FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

SIR GORDON SLYNN

fremsat den 8. november 1984 ( 1 )

Høje Domstol.

Wendelboe, Jensen og Jeppesen var alle ansat hos L.J. Music ApS, et selskab som beskæftigede sig med båndkassetteproduktion, indtil den 28. februar 1980. Den dag blev de lige som de fleste andre medarbejdere i selskabet stillet frit med øjeblikkelig virkning, da selskabet var i økonomiske vanskeligheder. Den 4. marts 1980 blev selskabet erklæret konkurs ved dekret afsagt af den lokale skifteret. Under retsmødet samme dag foreslog selskabets direktør, som hidtil havde været ansat i selskabet, at virksomheden, herunder ejendommen, lager og maskiner, blev købt af et selskab ved navn ApS SPKR nr. 534. Den endelige aftale om overdragelsen blev først indgået den 27. marts, men retten tillod ApS SPKR nr. 534 at benytte den konkursramte virksomheds ejendom og maskiner fra den 5. marts. I den endelige aftale, som blev indgået den 27. marts, blev det bestemt, at driften af virksomheden skulle anses for at være foregået for køberens regning og risiko fra den 4. marts 1980.

Den 6. marts 1980 blev de tre sagsøgere ansat i det nye selskab, kun seks dage efter at de var blevet afskediget. I henhold til vilkårene for an sættelsesforholdet ville de få en højere løn end tidligere, men ville miste deres opsparede anciennitet. De anlagde herefter sag mod konkursboet og påstod dette tilpligtet at anerkende deres krav på erstatning for uberettiget afskedigelse og feriepengerestancer som priviligeret krav. Konkursboet anerkendte kravet på feriepenge, men påstod sig frifundet for erstatningskravet for uberettiget afskedigelse, idet det gjorde gældende, at da der forelå et fortsat arbejdsforhold, var det det selskab, der stod som erhverver, som hæftede alene, hvis fordringshaverne havde noget tilgode. Konkursboet påberåbte sig § 2, stk. 1, i lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, som var gældende i Danmark. Loven blev vedtaget til gennemførelse af direktiv 77/187 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT 1977, L 61, s. 26). Sagen blev appelleret til Vestre Landsret, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har forelagt Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af direktivet.

Spørgsmålet går ud på, om direktivet forpligter »medlemsstaterne til at gennemføre regler, hvorefter erhververen af virksomheden indtræder i feriepenge- og erstatningsforpligtelser over for lønmodtagere, der ikke var ansat i virksomheden på overdragelsestidspunktet?«.

Den danske ret antager eller er kommet til det resultat, at direktivet finder anvendelse på overførseler ved konkurs eller insolvens. Nederlandenes regering, som har afgivet indlæg i sagen, har gjort gældende, at direktivet ikke finder anvendelse ved en sådan overførsel. Af de grunde, jeg har anført i mit forslag til afgørelse i sag 135/83 H. B. M. Abels mod Direktionen for Bedrijfsvereniging voor de Metaalindustrie en de Electrotecbniscbe Industrie, kan jeg tilslutte mig den nederlandske regerings indlæg, og derfor opstår det forelagte spørgsmål ikke som et fællesskabsretligt spørgsmål ud fra de faktiske omstændigheder, som er gengivet ovenfor. I henhold til direktivets artikel 7 har medlemsstaterne ret til at anvende eller indføre bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne end direktivets bestemmelser. På dette grundlag står det medlemsstaterne frit for at give arbejdstagere i virksomheder, som er under konkurs, eller som er insolvente, en beskyttelse som den, der ydes ifølge direktivet. Dette er imidlertid et nationalretligt og ikke et fællesskabsretligt spørgsmål.

For det tilfælde, at Domstolen skulle komme til det resultat, at direktivet finder anvendelse ved overførsel i tilfælde af konkurs, og fordi spørgsmålet er af generel betydning og er blevet drøftet udførligt, er det nødvendigt, at jeg tager det op til behandling.

Skønt spørgsmålet ikke henviser til nogen speciel bestemmelse i direktivet, opstår det faktisk i kraft af artikel 3, stk. 1, første afsnit. Det hedder i denne bestemmelse:

»Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførselen i henhold til artikel 1, stk. 1, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.«

Svaret afhænger af, om ordene »som bestod på tidspunktet for overførselen« vedrører »rettigheder og forpligtelser« eller »en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold«.

Alle de procesdeltagere, som har indgivet indlæg til Domstolen eller gav møde ved den mundtlige forhandling, nemlig sagsøgerne i hovedsagen, den danske, den nederlandske og den franske regering samt Det forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anført, at ordene »som bestod på tidspunktet for overførselen« går på »en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold« og ikke på »rettigheder og forpligtelser«.

Den engelske version kan fortolkes på begge måder, selv om det er mere naturligt at fortolke ordene »existing on the date of transfer« således, at de gælder de ord, der går umiddelbart forud, selv om der mangler et komma foran »arising« og efter »Article 1(1)«. Jeg forstår, at det samme gælder den danske version.

I modsætning hertil er det efter den franske, den nederlandske, den tyske og den italienske version hævet over al tvivl, at det er arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet, som skal bestå på tidspunktet for overførselen, og ikke rettighederne og forpligtelserne. Den franske version er affattet således: »Les droits et obligations qui résultent pour le cédant d'un contrat de travail ou d'une relation de travail existant à la date du transfert...«. Her udgør ordene »existant à la date du transfert« en del af den relativsætning, der begynder »qui résultent ...«, og kan kun henvise til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold.

Så vidt jeg forstår, opnås den samme klare virkning i den nederlandske og den tyske version ved hjælp af absolutte konstruktioner. Således henviser den tyske version til »... einem zum Zeitpunkt des Übergangs im Sinne des Artikels 1 Absatz 1 bestehenden Arbeitsvertrag oder Arbeitsverhältnis«. På samme måde taler den nederlandske version om »... de op het tijdstip van de overgang in de zin van artikel 1, lid 1, bestaande arbeidsovereenkomst of arbeidsverhouding«. Den italienske version lyder således: »I diritti e gli obblighi che risultano per il cedente da un contratto di lavoro o da un rapporto di lavoro esistente alla data del trasferimento«. Ordet »esistente« er ental og retter sig således efter »un contratto di lavoro« eller »un rapporto di lavoro«; »esistente« kan ikke rette sig efter »diritti« eller »obblighi«, som er flertal.

Det følger af en ordret fortolkning af teksten, at de personers rettigheder og forpligtelser, hvis ansættelse i den pågældende virksomhed ophører på tidspunktet for overførselen, ikke overgår til erhververen i medfør af direktivet.

Denne ordrette fortolkning bekræftes af andre momenter, som parterne har henvist til. Det modsatte resultat — at en erhverver hæfter over for tidligere ansatte, som har forladt virksomheden før overførselen — ville føre til store vanskeligheder. Det kan være vanskeligt, om ikke umuligt, for en potentiel erhverver med sikkerhed at skaffe sig oplysninger om, i hvilket omfang han hæfter over for tidligere ansatte. Både usikkerheden og det beløb, som står på spil, kan virke afskrækkende på købere af virksomheden, og dette kan bevirke, at virksomheden ikke bliver solgt, og at en stor del af arbejdsstyrken mister deres job. Dette er i strid med direktivets hovedformål, nemlig at beskytte arbejdstagerne ved en overførsel.

Det er også i fuld overensstemmelse med direktivets opbygning at begrænse hæftelsen til arbejdstagere, som er ansat på tidspunktet for overførselen. Ifølge direktivet overføres arbejdstagere fra én ejer af virksomheden til en anden på samme vilkår som dem, der var gældende før overførselen, naturligvis medmindre der indgås aftale med erhververen om bedre vilkår. Tidligere ansatte bevarer deres rettigheder i forhold til overdrageren i medfør af de bestemmelser, som er vedtaget i overensstemmelse med direktiv 80/987 af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.

Artikel 3, stk. 2, og artikel 4 i det i hovedsagen omhandlede direktiv, forekommer mig ligeledes klart at være begrænset til arbejdstagere, som er ansat på tidspunktet for overførselen. Det er kun artikel 3, stk. 3, andet afsnit, som vedrører personer, som ikke længere er ansat hos overdrageren på tidspunktet for overførselen, og det sker i en begrænset sammenhæng og i et klart og udtrykkeligt sprog.

Det må naturligvis afgøres efter national ret, om en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold er bragt til ophør på tidspunktet for overførselen. Imidlertid bestemmer artikel 4, stk. 1, første punktum, at »overførsel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser«, dog med forbehold af bestemmelsens andet punktum og artikel 4, stk. 1, andet afsnit.

Hvis arbejdstagere afskediges med henblik på og inden en overførsel, som falder ind under direktivet, og genansættes af erhververen umiddelbart herefter, må afskedigelsen anses for at være i strid med artikel 4, stk. 1, med forbehold af de undtagelser, som er angivet i dette stykke. Det tilkommer medlemsstaterne at afgøre, hvorvidt det retsmiddel, der skal anvendes over for en sådan ulovlig afskedigelse, består i en retsafgørelse, der erklærer afskedigelsen ugyldig, eller tilkendelse af erstatning eller et andet effektivt retsmiddel. I alle tilfælde skal medlemsstaterne påse, at der anvendes et retsmiddel, som er effektivt og ikke blot symbolsk, jfr. sagerne 14/83, von Colson mod Land Nordrbein-Westfalen, og 79/83, Harz mod Deutsche Tradax GmbH (domme af 10. april 1984). Hvis retsmidlet består i, at afskedigelsen betragtes som ugyldig, følger det heraf, at den pågældende arbejdstagers rettigheder og forpligtelser overgår til erhververen.

Efter min opfattelse skal det forelagte spørgsmål besvares således:

»Rådets direktiv 77/187 skal fortolkes således, at det ikke forpligter medlemsstaterne til at bestemme, at rettigheder, der tilkommer, og for pligteiser, der påhviler personer, hvis ansættelse i den pågældende virksomhed er ophørt på tidspunktet for overførselen, overgår til erhververen, dog under forudsætning af, at direktivets artikel 4, stk. 1, overholdes, og med forbehold af de retsmidler, der er stillet til rådighed for medlemsstaterne ved gennemførelsen heraf.«

Det tilkommer den danske ret at træffe afgørelse om sagens omkostninger, for så vidt angår sagsøgerne i hovedsagen. Domstolen bør ikke træffe nogen afgørelse med hensyn til de udgifter, der er afholdt af Kommissionen og af de regeringer, som har afgivet indlæg i sagen.

( 1 ) – Oversat fra engelsk.