1.

Ved kendelse af 27. juni 1969, registreret på Domstolens justitskontor den 30. juli 1969, har Cour d'appel i Paris i henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab stillet det spørgsmål, om »forordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere, og især dens artikel 11, stk. 2, vedrørende bestemmelserne om, at en ydelse skal nedsættes eller stilles i bero, (finder) anvendelse på en enke, som på grund af udøvelse af lønnet virksomhed modtager alderspension i én medlemsstat, og som i en anden medlemsstat, hvor hun er bosiddende, ansøger om den af hendes mand i denne anden medlemsstat erhvervede efterladtepension«;

2.

fortolkningsspørgsmålet munder ud i spørgsmålet om, under hvilke betingelser de bestemmelser om, at en ydelse skal nedsættes eller stilles i bero, som er indført ved en medlemsstats lovgivning, finder anvendelse på den forsikrede i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3 i tilfælde af samtidig udbetaling af andre sociale ydelser, som er erhvervet i henhold til en anden medlemsstats ordning.

3.

Ifølge bestemmelserne i nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, finder denne anvendelse »på arbejdstagere og dermed ligestillede personer, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere af medlemsstaterne … samt på deres familiemedlemmer og efterladte«;

4.

hvis denne artikel sammenholdes med artikel 11, stk. 2, fremgår det, at sidstnævnte bestemmelse finder anvendelse på arbejdstagere, som har været omfattet af en enkelt medlemsstats lovgivning.

5.

Ifølge artikel 11, stk. 2, finder bestemmelserne i en medlemsstats lovgivning om, at en ydelse skal nedsættes eller stilles i bero i tilfælde af samtidig udbetaling af andre sociale ydelser, også anvendelse, hvor det drejer sig om ydelser, der er erhvervet i henhold til en anden medlemsstats ordning;

6.

ved fasdæggelsen af denne bestemmelses betydning og rækkevidde må den fortolkes i lyset af traktatens artikler 48 til 50, der udgør grundlaget, rammerne og grænserne for forordningerne om social sikring ;

7.

da disse artikler har til formål at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed ved at tillægge arbejdstagerne visse rettigheder, ligger det uden for de nævnte bestemmelsers målsætning og rammer at indskrænke arbejdstagernes rettigheder uden til gengæld at indrømme dem de i forordningerne hjemlede fordele.

8.

I de tilfælde, hvor forordningerne tillægger arbejdstagerne fordele med hensyn til social sikring, som de ikke kunne opnå uden anvendelse af disse bestemmelser, kan der pålægges dem begrænsninger til gengæld for de fordele, som de således nyder ;

9.

i mangel af et sådant modstykke kan lignende begrænsninger ikke retfærdiggøres, thi de ville bringe arbejdstageren i en mindre gunstig situation end den, som uden forordningerne ville følge af anvendelsen af national ret eller af særlige mellem medlemsstaterne indgåede konventioner ;

10.

begrænsninger som dem, der i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3 er fastsat eller tilladt for visse sociale sikringsydelser, kan derfor kun anvendes på de forsikrede, når disse erhverver krav på ydelser i henhold til den samme forordning.

På grundlag af disse præmisser,

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, som er forelagt den af afdelingen for sociale sager ved Cour d'appel i Paris i henhold til nævnte rets kendelse af 27. juni 1969, for ret:

Bestemmelser i en medlemsstats lovgivning om, at en ydelse skal nedsættes eller stilles i bero i tilfælde af samtidig udbetaling af andre sociale ydelser, kan i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3 kun anvendes på de forsikrede, når disse erhverver krav på ydelser i henhold til den samme forordning.