EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021IR1968

Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — EU's handlingsplan for økologisk landbrug

COR 2021/01968

EUT C 97 af 28.2.2022, p. 30–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

28.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 97/30


Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — EU's handlingsplan for økologisk landbrug

(2022/C 97/07)

Ordfører:

Uroš BREŽAN (SL/De Grønne), borgmester i Tolmin

POLITISKE ANBEFALINGER

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over EU's handlingsplan for økologisk landbrug og støtter dens omfattende tilgang, der er baseret på tre indsatsområder, og som har til formål at stimulere efterspørgslen og produktionen og forbedre det økologiske landbrugs bidrag til bæredygtighed og håndteringen af miljømæssige udfordringer;

2.

mener, at økologisk landbrug takket være dets positive indvirkning på miljøet og klimaet i form af forbedret kulstofbinding og forbedring af jordbundens sundhed samt bevarelse af biodiversitet og dyrevelfærd vil bidrage til at opfylde den europæiske grønne pagts målsætninger og målene i henholdsvis EU's jord til bord-strategi og strategien for biodiversitet;

3.

glæder sig blandt disse mål over det ambitiøse EU-dækkende mål i fra jord til bord-strategien om, at 25 % af landbrugsjorden skal være omstillet til økologisk drift inden 2030, og hvis virkning udvalget håber, at Kommissionen vil vurdere. Udvalget foreslår, at der fastsættes bindende nationale mål for at tage hensyn til landbrugets forskelligartethed i de forskellige europæiske lande og deres regioner;

4.

beklager, at den fælles landbrugspolitik ikke i tilstrækkelig grad er i overensstemmelse med målene i EU's handlingsplan for økologisk landbrug, den grønne pagt, EU's fra jord til bord-strategi og biodiversitetsstrategien og ikke i tilstrækkeligt omfang kan belønne landbrugere, der gør en ekstra indsats for at starte den grønne omstilling på deres bedrifter, f.eks. ved at omstille deres jord til økologisk drift;

5.

finder det glædeligt, at en af de otte typer af foranstaltninger til landdistriktsudvikling foreslået i den nye fælles landbrugspolitik for 2023-2027 er betalinger til miljø- og klimaforpligtelser og andre forvaltningsforpligtelser. Disse typer af foranstaltninger er obligatoriske for medlemsstaterne, som skal afsætte mindst 30 % af ELFUL-midlerne til foranstaltninger, der er knyttet til klima- og miljømålene. Økologisk landbrug er omfattet af disse foranstaltninger og vil dermed kunne finansieres inden for rammerne af såvel miljøordningerne som landbrugs-, klima- og miljøforpligtelserne under den anden søjle eller inden for begge;

6.

påpeger, at udfordringen med at omstille 25 % af landbrugsjorden til økologisk drift inden 2030 bør afstemmes med de faktiske produktionsforhold i regionerne og nås ved hjælp af politiske værktøjer, der støtter en afbalanceret udvikling af både økologisk produktion og efterspørgsel, og som gennemføres på hensigtsmæssig vis på EU-plan samt nationalt, regionalt og lokalt plan;

7.

mener, at der bl.a. bør fokuseres på at stimulere udbuddet og samtidig fremme efterspørgslen efter økologiske produkter ved at øge bevidstheden om deres fordele og forbrugernes tillid til økologilogoet;

8.

efterlyser mere konkrete tiltag og støtte til udformningen af foranstaltninger for økologisk landbrug i landdistrikterne, der har til formål at fremme mere lige adgang og en mere ligelig indkomst for kvinder og mænd i sektoren samt tiltrække og fastholde unge landbrugere;

9.

beklager manglen på et særskilt og specifikt budget for hvert initiativ og opfordrer til, at de forskellige finansielle instrumenter, der står til rådighed for gennemførelsen af handlingsplanen på EU-plan og nationalt plan, nemlig LEADER/lokaludvikling styret af lokalsamfundet, EU's politik for salgsfremstød og Horisont Europa, konsekvent anvendes til at opfylde denne målsætning. Udvalget opfordrer desuden til, at der afsættes flere supplerende midler til denne handlingsplan på EU-, nationalt, regionalt og lokalt niveau;

10.

fremhæver situationen i regionerne i den yderste periferi, som på grund af deres særlige forhold oplever alvorlige begrænsninger i udviklingen af økologisk produktion, og som der skal tages højde for ved hjælp af specifikke foranstaltninger ledsaget af øget finansiering;

11.

glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at afholde en årlig »økologidag« i hele EU;

12.

støtter forslaget om at medtage overvågnings- og evalueringsaktiviteter fra begyndelsen, vurdere gennemførelsen af handlingsplanen, intensivere indsamlingen af markedsdata og udvide EU's markedsobservatoriers analyse til også at omfatte økologiske produkter;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage nationale handlingsplaner for økologi for at tackle de specifikke udfordringer på både nationalt og lokalt plan. Disse handlingsplaner bør være resultatet af en åben og demokratisk høringsproces samt en bottom-up-tilgang, der inddrager alle interessenter, navnlig økologiske landbrugere og sammenslutninger, lokale og regionale myndigheder, forbrugerrepræsentanter og hotel- og restaurationsbranchen;

14.

glæder sig over, at handlingsplanen for økologi for første gang nævner de reelle omkostninger ved fødevarer, og at Kommissionen agter at iværksætte en undersøgelse af dette spørgsmål, hvilket er afgørende i bestræbelserne på at støtte overgangen til et mere retfærdigt og bæredygtigt fødevaresystem. Undersøgelsen vil bidrage til at anerkende værdien af økologisk landbrug i forbindelse med leveringen af offentlige goder;

15.

understreger, at pesticidrester stort set er allestedsnærværende i miljøet og potentielt også påvirker økologiske produkter. Eftersom økologiske landbrugere garanterer høje miljøstandarder i produktionen, må de ikke belastes med risici, som de ikke er ansvarlige for. Regionsudvalget påpeger derfor, at en nultolerancetilgang til pesticidrester på økologiske produkter vil være til stor skade for sektoren;

16.

foreslår, at Kommissionen for at løse dette problem:

stiller forslag om initiativer, der har til formål at forenkle godkendelsen af aktivstoffer og plantebeskyttelsesmidler, der egner sig til økologisk landbrug, når der er sikkerhed for naturen, miljøet og mennesker. Udvalget påpeger, at der bør lægges særlig vægt på produktionen i regionerne i den yderste periferi, hvoraf de fleste har en anden størrelse og andre karakteristika end landbruget på fastlandet

arbejder for en yderligere harmonisering af håndteringen af pesticidrester under hensyntagen til alle fordele og ulemper ved de forskellige tilgange, som medlemsstaterne har valgt

fremmer undersøgelser af og forskning i nye metoder, der er forenelige med økologisk produktion;

17.

tilskynder medlemsstaterne til at undersøge, hvordan princippet om, at forureneren betaler, kan gennemføres, så økologiske landbrugere kan få kompensation for tabt indtjening, der skyldes uheldsbetinget forurening af deres økologiske produkter.

De lokale og regionale myndigheders rolle i gennemførelsen og evalueringen af handlingsplanen

18.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at de lokale og regionale myndigheder har de bedste forudsætninger for at kende og imødekomme de lokale økologiske sektorers faktiske behov. For at nå målene i den nye handlingsplan for økologisk produktion bør de derfor inddrages tæt i både gennemførelsen og evalueringen af dens indsatsområder;

19.

fremhæver, at de lokale og regionale myndigheder i høj grad bidrager til at strukturere den økologiske sektor med hensyn til produktion, logistik og handel, idet de letter etableringen af et struktureret samarbejde mellem producenter og forbrugere, øger bevidstheden på lokalt plan, oplyser forbrugerne om den positive indvirkning af økologisk landbrug og udvikler uddannelsesprogrammer for førskoleordninger og skoler;

20.

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder længe har været involveret i støtten til udvikling af økologisk landbrug, navnlig gennem deres forvaltning og gennemførelse af regionale programmer for udvikling af landdistrikterne;

21.

beklager den begrænsede inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen af den tidligere handlingsplan for økologisk landbrug, der, som det fremgik af den midtvejsevaluering, som Det Europæiske Regionsudvalg foretog, ikke nåede sine mål;

22.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at etablere en platform for overvågning og evaluering af gennemførelsen af handlingsplanen, der samler alle interessenter, navnlig repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder;

23.

understreger, at det i forbindelse med inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder er nødvendigt med en stedspecifik tilgang i overensstemmelse med den territoriale dagsorden 2030 for at imødekomme de forskellige behov i landdistrikter, bynære områder og byområder i hele Europa;

24.

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder sikrer koordinering og god forvaltning mellem alle administrative niveauer. Det er afgørende at støtte tværgående foranstaltninger på lokalt plan og inddrage alle lokale interessenter med tilknytning til den økologiske sektor;

25.

anmoder Kommissionen om at lægge større vægt på at bevare vandressourcerne og opfordrer til udveksling af erfaringer for at tilskynde de lokale og regionale myndigheder til at gennemføre god praksis på området.

Fremme af forbruget

26.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over anerkendelsen af økodistrikter som velegnede redskaber til udvikling af landdistrikterne og roser Kommissionens intention om at støtte deres udvikling og gennemførelse i medlemsstaterne;

27.

anbefaler, at Kommissionen inddrager de lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen af dette initiativ;

28.

påpeger, at økodistrikter giver de lokale og regionale myndigheder en fantastisk mulighed for at støtte udviklingen af bæredygtige fødevaresystemer ved hjælp af samarbejde mellem landbrugere, borgere/forbrugere, lokale offentlige forvaltninger, foreninger og kommercielle turist- og kulturvirksomheder, der handler i overensstemmelse med principperne og metoderne for økologisk produktion og forbrug;

29.

fremhæver, at den integrerede og multifunktionelle tilgang i økodistrikter også medfører store fordele med hensyn til miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed;

30.

opfordrer derfor de lokale og regionale myndigheder til at engagere sig i oprettelsen af økodistrikter ved at støtte udviklingen af bottom-up-initiativer, der kan bidrage til at udvikle landdistrikterne og øge forbruget af lokale økologiske produkter;

31.

anbefaler, at Kommissionen vedtager en fælles ramme og retningslinjer på EU-plan for at sikre en harmoniseret gennemførelse af økodistrikterne på medlemsstatsniveau, idet den sørger for at bevare deres integrerede og multifunktionelle karakter samt deres særlige karakteristika med henblik på at sikre en vellykket udbredelse;

32.

anbefaler, at Kommissionen opretter et netværk af økodistrikter på EU-plan med det formål at yde støtte og stille fælles tjenester til rådighed for alle økodistrikter;

33.

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder fremmer det lokale forbrug af økologiske produkter gennem egen, national og europæisk økonomisk støtte til lokale markeder og direkte salg samt informations- og kommunikationskampagner om eksisterende markeder og erhvervsdrivende, der er registreret med henblik på direkte salg;

34.

fremhæver de ernæringsmæssige og miljømæssige fordele ved at forbruge økologiske fødevarer, men opfordrer til, at der ses nærmere på spørgsmålet om tilgængeligheden af økologiske produkter, både hvad angår prisoverkommelighed og salgssteder, der er let tilgængelige for forbrugerne, således at alle forbrugere får mulighed for at købe økologiske fødevarer;

35.

glæder sig over forhøjelsen af EU's budget til salgsfremstød for økologiske produkter og opfordrer Kommissionen til at fastholde denne linje i de kommende år;

36.

anbefaler, at Kommissionen i forbindelse med den igangværende revision af EU's politik for salgsfremstød prioriterer økologiske produkter, der er produceret i EU, fra landbrugsråvarer til forarbejdning;

37.

foreslår at tilpasse EU's økologilogo ved at tilføje ordene »EU økologi« og muligheden for at tilføje produktionsområdet under det grønne blad med det formål at opnå øget genkendelse hos forbrugerne;

38.

glæder sig over forslaget om at overveje mulighederne for dyrevelfærdsmærkning inden for rammerne af jord til bord-strategien og opfordrer til, at dette fremmes, da udvalget mener, at en klar, standardiseret og obligatorisk mærkning af opdrætsmetoden kan tilskynde forbrugerne til at købe økologiske produkter;

39.

glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at promovere udbuddet af økologiske produkter i kantiner samt analysere anvendelsen og øge brugen af kriterier for grønne offentlige indkøb. Udvalget bifalder målet om at fastsætte obligatoriske minimumskriterier for bæredygtige fødevareindkøb for at fremme sunde og bæredygtige kostvaner. Det kan blive nødvendigt at revidere de retlige rammer for offentlige indkøb for i højere grad at gøre det muligt for myndighederne at stille krav om og øge anvendelsen af fødevarer fra korte forsyningskæder. Der bør lægges særlig vægt på at støtte udviklingen af korte forsyningskæder i regionerne i den yderste periferi;

40.

foreslår, at skoler og uddannelsesinstitutioner tilbyder deres elever økologiske produkter, hvilket vil bidrage til sunde kostvaner fra en tidlig alder og således gøre det lettere at øge bevidstheden om lokale, traditionelle og sunde fødevarers betydning;

41.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders rolle i bestræbelserne på at sikre en større andel af lokale og regionale økologiske produkter i offentlige fødevareindkøb, bidrage til kollektiv information og uddannelse og øge forbrugernes bevidsthed om og tillid til økologisk produktion. Gennem offentlige indkøb kan de lokale og regionale myndigheder udvikle langsigtede partnerskaber med deres lokale økologiske producenter og tilskynde konventionelle landbrugere til at omlægge til økologisk produktion;

42.

påpeger endvidere, at de lokale og regionale myndigheder står over for flere hindringer, når det drejer sig om at forsyne offentlige kantiner med lokale og regionale økologiske produkter: logistiske hindringer, nemlig manglen på tilpasset fysisk infrastruktur, strukturelle hindringer såsom behovet for at strukturere markedet og styrke forsyningskæden for at skabe balance mellem det lokale udbud og den lokale efterspørgsel samt manglen på menneskelige og tekniske ressourcer;

43.

bemærker, at der er behov for et stærkt politisk engagement på nationalt og regionalt plan for at fremme en hensigtsmæssig brug af økologiske fødevarer i offentlige og private kantiner, cateringvirksomheder og restauranter;

44.

foreslår, at der udvikles fælles kriterier på EU-plan, der skal tjene som bedste praksis, med det formål at udarbejde relevante tilsynsregler for offentlige kantiner;

45.

bemærker, at den stigende efterspørgsel tilskynder til udvikling af regional produktion, og opfordrer derfor til mærkning af kantiner og restauranter, både i den offentlige og den private sektor, med angivelse af den minimumsandel af sunde fødevarer, enten økologiske eller fra korte forsyningskæder, der anvendes i forarbejdningsprocesserne;

46.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at kontrollere deres offentlige indkøbs- og budgetlovgivning for at sikre, at de økologiske produkter, der anvendes i offentlige kantiner, er certificerede;

47.

anerkender, at de lokale og regionale myndigheder stadig mangler viden om de muligheder, som grønne offentlige indkøb giver, og tilskynder dem til at overvinde barrieren i form af priskriteriet og anvende bæredygtighedskriterier;

48.

foreslår, at der udvikles en fælles EU-platform for økologiske producenter fra EU-medlemsstaterne, som skal fremme udvekslingen af god praksis, forståelsen af EU's regler samt tilrettelæggelsen af uddannelse, arrangementer og projektpartnerskaber, for blot at nævne nogle få;

49.

insisterer i den forbindelse på betydningen af at tilbyde et passende uddannelses- og kapacitetsopbygningsprogram for både indkøbsmyndigheder (nationale, regionale og lokale) og økologiske producenter og forarbejdningsvirksomheder for at tackle de strukturelle og logistiske hindringer og fremme anvendelsen af kriterier for grønne indkøb.

Stimulering af produktionssiden

50.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at EU i 2019 havde et økologisk areal på ca. 9 %. Kun 64 % af det certificerede økologiske areal modtog økologiske støttebetalinger (1);

51.

påpeger, at økologisk landbrug er underfinansieret i den nuværende fælles landbrugspolitik. Mens 8 % af landbrugsjorden i EU dyrkes økologisk, udgør støtten til økologisk landbrug kun 1,5 % af EU's samlede landbrugsbudget. Der bør lægges særlig vægt på at kanalisere støtte til udvikling af små landdistrikter og mindre udviklede regioner, hvor landbrugsaktiviteter udgør den vigtigste økonomiske sektor;

52.

understreger, at der for at tredoble EU's økologiske landbrugsjord inden 2030 er behov for en tre- til femdobling af udgifterne til økologisk drift under den fælles landbrugspolitik, hvilket betyder, at op til 15 % af udgifterne til den fælles landbrugspolitik bør øremærkes til den økologiske sektor (2);

53.

beklager imidlertid, at den aftale, der blev indgået om den kommende fælles landbrugspolitik, mangler ambitioner hvad angår den finansielle støtte til økologisk landbrug;

54.

er set i lyset af de EU-dækkende mål for økologisk landbrug bekymret over, at nogle af de tilgængelige udkast til nationale strategiske planer under den fælles landbrugspolitik ikke yder tilstrækkelig støtte til økologiske landbrugere sammenlignet med den foregående programmeringsperiode;

55.

anbefaler, at medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder prioriterer og yder tilstrækkelig økonomisk støtte til at imødekomme de specifikke behov i den regionale og lokale økologiske sektor i deres strategiske planer;

56.

anbefaler, at Kommissionen grundigt vurderer de nationale strategiske planer, som medlemsstaterne har indgivet, med henblik på at overvåge, at de bidrager til at nå målet om, at 25 % af landbrugsjorden skal være afsat til økologisk landbrug inden 2030;

57.

støtter en strategi, der er baseret på, at der inden for rammerne af den nye fælles landbrugspolitik foretages en vurdering af medlemsstaternes særlige forhold og behov og navnlig de vanskelige produktionsvilkår i regionerne i den yderste periferi med hensyn til væksten i den økologiske sektor. Det bør sikres, at medlemsstaterne på bedst mulig vis udnytter de muligheder, som den nye fælles landbrugspolitik giver for at støtte deres nationale økologiske sektor. Kommissionen bør være særlig opmærksom på at støtte de medlemsstater/regioner, der halter bagefter, og samtidig give yderligere vejledning til dem, der allerede har bidraget til at nå målet om 25 %. Hver medlemsstat bør bidrage til at nå det fælles mål senest i 2030;

58.

anbefaler, at medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder forankrer økologisk landbrug mere solidt i uddannelser og landbrugsfakulteter og udvikler undervisningsmateriale og undervisningsforløb i økologisk landbrug, der imødekommer behovene inden for såvel primærproduktion som forarbejdning og omstilling;

59.

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder fremskynder andelen af omlægninger til økologisk landbrug ved at yde støtte og rådgivning til etablering, omlægning eller overdragelse af bedrifter, der vælger økologisk landbrug;

60.

understreger betydningen af at udvikle den økologiske landbrugsindustri på regionalt og lokalt plan, så væksten i primærproduktionen konsolideres. Fremme af korte fødevareforsyningskæder kan være til gavn for både økologiske landbrugere og forbrugere. De reducerer transportomkostningerne og øger bæredygtigheden, samtidig med at økonomien i landdistrikterne udvikles, hvilket skaber merværdi i produktionsområdet;

61.

anbefaler derfor, at medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder træffer specifikke foranstaltninger for erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med forarbejdning og markedsføring af økologiske fødevarer, med henblik på at fremme en harmonisk udvikling af produktionen og skabe gunstige rammevilkår for korte forsyningskæder i alle regioner. Udvalget foreslår derfor:

at fremme små landbrugsindustrier, der er knyttet til bedriften

at fremme mobile forarbejdningsfaciliteter for små bedrifter (slagterier, forarbejdningsanlæg, møller osv.) og tilskynde til fælles brug af forarbejdningsfaciliteter på lokalt plan for at overvinde de retlige hindringer, som sundheds- samt sikkerheds- og dyresundhedsstandarder skaber

at tilskynde til inddragelse af landbrugskooperativer i markedsføring og omlægning til økologiske produkter, herunder deltagelse i offentlige indkøb af fødevarer;

62.

fremhæver betydningen af økonomisk organisering, effektive markedsreguleringsværktøjer og finansiering af producentorganisationer for at nå målet om 25 %. F.eks. bør producenterne have en minimumspris, der overstiger den gennemsnitlige produktionspris for økologisk landbrug for at sikre en stabil minimumsindkomst. I tilfælde af uligevægt på markedet, hvor væksten i efterspørgslen ikke kan absorbere væksten i udbuddet, bør Kommissionen have beføjelse til at aktivere den særlige offentlige interventionsmekanisme for økologiske produkter;

63.

bemærker, at øget illoyal konkurrence fra økologiske produkter fra tredjelande kan svække sektoren, og anbefaler, at Kommissionen garanterer en fair, afbalanceret og gennemsigtig handel, idet der kræves gensidighed i forpligtelserne og reglerne for økologisk produktion af produkter, der importeres til EU, for at sikre ligebehandling og effektiv beskyttelse af de europæiske forbrugere; Af samme årsager bør ovennævnte også gælde for akvakultur med henblik på at udvide miljøbeskyttelsen og den bæredygtige forvaltning af havene til lande uden for EU;

64.

anbefaler, at Kommissionen støtter lanceringen af en fælles EU-platform, der skal lette lokale økologiske landbrugeres import- og eksportmuligheder ved at udvikle tjenester til digitalt salg/e-salg og understøtte logistik og vellykkede partnerskaber på dette område;

65.

anbefaler, at medlemsstaterne indfører en bonus-malus-ordning som en del af økoordningerne under den nye fælles landbrugspolitik som beskrevet i udvalgets tidligere udtalelse om agroøkologi;

66.

bemærker, at EU's nye forordning om økologi finder anvendelse fra den 1. januar 2022 og medfører store ændringer i visse sektorer for økologisk produktion. For at sikre en vellykket gennemførelse er det afgørende at finde en balance mellem harmonisering på EU-plan og tilpasning på regionalt plan, uden at de økologiske principper fraviges;

67.

opfordrer derfor Kommissionen til at overvåge virkningerne af den nye forordning med henblik på at reagere effektivt og tage hånd om eventuelle vanskeligheder som følge af anvendelsen af de nye regler;

68.

anerkender den store interesse for og det store potentiale, der ligger i økologisk omlægning i husdyrsektoren;

69.

glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at styrke økologisk akvakultur. Sektoren står over for hård konkurrence fra lande uden for EU, idet EU importerer næsten 80 % af de fisk, der forbruges på det indre marked (3);

70.

anbefaler derfor, at Kommissionen sikrer tilstrækkelig støtte og øger FoI-midlerne til EU's økologiske landbrugs-, akvakultur- og husdyrsektor, så problemet med manglen på de rette produktionsmidler, dvs. certificerede økologiske frø, økologisk protein og vitamin B-foder, kan løses og afhængigheden af import mindskes;

71.

glæder sig over Kommissionens forslag om at øge FoI-midlerne til økologisk landbrug under Horisont Europa og understreger navnlig betydningen af at øremærke særskilte indkaldelser af forslag og budgetter til økologisk produktion.

Bruxelles, den 2. december 2021.

Apostolos TZITZIKOSTAS

Formand for Det Europæiske Regionsudvalg


(1)  IFOAM Organics Europe.

(2)  Ibid.

(3)  Copa-Cogecas synspunkter vedrørende En handlingsplan eller udvikling af økologisk produktion.


Top