I sag 19/68

angående en anmodning til Domstolen indgivet af Sozialgericht Augsburg (6. afdeling) i henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab om. i den for nævnte ret verserende sag

GIOVANNI DE CICCO, håndværker, boende Villa Santa Maria, provinsen Chieti, Italien,

mod

LANDESVERSICHERUNGSANTSTALT SCHWABEN, Augsburg,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artiklerne 1, litra p), 24, 27 og følgende i Rådets forordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformanden A. Trabucchi og dommerne A. M. Donner, W. Strauß og P. Pescatore (refererende),

generaladvokat: J. Gand

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Præmisser

Ved kendelse af 5. august 1968, indgået til Domstolens justitskontor den 7. august 1968, har Sozialgericht Augsburg i henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab forespurgt Domstolen, om de bidragsperioder for forsikringen af selvstændige håndværkere (særlig afdeling af statsanstalten for social forsorg), som er tilbagelagt i Italien, er forsikringsperioder i den betydning, der er forudsat i artiklerne 1, litra p), 24, 27 og følgende i Rådets forordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere.

Det tilkommer ikke Domstolen inden for rammerne af nærværende sag at vurdere indholdet af lovgivningen i en af Fællesskabets medlemsstater i forhold til de nævnte bestemmelser i fællesskabsretten, idet denne funktion er forbeholdt den forelæggende ret, som har til opgave at sikre fællesskabsrettens anvendelse på den tvist, den har til behandling;

det således stillede spørgsmål drejer sig imidlertid hovedsagelig om fortolkningen af visse bestemmelser i forordning nr. 3 angående sammenlægning af bidragsperioder under en forsikringsordning for selvstændige håndværkere med perioder tilbagelagt under en almindelig social forsikringsordning med henblik på opnåelse af et krav på invalidepension.

A — Vedrørende Domstolens kompetence

Landesversicherungsanstalt Schwaben, sagsøgte i hovedsagen, bestrider muligheden af at tage det til Domstolen rettede spørgsmål under påkendelse på grund af påstået inkompetence hos den forelæggende ret og manglende retlig interesse hos sagsøgeren i hovedsagen.

Disse indvendinger angår udelukkende den forelæggende rets kompetence og muligheden for realitetsbehandling af den sag, der er anlagt ved nævnte ret;

det tilkommer ikke Domstolen at vurdere disse spørgsmål, hvis besvarelse udelukkende henhører under de nationale retters myndighedsområde;

Domstolen har gyldigt fået en sag forelagt og er forpligtet til at udtale sig, når en national ret anmoder den om en præjudiciel afgørelse af et af de spørgsmål, der er nævnt i traktatens artikel 177, såfremt den pågældende ret finder, at en afgørelse på dette punkt er nødvendig, før den afsiger sin dom;

den af sagsøgte i hovedsagen rejste indsigelse kan altså ikke tages til følge.

B — Vedrørende inddragelse af den italienske institution for social sikring under sagen

Subsidiært anmoder sagsøgte i hovedsagen Domstolen om at inddrage den pågældende italienske institution for social sikring under sagen i henhold til artiklerne 30 og følgende i forordning nr. 4 med det formål at prøve det krav på ydelser, som sagsøgeren i hovedsagen gør gældende;

sagsøgte påberåber sig i den henseende den meningsforskel, som skulle bestå mellem den nævnte institution, der svarer til den pågældende tyske institution, og den italienske regering, som det skulle fremgå af sidstnævntes holdning under den foreliggende sag.

En sag i henhold til traktatens artikel 177 indebærer, i overensstemmelse med artikel 20 i Domstolens statut, kun adgang for parterne i hovedsagen, medlemsstaterne, Kommissionen og i påkommende tilfælde Rådet til at indgive indlæg eller andre skriftlige udtalelser til Domstolen;

i medfør af denne bestemmelse har den italienske stat tilkendegivet sin opfattelse vedrørende rækkevidden af den italienske lov i forhold til de fællesskabsregler, der er omhandlet i spørgsmålet fra Sozialgericht Augsburg;

Domstolen kan ikke tillade, at andre personer eller institutioner end dem, der er nævnt i statuttens artikel 20, deltager i retsforhandlingerne;

under disse omstændigheder må begæringen om inddragelse under sagen af den italienske institution for social sikring, som er nævnt i artiklerne 30 og følgende i forordning nr. 4, afvises.

C — Vedrørende realiteten

På området for social sikring foreskriver traktatens artikel 51 vedtagelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved indførelsen af en ordning, som gør det muligt at sikre vandrende arbejdstagere bl. a. »sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme … retten til ydelser«;

i henhold til artikel 27, stk. 1 i forordning nr. 3, der i henhold til artiklerne 24, herunder bilag F, og 26, stk. 1 i samme forordning er analogisk anvendelig, foretages der, når en forsikret successivt har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, hvorefter ydelserne i tilfælde af invaliditet i princippet beregnes under hensynsyntagen til varigheden af de tilbagelagte perioder, sammenlægning af de efter hver enkelt medlemsstats lovgivning tilbagelagte forsikringsperioder i henseende til erhvervelse af retten til ydelser;

ifølge samme forordnings artikel 1, litra p) omfatter udtrykket »forsikringsperioder« de bidrags- eller beskæftigelsesperioder, der i den lovgivning vedrørende en forsikringsmæssig ordning, hvorefter de er tilbagelagt, betegnes eller betragtes som forsikringsperioder ;

i samme bestemmelses forstand betyder udtrykket »lovgivning« i henhold til artikel 1, litra b) de bestående og fremtidige love, forordninger og bestemmelser i enhver medlemsstat, som vedrører de socialsikringsordninger og — grene, der omhandles i forordnings artikel 2, stk. 1 og 2 ;

i kraft af disse bestemmelser gælder forordningen for alle almindelige og særlige ordninger for social sikring, som bl. a. omfatter invaliditetsydelser;

bilag B til samme forordning præciserer for sit vedkommende, som bestemt i artikel 3, at forordningen, særlig hvad angår Italien, gælder for lovgivningen vedrørende invalideforsikring ;

det fremgår af disse bestemmelser som helhed, at det materielle, anvendelsesområde for forordning nr. 3 hovedsagelig er fastlagt ved henvisning til anvendelsesområdet for de nationale lovgivninger vedrørende social sikring, som er nævnt i de omtalte bestemmelser.

Rækkevidden af forordning nr. 3 præciseres, hvad angår det personelle anvendelsesområde, i artikel 4, som bestemmer: »Nærværende forordning finder anvendelse på arbejdstagere og dermed ligestillede personer, som har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater …«;

denne bestemmelse forudsætter en vid kreds af begunstigede, idet den udstrækker forordningens bestemmelser til at omfatte ikke blot arbejdstagere i ordets snævre betydning men tillige alle, som må ligestilles med sådanne arbejdstagere;

i den henseende er artikel 4 påvirket af en almindelig tilbøjelighed i medlemsstaternes socialret til at udstrække områder for den sociale sikring til nye grupper af personer under hensyn til lighed i risiko og livsvilkår;

imidlertid kan det nøjagtige omfang af denne ligestilling kun fastlægges under hensyntagen til de nationale lovgivninger, hvortil forordningen henviser;

en sådan ligestilling finder sted, hver gang bestemmelserne i en almindelig ordning for social sikring i kraft af en national lovgivning udvides til en anden gruppe personer end de arbejdstagere, der er nævnt i forordning nr. 3, uden hensyn til den form eller fremgangsmåde, som anvendes af den nationale lovgiver;

selvstændige håndværkere må derfor betragtes som ligestillet med arbejdstagere, i det omfang de i kraft af bestemmelserne i en national lovgivning er beskyttet mod en eller flere farer som følge af udvidelse af ordninger, der gælder for arbejdstagere i almindelighed ;

følgelig er bidragsperioder tilbagelagt under disse omstændigheder forsikringsperioder i den betydning, der er forudsat i artiklerne 1, litra p), 24 og 27 og følgende i forordning nr. 3.

Ovenstående slutninger kan ikke anfægtes under henvisning til bestemmelserne i forordning nr. 4;

stort set er det formålet med bestemmelserne i denne forordning nærmere at gennemføre og at udfylde bestemmelserne i forordning nr. 3;

særligt er opregningerne i bilagene 7 og 9 til forordning nr. 4 uden betydning for besvarelsen af det Domstolen forelagte spørgsmål, idet artikel 27, stk. 1 i forordning nr. 3 sammenholdt med artikel 2, stk. 2 bestemmer, at sammenlægningen af forsikringsperioder i henseende til erhvervelse af retten til ydelser sker for alle perioder tilbagelagt i medfør af en ordning for social sikring, hvad enten denne betegnes som almindelig eller som særlig;

de nævnte bilag har i øvrigt kun deklaratorisk karakter, hvorfor omtalen eller udeladelsen af en ordning for social sikring i disse bilag ikke kan ændre en retstilstand, som følger af bestemmelserne i forordning nr. 3 i forbindelse med de nationale lovgivninger, der er nævnt i samme forordning.