EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021AE4727

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Rådets forordning om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer til De Kanariske Øer« (COM(2021) 392 final — 2021/0209 (CNS))

EESC 2021/04727

EUT C 105 af 4.3.2022, p. 105–107 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

4.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 105/105


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Rådets forordning om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer til De Kanariske Øer«

(COM(2021) 392 final — 2021/0209 (CNS))

(2022/C 105/16)

Ordfører:

Tymoteusz Adam ZYCH

Anmodning om udtalelse

Rådet, 15.9.2021

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen

21.9.2021

Vedtagelse på plenarforsamlingen

20.10.2021

Plenarforsamling nr.

564

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

101/0/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU støtter Kommissionens forslag, da det har stor socioøkonomisk betydning for regionen, og da EU har beføjelse til at vedtage det på baggrund af sin kompetence til at regulere told.

1.2.

Ud over de varekategorier, der er omfattet af Rådets forordning (EU) nr. 1386/2011 (1), blev forslaget udvidet med syv nye kategorier henhørende under KN-kode 3903 19, 5603 94, 5604 10, 7326 90, 7607 20, 8441 40 og 8479 90 (maskiner til industrielle formål og råmaterialer).

1.3.

En opretholdelse af suspensionen af tolden ved import af industrivarer samt en udvidelse af de varekategorier, den dækker, anses for at være til gavn for De Kanariske Øers økonomi, som i forhold til andre EU-regioner har lidt stor økonomisk skade som følge af covid-19-pandemien, navnlig med hensyn til deres BNP.

1.4.

Indførelse af kontrol med den endelige anvendelse i overensstemmelse med reglerne i Unionens toldkodeks og gennemførelsesbestemmelserne hertil er en veletableret procedure i denne sammenhæng og fører ikke til nye større administrative byrder for de regionale og lokale myndigheder og de erhvervsdrivende.

1.5.

EØSU understreger, at både indførelsen af nye retlige løsninger og videreførelsen af eksisterende løsninger til støtte for regionerne i den yderste periferi er afgørende for disse regioners økonomiske vækst, for opnåelsen af balance på det indre marked og for oprettelsen af arbejdspladser i den lokale sektor.

1.6.

EØSU mener, at den foreslåede suspension bør indføres for en flerårig periode for at give virksomhederne mulighed for at træffe langsigtede investeringsbeslutninger.

2.   Baggrund

2.1.

De Kanariske Øer, som er en selvstyrende region i Spanien med et samlet areal på ca. 7 446,95 km2, udgør en øgruppe i Atlanterhavet, der består af 13 øer omkring 1 000 km fra Den Iberiske Halvøs kyst. De er en af de perifere regioner i Den Europæiske Union, der tilhører gruppen af regioner i den yderste periferi, og sammen med øgruppen bestående af Selvagensøerne, Kap Verde, Madeira og Azorerne udgør de et geografisk område kaldet Makaronesien.

2.2.

Befolkningen er i øjeblikket på omkring 2 175 952 indbyggere. De to mest befolkede øer er Tenerife (904 713) og Gran Canaria (846 717), som er hjemsted for mere end 80 % af den samlede befolkning. En så høj befolkningskoncentration på kun to af de 13 øer er delvis årsag til regionens socioøkonomiske problemer, herunder dens høje emigrationstal.

3.   Formålet med Kommissionens forslag

3.1.

EØSU påpeger, at forordning (EU) nr. 1386/2011 på grundlag af artikel 349 i TEUF fastsætter særlige toldforanstaltninger for De Kanariske Øer som en af regionerne i EU's yderste periferi — midlertidig suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser ved import af visse industrivarer.

3.2.

Foranstaltningerne i forordning (EU) nr. 1386/2011, som har til formål at forbedre de lokale erhvervsdrivendes konkurrenceevne og dermed sikre en mere stabil beskæftigelse på øerne, udløber den 31. december 2021. I april 2021 anmodede den spanske regering om en forlængelse af den midlertidige suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif for en række varer. I henhold til anmodningen er regionens begrænsninger, som er både strukturelle og permanente, fortsat forbundet med dens isolerede beliggenhed og det lille og fragmenterede marked. Øerne kan heller ikke drage fordel af den europæiske integration i samme omfang som regionerne på fastlandet. Den suspensionsordning, som forslaget omhandler, har til formål at reducere disse begrænsninger på De Kanariske Øers marked. På grund af den økonomiske krise forårsaget af covid-19-pandemien har den spanske regering desuden anmodet om suspension af satser i den fælles toldtarif for syv nye varekategorier.

3.3.

Formålet med Kommissionens forslag er at støtte Spaniens regioner i den yderste periferi i at bygge videre på deres aktiver for at fremme væksten og beskæftigelsen i den lokale sektor. Forslaget supplerer de særlige programmer for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI), som yder støtte til den primære sektor og produktionen af råvarer, samt Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) og den supplerende særlige tildeling under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

3.4.

Kommissionens forslag er i overensstemmelse med EU's politikker, navnlig hvad angår den overordnede politik for regionerne i den yderste periferi og politikkerne inden for international handel, konkurrence, miljø, erhverv, udvikling og eksterne forbindelser.

3.5.

Forslaget vil give de erhvervsdrivende mulighed for toldfrit at importere visse råmaterialer, komponenter, dele og kapitalgoder fra den 1. januar 2022 til den 31. december 2031 ved midlertidig suspension af told.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

EØSU hilser forslaget om ændring af den eksisterende forordning fra Rådet velkommen og noterer, at de foreslåede særlige foranstaltninger kan vedtages uden at sætte EU-rettens, herunder det indre markeds og de fælles politikkers, integritet og sammenhæng på spil. Efter EØSU's opfattelse vil denne ændring bidrage til at forbedre balancen i det indre marked.

4.2.

EØSU har gentagne gange påpeget, at øregionernes situation er langt mere vanskelig end i resten af EU, især i forhold til fastlandet. De lider under alvorlige og permanente geografiske, demografiske og miljømæssige hindringer såsom adskillelse fra fastlandet, begrænset areal, afhængighed af sø- og lufttransport med deraf følgende højere omkostninger, befolkningsnedgang og vanskeligheder på arbejdsmarkedet, produktion koncentreret i små virksomheder og mikrovirksomheder, der er mindre modstandsdygtige over for dynamikken i de økonomiske forandringer end større virksomheder, og begrænsede muligheder for at høste fordelene ved EU's indre marked og konkurrencedygtige økonomiske forbindelser.

4.3.

De begrænsede transportmuligheder og de øgede distributionsomkostninger medfører højere omkostninger for virksomheden til fremstilling af produktet, end hvis den var etableret på fastlandet, hvilket direkte fører til en svækkelse af konkurrenceevnen. Dette gør det vanskeligt for lokale virksomheder at finde kunder uden for de nationale grænser og tvinger industrisektoren til at koncentrere produktionen til det lokale marked. EØSU mener, at EU's toldpolitik bør tage hensyn til øregionernes vanskelige økonomiske situation og træffe passende foranstaltninger til at forbedre deres muligheder og konkurrenceevne i forhold til det europæiske fastland.

4.4.

EØSU påpeger, at turisme er en nøglefaktor for økonomisk stabilitet i mange øområder, og at denne sektor også er De Kanariske Øers vigtigste økonomiske ressource. Turisttilstrømningens andel af De Kanariske Øers BNP i 2018 var helt oppe på 28 %, og der er tale om en opadgående tendens. I 2017 var antallet af turister, der ankom til De Kanariske Øer, meget tæt på at overstige 16 mio., hvilket var ca. en million flere end i 2016, mens 15,11 mio. mennesker rejste til De Kanariske Øer i 2019.

4.5.

Selv om turismens fremfærd har ført til økonomisk vækst, er det også vigtigt at være opmærksom på de negative sider af turismen som økonomisk hjørnesten, hvilket er blevet tydeliggjort med udbruddet af covid-19-pandemien. Ifølge data offentliggjort af det spanske nationale statistiske institut faldt antallet af udenlandske turister på De Kanariske Øer med mere end 70 % i 2020, hvor kun 3,78 mio. mennesker ankom til øgruppen. Regionens turistindtægter faldt med samme procentsats, idet der blev tjent ca. 4 mia. EUR på turisme sidste år. Det største fald blev registreret for øen Lanzarote (73,7 %) og det mindste for Tenerife (66,4 %). Den begrænsede turisme på De Kanariske Øer i 2020 førte til et anslået fald på 20 % i BNP. Der har også været en nedgang i bygge- og industriaktiviteterne med et anslået fald på 13 % i forhold til 2019. Det bør understreges, at virkningerne af den globale sundhedskrise vil have langsigtede konsekvenser, og den europæiske turistindustri forventes at holde sig under 2019-niveauerne indtil 2023 (2).

4.6.

Arbejdsløsheden er også steget betydeligt på De Kanariske Øer som følge af covid-19-krisen. I første kvartal af 2020 var den på 18,89 %, og i årets løb steg den til 25,42 %, hvilket er et godt stykke over det nationale gennemsnit og EU-gennemsnittet på henholdsvis 15,5 % og 7,1 % (Eurostat, 2021).

4.7.

EØSU bemærker, at forslaget er i overensstemmelse med den politik, der føres af Den Europæiske Union, der har territorial, økonomisk og social samhørighed som et af sine hovedmål, og som gennem velforvaltede økonomiske politikker søger at styrke EU på en sådan måde, at regionerne i den yderste periferi får lige muligheder for udvikling og adgang til bedre levevilkår. I overensstemmelse med artikel 174 i TEUF er øområder blevet anerkendt som ugunstigt stillede regioner, der kræver særlig opmærksomhed.

4.8.

EØSU påpeger også, at stigningen i energipriserne gennem de seneste to år og dennes indvirkning på de globale transportomkostninger uden tvivl har bidraget til et større fald i konkurrenceevnen blandt øernes industrier. Desuden er fordelene ved den suspension af de autonome satser, der blev indført i 1991, blevet mindre effektive. Som følge heraf er den lokale industri blevet mindre konkurrencedygtig i forhold til dens konkurrenter i Spanien og i resten af EU på fastlandet. I betragtning af De Kanariske Øers geografiske og økonomiske karakteristika mener EØSU, at der bør ydes støtte til foranstaltninger, der har til formål at afbøde de negative virkninger af disse betingelser.

4.9.

EØSU bemærker, at den foreslåede løsning i høj grad kan medvirke til at bevare den økonomiske stabilitet i denne del af EU, og at en ophævelse af suspensionen vil have en inflationseffekt på markedet, hvilket på lang sigt vil bringe den allerede moderate industribase på øerne i fare og dermed øge ulighederne i forhold til resten af EU.

4.10.

EØSU mener, at man også bør bakke op om den løsning, der allerede er anvendt adskillige gange, med at gøre anvendelsen af toldforanstaltninger betinget af varernes endelige anvendelse, således at kun erhvervsdrivende på De Kanariske Øer kan drage fordel heraf.

4.11.

EØSU henleder imidlertid opmærksomheden på, at der eventuelt vil opstå vanskeligheder i samhandelen på De Kanariske Øer — eller endnu mere bredt i hele EU — på grund af den manglende definition af begrebet »forvridning af handelen« i artikel 4, stk. 1, i den foreslåede retsakt. Fremkomsten af en sådan »forvridning af handelen« giver Kommissionen beføjelse til midlertidigt at ophæve suspensionen af autonome toldsatser, hvilket vil få en række økonomiske konsekvenser for regionen og de lokale virksomheder. EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på behovet for en præcis definition af dette begreb, både i en kvalitativ og en kvantitativ betydning.

Bruxelles, den 20. oktober 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Rådets forordning (EU) nr. 1386/2011 af 19. december 2011 om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer til De Kanariske Øer (EUT L 345 af 29.12.2011, s. 1).

(2)  https://www.europarl.europa.eu/factsheets/da/sheet/126/tourism


Top