1.

Sagsøgeren, V. R., som har afgangseksamen i fysik fra universitetet i Rom, og som har specialiseret sig i statistik ved Polyteknicum i Lausanne, bestod udvælgelsesprøverne KOM/A/143 og KOM/A/313, som Kommissionen afholdt med henblik på ansættelse af sagsbehandlende statistikere og økonomer. Ved meddelelse om ledig stilling nr. KOM/305/82 bekendtgjorde Kommissionen i 1982, at en stilling i lønklasse A 7/A 6 var ledig i den særlige tjeneste»Fællesskabslån: udvikling af fællesskabsinstrumenter«, som henhører under generaldirektoratet Økonomiske og finansielle spørgsmål, direktoratet »Økonomiske strukturer og fællesskabsinterventioner«.

I meddelelsen var arbejdsområdet beskrevet på følgende måde:

»Udførelse efter almindelige retningslinjer af planlægnings- og undersøgelsesopgaver på området for økonomisk analyse, navnlig vedrørende :

De for stillingen nødvendige kvalifikationer var beskrevet således:

Ved beslutning af 2. august 1983 udnævnte Kommissionen, med virkning fra 15. juli 1983, R. til prøveansat tjenestemand i lønklasse A 6 ved generaldirektorat II, direktorat B, 4. kontor, dvs. den særlige tjeneste, som er nævnt ovenfor. Dagen før, altså den 1. august 1983, havde Kommissionen imidlertid besluttet, også med virkning fra 15. juli 1983, at overføre stillingen og dennes indehaver til direktorat C »Makroøkonomisk analyse og politik«, 4. kontor: »Prognoser på mellemlang sigt« (inden for samme generaldirektorat »Økonomiske og finansielle spørgsmål«).

Vedrørende sagsøgerens arbejde i den prøvetid på ni måneder, som er foreskrevet i tjenestemandsvedtægtens artikel 34, blev der udfærdiget en udtalelse ved prøvetidens udløb, som er dateret den 21. marts 1984.

I udtalelsen anføres det, at R. ikke som helhed er i besiddelse af de kvalifikationer, som er nødvendige for at varetage de med stillingen forbundne opgaver, om end det anerkendes, at han har en god opfattelsesog tilpasningsevne, dømmekraft og initiativ, gode evner med hensyn til tilrettelæggelse samt ansvarsbevidsthed. Han skønnes imidlertid ikke at have de til stillingen nødvendige kundskaber. Vedrørende arbejdsindsatsen udtales det, at han har den nødvendige hurtighed i arbejdets udførelse, men at arbejdets kvalitet er utilstrækkelig.

Udtalelsen var uddybet med en helhedsbedømmelse, hvori det blandt andet hedder: »[R.] har utvivlsomt gode kundskaber i matematisk statistik og teknisk analyse af data«, men »[hans] kundskaber inden for makroøkonomi er imidlertid meget begrænsede, og hans evne til at udarbejde notater har vist sig at være utilstrækkelig«.

Af de nævnte grunde anbefaledes det i udtalelsen, at sagsøgeren blev afskediget ved tjenestetidens udløb.

Ved skrivelse af 18. april 1984 meddelte administrationen sagsøgeren, at den under hensyn til udtalelsen ved prøvetidens udløb var nødt til at indstille ham til afskedigelse. I betragtning af sagsøgerens bemærkninger og visse af de forhold, der var fremhævet af hans overordnede, ville man imidlertid give ham endnu en chance for at bevise sine faglige evner ved at lade ham foretage en »sammenlignende statistisk analyse«, som skulle udføres inden for en periode på tre måneder med udløb den 15. juli 1984. Heri samtykkede sagsøgeren.

Det nærmere indhold af den undersøgelse, sagsøgeren skulle foretage, blev meddelt ham af administrationen i en skrivelse af 25. april 1984. Undersøgelsen lød: »Kontrol af data vedrørende en undersøgelse af udenrigshandelen« og havde til formål

»på grundlag af databankerne VISA (Eurostat) og Volimex (GO II)

Der kan tillige fremsættes forslag om anvendelse af disse data i forbindelse med andre projekter (»BDS« ved Det statistiske Kontor og prisindeks ved GD II)«.

Den 10. juli 1984 afgav sagsøgerens »tutorer« en udtalelse vedrørende den af sagsøgeren foretagne undersøgelse. Heri anførte de først, at

»R. har de nødvendige teoretiske kundskaber til at udføre en undersøgelse af den nævnte art; han har udnyttet og forstået de oplysninger, han har fået stillet til rådighed;

han har søgt at foreslå løsninger på det forelagte problem«.

Dog måtte der også konstateres

»manglende evne til sammenfatning, hvilket giver sig udtryk i, at han har vanskeligt ved at skelne væsentligt fra uvæsentligt og at slå ned på de vigtigste punkter. Navnlig drukner vigtige konklusioner ofte i selve teksten, og forholdsvis uvæsentlige punkter behandles udførligt;

på grund af manglende overblik er han ude af stand til, på grundlag af de statistiske oplysninger, at forstå betydningen af de observerede fænomener;

han anvender en overdreven videnskabelig sprogbrug, som er vanskelig at forstå, selv for de brugere, som denne form for notater normalt henvender sig til. Navnlig har en læser, der ikke i forvejen kender problematikken, ikke mulighed for, på grundlag af undersøgelsens konklusioner at forstå problemet og dets betydning, ligesom det ikke er muligt at opnå praktiske resultater af undersøgelsen«.

Ansættelsesmyndigheden besluttede herefter den 19. juli 1984 at afskedige sagsøgeren med virkning fra 31. august 1984. Den henviste herved navnlig til følgende:

»... Det fremgår af udtalelsen ved prøvetidens udløb og af den bedømmelse, der er foretaget af R.'s kvalifikationer og arbejdsindsats, at hans evner anses for ’utilstrækkelige’ på følgende punkter:

A — evne til at udføre de med arbejdet forbundne opgaver,

B.1 — arbejdets kvalitet.

... Bedømmelserne bekræftes af udtalelsen vedrørende den undersøgelse, som R. fik til opgave at udføre under den forlængede prøvetid.

... Det fremgår således af udtalelserne, at R. ikke ses at have tilstrækkelige faglige kvalifikationer til at blive fastansat i den til hans stilling svarende lønklasse.«

Den 8. august 1984 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over beslutningen om afskedigelse, hvori han navnlig gjorde gældende, at bedømmelsen af hans arbejde var præget af åbenbare vildfarelser.

Ved beslutning af 13. december 1984 afviste Kommissionen sagsøgerens klage som ubegrundet.

2.

Ved stævning af 20. marts 1985, registreret på Domstolens justitskontor den 21. marts 1985, har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

På grundlag af den refererende dommers -rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen, tredje afdeling, besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

—

principalt: annullation af de beslutninger, ved hvilke Kommissionen har bragt R.'s ansættelse til ophør med virkning fra den 31. august 1984, navnlig beslutning nr. 005235 af 13. december 1984, hvorved Kommissionen afviste R.'s klage over afskedigelsen, samt annullation af samtlige retsakter vedtaget til forberedelse af nævnte beslutninger;

—

subsidiært tilpligtes Kommissionen at ændre de anfægtede beslutningers begrundelse således, at de ikke er ærekrænkende for sagsøgeren;

—

under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren en af Domstolen fastsat erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som de anfægtede beslutninger har forvoldt sagsøgeren;

—

Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

—

frifindelse i det hele;

—

afgørelse vedrørende sagens omkostninger træffes i henhold til de herom gældende bestemmelser.

a)

Sagsøgeren har gjort gældende, at der for det første foreligger en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, navnlig en selvmodsigende begrundelse og en åbenbar vildfarelse. Sagsøgeren gennemgår i den forbindelse udtalelserne af 21. marts 1984 og 10. juli 1984, som beslutningen om afskedigelse er truffet på grundlag af.

Vedrørende udtalelsen ved prøvetidens udløb af 21. marts 1984 kritiserer sagsøgeren for det første Kommissionen for ikke at have angivet, hvilke kundskaber der var nødvendige for at udføre det arbejde, hvortil sagsøgeren fandtes ukvalificeret. For det andet finder han, at Kommissionen ikke med rette kan bebrejde ham at mangle evne til at udfærdige notater, når den ikke præciserede sine ønsker i henseende til notaternes form.

Om udtalelsen af 10. juli 1984 bemærker sagsøgeren, at han heri foreholdes at mangle evne til sammenfatning, men at den opgave, han var blevet bedt om at udføre, gik ud på at foretage »en sammenlignende analyse« og ikke nogen »syntese« af det forelagte problem. I øvrigt fremgår det af en sagkyndig erklæring fra en videnskabelig medarbejder ved universitet i Rom, R. Coppi, som er vedlagt stævningen, at der er lykkedes sagsøgeren at finde frem til »en nøgle til forståelse«, som »i meget høj grad letter analysen, idet den afdækker ganske få forhold, hvis indbyrdes samspil udgør den væsentligste kilde til de pågældende divergenser mellem de to statistiske systemer«.

Også bemærkningen om sagsøgerens videnskabelige sprogbrug er fejlagtig og selvmodsigende. Bortset fra, at administrationen stempler noget som en fejl, der tværtimod er værdifuldt, finder sagsøgeren, at dette spørgsmål må ses på baggrund af det forelagte problems komplicerede karakter. Den af sagsøgeren anvendte sprogbrug var i hvert fald ikke specielt teknisk, hvilket godtgøres af en sagkyndig erklæring fra en videnskabelig medarbejder ved universitetet i Rom, La Bruna, som ligeledes er vedføjet stævningen som bilag.

Med henblik på at finde yderligere støtte for det anførte har sagsøgeren anmodet om, at Domstolen indhenter en sagkyndig udtalelse vedrørende »undersøgelsens videnskabelige kvalitet«.

b)

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at udvælgelsesprøverne skal sikre, at ansøgerne udvælges efter generelle og forudsigende kriterier, mens prøvetiden skal gøre det muligt for administrationen at foretage en mere konkret bedømmelse af den ansattes evne til at udføre et bestemt arbejde. Administrationen skal foretage en helhedsbedømmelse af den prøveansatte tjenestemand; den foretages efter et vidt skøn og kan desuden ikke blive resultatet af en simpel opstilling af de forskellige positive og negative vurderinger. Er der blot én negativ vurdering, kan denne nemlig medføre, at en fastansættelse ikke kan anses for at være i tjenestens interesse, såfremt den prøveansatte ikke er fuldt ud egnet til at udføre de særlige opgaver, som han har fået tildelt.

I den foreliggende sag fremgår det af udtalelsen ved prøvetidens udløb, at sagsøgeren nok har særdeles gode kundskaber i matematisk statistik og teknisk analyse af data, men at han mangler evne til at udføre de med hans stilling forbundne opgaver og navnlig ikke har de nødvendige kundskaber inden for området for økonomisk politik. Desuden fremgår det af udtalelsen, at arbejdet ikke havde den fornødne kvalitet, og at han ikke viste at have de nødvendige kvalifikationer til i tilstrækkeligt omfang at kunne integrere sig som medarbejder inden for direktoratets væsentligste arbejdsområde.

Kommissionen bestrider endvidere, at der er modstrid mellem udtalelsen af 10. juli 1984 og den opgave, administrationen bad ham udføre. Formålet med den pågældende undersøgelse var ikke blot at analysere en række data, men også at »forklare forskellene« og at »fremsætte forslag til forbedring«. I betragtning af de opgaver, der påhviler den pågældende tjenestegren, må det anses for utænkeligt, at man beder en ansat om at foretage en analyse uden at nå frem til konkrete resultater.

Endelig bekræfter også sagsøgerens manglende fremstillingsevne (overdreven anvendelse af videnskabelig sprogbrug) at han ikke har de fornødne kvalifikationer til et arbejde som sagsbehandler, idet et sådant kræver en særlig udtryksform.

For så vidt angår den sagkyndige erklæring, sagsøgeren har indhentet vedrørende undersøgelsens videnskabelige kvalitet, anfører Kommissionen, at erklæringen er uden relevans, fordi arbejdets videnskabelige kvalitet ikke er det eneste, som er afgørende; evnen til at udføre en bestemt form for arbejde i en offentlig administration er også vigtig. Desuden griber en udenforstående sagkyndig erklæring ind på et område, hvor der tilkommer institutionerne et frit skøn.

a)

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at vedtægtens artikler 4 og 34 samt forbudet mod ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.

Det var nemlig i strid med vedtægtens artikel 4, stk. 2, at placere ham ved generaldirektorat II, direktorat C, 4. kontor (»Prognoser på mellemlang sigt«) i stedet for den særlige tjeneste ved generaldirektorat II, direktorat B, 4. kontor (»Fællesskabslån: udvikling af fællesskabsinstrumenter«) (denne sidste stilling var genstanden for meddelelse om ledig stilling nr. KOM/305/82). Bestemmelsen kræver, at »enhver ledig stilling i en institution skal bekendtgøres for denne institutions personale, så snart ansættelsesmyndigheden har besluttet, at stillingen skal besættes«. Da sagsøgeren fra begyndelsen af var blevet placeret i GD II — C-4, var beslutningen af 2. august 1983 om at overføre ham til den særlige tjeneste ved GD II — B-4 rent fiktiv.

Den af administrationen anvendte procedure er endvidere i strid med det principielle krav om ligebehandling, da en prøveansat tjenestemand, som forflyttes, bliver nødt til at aflægge sin prøvetid i en anden stilling end den, stillingsopslaget drejede sig om, og som måske i mindre grad stemmer med hans evner. Herved stilles han ringere end en prøveansat tjenestemand, der ikke forflyttes.

Sagsøgeren anfører videre, at forlængelsen af hans prøvetid var i strid med vedtægtens artikel 34, stk. 1,1. afsnit, hvorefter »prøvetiden er ni måneder for tjenestemænd i kategori A«. Der foreligger hermed et ufravigeligt påbud. Endvidere følger det af ligebehandlingsprincippet, at alle tjenestemænd i samme lønklasse skal gennemgå en prøvetid af samme længde.

Dette bekræftes af artikel 34, stk. 1, 2. afsnit, som lyder: »hvis tjenestemanden i løbet af sin prøvetid som følge af sygdom eller ulykke forhindres i at udøve sit hverv i et tidsrum af mindst en måned, kan ansættelsesmyndigheden forlænge prøvetiden med et tilsvarende tidsrum«. En sådan undtagelsesbestemmelse er uden mening, såfremt administrationen skønsmæssigt kan forlænge prøvetiden. Desuden fremgår det af bestemmelsen, at prøvetiden kun kan forlænges med det formål at sikre et sammenfald med den faktiske tjenesteperiode, og at administrationens beslutning om at afskedige en prøveansat tjenestemand eller fastansætte ham udelukkende må baseres på en udtalelse vedrørende den faktisk tilbagelagte tjenestetid.

Den omstændighed, at sagsøgeren var indforstået med at gennemgå en forlænget prøvetid, ændrer ikke herved, da hans samtykke ikke kan anses for frivilligt afgivet, men i det væsentlige har været bestemt af det underordnelsesforhold, han befandt sig i i forhold til administrationen, som allerede på det tidspunkt havde tilkendegivet at ville afskedige ham.

b)

Vedrørende placeringen af sagsøgeren i GD II — C-4, anfører Kommissionen, at vedtægtens artikel 4 blot foreskriver, at ledige stillinger skal bekendtgøres internt; den tager ikke sigte på ansøgere udefra, som er optaget på egnethedslisten. Administrationen råder over en legitim beføjelse til i tjenestens interesse at omfordele de forhåndenværende stillinger mellem de enkelte tjenestegrene. Desuden havde sagsøgeren kendskab til sin placering gennem de samtaler og øvrige kontakter, han havde med sine overordnede.

a)

Til støtte for erstatningskravet har sagsøgeren anført, at beslutningen om at afskedige ham har skadet ham i to henseender.

For det første, fordi administrationens bedømmelse af hans arbejde er ærekrænkende og derved kan skade hans faglige omdømme. For det andet, fordi den forsinkelse, der indtrådte med afklaringen af hans tjenstlige stilling på grund af prøvetidens forlængelse uberettiget holdt ham hen i uvished, hvorved han blev forhindret i at finde andet arbejde.

Sagsøgeren tilføjer i den forbindelse, at selv en gyldig beslutning kan påføre administrationen et ansvar, såfremt den er vedtaget under specielle og chikanøse omstændigheder.

b)

Heroverfor har Kommissionen anført, at en række betingelser almindeligvis skal være opfyldt for at statuere erstatningsansvar; sagsøgeren skal godtgøre, at retsakten er ulovlig, at der er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem retsakten og tabet. Ingen af disse betingelser er opfyldt her.

1

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 21. marts 1985, har V. R., som er forhenværende prøveansat tjenestemand ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, anlagt sag, hvorunder der som det væsentlige er nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens beslutning af 19. juli 1984 om at afskedige sagsøgeren ved prøvetidens udløb, samt annullation af Kommissionens beslutning vedrørende sagsøgerens klage og alle Kommissionens forberedende dispositioner, dels om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade.

2

Sagsøgeren, som har universitetseksamen i fysik og er specialiseret i statistik, bestod den generelle udvælgelsesprøve KOM/A/313, som Kommissionen afholdt med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af fuldmægtige i lønklasse A7/A6. Til de stillinger, som skulle besættes, var der ifølge meddelelsen om ledig stilling knyttet følgende opgaver: »Udførelse efter almindelige retningslinjer af planlægnings-, undersøgelses- eller tilsynsopgaver vedrørende Fællesskabernes virksomhed på det økonomiske område«. Blandt de mulige emner havde sagsøgeren i sin ansøgning valgt »økonometri og statistik« samt »makroøkonomi, herunder politikken på det monetære og skattemæssige område«.

3

Ved meddelelse om ledig stilling nr. KOM/305/82 bekendtgjorde Kommissionen, at der skulle besættes en stilling som fuldmægtig i lønklasse A7/A6 ved den særlige tjeneste »Fællesskabslån: udvikling af fællesskabsinstrumenter«. Den 2. august 1983 blev R. med virkning fra den 15. juli 1983 ansat i denne tjeneste og udnævnt til prøveansat tjenestemand i lønklasse A6. Da administrationen imidlertid den 1. august 1983 besluttede at overføre stillingen til kontoret »Prognoser på mellemlang sigt« med virkning fra 15. juli 1983, indledte sagsøgeren således sin prøvetid dér.

4

Den 21. marts 1984 afgav sagsøgerens overordnede en udtalelse ved prøvetidens udløb i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 34, stk. 2, hvori han i det væsentlige anførte, at R. ikke havde de nødvendige kvalifikationer til at varetage de med stillingen forbundne opgaver. Denne karakteristik blev uddybet med følgende bedømmelse: »R. har utvivlsomt gode kundskaber i matematisk statistik og teknisk analyse af data. Hans kundskaber inden for makroøkonomi er imidlertid mere begrænsede, og hans evne til at udarbejde notater har vist sig at være utilstrækkelig«. Videre hed det, at »R. ikke har de nødvendige kvalifikationer til i tilstrækkeligt omfang at kunne integrere sig som medarbejder inden for generaldirektoratets væsentligste arbejdsområde, dvs. undersøgelser af økonomisk politik samt udfærdigelse af beretninger inden for dette område«. Som konklusion anbefalede R.'s overordnede, at han blev afskediget ved tjenestetidens udløb.

5

Ved skrivelse af 18. april 1984 gav personaledirektøren R. meddelelse om, at han under hensyn til udtalelsen ved prøvetidens udløb var nødt til at indstille ham til afskedigelse, men at administrationen imidlertid ville give ham endnu en chance for at bevise sine faglige evner ved at lade ham foretage en »sammenlignende statistisk analyse« under tilsyn af to »tutorer«; arbejdet skulle være afsluttet inden udgangen af en yderligere periode på tre måneder. Efter at sagsøgeren havde accepteret dette tilbud, modtog han en skrivelse fra administrationen af 25. april 1984, hvori indholdet af den pågældende undersøgelse var nærmere beskrevet.

6

Den 10. juli 1984 fremsatte »tutorerne« deres bemærkninger til den af sagsøgeren foretagne undersøgelse. På den ene side anerkendte de, at R. havde de nødvendige teoretiske kundskaber til at udføre en undersøgelse af den pågældende art, og at han havde forsøgt at foreslå løsninger på det forelagte problem. På den anden side anførte de imidlertid, at undersøgelsen vidnede om »manglende evne til sammenfatning, hvilket giver sig udtryk i, at han har vanskeligt ved at skelne væsentligt fra uvæsentligt«, ligesom han »på grund af manglende overblik er ude af stand til, på grundlag af de foreliggende statistiske oplysninger, at forstå betydningen af de observerede fænomener«, og desuden »anvender en overdreven videnskabelig sprogbrug, som er vanskelig at forstå«. På grundlag af det anførte konkluderede »tutorerne«, at »det ikke er muligt at opnå praktiske resultater af undersøgelsen, sådan som det må forventes af en bruger«.

7

Ved beslutning af 19. juli 1984 afskedigede ansættelsesmyndigheden herefter sagsøgeren med virkning fra den 31. august 1984, hvorved den henviste dels til den bedømmelse, der i udtalelsen ved prøvetidens udløb var foretaget vedrørende sagsøgerens kvalifikationer og arbejdsindsats dels til bedømmelsen af hans undersøgelse ved udløbet af den forlængede prøvetid. På grundlag af bedømmelserne konkluderede ansættelsesmyndigheden, at R. ikke »ses at have tilfredsstillende faglige kvalifikationer til at blive fastansat i den til hans stilling svarende lønklasse«.

8

Efter i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, at have indgivet klage, som Kommissionen imidlertid udtrykkeligt afviste ved beslutning af 13. december 1984, har sagsøgeren anlagt denne sag.

9

Hvad angår sagsøgerens påstand om annullation af beslutningen om afskedigelse og af samtlige retsakter udstedt i sagen forinden, kan sagsøgerens argumentation sammenfattes i følgende tre anbringender, nemlig dels at de anfægtede retsakter er utilstrækkeligt begrundet, dels at der foreligger en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 4 og det principielle krav om ligebehandling, og endelig, at vedtægtens artikel 34 er tilsidesat.

10

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at retsakternes begrundelser er selvmodsigende og behæftet med en åbenbar vildfarelse. Han anfører, at udtalelsen ved prøvetidens udløb af 21. marts 1984 ikke angiver, hvilke kundskaber han hævdes at mangle. Den i udtalelsen af 10. juli 1984 indeholdte begrundelse er selvmodsigende, idet man jo bebrejdede sagsøgeren ikke at have evne til sammenfatning samtidig med, at man pålagde ham at foretage en analyse, ikke en syntese af det pågældende problem. Desuden lægges han med urette til last at have anvendt en videnskabelig sprogbrug ved udarbejdelse af undersøgelsen. Til støtte for det anførte har sagsøgeren fremlagt to bedømmelser, som to universitetslærere har foretaget af hans undersøgelse. I den forbindelse har sagsøgeren endelig nedlagt påstand om, at Domstolen i givet fald indhenter en sagkyndig erklæring vedrørende undersøgelsens videnskabelige kvalitet.

11

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at administrationen skal foretage en helhedsbedømmelse af en prøveansat tjenestemands evne til at udføre et bestemt arbejde. Kommissionen bestrider, at der i denne sag er modstrid mellem den bedømmelse, der er indeholdt i udtalelsen af 10. juli 1984, og den opgave, som administrationen bad sagsøgeren om at udføre, da det i betragtning af de opgaver, der påhviler tjenestegrenene, må anses for utænkeligt, at man beder en ansat om at foretage en analyse uden at ønske konkrete resultater. Endelig anfører Kommissionen, at sagsøgerens manglende fremstillingsevne bekræfter, at han ikke har de fornødne kvalifikationer til at arbejde som sagsbehandler. I den forbindelse fremhæver den, at man ikke blot må foretage en vurdering af arbejdets videnskabelige kvalitet, men også se på mulighederne for dets praktiske anvendelse i en offentlig forvaltningsgren.

12

Vedtægtens artikel 25, stk. 2 bestemmer: »Enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes«. Begrundelsespligtens formål er i henhold til fast domspraksis at sætte Domstolen i stand til at efterprøve retsaktens lovlighed og at forsyne tjenestemanden med de nødvendige oplysninger for, at han kan vurdere, om retsakten forekommer velbegrundet. Er der specielt tale om en beslutning om at afskedige en prøveansat tjenestemand, skal begrundelsen indeholde en redegørelse for de væsentligste af de overvejelser, som har foranlediget institutionen til at antage, at den prøveansatte tjenestemand ikke har udvist de kvalifikationer og den adfærd, som er nødvendige for at blive fastansat.

13

I det foreliggende tilfælde fremgår det af overvejelserne i beslutningen af 19. juli 1984 — sammenholdt med den bedømmelse af sagsøgerens faglige kvalifikationer, som indgår i administrationens udtalelser af 21. marts og 10. juli 1984, hvortil beslutningen henviser — at Kommissionen baserede sin vurdering på en hel række af forhold, dels vedrørende sagsøgerens evne til at udføre sit arbejde på tilfredsstillende måde, dels vedrørende arbejdets kvalitet. En gennemgang af disse afslører, at de påtalte utilstrækkeligheder angår såvel sagsøgerens kundskaber som hans evne til at udfærdige notater. Følgelig indeholder de anfægtede retsakter den fornødne klare og præcise begrundelse for, at Kommissionen ikke fandt en fastansættelse af sagsøgeren forenelig med tjenestens interesse.

14

Begrundelsen er hverken selvmodsigende eller behæftet med en åbenbar faktisk vildfarelse, således som det hævdes af sagsøgeren. De to udtalelser af 21. martsog 10. juli 1984 stemmer nemlig overens i anerkendelsen af sagsøgerens gode kundskaber i statistik, men fastslår, at han har begrænsede kundskaber inden for makroøkonomi og navnlig mangler evne til skriftlig fremstilling af de foretagne undersøgelser. I den forbindelse findes det ikke at kunne tillægges betydning, at man, på den ene side, i udtalelsen af 10. juli 1984 frakender sagsøgeren evne til sammenfatning, men på den anden side bad ham foretage en undersøgelse, som bestod i en analyse. Analyse og sammenfatning er nemlig to indbyrdes supplerende metoder, som muliggør en løsning af det problem, administrationen ønskede løst med den undersøgelse, sagsøgeren blev bedt om at foretage, og som bestod i at uddrage økonomiske konklusioner på grundlag af statistiske oplysninger.

15

En bedømmelse af en tjenestemands fortjenester finder sted på grundlag af det administrationen tilkommende frie skøn. Følgelig kan en sådan bedømmelse ikke underkendes ved fremlæggelse af sagkyndige erklæringer til godtgørelse af, at en bestemt undersøgelse har videnskabelig kvalitet. Domstolen vil således ikke kunne tage hensyn til de sagkyndige erklæringer, sagsøgeren har fremlagt med henblik herpå, eller bestemme, at der skal indhentes sagkyndig erklæring vedrørende den af sagsøgeren foretagne undersøgelse.

16

Sagsøgeren har derfor ikke bevist, at begrundelsen for de anfægtede retsakter var selvmodsigende eller behæftet med en åbenbar vildfarelse, hvorfor dette anbringende må forkastes.

17

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det var i strid med vedtægtens artikel 4, stk. 2, at placere ham ved kontoret »Prognoser på mellemlang sigt«, fordi stillingen dér ikke blev opslået ledig, således som den skal efter bestemmelsen. Meddelelsen om ledig stilling nr. KOM/305/82 vedrørte nemlig en stilling som fuldmægtig ved den særlige tjeneste »Fællesskabslån: udvikling af fællesskabsinstrumenter«. Sagsøgeren burde således være blevet ansat ved sidstnævnte tjenestegren. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at den ændrede placering er i strid med det principielle krav om ligebehandling, fordi han af denne grund måtte gennemgå prøvetiden i en stilling, der ikke svarede så godt til hans evner.

18

Herom bemærkes, at vedtægtens artikel 4, som fremhævet af Kommissionen, vedrører den interne bekendtgørelse af ledige stillinger. Artikel 4 skal ses i sammenhæng med vedtægtens artikel 29, stk. 1, som foreskriver, i hvilken rækkefølge institutionen skal undersøge de forskellige muligheder for at besætte ledige stillinger, hvorved Fællesskabets ansatte har fortrinsret frem for ansøgere udefra. Bestemmelsen i vedtægtens artikel 4 har altså til formål at beskytte interesserne hos dem, der i forvejen er ansat ved institutionen, hvorfor ansøgere udefra, in casu sagsøgeren, ikke kan påberåbe sig, at bestemmelsen er overtrådt.

19

Også anbringendet om, at Kommissionen i strid med det principielle krav om ligebehandling har placeret sagsøgeren i en stilling, hvis opgaver ikke modsvarer hans evner, må forkastes. Det er nemlig ikke godtgjort, at de opgaver, som sagsøgeren skulle udføre, ikke svarede til stillingsbeskrivelsen i meddelelsen om ledig stilling nr. KOM/A/313, dvs. den udvælgelsesprøve, som han blev ansat på grundlag af. Det er i hvert fald ubestridt, at såvel arbejdsområdet for det kontor, sagsøgeren blev placeret ved (»Prognoser på mellemlang sigt«), som den statistiske opgave, han skulle udføre under den forlængede prøvetid, falder ind under et af de valgfrie emner ved udvælgelsesprøven, som sagsøgeren opgav i sin ansøgning, nemlig »økonometri og statistik«.

20

Følgelig må også anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 4, stk. 2, og af det principielle krav om ligebehandling forkastes.

21

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en overtrædelse af vedtægtens artikel 34, stk. 1, som fastsætter prøvetiden for tjenestemænd i kategori A til ni måneder. Han anfører, at man ikke, selv ikke med samtykke fra den prøveansatte tjenestemand, kan forlænge den i vedtægten foreskrevne prøvetid, medmindre der foreligger en af de situationer, som udtømmende er opregnet i bestemmelsen, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

22

Heroverfor anfører Kommissionen, at prøvetiden blev forlænget i sagsøgerens interesse og med hans samtykke, idet han i modsat fald ifølge udtalelsen af 21. marts 1984 skulle have været afskediget ved udløbet af den omtalte periode på ni måneder. Vedtægten er ikke til hinder for, at administrationen af billighedsgrunde stiller tjenestemanden gunstigere.

23

I overensstemmelse med det ovenfor anførte bemærkes herom, at sagsøgerens utilstrækkelige evner og arbejdsindsats, som overbevisende beskrives i udtalelsen ved prøvetidens udløb af 21. marts 1984, måtte begrunde hans afskedigelse efter udløbet af den i vedtægten foreskrevne prøvetid. Beslutningen om, med sagsøgerens samtykke, at fravige vedtægtens artikel 34, stk. 1, og forlænge hans prøvetid var således til hans fordel og blev truffet for at give ham yderligere en chance for at dokumentere sine faglige kvalifikationer, således som han ikke havde gjort under den normale prøvetid.

24

Under de foreliggende omstændigheder er sagsøgeren afskåret fra at påberåbe sig den uregelmæssighed, som vedtagelsen af den omhandlede beslutning måtte udgøre, eftersom han i kraft af beslutningen fik en fordel, som han frivilligt accepterede. Herefter må også anbringendet om en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 34, stk. 1, forkastes.

25

Af disse grunde må Kommissionen frifindes for sagsøgerens første påstand.

26

Da sagsøgerens principale påstand om annullation af de anfægtede retsakter ikke er taget til følge, må der foretages en prøvelse af hans subsidiære påstand, hvorefter retsakternes begrundelse bør ændres, så de ikke er ærekrænkende for sagsøgeren. Denne påstand går i det væsentlige ud på, at Kommissionen pålægges pligt til at afholde sig fra enhver erklæring om, at sagsøgeren ikke havde de fornødne faglige kvalifikationer til at blive fastansat.

27

Herom bemærkes, at en beslutning om ikke at fastansætte en prøveansat tjenestemand efter prøvetidens udløb i sagens natur må indeholde bedømmelser, der omtaler vedkommendes manglende evne til at udføre de opgaver, som er forbundet med den pågældende stilling. Følgelig vil en institution ikke kunne pålægges at afholde sig fra at foretage sådanne bedømmelser i begrundelsen for sin beslutning.

28

Kommissionen må derfor også frifindes for denne påstand.

29

Til støtte for påstanden om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade har sagsøgeren gjort gældende, dels at administrationens bedømmelse af hans faglige kvalifikationer er krænkende for hans omdømme, dels at den forsinkede afklaring af hans tjenstlige stilling, som beroede på den forlængede prøvetid, bragte ham i en usikker situation og dermed forhindrede ham i at finde andet arbejde.

30

Herom bemærkes kun, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de kommissionsretsakter, som muligvis kunne påføre ham skade, herunder navnlig beslutningen af 18. april 1984 om forlænget prøvetid og beslutningen af 19. juli 1984 om at afskedige sagsøgeren, var behæftet med en retlig mangel, som sagsøgeren kan påberåbe sig til egen fordel.

31

Følgelig må Kommission også frifindes for denne påstand.

32

Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 70 må institutionerne imidlertid selv bære deres retsudgifter i sager anlagt af Fællesskabets ansatte.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (tredje afdeling)