EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021PC0399

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/65/EF for så vidt angår administrationsselskabers anvendelse af dokumenter med central information vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

COM/2021/399 final

Bruxelles, den 15.7.2021

COM(2021) 399 final

2021/0219(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 2009/65/EF for så vidt angår administrationsselskabers anvendelse af dokumenter med central information vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Hvert institut for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS) skal stille "central investorinformation" til rådighed i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF 1 . Oplysningerne om mål og investeringspolitik, risiko/afkast-profil, gebyrer, hidtidige resultater og andre praktiske detaljer hjælper investorerne med at forstå investeringsinstituttets væsentlige karakteristika og træffe velfunderede investeringsbeslutninger. Direktivets artikel 78-82 og artikel 94 præciserer hovedprincipperne for central investorinformation. Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 2 er der fastsat yderligere regler om indhold og format.

Investeringsinstitutter betragtes som sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) som defineret i forordning (EU) nr. 1286/2014 3 , hvilket betyder, at alle PRIIP'er skal ledsages af et "dokument med central information". Dokumentet indeholder information om PRIIP'ets risk/reward-profil, herunder det mulige maksimale tab af investeret kapital og relevante resultatscenarier, de omkostninger, som private investorer skal afholde, når de investerer i den, og andre detaljer. Disse oplysninger hjælper også detailinvestorer med at forstå produktets væsentlige karakteristika og træffe velfunderede investeringsbeslutninger. Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/653 4 er der fastsat nærmere regler for dokumentets udformning, indhold, gennemgang, revision og tilrådighedsstillelse. Ved delegeret forordning (EU) 2016/1904 5 er der fastsat regler for produktintervention.

Artikel 32 i forordning (EU) nr. 1286/2014 indeholder bestemmelser om en overgangsordning, hvorved administrationsselskaber, investeringsselskaber og personer, der rådgiver om eller sælger andele i investeringsinstitutter og ikke-investeringsinstitutter, midlertidigt fritages for kravet om at give detailinvestorer et dokument med central information. Ordningen gælder i øjeblikket indtil den 31. december 2021.

Dette direktiv ledsages af yderligere to foranstaltninger. For det første foreslår Kommissionen, at overgangsordningen i forordning (EU) nr. 1286/2014 forlænges til den 30. juni 2022. Dette vil give den tid, der er nødvendig for at forberede udløbet af overgangsordningen og gennemføre den anden foranstaltning (som indebærer ændringer af delegeret forordning (EU) 2017/653) fra den 1. juli 2022. De tre foranstaltninger er derfor synkroniseret med hensyn til anvendelsesdatoer.

Som reglerne er nu, vil detailinvestorer i investeringsinstitutter pr. 1. juli 2022 modtage både et dokument med central information i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1286/2014 og central investorinformation i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF. Det er ønskeligt at undgå en situation, hvor detailinvestorer modtager to forskellige oplysningsdokumenter forud for aftaleindgåelse vedrørende det samme investeringsinstitut. Dette direktiv sikrer, at et dokument med central information, der udarbejdes, stilles til rådighed, revideres og oversættes for et givet investeringsinstitut i overensstemmelse med forordningen, anses for at opfylde kravene til central investorinformation i direktiv 2009/65/EF.

Dette initiativ er ikke en del af programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT).

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

I delegeret forordning (EU) 2017/653 præciseres udformningen og indholdet af dokumentet med central information vedrørende PRIIP'er, dets standardformat, metoden til præsentation af risici og afkast og beregning af omkostninger, betingelserne og minimumshyppigheden for gennemgang af oplysningerne og betingelserne for tilrådighedsstillelse af dokumentet til detailinvestorer. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) forelagde i fællesskab udkast til ændringer af de reguleringsmæssige tekniske standarder i forordningen, herunder tekniske tilpasninger for at lette anvendelsen af reglerne på investeringsinstitutter.

Formålet med dette forslag er at sikre, at dokumenter med central information, der er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1286/2014, anses for at opfylde kravene til central investorinformation for investeringsinstitutter i artikel 78-82 og artikel 94 i direktiv 2009/65/EF.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Kommissionens topprioritet er at styrke EU's økonomi og stimulere investeringer for at skabe arbejdspladser i alle 27 medlemsstater ved at skabe et dybere indre marked for kapital — eller kapitalmarkedsunionen. Bedre lovgivning for detailinvestorer kan forventes at give fordele på andre politikområder, hvor transaktioner mellem virksomheder og forbrugere spiller en vigtig rolle.

Formålet med dette forslag er at undgå en situation, hvor to forskellige dokumenter forud for aftaleindgåelse stilles til rådighed for detailinvestorer vedrørende det samme investeringsinstitut. Dokumentet med central information vil gøre det muligt for detailinvestorer at sammenligne investeringsinstitutters væsentlige økonomiske og juridiske karakteristika med andre PRIIP'ers. For så vidt angår offentliggørelse forud for indgåelse af en aftale vil producenter og personer, der rådgiver om eller sælger investeringsinstitutter, kun skulle opfylde retlige forpligtelser i henhold til forordning (EU) nr. 1286/2014. Dette forslag bidrager til udviklingen af mere integrerede kapitalmarkeder ved at gøre det lettere for detailinvestorer, fondsforvaltere og dermed virksomheder, der investeres i, at drage fordel af det indre marked.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Dette forslag er baseret på artikel 53, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som er retsgrundlaget for direktiv 2009/65/EF.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med nærhedsprincippet må der kun handles på EU-plan, hvis de forventede mål ikke kan opfyldes af medlemsstaterne alene.

Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger på EU-plan for at fjerne barrierer for det indre marked for finansielle tjenesteydelser og produkter ved at indføre en ensartet tilgang for offentliggørelse i forbindelse med PRIIP'er. Det identificerede problem (to forskellige dokumenter med oplysninger forud for aftaleindgåelsen vedrørende det samme investeringsinstitut) kan kun løses på EU-plan, da enhver ændring af direktiv 2009/65/EF skal foretages gennem et forslag fra Kommissionen.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i artikel 5 i TEU. De foreslåede foranstaltninger er nødvendige for at mindske konsekvenserne af en parallel anvendelse af direktiv 2009/65/EF og forordning (EU) nr. 1286/2014.

Denne EU-foranstaltning er nødvendig for at sikre, at de kompetente myndigheder og PRIIP-producenterne anvender PRIIP-reglerne effektivt, og at det indre marked for investeringsfonde fungerer gnidningsløst. Forslaget vil mindske regeloverholdelsesbyrden og omkostningerne for investeringsinstitutter ved at fjerne dobbeltarbejde med hensyn til offentliggørelse forud for indgåelse af en aftale, byrdefulde krav og unødvendig reguleringsmæssig kompleksitet og retsusikkerhed.

Reguleringsmiddel/reguleringsform

Formålet er at fjerne hindringer ved at ændre et direktiv. Et direktiv er derfor det mest hensigtsmæssige reguleringsmiddel.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Dette forslag er ikke ledsaget af en særskilt konsekvensanalyse, da der allerede er udarbejdet en konsekvensanalyse i forbindelse med delegeret forordning (EU) nr. 1286/2014, som også omfatter investeringsinstitutter. Forslaget skaber ikke nye forpligtelser for deltagerne på det finansielle marked.

Forslaget fremmer rettigheder, der er knæsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Hovedformålet er at styrke forbrugernes rettigheder (chartrets artikel 38) og lette retten til at levere tjenesteydelser i alle medlemsstater (chartrets artikel 15, stk. 2).

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen budgetmæssige virkninger for Kommissionen.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

I forbindelse med Kommissionens gennemgang af forordning (EU) nr. 1286/2014 vil der som led i den kommende detailinvesteringsstrategi bl.a. blive taget hensyn til anvendelsen af de regler, der er fastsat i forordningen. Der vil blive indhentet information og holdninger ved en offentlig høring og drøftelser med EBA, ESMA, EIOPA og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Med dette forslag indsættes en ny artikel 82a i direktiv 2009/65/EF. Artiklen fastsætter på en klar, præcis og ubetinget måde, at når et dokument med central information udarbejdes, stilles til rådighed, revideres og oversættes for et investeringsinstitut i henhold til forordning (EU) nr. 1286/2014, bør det anses for at opfylde de krav, der gælder for central investorinformation med henblik på nævnte direktiv.

.

2021/0219 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 2009/65/EF for så vidt angår administrationsselskabers anvendelse af dokumenter med central information vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 6 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I henhold til artikel 78 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF 7 skal investeringsselskaber og administrationsselskaber udarbejde et kort dokument indeholdende central information om de væsentligste karakteristika ved de institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), der tilbydes investorer ("dokumentet med central investorinformation" eller "KIID"), således at disse investorer kan forventes at forstå karakteren af og risiciene forbundet med det pågældende investeringsinstitut og således kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.

(2)I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 8 skal producenter af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), inden de stiller sådanne produkter til rådighed for detailinvestorer, udarbejde et dokument med central information om det pågældende produkt for at sætte sådanne detailinvestorer i stand til at forstå og sammenligne det pågældende PRIIP's vigtigste karakteristika og risici ("dokumentet med central information").

(3)Investeringsinstitutter betragtes også som PRIIP'er, for hvilke der kræves et dokument med central information i henhold til forordning (EU) nr. 1286/2014. Artikel 32, stk. 1, i nævnte forordning fritager imidlertid administrationsselskaber som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/65/EF, investeringsselskaber som omhandlet i direktivets artikel 27 og personer, der rådgiver om eller sælger andele i investeringsinstitutter, fra de forpligtelser, der er fastsat i nævnte forordning, og dermed for at udarbejde et "dokument med central information" indtil den 31. december 2021 ("overgangsordningen").

(4)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/653 9 indeholder supplerende regler til forordning (EU) nr. 1286/2014 ved at fastsætte reguleringsmæssige tekniske standarder for udformningen, indholdet og standardformatet af dokumentet med central information, metoden til præsentation af risiko og afkast og beregningen af omkostninger samt betingelserne for og minimumshyppigheden for gennemgang af oplysningerne i dokumentet med central information og betingelserne for tilrådighedsstillelse af dokumentet med central information til detailinvestorer.

(5)Den [EUT, indsæt dato] vedtog Kommissionen Kommissionens delegerede forordning (EU).../2021 10 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/653 for bl.a. at gøre det lettere for administrationsselskaber, investeringsselskaber og personer, der rådgiver om eller sælger andele i investeringsinstitutter, at gøre brug af udformningen, indholdet og standardformatet af dokumentet med central information. Anvendelsesdatoen for delegeret forordning (EU).../2021 er imidlertid fastsat til den 1. juli 2022 for at give disse administrationsselskaber, investeringsselskaber og personer, der rådgiver om eller sælger andele i investeringsinstitutter, tilstrækkelig tid til at forberede sig på udløbet af overgangsordningen og dermed til forpligtelsen til at udarbejde et dokument med central information. Da anvendelsesdatoen for delegeret forordning (EU).../2021 blev fastsat til den 1. juli 2022, og fordi det er nødvendigt at sikre, at udløbet af overgangsordningen falder sammen med anvendelsesdatoen for delegeret forordning (EU).../2021, er forordning (EU) nr. 1286/2014 blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2021 11 for at forlænge overgangsordningen til den 30. juni 2022.

(6)Den "centrale investorinformation", der kræves i henhold til artikel 78 i direktiv 2009/65/EF, og de "dokumenter med central information", der kræves i henhold til forordning (EU) nr. 1286/2014, dækker i alt væsentligt de samme oplysningskrav. Det er derfor nødvendigt at undgå, at detailinvestorer i PRIIP'er, der er interesseret i at erhverve andele i investeringsinstitutter, fra den 1. juli 2022 modtager begge dokumenter vedrørende det samme finansielle produkt. Det bør derfor fastsættes, at dokumentet med central information skal anses for at opfylde de krav, der gælder for dokumentet med central investorinformation, jf. direktiv 2009/65/EF.

(7)Direktiv 2009/65/EF bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2009/65/EF indsættes som artikel 82a:

"Artikel 82a

Central investorinformation udleveret via dokumentet med central information

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, når et investeringsselskab eller, for en hvilken som helst af de investeringsfonde, det forvalter, et administrationsselskab udarbejder, udleverer, reviderer og oversætter et dokument med central information, der opfylder kravene til dokumenter med central information i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014*, anser dokumentet med central information for at opfylde kravene til central investorinformation som fastsat i nærværende direktivs artikel 78-82 og 94.

_____________________

*    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).

Artikel 2

1.Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2022 de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. juli 2022.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

2.Fra dette direktivs ikrafttræden drager medlemsstaterne omsorg for, at Kommissionen underrettes om ethvert forslag til retsforskrifter, som de påtænker at udstede på det af dette direktiv omfattede område, i så god tid, at Kommissionen kan fremsætte sine bemærkninger dertil.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand


(1)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
(2)    Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted (EUT L 176 af 10.7.2010, s. 1).
(3)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).
(4)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/653 af 8. marts 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præsentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter med central information og betingelser for opfyldelse af kravet om at stille sådanne dokumenter til rådighed (EUT L 100 af 12.4.2017, s. 1).
(5)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1904 af 14. juli 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 for så vidt angår produktintervention (EUT L 295 af 29.10.2016, s. 11).
(6)    EUT C […] af […], s. […].
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).
(8)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).
(9)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/653 af 8. marts 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præsentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter med central information og betingelser for opfyldelse af kravet om at stille sådanne dokumenter til rådighed (EUT L 100 af 12.4.2017, s. 1).
(10)    EUT C […] af […], s. […].
(11)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) .../2021 om ændring af forordning (EU) nr. 1286/2014 for så vidt angår forlængelse af overgangsordningen for administrationsselskaber, investeringsselskaber og personer, der rådgiver om eller sælger andele i institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) og andre institutter end investeringsinstitutter (EUT L […] af […], s. […]).
Top