Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023XC0505(01)

Meddelelse fra Kommissionen om forenklet behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser 2023/C 160/01

C/2023/2401

EUT C 160 af 5.5.2023, p. 1–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

5.5.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 160/1


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

om forenklet behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser

(2023/C 160/01)

I.   INDLEDNING

1.

Kommissionens erfaringer med anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) har vist, at visse kategorier af fusioner generelt betragtet sandsynligvis ikke vil give anledning til konkurrenceproblemer. Formålet med denne meddelelse er at fastsætte betingelserne for, i hvilke tilfælde Kommissionen vil behandle bestemte fusioner på en strømlinet måde, og at vejlede om den forenklede procedure, der er fastsat i bilag II til Kommissionens forordning (EU) 2023/914 af 20. maj 2023 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»gennemførelsesforordningen«) (2). Denne meddelelse erstatter meddelelsen fra 2013 (3) og finder anvendelse fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden.

2.

Kommissionen vil behandle fusioner, der opfylder betingelserne i punkt 5 i denne meddelelse, efter den forenklede procedure, forudsat at ingen af de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, finder anvendelse (4). For disse fusioner vedtager Kommissionen senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsen en kortfattet afgørelse, hvorved den erklærer en fusion forenelig med det indre marked efter fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra b) (5). Desuden kan Kommissionen under visse omstændigheder benytte fleksibilitetsklausulen i punkt 8 og 9 i denne meddelelse med henblik på at behandle bestemte fusioner, som ikke opfylder betingelserne i punkt 5 i denne meddelelse, efter den forenklede procedure, forudsat at ingen af de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, finder anvendelse (6). Kommissionen kan imidlertid indlede en undersøgelse og/eller vedtage en udførlig afgørelse efter fusionsforordningen for så vidt angår en planlagt fusion, selv om den planlagte fusion falder ind under kategorierne i denne meddelelse, navnlig hvis et af de forbehold eller et af de tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, finder anvendelse.

3.

Bestemte fusioner, der behandles efter den normale procedure, kan give anledning til horisontale overlapninger (7) eller vertikale forbindelser (8), der opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), i denne meddelelse. Forudsat at de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, ikke finder anvendelse, vil disse horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser blive vurderet på en strømlinet måde (dvs. på samme måde som i en kortfattet afgørelse) i Kommissionens endelige afgørelse under den normale procedure. Desuden kan Kommissionen under visse omstændigheder benytte fleksibilitetsklausulen i punkt 8 i denne meddelelse med henblik på en strømlinet måde under den normale procedure at vurdere visse horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser, forudsat at de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, ikke finder anvendelse.

4.

Med den procedure, der er skitseret i afsnit II til IV, vil Kommissionen gøre EU’s fusionskontrol mere målrettet og effektiv.

II.   KATEGORIER AF FUSIONER, DER KAN BEHANDLES EFTER DEN FORENKLEDE PROCEDURE

A.   Fusioner, der kan komme i betragtning

5.

Kommissionen vil principielt (9) anvende den forenklede procedure ved behandlingen af følgende kategorier af fusioner (10):

(a)

To eller flere virksomheder erhverver fælles kontrol over et joint venture-selskab, forudsat at joint venture-selskabet ikke har nogen nuværende eller forventet omsætning inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) (11), og at de deltagende virksomheder ikke har planer om at overføre aktiver inden for EØS til joint venture-selskabet på anmeldelsestidspunktet (12).

(b)

To eller flere virksomheder erhverver fælles kontrol over et joint venture-selskab, forudsat at det har ubetydelige aktiviteter inden for EØS-området. Dette omfatter fusioner, der opfylder samtlige følgende betingelser:

i)

joint-venture selskabets nuværende årlige omsætning og/eller omsætningen for de tildelte aktiviteter (13) samt den forventede årlige omsætning er på under 100 mio. EUR inden for EØS (14)

ii)

den samlede værdi af de planlagte overførsler af aktiver til joint venture-selskabet i EØS (15) er på under 100 mio. EUR på anmeldelsestidspunktet (16).

(c)

To eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver enekontrol eller fælles kontrol over en anden virksomhed, forudsat at ingen af fusionsparterne er aktive på det samme produktmarked og det samme geografiske marked (17) eller på et relevant produktmarked i et forudgående eller efterfølgende omsætningsled i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer (18).

(d)

To eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver enekontrol eller fælles kontrol over en anden virksomhed, og betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i) og ii), er opfyldt i henhold til alle plausible markedsafgrænsninger (19):

i)

den samlede markedsandel for alle de fusionsparter, der opererer på det samme produktmarked og det samme geografiske marked (20) (horisontal overlapning), opfylder mindst én af følgende betingelser (21):

aa)

den er lavere end 20 %

bb)

den er lavere end 50 %, og tilvæksten (delta) efter Herfindahl-Hirschman-indekset (HHI) som følge af fusionen er mindre end 150 (22).

ii)

de individuelle og den samlede markedsandel for alle de fusionsparter, der opererer på et produktmarked i et forudgående eller et efterfølgende omsætningsled i forhold til et produktmarked, hvor en eller flere af de andre fusionsparter opererer (vertikal forbindelse) (23), opfylder mindst én af følgende betingelser (24):

aa)

de er lavere end 30 % på markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled

bb)

de er lavere end 30 % på markedet i det forudgående omsætningsled, og de fusionsparter, der opererer på markedet i det efterfølgende omsætningsled, har en købsandel (25) på mindre end 30 % for så vidt angår input i forudgående omsætningsled

cc)

de er lavere end 50 % på både markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled, tilvæksten (delta) efter HHI-indekset som følge af fusionen er mindre end 150 på både markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled, og den mindste virksomhed med hensyn til markedsandel er den samme på markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled (26).

(e)

En part erhverver enekontrol over en virksomhed, som den i forvejen har fælles kontrol over.

6.

En fusion kan dog opfylde kriterierne for mere end én af de kategorier, der er omhandlet i denne meddelelse. Anmeldende parter kan således indgive en anmeldelse af en fusion på grundlag af mere end én kategori (27).

7.

Ved anvendelsen af punkt 5, litra c) og d), i forbindelse med erhvervelse af fælles kontrol betragtes de forbindelser, som kun eksisterer mellem de virksomheder, der erhverver fælles kontrol, ikke som horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser i henhold til denne meddelelse, når joint venture-selskabet ikke er aktivt på det samme produktmarked som de virksomheder, der erhverver fælles kontrol (28). Hvis joint venture-selskabet og de virksomheder, der erhverver fælles kontrol, er aktive på det samme produktmarked og geografiske marked, bør bestemmelsen af den samlede markedsandel imidlertid tage hensyn til aktiviteterne i alle de virksomheder, der er aktive på disse markeder. Hvis fusionen ikke medfører nogen tilvækst, og de horisontale overlapninger og vertikale forbindelser allerede eksisterer, tages sådanne allerede eksisterende overlapninger og forbindelser ikke i betragtning ved anvendelsen af punkt 5, litra c) og d).

B.   Fleksibilitetsklausul vedrørende anvendelse af den forenklede procedure i stedet for den normale procedure

8.

Kommissionen kan på anmodning af de anmeldende parter behandle bestemte fusioner, der ikke falder ind under en af kategorierne i punkt 5 i denne meddelelse, efter den forenklede procedure. Det kan være tilfældet, hvis to eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver enekontrol eller fælles kontrol over en anden virksomhed, og betingelserne i punkt 8, litra a) og b), er opfyldt for alle plausible markedsafgrænsninger (29):

(a)

Den samlede markedsandel for alle de fusionsparter, der er involveret i en horisontal overlapning, er lavere end 25 %.

(b)

De individuelle markedsandele og den samlede markedsandel for alle de fusionsparter, der indgår i en vertikal forbindelse, opfylder mindst én af følgende betingelser (30):

i)

de er lavere end 35 % på markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled

ii)

de er lavere end 50 % på ét marked, mens alle fusionsparternes individuelle og samlede markedsandel på alle de andre vertikalt forbundne markeder er lavere end 10 %.

9.

Kommissionen kan på anmodning af de anmeldende parter behandle bestemte fusioner, der ikke falder ind under en af kategorierne i punkt 5 i denne meddelelse, efter den forenklede procedure. Det kan være tilfældet, hvis en eller flere virksomheder erhverver fælles kontrol over et joint venture-selskab, og (31):

(a)

joint venture-selskabets nuværende årlige omsætning og omsætningen for de tildelte aktiviteter (32) er på under 150 mio. EUR i EØS (33), og

(b)

den samlede værdi af de planlagte overførsler af aktiver til joint venture-selskabet i EØS (34) er under 150 mio. EUR på anmeldelsestidspunktet (35).

10.

De kategorier, der er nævnt i punkt 8 og 9, anvendes alternativt og ikke kumulativt. For at undgå tvivl kan punkt 8 kombineres med punkt 5, litra d). De anmeldende parter kan derfor anmode om, at fleksibilitetsklausulen anvendes for visse markeder, forudsat at betingelserne i punkt 8 er opfyldt, og blive omfattet af den forenklede procedure, hvis alle de resterende markeder opfylder betingelserne i punkt 5, litra d).

C.   Forbehold og tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes

11.

I det følgende afsnit gives ikkeudtømmende eksempler på fusionsformer, der kan være udelukket fra den forenklede procedure.

12.

Hvis en eller flere af de omstændigheder, der er nævnt i dette afsnit, gør sig gældende, kan det foranledige Kommissionen til at meddele de anmeldende parter, at den forenklede behandling ikke er egnet til fusioner, der falder ind under punkt 5. Hvis en eller flere af de omstændigheder, der er beskrevet i dette afsnit, gør sig gældende, kan fleksibilitetsklausulen i punkt 8-9 normalt ikke anvendelse. I sådanne tilfælde vil Kommissionen kunne vende tilbage til den normale procedure.

C.1   Joint venture-selskaber med ubetydelige aktiviteter i EØS (punkt 5, litra b), og punkt 9)

13.

For fusioner, der henhører under punkt 5, litra b), eller punkt 9, kan det skønnes hensigtsmæssigt at anvende den normale procedure, hvis der eksisterer horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser mellem fusionsparterne, og det på grundlag deraf ikke kan udelukkes, at fusionen vil give anledning til alvorlig tvivl om dens forenelighed med det indre marked, eller hvis en af de særlige omstændigheder, der er anført i afsnit II, underafsnit C, gør sig gældende (36). Kommissionen kan desuden skønne det hensigtsmæssigt, at foretage en fuldstændig vurdering efter den normale fusionsprocedure, hvis visse joint venture-selskabers omsætning på anmeldelsestidspunktet ligger under den tærskel, der er fastsat i punkt 5, litra b), nr. i), eller punkt 9, men forventes væsentligt at overstige denne tærskel i EØS inden for de følgende tre år.

C.2   Vanskeligheder ved afgrænsningen af de relevante markeder

14.

Ved vurderingen af, om en fusion, der er omfattet af punkt 5, 8 eller 9, ikke desto mindre bør behandles efter den normale procedure, vil Kommissionen sikre, at alle relevante omstændigheder fastslås med tilstrækkelig klarhed. Da markedsafgrænsningen kan være et nøgleelement i denne vurdering, opfordres de anmeldende parter til at give oplysninger om eventuelle alternative markedsafgrænsninger, normalt før de indgiver anmeldelse (37). De anmeldende parter skal: i) beskrive alle alternative relevante produktmarkeder og geografiske markeder, hvor den anmeldte fusion kunne få virkninger, og ii) give alle data og oplysninger om afgrænsningen af disse markeder (38). Det tilkommer Kommissionen at træffe den endelige afgørelse om markedsafgrænsningen efter en analyse af sagens faktiske omstændigheder. Når det er vanskeligt at afgrænse de relevante markeder eller fastlægge fusionsparternes markedsandele, vil Kommissionen ikke anvende den forenklede procedure. På samme måde kan Kommissionen, hvis fusionen vedrører nye juridiske spørgsmål af almen interesse, afholde sig fra at vedtage kortfattede afgørelser og kan vende tilbage til den normale procedure.

C.3   Ikkekontrollerende aktieposter

15.

En fusionspart kan have betydelige ikkekontrollerende aktieposter i virksomheder, der er aktive på det eller de markeder, hvor en anden fusionspart er aktiv. En erhvervende virksomhed kan f.eks. have en ikkekontrollerende aktiepost i en virksomhed, der er aktiv på det/de samme marked(er) som målvirksomheden eller på et marked i et forudgående eller et efterfølgende omsætningsled i forhold til det eller de markeder, hvor målvirksomheden er aktiv. Hvis disse virksomheder har en meget betydelig markedsandel, er fusionen under visse omstændigheder muligvis ikke egnet til behandling efter den forenklede procedure, selv om fusionsparternes samlede markedsandel ligger under de tærskler, der er fastsat i punkt 5. Det samme kan gøre sig gældende, hvis en eller flere konkurrenter til en fusionspart har betydelige ikkekontrollerende aktieposter i nogen af de andre fusionsparter.

C.4   Andre aktiver af konkurrencemæssig værdi

16.

Visse typer af fusioner kan øge parternes markedsstyrke, selv om fusionsparterne ikke opererer på det samme marked. Det kan være tilfældet, hvis fusionen resulterer i kombinationen af teknologiske, finansielle eller andre ressourcer eller aktiver af konkurrencemæssig værdi, f.eks. råmaterialer, intellektuelle ejendomsrettigheder (f.eks. patenter, knowhow, design og varemærker), infrastruktur, et betydeligt brugergrundlag eller kommercielt værdifulde datalagre. Sådanne fusioner er muligvis ikke egnede til behandling efter den forenklede procedure.

C.5   Tilstødende, nært beslægtede markeder

17.

Behandling efter den forenklede procedure kan også være uegnet i forbindelse med fusioner, hvor mindst to af fusionsparterne er aktive på tilstødende, nært beslægtede markeder (39). Det kan især være tilfældet, når en eller flere af fusionsparterne individuelt eller tilsammen har en markedsandel på 30 % eller derover på et produktmarked, hvor der ikke findes horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser mellem fusionsparterne, men som er tilstødende til et marked, hvor en anden fusionspart er aktiv (40). Afgrænsningen af tilstødende markeder skal foretages i overensstemmelse med punkt 14 i denne meddelelse.

C.6   Omstændigheder nævnt i Kommissionens retningslinjer for vurdering af horisontale og ikke-horisontale fusioner og andre særlige omstændigheder

18.

Det er mindre sandsynligt, at Kommissionen anvender den forenklede procedure, hvis nogen af de særlige omstændigheder, der er anført i Kommissionens retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner og ikke-horisontale fusioner (41) og/eller i dette afsnit, gør sig gældende. Dette omfatter omstændigheder, hvor:

(a)

markedet allerede er koncentreret (navnlig når færre end tre konkurrenter ud over fusionsparterne har en betydningsfuld tilstedeværelse på markedet) (42)

(b)

de markedsandelstærskler, der er fastsat i punkt 5 eller 8 i denne meddelelse, overskrides med hensyn til kapacitet eller produktion på markeder, hvor disse parametre kan være vigtige (43)

(c)

en af fusionsparterne er kommet ind på markedet for nylig (44)

(d)

der opstår overlapninger på markeder, hvor produkterne er meget differentierede (45)

(e)

den planlagte fusion vil fjerne en betydelig faktisk eller potentiel konkurrencefaktor (46)

(f)

den planlagte fusion vil kombinere to vigtige innovatorer (47)

(g)

den planlagte fusion involverer en virksomhed, som har lovende produkter under udvikling (48)

(h)

fusionen vil fjerne potentielle konkurrenter (49)

(i)

der er tegn på, at den planlagte fusion vil gøre det muligt for fusionsparterne at hindre deres konkurrenter i at ekspandere eller i at få adgang til forsyninger eller markeder eller øge adgangsbarriererne (50)

(j)

den fusionerede enhed gennem integrationen vil få adgang til kommercielt følsomme oplysninger om konkurrenternes aktiviteter på markeder i forudgående eller efterfølgende omsætningsled (51)

(k)

fusionsparterne er aktive på markeder på forskellige trin i en værdikæde uden at indgå i en vertikal forbindelse, og de individuelle eller samlede markedsandele er 30 % eller derover på mindst ét af disse markeder.

19.

Desuden vil Kommissionen kunne foretage en fuldstændig vurdering efter den normale procedure, hvis der opstår problemer med samordning, jf. fusionsforordningens artikel 2, stk. 4 (52).

C.7   Overgang fra fælles kontrol til enekontrol

20.

Kommissionens hidtidige erfaringer har vist, at når der er tale om en overgang fra fælles kontrol til enekontrol, vil det undtagelsesvis kunne være nødvendigt med en nærmere undersøgelse og/eller en udførlig afgørelse. Der kan opstå konkrete konkurrenceproblemer i situationer, hvor en virksomhed, der tidligere var et joint venture-selskab, efterfølgende kun kontrolleres af en enkelt ejer og integreres i dennes koncern eller netværk, som følge af elimineringen af de begrænsninger, som tidligere var til stede grundet de eventuelt divergerende interesser blandt medejerne, og førnævnte joint venture-selskabs vedtagelse af en mindre konkurrencedygtig markedsstrategi. I en situation, hvor virksomhed A og virksomhed B i fællesskab kontrollerer joint venture-selskab C, vil en transaktion, hvor A overtager enekontrollen over C, eksempelvis kunne give anledning til konkurrenceproblemer, hvis: i) C er direkte konkurrent til A, ii) C og A tilsammen får en stærk position på markedet og iii) en del af den uafhængighed, C hidtil har haft, derved elimineres (53). I sager, hvor et sådant scenario kræver en mere indgående analyse, vil Kommissionen kunne vende tilbage til den normale procedure (54).

21.

Kommissionen vil også kunne vende tilbage til den normale procedure i tilfælde, hvor hverken Kommissionen eller de kompetente myndigheder i en medlemsstat har behandlet den forudgående erhvervelse af fælles kontrol med det pågældende joint venture-selskab.

C.8   Begrundede betænkeligheder med hensyn til konkurrencesituationen rejst af medlemsstater eller tredjeparter

22.

Kommissionen vil vende tilbage til den normale procedure, hvis en medlemsstat eller en stat i Den Europæiske Frihandelssammenslutning senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en kopi af anmeldelsen giver udtryk for begrundede betænkeligheder med hensyn til konkurrencesituationen ved den anmeldte fusion, eller hvis en tredjepart i bemærkninger fremsat inden for den frist, der gælder for sådanne bemærkninger, giver udtryk for begrundede betænkeligheder med hensyn til konkurrencesituationen.

C.9   Henvisningsanmodninger

23.

Den forenklede procedure finder ikke anvendelse, hvis en medlemsstat har anmodet om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til fusionsforordningens artikel 9, eller hvis Kommissionen accepterer en anmodning fra en eller flere medlemsstater om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til fusionsforordningens artikel 22.

C.10   Henvisninger af fusioner forud for deres anmeldelse efter anmodning fra de anmeldende parter

24.

Under iagttagelse af de i denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, opstillede forbehold og tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, vil Kommissionen kunne anvende den forenklede procedure på fusioner, hvor:

(a)

Kommissionen efter en begrundet erklæring fremsat i henhold til fusionsforordningens artikel 4, stk. 4, beslutter ikke at henvise sagen til en medlemsstat

(b)

sagen efter en begrundet erklæring i henhold til fusionsforordningens artikel 4, stk. 5, henvises til Kommissionen.

III.   PROCEDUREREGLER

A.   Transaktioner, der kan anmeldes direkte uden forudgående kontakter

25.

I henhold til fusionsforordningen kan anmeldende parter til enhver tid anmelde en fusion, hvis anmeldelsen er fuldstændig. Muligheden for at etablere kontakter inden anmeldelsen er en tjeneste, der tilbydes af Kommissionen til de anmeldende parter på frivillig basis for at forberede den formelle fusionsbehandlingsprocedure. Det kan være særdeles nyttigt for både de anmeldende parter og Kommissionen, at der føres kontakter forud for anmeldelsen, således at man f.eks. kan få afklaret, hvilke oplysninger der nærmere bestemt kræves i en anmeldelse. I de fleste tilfælde vil disse kontakter resultere i en betydelig reduktion af oplysningsmængden.

26.

På grundlag af Kommissionens erfaringer med anvendelsen af den forenklede procedure kan visse fusionskategorier, der kan komme i betragtning til behandling efter den forenklede procedure, og som er blandt dem, der er anført i punkt 5 i denne meddelelse, behandles på under de 25 arbejdsdage, der er fastsat i fusionsforordningens artikel 10, stk. 1. Dette skyldes, at disse transaktioner typisk kræver færre undersøgelsesforanstaltninger. Til eksempel kan fusioner, der falder ind under punkt 5, litra a) eller c), behandles efter en endnu mere strømlinet »superforenklet« procedure som beskrevet i nærværende underafsnit. I henhold til denne superforenklede procedure skal disse fusioner anmeldes ved at udfylde de relevante dele i den korte CO-formular (55) (navnlig del 7 med angivelse af typen af forenklet kategori). De anmeldende parter opfordres til at anmelde fusionen direkte uden forudgående kontakter.

B.   Kontakter forud for anmeldelsen af fusioner, der giver anledning til horisontale overlapninger eller ikke-horisontale forbindelser

27.

De anmeldende parter opfordres kraftigt til at etablere kontakter forud for anmeldelsen i sager, der giver anledning til horisontale overlapninger eller ikke-horisontale forbindelser mellem fusionsparternes aktiviteter (herunder produkter under udvikling). Dette omfatter sager, der falder ind under punkt 5, 8 eller 9 i denne meddelelse, forudsat at de fusionerende parters aktiviteter overlapper horisontalt eller er vertikalt forbundne eller tilhører tilstødende, nært beslægtede markeder. Der opfordres f.eks. kraftigt til at føre kontakter forud for anmeldelsen af en fusion, der falder ind under punkt 5, litra b), og som giver anledning til horisontale overlapninger eller ikke-horisontale forbindelser mellem parternes aktiviteter. Sådanne kontakter forud for anmeldelsen vil være særlig vigtige, hvis kriterierne i punkt 5, litra d), ikke er opfyldt for ét eller flere markeder.

28.

I tilfælde, der giver anledning til horisontale overlapninger eller ikke-horisontale forbindelser mellem de fusionerende parters aktiviteter, bør der indledes kontakter forud for anmeldelsen mindst to uger før den forventede anmeldelsesdato.

C.   Anmodning om tildeling af sagsbehandlere

29.

Før de anmeldende parter formelt indgiver en anmeldelse efter den forenklede procedure, skal de indgive en anmodning om tildeling af sagsbehandler. I anmodningen angives transaktionstypen, det punkt i denne meddelelse, den falder ind under, og den forventede anmeldelsesdato. I de tilfælde, der er nævnt i punkt 27, hvor de anmeldende parter anmelder fusionen direkte med ingen eller meget få kontakter forud for anmeldelsen, skal anmodningen om tildeling af sagsbehandlere indgives mindst en uge før den forventede anmeldelsesdato.

D.   Kortfattet afgørelse

30.

Hvis Kommissionen finder det godtgjort, at fusionen opfylder kriterierne for anvendelse af den forenklede procedure (jf. punkt 5, 8 og 9), vil den typisk vedtage en kortfattet afgørelse. Det gælder også i sager, der ikke giver anledning til nogen konkurrenceproblemer, og hvor den har modtaget en anmeldelse ved hjælp af CO-formularen (56). Den pågældende fusion vil dermed blive erklæret forenelig med det indre marked senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsen, jf. fusionsforordningens artikel 10, stk. 1 og 6. Kommissionen vil bestræbe sig på at vedtage en kortfattet afgørelse hurtigst muligt efter udløbet af de 15 arbejdsdage, medlemsstaterne har til at fremsætte anmodning om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til fusionsforordningens artikel 9. Inden udløbet af fristen på de 25 arbejdsdage vil Kommissionen imidlertid fortsat kunne beslutte at vende tilbage til den normale procedure og indlede undersøgelser og/eller vedtage en udførlig afgørelse, hvis den finder det hensigtsmæssigt. I sådanne tilfælde kan Kommissionen, medmindre den har modtaget en CO-formular, også betragte anmeldelsen som ufuldstændig i materiel henseende i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2.

E.   Offentliggørelse af den kortfattede afgørelse

31.

Kommissionen offentliggør en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at der er truffet en kortfattet afgørelse, ligesom den gør det ved udførlige godkendelsesafgørelser. Den offentlige version af den kortfattede afgørelse gøres tilgængelig på GD for Konkurrences websted. Den kortfattede afgørelse vil indeholde: i) de oplysninger angående den anmeldte fusion, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende på anmeldelsestidspunktet (parternes navne og oprindelseslande, fusionens art og relevante økonomiske aktiviteter), og ii) en bemærkning om, at fusionen er forenelig med det indre marked, fordi den falder ind under en eller flere af de kategorier, der er beskrevet i denne meddelelse, med nærmere angivelse af, hvilken eller hvilke kategorier der er tale om.

F.   Markeder, der er omfattet af punkt 5, litra d), eller punkt 8 i afgørelser truffet efter den normale procedure

32.

Bestemte fusioner, der behandles efter den normale procedure, kan give anledning til horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser, der opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), i denne meddelelse. Bestemte fusioner, der behandles efter den normale procedure, kan også give anledning til horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser, der opfylder betingelserne i punkt 8 i denne meddelelse. Den endelige afgørelse i disse sager vil ikke indeholde en detaljeret vurdering af sådanne horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser. I den forbindelse vil den endelige afgørelse indeholde en erklæring om, at visse horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser falder ind under en eller flere af de kategorier, der er beskrevet i denne meddelelse, idet den eller de relevante kategorier udtrykkeligt udpeges.

33.

Kommissionen kan beslutte at medtage en detaljeret vurdering af de horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser, der er udpeget i punkt 32, hvis en eller flere af de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. afsnit II, underafsnit C, i denne meddelelse, finder anvendelse.

IV.   ACCESSORISKE BEGRÆNSNINGER

34.

Den forenklede procedure egner sig ikke til de fusioner, hvor de deltagende virksomheder udtrykkeligt anmoder om en vurdering af begrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for en fusions gennemførelse.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»fusionsforordningen«) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1), findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:32004R0139.

(2)  EUT L 119 af 5.5.2023, s. 22.

(3)  Meddelelse fra kommissionen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT С 366 af 14.12.2013, s. 5), findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:52013XC1214(02).

(4)  Jf. afsnit II, underafsnit C, i denne meddelelse.

(5)  Anmeldelseskravene er fastsat i bilag I og II til gennemførelsesforordningen.

(6)  Jf. afsnit II, underafsnit C, i denne meddelelse.

(7)  En fusion giver anledning til horisontale overlapninger, når to eller flere af fusionsparterne opererer på det samme produktmarked og det samme geografiske marked, herunder udvikling af produkter under udvikling. Horisontale overlapninger, der involverer produkter under udvikling, omfatter overlapninger mellem produkter under udvikling og overlapninger mellem et eller flere markedsførte produkter og et eller flere produkter under udvikling. Produkter under udvikling er produkter, som sandsynligvis vil blive markedsført på kort eller mellemlang sigt. Produkter under udvikling omfatter også tjenesteydelser.

(8)  En fusion giver anledning til vertikale forbindelser, når en eller flere af fusionsparterne er aktive på et produktmarked i et forudgående eller efterfølgende omsætningsled i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer, inklusive udvikling af produkter under udvikling. Vertikale forbindelser, der involverer produkter under udvikling, omfatter forbindelser mellem produkter under udvikling og forbindelser mellem et eller flere markedsførte produkter og et eller flere produkter under udvikling.

(9)  Forudsat at de forbehold eller tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes, jf. denne meddelelses afsnit II, underafsnit C, ikke gør sig gældende.

(10)  En fusion, der opfylder alle betingelserne i en af de kategorier, der er nævnt i punkt 5, litra a), b), c), d) eller e), vil i princippet kunne komme i betragtning til den forenklede procedure. Dette betyder imidlertid ikke, at en transaktion automatisk vil være omfattet af den forenklede procedure, hvis den falder ind under en af disse kategorier. En transaktion kan f.eks. falde ind under punkt 5, litra b), men samtidig give anledning til horisontale overlapninger, der overstiger tærsklerne i punkt 5, litra d). I så fald kan Kommissionen vende tilbage til den normale fusionsprocedure, især hvis en af omstændighederne i afsnit II, underafsnit C, gør sig gældende.

(11)  Udtrykket »nuværende omsætning« henviser til joint venture-selskabets omsætning på anmeldelsestidspunktet. Joint venture-selskabets omsætning kan beregnes på grundlag af moderselskabernes eller joint venture-selskabets seneste reviderede regnskaber, for så vidt der foreligger særskilte regnskaber for de ressourcer, der er samlet i joint venture-selskabet. Udtrykket »forventet omsætning« henviser til den omsætning, der forventes genereret i de tre år, der følger efter anmeldelsen.

(12)  Ethvert aktiv, der rent faktisk overdrages eller påtænkes overdraget på tidspunktet for anmeldelsen til joint venture-selskabet, bør tages i betragtning, uanset hvornår dette aktiv rent faktisk vil blive overført til joint venture-selskabet.

(13)  Dette omfatter mange forskellige situationer. For eksempel:

ved fælles overtagelse af en virksomhed er det denne virksomheds (joint venture-selskabs) omsætning, der skal tages i betragtning

ved etablering af et joint venture, hvortil moderselskaberne overfører deres aktiviteter, er det omsætningen ved de overførte aktiviteter, der skal tages i betragtning

ved erhvervelse af en kontrollerende andel i et allerede eksisterende joint venture er det joint venture-selskabets omsætning og omsætningen ved de aktiviteter, som det nye moderselskab (eventuelt) tilfører, der skal tages i betragtning.

(14)  Se fodnote 11 for vejledning om beregning af joint venture-selskabers omsætning og om begreberne »nuværende« og »forventet« omsætning.

(15)  Jf. fodnote 12.

(16)  Den samlede værdi af joint venture-selskabets aktiver beregnes på grundlag af de enkelte moderselskabers senest opstillede og godkendte balance. Udtrykket »aktiver« omfatter: i) alle materielle og immaterielle aktiver, der overføres til joint venture-selskabet (eksempler på materielle aktiver: produktionsanlæg, engros- eller detailforretninger og varelagre; eksempler på immaterielle aktiver: intellektuelle ejendomsrettigheder, goodwill, produkter under udvikling eller FoU-programmer), og ii) ethvert finansieringsbeløb, herunder adgang til »kontanter«, kreditter eller garantier, som moderselskaberne måtte have ydet joint venture-selskabet.

(17)  Jf. Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5), findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:31997Y1209(01). I denne meddelelse skal henvisninger til virksomheders aktiviteter på markeder forstås som aktiviteter på markeder inden for EØS eller markeder, som omfatter EØS, men som også kan strække sig ud over EØS.

(18)  Jf. Kommissionens retningslinjer for vurdering af ikke-horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT C 265 af 18.10.2008, s. 6), fodnote 4, findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52008XC1018(03) (»retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner«). I forbindelse med denne meddelelse er det typisk en forudsætning for en vertikal forbindelse, at inputtet anvendes direkte i enheden i det efterfølgende omsætningsleds egen produktion (dvs. at det er integreret i produktet eller er strengt nødvendigt for produktionen af produktet i det efterfølgende omsætningsled), eller at inputtet videresælges af virksomheden i det efterfølgende omsætningsled (f.eks. forhandlere). Dette udelukker fjernforbindelser eller forbindelser med tjenester, der leveres til forskellige sektorer, såsom levering af elektricitet eller affaldsindsamling.

(19)  Tærsklerne for horisontale overlapninger og vertikale forbindelser gælder for enhver plausibel alternativ afgrænsning af produktmarked og geografisk marked, som måtte skulle tages i betragtning. Det er vigtigt, at de underliggende markedsafgrænsninger i anmeldelsen er tilstrækkeligt præcise til at begrunde den vurdering, at disse tærskler ikke er nået, og at alle plausible alternative markedsafgrænsninger, som måtte skulle tages i betragtning, er nævnt (herunder geografiske markeder, der er snævrere end de nationale markeder).

(20)  Jf. fodnote 17.

(21)  Hvis nogle af de plausible markeder, der er berørt af en transaktion, opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i), nr. aa), og andre opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i), nr. bb), vil transaktionen, for at undgå tvivl, blive anset for at opfylde betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i).

(22)  HHI beregnes som summen af kvadratsummen af alle virksomhedernes individuelle markedsandele på det pågældende marked. Jf. punkt 16 i Kommissionens retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT C 31 af 5.2.2004, s. 5), findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:52004XC0205(02) (»retningslinjerne om horisontale fusioner«). For at beregne HHI-delta som følge af en fusion er det imidlertid tilstrækkeligt at trække summen af kvadratsummen af parternes individuelle markedsandele fra kvadratsummen af summen af fusionsparternes markedsandele, dvs. kvadratsummen af den fusionerede enheds markedsandel efter fusionen (idet størrelsen af alle andre konkurrenters markedsandele forbliver uændrede og derfor ikke påvirker resultatet af ligningen).

(23)  Jf. fodnote 17 og 18.

(24)  Hvis nogle af de plausible markeder, der er berørt af en transaktion, opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i), nr. aa), og andre opfylder betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i), nr. bb), vil transaktionen, for at undgå tvivl, blive anset for at opfylde betingelserne i punkt 5, litra d), nr. i).

(25)  En virksomheds købsandel beregnes ved at dividere i) mængden eller værdien af virksomhedens indkøb af produkter på markedet i det forudgående omsætningsled med ii) den samlede størrelse af markedet i det forudgående omsætningsled (udtrykt i mængde eller værdi).

(26)  Denne kategori har til formål at opfange små stigninger i en allerede eksisterende vertikal integration. Virksomhed A, der er aktiv på markedet i det forudgående og markedet i det efterfølgende omsætningsled (med en andel på 45 % på hvert marked), erhverver f.eks. virksomhed B, der er aktiv på det samme marked i det forudgående og det efterfølgende omsætningsled (med en andel på 0,5 % på hvert marked). Denne kategori omfatter ikke situationer, hvor størstedelen af den vertikale integration skyldes transaktionen, selv om de samlede markedsandele er på under 50 %, og HHI-delta er mindre end 150. Denne kategori tager f.eks. ikke højde for følgende situation: Virksomhed A, som er aktiv på markedet i det forudgående omsætningsled med en markedsandel på 45 % og på markedet i det efterfølgende omsætningsled med en markedsandel på 0,5 %, erhverver virksomhed B, som er aktiv på markedet i det forudgående omsætningsled med en markedsandel på 0,5 % og på markedet i det efterfølgende omsætningsled med en markedsandel på 45 %.

(27)  Når en fusion falder ind under mere end én forenklet kategori, bør de anmeldende parter udtrykkeligt angive dette i anmeldelsesformularen.

(28)  Disse overlapninger eller forbindelser kan imidlertid give anledning til samordning som omhandlet i fusionsforordningens artikel 2, stk. 4, og kan behandles i overensstemmelse med punkt 19 i denne meddelelse.

(29)  Jf. fodnote 17.

(30)  Hvis nogle af de plausible markeder, der er berørt af en transaktion, opfylder betingelserne i punkt 8, litra b), nr. i), og andre opfylder betingelserne i punkt 8, litra b), nr. ii), vil transaktionen, for at undgå tvivl, blive anset for at opfylde betingelserne i punkt 8, litra b).

(31)  En fusion, der opfylder alle betingelserne i en af de kategorier, der er nævnt i punkt 8 eller 9, vil i princippet kunne være omfattet af fleksibilitetsklausulen. Dette betyder imidlertid ikke, at en transaktion automatisk vil være omfattet af den forenklede procedure, hvis den falder ind under en af disse kategorier. En transaktion kan f.eks. falde ind under punkt 9, men også give anledning til horisontale overlapninger, der overstiger tærsklerne i punkt 5, litra d), eller punkt 8. I så fald er det ikke sikkert, at Kommissionen accepterer at behandle sagen efter den forenklede procedure.

(32)  Jf. fodnote 13.

(33)  Se fodnote 11 for vejledning om beregningen af joint venture-selskabers omsætning og om begrebet »nuværende« omsætning.

(34)  Jf. fodnote 12.

(35)  Jf. fodnote 16.

(36)  I tilfælde, der falder ind under punkt 5, litra b), eller punkt 9, hvor fusionsparternes aktiviteter giver anledning til horisontale overlapninger eller vertikale forbindelser, skal de anmeldende parter fremlægge alle data og oplysninger om afgrænsningen af disse markeder.

(37)  Jf. punkt 28.

(38)  Ligesom ved alle andre anmeldelser kan Kommissionen tilbagekalde en sådan kortfattet afgørelse, hvis den er baseret på urigtige oplysninger, som en af de deltagende virksomheder har ansvaret for (jf. fusionsforordningens artikel 6, stk. 3, litra a)).

(39)  Produktmarkeder klassificeres som tilstødende, nært beslægtede markeder, når produkterne er komplementære, eller når de tilhører et produktsortiment, der generelt købes af den samme kundekategori til samme anvendelsesformål.

(40)  Jf. punkt 25 og afsnit V i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(41)  Jf. retningslinjerne om horisontale fusioner og retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(42)  Jf. punkt 17 i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 36 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner. Tilstedeværelsen på markedet kan anses for at være betydningsfuld, når en konkurrent har en markedsandel på 5 % eller derover.

(43)  Jf. Kommissionens afgørelse af 19. september 2019 i sag M.8674, BASF/Solvays Polyamide Business, betragtning 475.

(44)  Jf. punkt 37 i retningslinjerne om horisontale fusioner.

(45)  Jf. punkt 28 i retningslinjerne om horisontale fusioner.

(46)  Jf. punkt 37 i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 7 og punkt 26, litra c), i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(47)  Jf. punkt 38 i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 26, litra a), i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(48)  Jf. punkt 38 i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 26, litra a), i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(49)  Jf. punkt 58 i retningslinjerne om horisontale fusioner.

(50)  Jf. punkt 36 i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 29, 49 og 75 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(51)  Jf. punkt 78 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(52)  Jf. punkt 39 ff. i retningslinjerne om horisontale fusioner og punkt 26 i retningslinjerne om ikke-horisontale fusioner.

(53)  Kommissionens afgørelse af 17. december 2008 i sag M.5141, KLM/Martinair, betragtning 14-22.

(54)  Kommissionens beslutning af 18. september 2002 i sag M.2908, Deutsche Post/DHL (II).

(55)  Jf. bilag II til gennemførelsesforordningen.

(56)  Jf. bilag I til gennemførelsesforordningen.


Top