61985C0394

++++

Hoeje Domstol .

I 1984 var der betydelige overskud af mejeriprodukter, hvilket medfoerte alvorlige finansielle belastninger og markedsvanskeligheder for Faellesskabet . Raadet indfoerte derfor i en periode paa i foerste omgang fem aar en tillaegsafgift paa de maengder maelk, som tilfoeres ud over en garantitaerskel . Ifoelge Raadet var formaalet at styre vaeksten i maelkeproduktionen og at foretage de noedvendige tilpasninger med henblik paa at regulere og stabilisere markedet .

Raadet udstedte to forordninger . Med den foerste, nr . 856/84 ( EFT 1984 L*90, s.*10 ), aendredes grundforordningen om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter ( nr . 804/68, EFT 1968 I, s.*169 ); ved den anden, nr . 857/84 ( EFT 1984 L*90, s.*13 ), fastsattes almindelige regler for anvendelsen af den nye afgift . Endnu en forordning, nr . 1371/84, blev udstedt af Kommissionen og indeholder gennemfoerelsesbestemmelserne for afgiften ( EFT 1984 L*132, s.*11 ).

Udgangspunktet var, at der skulle fastsaettes maksimale produktionsmaengder, og at medlemsstaterne skulle gennemfoere ordningen . I den forbindelse kunne de vaelge mellem to formler : formel A, hvor maelkeproducenterne skulle betale afgiften, og formel B, hvor afgiften i foerste omgang skulle betales af maelkeopkoeberne; som referenceaar for de individuelle maengder kunne der vaelges mellem kalenderaarene 1981, 1982 eller 1983 .

Medlemsstaterne kunne forhoeje maengderne for visse grupper af producenter og tilbyde de producenter, der forpligtede sig til definitivt at opgive maelkeproduktionen, en godtgoerelse . Det var ogsaa bestemt, at der kunne ydes supplerende referencemaengder inden for de graenser, der var fastlagt i den foerste forordning .

De naermere bestemmelser om opkraevning af afgiften skulle fastsaettes af medlemsstaterne . Producenterne skulle registrere og fremlaegge oplysninger om deres salg i 1981; opkoeberne skulle dokumentere, hvor meget de havde overskredet referencemaengderne . Der blev fastsat datoer i 1984 og 1985, inden hvilke de forskellige etaper skulle gennemfoeres og Kommissionen underrettes herom .

Ved skrivelse af 27 . november 1984 meddelte Kommissionen den italienske landbrugsminister, at de foranstaltninger, Italien skulle have truffet paa det tidspunkt, ikke saas at vaere truffet . Kommissionen var i hvert fald ikke blevet underrettet om det . Ministeren anerkendte,

at der ikke i Italien var truffet foranstaltninger til at gennemfoere ordningen, bortset fra en bekendtgoerelse af 8 . november 1984 om godtgoerelse til producenter, der opgav at producere maelk . Kommissionen fremsatte derfor en begrundet udtalelse i henhold til traktatens artikel 169 og anlagde den 2 . december 1985 naervaerende sag, hvori den nedlagde paastand om, at Italien ikke havde overholdt sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet alle de relevante datoer var overskredet paa det tidspunkt .

I mellemtiden soegte Italien at overbevise Raadet og Kommissionen om, at ordningen maatte aendres paa grund af de vanskeligheder, Italien stod over for ved anvendelsen af den . Visse aendringer blev gennemfoert ved raadsforordninger i 1985, nemlig nr . 590, 591 og 1305 ( EFT 1985 L*68, s.*1 og 5 samt L*137, s.*12 ). Sidstnaevnte forordning hjemlede mulighed for at anerkende producentsammenslutninger med henblik paa tildeling af referencemaengder, ligesom der ved forordningen blev gennemfoert en saerlig undtagelse for Italien, saaledes at anvendelsen af artikel 3, stk . 3, i forordning nr . 857/84 - hvorefter producenterne kunne vaelge et andet referencekalenderaar, hvis deres maelkeproduktion var blevet paavirket af udsaedvanlige begivenheder - blev udsat med tre aar .

Det staar fast, at Italien har truffet visse foranstaltninger . Ved bekendtgoerelse af 8 . november 1984 fastsattes regler om godtgoerelse til producenter, som opgav produktionen . Ved endnu en bekendtgoerelse af 30 .

september 1985 indfoertes formel A, og der blev tildelt visse referencemaengder til producenter og til sammenslutninger, naar de var anerkendt som juridiske personer . Desuden har vi her til morgen hoert, at en forening af producenter blev anerkendt ved bekendtgoerelse af 22 . december 1986 ( endnu ikke offentliggjort ) i forbindelse med gennemfoerelsen af forordningen . Desuden blev der ivaerksat undersoegelser med henblik paa at tilvejebringe de noedvendige statistiske oplysninger .

Det er imidlertid ogsaa klart, og er ikke bestridt, at paa det tidspunkt, sagen blev anlagt, og ogsaa i dag er der ikke vedtaget andre bestemmelser end dem, jeg har naevnt; navnlig er der ikke tildelt referencemaengder til foreningen eller til producenter, der ikke er medlemmer af en producentsammenslutning .

Ordningen var utvivlsomt meget kompliceret og maatte forventes at medfoere administrative problemer . Den italienske regering har redegjort for, i hvor hoej grad vanskelighederne blev foroeget paa grund af det italienske mejerierhvervs struktur, og navnlig paa grund af det store antal producenter med et ganske lille antal koeer . Det var vanskeligt for Italien at indsamle de statistiske oplysninger med henblik paa tildeling af kvoter, under alle omstaendigheder indtil de relevante foreninger og sammenslutninger kunne anerkendes . Den italienske regering har ogsaa henvist til de bestraebelser, den - ikke ganske med held - udfoldede med henblik paa at overbevise Kommissionen og Raadet om, at ordningen maatte aendres, og til, at de i 1984 producerede

maelkemaengder var lavere end i 1983, hvorfor garantimaengden ikke blev overskredet; paa det punkt er Kommissionen ikke uden videre enig med Italien .

Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en medlemsstat ikke under en sag i medfoer af artikel 169 kan paaberaabe sig administrative problemer ved gennemfoerelsen af forordninger . Efter min opfattelse hverken kan eller boer Domstolen vurdere de forskellige grader af vanskeligheder, der er fremfoert som forklaring paa, at forordninger ikke er gennemfoert . Dette maa tilkomme Kommissionen, naar den skal afgoere, hvornaar og om der skal anlaegges sag . Domstolen behoever blot konstatere, at de ikke er gennemfoert .

Jeg skal derfor foreslaa, at Domstolen foelger sine tidligere afgoerelser og derfor statuerer, at Den italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet den ikke har gennemfoert Raadets forordninger nr . 856/84 og nr . 857/84 samt Kommissionens forordning nr . 1371/84 ( som aendret ved Raadets forordninger nr . 590/85, 591/85 og 1305/85 ), bortset fra bekendtgoerelserne af 8 . november 1984 ( om godtgoerelse til producenter, der opgiver produktionen ), 30 . september 1985 og 22 . december 1986 .

Kommissionen har endvidere nedlagt paastand om, at det statueres, at Den italienske Republik ogsaa har tilsidesat traktatens artikel 5,

idet den ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er noedvendige med henblik paa at foere forordningerne ud i livet . Paa baggrund af, hvad der er fremfoert under sagen, kan en saadan paastand for mig at se ikke betragtes som selvstaendig i forhold til paastanden om, at det statueres, at forordningerne ikke er blevet gennemfoert .

Jeg skal ogsaa foreslaa, at Den italienske Republik doemmes til at betale sagens omkostninger .

(*) Oversat fra engelsk .