1.

CONFÉDÉRATION NATIONALE DES PRODUCTEURS DE FRUITS ET LÉGUMES, med Sæde i Paris, repræsenteret af sin fungerende direktion,

2.

FÉDÉRATION NATIONALE DES PRODUCTEURS DE FRUITS, med sæde i Paris, repræsenteret af sin fungerende direktion,

3.

FÉDÉRATION NATIONALE DES PRODUCTEURS DE LÉGUMES, med sæde i Paris, repræsenteret af sin fungerende direktion,

1.

Ifølge EØF-traktatens artikel 173, stk. 2 kan fysiske eller juridiske personer kun indbringe klage over en retsakt fra Kommissionen eller Rådet, hvis denne retsakt enten er en beslutning, der retter sig til dem, eller en beslutning, som skønt den er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører dem umiddelbart og individuelt;

det følger heraf, at disse personer ikke har kompetence til at anlægge annullationssøgsmål mod Rådets eller Kommissionens forordninger;

Domstolen erkender, at den således ved Rom-traktaten indførte ordning med hensyn til antagelse til realitetsbehandling af annullationssøgsmål fra enkeltpersoner opstiller strengere betingelser end EKSF-traktaten;

det er imidlertid ikke Domstolens opgave at udtale sig om det hensigtsmæssige i denne ordning, da den klart fremgår af den bestemmelse, der skal behandles;

navnlig har Domstolen ikke mulighed for at tilslutte sig den fortolkning, som under den mundtlige forhandling er foreslået af en af sagsøgerne, og ifølge hvilken ordet »beslutning« i artikel 173, stk. 2 ligeledes skulle dække forordningerne;

denne udvidende fortolkning strider mod den.omstændighed, at der i artikel 189 foretages en skarp sondring mellem begreberne »beslutning« og »forordning«;

det er utænkeligt, at ordet »beslutning« i artikel 173 skulle være brugt i en anden end den tekniske betydning, der fremgår af artikel 189;

det fremgår af de foranstående betragtninger, at nuværende søgsmål må afvises fra realitetsbehandling, hvis den anfægtede retsakt udgør en forordning;

ved behandlingen af dette spørgsmål kan Domstolen ikke begrænse sig til retsaktens officielle betegnelse, men må i første række tage hensyn til dens genstand og indhold;

2.

ifølge EØF-traktatens artikel 189 er en forordning almengyldig og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, mens en beslutning kun er bindende for dem, den angiver at være rettet til;

kriteriet for sondringen skal søges i, om den pågældende retsakt er »almengyldig« eller ikke;

det væsentligste kendemærke ved en beslutning fremgår af begrænsningen til »dem, den angiver at være rettet til«, mens en forordning i det væsentlige er af normativ karakter og er anvendelig ikke blot på et begrænset antal angivne eller på anden måde identificerbare adressater men på abstrakt afgrænsende personkredse i deres helhed;

for i tvivlstilfælde at afgøre om der foreligger en beslutning eller en forordning, må det derfor undersøges, om den pågældende retsakt berører bestemte personer individuelt;

hvis en retsakt under disse omstændigheder af forfatteren er betegnet som en forordning og indeholder bestemmelser, som efter deres karakter ikke blot umiddelbart men også individuelt berører bestemte fysiske eller juridiske personer, må det erkendes, at i hvert fald disse bestemmelser — uafhængigt af spørgsmålet, om denne retsakt som helhed betragtet med rette kan betegnes som en forordning — ikke har forordningskarakter og derfor kan anfægtes af disse personer efter artikel 173, stk. 2;

3.

i det foreliggende tilfælde er den pågældende retsakt af forfatteren betegnet som en »forordning«;

sagsøgerne hævder imidlertid, at den anfægtede bestemmelse i virkeligheden har karakter af en »beslutning, som er udfærdiget i form af en forordning«;

det kan utvivlsomt forekomme, at også en beslutning har et meget vidt anvendelsesområde ;

man kan dog ikke betragte en retsakt som en beslutning, når den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og skaber umiddelbare retsvirkninger i alle medlemsstaterne for personkredse, som er bestemt på almen og abstrakt måde, i det mindste ikke, når det ikke er bevist, at den berører bestemte personer individuelt i artikel 173, stk. 2's forstand;

i det foreliggende tilfælde skaber den anfægtede bestemmelse umiddelbare virkninger i alle medlemsstaterne for personkredse, som er bestemt på almen og abstrakt måde;

artikel 9 i den anfægtede retsakt — den bestemmelse, som det i den foreliggende sag særligt drejer sig om — afskaffer inden for visse frister kvantitative importrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning for visse varer;

den indebærer desuden et afkald fra medlemsstaterne på at anvende bestemmelserne i traktatens artikel 44, dvs. især retten til midlertidigt at suspendere eller nedskære importen;

den nævnte artikel ophæver følgelig begrænsningerne for de erhvervsdrivendes frihed til at eksportere eller importere inden for Fællesskabet;

tilbage er at undersøge, om den anfægtede bestemmelse berører sagsøgerne individuelt;

selv om denne bestemmelse ved at forpligte staterne til at ophøre med eller afstå fra foranstaltninger, der kan begunstige landbrugsproducenterne, netop berører disses interesser og dermed også interesserne hos medlemmerne af de sagsøgende organisationer, må det dog fastslås, at disse medlemmer berøres af den nævnte bestemmelse på samme måde som alle andre landbrugsproducenter i Fællesskabet;

princippet om at en organisation i sin egenskab af repræsentant for en gruppe erhvervsdrivende skulle være individuelt berørt af en retsakt, som påvirker denne gruppes generelle interesse, kan i øvrigt ikke accepteres;

dette princip ville bevirke, at de særegne interesser hos medlemmerne af en gruppe, der som medlemmer berøres af ægte forordninger, blev forenet i et enkelt retssubjekt;

dette ville krænke traktatens system, som kun tillader annullationssøgsmål fra enkeltpersoner mod beslutninger, der angår dem som adressater, eller mod retsakter, der rammer dem på lignende måde;

under disse omstændigheder kan det ikke anerkendes, at den omtvistede bestemmelse berører sagsøgerne individuelt;

det følger af ovenstående, at sagsøgte med rette har betegnet den anfægtede bestemmelse som en forordning;

afvisningsindsigelsen er således velbegrundet, og sagen må afvises fra realitetsbehandling, uden at det er nødvendigt at behandle spørgsmålet, om organisationerne er søgsmålskompetente i alle tilfælde, hvor deres medlemmer er det.

På grundlag af disse præmisser,

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand:

Søgsmålene afvises fra realitetsbehandling.