1)

i sagen 6/69

fastslåelse af, at Den franske Republik har undladt at opfylde forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, ved efter den 1. november 1968, for så vidt angår præferencesatsen for rediskontering af udestående fordringer i forbindelse med udførsel, at have opretholdt en sats, der er mere end 1,5 points fordelagtigere end den almindeligt gældende sats, hvilket udgør en krænkelse af artikel 2, stk. 1, litra b) i Kommissionens beslutning nr. 68/301/EØF af 23. juli 1968;

2)

i sagen 11/69

1.

Regeringen for Den franske Republik anmodede ved skrivelse af 12. juni 1968 om Kommissionens tilladelse til at »opretholde og endog midlertidigt forhøje den fordel, som er tillagt de franske eksportører i form af en præferencesats for rediskontering, som anvendes af Banques de France for kort- og mellemfristede kreditter, der indrømmes ved udførsel til landene inden for Fællesskabet«;

2.

den 24. og den 26. juni 1968 gav den meddelelse om, at den ville sætte disse foranstaltninger i kraft den 1. juli 1968 som beskyttelsesforanstaltninger i betydningen af EØF-traktatens artikler 108 og 109;

3.

den 6. og den 23. juli 1968 vedtog Kommissionen to beslutninger, støttet på henholdsvis EKSF-traktatens artikel 67 og EØF-traktatens artikel 108, stk. 3, hvorved den franske regering bemyndigedes til at opretholde en præferencesats for rediskontering ved udførsel dels for varer stålindustrien og dels for varer, som var omfattet af EØF-traktaten ;

4.

i disse beslutninger præciseres det, at forskellen mellem den præferencesats, som de giver bemyndigelse til midlertidigt at opretholde, og den almindeligt gældende sats fra og med 1. november 1968 ikke må overstige 1,5 points og senest skal være afskaffet den 31. januar 1969.

5.

Det er ubestridt, at der efter 1. november 1968 opretholdtes en forskel, der oversteg 1,5 points ;

6.

Kommissionen, som er af den opfattelse, at regeringen for Den franske Republik derfor har krænket de forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktaterne, vedtog den 18. december 1968 i medfør af EKSF-traktatens artikel 88 en beslutning, hvorved nævnte regering opfordredes til at efterkomme beslutningen af 6. juli 1968, og fremsatte, vedrørende ikke-overholdelsen af beslutningen af 23. juli 1968, en begrundet udtalelse i henhold til EØF-traktatens artikel 169;

7.

derefter indbragte den i medfør af samme artikel 169 sagen 6/69 for Domstolen;

8.

regeringen for den franske Republik har på sin side ved sag 11/69, i medfør af EKSF-traktatens artikel 88 anmodet Domstolen om at annullere beslutningen af 18. december 1968 og fastslå, at den, uden at krænke forpligtelserne i medfør af den omtalte traktat, kunne opretholde en præferencesats for rediskontering ved udførsel til de andre medlemsstater.

9.

De to søgsmål rejser i vidt omfang de samme spørgsmål og vil derfor være at forene med henblik på domsafsigelsen.

10.

Regeringen for Den franske Republik, der over for den af Kommissionen i medfør af EØF-traktaten gennemførte procedure påberåber sig »traktatbestemmelsernes utilstrækkelighed på valutaområdet«, anfører, at fastsættelsen af diskontosatsen umiddelbart hører til valutapolitikken, der falder ind under medlemsstaternes enekompetence, og at Kommissionen derfor ved at iværksætte den fremgangsmåde, der førte til beslutningen af 23. juli 1968, har handlet uden retsgrundlag ved at tiltage sig en kompetence, som traktaten nægter den.

11.

Beslutningen af 23. juli 1968, der ikke inden for den i traktatens artikel 173, stk. 3 foreskrevne frist er blevet gjort til genstand for et annullationssøgsmål, må anses for endelig;

12.

regeringen for Den franske Republik, der ikke bestrider, at den har ladet nævnte frist udløbe, hævder imidlertid, idet den på den ene side påberåber sig Fællesskabets ordre public og på den anden side mener, at »en alt for ensidig fastholden ved formaliteterne (strider) lige så meget mod den sande fællesskabsånd som deres tilsidesættelse«, at beslutningen er truffet på et område, som henhører under medlemsstaternes enekompetence ;

13.

hvis denne indsigelse er korrekt, savner den nævnte beslutning ethvert grundlag i fællesskabsretten, og under en retssag, hvor Kommissionen i fællesskabets interesse forfølger en medlemsstats undladelse af at opfylde en forpligtelse, er det et grundlæggende krav ifølge retsordenen, at Domstolen efterprøver, om dette er tilfældet.

14.

Selv om medlemsstaterne i medfør af traktatens artikel 104 er forpligtet til at sikre ligevægten på deres globale betalingsbalance og opretholdelsen af tilliden til deres valuta, er de dog også i henhold til artiklerne 105 og 107 forpligtet til, af hensyn hertil, at samordne deres økonomiske politik og behandle deres valutapolitik som et spørgsmål af fælles interesse ;

15.

artiklerne 108, stk. 3 og 109, stk. 3, tillægger fællesskabsmyndighederne godkendelses- og interventionsbeføjelser, som vil være uden genstand, hvis det tillades medlemsstaterne, under påberåbelse af at deres fremgangsmåde udelukkende falder ind under valutapolitikken, ensidigt og uden disse myndigheders kontrol at fravige de forpligtelser, der for dem følger af traktatbestemmelserne;

16.

desuden bliver den solidaritet, der i medfør af traktatens artikel 5 ligger til grund for de nævnte forpligtelser såvel som for det samlede fællesskabssystem, udbygget til fordel for staterne ved den i artikel 108 fastsatte fremgangsmåde med gensidig bistand i tilfælde af, at en medlemsstat alvorligt trues af vanskeligheder med hensyn til sin betalingsbalance ;

17.

ved udøvelsen af den forbeholdte kompetence er det således ikke tilladt at træffe ensidige foranstaltninger, som er forbudt ifølge traktaten.

18.

Medlemsstaterne har med artikel 92 vedtaget, at al statsstøtte under enhver tænkelig form, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, er uforenelig med fællesmarkedet ;

19.

ifølge artikel 92, stk. 3, litra b) forholder det sig kun modsat i tilfælde af alvorlige forstyrrelser i en medlemsstats økonomi og under de i artikel 93 foreskrevne betingelser, dvs. efter Kommissionens og i påkommende tilfælde Rådets beslutning;

20.

en præferencesats for rediskontering ved udførsel, som en medlemsstat kun yder til fordel for udførte interne varer, for at disse i de andre medlemsstater kan konkurrere med de dér fremstillede varer, udgør en støtte i betydningen af artikel 92, hvis overholdelse Kommissionen skal sikre;

21.

hverken den omstændighed, at den omtvistede præferencesats er anvendelig på alle nationale varer som eksporteres, og kun på disse, eller den omstændighed, at den franske regering ved at indføre den har haft til hensigt at tilnærme denne sats til de i de andre medlemslande anvendte satser, kan fratage den omtvistede foranstaltning karakteren af en støtte, som er forbudt uden for de i traktaten foreskrevne tilfælde og fremgangsmåder ;

22.

det følger heraf, at en forudgående tilladelse fra Kommissionen var nødvendig for at indføre eller opretholde en præferencesats for rediskontering ved udførsel, og at Kommissionen ved at knytte denne tilladelse til formålstjenlige betingelser ikke har gjort indgreb i den kompetence, som er forbeholdt medlemsstaterne;

23.

nødvendigheden af nævnte tilladelse kan så meget desto mindre bestrides, som den franske regering ved sin skrivelse af 12. juni 1968 selv henvendte sig til Kommissionen for at anmode denne om at »opretholde og endog forhøje« præferencesatsen for rediskontering ved udførsel til andre lande i Fællesskabet.

24.

På grund af den omtvistede beslutnings endelige karakter er der ikke grund til at tage stilling til de andre søgsmålsgrunde, som den franske regering har fremført uden for de i traktaten fastsatte fremgangsmåder og frister, hvis overholdelse er påkrævet af hensyn såvel til medlemsstaterne selv som til Fællesskabet.

25.

Regeringen for Den franske Republik fremfører desuden, at opretholdelsen af forskellen mellem præferencesatsen for rediskontering og den almindeligt gældende sats efter den 1. november 1968 udgjorde en ny beskyttelsesforanstaltning i betydningen af traktatens artikel 109, der retfærdiggjordes af den nye valutakrise, som indtrådte i løbet af efteråret 1968;

26.

Kommissionen har ifølge regeringen ikke kunnet afbryde virkningerne af denne foranstaltning ved at forfølge en fremgangsmåde vedrørende en stats undladelse af at opfylde en forpligtelse, som angik en situation, der lå forud for de nævnte begivenheder, og den skulle have krænket traktatens artikel 109 ved at fremsætte den begrundede udtalelse af 18. december uden at tage hensyn til disse nye omstændigheder.

27.

Denne indsigelse kan antages til realitetsbehandling, da den støttes på nye faktiske omstændigheder, som er indtruffet efter beslutningen af 23. juli 1968.

28.

I nødsfald, og hvis Rådet ikke omgående træffer beslutning i medfør af artikel 108, stk. 2, tillader artikel 109, at medlemsstaten i forebyggende øjemed foretager en ensidig handling, og overlader den til denne at bedømme de omstændigheder, der nødvendiggør nævnte handling;

29.

da det imidlertid drejer sig om undtagelsesforanstaltninger, som kan fremkalde forstyrrelser i det fælles markeds funktion, kommer de kun i betragtning undtagelsesvis og forebyggende, og de gælder derfor kun foreløbigt, indtil efterprøvelsen af deres retmæssighed, der skal ske så hurtigt som muligt, og indtil gennemførelsen af en eventuel foranstaltning i medfør af artiklerne 108 og 109;

30.

på området for de af medlemsstaterne trufne ensidige foranstaltninger, som fraviger traktaten, er det et grundlæggende krav for det fælles markeds funktion, at fællesskabsmyndighederne griber ind inden for de kortest mulige frister;

31.

af hensyn til overholdelsen af dette krav er den stat, der gør brug af den i artikel 109, stk. 1, hjemlede undtagelsesbeføjelse, forpligtet til øjeblikkeligt — eller senest ved de nævnte foranstaltningers ikrafttræden — at underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom under udtrykkelig henvisning til denne bestemmelse ;

32.

disse forskrifter, der følger af selve arten af de ensidige beskyttelsesforanstaltninger, er ikke blevet iagttaget i det foreliggende tilfælde;

33.

selv om indholdet af den mundtlige meddelelse af 5. november 1968 er omstridt mellem parterne og ikke har kunnet fastslås, står det under alle omstændigheder fast, at brevet fra den franske regering af 13. december 1968 kun retfærdiggør opretholdelsen af den påtalte forskel ved nødvendigheden af at forhindre, at de franske virksomheders beregninger kuldkastes, og ved hensynet til, at forhøjelsen af den almindeligt gældende sats for rediskontering fra 5 til 6 %, som skete den 12. november 1968, lader spørgsmålet om fastsættelsen af satsen for rediskontering ved udførsel fremstå i et andet lys ;

34.

den på artikel 109 støttede indsigelse er således ubegrundet;

35.

regeringen for Den franske Republik gør dernæst gældende, at indsigelsen mod lovligheden af den begrundede udtalelse af 18. december 1968 under alle omstændigheder er begrundet og kan antages til realitetsbehandling.

36.

Denne udtalelse udgør alene en udenretlig fase i en fremgangsmåde, der eventuelt fører til sagens indbringelse for Domstolen, og bedømmelsen af denne udtalelses retmæssighed falder sammen med bedømmelsen af retmæssigheden af selve det søgsmål, som Kommissionen i medfør af artikel 169 kan indbringe for Domstolen;

37.

den søgsmålsgrund, som baseres på ulovligheden af den begrundede udtalelse må derfor forkastes.

38.

Følgelig udgør opretholdelsen efter den 1. november 1968 af en forskel på mere end 1,5 points mellem præferencesatsen for rediskontering ved udførsel til de andre medlemsstater og den almindeligt gældende sats en krænkelse af forpligtelserne i henhold til beslutning nr. 68/301/EØF af 23. juli 1968.

39.

Den franske regering anfører for det første til støtte for sit annullationssøgsmål, at den, for at kunne sikre udførslerne af varer fra stålindustrien en præferencesats for rediskontering, ikke i henhold til EKSF-traktaten var forpligtet til at ansøge om den tilladelse, som meddeltes den af Kommissionen den 6. juli 1968, fordi den fordel, som tillagdes de nævnte varer, var omfattet af en almindelig foranstaltning, som ikke var speciel for EKSF-området og derfor i forhold til traktaten hørte til den kompetence, som var forbeholdt staterne.

40.

Beslutningen af 6. juli 1968 er ikke inden for de i traktatens artikel 33 indeholdte frister blevet gjort til genstand for et annullationssøgsmål og må derfor anses for endelig.

41.

Medlemsstaterne kan ved udøvelsen af deres forbeholdte kompetence kun på de i selve traktaten foreskrevne betingelser fravige de forpligtelser, som er pålagt dem ved traktatens bestemmelser ;

42.

artikel 4 betegner især tilskud eller anden støtte ydet af staterne eller særlige byrder pålagt af dem, »i hvilken som helst form dette sker«, som uforenelige med fællesmarkedet for kul og stål ;

43.

artikel 67, der i stk. 2, andet afsnit fastsætter tilfælde, i hvilke Kommissionen kan tillade medlemsstaterne at yde støtte under fravigelse af artikel 4, sondrer ikke mellem særlig støtte på kul- og stålområdet og støtte] der finder anvendelse her som følge af en almindelig foranstaltning;

44.

en præferencesats for rediskontering ved udførsel udgør derfor en støtte, som ifølge artikel 67 skal godkendes af Kommissionen i det omfang, den vedrører kul- og stålområdet.

45.

Det foreliggende tilfælde falder ind under 2. afsnit af artikel 67, stk. 2, og ikke under denne bestemmelses 3. afsnit, således at Kommissionen skulle gribe ind ved en beslutning og ikke ved en henstilling;

46.

Kommissionen er således ikke trængt ind på det område, som er forbeholdt staterne, ved at have rettet henvendelse til regeringen for Den franske Republik med opfordring om at efterkomme traktatens bestemmelser og ved at knytte formålstjenlige betingelser til sin beslutning af 6. juli 1968;

47.

som følge af denne beslutnings endelige karakter er der ikke grund til at undersøge de øvrige indsigelser om ulovlighed, som er rettet mod den.

48.

Sagsøgeren anfører dog, at det, selv om de mod beslutningen af 6. juli 1968 fremførte indsigelser om ulovlighed ikke kan antages til realitetsbehandling, under alle omstændigheder er tilstedeligt at gøre indsigelse imod lovligheden af beslutningen af 18. december 1968, som er behæftet med de samme mangler som beslutningen af 6. juli 1968.

49.

Ifølge artikel 88 tjener den pågældende beslutning kun til at fastslå, at en medlemsstat har undladt at opfylde en forud eksisterende forpligtelse, og at indrømme den en sidste frist til at afhjælpe forholdet;

50.

denne beslutning har ikke i det foreliggende tilfælde pålagt staten andre forpligtelser end dem, som den i forvejen var bundet af;

51.

selv om den stat, der beskyldes for at have undladt at opfylde en forpligtelse, har ret til under proceduren ifølge artikel 88 at anfægte de nye gennemførelsesbetingelser, som beslutningen har pålagt den, kan denne ret dog ikke medføre, at diskussionen om lovligheden af den foranstaltning, som staten har undladt at efterkomme, genoptages efter udløbet af fristen for annullationssøgsmål;

52.

de mod beslutningen af 18. december 1968 fremførte indsigelser er på alle punkter identiske med dem, der er rejst mod beslutningen af 6. juli 1968, som beslutningen af 18. december kun skal sikre opfyldelsen af;

53.

disse anbringender vil derfor være at afvise.

54.

Den franske regering anfører subsidiært, at størrelsen af, vilkårene for og varigheden af den støtte, som tillades af Kommissionen, ifølge traktatens artikel 67, stk. 2, andet afsnit skal fastsættes af denne efter overenskomst med den pågældende stat, og selv om regeringen gav sit samtykke til beslutningen af 6. juli 1968, er der i oktober 1968 indtrådt nye faktiske omstændigheder i form af en ny valutakrise;

55.

den franske regering meddelte den 5. november og den 13. december 1968, at disse nye omstændigheder foranledigede den til ikke at formindske forskellen mellem satserne for rediskontering, og den tilbagekaldte således det samtykke, som den tidligere havde givet.

56.

Uafhængigt af spørgsmålet om vægten af disse omstændigheder følger det dog ikke af deres indtræden, at betingelserne for den tilladelse, som blev givet den 6. juli 1968, er blevet ugyldige, eller at den pågældende stat ensidigt kan frigøre sig fra forpligtelser, som den har påtaget sig;

57.

disse omstændigheder kan, inden for rammerne af EKSF-traktaten alene, kun retfærdiggøre en anmodning fra den franske regering om ændring af beslutningen af 6. juli 1968;

58.

da nævnte regering ikke har gjort brug af denne mulighed, har tilbagekaldelsen af dens samtykke ikke haft anden virkning end at bringe adgangen til at yde støtte til ophør;

59.

den franske regerings søgsmål vil derfor være at forkaste.

På grundlag af disse præmisser,

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand: