EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 9.9.2022
COM(2022) 448 final
2022/0268(NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) 2022/109 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande for så vidt angår ansjos
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Ved Rådets forordning (EU) 2022/109 fastsættes fiskerimuligheder for 2022 for visse fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande. Disse fiskerimuligheder ændres flere gange i løbet af den periode, de vedrører, for at tage hensyn til den seneste videnskabelige rådgivning og udvikling.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
De foreslåede foranstaltninger er i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
De foreslåede foranstaltninger er i overensstemmelse med andre EU-politikker, navnlig politikkerne på miljøområdet.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Dette forslags retsgrundlag er artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
•Nærhedsprincippet
Unionen har enekompetence på det område, som forslaget vedrører, jf. artikel 3, stk. 1, litra d), i TEUF. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget vedrører tildeling af fiskerimuligheder til medlemsstaterne i overensstemmelse med målsætningerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik. I medfør af artikel 16 og 17 i forordning (EU) nr. 1380//2013 skal hver medlemsstat beslutte, hvordan de fiskerimuligheder, den har til rådighed, fordeles til fartøjer, der fører dens flag, i overensstemmelse med visse kriterier for tildeling af fiskerimuligheder. Medlemsstaterne har således det nødvendige råderum, når de fordeler de tildelte samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) med hensyn til valget af social og økonomisk model for udnyttelsen af de fiskerimuligheder, de har til rådighed.
•Valg af retsakt
Rådsforordning.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
•Høringer af interesserede parter
Kommissionen har hørt de interesserede parter, navnlig gennem de rådgivende råd, og medlemsstaterne om tilgangen til de forskellige forslag om fiskerimuligheder på grundlag af sin årlige meddelelse med titlen Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2022.
De interesserede parters svar på ovennævnte årlige meddelelse indeholder deres holdning til Kommissionens vurdering af ressourcernes tilstand og til, hvordan man kan sikre sig en passende forvaltning. Kommissionen har taget hensyn til svarene ved udarbejdelsen af dette forslag.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Kommissionen hørte Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) om den metode, der skal anvendes. Den videnskabelige rådgivning fra ICES udarbejdes på grundlag af rådgivningsrammer, der er udviklet af organisationens ekspertgrupper og beslutningsorganer, og forelægges i overensstemmelse med den partnerskabsrammeaftale, der er indgået med Kommissionen.
•Konsekvensanalyse
Anvendelsesområdet for Rådets forordning (EU) 2022/109 er nøje afgrænset i artikel 43, stk. 3, i TEUF.
•Målrettet regulering og forenkling
Ikke relevant.
•Grundlæggende rettigheder
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
De foreslåede foranstaltninger har ingen budgetmæssige konsekvenser.
5.ANDRE FORHOLD
Ansjos (Engraulis encrasicolus) i ICES-afsnit 9a er en art med kort livscyklus, hvis bestand har store udsving fra år til år, og for hvilken fiskeriet i høj grad afhænger af den nye årgang. ICES fremlægger derfor videnskabelig rådgivning i juni for forvaltningsperioden fra den 1. juli til den 30. juni det følgende år. Dette sikrer, at den videnskabelige rådgivning fra ICES er baseret på den bedst mulige vurdering af den årlige rekruttering af denne art med kort livscyklus.
Ved Rådets forordning (EU) 2022/109 som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/1091 fastsættes en foreløbig TAC for ansjos i ICES-underområde 9 og 10 og EU-farvandene i afsnit 34.1.1 henhørende under Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. september 2022, der finder anvendelse i afventning af den videnskabelige rådgivning for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023, og som gør det muligt at fortsætte fiskeriet. Den foreløbige TAC på 10 061 ton er baseret på fangsterne i tredje kvartal af 2021.
Efter offentliggørelsen den 17. juni 2022 af den videnskabelige rådgivning fra ICES for denne bestand bør den endelige TAC fastsættes for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023. TAC'en bør fastsættes til 15 777 ton, hvilket er den mængde, der er angivet i nævnte videnskabelige rådgivning fra ICES.
2022/0268 (NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) 2022/109 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande for så vidt angår ansjos
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets forordning (EU) 2022/109 fastsættes fiskerimuligheder for 2022 for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande.
(2)Ved forordning (EU) 2022/109 som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/1091 fastsættes en foreløbig samlet tilladt fangstmængde (TAC) for ansjos (Engraulis encrasicolus) i Det Internationale Havundersøgelsesråds (ICES') underområde 9 og 10 og EU-farvandene i afsnit 34.1.1 henhørende under Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. september 2022, der finder anvendelse i afventning af den videnskabelige rådgivning for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023, og som gør det muligt at fortsætte fiskeriet. Efter offentliggørelsen af denne rådgivning den 17. juni 2022 bør den endelige TAC fastsættes for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023. TAC'en bør fastsættes til 15 777 ton som angivet i rådgivningen.
(3)Forordning (EU) 2022/109 bør derfor ændres.
(4)Fangstbegrænsningen for ansjos i ICES-underområde 9 og 10 og EU-farvande i CECAF 34.1.1 bør anvendes fra den 1. juli 2022. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af berettigede forventninger, idet de pågældende fiskerimuligheder er øget. Denne forordning bør på grund af sin hastende karakter træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Ændring af forordning (EU) 2022/109
Forordning (EU) 2022/109 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. juli 2022.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].