Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021IR1900

    Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — En dagsorden for bekæmpelse af terrorisme i EU: foregribe, forebygge, beskytte, reagere

    COR 2021/01900

    EUT C 61 af 4.2.2022, p. 21–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    4.2.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 61/21


    Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — En dagsorden for bekæmpelse af terrorisme i EU: foregribe, forebygge, beskytte, reagere

    (2022/C 61/05)

    Ordfører:

    Karl VANLOUWE (BE/EA),

    medlem af det flamske parlament

    Basisdokument:

    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En dagsorden for bekæmpelse af terrorisme i EU: foregribe, forebygge, beskytte, reagere

    COM(2020) 795 final

    POLITISKE ANBEFALINGER

    DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG

    Indledning

    1.

    Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens dagsorden for bekæmpelse af terrorisme (1), som anerkender de lokale og regionale myndigheders centrale rolle, bl.a. i forbindelse med forebyggelse af radikalisering og beskyttelse af offentlige steder;

    2.

    er enig med Kommissionen i, at terrornetværkenes tværnationale karakter kræver et stærkere samarbejde, som beskytter og værner om vores fælles værdier og standarder, vores europæiske levevis og vores pluralistiske samfund;

    3.

    påpeger, at bekæmpelse af terrorisme er en del af sikkerhedspolitikken, som er en delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne, hvor opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed henhører under medlemsstaternes kompetence i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (2) og gør i den forbindelse opmærksom på den rolle, som regionale retshåndhævende myndigheder spiller i visse medlemsstater;

    4.

    gør opmærksom på, at motiverne bag terrorangreb i EU er forskelligartede og inddeles i 5 kategorier af Europol: jihadistisk terrorisme, venstreekstremistisk og anarkistisk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, etnisk-nationalistisk og separatistisk terrorisme og single-issue terrorisme, der er knyttet til en specifik sag. Udvalget peger på det voksende fænomen med gerningsmænd, der handler alene (3);

    5.

    påpeger, at covid-19-foranstaltningerne hæmmer terroristernes bevægelsesfrihed, men at de desværre finder måder at omgå hindringerne på, og at der skal tages højde for pandemiens socioøkonomiske konsekvenser, som skaber en yderligere risiko for radikalisering og en krisesituation, som terrorister kan udnytte til at fremme deres mål og aktiviteter (4) (5).

    Foregribe

    Strategisk efterretnings- og trusselsvurdering

    6.

    Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at EU's Efterretnings- og Situationscenter (EU INTCEN) som følge af terrornetværkenes tværnationale karakter har en afgørende betydning for EU's indre sikkerhed. Udvalget glæder sig over Kommissionens opfordring til at sikre en bedre integration af strategiske efterretninger og til fortsat at forsyne EU INTCEN med trusselsvurderinger af høj kvalitet fra de nationale sikkerheds- og efterretningstjenester og med de nødvendige ressourcer.

    Styrkelse af kapaciteten til tidlig opdagelse

    7.

    Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig i forbindelse med EU's sikkerhedsforskning over den øgede kapacitet til tidlig opdagelse af potentielle terrortrusler og understreger betydningen af interoperabilitet for udvekslingen af oplysninger;

    8.

    støtter i forbindelse med den sikkerhedspolitiske cyklus i Horisont Europa-programmet en yderligere integration af forskningsaspektet, hvor Europol kan bistå med at afdække centrale forskningstemaer og udarbejde og gennemføre relevante EU-rammeprogrammer.

    På forkant: nye teknologiers rolle

    9.

    Det Europæiske Regionsudvalg anerkender de muligheder, som nye innovative teknologier såsom kunstig intelligens og droner giver for proaktivt at opdage terrortrusler og bidrage til beskyttelsen af offentlige steder. Udvalget glæder sig over Kommissionens tilsagn om at finansiere projekter til udvikling af nye teknologier gennem EU's dagsorden for byerne (6) og opfordrer til udveksling af bedste praksis mellem myndigheder, industri og eksperter;

    10.

    påpeger, at nye teknologier også skaber nye trusler, og glæder sig bl.a. over Kommissionens planer, der skal forbedre mulighederne for at opdage, spore og identificere potentielt ondsindede droner;

    11.

    gør opmærksom på, at det altid, men især ved nye teknologier, er nødvendigt at finde en balance mellem på den ene side retten til sikkerhed og fysisk integritet og på den anden side de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. I den sammenhæng skal der arbejdes med kontrolforanstaltninger (checks and balances), hvor proportionalitet og uafhængig domstolskontrol prioriteres højt.

    Forebygge

    Bekæmpelse af ekstremistiske ideologier online

    12.

    Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens tilsagn om, at den i samarbejde med Europol, hvis kompetente enhed skal styrkes med hensyn til ressourcer og kapacitet, vil støtte den videre gennemførelse af EU's kriseprotokol for at gribe ind over for den virale spredning af terrorrelateret indhold på internettet;

    13.

    noterer sig Kommissionens tilsagn om at udvide listen over forbrydelser på EU-plan (7) til hadforbrydelser og hadefuld tale og dens forslag til en retsakt om digitale tjenester (8). Udvalget gør i den forbindelse opmærksom på behovet for at tage hensyn til de retlige rammer i medlemsstaterne og påpeger, at der altid skal tages hensyn til samtlige grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder retten til ytringsfrihed;

    14.

    understreger betydningen af at formidle modfortællinger og alternative fortællinger i kampen mod radikalisering, terrorisme og desinformation og glæder sig over Kommissionens tilsagn om at støtte medlemsstaternes udvikling af denne strategiske kommunikation.

    Støtte til lokale aktører for at skabe mere modstandsdygtige samfund

    15.

    Det Europæiske Regionsudvalg understreger sit tilsagn om fortsat at spille en aktiv rolle i bekæmpelsen af radikalisering og glæder sig over Kommissionens støtte til Netværket til Bevidstgørelse omkring Radikalisering (9) og initiativet »EU's byer mod radikalisering« (10);

    16.

    understreger betydningen af en tværfaglig tilgang i samarbejde med civilsamfundet, navnlig hvad angår tidlig opsporing af radikalisering. Udvalget fremhæver bedste praksis såsom lokale integrerede sikkerhedsenheder, hvor lokalforvaltninger, politi, sociale organisationer, (uformelle) uddannelsestilbud, religiøse rådgivere osv. samarbejder om at udarbejde en skræddersyet tilgang til omgangen med radikaliserede enkeltpersoner (11), og understreger, at fælles tavshedspligt er afgørende i den henseende. Udvalget opfordrer til udveksling af bedste praksis på dette område og understreger, at der i den forbindelse skal tages højde for medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred;

    17.

    minder om, at det er de lokale og regionale myndigheder, som konfronteres mest direkte med de muligheder og udfordringer, der er forbundet med integration. Navnlig på dette niveau forventer udvalget støtte fra Kommissionen til at sikre og styrke den sociale samhørighed, herunder gennem dens handlingsplan for integration og inklusion (12).

    Fængsler, rehabilitering og reintegration

    18.

    Det Europæiske Regionsudvalg bifalder Kommissionens tilsagn om at fokusere mere på at løse problemet med radikalisering i fængsler ved hjælp af afradikalisering samt rehabilitering og reintegration af radikaliserede fanger. Udvalget understreger behovet for en helhedstilgang, hvor fængselspersonale, socialrådgivere, religiøse rådgivere osv. modtager specialiseret undervisning i, hvordan radikaliserede fanger håndteres, og hvor ledsagelsen af radikaliserede ikke stopper efter deres frihedsberøvelse eller afradikalisering. Udvalget fremhæver betydningen af at udveksle bedste praksis.

    Konsolidering af viden og støtte

    19.

    Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens tilsagn om at støtte videreudviklingen af nationale netværk med relevante aktører, ser frem til forslagene om oprettelse af et EU-videncenter om forebyggelse af radikalisering, som ud over at dele viden og ekspertise bør fremme en optimal udnyttelse af finansieringsmulighederne i forskellige EU-programmer, og fremhæver den store viden og ekspertise, der allerede findes hos de lokale og regionale myndigheder (13). I denne forbindelse anmoder udvalget om, at man som led i udviklingen af nationale netværk med relevante aktører samt EU-videncentret om forebyggelse af radikalisering sørger for, at de kompetente regionale retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester deltager;

    20.

    henleder desuden opmærksomheden på den betydning, Fonden for Intern Sikkerhed (ISF) har for EU's terrorbekæmpelse, og understreger, at det er vigtigt, at man sikrer, at de midler, der forvaltes af medlemsstaterne, når ud til alle myndigheder, såvel nationale som regionale, der har beføjelser på dette område.

    Beskytte

    Beskyttelse af mennesker på offentlige steder

    21.

    Det Europæiske Regionsudvalg understreger de offentlige steders sårbarhed over for terrorangreb og bifalder Kommissionens tilsagn om at styrke princippet om indbygget sikkerhed. Udvalget ser frem til Kommissionens virtuelle arkitekturbog om indarbejdelsen af sikkerhedsaspekter i udformningen af fremtidige og renoveringen af eksisterende offentlige rum og peger på den balance, der skal findes mellem sikkerheden i offentlige rum og deres åbenhed, betydning for livskvaliteten og tilgængelighed;

    22.

    anerkender religiøse samlingssteders særlige symbolske værdi, som ofte gør dem til mål for terrorister, og ser frem til de projekter, som Kommissionen agter at støtte i samarbejde med medlemsstaterne for at forbedre den fysiske beskyttelse af disse steder, og hvor der igen skal findes en balance mellem deres åbenhed, betydning for livskvaliteten og tilgængelighed.

    Byer som rygraden i den urbane sikkerhed

    23.

    Det Europæiske Regionsudvalg bifalder Kommissionens forslag vedrørende EU's tilsagn om sikkerhed og modstandsdygtighed i byerne og det nye initiativ »Byer mod radikalisering og terrorisme«. Udvalget opfordrer til, at der arbejdes på grundlag af princippet om en kvikskranke, så der bliver tale om et enkelt kontaktpunkt;

    24.

    opfordrer Kommissionen til at inddrage Regionsudvalget som en fuldgyldig partner i EU's tilsagn om sikkerhed og modstandsdygtighed i byerne og til altid at høre Regionsudvalget vedrørende relevante forslag;

    25.

    understreger, at midler fra EU's samhørighedspolitik også kan anvendes til at forebygge radikalisering og opgradere den offentlige infrastruktur gennem investeringer, der har til formål at styrke social samhørighed, integration og modstandsdygtighed.

    Mere modstandsdygtig kritisk infrastruktur

    26.

    Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at kritisk infrastruktur risikerer at blive et potentielt terrormål og fremhæver betydningen af at indberette cyberangreb inden for rammerne af lovgivningen om sikkerhed i net- og informationssystemer (14). Udvalget ser frem til Kommissionens forslag om at øge operatørernes modstandsdygtighed og styrke sikkerheden over for både fysiske og digitale risici;

    27.

    bifalder den betydelige udvidelse af anvendelsesområdet for forslaget til direktiv om kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed (15) til også at omfatte følgende sektorer: energi, transport, sundhed, drikkevand, spildevand, digital infrastruktur, offentlig forvaltning og rummet. Udvalget gentager sin opfordring (16) til Kommissionen om i fremtiden at overveje, om direktivet kan udvides til endnu flere sektorer, således at også forsyningskæder for helt nødvendige varer omfattes.

    Grænsesikkerhed

    28.

    Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at den frie bevægelighed for personer inden for EU skal være uløseligt forbundet med en effektiv kontrol af de ydre grænser, og er enig med Kommissionen i, at der skal gøres mere for at sikre et velfungerende grænseforvaltningssystem, der omfatter en systematisk kontrol af alle rejsende ved de ydre grænser, således at personer, der mistænkes for terrorisme, opdages og nægtes indrejse i EU. Udvalget ser frem til Kommissionens forslag til en ny Schengenstrategi;

    29.

    anerkender behovet for at opnå interoperabilitet mellem og en hurtig og fuldstændig gennemførelse af ind- og udrejsesystemet (EES) (17), det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) (18) og det europæiske system for oplysninger om tredjelandsstatsborgere og statsløse personer, der er dømt for grov kriminalitet (ECRIS-TCN) (19);

    30.

    anerkender, at det i forbindelse med de nye forordninger om Schengeninformationssystemet (SIS) (20) er nødvendigt at gennemføre det automatiske fingeraftryksidentifikationssystem (AFIS) og indlæse oplysninger om fremmedkrigere fra betroede tredjelande i SIS.

    Fratagelse af terroristers midler til angreb

    31.

    Det Europæiske Regionsudvalg anerkender truslen fra hjemmelavede eksplosivstoffer, støtter Kommissionens opfordring til fuld gennemførelse og håndhævelse af lovgivningen om udgangsstoffer til eksplosivstoffer (21) og fremhæver betydningen af en regelmæssig revision og ajourføring af denne lovgivning.

    Reagere

    Operationel støtte: styrkelse af Europol

    32.

    Det Europæiske Regionsudvalg anerkender den afgørende rolle, som Europol og Det Europæiske Center for Terrorbekæmpelse (ECTC) spiller, understreger behovet for supplerende midler og glæder sig over Kommissionens tilsagn (22) om at styrke Europols mandat, så Europol får mulighed for at samarbejde effektivt med private parter, støtte nationale terrorbekæmpelsesefterforskninger med bearbejdning og analyse af »big data« og udnytte sin ekspertise inden for forskning og innovation.

    Samarbejde om retshåndhævelse

    33.

    Det Europæiske Regionsudvalg understreger behovet for grænseoverskridende og tværsektorielt samarbejde i kampen mod terrorisme, tilskynder til et stærkt samarbejde mellem regionale og nationale retshåndhævende myndigheder og Europol og fremhæver merværdien af relevante Cepol-uddannelser (23). Udvalget ser frem til Kommissionens forslag om en EU-kodeks for politisamarbejde, anmoder om, at der tages højde for, at visse medlemsstater har en decentraliseret struktur på sikkerhedsområdet, og glæder sig over Kommissionens tilsagn om fortsat at støtte og være garant for ATLAS-netværket af særlige indsatsenheder (24). Udvalget opfordrer til at undersøge mulighederne for sammenlægning og fælles udnyttelse af ressourcer.

    Styrkelse af informationsudvekslingen

    34.

    Det Europæiske Regionsudvalg anerkender behovet for bedre koordinering, samarbejde og informationsudveksling mellem lokale og regionale myndigheder, medlemsstater, politi, retsvæsen, sikkerheds- og efterretningstjenester indbyrdes samt med relevante EU-agenturer. Udvalget fremhæver bedste praksis, hvor der gøres brug af tværfaglige taskforcer, arbejdsgrupper og sikkerhedsenheder på lokalt, regionalt og nationalt plan (25), og ser frem til Kommissionens forslag om en effektiv mekanisme til udveksling af oplysninger om terrorbekæmpelse. Udvalget fremhæver betydningen af diskretion og gensidig tillid;

    35.

    anerkender behovet for en forbedret udveksling af DNA-profiler, finger- og håndfladeaftryk og oplysninger fra nationale køretøjsregistre mellem medlemsstaterne, der opfylder de retshåndhævende myndigheders operationelle behov og er i overensstemmelse med EU's retlige ramme for databeskyttelse. Udvalget ser frem til Kommissionens forslag om at revidere, ajourføre og udvide Prümafgørelserne (26).

    Støtte til efterforskning og retsforfølgning

    36.

    Det Europæiske Regionsudvalg erkender, at kryptering af oplysninger ikke kun er et vigtigt redskab til beskyttelse af internetsikkerhed og grundlæggende rettigheder, men også misbruges af terrorister. Udvalget ser frem til det samarbejde, som Kommissionen har foreslået med medlemsstaterne om at finde løsninger, der sikrer en lovlig adgang til disse data i overensstemmelse med vores grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og EU's retlige ramme for databeskyttelse;

    37.

    anerkender, at det i forbindelse med identifikation, opdagelse og retsforfølgning af hjemvendte fremmedkrigere er en nødvendig, men vanskelig opgave at indsamle bevismateriale og kamppladsoplysninger. Udvalget ser frem til Kommissionens initiativer, der skal støtte medlemsstaternes indsats på dette område, og glæder sig over Kommissionens tilsagn om at styrke samarbejdet med tredjelande.

    Øget støtte til terrorofre

    38.

    Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at terrorangreb har en enorm indvirkning på ofrene, og påpeger, at støtten til ofrene bør baseres på anerkendelse, erindring, retfærdighed og en indsats for at finde frem til sandheden;

    39.

    understreger, at det er nødvendigt at tage hånd om ofrenes behov, og gør opmærksom på god praksis i form af et sagsstyringssystem med mentorer, hvor ofrene ledsages individuelt på administrativt og følelsesmæssigt plan;

    40.

    fremhæver merværdien af EU's pilotprojekt med EU-ekspertisecentret for terrorofre (27) og opfordrer til, at det videreføres og udvides efter 2021, så der kan gennemføres et endnu større arbejde i praksis. Udvalget opfordrer til et stærkt samarbejde med det fremtidige EU-videncenter om forebyggelse af radikalisering, men anbefaler ikke en sammenlægning af de to centre;

    41.

    bifalder Kommissionens tilsagn om at undersøge mulighederne for at forbedre ofrenes adgang til erstatning, herunder når der er tale om ofre for terrorisme i grænseoverskridende situationer, hvor ofret er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor terrorangrebet fandt sted. Udvalget opfordrer til, at der ses nærmere på modeller som f.eks. en garantifond for terrorofre.

    Bruxelles, den 12. oktober 2021.

    Apostolos TZITZIKOSTAS

    Formand for Det Europæiske Regionsudvalg


    (1)  COM(2020) 795 final.

    (2)  EUF-traktatens artikel 4, 67 og 72.

    (3)  Europol (2020). European Union Terrorism Situation and Trend Report (TE-SAT) 2020.

    (4)  Europol (2020). European Union Terrorism Situation and Trend Report (TE-SAT) 2020.

    (5)  De Forenede Nationers Sikkerhedsråds Eksekutivdirektorat under Komiteen for Bekæmpelse af Terrorisme (2020). The impact of the COVID-19 pandemic on terrorism, counter-terrorism and countering violent extremism.

    (6)  https://futurium.ec.europa.eu/en/urban-agenda/security-public-spaces

    (7)  Artikel 83, stk. 1, i EUF-traktaten.

    (8)  COM(2020) 825 final.

    (9)  https://ec.europa.eu/home-affairs/networks/radicalisation-awareness-network-ran_en

    (10)  https://ec.europa.eu/home-affairs/policies/internal-security/counter-terrorism-and-radicalisation_en

    (11)  https://preventie-radicalisering-polarisering.vlaanderen.be/sites/preventie-radicalisering-polarisering/files/leidraad_livc.pdf

    (12)  COM(2020) 758 final.

    (13)  Det flamske parlament (2015). Stuk 366 (2014-2015) — Nr. 3 en Vlaamse Regering (2017). Vlaams Actieplan ter preventie van gewelddadige radicalisering en polarisering.

    (14)  Direktiv (EU) 2016/1148.

    (15)  COM(2020) 829 final.

    (16)  RU's udtalelse om kritiske enheders modstandsdygtighed, NAT-VII/017.

    (17)  https://www.eulisa.europa.eu/Activities/Large-Scale-It-Systems/Sis-Ii

    (18)  https://www.eulisa.europa.eu/Activities/Large-Scale-It-Systems/Etias

    (19)  https://www.eulisa.europa.eu/Activities/Large-Scale-It-Systems/Ecris-Tcn

    (20)  Forordning (EU) 2018/1860, forordning (EU) 2018/1861 og forordning (EU) 2018/1862.

    (21)  Forordning (EU) 2019/1148.

    (22)  COM(2020) 796 final.

    (23)  https://www.cepol.europa.eu/education-training/what-we-teach/counter-terrorism

    (24)  Afgørelse 2008/617/RIA.

    (25)  https://www.besafe.be/sites/default/files/2019-06/planr_en.pdf

    (26)  Afgørelse 2008/615/RIA og afgørelse 2008/616/RIA.

    (27)  https://ec.europa.eu/info/policies/justice-and-fundamental-rights/criminal-justice/eu-centre-expertise-victims-terrorism_en


    Top