen af toldbehandlingen ved import afgiver det klareste bevis for varernes import. Og der er heller ingen mening i at gå ud fra, at det er eksportøren, der kan bevise hvad der er sket med varen efter importen, for efter eksporten har eksportøren ikke længere kontrol med varerne eller mulighed for at få at vide, hvad der er blevet af dem.

Denne opfattelse ligger ifølge sagsøgeren på linje med Domstolens praksis, idet det i dommene af 18. september 1980 (Handelsmaatschappij Pesch & Co. BV, 795/79, Smi. s. 2705) og af 1. oktober 1981 (Anglo-Irish Meat Company Ltd, 196/80, Smi. s. 2263) fremhæves, at der må sondres mellem ydelsen af de monetære udligningsbeløb og eksportmedlemsstatens udbetaling af beløbene, ved hvilken sidstnævnte stat blot har en betalingsbemyndigelse, men ikke kompetence til at kontrollere eller anfægte den dokumentation, importmedlemsstatens myndigheder har udfærdiget og fremlagt.

2.

Ifølge sagsøgte skal det første spørgsmål besvares bekræftende.

Når henses til de faktiske omstændigheder i sagen, kan sagsøgeren nemlig ifølge sagsøgte ikke fralægge sig ethvert ansvar for den svig, kornopkøberne har udvist; for selv om sagsøgeren ikke har haft med overgangen til forbrug i indlandet at gøre, står det dog fast, at det ikke under den i Irland verserende sag har kunnet godtgøres, at varerne er overgået til fri omsætning, idet de personer, der ville have kunnet godtgøre dette, dvs. modtagerne og opkøberne af det omhandlede korn, ikke er blevet indkaldt som vidner ved den irske ret, der behandler sagen. På baggrund heraf har sagsøgte i henhold til artikel 8 i forordning 729/70 og artikel 16 i forordning nr. 1380/75 ret til at nægte at udbetale de monetære udligningsbeløb. At give en sagsøger medhold på grundlag af sådanne omstændigheder ville faktisk være ensbetydende med at anerkende et retsbrud eller en omgåelse af loven.

Ifølge sagsøgte er dette resultat i overensstemmelse med Domstolens praksis (der henvises bl. a. til dommene af 27. oktober 1971, Rheinmühlen, 6/71, Smi. s. 823, af 2. juni 1976, Eierkontor, 125/75, Smi. s. 771, af 11. oktober 1977, Cremer, 125/76, Smi. s. 1593, og af 27. oktober 1981, Töpfer, 250/80, Smi. s. 2465).

3.

Kommissionen har erkendt, at man efter en bogstavelig fortolkning af artikel 11 i forordning nr. 1380/75 kan mene, at det stillede spørgsmål skal besvares benægtende. Da forelæggelseskendelsen ikke indeholder holdepunkter for at antage, at dokumentationen i den foreliggende sag ikke har været forskriftsmæssig, er det efter Kommissionens mening nærliggende at antage, at sagsøgeren har haft krav på at få udbetalt monetære udligningsbeløb ved indførsel uden hensyn til, hvad der senere er sket med de varer, sagsøgeren har eksporteret til Det forenede Kongerige.

Men ifølge Kommissionen finder man i fællesskabsreglerne og Domstolens praksis andre elementer, der taler for en anden løsning af spørgsmålet.

Selv om de kompetente myndigheder i medfør af artikel 16 i forordning nr. 1380/75 har beføjelse til at udsætte betalingen i over to måneder fra den dag, hvor indgivelsen af alle dokumenter er sket, når der er indledt en administrativ undersøgelse, må de dog også kunne afslå at foretage udbetalingen, når det af nævnte undersøgelse fremgår, at der er tvivl om dokumenternes rigtighed.

Endvidere er det jo formålet med de monetære udligningsbeløb at undgå, at der på en bestemt medlemsstats marked opstår en situation, der vil kunne være til skade for hele den fælles politik. Men hvis den vare, for hvilken der ydes monetære udligningsbeløb, faktisk ikke kommer på markedet i vedkommende medlemsstat, anvendes de monetære udligningsbeløb i strid med deres formål og mister deres berettigelse.

Endelig kan medlemsstaten ikke, når en bestemt betaling sker i strid med formålet, både foretage betalingen og opfylde de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 8 i forordning nr. 729/70, dvs. træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre sig, at de af Den europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde (jfr. den allerede nævnte Töpfer-dom).

Kommissionen foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første spørgsmål fra Supreme Court bekræftende.

1.

Ifølge sagsøgeren forpligter artikel 8 i forordning nr. 729/70 udelukkende medlemsstaterne og er uden betydning for afgørelsen af, hvorledes de personer, der er parter i de af fonden finansierede transaktioner, er forpligtet. For at få oplysninger herom, må man se på de bestemmelser, der regulerer den omhandlede forretning, og navnlig for så vidt angår monetære udligningsbeløb, på bestemmelserne i forordning nr. 1380/75 om anvendelsen af monetære udligningsbeløb i samhandelen inden for Fællesskabet. Artikel 11 i denne forordning bestemmer imidlertid, at når T5-kontrolek-semplaret er fremlagt og har fået toldvæsenets påtegning ved varernes indførsel til importlandet, bærer den part, der fremsætter krav om monetære udligningsbeløb, ikke længere bevisbyrden for, at den omhandlede transaktion faktisk har fundet sted, og er blevet gennemført forskriftsmæssigt, hvorfor han har ret til at få beløbet udbetalt.

I øvrigt forestår eksportmedlemsstaten blot udbetalingen, og denne skal derfor ske i overensstemmelse med importmedlemsstatens instrukser.

Sagsøgeren foreslår derfor, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål fra Supreme Court således, at en medlemsstat ikke retmæssigt kan nægte at udbetale monetære udligningsbeløb efter påkrav for varer, der er eksporteret, når der foreligger bevis for transaktionens gennemførelse i form af fremlæggelse af T5-kontroleksemplarer.

2.

Sagsøgte gør gældende, at der efter ordlyden af artikel 8 i forordning nr. 729/70 og artikel 16 i forordning nr. 1380/75 er grundlag for at afslå at udbetale monetære udligningsbeløb som krævet, så længe sagsøgeren ikke har ført bevis for, at den omhandlede eksport er sket i overensstemmelse med loven, og at kornet er kommmet i omsætning i importmedlemsstaten.

I øvrigt er det efter sagsøgtes opfattelse ukorrekt, når sagsøgeren hævder, at eksportmedlemsstaten, når det irske interventionsorgan foretager en betaling i henhold til en aftale i medfør af artikel 2 a i forordning nr. 974/71, blot handler på vegne af importmedlemsstaten. De opgaver, der er tildelt medlemsstaterne og deres interventionsorganer i medfør af fællesskabsordningen om monetære udligningsbeløb, indebærer en langt videre kompetence ved administrationen af ordningen, herunder om nødvendigt modarbejdelse af misbrug. Denne fortolkning støttes af Domstolens dom af 15. oktober 1985 (Continental Irish Meat Ltd, 125/84, Smi. s. 3441), hvori det fastslås, at en eksporterende medlemsstat, der har indgået en aftale med en importerende medlemsstat i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71 om betaling af et monetært udligningsbeløb, som sidstnævnte stat skal yde, ved udbetaling af dette beløb og ved opkrævning af monetære udligningsbeløb, der skal udbetales ved udførsel af varen fra dens eget område, handler i én og samme egenskab.

3.

Kommissionen har henvist til, at der i det foreliggende tilfælde er blevet indledt en administrativ undersøgelse for at konstatere, om de fem forretninger, der er omtvistet i hovedsagen, er gennemført forskriftsmæssigt. De britiske myndigheder har ikke kunnet opnå bevis for, at de omhandlede partier korn var bragt i omsætning i Det forenede Kongerige og High Court er nået til det resultat, at opkøberne i Nordirland eller i al fald visse opkøbere havde handlet svigagtigt og overtrådt reglerne i forbindelse med de nævnte varer. Betingelsen ifølge artikel 8 i forordning nr. 729/70 for forudbetaling af monetære udligningsbeløb har således ikke været opfyldt, og medlemsstaten kan derfor ikke foretage udbetalingen. Det er derfor den person, der rejser krav om udbetalingen, der over for den berørte medlemsstat må bevise, at disse handeler virkelig er gennemført og har været forskriftsmæssige.

Kommissionen har derfor foreslået, at Supreme Court's andet spørgsmål besvares på følgende måde:

»En medlemsstat, der ikke har kunnet sikre sig, at transaktionerne virkelig er blevet gennemført på behørig måde, kan afslå at udbetale krævede monetære udligningsbeløb for varer, der er udført til en anden medlemsstat, så længe den person, der kræver beløbene udbetalt, ikke fører bevis for, at de omhandlede forretninger virkelig er blevet gennemført på behørig måde i overensstemmelse med forordningerne og fællesskabsretten, selv om de foreskrevne T5-kontroleksemplarer er fremlagt, og eksportøren har været i god tro med hensyn til disse handler.«

1.

Sagsøgte har gjort gældende, at dette spørgsmål må besvares under henvisning til national ret. Det rejste problem vedrører nemlig arten og omfanget af debitor /kreditorforholdet, som er kommet i stand mellem interventionsorganet og eksportøren. Der bliver derfor ikke tale om en fortolkning af artikel 16 i forordning nr. 1380/75, men derimod om at fastslå, hvilke virkninger anvendelsen af denne artikel har i national ret.

Sagsøgeren har i den forbindelse anført, at interventionsorganet generelt har to måneder til at behandle en ansøgning om udbetaling af monetære udligningsbeløb. Selv om indledningen af en administrativ undersøgelse skulle føre til, at interventionsorganet kan udsætte betalingen af det krævede beløb, må tidspunktet for tomåne-ders-fristens udløb altid antages at være det tidspunkt, fra hvilket eksportøren erhverver ret til betalingen, dvs. den dato, på hvilken hans fordring er opstået. Det er nemlig uretmæssigt og urimeligt, at en uskyldig eksportør udsættes for tab som følge af indledningen af undersøgelsen.

Sagsøgeren gør subsidiært gældende, at det for at undgå et misbrug af den skønsbeføjelse, som interventionsorganet har med hensyn til administrative undersøgelser, tilkommer den nationale ret at fastsætte den dato, fra hvilken eksportørens fordring bærer rente samt rentesatsen, og herved følge gældende national rets generelle bestemmelser.

2.

Sagsøgte har anført, at fællesskabsretten ikke indeholder bestemmelser om monetære udligningsbeløb, hvorefter »eksportøren« eller »den interesserede« har krav på renter af beløb, der ikke er blevet udbetalt. Et krav på renter må derfor bedømmes på grundlag af nationale bestemmelser (jfr. dom af 13. februar 1980, OCE, 74/79, Smi. s. 239). Da renten svinger meget fra medlemsstat til medlemsstat, vil det i øvrigt ifølge sagsøgte være urigtigt og uhensigtsmæssigt, at Domstolen i en præjudiciel sag afgør spørgsmålet om rentens størrelse, også selv om det lægges til grund, at der på grundlag af de faktiske omstændigheder i nærværende sag består et krav på monetære udligningsbeløb.

1.

Sagsøgeren har fremhævet, at dette spørgsmål beror på de særlige forhold, der herskede dengang de forretninger, for hvilke der er fremsat krav om monetære udligningsbeløb, fandt sted (1978). Der henvises herved til, at den irske og den engelske valuta før februar 1978 var omfattet af en fælles valutaordning, hvorefter kursen på de to valutaer lå fuldstændig fast. Denne valutaordning ophørte den 30. marts 1979, da Irland blev deltager i Det europæiske monetære System, og i de år, hvor sagsøgte har udsat udbetalingen, har kursen på de to valutaer svinget stærkt. Hvis sagsøgeren i dag får udbetalt det beløb i IRL, som skulle have været udbetalt i 1978, bliver tabet derfor stort.

Når der er indgået en aftale mellem to medlemsstater i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71, handler sagsøgte ved betalingen kun på vegne af det interventionsorgan, der har »ydet« det monetære udligningsbeløb, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige Det forenede Kongeriges myndigheder, der har ydet et beløb på 138662 UKL. Såfremt sagsøgte i dag skal betale 138662 IRL, kommer det til at betale en langt ringere sum, end der blev ydet. Herved vil der ske en fordrejning af ordningen vedrørende monetære udligningsbeløb og ske en tilsidesættelse af de omhandlede forordningers tilsigtede virkning.

Sagsøgeren foreslår på baggrund heraf, at det stillede spørgsmål besvares således, at interventionsorganet i en eksporterende stat ved gennemførelse af en betaling i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71 er forpligtet til at betale beløbet til eksportøren i valutaen i den medlemsstat, som har ydet det omhandlede monetære udligningsbeløb, eller i valutaen i den stat, hvor betalingen effektivt sker, idet det er vekselkursen mellem sidstnævnte valuta og valutaen i den stat, der yder det monetære udligningsbeløb på betalingens dato, der lægges til grund.

2.

Sagsøgte har fremhævet, at sagsøgerens argumentation mere bygger på hensigtsmæssighedsbetragtninger end på logik og blot går ud fra den kendsgerning, at kursen på IRL er lavere end kursen på UKL.

Domstolen har i øvrigt tidligere beskæftiget sig med spørgsmålet om den valuta, der skal anvendes ved betalingen i den tidligere nævnte Continental Irish Meat Ltd-dom. I denne sag fastslog Domstolen således, at ordningen ¡følge artikel 2 a i forordning nr. 974/71 blot er en administrativ forenkling, hvorved det er muligt at samle den enkle eksportørs skyld og tilgodehavende på én og samme konto hos interventionsorganet i en medlemsstat og i denne stats valuta.

Sagsøgte er derfor af den opfattelse, at artikel 2 a i forordning nr. 974/71 og artikel 8 i forordning nr. 1380/75 skal fortolkes således, at den interesserede har ret til at få beløbet udbetalt i eksportmedlemsstatens valuta.

—

sagsøgeren i hovedsagen, Irish Grain Board Trading (Limited), ved Senior Council J. Blayney, Senior Council J. Cooke og Senior Council Daniel O'Keeffe i henhold til fuldmagt fra solicitors fm. Fry & Sons, under skriftvekslingen og under den mundtlige forhandling ved Cooke,

—

sagsøgte i hovedsagen, det irske Landbrugsministerium under skriftvekslingen ved Chief State Solicitor L. J. Dockery, Dublin, som befuldmægtiget, bistået af Senior Council J. L. Murray og barrister at law J. O'Reilly, og under den mundtlige forhandling af Murray og O'Reilly,

—

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, ved D. G. Lawrence, Kommissionens juridiske tjeneste, som befuldmægtiget,

1

Ved kendelse afsagt den 25. juni 1985, indgået til Domstolens justitskontor den 16. august s.a., har Irlands Supreme Court i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen, navnlig af Rådets forordning nr. 974/71 af 12. maj 1971 om visse konjunkturpolitiske foranstaltninger, der skal træffes inden for landbrugssektoren som følge af den midlertidige udvidelse af grænserne for kursudsving i visse medlemsstaters valutaer (EFT 1971 I, s. 231) og Kommissionens forordning nr. 1380/75 af 29. maj 1975 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende monetære udligningsbeløb (EFT L 139, s. 37) for at kunne tage stilling til, om, og i bekræftende fald under hvilke betingelser, sagsøgeren i hovedsagen har krav på at få udbetalt monetære udligningsbeløb i forbindelse med import til Det forenede Kongerige af korn, når der ikke er ført bevis for, at kornet faktisk er blevet bragt i omsætning i nævnte medlemsstat.

2

Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag anlagt af sagsøgeren i hovedsagen, Irish Grain Board (Trading) Limited, (under konkurs), mod det irske Landbrugsministerium i dets egenskab af irsk interventionsorgan, og drejer sig om kornpartier, som det sagsøgende selskab har solgt til fem opkøbere i Nordirland.

3

Det fremgår af sagen, at de omhandlede kornpartier blev transporteret fra Irland til Nordirland af speditører, der arbejdede for opkøberne, mens det var sagsøgeren, der sørgede for den dokumentation, der blev forelagt interventionsorganet med henblik på udbetaling af monetære udligningsbeløb. Blandt disse var bl. a. de såkaldte T5-kontroleksemplarer, hvori det var anført, at kornet »er bestemt til forbrug i Nordirland«.

4

Da Irland og Det forenede Kongerige havde afsluttet en aftale i medfør af artikel 2 a i forordning nr. 974/71, skulle det irske interventionsorgan udbetale de monetære udligningsbeløb, der skulle ydes af Det forenede Kongerige, ved indførselen til denne stat. Interventionsorganet havde begrundet mistanke om, at kornet hemmeligt var blevet genindført til Irland for endnu engang at blive eksporteret til Det forenede Kongerige og indledte derfor gennem toldvæsenet i Nordirland en administrativ undersøgelse. Dette kunne ikke fremskaffe bevis for, at de omhandlede partier korn virkelig var kommet ind i Nordirland og bragt i omsætning dér, og interventionsorganet afslog derfor at udbetale de nævnte monetære udligningsbeløb.

5

Herefter anlagde det sagsøgende selskab sag mod interventionsorganet ved Irlands High Court med påstand om udbetaling af monetære udligningsbeløb. High Court statuerede, at de nordirske opkøbere, eller i al fald enkelte af disse havde gjort sig skyldige i svigagtige transaktioner og uregelmæssigheder vedrørende det af sagsøgeren solgte og eksporterede korn. High Court nåede imidlertid til det resultat, at det sagsøgende selskab ikke på nogen måde var skyldig i eller på det rene med disse uregelmæssigheder og ikke havde tabt retten til at få udbetalt monetære udligningsbeløb som følge af købernes retsstridige adfærd, idet selskabet ikke havde nogen ret til at føre kontrol med, hvad de foretog sig med kornet.

6

Interventionsorganet har anket denne afgørelse til Supreme Court, der har anmodet Domstolen om at afgøre følgende spørgsmål:

7

For så vidt angår de indlæg, der er indgivet til Domstolen, henvises der til retsmøderapporten.

8

Artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1380/75 bestemmer, at den udførende medlemsstats betaling af det monetære udligningsbeløb, som skal ydes af den importerende medlemsstat, er betinget af, at der føres bevis for afslutningen af toldbehandlingen ved indførsel og opkrævning af told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales i den importerende medlemsstat. Det tilføjes, at nævnte bevis tilvejebringes ved fremlæggelse af T5-kontroleksemplaret, der skal indeholde en angivelse om, at det omhandlede produkt er »bestemt til forbrug« i den importerende medlemsstat.

9

Ifølge artikel 16 i samme forordning sker udbetalingen af monetære udligningsbeløb inden to måneder efter den dag, hvor indgivelsen af alle dokumenter har fundet sted, undtagen i det tilfælde, hvor der er tvivl om de fremlagte dokumenters nøjagtighed, og der er indledt en administrativ undersøgelse heraf.

10

Disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af formålet med de monetære udligningsbeløb, der er at afhjælpe de vanskeligheder, som den monetære ustabilitet, og, i den aktuelle situation, forskellene mellem de repræsentative kurser, der anvendes i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, og de omregningskurser, der benyttes på markedet, kan skabe for de fælles markedsordningers gnidningsløse funktion. Med henblik på gennemførelsen heraf er de monetære udlignignsbeløbs funktion at udligne den forskel, der kan være mellem de to kurser både i importmedlemsstaten og i eksportmedlemsstaten, og dermed at korrigere prisforskellene i national valuta i de to medlemsstater.

11

Heraf følger, at det monetære udligningsbeløb, der ydes ved indførsel, kun kan virke efter hensigten, såfremt det indførte produkt faktisk bringes i omsætning i importmedlemsstaten og dermed bliver undergivet de prisvilkår, der hersker på markedet dér. Såfremt produktet derimod som følge af svigagtigt forhold ikke når til det i T5-kontroleksemplaret angivne bestemmelsessted, men genudføres hemmeligt og dermed uden betaling af det monetære udligningsbeløb, der skyldes i anledning af denne reeksport, og som skal udligne fordelen ved det monetære udligningsbeløb, der er ydet ved indførselen, mister dette sidste monetære udligningsbeløb sin mening.

12

Det er i den forbindelse uden betydning, om det er importøren, der har handlet svigagtigt, idet det monetære udligningsbeløb ved indførsel, når der er indgået en aftale i henhold til artikel 2 a i forordning nr. 974/71, skal udbetales ikke af importmedlemsstaten, men af eksportmedlemsstaten til en eksportør i god tro. Hertil må føjes, at eksportøren har mulighed for aftalemæssigt at skaffe sig vished for, at køberne ikke svigagtigt giver varerne et andet bestemmelsessted end det af ham selv i T5-kontroleksemplaret angivne.

13

Det første præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at de fællesskabsretlige bestemmelser om udbetaling af monetære udligningsbeløb, herunder artiklerne 11 og 16 i forordning nr. 1380/75, skal fortolkes således, at en eksportmedlemsstat, der skal udbetale de monetære udligningsbeløb, der skal ydes af importmedlemsstaten, retmæssigt kan afslå at udbetale beløbene, når den vare, for hvilken de ydes, ikke er bragt i omsætning i importmedlemsstaten som følge af svig eller andre uregelmæssigheder fra købernes side, også selv om toldbehandlingen er afsluttet, de foreskrevne T5-blanketter er udstedt og »eksportøren« eller »den interesserede« i den i de nævnte forordninger forudsatte betydning stedse har været i god tro med hensyn til de pågældende handler.

14

Med det andet spørgsmål ønsker Supreme Court først og fremmest en afgørelse af, om eksportstaten også efter behørig fremlæggelse af de foreskrevne T5-kontrolek-semplarer retmæssigt kan nægte at udbetale de monetære udligningsbeløb, der skal ydes en eksportør ved indførsel til en anden medlemsstat, til en eksportør i god tro, indtil denne har bevist, at den omhandlede vare virkelig er bragt i omsætning i den importerende medlemsstat.

15

I den forbindelse bemærkes, at fællesskabsretten ganske vist ikke indeholder bestemmelser, der udtrykkelig stiller krav om et sådant formelt bevis, men at artikel 16 i forordning nr. 1380/75 gør en undtagelse fra den almindelige betalingsfrist i tilfælde, hvor der er tvivl om de fremlagte dokumenters nøjagtighed, og der er indledt en administrativ undersøgelse heraf.

16

Det må fremhæves dels, at det er forvaltningens opgave at gennemføre denne administrative undersøgelse med al mulig omhu for at fjerne foreliggende tvivl, dels at eksportøren er forpligtet til at samarbejde under undersøgelsen og herved at fremlægge alle de oplysninger, som han er i stand til at give. Spørgsmålet om bevisbyrden melder sig først, efter at det ikke ved denne undersøgelse har kunnet fastslås, hvorledes den omhandlede vare er blevet anvendt.

17

Ifølge artikel 11 i forordning nr. 1380/75 udgør T5-kontroleksemplaret bevis for »afslutningen af toldbehandlingen ved indførsel og opkrævningen af told og afgifter med tilsvarende virkning, som skal betales i den indførende medlemsstat«. Den person, der ansøger om udbetaling af monerære udligningsbeløb, skal i kontroleksemplaret angive, at varen er »bestemt til forbrug« i den indførende medlemsstat, men dennes myndigheder skal ikke på nogen måde bekræfte, at varen virkelig er anvendt som angivet. Denne anvendelse følger efter den påtegning, disse myndigheder giver T5-dokumentet ved afslutningen af toldbehandlingen. Den omhandlede bestemmelse adskiller sig på dette punkt fra de regler, hvorefter den endelige anvendelse af det indførte produkt også skal være omfattet af påtegningen på nævnte kontroleksemplar.

18

Spørgsmålet om beviset for, at varerne virkelig er bragt i omsætning, er altså ikke løst med bestemmelsen om fremlæggelse af det behørigt udfyldte og af importmedlemsstatens myndigheder bekræftede T5-kontroleksemplar.

19

Som fastslået ovenfor kan eksportøren i egen interesses skaffe sig vished for, at køberne ikke ved svig eller andre uregelmæssigheder giver varerne et andet bestemmelsessted end det af ham i T5-kontroleksemplaret angivne. Han er altså den nærmeste til at fremskaffe beviset for, at varen virkelig er bragt i omsætning som angivet. Såfremt forvaltningen på objektivt grundlag nærer tvivl om de fremlagte dokumenters nøjagtighed og indleder en administrativ undersøgelse af, om der foreligger svig eller andre uregelmæssigheder vedrørende det i kontroleksemplaret angivne bestemmelsessted for varerne, og såfremt undersøgelsen til trods for de anstrengelser, forvaltningen er forpligtet til at udfolde, ikke har ryddet nævnte tvivl af vejen, kan forvaltningen retmæssigt betinge udbetalingen af monetære udligningsbeløb af, at det bevises, at varerne virkelig er bragt i omsætning.

20

Det andet spørgsmål må derfor besvares således, at når forvaltningen i eksportmedlemsstaten i medfør af artikel 16 i forordning nr. 1380/75 på objektivt grundlag er stærkt i tvivl og på grundlag heraf har indledt en administrativ undersøgelse af, om der foreligger svig eller andre uregelmæssigheder vedrørende det i kontroleksemplaret angivne bestemmelsessted for varerne, er eksportøren forpligtet til at samarbejde under denne undersøgelse og herved fremlægge alle de oplysninger, han er i stand til at give. Såfremt undersøgelsen til trods for de anstrengelser, forvaltningen er forpligtet til at udfolde, ikke har ryddet nævnte tvivl af vejen, kan eksportmedlemsstaten retmæssigt afslå at udbetale det monetære udligningsbeløb, der skal ydes af importmedlemsstaten, medmindre der føres bevis for, at varerne virkelig er bragt i omsætning i sidstnævnte medlemsstat.

21

Når henses til besvarelsen af de to første spørgsmål er det ufornødent at tage stilling til det tredje og det fjerde spørgsmål, der begge er stillet for det tilfælde, at eksportøren under de ovenfor angivne omstændigheder har ret til at få udbetalt monetære udligningsbeløb uden at føre bevis for, at varerne virkelig er bragt i omsætning.

22

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (sjette afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt den af Irlands Supreme Court ved kendelse af 25. juni 1985, for ret: