FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 16. NOVEMBER 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

1. Indledning

2. Spørgsmål 1

Den forelæggende rets første spørgsmål har to aspekter, som må holdes ude fra hinanden. For det første går spørgsmålet ud på, om de nærmere beskrevne afsætningsbegrænsninger, der pålægges køberen, er forbudte i henhold til artikel 85. For det andet går spørgsmålet ud på, om det forhold, at sådanne afsætningsbegrænsninger er forbudte, også medfører, at hele aftalen — eller de dele af aftalen, der er forbudte i henhold til artikel 85, stk. 1 — er ugyldige. Som jeg allerede har nævnt, fremgår det af sagsforholdet for den nationale domstol, at hovedvægten ligger på det andet spørgsmål.

Med hensyn til spørgsmålets første aspekt skal jeg indledningsvis bemærke, at det ikke er nødvendigt at behandle spørgsmålet, om en købs- og leveringsaftale, der skal gælde i en årrække, allerede som sådan kan falde ind under artikel 85. Dette er også Kommissionens opfattelse, hvilket fremgår af dens besvarelse at et spørgsmål herom under retsmødet. Dels tager den forelæggende rets spørgsmål specielt sigte på afsætningsbegrænsningerne ifølge rammeaftalen, dels er rammeaftalen ikke kun en købs- og leveringsaftale, men tillige en aftale om eneimport.

For det andet forekommer det mig ønskeligt, at der i Domstolens besvarelse optages en omtale af de argumenter, der — jfr. mine indledende bemærkninger — fører til, at det ikke i dette tilfælde er nødvendigt at tage artikel 85, stk. 3, i betragtning.

I øvrigt kan jeg på baggrund af den retspraksis, Kommissionen har henvist til i sit indlæg, i det væsentlige tilslutte mig Kommissionens forslag til besvarelse.

Klausuler i leveringsaftaler, som på den beskrevne måde pålægger køberen begrænsninger i sin adgang til at videresælge varerne, falder efter den nævnte praksis også efter min opfattelse ind under forbudet i artikel 85, for vå vidt artikel 85, stk. 3, ikke er bragt i anvendelse eller — i tilfælde hvor anmeldelsespligtige aftaler ikke er anmeldt — ikke længere kan bringes i anvendelse, og på betingelse af, at klausulerne mærkbart kan påvirke handelen mellem medlemsstater:

Hvad angår spørgsmålet, om den potentielle påvirkning af handelen mellem medlemsstater er mærkbar, forekommer det mig, at hver aftaleparts markedsstilling i det foreliggende tilfælde formentlig allerede i sig selv er det afgørende kriterium. Med hensyn til køberens markedsstilling har det i denne forbindelse også betydning, at der er aftalt en stilling som eneimportør, ligesom de cementmængder, der kan aftages ifølge kontrakten, også må tages i betragtning. Det forhold, Kommissionen har peget på som et yderligere kriterium, nemlig om der er indgået tilsvarende aftaler med andre købere, har i dette tilfælde — i forbindelse med denne købers stilling som eneimportør — formentlig kun betydning i det omfang, andre franske importører skulle anvende lignende territoriale begrænsninger i adgangen til videresalg, hvilket vanskeligt vil kunne afgøres i sagen for den nationale domstol. Som et yderligere kriterium ville man i denne forbindelse også kunne nævne, om der eventuelt er indgået horisontale aftaler om opdeling af markedet for den franske eksport af cement til Forbundsrepublikken Tyskland. Som nævnt vil den forelæggende domstol — efter at have afklaret spørgsmålet om aftaleparternes markedsstilling — formentlig ikke behøve at gå ind i den vanskelige efterprøvelse af forholdet ud fra disse alternative kriterier, men som det vil fremgå af det følgende, har de to alternative kriterier dog en vis betydning for besvarelsen af det andet spørgsmål, der er stillet Domstolen.

I forbindelse med den måde, hvorpå spørgsmål 1 er formuleret, forekommer det mig endelig ønskeligt, at der i Domstolens besvarelse udtrykkelig tages stilling til det andet at de nævnte aspekter af spørgsmålet. Af grunde, som jeg senere skal vende tilbage til, anser jeg det for rettest, at dette aspekt ikke udelukkende behandles i besvarelsen af spørgsmål 2, således som Kommissionen har foreslået. Jeg kan dog, med hensyn til realiteten i dette aspekt af spørgsmål 1, tilslutte mig Kommissionens opfattelse, og jeg skal også fra min side henvise til den retspraksis, Kommissionen har citeret. For så vidt angår de nationale domstoles og specielt de tyske domstoles praksis på dette område, kan jeg henvise til Mestmäcker, Europäisches Wettbewerbsrecht (1974, s. 572-574). Som også Kommissionen har anført, anser jeg det for at undgå misforståelser for ønskeligt, at der udtrykkeligt henvises til national ret.

På grundlag af disse bemærkninger til den besvarelse, Kommissionen har foreslået skal jeg foreslå, at Domstolen besvarer spørgsmål 1 som følger:

»Bestemmelser i en købs- og leveringsaftale mellem en fransk sælger og en tysk køber, hvorefter

er forbudte i henhold til artikel 85 og ugyldige, for så vidt de ikke er anmeldt, og artikel 85, stk. 3, heller ikke er bragt i anvendelse på dem i form af en gruppefritagelse, og for så vidt de specielt på grund af aftaleparternes markedsstilling mærkbart kan påvirke handelen mellem medlemsstater. Da forbudet ikke omfatter de købs- og leveringsforpligtelser i en sådan aftale, der ikke i sig selv har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, skal spørgsmålet, om disse forpligtelser eventuelt er ugyldige, afgøres efter national ret«.

3. Spørgsmål 2

Den forelæggende rets andet spørgsmål går ud på, om den omstændighed, at rammeaftalen eventuelt er ugyldig, medfører, at også de særskilte købsaftaler, der er indgået til gennemførelse af rammeaftalen, må betragtes som ugyldige.

Også dette spørgsmål har to aspekter. Det første angår det generelle spørgsmål, om det forhold, at en aftale er ugyldig i henhold til artikel 85, stk. 2, også kan indebære, at de aftaler, hvorved den gennemføres, er ugyldige. På dette punkt findes der mig bekendt endnu ingen klar retspraksis. Netop af denne årsag anser jeg det for ønskeligt, at det andet spørgsmål behandles særskilt. Det forekommer mig imidlertid vanskeligt at give et generelt svar på det nævnte generelle spørgsmål. Spørgsmålet kan f.eks. have stor betydning for bedømmelsen af individuelle aftaler om bindende videresalgspriser, der indgås som et led i gennemførelsen af en kollektiv forpligtelse til at anvende sådanne priser, eller for bedømmelsen af konkrete aftaler til gennemførelse af en markedsopdelingsaftale, der omfatter kvantitative begrænsninger i adgangen til at sælge i bestemte områder. Hvad angår besvarelsen af dette generelle spørgsmål, skal jeg derfor nøjes med at konstatere, at besvarelsen afhænger af de konkrete forhold og deres sammenhæng. Allerede af denne grund kan jeg ikke tilslutte mig den af Kommissionen foreslåede besvarelse, som vil kunne læses således, at Kommissionen helt generelt går ind for, at gennemførelsesaftaler til en rammeaftale som den her omhandlede skal bedømmes efter national ret. For det andet tages der i den af Kommissionen foreslåede besvarelse ikke tydeligt nok hensyn til, at de begrænsninger i adgangen til videresalg, der opstilles i rammeaftalen, også gælder for de enkelte købsaftaler. Efter en analogi fra den retspraksis, som har betydning for bedømmelsen af rammeaftalen, og som Kommissionen har citeret, er jeg imidlertid af den opfattelse, at man også i dette tilfælde må bedømme gyldigheden af den konkrete købsaftale som sådan efter national ret, i det omfang den udelukkende tager sigte på at gennemføre de dele af rammeaftalen, der ikke falder ind under artikel 85, stk. 2.

På dette grundlag foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål som følger:

»Særskilte købsaftaler, der indgås til gennemførelse af den rammeaftale som den foreliggende, falder ikke ind under EØF-traktatens artikel 85, stk. 2, i det omfang de tjener til at gennemføre bestemmelser i rammeaftalen, der ikke rammes af ugyldighedssanktionen. Om købsaftalerne eventuelt er ugyldige på grund af den civilretlige sammenhæng med de forbudte bestemmelser i rammeaftalen, skal afgøres efter national ret.«

4. Spørgsmål 3

For dette spørgsmåls vedkommende kan jeg i det væsentlige tilslutte mig Kommissionens forslag.

5. Konklusion

Sammenfattende foreslår jeg Domstolen, at de forelagte spørgsmål besvärens som følger:

( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.