aa)

I denne sammenhæng vil jeg gerne gøre to ting klart, før jeg kommer ind på enkelthederne i en vanskelig undersøgelse.

De vil for det første erindre, at Rådet allerede i sine processkrifter og derefter påny under den mundtlige forhandling har lagt megen vægt på at henvise til og forklare de uundgåelige mangler, som statistiske oplysninger er behæftet med, en kritik, der vedrører den repræsentative værdi af de indikatorer, det selv har taget i betragtning, og dermed falder uden for sagens rammer. Det har også fremhævet de vanskeligheder, der tilsyneladende er opstået i de nye medlemsstater ved anvendelsen af beslutningen af marts 1972. For det andet har Rådet under skriftvekslingen henvist til erklæringer fra italienske myndigheder, hvorefter størrelsen af den italienske særlige indikator, der blev meddelt i efteråret 1973 (30,4 %), til dels lader sig forklare med omorganiseringen af den italienske forvaltning og følgelig ikke udelukkende er et udtryk for en tilvækst i købekraften.

Efter min mening er det rimeligt på forhånd at fastslå, at disse henvisninger er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag.

Ingen vil betvivle — for at begynde hermed — at statistiske oplysninger, der er sammensat af væsensforskellige værdier, har en varierende repræsentativ værdi og altid kun er af tilnærmelsesvis karakter. Det er imidlertid ikke dette, altså den repræsentative værdi af de anvendte indikatorer, der er emnet for vor undersøgelse, men derimod alene spørgsmålet, om der tidligere er opnået netop den grad af repræsentativitet, som der gælder bindende regler for. Sagt med andre ord, selv om det erkendes, at sådanne faktorer i almindelighed er upålidelige, er det ikke berettiget at tolerere afvigelser fra de regler, der gælder for tilvejebringelse af de værdier, der er nødvendige for et fælles indeks. — Hvad desuden angår den i denne sammenhæng fremførte henvisning til de vanskeligheder, der er opstået i de nye medlemsstater, og som tilsyneladende har medført, at der her kun har kunnet anvendes tilnærmede værdier, er det egentlig tilstrækkeligt at pege på, at disse vanskeligheder, hvis jeg ser ret, ikke vedrører året 1971/72, som interesserer os her, men derimod året 1972/73. Det er desuden indlysende, at sådanne konstateringer sikkert ikke berettiger til at fravige den metode til fremskaffelse af de for løntilpasningen nødvendige talværdier, der bindende er fastlagt i de andre medlemsstater.

Hvad endelig angår det fra italiensk side oplyste om størrelsen af den italienske særlige indikator for referenceperioden 1972/73 skal følgende bemærkes: efter min mening kan vi, eftersom den særlige indikator kun oplyses for bestemte grupper af tjenestemænd, lade det stå hen, om forhold som den anførte omstrukturering af den italienske forvaltning ikke, som Kommissionen finder det rigtigt, kommer til udtryk i denne forbindelse, men højst i indikatoren for lønmassen. For os må det nemlig simpelt hen være afgørende, at det pågældende tal (30,4 %) blev meddelt af de italienske myndigheder med henblik på den fælles særlige indikator og

dermed fuldt ud blev taget i betragtning. Når Rådet ved lønfastsættelsen for året 1973, hvorved dette tal var afgørende, ikke fandt det nødvendigt at dele det op efter dels tilvæksten i lønningernes købekraft og dels omstruktureringen i forvaltningen, er det bestemt ikke rimeligt nu at begrænse betydningen af dette tal, for så vidt det er af relevans for nærværende sag.

bb)

Lad os hellere vende os til sagens egentlige kerne, nemlig spørgsmålet, om den manglende hensyntagen i referenceperioden 1971/72 til visse godtgørelser og tillæg efter italiensk tjenestemandsret betyder, at den pågældende italienske særlige indikator er fremkommet på en forkert måde, dvs. i strid med entydige retsregler, således at også den fælles indikator er blevet forkert. Den i så henseende afgørende faktor, Rådets beslutning af marts 1972, vil jeg nu ikke fuldstændig gennemgå. Derimod vil jeg i det følgende undersøge enkelte dele af den ved behandlingen af de af parterne fremførte anbringender.

—

Hvis allerede disse betragtninger viser, at Rådets indsnævrende fortolkning er meget tvivlsom, så forstærkes dette indtryk yderligere, såfremt undersøgelsen udvides til andre led af beslutningen fra marts 1972, såfremt der tages hensyn til baggrunden for dens tilblivelse og til den funktion, der åbenbart er tiltænkt den, og såfremt man går ud fra dens ånd, som fremtræder tydeligt i sammenhæng med andre af Rådets akter.

Det er — for at begynde hermed — en kendsgerning, at anvendelsen af den i skrivelsen af 1966 fastlagte metode til udmåling af lønforhøjelserne fremkaldte stigende spændinger mellem Rådet og personalet, som fik de følger, vi alle kender. Åbenbart skyldtes dette ikke mindst, at Rådet tog stadig mindre og mindre hensyn til supplerende dele af lønkravet såsom de her omtvistede godtgørelser. Personalets klager sigtede altså i virkeligheden på arten og karakteren af sammensætningen af den fælles indikator og ikke så meget på dens anvendelse. Det var klart meningen med beslutningen af marts 1972, at denne uheldige udvikling skulle afhjælpes. Den skulle som resultatat af, at der var opnået enighed med personalet, sikre den nødvendige ro i Fællesskabets tjeneste. Herefter kan imidlertid kun en sådan fortolkning forekomme rimelig, som indebærer en vis hensyntagen til ydelser ud over den egentlige løn.

Betragter man videre beslutningen af marts 1972 i sin helhed, viser der sig også på denne måde vægtige indicier for den antydede udvidende fortolkning.

Det er især væsentligt, at beslutningen ikke kun henholder sig til den hidtil anvendte metode til bestemmelse af indekset for de offentlige lønninger i medlemsstaterne, men at den helt klart har villet indføre visse forbedringer. I modsætning til hvad Rådet mener, er det derfor ikke i første række indførelsen af en indikator nr. to, nemlig indikatoren for lønmassen og dennes kontrolfunktion, der er afgørende. I lyset af den beskrevne udvikling medfører den nemlig ikke nogen væsendig forbedring, idet Rådet jo — som vi har set — kan udøve sit frie skøn således, at denne indikator lades ude af betragtning. Derudover viser beslutningens ordlyd klart, at forbedringerne angår den særlige indikator og — som Kommissionen har påvist i en detaljeret analyse — dennes beregning.

I beslutningen af marts 1972 tales der under overskriften »Indicateur spécifique« og stikordet »améliorations« bl.a. om

Endvidere bestemmes det i tilslutning hertil: »Il est entendu qu'une information compléte des représentants du personnel au sujet des éléments statistiques relatifs a cet indicateur sera assurée par la Commission.« ( 5 )

Efter min mening kan man ikke komme uden om, at noget taler for, at der af disse faktorer kan udledes en pligt til, at der ved beregningen af den særlige indikator, ud over den egentlige løn, også — for at sige det på den måde — tages hensyn til andre dele af lønkravet. Med rette henviser Kommissionen til, at der efter disse regler åbenbart tilsigtes en årlig prøvelse af de elementer, der skal tages i betragtning ved beregning af den særlige indikator, for i modsat fald ville Rådet nemlig udtrykkeligt have bestemt, at kun lønnen skulle komme i betragtning. Med rette gøres det gældende, at det havde været unødvendigt at vedtage den grundige undersøgelse, hvis det kun drejede sig om at opgøre ydelser til hele tjenestemandssektoren og fastslå, om medlemsstaternes oplysninger er korrekte i den henseende. Med rette betones det også, dels i betragtning af, at det blev fundet nødvendigt at give personalet en fuldstændig information om den faktiske udvikling i lønsituationen i medlemsstaterne, og dels at beslutningen af marts 1972 skulle sikre roen på arbejdspladsen, at det ikke kan antages, at man efter den beslutning alligevel ikke kunne forlange, at der blev taget hensyn til supplerende elementer i lønkravet.

Hele undersøgelsen af metoden til fasdæggelse af særindekset tvinger dernæst til at antage, at der i beslutningen af marts 1972, særlig i det afsnit, der omhandler særindekset, er sket en klar fremhævelse af, hvad jeg tidligere har kaldt de andre elementer i lønkravet. Sådan set er det i øvrigt også forståeligt, at den fælles overskrift blev ændret ved optagelsen af ordet »købekraft«, hvormed det blev udtrykt, at det drejer sig om at opnå et så ægte billede som muligt af lønsituationens udvikling i medlemsstaterne.

Endelig må man — som allerede nævnt — ikke glemme beslutningens ånd, som også de af Rådet inddragne neutrale sagkyndige har henvist til i deres redegørelser, der i virkeligheden var positive for personalet. Den har afgjort stor vægt netop ved fortolkningen af beslutninger, som er resultat af en forståelse med personalet, og hvis formål er at skabe ro på arbejdspladsen. Hvorledes denne ånd skal opfattes, ser man, når man betragter Rådets beslutning af 18. og 19. december 1972, hvori det hedder:

»Le Conseil estime que le reglement du 12 décembre 1972 ne préjuge pas de l'interprétation de sa décision du 21 mars 1972 sur le systéme d'ajustement pour les rémunérations et confirme que celui-ci s'inscrit dans le cadre d'une politique tendant à garantir, à moyen terme, une évolution des rémunérations des fonctionnaires européens parallèle à celle, relevée en moyenne, pour les traitements des fonctions publiques nationales.« ( 6 )

Dermed kan der rimeligvis kun være tænkt på en orientering, hvorefter så vidt muligt alle væsentlige elementer i det nationale lønsystem skal tages i betragtning ved udøvelsen af det frie skøn, som ifølge Domstolens dom tilkommer Rådet ikke blot ved indikatoren for lønmassen men også ved den særlige indikator.

Af alle disse grunde bør man udlede den forpligtelse af beslutningen af: marts 1972, at der ved dannelsen af den særlige indikator skal tages hensyn ikke blot til egentlige lønydelser og vederlag til alle tjenestemænd men også til andre elementer i lønsystemet, når disse er vidt udbredte og af betragtelig vægt Kommissionen har i den forbindelse forsøgt en nærmere specificering under henvisning til ydelser, der betales en repræsentativ gruppe af tjenestemænd for virksomhed, der hører til deres normale arbejde. Denne specificering forekommer indlysende men er vel ikke nødvendig i det foreliggende tilfælde. Til bedømmelsen heraf må det nemlig være tilstrækkeligt, at der vedrørende ændringen af det italienske lønsystem og navnlig vedrørende de her omhandlede ydelser blev afgivet den forklaring i det italienske parlament, at det hovedsageligt ikke drejede sig om godtgørelser for særlig tjenstlig virksomhed men om ydelser, der blev ydet med henblik på udjævning. Desuden er det bekendt — det indrømmer også Rådet — at størstedelen af de omhandlede vederlag er blevet inkorporeret i lønnen eller forvandlet til et særligt tillæg, der sikkert skal tages i betragtning ved den særlige indikator; der er altså sket en ændring af det italienske lønsystem, der gør det muligt at slutte tilbage til arten af de tidligere ydede vederlag og godtgørelser.

Sammenfattende må det altså fastslås, at den manglende iagttagelse af de nævnte andre elementer i det italienske lønsystem i referenceperioden 1971/72 medførte, at den italienske særlige indikator blev urigtig nemlig for lav, og at Fællesskabets indikator hvori Italien, indgik med. 28 %,. derfor også var ukorrekt Da beregningen af den særlige indikator skal ske i overensstemmelse med de anførte regler, må der sikkert bestå en pligt til efterfølgende berigtigelse, når dets urigtighed konstateres. Heraf følger endvidere én pligt til berigtigelse af løntilpasningen for det pågældende tidsrum, thi det. er ubestrideligt, at lønfastsættelsen for året 1972 lå ganske hær op ad den særlige indikator, uden at der var taget hensyn til den højere indikator for lønmassen. Rådets vægring ved at foretage en tilbagevirkende løntilpasning, er derfor retstridig og må ophæves.

Hvorledes Rådet efterfølgende gennemfører den nødvendige løntilpasning, behøver ikke at beskrives i enkeltheder. Dette tilkommer Rådet, når det efterkommer en eventuel annullationsdom fra Domstolen.