FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PIETER VERLOREN VAN THEMAAT

fremsat den 30. april 1985 ( *1 )

Høje Domstol.

1. Faktiske omstændigheder

Peter Steinhauser, der bor i Biarritz og er tysk statsborger, er kunstmaler af profession. Den 12. februar 1983 indgav han til de kommunale myndigheder i byen en anmodning om at deltage i en licitation vedrørende leje af et bødehus. Bødehusene er gamle ejendomme, som tidligere blev benyttet af de lokale fiskere. De tilhører Biarritz og anvendes i dag til salgsudstillinger af kunst.

Den 1. marts s. å. meddelte Biarritz' borgmester Peter Steinhauser, at hans anmodning ikke kunne tages i betragtning, idet han ikke var fransk statsborger. I henhold til licitationsbetingelsernes artikel 3, stk. 2, var dette en af betingelserne for at kunne komme i betragtning med henblik på at leje et bødehus. Det er til prøvelse af den afgørelse, Peter Steinhauser har anlagt annullationssøgsmål ved Tribunal administratif de Pau, idet han har anført, at afgørelsen er i strid med EØF-traktatens artikel 52. Selv om artikel 52 efter nævnte rets opfattelse er umiddelbart anvendelig, har retten rejst spørgsmålet, om bestemmelsen også vedrører regler, som ikke direkte regulerer adgangen til et nærmere angivet erhverv, men blot fastsætter de nærmere regler om licitation af lokaler, som udbydes til leje, og som er en del af en offentlig kollektiv enheds ejendom, hvor der som i den foreliggende sag gælder enbetingelse om statsborgerskab. Tribunal har derfor forelagt følgende spørgsmål for Domstolen: »Omfatter EØF-traktatens artikel 52 de regler, byen Biarritz har fastsat i artikel 3 i licitationsbetingelserne af 25. januar 1983, som ikke umiddelbart har til formål at regulere adgangen til at udøve selsvstændig erhvervsvirksomhed, men fastlægger de nærmere regler for at udlicitere lejemål af lokaler, der er en del af kommunens ejendom, og hvorefter der for tilbudsgiverne gælder en betingelse om statsborgerskab?«

2. Besvarelsen af spørgsmålet

Ved vurderingen af spørgsmålet skal jeg først fastslå, at når Biarritz' borgmester nægtede Steinhauser ret til at deltage i licitationen, er der tale om forskelsbehandling udøvet på grundlag af nationalitet. Steinhauser er således udsat for forskelsbehandling og påføres derfor skade i forhold til franske kunstmalere. En sådan adfærd er af den grund i strid med EØF-traktatens artikel 7, hvorefter al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, er forbudt, og i hvilken forbindelse artikel 52 må betragtes som en uddybende bestemmelse. Jeg kan i den forbindelse henvise til Domstolens dom i sag 2/74 (Reyners mod den belgiske stat, Sml. 1974, s. 631), hvor Domstolen ligeledes fastlog, at ovennævnte bestemmelse har umiddelbar virkning.

Erhvervet som kunstmaler, i hvilken egenskab Steinhauser blev meddelt det pågældende afslag, er utvivlsomt også omfattet af anvendelsesområdet for artikel 52, når henses til omfanget af retten til etableringsfrihed, således som den er defineret i artikel 52, stk. 2. Desuden fremgår det udtrykkeligt af den nævnte bestemmelse, at etableringsfriheden ikke alene vedrører adgangen til de nævnte former for erhvervsvirksomhed, men også udøvelsen af dem på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere. Forskelsbehandling, som udøves på grundlag af nationalitet, er således også forbudt med hensyn til de nærmere regler vedrørende udøvelsen af et erhverv. Med hensyn til licitationsbetingelsen for de lokaler, der er beregnet til udøvelse af det erhverv, der er tale om i den foreliggende sag, er den »almindelige plan for ophævelse af begrænsinger i etableringsfriheden« (EFT anden serie DC, s. 7), også helt klar. I afsnit III: begrænsninger, tales der udtrykkeligt om forskelsbehandling med hensyn til »... kontrakter, herunder navnlig værkslejekontrakter og lejekontrakter såsom arbejdskontrakter og leje af forretningslokaler eller af jord...«. Jeg skal minde om, at Domstolen i dommen i sag 71/77 (Thieffry, Sml. 1977, s. 765) udtrykkeligt fremhævede nyttige anvisninger, som den nævnte almindelige plan indeholder med henblik på gennemførelsen af de pågældende traktatbestemmelser.

Efter min opfattelse følger det af det ovenfor anførte, at artikel 52 derfor klart er til hinder for at afvise Steinhauser's anmodning. For fuldstændighedens skyld skal jeg desuden henvise til det synspunkt, Kommissionen har fremført, og som jeg er enig i, og hvorefter de i traktatens artikler 55 (offentlig myndighed) og 56 (offentlig orden) nævnte undtagelser fra bestemmelserne om etableringsret ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, mens de omtvistede traktatbestemmelser også omfatter lokale kollektive enheder. Med henblik på anvendelsen af artikel 52 er det således uden betydning, at der i den foreliggende sag er tale om lokaler, der er en del af offentlig ejendom, ejet af en kommune.

3. Konklusion

Sammenfattende skal jeg foreslå, at det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Tribunal administratif de Pau, besvares på den måde, som Kommissionen har foreslået i sit indlæg:

( *1 ) – Oversat fra nederlandsk.