SUPPLERENDE FORSLAG TIL AFGØRELSE

FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL FREMSAT

DEN 16. JUNI 1982 ( 1 )

Høje Domstol.

Den traktatbrudssag, i hvilken jeg i dag fremsætter forslag til afgørelse, tog sin begyndelse i 1976. Da meddelte Kommissionen Det forenede Kongerige, at den betydelige forskel mellem forbrugsafgiftssatsen for vin fremstillet i andre medlemsstater og forbrugsafgiftssatsen for øl fremstillet i Det forenede Kongerige udgjorde en indirekte beskyttelse af indenlandsk øl og dermed var et brud på EØF-traktatens artikel 95, stk. 2. Da den britiske regering bestred denne påstand, rejste Kommissionen til slut sag mod Det forenede Kongerige, i hvilken den italienske regering indtrådte som biintervenient på Kommissionens side.

I mit forslag til afgørelse af 28. november 1979, hvortil jeg for så vidt kan henvise, gik jeg principielt ind for, at EØF-traktatens artikel 95, stk. 2, kan finde anvendelse på beskatningen af vin og øl, men foreslog dog til slut frifindelse, da det efter min opfattelse ikke var lykkedes Kommissionen at føre bevis for, at forskellen i beskatningen af øl og vin ville kunne beskytte den indenlandske ølproduktion indirekte i den nævnte bestemmelses forstand.

Med hensyn til udviklingen i afgiftsordningerne for øl og vin konstaterede Domstolen ganske vist en tendens i Det forenede Kongerige til beskyttelse mod indførsel af vin, men så sig under hensyn til de usikkerhedsmomenter, som bestod vedrørende såvel spørgsmålet om, hvad der karakteriserer konkurrenceforholdet mellem øl og vin, som spørgsmålet om et hensigtsmæssigt afgiftsforhold mellem de to produkter inden for hele Fællesskabet, ikke i stand til at udtale sig om Det forenede Kongeriges angivelige traktatbrud, og afsagde derfor den 27. november 1980 en mellemdom ( 2 ) med følgende konklusion :

»Parterne tager stridens genstand op til fornyede drøftelser i lyset af de i denne dom nedfældede retlige betragtninger og redegør over for Domstolen for resultatet af "disse drøftelser før den 31. december 1980. Domstolen afsiger endelig dom efter denne dato efter en gennemgang af de redegørelser, den modtager, eller i givet fald uden disse.

...«

Efter at denne frist var blevet forlænget flere gange, senest til den 31. januar 1982, uden at striden var bilagt, og parterne samt intervenienten på ny havde fremlagt deres synspunkter, besluttede Domstolen, at den mundtlige forhandling skulle genoptages.

Denne videreførelse af sagen er anledningen til følgende supplerende forslag, idet jeg vedrørende sagens omstændigheder henviser til mit allerede nævnte forslag samt til den nævnte mellemdom. Vedrørende faktum skal blot tilføjes, at beskatningskurverne for øl og vin fra 1977 ikke har bevæget sig væk fra hinanden i samme grad som før, idet afgiften af øl er forhøjet forholdsvis mere end afgiften af vin, således at kurverne nu forløber nogenlunde parallelt.

Også i retlig henseende kan jeg i vidt omfang henvise til mine tidligere bemærkninger. Jeg skal derfor begrænse mig til en kort sammenfatning af de spørgsmål, som er afgjort ved mellemdommen henholdsvis endnu henstår, og derefter undersøge, om den fornyede stillingtagen under hensyn til dommens udtalelser om sagens retsspørgsmål nu kan danne grundlag for at fastslå et traktatbrud.

1.

Med hensyn til fortolkningen af artikel 95 udtalte Domstolen først, at stk. 1 forbyder enhver afgiftsregel, der — hvordan den end måtte være udformet — medfører, at indførte varer afgiftsbelastes hårdere end lignende indenlandske varer. Stk. 2 finder anvendelse på afgifter af varer, »som uden at være omfattet af kriteriet lignende dog konkurrerer med nogle af importlandets varer, selv om denne konkurrence er delvis eller potentiel«. Konstateringen af potentiel konkurrence må, som Domstolen udtrykkeligt understregede, »ske ikke alene under hensyn til markedsforholdene, som de foreligger på bedømmelses-tidspunktet, men også under hensyn til de udviklingsmuligheder, varernes frie bevægelighed på fællesskabsplan giver, samt under hensyn til de nye muligheder for produktsubstitution, som udvidelsen af samhandelen kan medføre.«

2.

Vedrørende kriteriet »beskyttelsesvirkning« i EØF-traktatens artikel 95, stk. 2, fastslog Domstolen videre, at det ikke i hvert enkelt tilfælde kan kræves, at der føres statistisk bevis for nogen beskyttelsesvirkning, men at bestemmelsen kan finde anvendelse, når »det fastslås, at et nærmere bestemt afgiftssystem på grund af sin udformning må antages at kunne indbære en beskyttelsesvirkning« (... est susceptible d'entra-iner l'effect protecteur...;... is likely... to bring about to protective effect...). Under hensyn til disse kriterier konstaterede Domstolen herefter, for så vidt angår konkurrencesituationen i forholdet mellem vin og øl, at det ikke kunne nægtes, »at de pågældende drikkevarer i en vis udstrækning kan opfylde samme behov, hvorfor de må antages i nogen grad at kunne substituere hinanden«. Denne konstatering bekræfter Domstolens nyere praksis, hvorefter det for fastlæggelsen af, om varer ligner hinanden eller er substituerbare, er afgørende, om de pågældende produkter »over for forbrugerne frembyder ensartede egenskaber og tjener samme behov« (jfr. sag 45/75, Rewe ( 3 ), og hvorefter artikel 95, stk. 2, allerede finder anvendelse, når et indført produkt konkurrerer med den beskyttede indenlandske produktion, for så vidt angår en eller flere økonomiske anvendelsesmuligheder (jfr. sag 27/67, Fink-Frucht ( 4 ). Samtidig fremhævede Domstolen i sin mellemdom i den foreliggende sag, at en medlemsstats afgiftspolitik ikke må medvirke til »at fastlåse givne forbrugsvaner med henblik på at fastholde en fordel, som de virksomheder, der tilfredsstiller behovet, har opnået«.

3.

Selv om det herefter lægges til grund, at beskatningen af øl og vin principielt skal bedømmes efter EØF-traktatens artikel 95, stk. 2, kan det, hvilket fremhæves i mellemdommen, ikke nægtes, at der består sådanne forskelle mellem de betingelser, hvorunder vin og øl fremstilles, drikkevarernes naturlige særpræg og deres prisstrukturer, at det på trods af konkurrenceforholdet mellem de færdige produkter viser sig særdeles vanskeligt at sammenligne dem ud fra et afgiftsmæssigt synspunkt. På grund af den forskellige afgiftsbelastning af vin og af øl i de enkelte medlemsstater — i de lande, hvor der dyrkes vin, er vin i modsætning til øl enten slet ikke pålagt forbrugsafgift eller kun en symbolsk afgift — og for at kunne bedømme virkningen af en afgørelse på den afgiftsmæssige behandling af de to produkter i hele Fællesskabet fandt Domstolen en stillingtagen fra Kommissionens side nødvendig med hensyn til, hvilket afgiftsforhold den under hensyn til de nævnte usikkerhedsmomenter finder passende. Forholdet mellem afgiftsbelastningen af vin og afgiftsbelastningen af øl er imidlertid forskellig alt efter hvilket sammenligningskriterium, der lægges til grund. Til de enkelte af parterne nævnte beregningsgrundlag udtalte Domstolen, at de afgivne oplysninger viste, at hverken mængden af de to drikkevarer alene eller sammenligningen mellem de typiske forbrugsenheder eller sammenligningen på grundlag af den fiskale byrdes andel af de to drikkevarers salgspris kan give et anvendeligt sammenligningsgrundlag. Blandt de af parterne anførte kriterier var det eneste moment, som, om end ikke i tilstrækkelig grad, gav mulighed for en hensigtsmæssig og blot nogenlunde objektiv sammenligning, »den fiskale byrde i forhold til de pågældende drikkevarers alkoholprocent«. Når dette kriterium anvendtes, kunne det konstateres, at vin i Det forenede Kongerige dengang bar en afgift, der var omkring 50 °/o højere end den, øl bar, når drikkevarer med et alkoholindhold af henholdsvis 11-12 rumfangsprocent og 3-3,7 rumfangsprocent lagdes til grund, idet afstanden dog blev større, når alkoholindholdet i konkurrerende almindelig bordvin lagdes til grund.

4.

Når vi bedømmer det af parterne nu anførte på denne baggrund, er det for det første påfaldende, at ingen af deltagerne i denne sag så vidt ses længere alvorligt bestrider, at de to arter af drikkevarer konkurrerer med hinanden delvist eller potentielt. Alle synes videre at være enige om, at de forskelle, der består mellem drikkevarernes fremstillingsmåde og naturlige særpræg, som udgangspunkt retfærdiggør en forskellig afgift. I overensstemmelse hermed koncentrerer de sig navnlig om spørgsmålet om forholdet mellem beskatningen af de to produkter, hvilket står i nær sammenhæng med den valgte sammenligningsmetode. Det blev herigennem bekræftet, at det på grund af vindyrkningens særpræg som følge af de forskellige dyrkningsmetoder, hvortil kommer områdemæssige og klimatiske forskelle, er særdeles vanskeligt, hvis ikke helt umuligt, at udtale sig med sikkerhed om produktionsstrukturernes indflydelse på prisdannelsen for vin.

5.

Vi er derimod bedre underrette: om det spørgsmål, der stod åbent i mellemdommen, om, hvilket afgiftsforhold Kommissionen finder passende mellem de to arter af drikkevarer. Efter Kommissionens opfattelse kan medlemsstaterne i overensstemmelse med Domstolens praksis fastsætte differentierede afgifter også for ligeartede produkter, når man i forbindelse hermed på grundlag af objektive kriterier forfølger legitime samfundsøkonomiske og socialpolitiske mål, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten. At vin i de medlemsstater, som har en vinproduktion af nogen betydning, ikke er pålagt forbrugsafgift eller kun en symbolsk forbrugsafgift, mens øl beskattes, er udtryk for en legitim samfundspolitisk afgørelse, og er ingen forskelsbehandling efter artikel 95, da både indført vin og importeret øl behandles på samme måde som tilsvarende indenlandske produkter. Forholdet mellem forbrugsafgiften af vin og forbrugsafgiften af øl må i sidste instans fastlægges gennem harmonisering efter artikel 99. Artikel 95 kræver i hvert fald ikke fastsættelse af et højeste beløb for en forbrugsafgift af øl i forhold til den tilsvarende forbrugsafgift af vin. Forholdet er imidlertid anderledes, hvis der i en medlemsstat ikke forefindes nogen nævneværdig vinproduktion, og indført vin som følge heraf konkurrerer med indenlandsk øl. I dette tilfælde må afgiften af indført vin i forhold til et bestemt rumindhold og den tilsvarende afgift af indenlandsk øl ikke overskride det forhold, der følger af en sammenligning af de pågældende drikkevarers alkoholindhold. Forholdet mellem den mest købte øl med et alkoholindhold af 3,5-3,6 rumfangsprocent og den mest købte bordvin med et alkoholindhold mellem 10 og 12 rumfangsprocent ligger mellem 1 : 2,8 og 1 : 3,4. Går man ud fra et gennemsnitligt alkoholindhold på 3,6 rumfangsprocent for øl og 10 rumfangsprocent for vin, fremkommer et forhold på 1 :2,8. Overskrides dette forhold, således som i det foreliggende tilfælde, består der en formodning for, at indenlandsk øl beskyttes indirekte over for indført vin. Det forenede Kongeriges regering har først henvist til, at den af Domstolen konstaterede beskyttelsestendens i mellemtiden er blevet fjernet gennem den uens forhøjelse af forbrugsafgifterne af øl og af vin. Som tidligere gør regeringen sig til talsmand for den opfattelse, at forbrugsvanerne, når alt kommer til alt, i første række bestemmes af det pågældende produkts samlede pris og ikke af forholdet pris/alkoholindhold. Afgifternes betydning for det pågældende produkts pris er således et bedre sammenligningsgrundlag end afgiftsbelastingen af de pågældende drikkevarer pr. alkoholprocent. En sådan sammenligningsmetode viser imidlertid, at beskatningen af vin i Det forenede Kongerige ikke vil kunne beskytte den indenlandske ølproduktion indirekte. I øvrigt kan der heller ikke påvises en sådan ulovlig beskyttelsesvirkning, hvis afgiftsbelastningen af de pågældende drikkevarer pr. alkoholprocent lægges til grund som sammenligningsgrundlag. Også den italienske regering mener af samme grunde, som den britiske regering har anført, at afgiftsbelastning pr. alkoholprocent ikke er et egnet sammenligningskriterium. Efter den italienske regerings opfattelse kan medlemsstaterne ganske vist som udgangspunkt frit vælge, hvilket afgiftskriterium de finder egnet. Har medlemsstaterne imidlertid én gang besluttet, således som tilfældet er for Det forenede Kongeriges vedkommende, at opkræve en mængdeafgift, kan som udgangspunkt alene dette kriterium lægges til grund som sammenligningsgrundlag for den afgiftsmæssige belastning. I givet fald kan der endvidere tages hensyn til, at der erfaringsmæssigt ved samme lejligheder indtages halvanden gang så meget øl som som vin. Følgelig kan i det foreliggende tilfælde højst et forhold på 1 : 1,5 anerkendes som et passende afgiftsforhold. I forbindelse med vurderingen af det nu anførte må først henvises til Domstolens praksis, hvorefter det ikke er medlemsstaterne forbudt at behandle også varer, der må betragtes som lignende i EØF-traktatens artikel 95, stk. 1's forstand, forskelligt i afgiftsmæssig henseende, så længe de pågældende afgifter ikke er blevet harmoniseret. På denne måde kan, således som det navnlig fremgår af dommene i sagerne Hansen & Balle, Chemial Farmaceutici og Vinal ( 5 ), legitime politisk-økonomiske eller socialpolitiske formål forfølges, idet dog objektive kriterier skal lægges til grund og forfølgelsen af det nævnte mål skal være forenelige med fællesskabsretten. En sådan mulighed for afgiftsmæssig differentiering må så meget desto mere gælde for produkter, der kun kan anses for substitutionsprodukter efter EØF-traktatens artikel 95, stk. 2. Afgørende er alene, således som Domstolen har klargjort i spiritusdommene af 27. februar 1980 ( 6 ), at den afgiftsmæssige differentiering ikke virker diskriminerende eller har karakter af beskyttelse over for indførte produkter. På grundlag af denne praksis kan der således som udgangspunkt ikke rejses indvendinger imod, at øl og vin, uanset produkterne fra forbrugernes synspunkt kan tjene samme anvendelsesformål, beskattes forskelligt, da der, som det har vist sig, består en række væsentlige forskelle mellem produkterne for så vidt angår fremstillingsmade, alkoholindhold, prisstruktur og ikke mindst smagskomponenter. En sådan forskellig beskatning, der hviler på objektive grunde, er altså på den ene side ikke en indirekte beskyttelse af den nationale ølproduktion i artikel 95, stk. 2's forstand, allerede fordi Det forenede Kongerige ikke kan fremvise nogen nævneværdig vinproduktion. På den anden side kan man ikke afvise faren for, at beskatningen netop i sådanne tilfælde kan anvendes til forskelsbehandling af indførte konkurrerende produkter. Dette gælder så meget mere som afgiften af vin, til forskel fra den for så vidt ikke sammenlignelige sag Vinal 1, ikke i denne sag kan anses for at være årsagen til, at der ikke har kunnet udvikle sig nogen nævneværdig vinproduktion i Det forenede Kongerige. Inden for denne ramme må det undersøges, indtil hvilken højde forholdet mellem beskatningen af vin og beskatningen af øl stadig kan anses »passende« i mellemdommens forstand. Det kan ikke i denne forbindelse være Domstolens opgave, hvilket bl.a. den italienske regering med rette har understreget, at fastlægge den rigtige metode for sammenligningen af de to produkter inden for rammerne af EØF-traktatens artikel 95, stk. 2. Betragtningen af de enkelte sammenligningsmetoder, der til dels blev behandlet og afvist i mellemdommen, kan for så vidt kun have karakter af en henvisning til, om en afgiftsmæssig forskelsbehandling er objektivt begrundet og forenelig med fællesskabsrettens mål. Domstolen har i sin mellemdom antaget, at blandt de af parterne anførte kriterier er det eneste moment, som giver mulighed for en hensigtsmæssig og blot nogenlunde objektiv sammenligning, således den fiskale byrde i forhold til de pågældende drikkevarers alkoholprocent, og den har på dette sammenligningsgrundlag konstateret, at vin i Det forenede Kongerige, når henses til den gennemsnitlige forskel i alkoholindhold på 1 : 3, bærer en afgift, der er omkring 50 % højere end den, øl bærer. Det samme gælder for situationen i dag, også hvis man lige som Kommissionen vil anse et forhold på 1 : 2,8 for passende, da beskatningen af øl og vin i Det forenede Kongerige, således som vi har hørt, sker i forholdet 1 : 4,2. Således må vi også nu nøjes med at konstatere, således som Domstolen allerede har konstateret i sin mellemdom, at vin efter denne målestok bærer en højere afgift i Det forenede Kongerige end øl.

6.

Som før er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt dette udsagn alene er tilstrækkelig til at fastslå en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 95, stk. 2. Det er nemlig en forudsætning herfor, at det er bevist, at den pågældende afgiftspraksis »indirekte vil kunne beskytte« den importerende medlemsstats produktion. Vedrørende dette spørgsmål har Kommissionen i det væsentlige ikke fremført noget nyt. For alkoholindholdet som målestok, som Kommissionen nu påberåber sig med hensyn til fastsættelsen af et afgiftsmæssigt højestebeløb, taler ganske vist, at denne sammenligning beror på objektivt konstaterbare størrelser. Heraf følger efter min opfattelse — så meget til det af den italienske regering anførte — at en beskatning af vin og af øl, der holder sig inden for denne på forhånd givne ramme, som sådan er objektivt begrundet og således ikke kan betegnes som traktatsstridig. Alligevel vil man også med dette sammenligningsgrundlag kun »på en ufuldstændig måde« kunne tage hensyn til den komplekse konkurrencesituation i forholdet mellem vin og øl, således som Domstolen har konstateret i sin mellemdom. I forbindelse med denne metode er det allerede et spørgsmål om og i hvilket omfang alkoholindholdet, når henses til de væsentlige øvrige forskelle mellem vin og øl, er afgørende for forbrugsvanerne, og om disse ikke, når alt kommer til alt, alene bestemmes af de pågældende drikkevarers udsalgspris. Herudover baserer denne metode sig på sammenligningen mellem alkoholindholdet i »gennemsnitsvin« og »gennem-snitsøl«, hvilket ikke er ensbetydende med, at kun disse to gennemsnitsprodukter faktisk konkurrerer med hinanden. Sammenligner man derimod efter denne metode en lettere øl med en stærk vin, fremkommer en relation, der ligger nær ved den af den britiske regering anvendte beskatningspraksis. Sidst, men ikke mindst, består der også for så vidt angår vin, lige som for øl ikke altid nogen fast relation mellem alkoholindholdet i disse drikkevarer og deres pris. Disse overvejelser viser efter min opfattelse, at alene den beskrevne relativt højere beskatning af vin i forhold til øl ikke med tilstrækkelig sikkerhed giver grundlag for at antage, at denne afgiftspraksis indirekte vil kunne beskytte den indenlandske ølproduktion. Det må i denne forbindelse ikke overses, at så længe beskatningen af øl og vin ikke er harmoniseret i fællesmarkedet, giver kravet om et »passende afgiftsforhold«, i forbindelse med medlemsstaternes afgifts-autonomi dem et spillerum for udformningen, der kun er begrænset ved, at den pågældende beskatningspraksis ikke må virke diskriminerende eller have karakter af beskyttelse over for indførte substitutionsprodukter. Grænserne for dette spillerum for udformningen er således ifølge sagens natur så meget videre, jo mindre eller mere partiel den mulige substitutionsgrad er mellem de to produkter. Under hensyn til, at øl og vin kun er delvis substituerbare, og under hensyn til de beskrevne væsentlige forskelle mellem de to drikkevarer finder jeg det i det foreliggende tilfælde stadig ikke bevist, at grænserne er overskredet. Derimod taler efter min opfattelse fremfor alt, at der både ifølge det af Kommissionen anvendte sammenligningsgrundlag og på grundlag af andre sammenligningsmetoder kan findes saglige grunde, der lige netop kan begrunde en sådan beskatningspraksis, og at det ikke er lykkedes Kommissionen at føre bevis for, at den pågældende beskatningspraksis med en vis grad af sandsynlighed fører til en indirekte beskyttelse af den britiske ølproduktion over for vin indført fra andre medlemsstater.

7.	Jeg skal derfor på ny foreslå, at Det forenede Kongerige frifindes, og at Kommissionen pålægges at betale sagens omkostninger.

---

( 1 ) – Oversat fra tysk.

( 2 ) – Sml. 1980, s. 417.

( 3 ) – Dom af 17. 2. 1976 i sag 45/75 — Rewe-Zentrale des Lebensmittel-Großhandels GmbH mod Hauptzollamt Landau/Pfalz — Sml. 1967, s. 181.

( 4 ) – Dom af 4. 4. 1968, i sag 27/67 — Firma Fink-Frucht GmbH mod Hauptzollamt München-Landsberger Straße — Sml. 1965-1968, s. 509.

( 5 ) – Dom af 10. 10. 1978 i sag 148/77 — H. Hansen jun. & O. C. Balle GmbH & Co. mod Hauptzollamt Flensburg—Smi. 1978, s. 1787.

Dom af 14. 1. 1981 i sag 140/79 — Chemial Farmaceutici mod DAF— Smi. 1981, s. 1.

Dom af 14. 1. 1981 i sag 46/80 — SpA Vinal mod SpA Orbat — Sml. 1981, s. 77, med yderligere henvisninger.

( 6 ) – Dom af 27. 2. 1980 i sag 168/78 — Kommissionen mod Den franske Republik — Sml. 1980, s. 347.

Dom af 27. 2. 1980 i sag 169/78 — Kommissionen mod Den italienske Republik — Sml. 1980, s. 385.

Dom af 27. 2. 1980 i sag 171/78 — Kommissionen mod kongeriget Danmark — Sml. 1980, s. 447.

Dom af 27. 2. 1980 i sag 55/79 — Kommissionen mod Irland —Sml. 1980, s. 481.

Dom af 27. 2. 1980 i sag 68/79 — Hans Just mod ministeriet for skatter og afgifter — Sml. 1980, s. 501.

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. VERLOREN VAN THEMAAT

FREMSAT DEN 10. MAJ 1983 ( 1 )

Høje Domstol.

1. Retsforhandlingernes hidtidige forløb

1.1.

I dag skal Domstolen atter beskæftige sig med spørgsmålet, om Kommissionen i sin stævning af 7. august 1978 med rette har påstået, at den forbrugsafgift, som Det forenede Kongerige da pålagde let, ikke-mousserende bordvin, var i strid med EØF-traktatens artikel 95, stk. 2. Denne forbrugsafgift androg da 3,250 UKL pr. gallon, over for 0,6084 UKL pr. gallon øl af den fastsatte standardkvalitet.

1.2. Det for bedømmelsen afgørende tidspunkt

Afgørende for besvarelsen af dette spørgsmål er ifølge Domstolens svinedom (sag 7/61, Sml. 1954-1964, s. 271, de første syv præmisser) og den litteratur, der henviser dertil, situationen på tidspunktet for stævningens indlevering (jfr. H. G. Schermers, Judicial Protection in the European Communities, Second edition, s. 227, og H. A. H. Audretsch, Supervision in European Community Law, siderne 29, 36, 38 og 40-46). Selv når den pågældende medlemsstat under sagen har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktaten, kan Kommissionen ifølge den nævnte dom have interesse i »at få afgjort spørgsmålet, om der forelå en misligholdelse«.

Generaladvokat Lagrange var i sit forslag til afgørelse i sag 7/61 (Sml. 1954-1964, s. 278), bl.a. på grundlag af ordlyden af traktatens artikel 171, ligesom Kommissionen kommet til det resultat, at det påhviler Domstolen uden at tage hensyn til senere begivenheder at afgøre ex tune, om der forelå tilsidesættelse, og at Kommissionen også efter, at overtrædelsen er bragt til ophør, kan have interesse i en afgørelse, om det så blot er fordi den pågældende medlemsstat ellers frit ville kunne »genoptage sin ulovlige adfærd straks, uden at ikke-overholdelsen er blevet fastslået ved en dom«.

Jeg anser denne henvisning til Domstolens tidligere praksis for at være af særlig betydning for denne sag af to grunde. For det første giver nogle passager i parternes skriftlige og mundtlige indlæg efter Domstolens mellemdom af 27. februar 1980 det indtryk, at de anser situationen i årene 1980-1983 for at være afgørende for spørgsmålet, om der foreligger traktatbrud. En sådan opfattelse er imidlertid i strid med den fortolkning af traktatens artikler 169 og 171, som er anlagt i Domstolens nævnte dom. Forholdenes udvikling i Det forenede Kongerige efter sagsanlægget er i denne henseende kun af betydning, for så vidt den kan kaste et nyttigt nyt lys over forholdene på tidspunktet for stævningens indlevering.

For det andet er henvisningen til Domstolens tidligere praksis af betydning i denne sag, fordi Kommissionen klart er af den opfattelse, at det af Kommissionen påståede traktatbrud heller ikke efter stævningens indlevering fuldt ud er bragt til ophør. Kommissionen har allerede af denne grund også konkret fortsat en klar interesse i en afgørelse fra Domstolen, som tilstrækkeligt klart angiver, hvilke foranstaltninger Det forenede Kongerige i henhold til traktatens artikel 171 skal træffe for at bringe det påståede traktatbrud til ophør.

1.3. De relevante faktiske omstændigheder ifølge stævningen

I sin begrundede udtalelse af 8. november 1977 fastslog Kommissionen, at forbrugsafgiften på lette, ikke-mousserende bordvine den 1. januar 1977 blev forhøjet fra 2,955 UKL pr. gallon til 3,250 UKL pr. gallon, mens der for det pågældende øl blev opkrævet en afgift på 0,6084 UKL pr. gallon. Hvad angår alkoholindholdet blev der ved 11 henholdsvis 12 % pålagt den pågældende vin en afgift på 0,2955 UKL henholdsvis 0,2708 UKL pr. gallon over for 0,2028 UKL pr. gallon øl. Hvad angår forholdet til prisen, andrager afgiften på øl gennemsnitligt 25 °/o og afgiften på vin mindst 38 % af forbrugersalgsprisen.

Ifølge den begrundede udtalelse er afgiften på de pågældende vine således, alt efter de anvendte kriterier, ca. 50 % (ved anvendelse af kriterierne alkoholindhold eller forbrugerpris) eller endog godt 400 % (ved anvendelse af den britiske afgiftslovgivnings volumenkriterium) højere end afgiften på øl.

Der består ifølge Kommissionen et konkurrenceforhold mellem øl og vin, således at den konstaterede afgiftsforskel udgør en indirekte beskyttelse af produktet øl, som er forbudt i henhold til EØF-traktatens artikel 95, stk. 2.

1.4. Dommen af 27. februar 1980

I mellemdommen af 27. februar 1980 (Sml. 1980, s. 417) har Domstolen først i præmis 3 fastslået, at Det forenede Kongerige i det væsentlige har erkendt (ikke har bestridt) de af Kommissionen fremlagte oplysninger, navnlig vedrørende afgiftssatsernes udvikling. Ganske vist har Det forenede Kongerige bestridt, at der består et konkurrenceforhold mellem vin og øl, således at substitutionsmuligheden, som er en betingelse for, at artikel 95, stk. 2, kan finde anvendelse, ikke foreligger. Selv hvis det antages, at der består en sådan substitutionsmulighed, har afgiftsordningen for vin i øvrigt ifølge Det forenede Kongerige ingen beskyttende karakter i denne artikels forstand.

I præmis 6 fastslog Domstolen, at afgørelsen af, om der består et konkurrenceforhold i artikel 95, stk. 2's forstand, må ske ikke alene under hensyn til markedsforholdene, som de foreligger på bedømmelsestidspunktet men også under hensyn til de udviklingsmuligheder, varernes frie bevægelighed på fællesskabsplan giver, samt under hensyn til de nye muligheder for produktsubstitution, som udvidelsen af samhandelen kan medføre, således at der i overensstemmelse med de mål, der er opstillet i traktatens artikel 2, tages skyldigt hensyn til, at medlemsstaternes økonomier skal komplettere hinanden.

I dommens præmis 10 fastslog Domstolen udtrykkeligt, at det afgørende ifølge artikel 95, stk. 2 (ved afgørelsen af, om der foreligger en beskyttelsesvirkning), er det pågældende afgiftssystems art, således at det ikke i hvert enkelt tilfælde kan kræves, at der statistisk påvises en beskyttelsesvirkning. »Det er for anvendelsen af artikel 95, stk. 2, tilstrækkeligt, at det fastslås, at et nærmere bestemt afgiftssystem på grund af sin udformning må antages at kunne indebære den beskyttelsesvirkning, som traktaten sigter til«.

I dommens præmis 14 fastslog Domstolen »at det ikke kan nægtes, at de pågældende drikkevarer i en vis udstrækning kan opfylde samme behov, hvorfor de må antages i nogen grad at kunne substituere hinanden«.

Generaladvokat Reischl har i sit første forslag til afgørelse (s. 442) til støtte for denne substituerbarhed nærmere anført, at øl og vin fra et forbrugersynspunkt har samme anvendelsesformål og samme karakteristika. Begge fremstilles på grundlag af en gæringsproces og adskiller sig fra de andre i kapitel 22 i den fælles toldtarif anførte tørstslukkende drikke ved deres alkoholindhold. Ved deres forholdsmæssigt ringe alkoholindhold adskiller begge drikke sig ifølge nævnte forslag til afgørelse ligeledes fra de destillerede drikkevarer under den fælles toldtarifs pos. 22.09 C. Præmis 14 i Domstolens dom, der således er nærmere underbygget af generaladvokat Reischl's første forslag til afgørelse i denne sag, anser jeg for et væsentligt udgangspunkt for mit eget forslag til afgørelse.

Med hensyn til de beregningsgrundlag, som i det fastslåede konkurrenceforhold skal anvendes ved sammenligning af de fiskale byrder, der påhviler de to produkter, har Domstolen i præmis 18 fastslået, at »de afgivne oplysninger viser, at hverken mængden af de to drikkevarer alene, eller sammenligningen mellem de enheder, hvori forbruget almindeligvis sker, kan give et anvendeligt sammenligningsgrundlag. Det samme er tilfældet med hensyn til sammenligning på grundlag af den fiskale byrdes andel af de to arter af drikkevarers salgspris, idet det nok er relativt let at fastlægge en gennemsnitspris for øl, men vanskeligt at tilvejebringe et repræsentativt sammenligningsgrundlag for vin, der er karakteriseret ved stor prisspredning«.

I dommens præmis 19 tilføjes det, at »blandt de af parterne anførte kriterier er det eneste moment, som giver mulighed for en hensigtsmæssig og blot nogenlunde objektiv sammenligning, således den fiskale byrde i forhold til de pågældende drikkevarers alkoholprocent«. På grundlag af dette kriterium konstaterede Domstolen derefter bl.a., at vin for øjeblikket i Det forenede Kongerige bærer en. afgift, der er omkring 50 % højere end den, øl bærer, når drikkevarer med et alkoholindhold af henholdsvis 11-12 rumfangsprocent og 3-3,7 rumfangsprocent lægges til grund. Ifølge den italienske regering udgør forskellen ifølge samme præmis for almindelig bordvin med et alkoholindhold på 9-10 rumfangsprocent mellem 100 og 125 %.

I præmis 20 udtales det sammenfattende — under henvisning til forbeholdet i præmis 16 om nødvendigheden af en forudgående fastlæggelse af et hensigtsmæssigt afgiftsforhold mellem vin og øl — at det ifølge det eneste kriterium, som giver mulighed for, om end på ufuldstændig måde, at foretage en objektiv sammenligning mellem de anvendte afgiftssatser for henholdsvis vin og øl, fremgår, at vin i Det forenede Kongerige bærer en forholdsvis større fiskal byrde end øl.

Jeg vil anvende de nævnte præmisser 18-20 vedrørende de sammenligningsgrundlag, der skal anvendes, som det andet udgangspunkt for min egen gennemgang af sagen. Af de af mig fremhævede ord udleder jeg på den ene side, at Domstolen anser alkoholindholdet for et anvendeligt, om end ikke tilstrækkeligt sammenligningsgrundlag. På den anden side udleder jeg deraf, at Domstolen heller ikke har villet udelukke en supplerende anvendelse af kriterierne mængde og pris. I hvert fald med hensyn til den supplerende betydning af prisen som kriterium forekommer dette også logisk at være forudsat i de til parterne stillede spørgsmål i Domstolens senere kendelse af 15. juli 1982.

Et tredje væsentligt udgangspunkt for min egen gennemgang af sagen ligger efter min mening i præmis 24, hvori det hedder, at »Domstolen finder, at sammenligningen mellem udviklingen i de to omhandlede afgiftsordninger viser, at der i Det forenede Kongerige er en tendens til beskyttelse mod indførsel af vin«.

1.5. Retsforhandlingernes videre forløb

Med hensyn til sammenfatningen af parternes supplerende bemærkninger på grundlag af Domstolens mellemdom skal jeg her indskrænke mig til at henvise til den anden retsmøderapport. Foranlediget af disse supplerende bemærkninger har Domstolen i sin skrivelse før den fortsatte mundtlige forhandling udtrykkeligt anmodet Kommissionen om en præcisering af Kommissionens opfattelse af, hvad der er det passende afgiftsforhold mellem vin og øl, samt en præcisering af, hvilken indflydelse produktionsprocesserne for vin og øl har på deres prisstrukturer. Under retsmødet den 19. maj 1982 har Kommissionen erklæret, at Fællesskabet efter dens opfattelse bør fastsætte et loft for afgiften på vin, men ikke et gensidigt fast afgiftsforhold mellem vin og øl. Dette synspunkt, som jeg skal komme tilbage til under min gennemgang, er baseret på den dobbelte konstatering, at der på den ene side er medlemsstater, der udelukkende eller næsten udelukkende producerer øl, men at der i de øvrige medlemsstater produceres både øl og vin, uden at den højere afgift på øl i disse lande synes at hindre en sund udvikling af ølbryggerierne. Der sker næppe indførsel af øl til denne gruppe lande, mens der nok sker en betydelig indførsel af vin til den førstnævnte gruppe lande. Kommissionen tilføjede, at en medlemsstat ifølge Domstolens domme i sagerne 127/75 (Bobie, Smi. 1976, s. 1079), 148/77 (Hansen, Sml. 1978, s. 1787), 21/79 (Kommissionen mod Italien, Sml. 1980, s. 1) og 46/80 (Vinal, Sml. 1981, s. 77) selv for produkter af samme art i henhold til objektive kriterier kan anvende forskellige afgiftssystemer, såfremt der herved forfølges økonomiske mål, der i sig selv er forenelige med fællesskabsretten, og såfremt disse afgiftssystemer ikke indebærer forskelsbehandling og heller ikke efter deres art har nogen beskyttende virkning. Et indbyrdes fast afgiftsforhold mellem vin og øl vil, ligesom en tarifharmonisering, kun udgøre et væsentligt formål inden for rammerne af harmoniseringen af lovgivningerne, men vil ikke kunne nås ved en anvendelse af artikel 95. Med hensyn til en sammenfatning af parternes øvrige indlæg under det andet retsmøde skal jeg henvise til den tredje retsmøderapport.

I sit supplerende forslag til afgørelse af 16. juni 1982 henviste generaladvokat Reischl med hensyn til bedømmelsen af produkternes substituerbarhed foruden til Domstolens mellemdom også til dommen i Rewe-sagen (sag 145/75, Sml. 1976, s. 181) og Fink-Frucht-sagen (sag 27/67, Sml. 1965-1968, s. 509). Med hensyn til det rette afgiftsforhold mellem vin og øl anførte han, på grundlag af Domstolens spiritusdomme af 27. februar 1980 i sagerne 168/78, 169/78, 171/78, 55/79 og 68/79 (Sml. 1980, s. 347, 385, 447, 481 og 501), at det afgørende er, at en — også efter hans mening i henhold til de af Kommissionen nævnte domme principielt tilladelig — forskel i afgiftsmæssig behandling ikke må være diskriminerende eller protektionistisk over for indførte varer.

Ved gennemgangen af den omhandlede vinafgift i forhold til de forskellige sammenligningskritener rejste han bl.a. problemet om, og i hvilket omfang alkoholindholdet, når henses til de væsentlige øvrige forskelle mellem vin og øl, er afgørende for forbrugsvanerne, og om disse ikke, når alt kommer til alt, alene bestemmes af de pågældende drikkevarers udsalgspris. Til sidst konkluderer han, at den »relativt højere afgiftsbyrde på vin i forhold til øl ikke med tilstrækkelig sikkerhed giver grundlag for at antage, at denne beskatningspraksis indirekte vil kunne beskytte den indenlandske ølproduktion«. Formodentlig ville jeg i betragtning af de da foreliggende oplysninger være kommet til det samme resultat. Tyngdepunktet i min egen gennemgang vil da også ligge i analysen af de nye oplysninger, som senere er fremkommet på grundlag af de i Domstolens kendelse af 15. juli 1982 stillede spørgsmål. Disse spørgsmål vedrørte som bekendt navnlig forbrugerpriserne og afgiftselementet deri i de forskellige medlemsstater siden 1977, samt udviklingen i forbruget af vin og øl i de forskellige medlemsstater siden 1972.

2. Supplerende betragtninger

2.1. Oversigt over udgangspunkterne

Jeg skal nu gå over til min egen gennemgang af de foreliggende problematik.

Herved vælger jeg som udgangspunkter for min stillingtagen følgende tidligere nævnte konstateringer i Domstolens mellemdom:

a)	vins og øls substituerbarhed;

b)	betragtningerne vedrørende de forskellige sammenligningskritener, dog i lyset af præciseringerne i Domstolens kendelse af 15. juli 1982, samt i lyset af parternes svar på denne kendelse;

c)	den i præmis 24 fastslåede tendens til beskyttelse.

2.2. Vins og øls substituerbarhed

Med hensyn til vins og øls substituerbarhed har jeg på dette sted intet at tilføje til bemærkningerne herom i Domstolens dom og de to forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl. Antagelsen af, at der består et konkurrenceforhold, indebærer ligeledes, at artikel 95, stk. 2, potentielt kan finde anvendelse. I mine afsluttende bemærkninger vil jeg imidlertid komme tilbage til en række karakteristika ved konkurrenceforholdet mellem vin og øl.

2.3. Sammenligningskriterierne for konstatering af afgiftstrykket

I Domstolens mellemdom fastslås det i præmisserne 19 og 20, at ifølge det kritev som Domstolen anså for mest objektivt (om end ufuldkomment), nemlig alkoholindholdet, var de vine, der blev anset for relevante for sammenligningen, beskattet ca. 50 % højere end det omhandlede øl. Spørgsmålet om det rette afgiftsforhold, som herved lades ubesvaret, vil jeg senere særskilt vende tilbage til. Ifølge Kommissionen og den italienske regering (som går ud fra lavere alkoholprocenter) ligger afgiftsfordelen på grundlag af dette kriterium væsentligt højere. Netop fordi Domstolen også selv har anset kriteriet alkoholindhold for ufuldkomment, anser jeg det for ønskeligt også at fremsætte en række bemærkninger om de øvrige kriterier, som Kommissionen har anvendt.

Som den italienske regering med rette har bemærket i sine forskellige indlæg, er det til en begyndelse logisk at anvende et mængdekriterium, for så vidt som Det forenede Kongeriges afgiftssystem også er baseret på et mængdekriterium. Desuden har generaladvokat Reischl i sit første forslag til afgørelse med rette bemærket, at vins og øls substituerbarhed navnlig følger af, at begge drikke er tørstslukkende drikkevarer med lavt alkoholindhold, og med henblik på at slukke tørsten er bla. drikkevarens mængde som bekendt af afgørende betydning. Den italienske regering har ganske vist erkendt, at der her må anvendes en korrektionsfaktor på 1,5, dvs. at 1 liter vin skal sammenlignes med 1,5 liter øl. Den har med rette i sin kommentar til Kommissionens og Det forenede Kongeriges svar bemærket, at de fremlagte forbrugsoplysninger for øl og vin i de vigtigste øl-, henholdsvis vinforbrugende lande selv vil berettige en noget lavere korrektionsfaktor på 1,35. Afgiften på vin er da ifølge dette kriterium godt tre gange så høj som afgiften på øl. Forskellen udgør således ved anvendelse af dette kriterium mindst 200 %.

Hvad angår prissammenligningskriteriet, er jeg ligesom Det forenede Kongerige og generaladvokat Reischl af den opfattelse, at dette kriterium i princippet afgjort er relevant. For det første mener jeg ligesom Det forenede Kongeriges regering, at Neumark-komiteens opfattelse, som Det forenede Kongeriges regering har citeret på side 3 i sit indlæg af 1. december 1981, faktisk stadig står ved magt. Dette på trods af, at der, siden udvalgets rapport blev offentliggjort, er forløbet 20 år, som Kommissionen noget ringeagtende bemærkede. For det andet er jeg i tilslutning til generaladvokat Reischľs supplerende forslag til afgørelse af den opfattelse, at forskelle i produktionsomkostninger, alkoholindhold og andre omkostnings- og kvalitetsforskelle ligesom forbrugernes præferencer kommer endeligt til udtryk i de forskellige produkters pris. Ikke for intet anses begreberne konkurrencemekanisme og prismekanisme som oftest for synonymer. Konkurrenceforholdet mellem vin og øl kommer faktisk til udtryk i deres prisforhold. Når Det forenede Kongerige har pålagt øl og vin afgift med samme procent af forbrugsprisen eksklusive afgift, kan der efter min mening ikke tales om modstrid med artikel 95, stk. 2.

Vanskelighederne ved anvendelse af priskriteriet i det foreliggende tilfælde skyldes imidlertid den omstændighed, at Det forenede Kongerige i sin afgiftsordning for tiden netop ikke anvender priskriteriet, men mængdekriteriet som afgiftsgrundlag for vin og øl. Prissammenligningen bliver da yderligere vanskeliggjort af de meget divergerende strukturer på afsætningsmarkederne for vin og øl og af de meget divergerende priser, der beregnes for forskellige vinsorter i forbindelse med bl.a. kvalitetsforskelle.

Vanskeligheden i forbindelse med afsætningsmarkedernes strukturer kan løses ved at sammenligne priserne på et afsætningsmarked, hvor begge produkter forhandles, dvs. supermarkeder og andre detailhandlere, der sælger såvel øl som vin til forbrugerne. Kommissionen har da også i sit svar i anledning af Domstolens kendelse af 15. juli 1982 efter min mening med rette anvendt dette udgangspunkt for sine prissammenligninger.

Vanskeligheden ved det brede spektrum af vinpriser kan efter min mening løses ved enten at sammenligne afgiften på de billigste bordvine med afgiften på øl (som den italienske regering anbefaler i sin kommentar til Kommissionens oplysninger) eller ved at beregne maksimums-prisen på de billigste bordvine, der tilsammen opnår en markedsandel, som må anses for tilstrækkelig (som Kommissionen faktisk foreslår). De relevante priser på bordvin er, alt efter om man vælger den ene eller den anden løsning, fra 2 UKL til 3 UKL pr. liter ( 2 ). Forskellen til skade for vin kommer så til at udgøre 30-120 % af prisen eksklusive afgifter (± 70-300 % af ølafgiften).

Den italienske regering har til støtte for den anbefalede sammenligning af afgiftstrykket på øl med afgiftstrykket på den billigste bordvin anført, at artikel 95 forbyder beskyttende afgiftsdiskrimination med hensyn til enhver indført vare. Hvad angår kartelretten, mener jeg imidlertid, at man ved bestemmelsen af det rette konkurrenceforhold kan se bort fra visse produkter med en ubetydelig og ringe markedsandel, og at Kommissionens beregning af en maksimumspris for billige bordvine således giver et sikrere grundlag for prissammenligningen.

Ifølge Det forenede Kongeriges redegørelse under sidste retsmøde har de relativt billige italienske bordvine en andel på 20 % af det britiske marked, hvilket sikkert er en tilstrækkelig betydelig markedsandel til at anvende afgiftssammenligningen.

Jeg erindrer i denne forbindelse om, at i Kommissionens såkaldte bagatelmeddeleise på kartelpolitikkens område (EFT C 313, 1977) anses allerede konkurrencebegrænsninger med hensyn til markedsandele på 5 % for relevante ud fra hensynet til opretholdelse af de rette konkurrenceforhold.

Ligesom den italienske regering er jeg derimod endvidere af den opfattelse, at den af Det forenede Kongerige selv i bilag E i dets svar af 30. september 1982 anførte gennemsnitsimportpris for vine i Det forenede Kongerige gør det uantageligt, at de af Det forenede Kongerige nævnte to tyske vinsorter faktisk må anses for repræsentative for prissammenligningen. Dette gælder afgjort for supermarkedsvirksomheder, der selv importerer vin.

Den italienske regerings oplysninger er også af interesse, for så vidt som det fremgår deraf, at de italienske vine, der er mest relevante for konstateringen af mærkbare konkurrencebegrænsninger, har et alkoholindhold på kun 9-10 %. Ifølge Kommissionens oplysninger på side 16 og 17 i dens indlæg af 1. december 1981 androg forskellen til ulempe for de mest relevante vine på det tidspunkt, der er afgørende for konstateringen af, om der foreligger et traktatbrud, for disse vine ved anvendelse af kriteriet alkoholindhold mindst 90 %. Sammenligningskriteriet alkoholindhold og samrnenligningskriteriet pris udviser i øvrigt for så vidt en klar sammenhæng, som orienteringsprisen blev fastsat pr. alkoholgrad/hl i henhold til den her relevante rådsforordning nr. 816/70 (EFT 1970 I, s. 212), som først i 1979 blev afløst af forordning nr. 337/79 (EFT L 54, 1979). For bordvine med et lavere alkoholindhold gjaldt der således proportionalt lavere orienteringspriser end for bordvine med et højere alkoholindhold.

Under Domstolens seneste retsmøde i sagen har Det forenede Kongeriges regering fremført endnu et retligt argument, som ikke må forblive uimodsagt i denne forbindelse. Den udledte af EØF-traktatens artikel 97, at en medlemsstat kan fastsætte gennemsnitlige afgiftsprocenter for vin, og at afgiftstrykket på gennemsnitsvinpriserne med henblik på anvendelsen af artikel 95 derfor må sammenlignes med afgiftstrykket på gennemsnitsølpriserne. Dette argument er uholdbart. Artikel 97 er klart en undtagelsesbestemmelse, der som alle undtagelsesbestemmelser må fortolkes indskrænkende. Artikel 97 gælder udelukkende for omsætningsafgifter, der opkræves som en kumulativ flerledsafgift. Den diskriminerende virkning af artikel 97, som navnlig stillede integrerede indenlandske virksomheder mere fordelagtigt, har som bekendt — foruden de handelspolitiske manipulationsmuligheder, som denne artikel gav, og foruden andre konkurrencefordrejende følger af den tidligere omsætningsafgiftsordning —været en af de væsentligste grunde til, at omsætningsafgifterne, der blev opkrævet som en kumulativ flerledsafgift, blev erstattet af en merværdiafgift. Som undtagelsesbestemmelse kan artikel 97 i intet tilfælde udstrækkes til at omfatte forbrugsafgifter. Artiklen understreger snarere, at artikel 95 i princippet skal fortolkes således, at afgiften på visse indførte varer (i dette tilfælde således f.eks. på billige bordvine) skal sammenlignes med afgiften på lignende indenlandske varer (ved anvendelse af artikel 95, stk. 1), henholdsvis med afgiften på varer, der kan substituere eller konkurrere med disse (ved anvendelse af artikel 95, stk. 2). Argumentet kan således netop anvendes mod Det forenede Kongeriges synspunkt og giver snarere støtte for den italienske regerings synspunkt, at den billigste vinsort må anvendes som sammenligningsgrundlag, selv om jeg af de anførte generelle konkurrencepolitiske grunde ikke vil gå så vidt.

2.4. Resultater af anvendelsen af de forskellige sammenligningsgrundlag

Sammenfattende fremgår det af en gennemgang af de efter Domstolens kendelse af 15. juli 1982 fremlagte dokumenter, at afgiftstrykket på de fra et konkurrencesynspunkt mest relevante vine på det tidspunkt, der i dette tilfælde er relevant for konstateringen af, om der foreligger et traktatbrud, ifølge alle forsvarlige kriterier mindst var 70-100 % højere end afgiftstrykket på øl. Ligesom generaladvokat Reischl (der på dette tidspunkt endnu ikke rådede over tilstrækkelige oplysninger, da han fremsatte sit supplerende forslag til afgørelse) mener jeg i denne forbindelse ud fra et konkurrencesynspunkt, at kriteriet indflydelse på priserne er det mest relevante kriterium. Jeg har imidlertid ligeledes henvist til, at der ifølge den fælles markedsordning for vin består en direkte forbindelse mellem vinpriser og alkoholindhold, hvilket også bekræfter, at det i Domstolens mellemdom foretrukne kriterium, nemlig alkoholindholdet, er relevant. En forskel i afgiftstrykket på 70-100 % er efter min mening, med forbehold af spørgsmålet om det rette afgiftsforhold, som nu skal omtales, i sig selv allerede et klart tegn på, at den af Det forenede Kongerige opkrævede vinafgift indirekte beskytter produktionen af øl i landet, da afgiftens tryk på detailhandelsprisen eksklusive afgifter ifølge de fremlagte oplysninger kan udgøre 160 % af denne pris.

2.5. Spørgsmålet om det rette afgiftsforhold

Ligesom Kommissionen er jeg af den mening, at et korrekt afgiftsforhold mellem vin og øl kun kan fastsættes ved harmonisering af forbrugsafgiftslovgivningen i henhold til traktatens artikler 99 og 100. Derved vil det, ved også at basere harmoniseringsdirektivet på traktatens artikel 43, være muligt at tage hensyn til overvejelser vedrørende den fælles landbrugspolitik. Allerede på grund af vagheden af begrebet »indirekte beskyttelse« i artikel 95, stk. 2, kan der ikke fastsættes nogen nøjagtig grænse på grundlag af denne traktatsbestemmelse. Ved et absolut lige så højt afgiftstryk som det, der her er tale om, vil en forskel i afgiftstrykket på mindst 70-100 % i forhold til substitutionsproduktet øl ifølge alle elementære erfaringer vedrørende konkurrencemekanismen imidlertid afgjort medføre en meget mærkbar konkurrencebegrænsning til skade for vin. Også ved en forskel i afgiftstrykket på 50 %, som antaget i Domstolens mellemdom, vil dette efter min mening stadig gælde, når andre momenter, som i dette tilfælde, peger i retning af en endnu større forskel. En mærkbar konkurrencebegrænsning til skade for vin betyder da efter min mening i sig selv en indirekte beskyttelse af den konkurrerende produktion af øl, jfr. artikel 95, stk. 2.

Selv om spørgsmålet naturligvis ikke foreligger i denne sag og således ikke kan besvares endeligt, forstår jeg imidlertid, at Domstolen også har interesse i den præjudikatvirkning, som dens praksis i den foreliggende sag kan have for bedømmelsen af afgiftsforhold i medlemsstater, der producerer såvel vin som øl. Ligesom generaladvokat Reischl er jeg af den opfattelse, at Kommissionens argumenter for i disse lande at tillade en højere afgift på øl end på vin er stærke, også i betragtning af den af Kommissionen citerede domstolspraksis.

Ud fra et priskonkurrencesynspunkt, der som tidligere nævnt efter min mening er væsentligt for anvendelsen af artikel 95, stk. 2, skal jeg tilføje, at produktionen af vin efter min mening i hvert fald ikke beskyttes indirekte ved en højere afgift på øl, så længe ølprisen, inklusive afgifter, ikke ligger højere end prisen på de dermed konkurrerende vine. Så snart priserne på øl som følge af afgifterne herpå kommer til at ligge væsentligt højere end de tilsvarende vinpriser, vil jeg ikke på forhånd udelukke, at artikel 95, stk. 2, kan være overtrådt. Udviklingen af den indenlandske ølproduktions omfang og af ølimporten i de pågældende lande vil ved en endelig vurdering efter min mening imidlertid også kunne spille en rolle. Denne retsusikkerhed gør det naturligvis i endnu højere grad ønskeligt definitivt at regulere afgiftsforholdet mellem vin og øl for alle medlemsstater gennem en harmonisering af lovgivningerne. Netop hvis priskriteriet anvendes som relevant kriterium, mener jeg af de nævnte grunde ikke, at en symmetrisk anvendelse af artikel 95, stk. 2, på hovedsagelig ølproducerende og på hovedsagelig vinproducerende lande i princippet vil få følger, der er uacceptable fra et fælleskabssynspunkt. Spørgsmålet om det rette afgiftsforhold mellem vin og øl behøver derfor efter min mening ikke at føre til en anden konklusion på grundlag af de anvendte sammenligninger af afgiftstrykket, end der blev nået ovenfor.

2.6. Tendensen til beskyttelse

De oplysninger, der er fremkommet efter generaladvokat Reischl's supplerende forslag til afgørelse, bekræfter også klart den tendens til beskyttelse, som er konstateret i præmis 24 i Domstolens mellemdom. I henhold til traktatens artikler 169 og 171 som fortolket i Domstolens tidligere citerede praksis er det for anvendelsen af dette kriterium afgørende, hvordan afgiftsforholdet mellem vin og øl har udviklet sig i Det forenede Kongerige mellem tiltrædelses-datoen og datoen for stævningens indlevering.

Ifølge de af Kommissionen fremlagte oplysninger, som Det forenede Kongerige ikke har bestridt, for så vidt angår udviklingstendensen i den således relevante periode 1973-1978, steg afgiftsforholdet mellem vin og øl fra 1 : 3,2 den 1. januar 1974, til 1 : 4,2 den 27. marts 1974 og til 1 : 5,6 den 16. april 1975. Et let fald i afgiftsforholdet til 1 : 5,3 satte ind den 1. juli 1977, og dette afgiftsforhold er afgørende for den foreliggende sag. Det fremgår af de af Kommissionen fremlagte oplysninger om forbruget, at der ved forhøjelsen af forbrugsafgiften i 1975 skete et fald i vinforbruget pr. indbygger. Forbindelsen mellem forbrugsafgiftens størrelse og forbruget pr. indbygger fremgår imidlertid langt tydeligere af oplysningerne om udviklingen efter 1978. I 1980 faldt afgiftsforholdet mellem øl og vin til 1 : 4,9 og i 1981 til niveauet for 1974, nemlig 1:4,2. Samtidig gik vinforbruget pr. indbygger mærkbart i vejret (fra 5,41 liter pr. person i 1977 til 7,8 liter pr. person i 1981), mens ølforbruget fra 1979 til 1981 faldt for første gang siden 1972, nemlig fra 122,1 liter til 111,5 liter pr. indbygger. Ved hjælp af sine egne tal har Det forenede Kongerige bekræftet denne udvikling. Det forenede Kongerige erkender også den forbindelse, der består mellem afgiftstrykket og forbruget, og drog af udviklingen efter 1978 i sit indlæg af 1. december 1981 og under det seneste retsmøde den konklusion, at den i Domstolens mellemdom konstaterede tendens til beskyttelse nu er helt elimeneret. Bortset fra, at denne konklusion set i forhold til afgiftsforholdet den 1. januar 1974 er ukorrekt, har jeg allerede bemærket, at det kun er udviklingen mellem 1973 og 1978, der er relevant for afgørelsen af, om der i denne sag er tale om en tendens til beskyttelse. Det bekræftes også af det nævnte indlæg fra Det forenede Kongerige, at der i denne periode var tale om en tendens til beskyttelse.

Jeg skal til disse bemærkninger tilføje, at konstateringen af en tendens til beskyttelse i en relevant periode ganske vist kan være et vigtigt tegn på, at artikel 95, stk. 2, er blevet tilsidesat, men at dette tegn i sig selv ikke kan være afgørende for anvendelsen af denne bestemmelse. Afgørende er til syvende og sidst snarere, om afgiftstrykket på indførte varer på det tidspunkt, der er relevant for afgørelsen af, om der foreligger et traktatbrud, er så meget højere end afgiftstrykket på indenlandske substitutionsprodukter, at det må antages, at den indenlandske produktion af substitutionsprodukterne indirekte beskyttes af afgiften på indførte varer. Konklusioner på dette sidste punkt kan støttes på en samtidig konstateret forøgelse af forskellen i afgiftstrykket.

3. Slutbemærkninger og sammenfatning

3.1. De karakteristiske træk ved konkurrenceforholdet mellein vin og øl

Med hensyn til de fra et konkurrencesynspunkt relevante billige vinsorter mener jeg ligesom Kommissionen og generaladvokat Reischl ikke, at forskellene i produktionsstruktur mellem vin og øl, når alt kommer til alt, er af stor betydning. For det første vil forskelle i produktionsomkostninger som tidligere bemærket komme til udtryk i prisforskelle, således at de ved anvendelse af priskriteriet automatisk bliver medtaget i sammenligningen af afgiftstrykket. Főidet andet produceres såvel de billigste relevante vine som øl for det meste i masseproduktionsprocesser, hvilket Kommissionen og generaladvokat Reischl allerede har bemærket.

De store strukturelle forskelle på afsætningsmarkederne for vin og øl er efter min mening, når alt kommer til alt, heller ingen hindring for en klar sammenligning af afgiftstrykket. Det følger allerede af artikel 97's manglende anvendelighed, at der i forbindelse med artikel 95, stk. 2, ikke kan arbejdes med gennemsnitlige afgiftsprocenter på alle indførte vine. Af formålet med artikel 95, stk. 2, sammenholdt med traktatens almindelige system følger snarere, at det allerede er tilstrækkeligt til at anse denne bestemmelse for tilsidesat, at det bevises, at der foreligger en klar konkurrencebegrænsende virkning for indførte varer, som hver for sig eller tilsammen har en ikke ubetydelig markedsandel. En sådan ikke ubetydelig markedsandel foreligger ifølge Det forenede Kongeriges oplysninger allerede i kraft af salg af vin i supermarkeder og gennem andre detailhandlere, som sælger vin og øl, mens de relativt billige vines markedsandel i forhold til det samlede vinudbud ifølge de oplysninger, som de to parter i sagen og den italienske regering har fremlagt, kan ansættes til mindst 20 %. En markedsandel på 5-10 % ville som tidligere bemærket efter min mening allerede have været tilstrækkelig.

De fremlagte oplysninger om priser og forbrug af vin og øl bekræfter endelig, at i konkurrenceforholdet mellem vin og øl spiller prisforhold og de deri indbefattede afgifter for forbrugerne en klart påviselig rolle, som også er erkendt af Det forenede Kongerige.

Den i præmis 24 i Domstolens mellemdom nævnte usikkerhed vedrørende konkurrenceforholdet mellem vin og øl kan efter min mening således nu anses for fuldstændigt ophævet.

3.2. Retsvirkningerne af at det konstateres, at Det forenede Kongerige har tilsidesat traktaten

Som det f.eks. også ofte er tilfældet ved Domstolens domme om tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 30, kan det ikke nøjagtigt fastslås, hvilke retsvirkninger det har ifølge traktatens artikel 171, hvis Det forenede Kongerige taber sagen. I denne henseende er der ved en dom på grundlag af artikel 95, stk. 2, klart også en langt større usikkerhedsmargen end ved en dom på grundlag af artikel 95, stk. 1. I denne sag står det i hvert fald efter min mening fast, at Det forenede Kongerige, hvis dommen går det imod, ikke atter kan vende tilbage til en tendens til beskyttelse i afgiftsforholdets udvikling. Allerede dette resultat gør det efter min mening klart, at Kommissionen — også efter at tendensen i Det forenede Kongerige i perioden fra 1977 til 1981 var vendt — stadig havde en legitim interesse i at fortsætte sagen. Jeg henviser i denne forbindelse også til de udførlige bemærkninger om dette spørgsmål om legitim interesse i generaladvokat Lagrange's forslag til afgørelse i den allerede nævnte sag 7/61.

Efter min mening må det imidlertid konkluderes af almene erfaringer med hensyn til konkurrencemekanismen samt af de af parterne fremlagte oplysninger, at der stadig er tale om en indirekte beskyttelse af ølproduktionen, i hvert fald så længe afgiftstrykket på de relevante billige vine målt i forhold til prisen uden afgift forbliver mindst 30 % højere end afgiftstrykket på øl. Ganske vist kan det efter min mening ikke udelukkes, at der også ved en ringere forskel i afgiftstrykket stadig er tale om indirekte beskyttelse af øl, men dette må dog godtgøres ved hjælp af mere bevismateriale, end det der nu er fremlagt.

Da de for meget opkrævede afgifter vil være blevet overvæltet på forbrugeren, synes den af Det forenede Kongerige frygtede tilbagekrævning af de for meget opkrævede afgifter i dette tilfælde at være udelukket i og med, at sådanne krav om tilbagebetalinger blev udelukket ved Domstolens dom i Just-sagen (sag 68/79, Sml. 1980, s. 501).

3.3. Sammenfatning

Sammenfattende skal jeg foreslå Domstolen i overensstemmelse med Kommissionens stævning at statuere, at Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland af de anførte grunde ikke har overholdt de forpligtelser som følger af traktatens artikel 95, stk. 2, Hvad angår sagens omkostninger, udgør den omstændighed, at Kommissionen først efter gentagne henstillinger fra Domstolens side har fremskaffet alle de til bedømmelse af dens sagsanlæg nødvendige oplysninger, efter min mening en særlig grund til udelukkende at lade Det forenede Kongerige bære sine egne omkostninger, jfr. procesreglementets artikel 69, stk. 3.

---

( 1 ) – Oversat fra nederlandsk.

( 2 ) – Ved denne beregning af forskellen mi det naturligvis erindres, at den vedrørte 1982. Afgiftsforholdet mellem vin og ol var da allerede væsentlig mindre fordelagtigt for vin end pa det for bedommelsen af denne sag afgørende tidspunkt, nemlig tidspunktet for sagens anlæg. Hvis priskriteriet anvendes, havde den afgiftsmekanisme, der anvendtes i Det forenede Kongerige på delte afgorende tidspunkt, på grund af sine tidligere nævnte karaktertræk en beskyttende karakter med hensyn til olproduktionen, som nævnt i præmis 10 i Domstolens mellemdom, over for alle vine med en forbrugerpris (eksklusive afgifter), som androg mindre end fem gange forbrugerprisen (eksklusive afgifter) for ol. Forskellen kunne da på grund af det ugunstigere afgiftsforhold klart stige til langt over den hojeste beskyttclscsmargcn for 19S2, der var beregnet til 120 % af prisen eksklusive afgifter.