I —

Til grund for den foreliggende præjudicielle forelæggelse ligger følgende transaktion:

Den 19. juni 1978 bestilte Walter Beneventi's firma Nuova Commissionaria Zuccheri, Reggio Emilia, hos s.a.r.l. ICAP Distribution, San Maurizio (Reggio Emilia), 430 dobbeltcentner fransk krystalsukker i papirsække på 50 kg netto til den af Comitato interministeriale dei prezzi (CIP) fastsatte normalpris; der skulle leveres omkring 300 dobbeltcentner før 1. juli og resten i løbet af august, da køberen manglede oplagringsplads. Det drejede sig om sukker af standardkvalitet (2. kategori), som fællesskabsreglerne fastsætter indikativprisen og interventionsprisen for.

Efter at firma ICAP havde leveret 250 dobbeltcentner sukker til Beneventi den28. juni og derpå 60 dobbeltcentner den 3. juli, meddelte firmaet den 22. august 1978 Beneventi, at det ville levere de resterende 120 dobbeltcentner inden for de nærmeste dage. Det meddelte imidlertid køberen, at eftersom »provvedimento« (anordning) CIP nr. 15/78 af 4. juli var trådt i kraft den 5. juli 1978, ville sukkerprisen blive forhøjet med 19,50 LIT pr. kg som følge af forhøjelsen af det almindelige »sovraprezzo« (pristillæg); hertil måtte der lægges en ekstraordinær afgift, den såkaldte »sfioramento«, på 21 LIT pr. kg for sukker, der endnu var oplagret hos sælgeren den 5. juli 1978. Efter at køberen havde anmodet om at udskyde leveringen af den resterende bestilling til august, meddelte firma ICAP, at det selv skulle betale et beløb på 252000 LIT (2100 x 120) for det sukker, der var oplagret hos ICAP den 5. juli for køberens regning.

Følgelig underrettede ICAP Beneventi om, at det også ville fakturere Beneventi for tillægget sammen med den gamle pris, der allerede var forhøjet med 19,50 LIT pr. kg.

Efter at Beneventi den 24. august 1978 havde modtaget regning for de resterende 120 dobbeltcentner, meddelte firmaet den 29. august ICAP, at selv om det ikke havde nogen indvending mod forhøjelsen på 19,50 LIT pr. kg som det almindelige tillæg, der resulterede af den nye CIP-pris, var det ikke indforstået med en forhøjelse på 21 LIT pr. kg som ekstraordinært tillæg, en forhøjelse, der gentagne gange var erklæret ulovlig af det »Europæiske Fællesskab«.

Den 5. september 1978 fastholdt firma ICAP sit krav om betaling af tillæget med 252000 LIT.

Den 12. september 1978 anlagde det sag mod firma Beneventi ved Pretura di Reggio Emilia med påstand om betaling af omtalte beløb.

Firma Beneventi bestred berettigelsen af kravet om et pristillæg, som skyldtes, at den nævnte CIP-anordning nr. 15/78 skulle anvendes på den resterende bestilling, der endnu var oplagret hos leverandøren efter 5. juli 1978.

Som i den tvist, der førte til sag Cucchi mod Avez (dom af 25. 5. 1977, Sml. s. 987), trådte Federazione nazionale commercianti alimentari — Sindicato nazionale zucchero (Federgrossisti) — ind i sagen som intervenient til støtte for firma Beneventi. Ved kendelse af 14. september 1978 tillod Pretura di Reggio Emilia Federgrossisti's intervention og besluttede at udsætte sagen samt i medfør af EØF-traktatens artikel 177 at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse af de spørgsmål, som direkte rejser tvivl om den italienske foranstaltnings lovlighed i forhold til Rådets forordning nr. 3330/74 af 19. december 1974 om den fælles markedsordning for sukker, til EØF-traktatens ørtikel 40, stk. 3, 2. afsnit og til artikel 12. Det drejer sig altså snarere om et »kamoufleret« søgsmål om en medlemsstats krænkelse af en traktatretlig forpligtelse.

II —

Det er ikke første gang, Domstolen skal beskæftige sig med spørgsmålet, om CIP-ordningen med et »ekstraordinært pristillæg« kan forenes med fællesskabsretten. Følgelig afstår jeg fra at beskrive formålene med denne ordning.

Ved dom af 30. oktober 1975, Rey Soda (Sml., s. 1279), blev artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 834/74 af 5. april 1974 om fastsættelse af nødvendige foranstaltninger til undgåelse af forstyrrelser på sukkermarkedet på grund af prisforhøjelsen i denne sektor for sukkerproduktionsåret 1974/75 erklæret ugyldig af Domstolen. Domstolen fastslog (præmis 29, Sml., s. 1304), at Kommissionen, der vel havde »hjemmel til … at træffe en bestemmelse om, at de virksomheder, der i en medlemsstat lå inde med sukkerlagre, skulle pålægges en økonomisk byrde som følge af en ændring i de fælles priser og i disse priser udtrykt i national valuta ved overgangen til et nyt sukkerproduktionsår«, selv skulle fastsætte de væsentlige grundlæggende regler; disse regler skulle indbefatte en angivelse af de omfattede virksomheder, afgiftens beregningsgrundlag og en definition af begrebet »overdrevne lagre« alt efter kategorier af erhvervsdrivende og virksomhedernes størrelse.

Som følge af denne dom erkendte Kommissionen ved forordning nr. 2680/77 af 5. december 1977 udtrykkeligt, at den bemyndigelse, som den havde givet Italien, var retsstridig, og at de virksomheder, som havde betalt den af CIP indførte afgift, var berettiget til at få den tilbagebetalt. Kommissionen definerede, hvad der skulle forstås ved enhver, der ligger inde med sukker, og fritaget »arbejdslager«, og den fastsatte ganske nøjagtigt grænserne for det afgiftsbeløb, som Italien blev bemyndiget til at opkræve. Dette land blev forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til forordningens gennemførelse, særlig for så vidt angår tilbagebetalinger af »for meget opkrævede« beløb, og til straks at give skriftlig meddelelse herom til Kommissionen. Forordningen fik tilbagevirkende gyldighed til den 10. april 1974.

Den foranstaltning, som det drejer sig om i hovedsagen denne gang, har til formål for sukker oplagret hos grossister, importører og detailhandlere den 5. juli 1978 at »skumme« en del af den gevinstmargen, der fremstod som resultat af forskellen mellem de maksimale handelspriser, der fandt anvendelse i Italien for disse grupper ved overgangen fra sukkerproduktionsåret 1977/78 til sukkerproduktionsåret 1978/79.

III —