61985C0227

++++

Hoeje Domstol .

1 . Domstolen har i domme af 2 . februar 1982 i de af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagte sager 68/81, 69/81, 70/81 og 71/81 ( Sml . ss.*153, 163, 169 og 175 ) fastslaaet, at Kongeriget Belgien ikke inden for den fastsatte frist havde vedtaget de bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme foelgende raadsdirektiver : 78/176 af 20 . februar 1978 om affald fra titandixoidindustrien ( EFT L*54, s.*19 ); 75/442 af 15 . juli 1975 om affald ( EFT L*194, s.*47 ); 75/439 af 16 juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald ( EFT L*194, s.*31 ); 76/403 af 6 . april 1976 om bortskaffelse af polychlordiphenyler og polychlortriphenyler ( EFT L*108, s.*41 ). Den sagsoegte stat havde derfor undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Traktaten .

Ved fire soegsmaal anlagt den 23 . juli 1985 og forenet ved Domstolens kendelse af 9 . oktober 1985 har samme institution nedlagt paastand om, at det statueres, at Belgien ikke har opfyldt de naevnte domme og saaledes har undladt at opfylde forpligtelsen ifoelge Traktatens artikel 171 .

2 . Regeringen i Bruxelles har ikke bestridt de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for Kommissionens soegsmaal . Men den har som tidligere i sagerne 68, 69, 70 og 71/81 henvist til, at der er tale om vanskeligheder af forfatningsmaessig art som foelge af ikrafttraedelsen af loven af 8 . august 1980 . Som bekendt blev ved denne store reform de belgiske regioner tillagt enekompetence paa et stort antal omraader, der delvis daekkes af de fire omhandlede direktiver . Det var herefter de regionale myndigheders opgave at opfylde de ved direktiverne fastsatte forpligtelser, og det har de retsanordnende organer i regionerne endnu ikke gjort .

De af den belgiske regering naevnte forhold er uden betydning . Som Domstolen tidligere har fastslaaet i dommene fra 1982 er der tale om "bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold" i den nationale retsorden, der ifoelge Domstolens faste praksis principielt ikke kan paaberaabes "til stoette for at forpligtelser i henhold til faellesskabsdirektiver ikke overholdes" ( Domstolens nyeste praksis herom findes i dom af 12 . februar 1987 i sag 69/86, Kommissionen mod Italien, praemis 7, Sml . s.*773 ). Det skal tilfoejes, at disse forhold, for saa vidt angaar direktiv 78/176, ogsaa er fuldstaendig irrelevante . For paa det af dette direktiv omfattede omraade har den belgiske stat fortsat den fulde kompetence . Alligevel har den selv erkendt, at de bestemmelser, der er noedvendige for at gennemfoere dette direktiv, ikke er blevet gennemfoert fuldt ud .

Hermed skulle sagen vel egentlig vaere afgjort . Den beroerer imidlertid et andet oemtaaleligt spoergsmaal, der hensigtsmaessigt kan fremdrages her . Regeringen i Bruxelles har under sagen fremfoert, at den belgiske lovgivning ikke - til forskel fra den italienske og spanske retsorden ( henholdsvis artikel 6 i dekret nr . 616 af 24 . juli 1977 fra Republikkens praesident og artikel 155 i forfatningen ) - giver staten befoejelse til at tvinge regionerne til at ivaerksaette faellesskabslovgivningen eller til at handle paa regionernes vegne og direkte gennemfoere denne lovgivning, saafremt regionerne fortsat undlader at opfylde deres forpligtelser .

Den forsinkelse med gennemfoerelsen, Belgien lastes for, er nu imidlertid paa naesten ti aar, hvilket giver mig anledning til at bemaerke to ting . For det foerste maa erindres om, at medlemsstaternes forpligtelser ifoelge EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 3, ( gennemfoerelse af det med direktivet tilsigtede maal inden for de i direktivet fastsatte frister ) og ifoelge Traktatens artikel 5, stk . 1, ( gennemfoerelse af foranstaltninger, der er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af Faellesskabets retsakter ) paahviler alle medlemsstatens myndigheder, herunder ogsaa domstolene ( Domstolens dom af 10 . april 1984 i sag 14/83, Van Colson og Kamann, Sml . s.*1891, praemis 26, og Domstolens dom af 15 . maj 1986 i sag 222/84, Johnston, praemisserne 51-53, Sml . s.*1651 ). Disse forpligtelser paahviler saaledes naturligvis ogsaa regionerne, naar det som tilfaeldet er i den foreliggende sag er dem, der har den tilsvarende kompetence .

Dernaest bemaerkes, at medlemsstaterne ifoelge EOEF-Traktatens artikel 5, stk . 2, skal afholde sig fra i deres retsorden at traeffe "foranstaltninger ( og lad det vaere sagt dermed ogsaa en forfatningsmaessig lov ), der er egnet til at bringe virkeliggoerelsen af (( Traktatens )) maalsaetning i fare ". Dette indebaerer for at sige det endnu tydeligere, at staterne er "forpligtet til ikke ved national lovgivning at skade den ensartede anvendelse - i hele Faellesmarkedet - af faellesskabsreglerne og den fulde virkning af de retsakter, som udstedes i henhold til disse regler" og foelgelig "til ikke ved lov eller administrativt at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning *... af (( disse regler ))" ( Domstolens dom af 10 . januar 1985 i sag 229/83, Leclerc mod "Au blé vert", Sml . s.*1, praemis 14 ).

3 . Herefter staar blot tilbage at foreslaa Domstolen, at tage de af Kommissionen nedlagte paastande til foelge . Jeg foreslaar altsaa Domstolen at statuere, at Kongeriget Belgien har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 171 ved ikke at opfylde Domstolens domme af 2 . februar 1982 i sagerne 68/81, 69/81, 70/81 og 71/81 .

Sagsoegte, Kongeriget Belgien, boer doemmes til at afholde sagens omkostninger, jfr . procesreglementets artikel 69, stk . 3 .

(*) Oversat fra italiensk . ++++

Hoeje Domstol .

1 . Domstolen har i domme af 2 . februar 1982 i de af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagte sager 68/81, 69/81, 70/81 og 71/81 ( Sml . ss.*153, 163, 169 og 175 ) fastslaaet, at Kongeriget Belgien ikke inden for den fastsatte frist havde vedtaget de bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme foelgende raadsdirektiver : 78/176 af 20 . februar 1978 om affald fra titandixoidindustrien ( EFT L*54, s.*19 ); 75/442 af 15 . juli 1975 om affald ( EFT L*194, s.*47 ); 75/439 af 16 juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald ( EFT L*194, s.*31 ); 76/403 af 6 . april 1976 om bortskaffelse af polychlordiphenyler og polychlortriphenyler ( EFT L*108, s.*41 ). Den sagsoegte stat havde derfor undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Traktaten .

Ved fire soegsmaal anlagt den 23 . juli 1985 og forenet ved Domstolens kendelse af 9 . oktober 1985 har samme institution nedlagt paastand om, at det statueres, at Belgien ikke har opfyldt de naevnte domme og saaledes har undladt at opfylde forpligtelsen ifoelge Traktatens artikel 171 .

2 . Regeringen i Bruxelles har ikke bestridt de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for Kommissionens soegsmaal . Men den har som tidligere i sagerne 68, 69, 70 og 71/81 henvist til, at der er tale om vanskeligheder af forfatningsmaessig art som foelge af ikrafttraedelsen af loven af 8 . august 1980 . Som bekendt blev ved denne store reform de belgiske regioner tillagt enekompetence paa et stort antal omraader, der delvis daekkes af de fire omhandlede direktiver . Det var herefter de regionale myndigheders opgave at opfylde de ved direktiverne fastsatte forpligtelser, og det har de retsanordnende organer i regionerne endnu ikke gjort .

De af den belgiske regering naevnte forhold er uden betydning . Som Domstolen tidligere har fastslaaet i dommene fra 1982 er der tale om "bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold" i den nationale retsorden, der ifoelge Domstolens faste praksis principielt ikke kan paaberaabes "til stoette for at forpligtelser i henhold til faellesskabsdirektiver ikke overholdes" ( Domstolens nyeste praksis herom findes i dom af 12 . februar 1987 i sag 69/86, Kommissionen mod Italien, praemis 7, Sml . s.*773 ). Det skal tilfoejes, at disse forhold, for saa vidt angaar direktiv 78/176, ogsaa er fuldstaendig irrelevante . For paa det af dette direktiv omfattede omraade har den belgiske stat fortsat den fulde kompetence . Alligevel har den selv erkendt, at de bestemmelser, der er noedvendige for at gennemfoere dette direktiv, ikke er blevet gennemfoert fuldt ud .

Hermed skulle sagen vel egentlig vaere afgjort . Den beroerer imidlertid et andet oemtaaleligt spoergsmaal, der hensigtsmaessigt kan fremdrages her . Regeringen i Bruxelles har under sagen fremfoert, at den belgiske lovgivning ikke - til forskel fra den italienske og spanske retsorden ( henholdsvis artikel 6 i dekret nr . 616 af 24 . juli 1977 fra Republikkens praesident og artikel 155 i forfatningen ) - giver staten befoejelse til at tvinge regionerne til at ivaerksaette faellesskabslovgivningen eller til at handle paa regionernes vegne og direkte gennemfoere denne lovgivning, saafremt regionerne fortsat undlader at opfylde deres forpligtelser .

Den forsinkelse med gennemfoerelsen, Belgien lastes for, er nu imidlertid paa naesten ti aar, hvilket giver mig anledning til at bemaerke to ting . For det foerste maa erindres om, at medlemsstaternes forpligtelser ifoelge EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 3, ( gennemfoerelse af det med direktivet tilsigtede maal inden for de i direktivet fastsatte frister ) og ifoelge Traktatens artikel 5, stk . 1, ( gennemfoerelse af foranstaltninger, der er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af Faellesskabets retsakter ) paahviler alle medlemsstatens myndigheder, herunder ogsaa domstolene ( Domstolens dom af 10 . april 1984 i sag 14/83, Van Colson og Kamann, Sml . s.*1891, praemis 26, og Domstolens dom af 15 . maj 1986 i sag 222/84, Johnston, praemisserne 51-53, Sml . s.*1651 ). Disse forpligtelser paahviler saaledes naturligvis ogsaa regionerne, naar det som tilfaeldet er i den foreliggende sag er dem, der har den tilsvarende kompetence .

Dernaest bemaerkes, at medlemsstaterne ifoelge EOEF-Traktatens artikel 5, stk . 2, skal afholde sig fra i deres retsorden at traeffe "foranstaltninger ( og lad det vaere sagt dermed ogsaa en forfatningsmaessig lov ), der er egnet til at bringe virkeliggoerelsen af (( Traktatens )) maalsaetning i fare ". Dette indebaerer for at sige det endnu tydeligere, at staterne er "forpligtet til ikke ved national lovgivning at skade den ensartede anvendelse - i hele Faellesmarkedet - af faellesskabsreglerne og den fulde virkning af de retsakter, som udstedes i henhold til disse regler" og foelgelig "til ikke ved lov eller administrativt at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning *... af (( disse regler ))" ( Domstolens dom af 10 . januar 1985 i sag 229/83, Leclerc mod "Au blé vert", Sml . s.*1, praemis 14 ).

3 . Herefter staar blot tilbage at foreslaa Domstolen, at tage de af Kommissionen nedlagte paastande til foelge . Jeg foreslaar altsaa Domstolen at statuere, at Kongeriget Belgien har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 171 ved ikke at opfylde Domstolens domme af 2 . februar 1982 i sagerne 68/81, 69/81, 70/81 og 71/81 .

Sagsoegte, Kongeriget Belgien, boer doemmes til at afholde sagens omkostninger, jfr . procesreglementets artikel 69, stk . 3 .

(*) Oversat fra italiensk .