EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52023PC0281
Proposal for a COUNCIL DECISION authorising Member States to become or remain parties, in the interest of the European Union, to the Convention of 13 January 2000 on the International Protection of Adults
Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne
Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne
COM/2023/281 final
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.5.2023
COM(2023) 281 final
2023/0170(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
EU sigter mod at skabe, opretholde og udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der sikres fri bevægelighed for personer, adgang til domstolsprøvelse og fuld respekt for de grundlæggende rettigheder.
Dette mål bør også omfatte grænseoverskridende beskyttelse af voksne, der
som følge af deres personlige evners begrænsning eller utilstrækkelighed ikke er i stand til at varetage deres interesser ("voksne"). En voksen er en person, der er fyldt 18 år.
Antallet af voksne i sådanne situationer i EU er stigende på grund af den aldrende befolkning og den dermed forbundne forekomst af aldersrelaterede sygdomme og det stigende antal personer med handicap. Afhængigt af den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor de bor, kan de være omfattet af en beskyttelsesforanstaltning truffet af en domstol eller en administrativ myndighed, eller de kan støttes af en tredjepart, som de på forhånd (gennem repræsentationsbeføjelser) har udpeget til at varetage deres interesser.
Voksne kan være nødt til at forvalte deres aktiver eller fast ejendom i et andet land, modtage akut lægebehandling eller planlagt lægebehandling i udlandet eller flytte til et andet land af forskellige årsager.
I disse grænseoverskridende situationer bliver voksne mødt med medlemsstaternes komplekse og undertiden modstridende regler. Disse omfatter afgørelse af, hvilken domstol eller anden myndighed der har kompetence til at træffe beskyttelsesforanstaltninger, hvilken lovgivning der finder anvendelse på deres sag, og hvordan en afgørelse, der er truffet, eller de repræsentationsbeføjelser, der er etableret i udlandet, skal anerkendes eller gennemføres. Dette fører til situationer, hvor voksne, deres familier og deres repræsentanter oplever betydelig retsusikkerhed med hensyn til, hvilke regler der skal gælde for deres sag, og med hensyn til resultatet af de procedurer og formaliteter, de skal gennemføre. For at sikre, at deres beskyttelse fortsat er effektiv på tværs af grænserne, eller at de har adgang til deres rettigheder i udlandet, er de ofte nødt til at gennemgå lange og dyre retssager. I nogle tilfælde anerkendes deres beskyttelse og de beføjelser, der tillægges deres repræsentant, i sidste ende hverken af domstole eller af udenretslige aktører såsom banker, sundhedspersonale eller ejendomsmæglere.
Den 13. januar 2000 blev konventionen om international beskyttelse af voksne (HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne) vedtaget inden for rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret (HCCH), den mellemstatslige organisation, hvis formål er "at arbejde for en gradvis harmonisering af de internationale privatretlige regler" 1 . Denne konvention indeholder et omfattende sæt regler om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af beskyttende retsmidler og bestemmelser om, hvilken lov der finder anvendelse på repræsentationsbeføjelser, og som giver sådanne beføjelser virkning i en grænseoverskridende sammenhæng. Den indfører også samarbejdsmekanismer mellem de kontraherende staters kompetente myndigheder og mellem de kontraherende staters centrale myndigheder.
Denne konvention betragtes i vid udstrækning som et effektivt og fleksibelt internationalt privatretligt instrument, der er egnet til formålet på globalt plan. Det seneste arbejde, der er udført under det særlige udvalg om den praktiske gennemførelse af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne 2 , vil snart give fagfolk nyttige værktøjer til korrekt anvendelse heraf, f.eks. en praktisk håndbog.
Det er dog kun 12 EU-medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er parter i konventionen 3 . Alle medlemsstaters ratifikation og tiltrædelse af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne har længe været et mål for EU.
Siden 2008 har HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne nydt utvetydig opbakning fra Rådet for Den Europæiske Union 4 , Europa-Parlamentet 5 og Kommissionen 6 . En bred ratifikation af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne i og uden for medlemsstaterne er afgørende for, at konventionen kan fungere effektivt. Parlamentet har aktivt støttet alle medlemsstaters ratifikation af konventionen samt et muligt EU-lovgivningsinitiativ som supplement til HCCH 2000-konventionen om beskyttelse voksne.
Fra den 5. til den 8. december 2018 afholdt Kommissionen og HCCH en international fælles konference for at fremme ratifikationen af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne og undersøge eventuelle mangler, der ville kræve yderligere handling 7 .
Den 3. maj 2021 skrev justitsministrene fra Tjekkiet, Frankrig og Slovenien til Kommissionen for at anmode Kommissionen om at fremskynde sit forberedende arbejde med et lovgivningsinitiativ.
I juni 2021 blev der vedtaget rådskonklusioner 8 , som bl.a. opfordrede medlemsstaterne til at ratificere HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne så hurtigt som muligt og opfordrede Kommissionen til at overveje et eventuelt behov for en retlig ramme i EU for at lette udbredelsen af beskyttelsesforanstaltninger og om nødvendigt fremsætte lovgivningsforslag.
I 2021-2022 afholdt det portugisiske, franske og tjekkiske formandskab forskellige arrangementer for at øge bevidstheden om dette spørgsmål.
Til trods for disse aktiviteter er ratifikationstempoet for konventionen stadig for langsomt. I nogle medlemsstater har udkastet til lovforslaget om gennemførelse af ratifikationen været under behandling i de nationale parlamenter i årevis, eller det er ikke blevet fremsendt af regeringen, til trods for at det forberedende arbejde er afsluttet. Andre medlemsstater anvender konventionen delvist i praksis (navnlig reglerne om kompetence og lovvalg) uden at tage initiativ til formelt at ratificere konventionen. Dette indebærer, at der udpeges en central myndighed for at gøre samarbejdet mellem de kontraherende stater effektivt.
På denne baggrund har Kommissionen besluttet at forelægge et initiativ med henblik på at bemyndige de medlemsstater, der endnu ikke er parter i konventionen, til at ratificere eller tiltræde den. Der henvises til dette initiativ i Kommissionens årlige arbejdsprogram 2022: "Vi vil foreslå foranstaltninger [...] med henblik på at styrke det retlige samarbejde om beskyttelse af sårbare voksne i grænseoverskridende situationer."
Da HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne er åben for undertegnelse og ratifikation for stater, der var medlemmer af Haagerkonferencen om International Privatret den 2. oktober 1999 9 (konventionens artikel 53), skal følgende medlemsstater både undertegne og ratificere konventionen: Bulgarien, Spanien, Kroatien, Ungarn, Rumænien, Slovenien, Slovakiet og Sverige. Derimod vil Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Polen kun skulle ratificere konventionen, da de allerede har undertegnet den. Litauen vil skulle tiltræde den, da det har været medlem af Haagerkonferencen om International Privatret siden den 23. oktober 2001.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Der findes i øjeblikket ingen EU-lovgivning om grænseoverskridende beskyttelse af voksne. Dette forslag er imidlertid en del af en pakke med et forslag fra Kommissionen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger, officielt bekræftede dokumenter og beføjelser til repræsentation og samarbejde i civilretlige spørgsmål vedrørende beskyttelse af voksne. Forslaget indeholder bestemmelser om anvendelse i medlemsstaterne af nogle af reglerne i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne og fastsætter supplerende regler for at fremme et endnu tættere samarbejde inden for EU på dette område.
Nærværende forslag vedrører ratifikation og tiltrædelse for de medlemsstater, der endnu ikke er part i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, som er det eneste internationale instrument, der beskæftiger sig med internationale privatretlige spørgsmål vedrørende grænseoverskridende beskyttelse af voksne.
Begge forslag vedrører international privatret, et veludviklet politikområde i EU. Siden 2000 har EU vedtaget en række retsakter om samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger. Ingen af disse retsakter regulerer imidlertid de grænseoverskridende aspekter af personers rets- og handleevne 10 eller beskyttelsen af voksne, der "som følge af deres personlige evners begrænsning eller utilstrækkelighed" 11 ikke er i stand til at varetage deres egne interesser.
Den foreslåede forordning vil finde anvendelse i medlemsstaterne, mens HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne vil finde anvendelse over for tredjelande, der er kontraherende stater i konventionen. Eftersom voksne i EU kan have forbindelser til både medlemsstater og tredjelande (f.eks. eje ejendom eller have personlige forbindelser der), er en sammenhængende international privatretlig ramme for beskyttelse af voksne i både EU og tredjelande, der er parter i konventionen, afgørende for at sikre beskyttelse af voksne i internationale situationer.
De to forslag supplerer således hinanden og fremlægges derfor samlet.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
EU og dets medlemsstater er parter i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD), som siden dens vedtagelse i 2006 har udgjort det internationale grundlag for rettighederne for personer med handicap.
Artikel 3, litra c), i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne indeholder bestemmelser, der angiveligt favoriserer eller støtter alternative beslutningsforanstaltninger (hovedsagelig på grund af anvendelsen af udtrykket "værgemål, samværgemål og lignende institutioner"). Der er blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt dette kunne fremme eller tillade anerkendelse af foranstaltninger, der indfører en substitueret beslutningstagning i stedet for en støttet beslutningstagning, og om det ville være i strid med voksnes ret til autonomi og lighed.
Sammenhængen og komplementariteten mellem HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne og de rettigheder, der er fastsat i UNCRPD, er blevet anerkendt ved flere lejligheder, f.eks. i de konklusioner og henstillinger (konklusion 2 og 3), der blev vedtaget på ovennævnte fælles konference mellem Kommissionen og Haagerkonferencen i 2018 12 .
HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne er et internationalt privatretligt instrument. Den er neutral i forhold til den materielle ret, som ikke foreskriver nogen form for foranstaltninger, og i præamblen lægger den først og fremmest vægt på den voksnes interesse og respekten for den voksnes værdighed og autonomi. Ved at lette det grænseoverskridende samarbejde og fjerne juridiske og praktiske hindringer fremmer den nogle vigtige mål i UNCRPD. Blandt disse er bestemmelserne i artikel 12 om lighed for loven og i artikel 32 om internationalt samarbejde, for hvilke HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne indfører et system af centrale myndigheder.
Desuden er det ikke alle personer med handicap, der har behov for grænseoverskridende beskyttelse som omhandlet i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, men kun dem, der ikke er i stand til at varetage deres egne personlige eller finansielle interesser. Omvendt er det ikke alle voksne, hvis psykosociale evner er forringet, der har et handicap.
Det er også værd at minde om, at UNCRPD-komitéen i sin rapport fra 2015 om gennemførelsen af UNCRPD i EU udtrykte bekymring over de hindringer, som personer med handicap står over for, når de flytter fra en medlemsstat til en anden. Komitéen anbefalede, at EU "straks tager skridt til at sikre, at alle personer med handicap og deres familier kan nyde godt af deres ret til fri bevægelighed på lige fod med andre" 13 .
En juridisk undersøgelse blev bestilt af den særlige rapportør om rettigheder for personer med handicap 14 , og en tilhørende fælles erklæring 15 blev fremsat af den særlige rapportør om rettigheder for personer med handicap og den uafhængige ekspert om ældres udøvelse af alle menneskerettigheder. Disse har afklaret spørgsmålet ved at konkludere, at HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne giver tilstrækkelig plads til fortolkning og praktiske forbedringer, og at den kan udvikle sig til at afspejle moderniseringen af de nationale love. Den særlige rapportør minder om, at HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne indeholder bestemmelser, der har til hensigt at undgå enhver konflikt med UNCRPD, og at begge instrumenter kan og bør supplere hinanden. EU og alle dens medlemsstater skal udnytte muligheden for fortolkning på en sådan måde, at det sikres, at konventionen overholdes.
Ved anvendelsen af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne er de kontraherende stater, der også er parter i UNCRPD, forpligtet til at respektere UNCRPD og principperne heri. Det er også fast retspraksis ved Den Europæiske Unions Domstol, at internationale konventioner udgør en integrerende del af EU-retten, således at deres gennemførelse skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet som et generelt princip i EU-retten 16 .
I marts 2021 vedtog Kommissionen strategien for rettigheder for personer med handicap 2021-2030 17 . Dette vedrører navnlig spørgsmålet om "bedre adgang til domstolsprøvelse, retsbeskyttelse, frihed og sikkerhed" for personer med handicap. For at opnå dette resultat er det blandt de forskellige initiativer udtrykkeligt anført, at "Kommissionen vil samarbejde med medlemsstaterne om at gennemføre Haagerkonventionen af 2000 om international beskyttelse af sårbare voksne i overensstemmelse med FN's handicapkonvention, bl.a. gennem en undersøgelse af beskyttelsen af sårbare voksne i grænseoverskridende situationer, navnlig personer med intellektuel funktionsnedsættelse, for at bane vejen for alle medlemsstaters ratifikation af Haagerkonventionen" 18 .
Kommissionens juridiske undersøgelse blev gennemført i 2021 19 og nåede bl.a. til den konklusion, at alle medlemsstaters ratifikation af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne ville løse nogle af de problemer, der er forbundet med de betydelige mangler og uoverensstemmelser, der findes i den grænseoverskridende beskyttelse af voksne.
Når denne afgørelse er vedtaget af Rådet, vil HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne blive en del af EU-retten. Den kan således fortolkes af Den Europæiske Unions Domstol i lyset af både EU's generelle principper — sikring af den frie bevægelighed for personer, adgang til domstolsprøvelse og fuld respekt for de grundlæggende rettigheder — og UNCRPD.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Dette forslag vedrører bemyndigelse af visse medlemsstater til at ratificere eller tiltræde en international konvention i EU's interesse. Samarbejde på det civil- og handelsretlige område er omfattet af artikel 81 i TEUF, der således er retsgrundlaget for EU's kompetence på området. Det gældende retsgrundlag er derfor artikel 218, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) sammenholdt med det materielle retsgrundlag i artikel 81, stk. 2, i TEUF.
Artikel 81, stk. 3, i TEUF finder ikke anvendelse, da den grænseoverskridende beskyttelse af voksne ikke er et familieretligt anliggende.
Begrebet "familieret" som omhandlet i artikel 81, stk. 3, i TEUF skal fortolkes selvstændigt uanset definitionen i medlemsstaternes nationale lovgivning.
Indtil videre har EU-lovgivningen fortolket begrebet temmelig strengt og begrænset det til de regler, der regulerer familieforhold, såsom ægteskabssager, forældreansvar og underholdspligt.
Det er ikke usædvanligt, at sårbare voksne nyder beskyttelse af familiemedlemmer. I nogle medlemsstater tillægges den retlige beskyttelse af sårbare voksne i henhold til loven ægtefællen eller familiemedlemmer. Den voksnes familie er imidlertid, hvis den voksne har en familie, blot en af de sammenhænge, hvor beskyttelsen kan sikres. Inddragelse af familiemedlemmer er ikke et nødvendigt krav og er heller ikke reguleret af regler i international privatret. Det afgørende med hensyn til beskyttelsen af voksne er derimod den støtte, der ydes, og sikringen af den voksnes ret til værdighed, selvbestemmelse, ikkeforskelsbehandling og social inklusion, uanset vedkommendes familiemæssige forhold.
Det skal bemærkes, at HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne ikke indeholder nogen henvisning til familieforhold (såsom "forælder", "børn" eller "ægtefælle"), i modsætning til EU-forordningerne om familieretlige spørgsmål.
Den foreslåede forordning vil supplere HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne og indarbejde nogle af konventionens regler, navnlig reglerne om international kompetence og lovvalg, således at de finder direkte anvendelse i medlemsstaterne.
I henhold til EU-Domstolens faste retspraksis er der derfor en risiko for, at HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne kan påvirke eller ændre anvendelsesområdet for den foreslåede forordning.
Anvendelsesområdet for EU-regler kan påvirkes eller ændres af internationale forpligtelser, når sådanne forpligtelser vedrører et område, der allerede i vid udstrækning er omfattet af sådanne regler, eller i lyset af den forventede udvikling i EU-retten, som i det foreliggende tilfælde 20 .
Derfor henhører HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne under Unionens enekompetence i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i TEUF.
EU har derfor kompetence til at bemyndige medlemsstaterne til at blive parter i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne.
Da det kun er stater, der kan blive part i konventionen, som ikke indeholder en klausul, der gør det muligt for EU at blive part, kan medlemsstaterne ratificere og tiltræde den og handle i Unionens interesse i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols faste retspraksis 21 .
Et lignende initiativ blev allerede taget i 2008 for at bemyndige visse medlemsstater til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af børn 22 .
I henhold til protokol nr. 21, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er retsakter, der vedtages på det retlige område, ikke bindende eller gældende i Irland. Når der er fremlagt et forslag på dette område, kan Irland imidlertid meddele, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af foranstaltningen, og når foranstaltningen er vedtaget, kan Irland meddele, at det ønsker at acceptere foranstaltningen.
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
•Proportionalitetsprincippet
Nærværende forslag er udarbejdet i overensstemmelse med allerede vedtagne rådsafgørelser om bemyndigelse af medlemsstaterne til at tiltræde en international konvention. Den går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om en sammenhængende EU-indsats med hensyn til grænseoverskridende beskyttelse af voksne ved at sikre, at medlemsstater, der endnu ikke er parter i konventionen, ratificerer eller tiltræder HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne inden for en given tidsramme.
Det er også underforstået, at medlemsstaterne bevarer deres kompetence med hensyn til regulering af vedtagelsen af materielle regler om beskyttelse af voksne.
Forslaget er derfor i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
•Valg af retsakt
Da forslaget vedrører en international aftale, som visse medlemsstater skal ratificere og tiltræde i Unionens interesse, er det eneste instrument, der finder anvendelse, en rådsafgørelse i henhold til artikel 218, stk. 6.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interessenter
Forud for dette forslag blev der sammen med det parallelle forslag til forordning på området afholdt intense og omfattende høringer af de berørte parter.
Den åbne offentlige høring 23 og indkaldelsen af feedback 24 blev gennemført i begyndelsen af 2022. Et flertal af respondenterne, herunder medlemsstater og faglige organisationer, der repræsenterer advokater og notarer, støttede et EU-initiativ, der ville forpligte medlemsstaterne til at ratificere HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne. De opfordrede også til et EU-instrument som supplement til konventionen. En NGO, en paraplyorganisation til beskyttelse af rettigheder for personer med handicap, udtrykte bekymring over de grundlæggende rettigheder for voksne med handicap, hvis et EU-instrument ville fremme udbredelsen af beslutninger, der var truffet i strid med UNCRPD og de grundlæggende rettigheder for voksne med handicap. Dette er et tilbagevendende spørgsmål vedrørende forholdet mellem UNCRPD og HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, som er blevet behandlet i studiet og den fælles erklæring, der er nævnt i fodnote 14 og 15.
Som led i høringsstrategien blev der afholdt et uformelt onlinemøde med interessenter den 29. september 2022. Desuden afholdt Kommissionen den 27. oktober 2022 et onlinemøde med eksperter fra medlemsstaterne for at oplyse om initiativet om beskyttelse af voksne og udveksle indledende synspunkter.
Endelig blev Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område (EJN-Civil) på mødet den 7.-8. november 2022 hørt om dets mulige rolle i et fremtidigt initiativ.
Sammenfattende blev der i forbindelse med alle høringsaktiviteter givet udtryk for stærk støtte og generelt positiv feedback om HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne. Desuden viste høringerne, at der var et praktisk behov for og støtte fra de fleste interessenter til yderligere foranstaltninger på EU-plan.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Der blev gennemført en juridisk undersøgelse 25 i 2021. Forfatterne til undersøgelsen nåede frem til følgende konklusioner: i) Der er betydelige huller og uoverensstemmelser i den grænseoverskridende beskyttelse af sårbare voksne (kompetenceregler, anerkendelse af repræsentationsbeføjelser, manglende retssikkerhed og praktiske problemer for myndighederne). ii) Den generelle ratifikation af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne i EU vil direkte løse nogle af disse problemer, både mellem medlemsstaterne og med tredjelande. iii) Et EU-instrument vil yderligere styrke beskyttelsen af sårbare voksne og lette deres liv og de ansvarlige myndigheders arbejde.
Der blev også indsamlet yderligere ekspertise om grænseoverskridende beskyttelse af voksne i det studie, der ledsagede Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige initiativbetænkning 26 (2016), og i Det Europæiske Retsinstituts rapport 27 (2020).
•Konsekvensanalyse
I 2022 blev der gennemført en konsekvensanalyse for at undersøge de forskellige politiske løsningsmuligheder i EU med henblik på at forbedre beskyttelsen af voksne på tværs af grænserne og vurdere deres indvirkning.
Da dette forslag kun vedrører visse medlemsstaters ratifikation og tiltrædelse af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, vil der blive givet en mere detaljeret redegørelse for resultaterne af konsekvensanalysen i det ledsagende forslag til forordning. Det er hensigtsmæssigt at begrænse den nuværende analyse til angivelsen af det endelige politiske valg.
Dette omfatter en forordning, der supplerer konventionen, og ratifikation og tiltrædelse af konventionen for de medlemsstater, der endnu ikke er parter i konventionen. Det vil sikre, at passende internationale privatretlige regler til beskyttelse af voksne i grænseoverskridende situationer ikke kun finder anvendelse på EU-plan, men også mellem medlemsstater og tredjelande. Det forventes også, at alle medlemsstaters ratifikation vil tilskynde flere tredjelande til at tiltræde konventionen.
•Grundlæggende rettigheder
Det overordnede mål med den foreslåede foranstaltning er at beskytte voksnes grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med artikel 6 i TEUF, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og UNCRPD.
I grænseoverskridende situationer vil dette navnlig indebære, at fratagelse eller nægtelse af adgang til den voksnes ejendom i udlandet forhindres, at der sikres adgang til domstolsprøvelse, og at voksnes selvbestemmelse og autonomi sikres.
Ved at harmonisere reglerne i international privatret forbinder HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne forskellige retssystemer for inden for konventionens anvendelsesområde at fremme ikkediskriminerende respekt for voksnes rettigheder, varetagelse af deres interesser og udøvelse af deres rets- og handleevne.
Konventionens præambel afspejler disse værdier: Den bekræfter, at respekten for både den voksnes værdighed og autonomi skal være de vigtigste hensyn. Sådanne prioriteter er også fastsat i præamblen til UNCRPD.
Hvis en beskyttelsesforanstaltning træffes i en kontraherende stat af en kompetent myndighed, bør denne foranstaltning i henhold til konventionens regler fortsat have virkning i en anden kontraherende stat, f.eks. hvis den voksne flytter fra en kontraherende stat til en anden. Konventionen indeholder også garantier, der gør det muligt ikke at anerkende eller fuldbyrde foranstaltningerne, f.eks. hvis foranstaltningen er truffet af en myndighed, hvis kompetence ikke var baseret på eller ikke var i overensstemmelse med en af de grunde, der er fastsat i konventionen, eller hvis anerkendelsen af foranstaltningen ville stride mod grundlæggende retsprincipper i den anmodede stat 28 . I denne forbindelse kan manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder for den voksne, der er berørt af foranstaltningen, begrunde et afslag på anerkendelse.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Den foreslåede afgørelse har ingen budgetmæssige virkninger for Den Europæiske Union.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Da forslaget kun vedrører bemyndigelse af visse af Den Europæiske Unions medlemsstater til at ratificere eller tiltræde HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, er overvågningen af dens gennemførelse begrænset til de pågældende medlemsstaters overholdelse af fristen for ratifikation eller tiltrædelse af konventionen i overensstemmelse med Rådets afgørelse.
Når alle medlemsstater er part i konventionen, er det imidlertid planlagt at gennemføre flere foranstaltninger for at øge kendskabet til konventionen og sikre, at den anvendes korrekt. Desuden vil der blive vedtaget koordinerede EU-holdninger som led i forberedelsen af fremtidige særlige udvalg om konventionens funktion. Dette vil gøre det muligt for EU at overvåge medlemsstaternes gennemførelse af dette instrument.
2023/0170 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 29 , og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Unionen har sat sig som mål at skabe, opretholde og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse.
(2)For at nå dette mål har Unionen vedtaget en række retsakter om samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger. Unionen er også i sig selv eller gennem sine medlemsstater, der handler i Unionens interesse, part i flere internationale konventioner på samme område.
(3)Der findes imidlertid ingen EU-lovgivning om grænseoverskridende beskyttelse af voksne, der som følge af deres personlige evners begrænsning eller utilstrækkelighed ikke er i stand til at varetage deres interesser, eller som kan kræve, at den støtte, som de modtager som led i udøvelsen af deres rets- og handleevne i én medlemsstat, er den samme i hele Unionen.
(4)Der kan opstå forskellige vanskeligheder for voksne i grænseoverskridende situationer, herunder når disse voksne flytter til en anden medlemsstat, eller når de ejer ejendom eller aktiver i en anden medlemsstat. Der kan f.eks. opstå vanskeligheder, hvis foranstaltninger, der træffes i én medlemsstat med henblik på at beskytte voksne, skal påberåbes i en anden medlemsstat, eller hvis voksnes repræsentationsbeføjelser, som skal udøves af deres repræsentanter, når de voksne ikke er i stand til at varetage deres egne interesser, senere skal påberåbes i udlandet. Disse vanskeligheder kan have alvorlige negative konsekvenser for retssikkerheden i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, for voksnes rettigheder og velfærd og for respekten for deres værdighed. Navnlig de grundlæggende rettigheder for voksne såsom adgang til domstolsprøvelse, retten til selvbestemmelse og autonomi, ejendomsretten og retten til fri bevægelighed, kan blive påvirket negativt.
(5)Ensartede internationale privatretlige regler for grænseoverskridende situationer er derfor nødvendige for at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder for voksne med begrænsede eller utilstrækkelige personlige evner. På internationalt plan indeholder konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne ("HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne") sådanne regler. Konventionen indeholder regler om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger til beskyttelse af disse voksne, om lovvalg for repræsentationsbeføjelser og om regler for samarbejde mellem de kontraherende parters myndigheder.
(6)I henhold til HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne kan kun suveræne stater være part i konventionen. Unionen kan derfor ikke indgå denne konvention.
(7)Alle medlemsstaters ratifikation og tiltrædelse af HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne har længe været et mål for den Europæiske Union.
(8)Indtil videre er Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Estland, Grækenland, Frankrig, Cypern, Letland, Malta, Østrig, Portugal og Finland parter i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne. Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Polen har kun undertegnet den.
(9)Den [...] forelagde Kommissionen et lovgivningsforslag til en forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger, officielt bekræftede dokumenter samt repræsentations- og samarbejdsbeføjelser i civilretlige spørgsmål vedrørende beskyttelse af voksne ("den foreslåede forordning"). Forslaget indeholder bestemmelser om anvendelse af nogle af reglerne i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne mellem medlemsstaterne og fastsætter supplerende regler for at fremme et endnu tættere samarbejde inden for EU på dette område. Bestemmelserne i den foreslåede forordning overlapper hinanden og hænger tæt sammen med HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne.
(10)Af den årsag er der en risiko for, at HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne kan påvirke eller ændre anvendelsesområdet for den foreslåede forordning. Derfor henhører HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne under Unionens enekompetence i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
(11)Rådet bør derfor bemyndige de medlemsstater, der endnu ikke er parter i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne, til i Unionens interesse at undertegne, ratificere eller tiltræde konventionen på de betingelser, der er fastsat i denne afgørelse. Rådet bør også bemyndige de medlemsstater, der er parter i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne til at forblive parter heri.
(12)Unionen og dens medlemsstater er parter i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap ("UNCRPD").
(13)I henhold til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ligger kompetencen til at vedtage materielle og proceduremæssige regler på området beskyttelse af voksne hos medlemsstaterne. Som kontraherende parter i UNCRPD skal medlemsstaterne sikre, at deres nationale materielle og proceduremæssige lovgivning om behandling af voksne er i overensstemmelse med de menneskerettighedsforpligtelser, der er fastsat i UNCRPD, herunder foranstaltningerne "værgemål" og "samværgemål" samt manglende retlig handleevne som omhandlet i artikel 3 i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne.
(14)Reglerne i HCCH 2000-konventionen om beskyttelse af voksne bør anvendes i overensstemmelse med menneskerettighedsforpligtelserne i henhold til UNCRPD.
(15)Manglende overholdelse af denne forpligtelse bør også påvirke medlemsstaternes anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger truffet af tredjelande.
(16)I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland. ELLER
(17)I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Irland [ved skrivelse af ...] meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.
(18)I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —
VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
1.Rådet bemyndiger herved medlemsstaterne til i Unionens interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne ("konventionen") på de betingelser, der er fastsat i artikel 2.
2.Konventionen er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Bulgarien, [Irland], Spanien, Kroatien, Italien, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Nederlandene, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet og Sverige træffer de nødvendige foranstaltninger til at deponere deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter hos Kongeriget Nederlandenes Udenrigsministerium, der handler i dets egenskab af depositar for konventionen, senest [24 måneder efter datoen for vedtagelsen af denne afgørelse].
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Rådets vegne
Formand
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 31.5.2023
COM(2023) 281 final
BILAG
til
forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af medlemsstater til i Den Europæiske Unions interesse at blive eller forblive parter i konventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne
BILAG
KONVENTION OM INTERNATIONAL
BESKYTTELSE AF VOKSNE
(indgået den 13. januar 2000)
De stater, som har undertegnet denne konvention, og som
– finder, at der er behov for at forbedre beskyttelsen af voksne i internationale situationer, der som følge af en funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige åndsevner ikke er i stand til at varetage deres egne interesser
– ønsker at undgå konflikt mellem deres retssystemer for så vidt angår kompetence, lovvalg samt anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger til beskyttelse af voksne,
– erindrer om betydningen af internationalt samarbejde med henblik på at beskytte voksne,
– bekræfter, at den voksnes bedste og respekten for vedkommendes værdighed og uafhængighed skal være det overordnede hensyn,
er blevet enige om følgende bestemmelser:
kapitel i – konventionens anvendelsesområde
Artikel 1
1. Konventionen finder anvendelse på beskyttelsen af voksne i internationale situationer, der som følge af svækkelse eller utilstrækkelige åndsevner ikke er i stand til at varetage deres egne interesser.
2. Denne konvention har til formål:
a) at afgøre, hvilken stats myndigheder der har kompetence til at træffe foranstaltninger med henblik på beskyttelse af den voksnes person eller formue;
b) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes af de pågældende myndigheder under udøvelsen af deres kompetence;
c) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes på repræsentation af den voksne;
d) at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne beskyttelsesforanstaltninger i alle kontraherende stater;
e) at etablere det samarbejde mellem myndighederne i de kontraherende stater, der måtte være nødvendigt for at opfylde denne konventions formål.
Artikel 2
1. I denne konvention omfatter udtrykket voksen en person, som er fyldt 18 år.
2. Denne konvention finder også anvendelse på foranstaltninger vedrørende en voksen, som ikke var fyldt 18 år på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet.
Artikel 3
De i artikel 1 omhandlede foranstaltninger kan navnlig vedrøre:
a) bestemmelsen af manglende retlig handleevne og indførelse af en beskyttelsesordning;
b) anbringelse af den voksne under beskyttelse af en retsinstans eller en administrativ myndighed;
c) værgemål, samværgemål og lignende retsinstitutter;
d) udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af den voksnes person eller formue, og som skal repræsentere eller bistå den voksne, samt fastlæggelse af en sådan person eller myndigheds opgaver;
e) anbringelse af den voksne på en institution eller ethvert andet sted, hvor vedkommende er sikret beskyttelse;
f) forvaltning, opbevaring eller afhændelse af den voksnes formue;
g) tilladelse til isolerede tiltag for at beskytte den voksnes person eller formue.
Artikel 4
1. Denne konvention finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:
a) underholdsforpligtelser
b) indgåelse, ophævelse og opløsning af ægteskab eller lignende forhold samt separation;
c) formueforhold mellem ægtefæller eller lignende partnere;
d) trusts og arv;
e) social sikring;
f) offentligretlige foranstaltninger af generel karakter vedrørende sundhed;
g) foranstaltninger, der er truffet over for en person som følge af strafbare handlinger begået af denne person;
h) afgørelser om retten til asyl og om indvandring;
i) foranstaltninger rettet alene mod den offentlige sikkerhed.
2. Stk. 1 berører ikke, i henseende til de deri omhandlede anliggender, en persons beføjelse til at handle som den voksnes repræsentant.
kapitel ii – kompetence
Artikel 5
1. De retslige eller administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvor den voksne har sit sædvanlige opholdssted, har kompetence til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af den voksnes person eller formue.
2. Hvis den voksnes sædvanlige opholdssted ændres til en anden kontraherende stat, tilfalder kompetencen myndighederne i den stat, hvor den voksne har fået nyt sædvanligt opholdssted.
Artikel 6
1. For voksne flygtninge og voksne, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, har myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område disse voksne befinder sig som følge af deres fordrivelse, den i artikel 5, stk. 1, omhandlede kompetence.
2. Stk. 1 finder også anvendelse på voksne, hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås.
Artikel 7
1. Med undtagelse af voksne flygtninge og voksne, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, har myndighederne i en kontraherende stat, hvor den voksne er statsborger, kompetence til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af den voksnes person eller formue, såfremt de mener, at de er bedre egnede til at vurdere, hvad der er til den voksnes bedste, og efter at de har underrettet de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5 eller artikel 6, stk. 2, herom.
2. Denne kompetence skal ikke udøves, hvis de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5, artikel 6, stk. 2, eller artikel 8, har underrettet myndighederne i den stat, hvori den voksne er statsborger, om, at de har truffet de efter forholdene nødvendige foranstaltninger, eller har besluttet, at der ikke bør træffes foranstaltninger, eller at den voksne er omfattet af en verserende sagsbehandling hos dem.
3. De foranstaltninger, der er truffet i henhold til stk. 1, bortfalder, så snart de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5, artikel 6, stk. 2, eller artikel 8, har truffet de efter forholdene nødvendige foranstaltninger, eller har besluttet, at der ikke bør træffes foranstaltninger. Disse myndigheder giver de myndigheder, som har truffet foranstaltninger i henhold til stk. 1, besked herom.
Artikel 8
1. De myndigheder i en kontraherende stat, der har kompetence efter artikel 5 eller artikel 6, kan, hvis de mener, at det er til den voksnes bedste, af egen drift eller efter anmodning fra myndigheden i en anden kontraherende stat anmode myndighederne i en af de stater, der er anført i stk. 2, om at træffe foranstaltninger til beskyttelse af den voksnes person eller formue. Anmodningen kan vedrøre alle eller bestemte aspekter af en sådan beskyttelse.
2. De kontraherende stater, til hvis myndigheder der kan indgives en anmodning som omhandlet i stk. 1, er:
a) en stat, som den voksne er statsborger i;
b) den stat, hvori den voksne havde sit foregående sædvanlige opholdssted;
c) en stat, som den voksne har formue i;
d) den stat, hvis myndigheder den voksne skriftligt har udpeget til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af vedkommende;
e) den stat, hvori en person, som står den voksne nær og er parat til at beskytte vedkommende, har sit sædvanlige opholdssted;
f) den stat, på hvis område den voksne befinder sig, i henseende til at beskytte den voksnes person.
3. Hvis den myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med ovenstående, ikke accepterer sin kompetence, bevarer de myndigheder i den kontraherende stat, som har kompetence efter artikel 5 eller artikel 6, kompetencen.
Artikel 9
Myndighederne i en kontraherende stat, hvor den voksne har formue, har kompetence til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af denne formue, i det omfang sådanne foranstaltninger er forenelige med dem, der er truffet af de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5 til 8.
Artikel 10
1. I alle hastetilfælde har myndighederne i enhver kontraherende stat, på hvis område den voksne befinder sig eller har formue, kompetence til at træffe alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger.
2. Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1 vedrørende en voksen, der har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat, bortfalder, så snart de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5 til 9, har truffet de efter forholdene nødvendige foranstaltninger.
3. Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1 vedrørende en voksen, der har sit sædvanlige opholdssted i en ikkekontraherende stat, bortfalder i enhver kontraherende stat, så snart de efter forholdene nødvendige foranstaltninger, der er truffet af myndighederne i en anden stat, anerkendes i den pågældende kontraherende stat.
4. De myndigheder, der har truffet foranstaltninger efter stk. 1, underretter om muligt myndighederne i den kontraherende stat, hvor den voksne har sit sædvanlige opholdssted, om de foranstaltninger, de har truffet.
Artikel 11
1. Undtagelsesvis har myndighederne i en kontraherende stat, på hvis område den voksne befinder sig, kompetence til at træffe foranstaltninger af foreløbig karakter til beskyttelse af den voksnes person med en territorial virkning, der begrænser sig til den pågældende stat, for så vidt sådanne foranstaltninger er forenelige med dem, der er allerede er truffet af de myndigheder, som har kompetence efter artikel 5 til 8, og efter at de har underrettet de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5, herom.
2. Foranstaltninger, der er truffet efter stk. 1 vedrørende en voksen, der har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat, bortfalder, så snart de myndigheder, der har kompetence efter artikel 5 til 8, har truffet beslutning om de efter forholdene nødvendige beskyttelsesforanstaltninger.
Artikel 12
Med forbehold af artikel 7, stk. 3, forbliver de foranstaltninger, der er truffet efter artikel 5 til 9, i kraft på de fastsatte vilkår, selv om det grundlag, hvorpå kompetencen blev støttet, ikke længere består som følge af ændrede omstændigheder, så længe de myndigheder, der har kompetence efter denne konvention, ikke har ændret, erstattet eller ophævet de pågældende foranstaltninger.
kapitel iii – lovvalg
Artikel 13
1. De kontraherende staters myndigheder skal under udøvelsen af deres kompetence efter bestemmelserne i kapitel II anvende loven i deres egen stat.
2. De kan dog undtagelsesvis, for så vidt dette måtte være påkrævet for at beskytte den voksnes person eller formue, anvende eller tage hensyn til loven i en anden stat, som sagen har en væsentlig tilknytning til.
Artikel 14
Hvis en foranstaltning, der er truffet i en kontraherende stat, gennemføres i en anden kontraherende stat, er vilkårene for gennemførelsen heraf undergivet loven i denne anden stat.
Artikel 15
1. Forekomst, omfang, ændring og bortfald af repræsentationsbeføjelser, som er tildelt af en voksen ved en aftale eller ved en ensidig handling, er undergivet loven i den stat, hvor den voksne havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for indgåelsen af aftalen eller udførelsen af handlingen, medmindre en af de i stk. 2 nævnte love udtrykkeligt er udpeget skriftligt.
2. Stater, hvis love kan udpeges, er:
a) en stat, som den voksne er statsborger i;
b) den stat, hvori den voksne tidligere har haft sit sædvanlige opholdssted;
c) en stat, som den voksne har formue i, i henseende til denne formue.
3. Måden, hvorpå sådanne repræsentationsbeføjelser udøves, er undergivet loven i den stat, hvor de udøves.
Artikel 16
Hvis de i artikel 15 omhandlede repræsentationsbeføjelser ikke udøves således, at det sikrer beskyttelsen af den voksnes person eller formue, kan de tilbagekaldes eller ændres ved foranstaltninger, der træffes af en myndighed, der har kompetence efter konventionen. Hvis sådanne repræsentationsbeføjelser tilbagekaldes eller ændres, bør der i videst muligt omfang tages hensyn til den i artikel 15 omhandlede lov.
Artikel 17
1. Gyldigheden af en retshandel, der er indgået mellem en tredjemand og en anden person, der ville have været beføjet til at handle som den voksnes retlige repræsentant efter loven i den stat, hvor retshandelen blev indgået, kan ikke bestrides, og den pågældende tredjemand kan ikke ifalde ansvar alene af den grund, at den anden person ikke var beføjet til at handle som den voksnes retlige repræsentant efter den lov, der udpeges efter bestemmelserne i dette kapitel, medmindre den pågældende tredjemand vidste eller burde have vidst, at denne beføjelse var undergivet sidstnævnte lov.
2. Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis retshandelen blev indgået mellem personer, der befandt sig på samme stats område.
Artikel 18
Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse, selv om den lov, der udpeges efter disse bestemmelser, er loven i en ikkekontraherende stat.
Artikel 19
I dette kapitel forstås ved "lov" den lov, der er gældende i en stat, bortset fra den pågældende stats regler om lovvalg.
Artikel 20
Dette kapitel er ikke til hinder for anvendelsen af relevante bestemmelser i loven i den stat, hvor den voksne skal beskyttes, hvis anvendelsen af sådanne bestemmelser er lovpligtig, uanset hvilken lov der ellers ville være gældende.
Artikel 21
Anvendelsen af den lov, der udpeges efter bestemmelserne i dette kapitel, kan alene afvises, hvis denne anvendelse åbenbart ville stride mod grundlæggende retsprincipper.
kapitel iv – anerkendelse og fuldbyrdelse
Artikel 22
1. Foranstaltninger, der træffes af myndighederne i en kontraherende stat, anerkendes som en følge af loven i alle andre kontraherende stater.
2. Anerkendelse kan dog afslås:
a) hvis foranstaltningen er truffet af en myndighed, hvis kompetence ikke var støttet på eller i overensstemmelse med et af de i bestemmelserne i kapitel II anførte grundlag;
b) hvis foranstaltningen, bortset fra i hastetilfælde, blev truffet i forbindelse med en retslig eller administrativ behandling, uden at den voksne havde haft mulighed for at blive hørt, i strid med grundlæggende retsplejeprincipper i den stat, som anmodningen rettes til;
c) hvis anerkendelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den stat, som anmodningen rettes til, eller være i konflikt med en bestemmelse i loven i denne stat, hvis anvendelse er lovpligtig, uanset hvilken lov der ellers ville være gældende;
d) hvis foranstaltningen er uforenelig med en senere foranstaltning truffet i en ikkekontraherende stat, som ville have haft kompetence efter artikel 5 til 9, og denne senere foranstaltning opfylder betingelserne for at blive anerkendt i den stat, som anmodningen rettes til;
e) hvis proceduren i artikel 33 ikke er blevet fulgt.
Artikel 23
Uden at det berører artikel 22, stk. 1, kan enhver berettiget person anmode de kompetente myndigheder i en kontraherende stat om at træffe afgørelse om anerkendelse eller ikkeanerkendelse af en foranstaltning, der er truffet i en anden kontraherende stat. Proceduren afgøres efter loven i den stat, som anmodningen rettes til.
Artikel 24
Myndighederne i den stat, som anmodningen rettes til, er bundet af de faktuelle forhold, hvorpå myndigheden i den stat, hvor foranstaltningen er truffet, støttede sin kompetence.
Artikel 25
1. Hvis foranstaltninger, der er truffet i en kontraherende stat, og som er eksigible dér, kræver fuldbyrdelseshandlinger i en anden kontraherende stat, skal de efter anmodning fra en berettiget part erklæres for eksigible eller registreres med henblik på fuldbyrdelse i denne anden stat efter den procedure, der er foreskrevet i denne stats lov.
2. De enkelte kontraherende stater skal anvende en enkel og hurtig procedure, når de tager stilling til eksigibiliteten eller registreringen af en foranstaltning.
3. Eksigibilitet eller registrering kan alene afslås af en af de grunde, der er nævnt i artikel 22, stk. 2.
Artikel 26
Med forbehold af den efterprøvelse, der er nødvendig for anvendelsen af ovenstående artikler, må en truffen foranstaltning ikke efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Artikel 27
Foranstaltninger, der er truffet i en kontraherende stat, og som er blevet erklæret for eksigible eller er blevet registreret med henblik på fuldbyrdelse i en anden kontraherende stat, fuldbyrdes i denne anden stat, som om de var truffet af myndighederne i den pågældende stat. Fuldbyrdelsen foretages efter loven i den stat, som anmodningen rettes til, inden for denne lovs grænser.
kapitel v – samarbejde
Artikel 28
1. Hver kontraherende stat udpeger en centralmyndighed til at varetage de opgaver, der pålægges en sådan myndighed ved denne konvention.
2. Forbundsstater, stater med mere end ét retssystem og stater, der har selvstyrende territoriale enheder, kan udpege mere end én centralmyndighed og angive disses territoriale eller personlige kompetence. Stater, som har udpeget mere end én centralmyndighed, angiver den centralmyndighed, som alle henvendelser kan rettes til med henblik på videresendelse til den kompetente centralmyndighed i den pågældende stat.
Artikel 29
1. Centralmyndighederne samarbejder indbyrdes og fremmer samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i deres respektive stater med henblik på at opfylde denne konventions formål.
2. De tager i forbindelse med anvendelsen af denne konvention de forholdsregler, der er hensigtsmæssige for at formidle oplysninger om retsforskrifter og om de tjenester, der er til rådighed i deres stater vedrørende beskyttelsen af voksne.
Artikel 30
Centralmyndigheden i en kontraherende stat tager enten direkte eller gennem offentlige myndigheder eller andre organer alle nødvendige forholdsregler for:
a) på alle måder at lette kommunikationen mellem de kompetente myndigheder i de situationer, der er omfattet af denne konvention;
b) efter anmodning fra en kompetent myndighed i en anden kontraherende stat at yde bistand ved opklaringen af, hvor en voksen befinder sig, når der er tegn på, at vedkommende befinder sig på den pågældende stats område og har behov for beskyttelse.
Artikel 31
De kompetente myndigheder i en kontraherende stat kan enten direkte eller gennem andre organer tilskynde til brug af mediation, mægling eller tilsvarende midler for at fremme mindelige aftaler om beskyttelse af den voksnes person eller formue i situationer, der er omfattet af denne konvention.
Artikel 32
1. Når en beskyttelsesforanstaltning påtænkes truffet, kan de myndigheder, der er kompetente efter denne konvention, hvis den voksnes situation tilsiger det, anmode enhver myndighed i en anden kontraherende stat, der ligger inde med oplysninger af betydning for beskyttelsen af den voksne, om at fremsende disse oplysninger.
2. En kontraherende stat kan erklære, at anmodninger efter stk. 1 kun kan fremsendes til dens myndigheder gennem dens centralmyndighed.
3. De kompetente myndigheder i en kontraherende stat kan anmode myndighederne i en anden kontraherende stat om bistand ved gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet efter denne konvention.
Artikel 33
1. Hvis en myndighed, der har kompetence efter artikel 5 til 8, påtænker at anbringe den voksne på en institution eller ethvert andet sted, hvor vedkommende er sikret beskyttelse, og denne anbringelse skal iværksættes i en anden kontraherende stat, skal myndigheden forinden forelægge sagen for centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i sidstnævnte stat. Den fremsender i dette øjemed en rapport om den voksne med en begrundelse for den påtænkte anbringelse.
2. Der kan i den stat, som fremsætter anmodningen, ikke træffes afgørelse om anbringelse, hvis centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i den stat, som anmodningen rettes til, inden for en rimelig tidsfrist tilkendegiver, at den modsætter sig dette.
Artikel 34
Er den voksne udsat for alvorlig fare, skal de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, hvor der er truffet foranstaltninger til beskyttelse af den voksne, eller hvor sådanne foranstaltninger er under overvejelse, hvis de får oplysning om, at den voksnes opholdssted er ændret til en anden stat, eller at den voksne befinder sig i en anden stat, underrette myndighederne i denne anden stat om den pågældende fare og om de foranstaltninger, der er truffet eller overvejes truffet.
Artikel 35
En myndighed må ikke anmode om eller fremsende oplysninger efter dette kapitel, hvis den skønner, at dette vil kunne bringe den voksnes person eller formue i fare eller udgøre en alvorlig trussel mod et af den voksnes familiemedlemmers liv eller frihed.
Artikel 36
1. Uden at det berører muligheden for at opkræve rimelige gebyrer for bistand, afholder centralmyndighederne og andre offentlige myndigheder i de kontraherende stater deres egne omkostninger i forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel.
2. En kontraherende stat kan indgå aftaler med en eller flere kontraherende stater om fordelingen af udgifter.
Artikel 37
Enhver kontraherende stat kan indgå aftaler med en eller flere kontraherende stater med henblik på at lette anvendelsen af dette kapitel i deres indbyrdes forhold. De stater, der har indgået en sådan aftale, skal fremsende en kopi til depositaren for denne konvention.
kapitel vi – almindelige bestemmelser
Artikel 38
1. Myndighederne i den kontraherende stat, hvor der er truffet en beskyttelsesforanstaltning, eller hvor der foreligger en bekræftet repræsentationsbeføjelse, kan efter anmodning fra den person, som er betroet beskyttelsen af den voksnes person eller formue, udstede en attest, der angiver, i hvilken egenskab den pågældende har ret til at handle, og hvilke beføjelser der er tillagt den pågældende.
2. Den pågældende formodes at besidde den egenskab og de beføjelser, der er angivet i attesten, på tidspunktet for dens udstedelse, medmindre andet bevises.
3. Hver enkelt kontraherende stat udpeger de myndigheder, der er beføjede til at udfærdige attesten.
Artikel 39
Personoplysninger, der indsamles eller videregives i medfør af denne konvention, må udelukkende bruges til de formål, til hvilke de er indsamlet eller videregivet.
Artikel 40
Myndigheder, der modtager oplysninger, skal sikre, at disse behandles fortroligt i overensstemmelse med loven i den pågældende stat.
Artikel 41
Alle dokumenter, der fremsendes eller udstedes efter denne konvention, er fritaget for legalisering eller andre tilsvarende formaliteter.
Artikel 42
Hver enkelt kontraherende stat udpeger de myndigheder, til hvilke der kan rettes anmodninger efter artikel 8 og artikel 33.
Artikel 43
1. De udpegelser, der er omhandlet i artikel 28 og 42, meddeles Det Permanente Bureau under Haagerkonferencen om International Privatret senest samme dag som deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet vedrørende konventionen. Ændringer heraf meddeles også Det Permanente Bureau.
2. Den i artikel 32, stk. 2, omhandlede erklæring afgives over for denne konventions depositar
Artikel 44
En kontraherende stat med forskellige retssystemer eller regelsæt vedrørende beskyttelsen af den voksnes person eller formue er ikke forpligtet til at anvende denne konventions regler på konflikter, der udelukkende består mellem disse forskellige retssystemer eller regelsæt.
Artikel 45
For så vidt angår en stat, hvor to eller flere retssystemer eller regelsæt vedrørende sagsområder, der er omfattet af denne konvention, finder anvendelse i forskellige territoriale enheder:
a) forstås en henvisning til sædvanligt opholdssted på denne stats område som en henvisning til sædvanligt opholdssted på en territorial enheds område;
b) forstås en henvisning til, at den voksne befinder sig i den pågældende stat, som en henvisning til, at vedkommende befinder sig i en territorial enhed;
c) forstås en henvisning til, at formue tilhørende den voksne befinder sig i den pågældende stat, som en henvisning til, at formue tilhørende den voksne befinder sig i en territorial enhed;
d) forstås en henvisning til den stat, som den voksne er statsborger i, som en henvisning til den territoriale enhed, som loven i den pågældende stat udpeger, eller, hvis der ikke findes regler herom, til den territoriale enhed, som den voksne har den nærmeste tilknytning til;
e) forstås en henvisning til den stat, hvis myndigheder den voksne har udpeget,
– som en henvisning til den territoriale enhed, hvis den voksne har udpeget myndighederne i denne territoriale enhed;
– som en henvisning til den territoriale enhed, som den voksne har den nærmeste tilknytning til, hvis den voksne har udpeget myndighederne i denne stat uden at angive en nærmere bestemt territorial enhed inden for denne stat;
f) forstås en henvisning til loven i den stat, som sagen har en væsentlig tilknytning til, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som sagen har en sådan tilknytning til;
g) forstås en henvisning til loven, procesreglerne eller myndigheden i den stat, hvor der er truffet en foranstaltning, som en henvisning til loven, procesreglerne eller myndigheden i den territoriale enhed, hvor den pågældende foranstaltning er truffet;
h) forstås en henvisning til loven, procesreglerne eller myndigheden i den stat, som en anmodning rettes til, som en henvisning til loven, procesreglerne eller myndigheden i den territoriale enhed, hvor der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse;
i) forstås en henvisning til den stat, hvor der skal gennemføres en beskyttelsesforanstaltning, som en henvisning til den territoriale enhed, hvor foranstaltningen skal gennemføres;
j) forstås en henvisning til organer eller myndigheder i den pågældende stat, bortset fra centralmyndigheder, som en henvisning til de myndigheder, der er beføjede til at handle i den berørte territoriale enhed.
Artikel 46
Med henblik på at fastslå, hvilken lov der skal anvendes efter kapitel III, for så vidt angår en stat, der består af to eller flere territoriale enheder med hver sit retssystem eller regelsæt vedrørende spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, anvendes følgende regler:
a) hvis der i den pågældende stat findes gældende regler, der fastslår, hvilken territorial enheds lov der skal anvendes, finder loven i den pågældende enhed anvendelse;
b) hvis der ikke findes sådanne regler, finder loven i den territoriale enhed, der er udpeget efter artikel 45, anvendelse.
Artikel 47
Med henblik på at fastslå, hvilken lov der skal anvendes efter kapitel III, for så vidt angår en stat, der i spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, har to eller flere retssystemer eller regelsæt, der finder anvendelse på forskellige grupper af personer, anvendes følgende regler:
a) hvis der i den pågældende stat findes gældende regler, der fastslår, hvilket af disse retssystemer der skal anvendes, finder dette system anvendelse;
b) hvis der ikke findes sådanne regler, finder det retssystem eller regelsæt, som den voksne har den nærmeste tilknytning til, anvendelse.
Artikel 48
I forholdet mellem de kontraherende stater træder denne konvention i stedet for Convention concernant l'interdiction et les mesures de protection analogues, undertegnet i Haag den 17. juli 1905.
Artikel 49
1. Denne konvention berører ikke internationale instrumenter, som de kontraherende stater har tiltrådt, og som indeholder bestemmelser om spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, medmindre en erklæring om det modsatte er afgivet af de stater, der er bundet af det pågældende instrument.
2. Denne konvention berører ikke muligheden for, at en eller flere kontraherende stater kan indgå aftaler, der, for så vidt angår voksne, der har deres sædvanlige opholdssted i en af de stater, der har tiltrådt sådanne aftaler, indeholder bestemmelser om spørgsmål, der er omfattet af denne konvention.
3. Aftaler, der måtte blive indgået af en eller flere kontraherende stater om spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, berører ikke anvendelsen af bestemmelserne i denne konvention i forholdet mellem de pågældende stater og andre kontraherende stater.
4. Stk. 1-3 finder endvidere anvendelse på ensartede lovgivninger baseret på særlig tilknytning af regional eller anden art mellem de berørte stater.
Artikel 50
1. Denne konvention finder kun anvendelse på foranstaltninger, der er truffet i en stat, efter at konventionen er trådt i kraft i forhold til den pågældende stat.
2. Konventionen finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger, der er truffet efter dens ikrafttræden i forholdet mellem den stat, hvor foranstaltningerne er truffet, og den stat, som anmodningen rettes til.
3. Konventionen finder anvendelse på repræsentationsbeføjelser, som tidligere er tildelt på vilkår svarende til de i artikel 15 fastlagte, fra tidspunktet for dens ikrafttræden i en kontraherende stat.
Artikel 51
1. Enhver meddelelse til centralmyndigheden eller en anden myndighed i en kontraherende stat affattes på originalsproget og ledsages af en oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den pågældende stat, eller, hvis dette ikke er muligt, af en oversættelse til fransk eller engelsk.
2. En kontraherende stat kan dog ved at tage et forbehold i overensstemmelse med artikel 56 modsætte sig anvendelsen af enten fransk eller engelsk, men ikke begge sprog.
Artikel 52
Generalsekretæren for Haagerkonferencen om International Privatret indkalder med regelmæssige mellemrum et særligt udvalg med henblik på at vurdere, hvordan denne konvention virker i praksis.
kapitel vii – afsluttende bestemmelser
Artikel 53
1. Konventionen er åben for undertegnelse for de stater, der var medlemmer af Haagerkonferencen om International Privatret den 2. oktober 1999.
2. Den skal ratificeres, accepteres eller godkendes, og ratifikations-, accept- og godkendelsesinstrumenterne skal deponeres i Kongeriget Nederlandenes Udenrigsministerium, der er konventionens depositar.
Artikel 54
1. Enhver anden stat kan tiltræde konventionen efter dens ikrafttræden i henhold til artikel 57, stk. 1.
2. Tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos depositaren.
3. Tiltrædelsen får alene virkning i forholdet mellem den tiltrædende stat og de kontraherende stater, der ikke har gjort indsigelse mod denne tiltrædelse inden seks måneder efter modtagelsen af den i artikel 59, litra b, omhandlede meddelelse. En sådan indsigelse kan ligeledes fremsættes af enhver stat i forbindelse med ratifikation, accept eller godkendelse af konventionen efter tiltrædelse. Sådanne indsigelser skal meddeles til depositaren.
Artikel 55
1. En stat, der består af to eller flere territoriale enheder, hvor forskellige retssystemer finder anvendelse vedrørende spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, kan ved undertegnelsen, ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen erklære, at konventionen skal finde anvendelse i samtlige dens territoriale enheder eller kun i en eller flere af disse, og den kan til enhver tid ændre en sådan erklæring ved at afgive en ny.
2. En sådan erklæring meddeles depositaren og skal udtrykkeligt angive, i hvilke territoriale enheder konventionen finder anvendelse.
3. Hvis en stat ikke afgiver nogen erklæring efter denne artikel, finder konventionen anvendelse i samtlige territoriale enheder i denne stat.
Artikel 56
1. Enhver stat kan senest ved ratifikationen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen eller ved afgivelsen af en erklæring efter artikel 55 tage det forbehold, der er omhandlet i artikel 51, stk. 2. Der kan ikke tages andre forbehold.
2. Enhver stat kan til enhver tid tilbagekalde det forbehold, den har taget. Tilbagekaldelsen meddeles depositaren.
3. Forbeholdet ophører med at have virkning den første dag i den tredje kalendermåned efter den i stk. 2 omhandlede meddelelse.
Artikel 57
1. Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument, der er omhandlet i artikel 53.
2. Derefter træder konventionen i kraft:
a) for enhver stat, der ratificerer, accepterer eller godkender den på et senere tidspunkt, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument;
b) for enhver tiltrædende stat den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter udløbet af den i artikel 54, stk. 3, fastsatte periode på seks måneder;
c) for enhver territorial enhed, i hvilken konventionen finder anvendelse i overensstemmelse med artikel 55, den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den i nævnte artikel omhandlede meddelelse.
Artikel 58
1. Enhver stat, der er part i konventionen, kan opsige denne ved skriftlig meddelelse til depositaren. En sådan opsigelse kan begrænses til visse territoriale enheder, som konventionen finder anvendelse i.
2. Opsigelsen har virkning fra den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på 12 måneder, efter at depositaren har modtaget meddelelse herom. Hvis der i meddelelsen er angivet en længere opsigelsesperiode, har opsigelsen virkning fra udløbet af denne længere periode.
Artikel 59
Depositaren underretter de stater, der er medlemmer af Haagerkonferencen om International Privatret, og de stater, der har tiltrådt denne konvention i overensstemmelse med artikel 54, om:
a) enhver undertegnelse, ratifikation, accept og godkendelse som omhandlet i artikel 53;
b) enhver tiltrædelse og indsigelse mod en tiltrædelse som omhandlet i artikel 54;
c) datoen for konventionens ikrafttræden efter artikel 57;
d) de i artikel 32, stk. 2, og artikel 55 omhandlede erklæringer;
e) de i artikel 37 omhandlede aftaler;
f) de i artikel 51, stk. 2, omhandlede forbehold og de i artikel 56, stk. 2, omhandlede tilbagekaldelser;
g) opsigelser som omhandlet i artikel 58.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt bemyndigede hertil, undertegnet denne konvention.
Udfærdiget i Haag den 13. januar 2000 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i ét eksemplar, som skal deponeres i Kongeriget Nederlandenes regerings arkiver, og hvoraf en bekræftet genpart vil blive fremsendt ad diplomatisk vej til hver af de stater, der er medlemmer af Haagerkonferencen om International Privatret.
