1. 

De spørgsmål, der ligger til grund for den foreliggende præjudicielle sag, vedrører fortolkningen af den fælles toldtarif, nærmere bestemt kapitel 78 vedrørende bly. Det drejer sig i det væsentlige om at finde et kriterium, der kan tjene til afgrænsning af begrebet ubearbejdet bly i forhold til begrebet skrot af bly.

Jeg skal i korthed redegøre for de faktiske omstændigheder. I maj 1974 indførte Firma Bleiindustrie Hamburg, et parti metalstænger fra Danmark, som var fremstillet ved omsmeltning af typemetalaffald, der indeholdt ca. 84 % bly, 4 % tin og 12 % antimon. Nye stænger bestående af denne legering anvendes direkte i trykkerierne i trykkerimaskiner af typen »linotypes«, der anvendes til fremstilling af tryktyper. Trykkerivirksomhederne omsmelter et vist antal gange selv de brugte tryktyper til stænger, der er egnet til anvendelse i deres linotypes. Men den gentagne anvendelse til trykkeribrug medfører, at der i det pågældende materiale ophobes urenheder, som ved et bestemt niveau gør det uegnet til omsmeltning i trykkeriet med henblik på fremstilling af nye tryktyper, således at en forudgående raffinering bliver nødvendig.

De ovennævnte fra Danmark indførte stænger var netop resultatet af en omsmeltning af typografisk materiale, der ikke længere kunne genanvendes direkte af trykkerivirksomhederne på grund af den opståede forureningsgrad.

Den følgende måned indførte Firma Bleiindustrie et parti brudstykker af stænger af den samme legering fra De forenede Stater, der dog, fordi de bestod af nye funditorstænger, der hændeligt var gået itu, ikke indeholdt urenheder.

Den tyske toldmyndighed henførte disse varer under position 78.01 A II, der omfatter ubearbejdet bly med indhold af sølv på under 0,02 vægtprocent. Den pågældende virksomhed, der uden resultat har påklaget denne afgørelse til Hauptzollamt Hamburg-Waltershof, har derefter sagsøgt Hauptzollamt ved Finanzgericht Hamburg. Firma Bleiindustrie har nedlagt påstand om, at de pågældende produkter skal henføres under position 78.01 B, der omfatter affald og skrot af bly. Ifølge sagsøger forhindrer omsmeltningen af brugte typer, der ikke længere er egnede til »fodring« af en maskine, der anvendes til støbning af tryktyper, ikke, at den således fremstillede stang tariferes som skrot af bly, fordi både denne stang og det materiale, som den er fremstillet af, er uegnet til typografiske formål uden en raffineringsproces. For så vidt angår de nye brudte stænger, skal disse også, for at kunne anvendes i støbemaskinen, først underkastes en omsmeltningsproces. Ifølge sagsøger er der derfor i begge tilfælde tale om »skrot« og ikke »ubearbejdet materiale«.

Den tyske toldmyndighed har derimod anført, at afgrænsningskriteriet mellem positionerne 78.01 A og 78.01 B alene består i varernes ydre fremtræden. Derfor har omsmeltningen af de fra Danmark indførte gamle tryktyper til stænger været tilstrækkelig til at berøve dette materiale dets karakter af »skrot«. Det fremgår ikke af forelæggelseskendelsen, om toldmyndighederne anlagde et andet synspunkt for så vidt angår de fra De forenede Stater indførte brudstykker af nye typemetalstænger, hvis ydre form som itugåede stænger klart viste, at de var opstået ved brud.

Finanzgericht Hamburg har inden for rammerne af nærværende, for denne ret verserende sag ved kendelse af 25. august 1977, indført i Domstolens register den 14. september 1977, i henhold til EØF-traktatens artikel 177, stk. 2 forelagt følgende spørgsmål :

2. 

De varer, som skal tariferes, består, således som jeg allerede har anført, af en legering af uædle metaller; der skal derfor henvises til bestemmelse 3 b til afsnit XV i den fælles toldtarif, der for andre legeringer, bortset fra ferrolegeringer og kobberforlegeringer som defineret i kapitlerne 73 og 74, bestemmer, at »andre legeringer af uædle metaller tariferes som det metal, der, beregnet efter vægt, udgør en større del af legeringen end noget andet metal«.

I begge de pågældende varepartier udgør bly, beregnet efter vægt, klart en større del af legeringen end de andre stoffer. Der består derfor ingen tvivl om, at varerne skal tariferes under kapitel 78 i den fælles toldtarif, der netop vedrører bly. Det må imidlertid undersøges, hvilke positioner i dette kapitel der kan komme i betragtning i det foreliggende tilfælde.

Parterne i sagen ved den forelæggende ret har i deres argumentation vedrørende tariferingen af de to pågældende varepartier alene henvist til position 78.01. Det skal imidlertid bemærkes, at Finanzgericht i sit andet spørgsmål også har henvist til position 78.02, der omfatter »stænger, profiler og tråd, af bly«.

Udtrykket »stænger af bly« synes faktisk at omfatte de i denne sag omtvistede produkter. Der må imidlertid ikke ses bort fra bestemmelse 1, b) til kapitel 78 i den fælles toldtarif, der definerer begrebet stænger og profiler henhørende under position 78.02 således: »Valsede, strengpressede, trukne eller smedede massive produkter med et største tværmål af over seks mm og for flade produkter med den tykkelse, der overstiger en tiendedel af bredden. Som stænger og profiler betragtes også støbte og sintrede produkter i samme former og dimensioner, når de ud over fjernelse af glødeskaller og lignende simpel efterbehandling er undergået en yderligere overfladebearbejdning«. Kommissionen har anført, at de ved omsmeltning af gamle tryktyper fremstillede stænger ikke er blevet underkastet nogen som helst overfladebearbejdning; de kan derfor ikke henføres under position 78.02.

Det skal desuden anføres, at den forelæggende ret udelukkende har henvist til position 78.02 i forbindelse med brudte funditorstænger. Jeg mener, at det er klart, at brudstykkerne af stænger ikke på nogen måde kan henføres under denne position, hvis, således som Kommissionen mener — og hvilket man vel også kan antage — de samme hele stænger uden indhold af urenheder ikke falder ind under denne position, fordi de ikke er blevet underkastet nogen færdiggørelsesproces efter støbningen.

Spørgsmålet om tariferingen at de pågældende varer skal derfor undersøges inden for rammerne af position 78.01. Men valget består fortsat: Ubearbejdet bly eller skrot af bly? Jeg mener dog, at det er hensigtsmæssigt — i overensstemmelse med ordlyden af de af Finanzgericht forelagte spørgsmål — at foretage en klarere sondring, end parterne i den foreliggende sag har gjort, mellem det ved omsmeltningen af gamle tryktyper til stænger opståede produkt (som i det foreliggende tilfælde blev indført fra Danmark) og det produkt, der består af brudstykker af nye funditorstænger (svarende til det fra De forenede Stater indførte vareparti).

De to produkter udviser nemlig, skønt de består af samme metallegeringer, betydelige forskelle, både for så vidt angår deres kemiske sammensætning — thi kun det første produkt indeholder urenheder som følge af den vedvarende anvendelse til trykkeriformål af de tryktyper, som det er fremstillet af — og deres anvendelsesmuligheder: i begge tilfælde drejer det sig ganske vist om en legering, der er egnet til trykkeribrug, men i det første tilfælde er en sådan anvendelse umulig uden en forudgående raffineringsproces, medens den blotte omsmeltning for så vidt angår det andet produkt er tilstrækkelig til genfremstilling af hele, nye funditorstænger.

Derfor må det ovennævnte tariferings-spørgsmål undersøges særskilt for hver af disse to varer.

3. 

Jeg skal begynde med at undersøge, hvorledes det forholder sig med tariferingen af stænger, der er opstået ved omsmeltning af tryktyper, som på grund af ophobede urenheder ikke længere er egnet til »fodring« af typografiske støbemaskiner uden forudgående raffinering.

Kommissionen indrømmer, at de brugte tryktyper er skrot af bly; men de ved den simple omsmeltning af disse typer fremstillede stænger skal ifølge Kommissionen tariferes som »ubearbejdet bly« og dette alene på grund af deres ydre fremtræden; disse stænger fremtræder nemlig hverken som gamle materialer eller som materialer, der skal genindvindes. Så snart typerne er blevet omsmeltet, drejer det sig om allerede genindvundet metal. Kommissionen anser det for uden betydning, at det på denne måde genindvundne metal ikke umiddelbart — uden en forudgående raffineringsproces — kan anvendes til fremstilling af nye tryktyper ved hjælp af linotypes. Den omstændighed, at det pågældende produkt fremtræder i form af stænger, er ifølge Kommissionen tilstrækkeligt til at betragte det som ubearbejdet bly og ikke som skrot. Det er uden betydning, at den pågældende metallegering ikke kan benyttes direkte med henblik på sit anvendelsesformål.

Jeg mener imidlertid, at denne udelukkelse af kriteriet, produktes objektive formålsbestemmelse, som totalt irrelevant, ikke tager hensyn til bestemmelse 6 til afsnit XV i den fælles toldtarif, der bestemmer: »ved affald og skrot forstås … varer, der kun er tjenlige til genindvinding af metaller eller til fremstilling af kemiske produkter«.

Der består ingen tvivl om, at de pågældende stænger er bestemt til genindvinding af metal. Det er på den anden side korrekt, således som det fremgår af de forklarende bemærkninger til Bruxellesnomenklaturen vedrørende position 73.03, at den oftest anvendte metode til genindvinding af metal er omsmeltning. Dette betyder imidlertid ikke, at enhver omsmeltning af skrot udgør det sidste led i genindvindingsprocessen. Dette er bestemt ikke tilfældet, når — som i det foreliggende tilfælde — det ved omsmeltningen af gamle tryktyper fremkomne metal, ligesom tryktyperne selv, ikke længere er egnet til trykkeribrug, og når genindvindingen desuden kræver en kemisk proces.

Det må desuden tages i betragtning, at ifølge de forklarende bemærkninger til Bruxelles-nomenklaturen vedrørende position 78.01 gælder de forklarende bemærkninger til position 73.03 også for skrot af bly, men de foreskriver, at denne anvendelse skal ske »med de fornødne tillempninger«. Det er imidlertid på ingen måde sikkert, at omsmeltning af blyskrot af den pågældende art uden videre kan ligestilles med omsmeltning af skrot af jern og stål, som den ovennævnte forklarende bemærkning til position 73.03 omhandler. Det er sandsynligt, at en ingot, der er fremstillet ved omsmeltning af skrot af jern eller stål, normalt vil have anvendelsesmuligheder, som det skrot, den er fremstillet af, ikke ville være egnet til. Derimod ved vi, at der ikke i denne henseende består nogen forskel mellem de pågældende brugte tryktyper og de ved omsmeltning heraf fremstillede stænger, der som sådanne er uegnede til anvendelse inden for typografien.

4. 

Her opstår nu det spørgsmål, om et interessant fortilfælde i Domstolens respraksis — det drejer sig om dommen af 16. december 1976 i sag 38/76, Luma, (Sml. 1976, s. 2028) — indeholder argumenter for eller imod kriteriet, varens bestemte anvendelsesformål. Den pågældende sag vedrørte fastlæggelsen af rækkevidden af begrebet ferrolegeringer i den i position 73.02 forudsatte betydning. Den forelæggende ret havde spurgt, om begrebet »ferrolegeringer« kun omfatter produkter, der fremstilles af nye metaller eller nye malme, eller om begrebet også omfatter omsmeltningsprodukter, som opfylder betingelserne i den tilsvarende bestemmelse til kapitel 73. Domstolen har fastslået, at den fælles toldtarif af hensyn til retssikkerheden og kontrolmulighederne for toldmyndighederne »så vidt muligt almindeligvis« angiver kriterier for tariferingen, der er støttet på sådanne objektive kendetegn og egenskaber ved produkterne, som let kan bedømmes ved toldbehandlingen. Domstolen har derfor tillagt varens sammensætning forrang og har fastslået, at der, når denne faktor medfører, at et produkt tariferes under en bestemt position, ikke kan anvendes de andre metoder, som ifølge reglerne for fortolkningen af nomenklaturen skal anvendes ved varer, der ikke kan henføres under nogen anden position. Domstolen har ikke herved udelukket muligheden for at tage hensyn til fremstillingsprocessen eller produktets anvendelsesformål (den har derimod henvist til, at toldtariffen i mange tilfælde indeholder henvisninger til den ene eller den anden af disse faktorer), men den har tillagt kriteriet, varens materielle sammensætning, forrang, naturligvis under den forudsætning, at dette kriterium kan løse tarife-ringsproblemet.

I det foreliggende tilfælde har kriteriet, varens materielle sammensætning, dog ikke denne afgørende betydning. Metalindholdet er det samme både i de brugte tryktyper, der ubestrideligt har karakter af skrot, og i de ved omsmeltning af disse typer fremstillede stænger, samt i de endnu ikke brugte typemetalstænger. Hvis man imidlertid også tager hensyn til urenhederne, følger det heraf, at de pågældende stænger klart er identiske med det skrot, som de er frem'stillet af, og klart adskiller sig fra de nye stænger.

Jeg mener, at der dog frem for alt må lægges vægt på kriteriet, varens anvendelsesformål, der ligger til grund for den nævnte bestemmelse 6 til afsnit XV i den fælles toldtarif.

Vi ved, at den pågældende legering (bly, antimon og tin i de ovennævnte andele) som sådan udelukkende kan anvendes til trykformål. Vi ved også, at de stænger, som er blevet fremstillet ved omsmeltning af brugte tryktyper, der ikke længere er egnet til direkte genbrug inden for typografien, som følge af de ved brugen ophobede urenheder, ikke fremviser andre materielle kendetegn end de brugte tryktyper, som de er fremstillet af. I virkeligheden sker omsmeltningen af disse typer til stænger udelukkende for at lette transporten, men materialets egenskaber forbliver dog uforandrede. Det er uden betydning, om det fremtræder i form af en bunke blytyper, eller om disse stykker er forbundet ved sammenpresning eller, som i det foreliggende tilfælde, ved omsmeltning til stænger; det drejer sig stadig om et brugt materiale, hvis endelige anvendelsesformål under hensyn til legeringens sammensætning er typografien, men først — i de to første tilfælde — efter en omsmeltningsproces, og under alle omstændigheder efter en raffineringsproces. I hvert af disse tilfælde (støbte tryktyper, til ingots sammenpressede tryktyper, til stænger støbte tryktyper) drejer det sig om materialer, der »kun er tjenlige til genindvinding af metaller« i overensstemmelse med den i ovennævnte bestemmelse 6 til afsnit XV indeholdte definition af skrot. Ifølge kriteriet, varens bestemte anvendelsesformål, som denne definition hviler på, er de pågældende stænger således omfattet af begrebet.

5. 

Hvilke argumenter fremfører Kommissionen mod den her hævdede opfattelse? Ifølge Kommissionen kan den pågældende vare ikke tariferes som skrot, allerede på grund af dens ydre fremtræden som stænger i stedet for de elementer, som den er blevet fremstillet af. Den pågældende vare har åbenbart den samme ydre form som stænger, der er egnede til »fodring« af typografiske støbemaskiner. Kan ønsket om at lette toldmyndighederne arbejdet retfærdiggøre, at man udelukker enhver mulighed for at basere tariferingen på produktets indre, objektivt efterprøvelige egenskaber og karakteristika, for alene at lade de ydre karakteristika gælde?

Den ydre fremtræden er bestemt af betydning, men der er ingen grund til at tillægge den forrang, som om den var det mest afgørende karakteristika for en vare af den omhandlede art. Ønsket om at lette toldmyndighedernes arbejde må ikke føre til den yderlighed, at varens ydre fremtræden tillægges mere vægt end varens faktiske beskaffenhed, også i tilfælde, hvor denne let kan bevises. Som sagsøgers advokat fremførte under den mundtlige forhandling, gælder dette så meget desto mere som det — hvis det afgørende kriterium for tariferingen skulle være ydre fremtræden — næppe vil være vanskeligt for de interesserede at lade den pågældende vare bibeholde sin ydre form som »skrot«, idet varen måske sammenpresses for at lette transporten.

Forekomsten af urenheder i de pågældende stænger, der udelukkende skyldes den gentagne typografiske anvendelse, adskiller dem klart fra nye typemetalstænger, og mere generelt fra det ikke raffinerede råmateriale, der under ingen omstændigheder kunne indeholde sådanne urenheder hidrørende fra materialets anvendelse i form af tryktyper, dvs. som det endelige produkt. Kommissionen nægter ikke, at de pågældende stænger ved undersøgelsen objektivt afslører, at de hidrører fra gammelt typografisk materiale som følge af forekomsten af sådanne urenheder; Kommissionen bestrider heller ikke, at forureningsgraden, der gør materialet uegnet med henblik på dets oprindelige anvendelsesformål, kan fastslås ved hjælp af objektive kriterier. I tvivlstilfælde lader det pågældende produkt sig individualisere ved en simpel undersøgelse, også selv om det fremtræder i form af stænger, der ligner funditorstænger.

Der skal i denne henseende henvises til, at Domstolen i dom af 12. december 1973 i sag 149/73, Witt (Sml. 1973, s. 1587) fastslog, at ligheden mellem bestemte produkter ikke kan udelukke en differentieret toldbehandling på grundlag af andre objektive faktorer, som kan dokumenteres ved fortoldningen. Domstolen henviste i denne sag især til oprindelsescertifikater, der kunne dokumentere, at det drejede sig om kød af vilde rener og ikke kød af tamrener. Der kan så meget desto mere i dette tilfælde henvises til certifikater, der attesterer resultaterne af en teknisk undersøgelse af produktets bestanddele, ligesom der eventuelt kan anvendes fakturaer, der angiver produktets markedsværdi.

Henvisningen til den ydre fremtræden, i overensstemmelse med Kommissionens opfattelse, forekommer mig at være et alt for overfladisk kriterium til at kunne accepteres. Det vil højst kunne tillades, at toldmyndighederne umiddelbart anvender dette kriterium af praktiske grunde, uden dog at udelukke den mulighed, at en importør fører modbevis, således som det er fastslået af Domstolen i den nævnte sag 149/73 vedrørende tariferingen af rensdyrkød.

6. 

Det skal desuden undersøges, hvordan brudstykker af funditorstænger som de, der i det foreliggende tilfælde er blevet indført fra De forenede Stater, skal tariferes. De forklarende bemærkninger til Bruxelles-nomenklaturen vedrørende position 78.01 henfører produkter, der som følge af brud er blevet uanvendelige til deres oprindelige formål, under skrot. Det lader derfor til, at de pågældende varer også skal henføres under position 78.01 B. Kommissionen mener imidlertid, at den nævnte definition kun gælder, når det komplette produkt er blevet bearbejdet med henblik på en bestemt brug, og som følge af brud ikke længere kan anvendes med henblik på denne særlige brug. I det foreliggende tilfælde lader det imidlertid til, at de nye intakte funditorstænger blot er blevet tariferet inden for rammerne af den fælles toldtarif som ubearbejdet bly (jeg har ovenfor anført de grunde, der udelukker tarifering som stænger af bly).

Under disse omstændigheder vil man kunne være tilbøjelig til at mene, at det forhold, at materialet ikke fremtræder i form af hele stænger men som brudstykker af stænger, ikke kan berøre dets karakter af ubearbejdet materiale. Jeg har imidlertid ovenfor understreget betydningen af faktoren formålsbestemmelsen også for så vidt angår de omhandlede stænger, der består af en legering, der alene gør dem egnede til brug i trykkerier. Jeg mener, at denne faktor vedrørende sammensætningen og det heraf følgende kriterium, anvendelsesformålet, er stærkere end det argument, der udledes af en manglende bestemt bearbejdning, der skal gøre produktet egnet til en særlig anvendelse. Jeg har desuden også anført ovenfor, at et særskilt kendetegn for skrot er, at det skal underkastes en omsmeltningsproces (også selv om omsmeltningen ikke altid er tilstrækkelig), for at det kan genanvendes. Dette gælder utvivlsomt for brudstykker af blystænger til trykkeribrug, som kun er egnede til fodring af linotypes, hvis de omsmeltes til hele stænger (vel at mærke uden at de skal raffineres). Jeg mener endelig, at der mindst er to grunde til at bekræfte den nævnte bestemmelse i de forklarende bemærkninger til Bruxelles-nomenklaturen vedrørende position 78.01

7. 

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer de af Finanzgericht Hamburg ved kendelse af 25. august 1977 forelagte fortolkningssspørgsmål således: