1)

den pålagte bøde på 133736 DM annulleres, subsidiært nedsættes bøden;

2)

beslutningens artikler 1 og 2 erklæres ugyldige.

I.

tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, navnlig en utilstrækkelig begrundelse af beslutningen;

II.

tilsidesættelse af EKSF-traktaten og af retsregler vedrørende dens gennemførelse;

III.

magtfordrejning.

1)

de dokumenter, som sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Domstolen har fremlagt den 5. januar 1984;

2)

de dokumenter, som sagsøgeren med Kommissionens samtykke har fremlagt under den mundtlige forhandling, og

3)

de indsigelser, som sagsøgeren naturligvis først under den mundtlige forhandling har kunnet fremføre mod de præciseringer af begrundelsen til Kommissionens beslutning, som Kommissionen har givet i duplikken.

2.1.

Med sit første anbringende har sagsøgeren som bemærket navnlig anført, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet. Dernæst har sagsøgeren imidlertid som andet anbringende fremført tilsidesættelse af Kommissionens høringspligt. Navnlig det første anbringende har foruden et formelt også et indholdsmæssigt aspekt. Dette indholdsmæssige aspekt falder imidlertid delvis sammen med bemærkningerne vedrørende det andet anbringede. For at undgå en gentagelse vil jeg derfor behandle dette indholdsmæssige aspekt sammen med det andet anbringende.

2.2.

Hvad angår det første anbringende, vil jeg på forhånd bemærke, at beslutningens begrundelse faktisk er faldet temmelig summarisk ud. Dette gælder navnlig med hensyn til dele af de argumenter, hvormed sagsøgeren under den administrative procedure har forsvaret sig med hensyn til de påståede overtrædelser. Ikke desto mindre er de påståede overtrædelser efter min mening i beslutningen angivet tilstrækkelig klart til at gøre det muligt for sagsøgeren at forsvare sig mod påstandene om overtrædelser under sagens behandling for Domstolen. Dette er afgjort tilfældet, når beslutningen læses i sammenhæng med den skrivelse, som Kommissionen har rettet til sagsøgeren den 16. februar 1982 under den administrative procedure (bilag 1 til Kommissionens svarskrift). Også den omstændighed, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført for Domstolen, stort set også allerede var indeholdt i sagsøgerens svar til Kommissionen af 20. september 1982 (svarskriftets bilag 2), bekræfter, at beslutningen i denne henseende ikke har gjort indgreb i sagsøgerens ret til forsvar. Herved må man endvidere holde sig for øje, at arten af de påståede overtrædelser og deres retlige subsumption — til forskel fra Bertoli-sagen — i det foreliggende tilfælde er meget enkle. Skønt dette ikke fastslås klart i beslutningen, synes sagsøgeren meget vel at have forstået, at det faktisk gøres gældende, at sagsøgeren ved at underbyde sine egne prislister i specielt nævnte tilfælde har handlet i strid med grundbeslutningens artikel 8, det vil sige mod forbudet mod at anvende ulige betingelser på sammenlignelige transaktioner. Formelt set anser jeg derfor ikke begrundelsespligten for at være tilsidesat i det foreliggende tilfælde. Sagsøgerens materielle indvendinger vil jeg som sagt komme tilbage til ved behandlingen af sagsøgerens andet anbringende.

2.3.

Den anden tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som Kommissionen ifølge sagsøgeren har begået, er tilsidesættelse af forpligtelsen i henhold til EKSF-traktatens artikel 36 til at »give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger«. Hvad dette klagepunkt angår, skal jeg først bemærke, at artikel 36 ikke bestemmer, at vedkommende efter indgivelse af deres skriftlige bemærkninger om de overtrædelser, som lægges dem til last, også skal høres mundtligt. Lige så lidt pålægger artikel 36 Kommissionen en forpligtelse til allerede under den administrative procedure, der går forud for dens beslutning, også at fremføre sine modargumenter over for vedkommende indsigelser. Den lejlighed, som Kommissionen i praksis har givet vedkommende til mundtligt nærmere at forklare sine indsigelser, har sagsøgeren endelig ifølge sagens akter bevidst givet afkald på (bilag 3 til Kommissionens svarskrift). Det her behandlede klagepunkt må derfor forkastes.

3.1.

I sit andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat EKSF-traktatens artikler 15, 47 og 36 samt artiklerne 11, 14 og 15 i beslutning nr. 1836/81.

De formelle aspekter af den påståede tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikler 15 og 36 har jeg allerede været inde på under behandlingen af det første anbringende. Tilsidesættelsen af denne traktats artikel 47 og af beslutningens artikel 14 består efter sagsøgerens opfattelse i, at Kommissionen ved sin undersøgelse nok har undersøgt de omstændigheder, der er belastende for sagsøgeren, men ikke de omstændigheder, der taler til fordel for sagsøgeren. En sammenligning af den summariske behandling af sagsøgerens indsigelser i bødebeslutningen med de under retsforhandlingerne for Domstolen fremførte søgsmålsgrunde viser imidlertid, at dette klagepunkt på de punkter, der må anses for afgørende, savner faktisk grundlag. For så vidt har sagsøgeren også med urette gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 11 i beslutning nr. 1836/81. Den påståede tilsidesættelse af denne beslutnings artikel 15 — idet det ikke udtrykkeligt er nævnt, hvilke artikler der skal være overtrådt — har jeg allerede omtalt ved behandlingen af det første anbringende. Jeg skal nu gå nærmere ind på de materielle aspekter ved såvel det første som det andet anbringende. De materielle klagepunkter, som sagsøgeren implicit har fremført mod Kommissionen i redegørelsen for det første og det andet anbringende i stævningen, og udførligere og mere udtrykkeligt i replikken og under den mundtlige forhandling, vedrører tre punkter, som jeg nu skal behandle et efter et i rækkefølge efter deres betydning.

3.2.

Rammeaftalerne. Med hensyn til alle fire grupper overtrædelser har sagsøgeren påberåbt sig den omstændighed, at de kritiserede transaktioner var en gennemførelse af rammeaftaler, som allerede var indgået med de pågældende fire aftagere før 15. oktober 1981. For Markmann's og Claas' vedkommende er der herved ifølge den i svaret på Domstolens spørgsmål fremlagte dokumentation tale om to aftaler indgået den 7. september 1981. Med Schlafhorst blev der indgået en aftale den 24. juni 1981, som blev forlænget den 9. september 1981. Rammeaftalen med Bergbau blev allerede indgået den 3. april 1981.

Selv om Kommissionen stadig er uenig med sagsøgeren om disse aftalers retlige art og rækkevidde, har den ikke benægtet, at de består. I mine indledende bemærkninger har jeg allerede redegjort for, hvorfor de nævnte aftalers civilretlige betegnelse og art efter min opfattelse ikke er relevant for Domstolen. Der har jeg også redegjort for, hvorfor en offentligretlig kriseordning i form af en prisforanstaltning som den foreliggende også efter min mening med hensyn til transaktioner til gennemførelse af sådanne aftaler har forrang for eventuelle kontraktlige forpligtelser, som følger af disse aftaler. Den offentligretlige kriseforanstaltning kan med hensyn til de nævnte transaktioner gennembryde disse forpligtelser, selv hvis de pågældende rammeaftaler er indgået før 4. juli 1981. Der kan lige så lidt være tale om, at beslutningen har tilbagevirkende kraft, som kun er lovlig i undtagelsestilfælde og på grundlag af ubestridelige hensyn af almen interesse, da beslutningens artikel 8 (som hævdes at være tilsidesat) gælder for alle transaktioner, som er indgået efter 4. juli 1981, og altså klart gælder for de transaktioner efter 15. oktober 1981, som i dette tilfælde lægges sagsøgeren til last. Artikel 8 indeholder ingen undtagelse for transaktioner, som følger af tidligere indgåede rammeaftaler, og der kan heller ikke udledes nogen anden mening af beslutningens tidligere nævnte formål. Tværtimod bekræfter disse formål rigtigheden af en sådan fortolkning af artikel 8. Hvad angår det af sagsøgeren hævdede, hvorefter beslutningen har tilbagevirkende kraft, kan der til støtte for det her og i mine indledende bemærkninger forsvarede synspunkt henvises til de i denne henseende sammenlignelige sagsforhold i sagerne Westzucker (sag 1/73, Sml. 1973, s. 723, præmis 5) og Sopad (sag 143/73, Sml. 1973, s. 1433, præmis 8). Det af sagsøgeren herved anførte må således forkastes. Da der med hensyn til transaktionerne med Schlafhorst og Claas ikke er fremført andre anbringender, må det af Kommissionen anførte vedrørende disse aftagere derfor anses for bevist.

3.3.

Markmanntransaktionernes påståede usammenlignelighed. Med hensyn til de transaktioner vedrørende la-materiel, som ifølge Kommissionen er indgået med Markmann, har sagsøgeren imidlertid i øvrigt allerede under den administrative procedure anført, at disse transaktioner ikke er sammenlignelige med sagsøgerens øvrige transaktioner, fordi Markmann i modsætning til sagsøgerens andre aftagere hovedsagelig aftager IIa-materiel af sagsøgeren. Dette må efter min opfattelse forkastes, fordi forpligtelsen til at offentliggøre priser og de øvrige bestemmelser i beslutning nr. 1836/81 udelukkende vedrører transaktioner, der omfatter la-materiel. Ved sammenligningen af transaktioner vil der derfor ikke kunne tages hensyn til samtidigt indgåede leveringsforpligtelser vedrørende Ila-materiel. Endvidere vil det i henhold til beslutningen have stået sagsøgeren frit ved sådanne koblingstransaktioner at give Markmann rabat på det af denne aftager købte Ila-materiel. For så vidt var der heller ikke i kommerciel henseende nogen anledning til for det til Markmann leverede la-materiel at fravige sagsøgerens prisliste.

3.4.

De anførte særlige kendetegn ved transaktionerne med Bergbau. Med hensyn til transaktionerne med Bergbau har sagsøgeren endvidere anført, at der her faktisk udelukkende var tale om transaktioner i Ila-materiel, i hvert fald om transaktioner i stål fra DDR, for hvilket Kommissionen tillader en rabat på 6 % ved indførsel. Efter min mening har dette argument rejst begrundet tvivl om rigtigheden af den af Kommissionen kritiserede adfærd, som Kommissionen ikke fuldt ud har kunnet gendrive. For dette taler for det første det pågældende materiels bestemmelse til minedrift; betydning for dette har nok materialets styrke og svejsbarhed, men ikke dets nøjagtige længde og bredde og den omstændighed, at det ikke er rustent. Endvidere sandsynliggøres det anførtes rigtighed af den omstændighed, som Kommissionen ikke har bestridt, at sagsøgeren er en af de største aftagere i Forbundsrepublikken Tyskland af DDRstål. Forbundsrepublikken Tyskland er ifølge sagens akter forpligtet til at aftage en bestemt mængde stål fra DDR som delvis kompensation for den større mængde stål, som DDR køber af Forbundsrepublikken Tyskland. Om det pågældende ståls oprindelse i DDR er tilstrækkelig grund til at betragte dette stål som Ila-materiel, kan efter min mening lades ude af betragtning. Af forskellige grunde, som parterne har anført under retsforhandlingerne, anser jeg dette for tvivlsomt. Da dette stål, som Kommissionen har erkendt, kan indkøbes til lavere pris end andet stål, er transaktioner vedrørende dette materiel i henhold til beslutningens artikel 9, stk. 1, litra b), imidlertid efter min mening i intet tilfælde sammenlignelige transaktioner i den i beslutningens artikel 8 forudsatte betydning. På grund af kvalitetsbestemmelsen af dette stål er det efter min mening heller ikke bevist, at beslutningens artikel 7 er overtrådt i dette tilfælde. Det forekommer mig faktisk at være at gå for vidt at betragte stål fra DDR som Ila-materiel alene på grund af denne oprindelse og på grund af den lavere købspris. Jeg anser det derfor ikke for bevist, at beslutningens artikel 8, henholdsvis artikel 7, er overtrådt ved transaktionerne med Bergbau. Der må tages hensyn hertil ved fastsættelsen af bødens størrelse.

5.1.

Før jeg afslutter mit forslag til afgørelse, mener jeg, at nogle generelle bemærkninger er på deres plads.

På grundlag af ordlyden og formålet med beslutning nr. 1836/81/EKSF samt på grundlag af almindelige, også i Domstolens praksis anerkendte, principper vedrørende forholdet mellemøkonomiskpolitiske retsregler og privatretlige kontrakter har jeg tilsluttet mig Kommissionens opfattelse, hvorefter denne beslutning og de forpligtelser for sagsøgeren, som følger deraf, må have forrang for de — for de tre grupper af transaktioner, som jeg har anset for relevante efter beslutningens ikrafttræden — rammeaftaler, som sagsøgeren har indgået, henholdsvis forlænget. Jeg indrømmer, at dette resultat fra et civilretligt synspunkt ikke er helt tilfredsstillende, da sagsøgeren således ensidigt ved hjælp af sine prislister skulle ændre de salgsbetingelser, som sagsøgeren havde fastsat kontraktligt i september, med hensyn til de efter offentliggørelsen af sagsøgerens prisliste gennemførte transaktioner (medmindre sagsøgeren i strid med beslutningens udtrykkelige formål skulle have fastsat sine offentliggjorte priser under det dagældende markedsprisniveau). De også efter min mening tvingende betragtninger, som taler for, at beslutningen bør have forrang for de nævnte rammeaftaler, må her efter min mening alligevel være afgørende. Desuden havde sagsøgeren sandsynligvis kunnet hindre disse følger ved at udforme de gunstigere betingelser i rammeaftalerne som rabatter til faste kunder (som Kommissionen har foreslået som en mulighed med hensyn til Mark-mann-sagen) eller som periodiske mængderabatter. Muligheden for sådanne rabatter og deres størrelse skal så ifølge artikel 3, litra f), i beslutning nr. 1836/81 ligeledes offentliggøres i prislisten.

Min anden generelle bemærkning er, at der her forelægger det enestående tilfælde, at den fortolkning af beslutningen, som skal gives i Domstolens dom, som præjudikat ikke så meget vil være af betydning for eventuelle senere søgsmål for Domstolen som for medlemsstaternes nationale administrative og dømmende myndigheder. Fra 1. januar 1983 er anvendelsen af det væsentlige i ordningen ved de nationale gennemførelsesbestemmelser til henstilling nr. 1835/81/EKSF (EFT L 184, 1981, s. 9) lagt i hænderne på medlemsstaterne. I mindre grad gælder en sådan præjudikatvirkning for de betragtninger, som Domstolen vil opstille med hensyn til bødesatsen. Det er fremgået af sagens akter, at Rådet ikke har kunnet tiltræde Kommissionens oprindelige forslag med hensyn til anbefalingen af også at fastlægge den maksimale bødestørrelse på en sådan måde, som det er sket i beslutning nr. 1836/81/EKSF. Dette er for så vidt forståeligt, som sanktionering i hvert fald i nogle medlemsstater enten må ske ad strafferetlig vej eller på grundlag af andre bestående lovbestemte sanktionsordninger vedrørende sammenlignelige overtrædelser af nationale økonomiskpolitiske retsregler. Når også henses til Domstolens praksis vedrørende tilsvarende problemer ved gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, vil dette uundgåeligt føre til forskelle i den nationale sanktionspolitik. Alligevel vil også Domstolens betragtninger vedrørende den vægt, som Domstolen tillægger de foreliggende overtrædelsers grovhed, kunne have en vis harmoniserende virkning på sanktionspolitikken i medlemsstaterne. I denne forbindelse vil jeg anbefale Domstolen udtrykkeligt i dommen at fastslå, at Domstolen for overtrædelser begået efter 9. december 1982 osgå ville have anset den af Kommissionen i dette tilfælde anvendte bødesats for rimelig, for så vidt særlige omstændigheder ikke berettigede en nedsættelse i et konkret tilfælde.

5.2.

Sammenfattende foreslår jeg på grundlag af min forudgående gennemgang, at Domstolen træffer følgende afgørelse: