EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023BP1881

Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2023/1881 af 10. maj 2023 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) for regnskabsåret 2021

EUT L 242 af 29.9.2023, p. 294–298 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2023/1881/oj

29.9.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 242/294


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2023/1881

af 10. maj 2023

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) for regnskabsåret 2021

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet for regnskabsåret 2021,

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

der henviser til udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0131/2023),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (»autoriteten«) endelige budget for regnskabsåret 2021 ifølge dens oversigt over indtægter og udgifter (1) var på 129 179 801,95 EUR, hvilket svarer til en stigning på 25,39 % sammenlignet med 2020, hovedsagelig på grund de yderligere ressourcer tildelt inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 (2); der henviser til, at autoritetens budget primært stammer fra Unionens budget;

B.

der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om autoritetens årsregnskab for regnskabsåret 2021 (»Revisionsrettens beretning«) fastslår, at den har fået rimelig sikkerhed for, at autoritetens årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2021 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad for forpligtelsesbevillinger for det pågældende år på 99,99 %, hvilket svarer til en lille stigning på 0,01 % i forhold til 2020; bemærker endvidere, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne for det pågældende år var på 88,85 %, hvilket er en stigning på 0,44 % sammenlignet med 2020;

Performance

2.

bemærker, at autoritetens arbejdsplan for 2021 blev gennemført under strategien for 2020, som bestyrelsen besluttede at forlænge med yderligere et år på grund af SARS-CoV-2-pandemien;

3.

noterer sig autoritetens gennemførelse af arbejdsprogrammet og det gode performanceniveau, der er opnået med hensyn til autoritetens centrale resultatindikatorer og resultater; bemærker, at autoriteten reviderede sin resultatramme og sine centrale resultatindikatorer i 2021 for at bringe den i overensstemmelse med autoritetens strategi for 2027, der blev vedtaget i 2021, og gennemførte ændringer i forbindelse med ikrafttrædelsen af forordning (EU) 2019/1381; bemærker endvidere autoritetens øgede ansvar over for EU-borgerne, efter at ændringen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (3) også trådte i kraft; bemærker endvidere, at autoriteten vedtog sit programmeringsdokument 2022-2024;

4.

bemærker, at nedprioritering af nogle af de aktiviteter, der oprindeligt var planlagt for at gøre autoriteten klar til ændringerne i forbindelse med forordning (EU) 2019/1381, skabte en ophobning af aktiviteter, der blev overført til 2021, hvilket medførte forsinkelser i genereringen af effektivitetsgevinster; opfordrer autoriteten til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om enhver udvikling i den forbindelse;

5.

glæder sig over den indsats, som autoriteten har gjort for at styrke sit samarbejde med andre EU-agenturer, navnlig med fokus på to aspekter, nemlig fælles håndtering af behovene for tilskud og udbud for at gøre det muligt at indkredse fælles udbudsprocedurer samt deling af teknologier og ressourcer med henblik på at tilpasse fælles IT-løsninger; bemærker især, at autoriteten har gennemført koordineringsaktiviteter sammen med Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, Det Europæiske Kemikalieagentur og Det Europæiske Lægemiddelagentur;

6.

fremhæver, at autoriteten i 2021 afsluttede 704 forespørgsler gennem videnskabelige udtalelser, tekniske rapporter og understøttende publikationer, hvilket er 81 færre end de planlagte 785;

Personalepolitik

7.

bemærker, at stillingsfortegnelsen pr. 31. december 2021 var gennemført med 98,16 %, idet der var ansat fem tjenestemænd og 368 midlertidigt ansatte ud af de 380 stillinger, som var godkendt i henhold til Unionens budget (i forhold til 354 godkendte stillinger i 2020); bemærker endvidere, at 140 kontraktansatte og 12 udstationerede nationale eksperter arbejdede for autoriteten i 2021, og bemærker endvidere, at autoriteten har fået tildelt 33 nye stillinger til gennemførelsen af forordning (EU) 2019/1381;

8.

glæder sig over kønsbalancen i autoritetens øverste ledelse, hvor tre ud af fem (60 %) er kvinder; bemærker kønsbalancen i autoritetens bestyrelse, hvor 12 ud af 15 (80 %) er mænd; bemærker kønsbalancen i autoritetens samlede personale, hvor 285 ud af 467 (61,03 %) er kvinder;

9.

glæder sig over autoritetens nye strategi for arbejdsgiverbranding, som indeholder en klar beskrivelse af dens værditilbud, såsom bl.a. fleksible arbejdsvilkår og støtte til flytning, med henblik på at forbedre den målrettede formidling af ledige stillinger til underrepræsenterede lande; bemærker, at autoriteten planlagde at oprette et nyt karrierewebsted; bemærker, at autoriteten navnlig øger sin synlighed med støtte fra kommunikations- og partnerskabsafdelingen, netværket af EU-agenturer samt andre internationale agenturer og partnerorganisationer; opfordrer autoriteten til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om enhver udvikling i den forbindelse;

10.

bemærker visse begrænsninger i anvendelsen af de seneste regler, som Kommissionen har foreslået for telearbejde, som autoriteten anvender analogt, navnlig når det drejer sig om delvist telearbejde uden for ansættelseslandet; er bekymret for, at de nuværende begrænsede regler for telearbejde i udlandet kan påvirke autoritetens tiltrækningskraft, når der skal rekrutteres kandidater fra forskellige medlemsstater, som ønsker at arbejde for autoriteten; opfordrer til større fleksibilitet i anvendelsen af disse regler, hvilket vil bidrage til at øge autoritetens tiltrækningskraft og føre til en bedre nationalitetsmæssig balance blandt dens medarbejdere;

11.

bemærker, at autoriteten har en politik for beskyttelse af personers værdighed og forebyggelse af psykisk og seksuel chikane, som omfatter fortrolige rådgivere, der er tilgængelige for alle medarbejdere;

12.

minder om vigtigheden af at udvikle en langsigtet HR-politik for balance mellem arbejdsliv og privatliv, livslang vejledning og tilbuddet om specifikke uddannelsesmuligheder med henblik på karriereudvikling, kønsbalance på alle personaleniveauer, telearbejde, retten til at være offline, forbedring af den geografiske balance for at have en passende repræsentation fra alle medlemsstater og rekruttering og integration af personer med handicap samt sikring af, at de behandles lige, og at deres muligheder fremmes i vid udstrækning;

Udbud

13.

bemærker, at autoriteten i 2021 forvaltede 116 udbudsprocedurer, og at dens udvalg for offentlige udbud gennemgik 16 sager med det formål at kontrollere lovligheden og den formelle rigtighed af større udbudsprocedurer inden underskrivelsen af den foreslåede kontrakt; bemærker, at udvalget i sin rådgivende funktion for alle 16 sager var i stand til med rimelig sikkerhed at kontrollere, at udbudsprocedurerne og de deraf følgende kontrakter er formelt rigtige og lovlige;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

14.

anerkender autoritetens eksisterende foranstaltninger for og igangværende bestræbelser på at sikre gennemsigtighed, forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og beskyttelse af whistleblowere; beklager, at autoriteten fortsat ikke offentliggør sine bestyrelsesmedlemmers CV'er online; opfordrer kraftigt autoriteten til at træffe foranstaltninger i denne henseende;

15.

bemærker, at autoriteten i 2021 afdækkede og behandlede ni interessekonflikter i de årlige interesseerklæringer vedrørende eksterne eksperter; bemærker, at autoriteten besluttede ikke at ansætte en udvalgt ansøger efter en evaluering af interesseerklæringen; bemærker, at autoriteten endvidere identificerede og forhindrede tre interessekonflikter i forbindelse med udbuds- og tilskudsprocedurer; opfordrer autoriteten til at fortsætte sine bestræbelser på at afdække og behandle interessekonflikter, herunder potentielle interessekonflikter, og til at holde dechargemyndigheden underrettet;

16.

opfordrer autoriteten til at sikre, at alle medlemmer af ledelsen og rådgivende medlemmer, deres suppleanter og andre eksperter pligtopfyldende har indgivet de årlige interesseerklæringer; opfordrer autoriteten til at sikre en høj grad af overholdelse af reglerne om interessekonflikter og gennemsigtighed i alle sine aktiviteter;

17.

bemærker, at autoriteten i 2022 planlagde at indføre en ny tilgang til tiden efter fratrædelse, som omfatter kriterier og procedurer for at afbryde adgangen til fortrolige oplysninger for medarbejdere, der forlader tjenesten; opfordrer autoriteten til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om udviklingen i denne henseende;

18.

insisterer på behovet for at indføre mere systematiske regler om gennemsigtighed, uforenelighed, interessekonflikter, ulovlig lobbyvirksomhed og svingdørssituationer; opfordrer myndigheden til at styrke sine interne kontrolmekanismer, herunder at oprette en intern mekanisme for bekæmpelse af korruption;

Intern kontrol

19.

bemærker, at autoriteten har foretaget en vurdering af sine interne kontrolsystemer for rapporteringsåret og konkluderet, at alle interne kontrolkomponenter og -principper generelt var til stede og fungerede efter hensigten; glæder sig over, at autoriteten ikke desto mindre har identificeret en række foranstaltninger til yderligere at styrke forvaltningen af følsomme oplysninger og til at sikre hensigtsmæssig risikostyring og interne kontrolmekanismer for de øgede midler som følge forordning (EU) 2019/1381;

20.

bemærker, at efter den interne revisionstjenestes (IAS) revision af vurderingen og vedtagelsen af videnskabelige resultater på området for fødevareingredienser og emballage i 2020 er bemærkningen blevet gennemført og betragtes som afsluttet af autoriteten;

21.

bemærker, at IAS i 2021 udsendte en endelig rapport om udbuds- og tilskudsprocedurerne i autoriteten for årene 2019-2020; bemærker, at IAS konkluderede, at den ramme for forvaltning, risikostyring og intern kontrol, som autoriteten har oprettet for sine procedurer for sine udbuds- og tilskudsprocedurer, er hensigtsmæssigt udformet og effektiv og virkningsfuld og derfor giver rimelig sikkerhed for, at de centrale mål for den interne kontrol er nået; bemærker, at IAS fremsatte tre vigtige anbefalinger; opfordrer autoriteten til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om enhver udvikling i den forbindelse;

22.

minder om vigtigheden af at styrke forvaltnings- og kontrolsystemerne for at sikre, at autoriteten fungerer korrekt; fastholder på det kraftigste kravet om en effektiv forvaltning og kontrolsystemer for at undgå potentielle tilfælde af interessekonflikter, manglende forudgående/efterfølgende kontrol, utilstrækkelig forvaltning af budgetmæssige og retlige forpligtelser og manglende registrering af forhold i registret over undtagelser;

23.

bemærker, at de korrigerende foranstaltninger til opfølgning på Revisionsrettens bemærkninger fra 2020 er blevet afsluttet; minder om, at det er nødvendigt at afslutte de korrigerende foranstaltninger til opfølgning på Revisionsrettens bemærkninger fra 2017, navnlig at styrke regnskabsførerens uafhængighed ved at vedkommende refererer direkte til autoritetens direktør;

Digitalisering og den grønne omstilling

24.

noterer sig udviklingen inden for levering af transaktionstjenester, digitalt samarbejde og autoritetens teknologikøreplan; noterer sig autoritetens mål om at skabe et mere moderne og smidigt arbejdsmiljø ved at foretage IT-investeringer, som blev fastsat i den tidligere teknologikøreplan, og som bidrog til at forhindre alvorlige forstyrrelser i autoritetens arbejde under covid-19-pandemien; glæder sig over projektet om digitalt samarbejde, der har til formål at forbedre udvekslingen af viden og ekspertise inden for autoritetens netværk af personale, eksperter og interesserede parter; bemærker, at projektet om digitalt samarbejde med 204 aktive grupper oversteg målet om 170 aktive sociale samarbejdsgrupper i 2021;

25.

noterer sig gennemførelsen af IT-værktøjet »complete DoI IT solution«, som har til formål at gennemføre uafhængighedsrelaterede aktiviteter, herunder screening af interesseerklæringer, der er omfattet af autoritetens regler om uafhængighed; bemærker med bekymring, at den nye IT-løsning oplevede tekniske problemer, der påvirkede gennemførelsen af sådanne aktiviteter negativt; opfordrer autoriteten til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om enhver udvikling i den forbindelse;

26.

minder om betydningen af at øge digitaliseringen af autoriteten med hensyn til interne operationer og forvaltning, men også med henblik på at fremskynde digitaliseringen af procedurerne; understreger nødvendigheden af, at agenturet fortsat er proaktivt i denne henseende med henblik på at undgå en digital kløft mellem agenturerne; gør imidlertid opmærksom på behovet for at træffe alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at undgå enhver risiko med hensyn til onlinesikkerheden af de behandlede oplysninger;

27.

opfordrer autoriteten til at arbejde tæt sammen med ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed) og CERT-EU (IT-Beredskabsenheden for EU's institutioner, organer og agenturer), til at foretage regelmæssige risikovurderinger af sin IT-infrastruktur og til at sikre regelmæssige revisioner og test af sit cyberforsvar; foreslår, at alle medarbejdere, herunder ledelsen, i autoriteten tilbydes regelmæssigt ajourførte cybersikkerhedsrelaterede uddannelsesprogrammer;

Forretningskontinuitet under covid-19-krisen

28.

bemærker, at autoriteten fortsatte sine aktiviteter i 2021 og var i stand til at gennemføre sit arbejdsprogram på trods af covid-19-pandemien; bemærker, at autoriteten suspenderede sine tjenesterejser for personalet samt fysiske møder og arrangementer og prioriterede virtualisering, hvilket reducerede budgettet for udgifter på de relaterede budgetposter i forhold til regnskabsåret 2020; bemærker endvidere, at personalets tilbagevenden til kontoret blev udsat, og at telearbejde blev fremmet; tilskynder autoriteten til at gøre brug af de indhøstede erfaringer vedrørende ansattes rejser for bedre at kunne tilrettelægge møder og opgaver, der i fremtiden kan udføres mere effektivt online end ved fysisk fremmøde;

29.

bemærker, at autoriteten i 2021 gik i luften med et elektronisk modul for nyansatte i ansættelsesværktøjet Taleo, der forvalter og støtter indslusningen af personale og praktikanter gennem en automatiseret løsning, der blev yderligere tilpasset til pandemisituationen;

Øvrige bemærkninger

30.

noterer sig autoritetens bestræbelser på at øge bevidstheden om fødevaresikkerhed i den brede offentlighed via lanceringen af dens første EU-dækkende digitale kommunikationskampagne i 2021, der havde til formål at forklare videnskaben bag fødevaresikkerheden i Unionen på en tilgængelig måde og bidrage til at træffe informerede beslutninger om fødevarevalg; bemærker, at kampagnen blev gennemført i partnerskab med medlemsstaternes kompetente myndigheder og var direkte rettet mod et ikkespecialiseret publikum; noterer sig med tilfredshed de positive resultater, der fremgik af en evalueringsundersøgelse efter kampagnen;

31.

fremhæver, at en hurtig godkendelse af bæredygtige fodertilsætningsstoffer og bæredygtige alternativer til pesticider spiller en vigtig rolle for at nå ambitionerne i jord til bord-strategien; understreger i den forbindelse, at tilstrækkelig kapacitet i form af medarbejdere og deres respektive faglige kompetencer er helt afgørende for at undgå forsinkelser i ansøgnings- og vurderingsprocedurerne for godkendelse af bæredygtige fodertilsætningsstoffer og bæredygtige alternativer til pesticider;

32.

minder om, at Parlamentet i 2021 vedtog seks indsigelser mod import af genetisk modificerede afgrøder til fødevarer og foder; fremhæver, at en af årsagerne til disse indsigelser er mangler i den risikovurdering, som autoritetens Panel for Genetisk Modificerede Organismer har foretaget; opfordrer indtrængende autoriteten til hurtigst muligt at adressere og afhjælpe disse mangler;

33.

henleder opmærksomheden på de vedvarende mangler inden for dyrevelfærd, især, men ikke begrænset til, transporten af levende dyr; glæder sig i den forbindelse over, at man er påbegyndt arbejdet med en større serie dyrevelfærdsmandater, som navnlig vedrører dyretransport, og som vil danne grundlag for udarbejdelsen af ny lovgivning på dette område;

34.

opfordrer autoriteten til at fortsætte med at udvikle sine synergier (f.eks. menneskelige ressourcer, bygningsforvaltning, IT-tjenester og sikkerhed) og til at styrke sit samarbejde, sin udveksling af god praksis og sine drøftelser vedrørende områder af gensidig interesse med andre EU-agenturer med henblik på at forbedre effektiviteten;

35.

henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 10. maj 2023 (4) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

(1)   EUT C 141 af 29.3.2022, s. 69.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 af 20. juni 2019 om åbenhed og bæredygtighed i EU's risikovurdering i fødevarekæden og om ændring af forordning (EF) nr. 178/2002, (EF) nr. 1829/2003, (EF) nr. 1831/2003, (EF) nr. 2065/2003, (EF) nr. 1935/2004, (EF) nr. 1331/2008, (EF) nr. 1107/2009, (EU) 2015/2283 og direktiv 2001/18/EF (EUT L 231 af 6.9.2019, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

(4)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0190.


Top