Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61984CJ0296

    Domstolens Dom (Tredje Afdeling) af 13. marts 1986.
    Antonino Sinatra mod Fonds national de retraite des ouvriers mineurs (FNROM).
    Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour du travail de Mons - Belgien.
    Social sikring - nationale antikumulationsregler.
    Sag 296/84.

    Samling af Afgørelser 1986 -01047

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1986:121

    DOMSTOLENS DOM (tredje afdeling)

    13. marts 1986 ( *1 )

    I sag 296/84

    angående en anmodning, som cour du travail de Mons i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag

    Antonino Sinatra

    mod

    Fonds national de retraite des ouvriers mineurs (FNROM)

    at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artiklerne 12, 45 og 46 i Rådets forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1983 L 230, s. 18),

    har

    DOMSTOLEN (tredje afdeling)

    sammensat af afdelingsformanden U. Everling, dommerne T. Koopmans og C. Kakouris,

    generaladvokat: M. Darmon

    justitssekretær: P. Heim

    efter at der er afgivet indlæg af:

    Antonino Sinatra ved D. Rossini under skriftvekslingen og den mundtlige forhandling,

    FNROM ved advokaterne E. Stein og P. Jaudrain under skriftvekslingen og ved advokat E. Stein under den mundtlige forhandling,

    den italienske regering ved A. Squillante bistået af O. Fiumara under skriftvekslingen,

    Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved J. Griesmar og advokat F. Herbert under skriftvekslingen og ved J. Griesmar og Van Raepenbusch under den mundtlige forhandling,

    og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 23. januar 1986,

    afsagt følgende

    DOM

    (Sagsfremstillingen udelades)

    Præmisser

    1

    Ved dom af 5. december 1984, indgået til Domstolen den 10. december s.a., har cour du travail de Mons i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artiklerne 12, 45 og 46 i Rådets forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971, som senere ændret, om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, med henblik på afgørelsen af, om en national antikumulationsregel er anvendelig ved beregning af en invalidepension for grubeminearbejdere.

    2

    Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Antonino Sinatra og Fonds national de retraite des ouvriers mineurs (FNROM), som er ansvarlig for den belgiske invalidepensionsordning for grubeminearbejdere, vedrørende denne institutions anvendelse af antikumulationsreglen i artikel 23, stk. 1, i arrêté royal af 19. november 1970 og nedsættelse i overensstemmelse hermed af den belgiske pension, som Sinatra oppebærer i medfør af ovennævnte ordning, med den italienske invalidepension, som han ligeledes oppebærer.

    3

    I perioden 1948-1956 var Sinatra beskæftiget som lønmodtager i Italien og i perioden 1957-1970 som grubeminearbejder i Belgien. Han oppebærer en italiensk invalidepension, som er forholdsmæssigt beregnet i henhold til artikel 46 i forordning nr. 1408/71, og hvis størrelse afhænger af forsikringsperiodernes længde. Siden 1. april 1971 har han ligeledes oppebåret en belgisk invalidepension for grubeminearbejdere i medfør af arrêté royal af 19. november 1970. Størrelsen af denne ydelse er uafhængig af forsikringsperiodernes længde; Sinatra opfyldte minimumskravet for tilbagelagte beskæftigelsesperioder i mineindustrien for tilkendelse af denne pension.

    4

    Ved en fornyet gennemgang af Sinatra's sag, hvis berettigelse lå til grund for det spørgsmål, som blev forelagt Domstolen i sag 7/81 (dom af 2. februar 1982, Sinatra mod FNROM, Sml. s. 137), anvendte FNROM antikumulationsreglen i artikel 23, stk. 1, i arrêté royal af 19. november 1970 og nedsatte den belgiske pension med det italienske pensionsbeløb. Den nævnte bestemmelse lød således:

    »Invalidepension, der tilkendes i medfør af nærværende bestemmelse, kan kun kumuleres med en eller flere alders- eller invalidepensioner inden for det årlige pensionsbeløb, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, 2 eller 4, afhængig af om den pågældende er gift, ugift, enke, skilt eller separeret.«

    Denne bestemmelse ændredes ved arrêté royal af 3. august 1983, således at den rammer kumulation med en eller flere alders- eller invalidepensioner »ydet i henhold til belgisk eller udenlandsk lovgivning«.

    5

    Sinatra anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om at nedsætte hans belgiske pension. Sagen blev indbragt for cour du travail de Mons, for hvilken Sinatra gjorde gældende, at der ifølge artikel 46 i forordning nr. 1408/71 skulle foretages en sammenligning mellem størrelsen af den belgiske invalidepension med fradrag af den italienske pension og den proratariske belgiske pension beregnet i forhold til længden af de i Belgien tilbagelagte forsikringsperioder. Da sidstnævnte beløb er det største, har han ifølge fællesskabsreglerne krav herpå.

    6

    FNROM anførte, at den nationale antikumulationsregel er anvendelig, da Sinatra oppebærer fuld pension alene i henhold til belgisk lovgivning. Da reglen om sammenlægning af perioder ikke kan anvendes i den foreliggende sag, jfr. artikel 45, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, er det heller ikke muligt at anvende forordningens artikel 46.

    7

    For at kunne træffe afgørelse i sagen har cour du travail de Mons forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »Hvis lovgivningen i en medlemsstat, som indeholder en ekstern antikumulationsregel, gør retten til en invaliditetsydelse under en særlig ordning for minearbejdere betinget af, at der er tilbagelagt en nærmere fastsat mindsteforsikringsperiode, men hvor pensionsbeløbet imidlertid ikke bestemmes af den samlede varighed af forsikringsperioderne (der sker således ingen sammenlægning), skal forordning nr. 1408/71, navnlig dennes artikler 12, 45 og 46, da fortolkes således, at den kompetente institution i denne medlemsstat i forhold til en arbejdstager, som er omfattet af denne lovgivning, men som tillige oppebærer en forholdsmæssig invalidepension under en almindelig ordning i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, skal sammenligne fællesskabsydelsen — opnået i henhold til artikel 46, stk. 1, uden anvendelse af nationale antikumulationsbestemmelser og artikel 46, stk. 3, der som loft angiver det højeste, teoretiske pensionsbeløb — med den ydelse, der erhverves udelukkende i henhold til national lovgivning, herunder den eksterne antikumulationsregel, med det formål at fastslå, hvilken ordning der er den gunstigste for den vandrende arbejdstager (det højeste pensionsbeløb)?«

    8

    Spørgsmålet vedrører i første række fortolkningen af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.

    9

    Ifølge artikel 12, stk. 2, 1. pkt., kan antikumulationsbestemmelser i en medlemsstats lovgivning gøres gældende over for en modtager, »selv om det drejer sig om ydelser, som den pågældende har opnået i henhold til en anden medlemsstats lovgivning«. Ifølge artikel 12, stk. 2, 2. pkt., gælder denne regel dog ikke, såfremt den pågældende modtager ydelser, »der fastsættes af institutionerne i to eller flere medlemsstater i overensstemmelse med artiklerne 46 ...«.

    10

    Kommissionen har i den forbindelse for det første anført, at der må skelnes mellem interne antikumulationsregler, som kun vedrører nationale ydelser, og eksterne antikumulationsregler, som udtrykkeligt vedrører udenlandske ydelser. I sin oprindelige affattelse måtte artikel 23, stk. 1, i arrêté royal af 19. november 1970 opfattes som en intern antikumulationsbestemmelse, som ikke kunne omfatte ydelser i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

    11

    Herom bemærkes, at det efter kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter, som danner grundlaget for EØF-traktatens artikel 177, tilkommer den nationale ret og ikke Domstolen at fortolke de nationale retsregler og træffe afgørelse om deres anvendelse i den foreliggende sag. Da cour du travail, som det fremgår af forelæggelsesdommen, har stillet et spørgsmål vedrørende en ekstern antikumulationsregel, lægges en sådan til grund ved besvarelsen af spørgsmålet.

    12

    Den italienske regering har anført, at den foreliggende sag bør føre til en ændring af Domstolens praksis, hvorefter det er muligt at anvende nationale antikumulationsregler på ydelser erhvervet alene i medfør af national lovgivning. Selv når den pågældende har erhvervet ret til en ydelse alene i medfør af national lovgivning, er en sådan ydelse dog fastsat »i overensstemmelse med artikel 46«, som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71. Den fællesskabsretlige koordinering mellem de forskellige nationale ordninger, som foreskrevet i EØF-traktatens artikel 51, indebærer et forbud mod enhver nedsættelse af ydelser erhvervet alene i medfør af en national lovgivning.

    13

    Det bemærkes herom, at Domstolen i dom af 21. oktober 1975 (Petroni, 24/75, Sml. s. 1149) kendte for ret, at artikel 46, stk. 3, er uforenelig med trakatens artikel 51 i det omfang bestemmelsen foreskriver, at der ved sammenlægning af ydelser, erhvervet i forskellige medlemsstater, skal ske nedsættelse af det ydelsesbeløb, hvortil der er erhvervet ret udelukkende i medfør af national ret. Det fremgår heraf, at en ydelse, hvortil der er erhvervet ret alene i henhold til en national lovgivning, og som er mere fordelagtig end den, anvendelsen af artikel 46 i forordning nr. 1408/71 fører til, kan kræves udbetalt, uafhængig af bestemmelserne i sidstnævnte artikel, udelukkende i medfør af de nationale bestemmelser.

    14

    Ifølge Domstolens faste praksis (jfr. domme af 13. oktober 1977, Mura, 22/77, Sml. s. 1699, af 14. marts 1978, Schaap, 98/77, Sml. s. 707, og af 2. juli 1981, Celestre, 116, 117, 119, 120 og 121/80, Sml. s. 1737) finder artikel 12, stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse i dette tilfælde, men derimod artikel 12, stk. 2, 1. pkt., hvoraf følger, at en national lovgivnings bestemmelser om, at en ydelse skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, er anvendelige. Selv om forordning nr. 1408/71 ikke berører ydelser, hvortil der er erhvervet ret udelukkende i medfør af bestemmelserne i en national lovgivning, skal disse lægges til grund i deres helhed, herunder eventuelle nationale antikumulationsregler. Enhver anden løsning ville ikke blot være i strid med ordlyden af artikel 12, stk. 2, men ville indebære, at modtageren ved samtidig anvendelse af flere medlemsstaters lovgivning kunne opnå fordele, som både efter den berørte nationale lovgivning og efter de særlige bestemmelser i artikel 46 i forordning nr. 1408/71 var uberettigede.

    15

    Det kan herefter fastslås, at artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 ikke er til hinder for, at en ekstern national antikumulationsregel anvendes på ydelser, hvortil der er erhvervet ret alene i medfør af national lovgivning.

    16

    Med det forelagte spørgsmål ønskes endvidere afklaret, om artikel 46 i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse i en sag som den foreliggende, samt hvorledes ydelsesbeløbene efter denne bestemmelse skal fastsættes.

    17

    FNROM har gjort gældende, at det i artikel 46, stk. 1,1. pkt., nævnte beløb, som svarer til den samlede længde af forsikringsperioderne under særordningen for minearbejdere, skal fastsættes under hensyntagen til antikumulationsreglen i artikel 23, stk. 1, i arrêté royal af 19. november 1970. Dette følger af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1408/71. Den grundlæggende regel i artikel 45, stk. 2, indebærer, at det ikke i den foreliggende sag ved beregningen af en pension i henhold til den belgiske særordning for minearbejdere er muligt at sammenlægge italienske forsikringsperioder, som er tilbagelagt inden for andre erhverv, med perioder tilbagelagt som minearbejder i Belgien, og det er derfor udelukket at foretage en sammenligning i overensstemmelse med artikel 46, stk. 1, 2. afsnit.

    18

    Sinatra har heroverfor gjort gældende, at det under alle omstændigheder med henblik på beregning af ydelsen efter artikel 46 er nødvendigt at foretage sammenlægning og forholdsmæssig beregning, selv i en sag som den foreliggende. Den belgiske institution burde således sikre ham en invalidepension beregnet på grundlag af de i Belgien tilbagelagte forsikringsperioder i forhold til hans samlede erhvervsmæssige beskæftigelsesperiode.

    19

    Det bemærkes, at ifølge artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal artikel 46 anvendes analogt på ydelser ved invaliditet, når arbejdstageren successivt eller skiftevis har været omfattet af to eller flere medlemsstaters lovgivning, såfremt ydelsesbeløbet ifølge mindst en af lovgivningerne er afhængigt af forsikringsperiodernes længde. Ifølge artikel 46, stk. 1, skal der foretages en sammenligning af, på den ene side, det i 1. afsnit nævnte ydelsesbeløb, som tilkendes i henhold til den pågældende nationale lovgivning på grundlag af den samlede længde af de forsikringseller bopælsperioder, der skal tages i betragtning i henhold til denne lovgivning, og, på den anden side, det ydelsesbeløb, som opnås ved anvendelse af de i artikel 46, stk. 2, litra a) og b), fastsatte regler. Kun det højeste ydelsesbeløb skal tages i betragtning, jfr. artikel 46, stk. 1, 2. afsnit.

    20

    Det følger af ovennævnte retspraksis, at det er den ydelse, som opnås ved anvendelse af artikel 46, der skal udbetales, når den er mere fordelagtig end den ydelse, hvortil der er erhvervet ret alene i henhold til bestemmelserne i national lovgivning, herunder en eventuel ekstern antikumulationsregel. Artikel 45, stk. 2, indeholder ganske vist et forbud mod sammenlægning af forsikringsperioder, når der, som i nærværende sag, er tale om en særordning for et bestemt fag, og de i en anden medlemsstat tilbagelagte perioder ikke er tilbagelagt inden for en tilsvarende ordning, men anvendelsen af artikel 46 og den i bestemmelsens stk. 1, 2. afsnit, foreskrevne sammenligning er ikke betinget af, at samtlige de pågældende perioder kan sammenlægges med henblik på fastsættelse af ydelserne. Artikel 46 finder således fuldt ud anvendelse i en sag som den foreliggende.

    21

    For så vidt angår det i artikel 46, stk. 1, 1. afsnit, nævnte beløb, er der ifølge Domstolens nævnte praksis, senest to domme af 4. juni 1985 (Romano, 58/84, og Ruzzu, 117/84, Sml. 1985, s. 1679 og s. 1697) tale om det beløb, som arbejdstageren ville have ret til i medfør af national lovgivning, såfremt han ikke oppebar pension i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat. En national ekstern antikumulationsregel kan ikke anvendes i denne forbindelse, jfr. artikel 12, stk. 2, 2. pkt., i forordning nr. 1408/71.

    22

    Med hensyn til det beløb, der skal fastsættes i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a) og b), bestemmes det i litra a), in fine, at såfremt ydelsesbeløbet efter en national lovgivning er uafhængigt af længden af de tilbagelagte perioder, »anses dette beløb for det i nærværende litra omhandlede teoretiske beløb«. Når beløbet i et sådant tilfælde er lig med det i artikel 46, stk. 1,1. afsnit, nævnte beløb, kan det faktiske beløb for ydelsen, som ifølge stk. 2, litra b), fastsættes efter forholdet mellem længden af de perioder, der er tilbagelagt efter den pågældende lovgivning, og den samlede længde af de perioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de berørte medlemsstater, ikke være højere end det i stk. 1 omhandlede beløb. Følgelig er det spørgsmål, som på den ene side FNROM og på den anden side Sinatra og den italienske regering er uenige om, nemlig om beregning efter artikel 46, stk. 2, skal foretages selv i de tilfælde, som er omfattet af artikel 45, stk. 2, uden interesse.

    23

    Det bemærkes endelig, at på det således fastsatte beløb — som anført af Kommissionen og den italienske regering — skal nedsættelsesreglen i artikel 46, stk. 3, anvendes. Ifølge denne bestemmelse udgør det højeste af de i medfør af stk. 2, litra a), beregnede teoretiske ydelsesbeløb den øvre grænse for summen af de efter reglerne i stk. 1 og 2, beregnede ydelser, udbetalt af hver af de institutioner, som anvender stk. 1.

    24

    Det af cour de travail du Mons forelagte spørgsmål må herefter besvares således :

    1)

    Bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 er ikke til hinder for, at der tilkendes ydelser, som alene er erhvervet i henhold til national lovgivning, når disse ydelser er højere end dem, som fastsættes i henhold til forordningens artikel 46.

    I så fald udelukker artikel 12, stk 2, i forordning nr. 1408/71 ikke, at der kan anvendes en ekstern national antikumulationsregel ved fastsættelsen af de ydelser, som er erhvervet alene i medfør af en national lovgivning.

    2)

    Artikel 46 i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse, når det ydelsesbeløb, som skal udbetales i henhold til en national lovgivning er uafhængigt af de tilbagelagte perioder, og når den mindsteperiode, som ifølge denne lovgivning giver ret til ydelser, er tilbagelagt, selv når der er tale om en særordning for et bestemt fag og perioder tilbagelagt i en anden medlemsstat under en anden ordning.

    Det er udelukket at anvende en ekstern national antikumulationsregel ved fastsættelse af beløbet i henhold til artikel 46, stk. 1, 1. afsnit.

    Det højeste beløb, jfr. den i henhold til artikel 46, stk. 1, 2. afsnit, foreskrevne sammenligning, nedsættes om fornødent i henhold til artikel 46, stk. 3.

    Sagens omkostninger

    25

    De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

     

    På grundlag af disse præmisser

    kender

    DOMSTOLEN (tredje afdeling)

    vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af cour du travail de Mons ved dom af 5. december 1984, for ret:

     

    1)

    Bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 er ikke til hinder for, at der tilkendes ydelser, som alene er erhvervet i henhold til national lovgivning, når disse ydelser er højere end dem, som fastsættes i henhold til forordningens artikel 46.

    I så fald udelukker artikel 12, stk 2, i forordning nr. 1408/71 ikke, at der kan anvendes en ekstern national antikumulationsregelved fastsættelsen af de ydelser, som er erhvervet alene i medfør af en national lovgivning.

     

    2)

    Artikel 46 i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse, når det ydelsesbeløb, som skal udbetales i henhold til en national lovgivning er uafhængigt af de tilbagelagte perioder, og når den mindsteperiode, som ifølge denne lovgivning giver ret til ydelser, er tilbagelagt, selv når der er tale om en særordning for et bestemt fag og perioder tilbagelagt i en anden medlemsstat under en anden ordning.

    Det er udelukket at anvende en ekstern national antikumulationsregel ved fastsættelse af beløbet i henhold til artikel 46, stk. 1, 1. afsnit.

    Det højeste beløb, jfr. den i henhold til artikel 46, stk. 1, 2. afsnit, foreskrevne sammenligning, nedsættes om fornødent i henhold til artikel 46, stk. 3.

     

    Everling

    Koopmans

    Kakouris

    Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. marts 1986.

    P. Heim

    Justitssekretær

    U. Everling

    Formand for tredje afdeling


    ( *1 ) – Processprog: Fransk.

    Top