a)

den dato, som er påtrykt det pågældende nummer af Tidende,

b)

det tidspunkt, hvor det pågældende nummer af Tidende faktisk er til rådighed ved Kontoret for De europæiske Fællesskabers officielle Publikationer, eller

c)

det tidspunkt, hvor pågældende nummer af Tidende faktisk er til rådighed på den enkelte medlemsstats område?

a)

Her må der først tages stilling til sagsøgernes anbringende om, at importkontrakterne var indgået i en opskrevet valuta, og at indførslerne derfor af valutatekniske grunde ikke kunne effektueres til lavere priser.

Etter min mening er der intet at sige til, at der efter systemet med monetær udligning ikke kan tages hensyn til denne omstændighed. Kommissionen har herved med rette gjort gældende, at det store antal varebevægelser, der her kommer i betragtning, udelukker eventuel hensyntagen til, om der i et enkelt tilfælde bliver gjort en valutagevinst eller ej. Det er endvidere tænkeligt, at en part ved den slags aftaleindgåelser allerede har taget hensyn til opskrivningstendenser, hvilket man imidlertid heller ikke kan kontrollere. Derudover kan der vedrørende dette problem henvises til Domstolens praksis på dette område. Det blev således fremhævet i sag 5/73 (Balkan-Import-Export GmbH mod Hauptzollamt Berlin-Packhof, dom af 24. oktober 1973, Sml. 1973, s. 1091), at der ved opkrævning af udligningsbeløb ikke kan tages hensyn til eventuelle kursgevinster for importøren, idet det tværtimod er nødvendigt at anvende ensartede og generelle kriterier. Således hedder det i sag 7/76 (Firma IRCA mod Amministrazione delle Finanze delle Stato, dom af 7. 7. 1976, Sml. 1976, s. 1213), at udligningsbeløb ikke udregnes efter de priser, der faktisk betales for varerne; der kan derved ikke tages hensyn til de enkelte varers værdi. Dette bør vi også holde os til i den foreliggende sag.

b)

Sagsøgerne i hovedsagen har endvidere gjort gældende, at EØF's interventionsordning på vinmarkedet er tilstrækkeligt afskærmet mod indførsler fra tredjelande ved hjælp af referenceprissystemet. Hvis referencepriserne, hvis overholdelse for øvrigt er garanteret af Jugoslavien, ikke nås, opkræves der importafgifter. Dengang var de dog langt højere end udløsningspriserne, som er af betydning for interventionen. Der kan derfor i intet tilfælde opstå forstyrrelser i interventionsordningen ved indførsel fra tredjelande.

Heroverfor har Kommissionen med rette påpeget, at man ikke må overse, at referencepriserne og de dermed forbundne importafgifter på den ene side og den monetære udligning på den anden side har forskellige funktioner og er afhængige af forskellige forudsætninger. Det er især vigtigt, at priserne for vine fra tredjelande ved hjælp af referencepriserne skal hæves op på fællesskabsniveau, hvorimod ordningen med monetære udligningsbeløb har til formål at sørge for en udligning af de forskelle i de faktiske landbrugspriser i de nationale valutaer, der fremstår som følge af den forskellige kursudvikling. Desuden hviler den monetære udligning ikke alene på den betragtning, at forstyrrelser i interventionssystemet skal undgås. Det drejer sig snarere om simpelt hen at udelukke forstyrrelser på markedet. Men om den prognose, Kommissionen på daværende tidspunkt opstillede, for så vidt kan anfægtes, skal senere undersøges.

Når sagsøgerne i denne sammenhæng under den mundtlige forhandling har stillet yderligere det spørgsmål, hvorfor man ikke har gjort den monetære udligning overflødig ved at forhøje referencepriserne — som priserne på en stor del af vinene fra tredjelande alligevel ligger over — har Kommissionen med rette hertil bemærket, at en sådan kritik af referenceprissystemet ikke er på sin plads ved undersøgelsen af den monetære udligning. Herved kan der også henvises til den måde, hvorpå sådan en prisordning håndhæves netop ved den monetære udligning (jf. sag 55/75, Balkan-Import-Export GmbH mod Hauptzollamt Berlin-Packhof, dom af 22. 1. 1976, Sml. 1976, s. 19 — vedrørende mejeriprodukter). Lad mig endvidere erindre om nødvendigheden af en ensartet anvendelse af det monetære udligningssystem, som jo også gælder for handelen inden for Fællesskabet, hvor referencepriser ikke spiller nogen rolle.

c)

For det tredje har sagsøgerne henvist til, at interventionssystemet inden for den fælles markedsordning for vin kun tjener til beskyttelse af markedet for bordvine og ikke gælder for kavlitetsvine. Således findes der ifølge sagsøgerne også kun valutaudligning for bordvine inden for Fællesskabet. Derfor finder de det ikke begrundet at anvende monetær udligning på kvalitetsvine fra tredjelande — hvorom det i den nationale sag drejer sig — for det kan ikke antages, at disse vine skulle have virkninger på markedet for bordvin; dette er i hvert fald ikke blevet undersøgt, anfører sagsøgerne.

Hvad angår dette punkt, er det for det første sikkert, at katalogiseringen, bordvine på den ene side og kvalitetsvine på den anden side, er forbeholdt Fællesska bets produkter. De bestemmelser i forordning nr. 817/70 (EFT 1970 (I), s. 228; org.ref. ABl. L 99, 1970 af 28. 4. 1970, s. 20), der er afgørende herfor, og som der henvises til i artikel 1, stk. 5, i forordning nr. 816/70 — det drejer sig om kontrol af produktion og dyrkningsområder — er faktisk udelukkende udformet med henblik på vine fra medlemsstaterne. Desuden findes der intet princip i fællesskabsretten, hvorefter produkter fra tredjelande i enhver henseende skulle være at sidestille med fællesskabsprodukter; tværtimod må man gå ud fra, at Fællesskabet i forhold til tredjelande har en vidtrækkende frihed i udformningen af de handelspolitiske forhold.

Men tor sa vidt der også inden for den fælles markedsordning for vin tales om kvalitetsvine vedrørende vine fra tredjelande, som i artikel 9, stk. 3, afsnit 3, hvorefter det kan besluttes, at hele udligningsbeløbet eller en del af dette ikke opkræves ved import af visse kvalitetsvine, der er produceret i tredjelande, må det ikke overses, at ansøgerne ikke har hævdet, at de af dem importerede vine omfattes af denne bestemmelse, der indtil nu åbenbart kun har fundet anvendelse på bestemte hedvine, hvis jeg er rigtigt underrettet. Derudover kan sagsøgerne heller ikke støtte deres opfattelse på den forordning, der for øvrigt først blev vedtaget senere, nemlig forordning nr. 2133/74 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost (EFT L 227, 1974, s. 1), eller forordning nr. 1608/76 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende betegnelse og præsentation af vin og druemost (EFT L 183, 1976, s. 1). Det er nemlig vigtigt, at det også i forhold til kvalitetsvine fra tredjelande kun drejer sig om retsspørgsmål vedrørende betegnelsen. Der gælder ikke noget særligt prismæssigt for sådanne vine; de er også underkastet reglerne om referencepriser. Men dermed falder sådanne kvalitetsvine — og det er vigtigt for den monetære udligning — også ind under en fælles markedsordning. Det er desuden af betydning, at deres pris fastsættes efter prisen på produkter, som der er fastsat interventionsforanstaltninger for. Dette kan siges, fordi det er bestemt i artikel 9, stk. 1, afsnit 2, i forordning nr. 816/70, at der ved fastsættelsen af referencepriser gås ud fra orienteringspriserne for de for fællesskabsproduktionen mest repræsentative røde og hvide bordvintyper, dvs. ud fra priser på produkter, for hvilke der er fastsat interventionsforanstaltninger.

d)

Sagsøgerne har endeligt kritiseret den antagelse, at der skulle foreligge en fare for forstyrrelser, hvilket er afgørende for den monetære udligning efter forordning nr. 974/71.

Herom er det allerede flere gange blevet konstateret i retspraksis, at Kommissionen og forvaltningskomiteen i denne henseende råder over et vidt skøn, og domstolsprøvelsen skal derfor indskrænke sig til en undersøgelse af, om afgørelsen er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om myndigheden åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn. Herved kommer det også an på valutafaktorerne og markedsbetingelserne (sagerne 74/74 — Comptoir National Technique Agricole mod Kommissionen, dom af 14. 5. 1975, Sml. 1975, s. 533 — og 136/77 — Firma A. Racke mod Hauptzollamt Mainz, dom af 25. 5. 1978, Sml. 1978, s. 1245). Da det ydermere er absolut nødvendigt med en hurtig gennemførelse af foranstaltningerne, er generelle vurderinger, der ikke kan gå ind på ethvert produkt og ethvert udførselsland, uundgåelige (sagerne 7/76 — Firma IRCA mod Amministrazione delle Finanze delle Stato, dom af 7. 7. 1976, Sml. 1976, s. 1213 — og 29/77 — Roquette Fréres mod den franske stat — toldvæsenet, dom af 20. 10. 1977, Sml. 1977, s. 1835). Det bør ikke mindst bemærkes, at det i sag 29/77 blev konstateret, at der allerede kan tales om risiko for forstyrrelser, hvor der foreligger et væsentligt fald i en valutas vekselkurs.

Netop denne retspraksis støder efter sagsøgernes opfattelse på betænkeligheder af retsstatlig art. Efter sagsøgernes overbevisning er det uacceptabelt at indskrænke domstolskontrollen til kun at omfatte tilfælde med åbenbar overskridelse af grænserne for skønnet. Man må snarere være opmærksom på — og dette mangler i det foreliggende tilfælde — at de for skønnet tilgrundliggende kendsgerninger er tilvejebragt på korrekt måde. I hvert fald kan en ændring i vekselkurserne alene ikke være tilstrækkeligt til at antage, at der består en fare for forstyrrelser.

Med hensyn til dette problem ser jeg, modsat sagsøgerne, for det første ikke nogen grund til en principiel ændring af retspraksis. Selv om også de anførte konstateringer måske kan forekomme noget vidtrækkende, er meningen med dem dog klar nok og vanskelig at anfægte: på området for monetær udligning drejer det sig om undersøgelse af sammensatte faktiske omstændigheder med mange faktorer; hvis den monetære udligning skal være virksom, må undersøgelsen ske meget hurtigt, hvorfor generelle vurderinger er uundgåelige. Følgelig kan Domstolen ikke gå ind på enhver enkelthed i den nødvendige generelle vurdering, og den har ikke kompetence til efterfølgende at efterprøve den for den generelle overvejelse nødvendige vægtning af de forskellige faktorer i enkeltheder.

Hvis man holder sig dette for øje, må man i den foreliggende sag være opmærksom på, at omfanget af valutakrisen i begyndelsen af 1973 med dens i indledningen beskrevne enkeltheder fordrede en meget hurtig handlen. Herved var det sikkert ikke muligt at foretage en indgående undersøgelse af markedet i enhver henseende og for enhver medlemsstat, særlig vedrørende virkningerne på markedet for bordvin og dets behov for beskyttelse i detaljer. Hertil kom, at det dengang var første gang, at det med forordning nr. 509/73 indførte nye system blev anvendt, et system, som der først måtte samles erfaringer om. Det måtte i denne situation og i betragtning af det stærke fald i den italienske valuta samtidig med opskrivning af DM'en være nærliggende at frygte, at landbrugs-udførselen fra Italien ville blive billiggjort og dermed fremkalde forstyrrelser på det franske og tyske vinmarked. Dette var en grund, der berettigede til at udstrække den monetære udligning inden for Fællesskabet til alle bordvintyper. Men samtidig måtte man også på grund af de prisforhold, der bestod mellem bordvin og vin fra tredjelande, anerkende nødvendigheden af ligeledes at inddrage den sidstnævnte vin under ordningen. Havde man ladet den ude af betragtning, havde dette kun ført til, at man måtte accep tere, at italienske vine i konkurrencemæssig henseende havde et handicap.

Dette er etter min mening tilstrækkeligt til at retfærdiggøre de monetære udligningsbeløb, der er på tale her. Der består faktisk ingen grund til at rejse indvendinger imod de prognoser, der af Kommissionen var opstillet for forstyrrelser på markedet, og til at rejse kritik af, at alle vine fra tredjelande uden forskel blev omfattet af den monetære udligning efter prisklasser og importlande i første fase.

e)

Vedrørende det første spørgsmål kan det herefter blot konstateres, at ingen af de af sagsøgerne fremsatte synspunkter giver anledning til at tvivle på gyldigheden af de i spørgsmålet anførte forordninger i det omfang, der ifølge dem skulle opkræves monetære udligningsbeløb på vin, importeret fra tredjelande.

a)

Anvendelsen af de nævnte forordninger fra tiden for den faktiske offentliggørelse af forordning nr. 649/73, altså fra den 12. marts 1973, er uproblematisk, som den forelæggende ret med rette har antaget. Efter dette tidspunkt kan man ikke tale om en tilbagevirkende gyldighed af forordning nr. 649/73, ved hvilken bestemte vine for første gang blev draget ind under ordningen med monetær udligning. Med henblik på forordning nr. 741/73 er der ganske vist tilsyneladende tale om tilbagevirkende gyldighed, hvis man sammenligner datoen for offentliggørelsen med datoen for gyldighedstidspunktet. Men da det kun drejede sig om en tilpasning af udligningsbeløbene, kan man i denne henseende henvise til dommen i sag 7/76. Herefter er det klart, at man ikke kan tale om ægte tilbagevirkende gyldighed i en sådan situation, dvs. når bestemte varer allerede er omfattet af ordningen med monetær udligning — hvilket gælder for vine fra den 12. marts 1973 — og det kun er udligningsbeløbene, der korrigeres i overensstemmelse med valutaudviklingen.

b)

Der er derimod tale om ægte tilbagevirkende gyldighed i det omfang, en anvendelse før den 12. marts 1973 var tilsigtet, hvilket er tilfældet med forordning nr. 649/73 fra den 26. februar 1973 og med forordning nr. 741/73 fra den 5. marts 1973. Men hvorvidt denne tilbagevirkende gyldighed var lovlig, skal nu, eftersom de i hovedsagen omstridte udtagelser af toldoplaget og importerne først skete efter 9. marts 1973, kun undersøges med henblik på dette tidspunkt, dvs. et forholdsvis kort tidsrum.

Som Domstolen ved, var det Kommissionens hensigt at fjerne eventuelle betænkeligheder, der måtte opstå i denne forbindelse ud fra retsstatslige synspunkter, og jeg tror også — hvis jeg straks må sige dette — at dette er lykkedes for Kommissionen på overbevisende måde.

a)

Det kan i sag 98/78 konstateres, at der ikke under sagen er fremkommet grunde, der taler imod gyldigheden af forordningerne nr. 649, 741 og 811/73, for så vidt som de uden forskel fastsatte udligningsbeløb for importerede rød- og hvidvine, der henhører under positionerne 22.05 C I og C II.

b)

Vedrørende de andre spørgsmål i de to sager kan det konstateres: