Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023IP0205

Europa-Parlamentets beslutning af 11. maj 2023 om »På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU« (2023/2547(RSP))

EUT C, C/2023/1074, 15.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1074/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1074/oj

European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie C


C/2023/1074

15.12.2023

P9_TA(2023)0205

På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU

Europa-Parlamentets beslutning af 11. maj 2023 om »På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU« (2023/2547(RSP))

(C/2023/1074)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens meddelelse om den europæiske grønne pagt (COM(2019)0640), om jord til bord-strategien (COM(2020)0381) og om en bæredygtig blå økonomi (COM(2021)0240),

der henviser til sine beslutninger om de tre ovennævnte meddelelser fra Kommissionen (1)  (2)  (3),

der henviser til Kommissionens meddelelse om strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU i perioden 2021-2030 (COM(2021)0236),

der henviser til sin beslutning af 4. oktober 2022 om en indsats for en bæredygtig og konkurrencedygtig EU-akvakultur: vejen frem (4),

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om »På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU« (O-000015/2023 — B9-0018/2023),

der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

der henviser til forslag til beslutning fra Fiskeriudvalget,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse »På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU« (COM(2022)0592) og er enigt i, at der er et uudnyttet potentiale i denne sektor; påpeger, at den samlede efterspørgsel efter alger forventes at stige i de kommende år, og at der kan skabes yderligere 85 000 arbejdspladser i EU, hvis det lykkes at opnå den forventede stigning i algeproduktionen;

2.

glæder sig over målet om at udvikle markeder for anvendelse af alger til fødevare- og nonfoodformål og gøre dem tilgængelige for den brede offentlighed; fremhæver, at alger bl.a. også kan anvendes til dyrefoder og fiskefoder, lægemidler, emballage, kosmetik og biobrændstoffer;

3.

påpeger, at sektoren skal udvikle sig på en måde, der ikke påvirker balancen i de marine økosystemer, og bør undgå at gentage de samme miljøfejl, som tidligere er begået på landjorden;

4.

understreger, at en voksende algesektor i EU kan bidrage til at nå EU's mål om at udvikle en blå økonomi, som ikke blot vil give os nye kulstoffattige fødevarer og materialer, men også bidrage til økosystemtjenester såsom kulstofbinding og næringsstofopsamling samt reducere forureningen og dermed bidrage til genopretning af vores kystøkosystemer; mener i den forbindelse, at der skal mobiliseres flere EU-midler til forskningsformål;

5.

påpeger, at alger og mikroalger kan udgøre en vigtig supplerende proteinkilde i forbindelse med bæredygtig fødevareproduktion og global fødevaresikkerhed, som det er fremhævet i jord til bord-strategien, og opfordrer Kommissionen til at tage dette uudnyttede potentiale i betragtning i sin revision af EU's proteinpolitik;

6.

bemærker, at meddelelsen identificerer store områder i Europa, der egner sig til tangdyrkning; anerkender nødvendigheden af, at medlemsstaterne integrerer algedyrkning i deres nationale eller regionale fysiske planer i henhold til direktivet om maritim fysisk planlægning (5);

7.

mener, at der skal gøres mere for at tilvejebringe flere oplysninger om produktionsmetoder og markedsvilkår for alger, og at der er behov for en mere sammenhængende politisk ramme for at mindske hindringerne for algesektorens vækst; fremhæver behovet for yderligere forskning med henblik på at maksimere sektorens potentiale til at bidrage positivt til miljøet, både med hensyn til modvirkning af klimaændringer og som blå kulstofdræn;

8.

opfordrer til en mere sammenhængende lovramme for sektoren, der tilskynder medlemsstaterne til at oprette »kvikskranker« for aktører, der er interesserede i at starte eller udvide dyrkning af alger;

9.

glæder sig over Kommissionens planlagte foranstaltninger til udvikling af standarder for forskellige typer algebaserede produkter og dens tilsagn om at udvikle en ny værktøjskasse for algelandbrugere; glæder sig ligeledes over hensigten om at udvikle specifikke retningslinjer for at fremme supplering af fiskebaseret foder med algebaseret foder; glæder sig over forslaget om at finansiere pilotprojekter for fiskere, der søger at udvikle dyrkning af tang;

10.

mener, at indkomstdiversificering og skabelse af nye muligheder for kystsamfund i forbindelse med udvikling af havlandbrug bør ses som et positivt supplement til bæredygtige fangstmetoder;

11.

glæder sig over hensigten om at gennemføre oplysningsaktiviteter med henblik på at øge forbrugernes viden om algebaserede produkter; bemærker, at EU4Ocean-platformen sammen med medlemsstaterne kan øge bevidstheden i skoler og universiteter om den blå økonomis potentiale;

12.

opfordrer Kommissionen til at yde tilstrækkelig finansiering til EU's algesektor og medlemsstaterne til fortsat at tilskynde til fremme af algedyrkning og til at fremme anvendelsen og udviklingen af alger som fødevarer og foder, navnlig ved at gennemføre hurtigere godkendelsesprocedurer, uden at glemme andre arter, der opdrættes inden for akvakultur;

13.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at fremlægge et specifikt initiativ til støtte for konsum af alger i EU;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

(1)  Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt (EUT C 270 af 7.7.2021, s. 2).

(2)  Europa-Parlamentets beslutning af 20. oktober 2021 om en jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem (EUT C 184 af 5.5.2022, s. 2).

(3)  Europa-Parlamentets beslutning af 3. maj 2022 mod en bæredygtig blå økonomi i EU: fiskeri- og akvakultursektorernes rolle (EUT C 465 af 6.12.2022, s. 2).

(4)   EUT C 132 af 14.4.2023, s. 2.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 135).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1074/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top