Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om produktsikkerhed i almindelighed, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 og om ophævelse af Rådets direktiv 87/357/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF

(COM(2021) 346 final — 2021/0170 (COD))

(2022/C 105/15)

Ordfører:

Mordechaj Martin SALAMON

Henvisning	Europa-Parlamentet, 13.9.2021 Rådet, 23.8.2021
Retsgrundlag	Artikel 114, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Kompetence	Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	30.9.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	20.10.2021
Plenarforsamling nr.	564
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	231/0/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder forslaget til forordning om produktsikkerhed i almindelighed (forordningen om produktsikkerhed), idet det ajourfører og har potentiale til at forbedre Europa-Parlamentets og Rådets nuværende direktiv 2001/95/EF (1) om produktsikkerhed i almindelighed, især i forhold til udfordringerne og de nye udviklingstendenser på markederne og på det teknologiske område.

1.2.

EØSU har noteret sig, at mange af erfaringerne fra de sidste 20 års gennemførelse af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed er blevet indarbejdet i den foreslåede ramme, hvilket giver forhåbninger om, at forbrugerne vil være bedre beskyttet, især når produkter viser sig at være usikre. Samtidig vil økonomiske aktører og onlinemarkedspladser højst sandsynligt få gavn af klarere og harmoniserede regler.

1.3.

EØSU støtter forslaget til forordning, da det anerkender behovet for at skabe lige vilkår for de forskellige økonomiske aktører, især for europæiske producenter og SMV'er i forhold til udenlandske virksomheder, når det gælder onlinesalg.

1.4.

EØSU bemærker, at definitionerne af begreberne »sikkerhed« og »produkt« er blevet ajourført for at afspejle udviklingen på markederne og inden for teknologien, således at trusler mod sikkerheden ved forbundne varer, der kan hackes, manglende opdateringer af software og skadelige kemikalier nu kan mindskes. For at øge retssikkerheden foreslår EØSU at styrke definitionen af sikre produkter og nogle af de kriterier, der anvendes til at vurdere sikkerheden.

1.5.

EØSU støtter de nye forpligtelser, der pålægges onlinemarkedspladser, men tvivler stærkt på, at beskyttelsen er tilstrækkelig for forbrugerne, hvis håndhævelsen fortsat primært påhviler de nationale retshåndhævende myndigheder frem for platformene.

1.6.

EØSU fremhæver behovet for at sikre et gnidningsløst samspil med de andre vigtige retsakter, der dækker de samme eller tilgrænsende områder, f.eks. retsakten om digitale tjenester og retsakten om digitale markeder samt den kommende revision af direktivet om produktansvar, især i forhold til spørgsmålet om at stille forskellige former for onlinemarkedspladser til ansvar.

1.7.

EØSU beklager, at forordningen om produktsikkerhed ikke præciserer, at onlinemarkedspladser er importører eller distributører af produkter afhængigt af deres aktivitet og rolle i den (digitale) forsyningskæde, og at forordningen ikke fastsætter samme forpligtelser og ansvar for dem som for fysiske butikker. EØSU ser gerne, at der skabes større klarhed om ansvarsbetingelserne.

1.8.

EØSU mener, at markedsovervågningsindsatsen skal udvides til at omfatte alle forbrugsvarer og bør være en fælles, koordineret, velfinansieret og strømlinet indsats på tværs af Europa.

1.9.

EØSU beklager, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at indsamle og stille bedre data om ulykker og skader til rådighed. Uden en skadedatabase på EU-plan vil det være vanskeligt at sikre en omkostningseffektiv gennemførelse og efterfølgende at foretage korrekte vurderinger af forordningen om produktsikkerhed. Det bør derfor være et krav efter forordningen om produktsikkerhed, at medlemsstaterne indsamler og udveksler data om skader, der involverer forbrugerprodukter, med udgangspunkt i en fælles metode.

1.10.

EØSU så gerne, at der vedtages foranstaltninger, herunder en periode med økonomisk støtte, der kan hjælpe SMV'er, især mikrovirksomheder, med at løfte deres forpligtelser gennem udstedelse af klare og nyttige retningslinjer, rådgivning og relevant uddannelse for at sikre, at SMV'er ikke stilles ringere i forhold til at kunne overholde reglerne end større operatører med flere ressourcer.

2.   Kommissionens forslag

2.1.

Forordningen om produktsikkerhed (2) er i overensstemmelse med den nye forbrugerdagsorden fra 2020 (3) og har til formål at: — ajourføre og modernisere den generelle ramme for sikkerheden for nonfoodforbrugerprodukter — fastholde rollen som sikkerhedsnet for forbrugerne — tilpasse bestemmelserne til de udfordringer, som nye teknologier og onlinesalg udgør og — sikre virksomhederne lige konkurrencevilkår.

2.2.

Selv om forslaget erstatter (4) direktivet om produktsikkerhed, finder det fortsat anvendelse på fremstillede nonfoodforbrugerprodukter. Den foreslåede forordning vil også sikre kontinuitet i forhold til direktivet om produktsikkerhed, idet forordningen: — stiller krav om, at forbrugerprodukter skal være »sikre« — pålægger de erhvervsdrivende visse forpligtelser og — indeholder bestemmelser om udvikling af standarder til støtte for det almindelige sikkerhedskrav.

2.3.

Forslaget til forordning har til formål at ajourføre de gældende regler, der på nuværende tidspunkt er fastsat i direktiv 2001/95/EF, for at sikre et sikkerhedsnet for alle produkter og samtidig sikre, at ordningen skaber større sammenhæng ved at bringe markedsovervågningsbestemmelserne for produkter, der falder uden for anvendelsesområdet for EU's harmoniseringslovgivning (»ikkeharmoniserede produkter«) i overensstemmelse med bestemmelserne for produkter, der falder inden for anvendelsesområdet for EU's harmoniseringslovgivning (»harmoniserede produkter«) som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (5).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ til at revidere og modernisere direktivet om produktsikkerhed som en del af den nye forbrugerdagsorden for perioden 2020-2025. Direktivet om produktsikkerhed udgjorde en milepæl i lovgivningen om forbrugerbeskyttelse på det indre marked, idet det forpligtede til, at kun sikre produkter blev bragt i omsætning, og det fungerede som et sikkerhedsnet for forbrugere, der ikke var omfattet af mere sektorspecifik lovgivning. Denne vigtige rolle bevares i forordningen om produktsikkerhed.

3.2.

I betragtning af erfaringerne fra direktivets gennemførelse og de grundlæggende produkt- og markedsændringer siden direktivets vedtagelse i 2001 er en revision på høje tid. EØSU støtter revisionen, for selv om direktivet har været et vigtigt redskab til at skabe lige vilkår for europæiske producenter og SMV'er i forhold til udenlandske virksomheder, er det nødvendigt at fortsætte bestræbelserne på at ensrette de lige vilkår, især hvad angår onlinesalg (et behov, som anerkendes i forordningen om produktsikkerhed).

3.3.

Karakteren af de produkter, der sælges til forbrugerne, har udviklet sig i en grad, der betyder, at de gamle definitioner af »sikkerhed« og »produkt« ikke længere holder. En definition af sikkerhed, der kun omfatter »sundhed« og »fysisk integritet«, svarer ikke længere til de faktiske risici, som forbrugerne kan blive udsat for. EØSU bifalder, at der i artikel 7 medtages en række aspekter til vurdering af produktsikkerheden. EØSU beklager imidlertid, at forbindelsen til artikel 7 ikke klart påpeges i artikel 3, stk. 2, da dette ville forbedre retssikkerheden.

3.4.

EØSU bifalder fokusset på begrebet »sikkerhed« og medtagelsen af »cybersikkerhed« som et krav for, at et produkt kan betragtes som »sikkert«. For at øge retssikkerheden foreslår EØSU imidlertid at fastslå, at cybersikkerhed skal vurderes under alle omstændigheder og i løbet af hele produktets levetid. Når der forekommer skadelige kemikalier i hverdagsprodukter, beskytter det nuværende direktiv desuden kun forbrugerne i ringe grad. EØSU mener, at det er indlysende og uundgåeligt, at en fremtidig lovramme også må beskytte forbrugerne mod trusler mod deres sikkerhed fra forbundne produkter, der kan hackes, manglende opdateringer af software og skadelige kemikalier, og bifalder ændringer i den henseende.

3.5.

Selv om der findes selvreguleringsinitiativer rettet mod at forbedre beskyttelsen mod usikre produkter, der sælges online, har en nylig undersøgelse (2020) (6) vist, at to tredjedele af 250 testede produkter, der blev indkøbt, ikke opfyldte EU's sikkerhedslovgivning og tekniske standarder, hvilket bringer forbrugerne i fare. Dette viser, at der er behov for effektiv regulering frem for selvregulering. EØSU bakker op om, at der vedtages lovgivning på området, og glæder sig over de nye forpligtelser, der pålægges onlinemarkedspladser, selv om udvalget advarer om, at de måske ikke er fuldt ud tilstrækkelige til at beskytte forbrugerne, da en stor del af registreringen og håndhævelsen fortsat er de håndhævende myndigheders og ikke platformenes ansvar. EØSU beklager også, at forordningen om produktsikkerhed ikke præciserer, at onlinemarkedspladser er importører (eller eventuelt distributører) af produkter afhængigt af deres aktivitet og rolle i den (digitale) forsyningskæde, og at forslaget ikke fastsætter samme forpligtelser og ansvarsområder for dem som for fysiske butikker. EØSU opfordrer til, at platformenes ansvar præciseres i de tilfælde, hvor ingen anden aktør i forsyningskæden skrider ind over for et usikkert produkt.

3.6.

Forbrugerne handler mere online, mere på tværs af grænserne og gennem længere og mere komplicerede forsyningskæder. Den nugældende markedskontrolordning har kun svage internationale og grænseoverskridende beføjelser og er et dårligt finansieret kludetæppe, som kun dækker visse typer varer, hvilket viser, at der er et klart behov for handling. EØSU er af den opfattelse, at markedsovervågningsindsatsen skal udvides til at omfatte alle forbrugsvarer og bør være en fælles, koordineret, velfinansieret og strømlinet indsats på tværs af Europa. EØSU bifalder oprettelsen af en tvistbilæggelsesordning — og Kommissionens rolle heri — med henblik på at løse eventuelle vedvarende forskelle i fortolkning og/eller anvendelse landene imellem. EØSU støtter også udviklingen af stærke samarbejdsrelationer på verdensplan og opfordrer til deltagelse i internationale initiativer.

3.7.

Forordningen om produktsikkerhed kan kun opfylde sit mål om at beskytte forbrugerne, hvis den interagerer gnidningsløst med de andre vigtige retsakter, der dækker de samme eller tilgrænsende områder. Navnlig med hensyn til spørgsmålet om at stille forskellige former for onlinemarkedspladser til ansvar vil en vellykket version af forordningen om produktsikkerhed skulle koordineres med og forudsætte tilsvarende justeringer af retsakten om digitale tjenester og direktivet om produktansvar. Der bør også sikres overensstemmelse med lovgivningsforslaget vedrørende kunstig intelligens, kemikaliestrategien og handlingsplanen for den cirkulære økonomi. Selv om forbindelserne klart anerkendes i forslaget til forordning, ser EØSU gerne mere konkrete detaljer om interoperabiliteten mellem de forskellige retsakter for at sikre en effektiv beskyttelse i praksis. At efterlade huller ville være uacceptabelt. EØSU opfordrer også til, at der lægges vægt på internationale initiativer som dem, der iværksættes af OECD, UNCTAD og Verdenshandelsorganisationen med hensyn til internationalt samarbejde, og opfordrer EU til at indtage førerpositionen på området.

3.8.

Direktivet om produktsikkerhed blev udformet på grundlag af forsigtighedsprincippet, og EØSU glæder sig over, at dette også er en søjle i forordningens struktur. Dette princip gør det muligt at indføre det højeste niveau af forbrugerbeskyttelse. EØSU mener, at nøglen til at sikre forbrugerbeskyttelse ligger i at rodfæste forsigtighedsprincippet, og at der samtidig tænkes i fleksibilitet, så forordningen om produktsikkerhed kan tilpasses nye udfordringer. Derfor bør der altid træffes forsigtighedsforanstaltninger, når de videnskabelige beviser for en miljø- eller folkesundhedsfare er usikre, men der er meget på spil. Dette gør også direktivets sikkerhedsnetfunktion — at sikre løsninger, når forbrugerne er udsat for risiko, og der er smuthuller i den sektorspecifikke lovgivning — mere effektiv. Anvendelsen af forsigtighedsprincippet gør desuden markedsovervågningen mere fuldstændig.

4.   Særlige bemærkninger

EØSU:

4.1.

støtter, at direktivet om produktsikkerhed omdannes til en forordning, da det er et valg, der giver mulighed for en hurtigere og mere konsekvent gennemførelse overalt i EU. Selv om et direktiv ville have gjort det muligt at tilpasse reglerne til den lokale lovgivning, ville det øge omkostningerne til overholdelse af reglerne og øge usikkerheden for virksomheder, der handler på tværs af grænserne eller producerer til flere markeder. Erfaringen har indtil nu vist, at to ud af fem virksomheder beretter om ekstraomkostninger som følge af den uensartede gennemførelse af direktivet om produktsikkerhed (7);

4.2.

glæder sig over lovgivningens klarere og bredere anvendelsesområde, navnlig præciseringen og indførelsen af sekundære markeder (betragtning 16), præciseringen af, at miljørisici skal indgå i vurderingen af et sikkert produkt (betragtning 11), og medtagelsen af udbydere af distributionstjenester i forordningens anvendelsesområde, hvilket muliggør en mere effektiv markedsovervågning;

4.3.

glæder sig over onlinemarkedspladsernes særlige forpligtelser i forordningen om produktsikkerhed. Dog advarer udvalget om, at smuthullerne skal lukkes. Forpligtelserne skal defineres nærmere, og det bør navnlig overvejes at lade markedspladserne være omfattet af artikel 5 og opgradere deres ansvar i overensstemmelse med det ansvar, der påhviler en importør (eller eventuelt distributør), for at forhindre platformene i at omgå forordningen om produktsikkerhed og det nuværende forslag til retsakt om digitale tjenester. Udvalget anbefaler, at onlinemarkedspladser også forpligtes til at overvåge (anmelde og fjerne) produkter, der sælges via deres mellemled, sådan som det er indført i retsakten om digitale tjenester, således at byrden af anmeldelses- og fjernelsesforanstaltninger flyttes fra de nationale retshåndhævende myndigheder. En præcisering af, hvordan forpligtelserne i retsakten om digitale tjenester skal finde anvendelse i tillæg til eller som et supplement til forordningen om produktsikkerhed, vil også blive hilst velkommen;

4.4.

støtter de skærpede krav til sporbarhed og understreger, at medlemsstaterne skal have de rette værktøjer til rådighed for at sikre en effektiv sporbarhed. Her kan Kommissionens nye beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger og fastlægge konkrete sporbarhedskrav også potentielt styrke forbrugerbeskyttelsen;

4.5.

støtter styrkelsen af tilbagekaldelsesprocedurerne, men mener, at det altid bør være obligatorisk at udsende en tilbagekaldelsesmeddelelse. I tilfælde hvor forbrugere har købt en vare og givet den som gave eller købt den på en markedsplads for brugte varer, kan et ellers velfungerende system med direkte tilbagekaldelsesmeddelelser til køberne slå fejl, fordi den faktiske bruger af produktet ikke vil modtage den direkte meddelelse om tilbagekaldelse;

4.6.

beklager, at medlemsstaterne ikke forpligtes til at indsamle og levere bedre data om ulykker og personskader, da en skadedatabase på EU-plan ville gøre det lettere at gennemføre forordningen om produktsikkerhed omkostningseffektivt og efterfølgende foretage korrekte evalueringer af den. Det er problematisk at anvende data fra RAPEX til at måle antallet af skader, som forbrugerne har været udsat for, da de produktgrupper, der er forbundet med det højeste antal skader, ikke viser nogen betydelig sammenhæng med indberetningerne i RAPEX. Dette spørgsmål understreges yderligere i den undersøgelse, der ligger til grund for konsekvensanalysen, hvori det fastslås, at RAPEX-data ikke blot kan anvendes som erstatning for tendenser inden for forbrugerproduktsikkerhed) (8). Medlemsstaterne bør derfor i henhold til forordningen om produktsikkerhed pålægges at indsamle og udveksle date om skader, der involverer forbrugerprodukter, med udgangspunkt i en fælles metode for at skabe en repræsentativ database, der dækker det indre marked. Programmet for det indre marked kunne udgøre et solidt finansielt grundlag for tværeuropæisk overvågning af produktrelaterede skader. Hvis denne byrde skubbes over på de erhvervsdrivende, sådan som det er tilfældet i forslaget, uden en klar europæisk håndhævelsesstrategi, vil det højst sandsynligt ikke være tilfredsstillende;

4.7.

mener, at forordningen om produktsikkerhed bør gøre det muligt at fastsætte kriterier for kemikaliesikkerhed for de produkter, der er omfattet af lovgivningen. Det nugældende direktiv om produktsikkerhed fastsætter ikke, hvad et »sikkert« produkt er, når der er tale om kemikalier. Det er uklart, om forordningen vil skabe større klarhed i denne henseende. EU forbyder f.eks. kræftfremkaldende kemikalier i legetøj, men ikke i børneplejeprodukter, selv om eksponeringsrisikoen ofte er den samme. Kommissionens målsætning om at skabe fremskridt i retning af et giftfrit miljø som udtrykt i kemikaliestrategien for bæredygtighed, og som EØSU har bakket op om (9), bør opfyldes som led i gennemførelsen af forordningen om produktsikkerhed (10);

4.8.

bakker op om, at cybersikkerhedsrisici, der påvirker forbrugesikkerheden, nu vil blive omfattet af begrebet sikkerhed. Dette omfatter en rettidig indførelse af konceptet »overensstemmelse efter ibrugtagning«. Da softwareopdateringer ændrer produktet, skal det også overvåges over tid. Dette bliver mere og mere relevant, i takt med at flere forbrugerprodukter bliver forbundet, hvilket øger risikoen for hacking og misbrug og kan føre til potentielle sikkerhedsrisici. Definitionen af sikre produkter bør dog omfatte en klar henvisning til sådanne krav og kriterier;

4.9.

mener, at markedsovervågning så vidt muligt bør være på samme niveau i alle sektorer. Ændringer på dette område skal undersøges nøje for at sikre, at retshåndhævelsesmyndighederne (i alle omfattede sektorer) har en passende værktøjskasse til rådighed, og at der også er en stærk forbindelse til toldunionen. Selv om det er positivt, at der lægges vægt på risikobaseret markedsovervågning, vil det være af afgørende betydning, at myndighederne også foretager hensigtsmæssige stikprøvekontroller for at optimere beskyttelsen og forhindre, at forbrugerne påføres skade. I modsat fald vil man først opdage, at visse produkter, der ikke opfattes som usikre, er farlige, når de har forvoldt skade på forbrugerne;

4.10.

mener, at definitioner, begreber og systemer bør ensrettes på tværs af de forskellige produktsikkerhedsinstrumenter, men dog således at afvigelser er mulige afhængigt af den enkelte produktkategori (legetøj, kosmetik, elektronik osv.);

4.11.

bifalder, at definitionerne af sikre standarder i hele standardiseringsprocessen styrkes, således at standarderne udarbejdes rettidigt og med mulighed for, at medlemsstaterne kan modsætte sig standarder, der ikke garanterer forbrugernes sikkerhed og dermed ikke lever op til det givne mandat. For at sikre at standardiseringen opfylder forbrugernes behov og ikke bruges til at fortrænge små aktører fra markedet, er det meget vigtigt, at forbrugerne og SMV-sektoren forbliver effektivt repræsenteret i den europæiske standardiseringsproces (11);

4.12.

glæder sig over, at forpligtelserne i forordningen om produktsikkerhed gælder for alle virksomheder uanset deres størrelse, hvilket rodfæster princippet om, at sikkerhed ikke kan underlægges »mindre strenge« ordninger, og at alle forbrugerprodukter skal være sikre. Udvalget beklager imidlertid, at SMV'ernes synspunkter var underrepræsenteret i høringsfasen, hvilket har forværret de skævvridninger, der allerede var på markedet. Udvalget bemærker endvidere, at tallene i kapitel 3 »Finansielle virkninger« i konsekvensanalysen var løselige overslag. For at undgå fremtidige skævvridninger anbefaler EØSU, at de vigtigste resultatindikatorer for medlemsstaternes årlige meddelelse af oplysninger (i henhold til artikel 22, stk. 1) kvantificerer virkningerne for SMV'er og mikrovirksomheder;

4.13.

erkender, at SMV'er og især mikrovirksomheder kan blive uforholdsmæssigt hårdt ramt af disse foranstaltninger på grund af deres lavere omsætning og færre personaleressourcer til at gennemføre forpligtelserne (12). Udvalget glæder sig over, at den nuværende lovgivningsramme tager højde for nogle af deres specifikke behov, navnlig gennem: en sanktionsordning, hvor virksomhedens størrelse tages i betragtning ved pålæggelse af sanktioner (artikel 40, stk. 2, litra h)), og sanktioner er proportionelle, samt et risikobaseret markedsovervågningssystem, der ikke stiller mindre virksomheder ringere (13). EØSU så imidlertid gerne, at der vedtages foranstaltninger, herunder en periode med økonomisk støtte, der kan hjælpe SMV'er, og især mikrovirksomheder, med at løfte deres forpligtelser gennem udstedelse af klare og nyttige retningslinjer, rådgivning og relevant uddannelse for at sikre, at SMV'er ikke stilles ringere i forhold til at kunne overholde reglerne end større operatører med flere ressourcer;

4.14.

glæder sig over, at alle forbrugere vil kunne få adgang til oplysninger om produktidentifikation, risikoens art og de trufne foranstaltninger (14), bl.a. ved at konsultere portalen Safety Gate (15), men advarer om, at dette ikke bør bane vejen for, at forbrugerne forpligtes til at mindske deres risici ved at indhente denne viden inden et køb (inden for rammerne af det, der kan fortolkes som »den sikkerhed, som forbrugerne med rimelighed kan forvente« (artikel 7, stk. 3, litra i)). Derudover bør databaser og meddelelser være let tilgængelige for sårbare forbrugere og forbrugere med handicap;

4.15.

bemærker, at producenterne i medfør af artikel 8, stk. 11, skal anvende Safety Business Gateway til straks at advare forbrugerne om risici for deres sundhed og sikkerhed og samtidig underrette markedsovervågningsmyndighederne. Udvalget gentager, at forordningen specifikt bør sikre, at forbrugerne hverken direkte eller indirekte, blot fordi oplysningerne stilles til rådighed, forpligtes til at konsultere databasen, hvilket kan have betydning for, om et produkt anses for usikkert. Derudover bør meddelelser være let tilgængelige for sårbare forbrugere og forbrugere med handicap;

4.16.

ser gerne en klarere afgrænsning af og nærmere oplysninger om forskellen mellem Safety Gate (artikel 24, hvor medlemsstaterne udsender meddelelser) og Safety Business Gateway (artikel 25, hvor de erhvervsdrivende giver retshåndhævelsesmyndigheder og forbrugere oplysninger om deres produkters sikkerhed) og om, hvordan disse portaler kan fungere sammen;

4.17.

glæder sig over, at forbrugerne får mulighed for at indgive klager til de nationale myndigheder (16), samt over muligheden for at underrette portalen Safety Gate om risici (17), der skal følges op på. Udvalget opfordrer til, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed, således at alle disse klager kan undersøges ordentligt og dermed bidrage til at beskytte forbrugerne effektivt. EØSU glæder sig over, at denne klagemekanisme er forbundet med kravet om, at producenterne skal undersøge de modtagne klager (artikel 8, stk. 2) og træffe korrigerende foranstaltninger, når de mener eller har grund til at tro, at et produkt, som de har bragt i omsætning, kan være usikkert (artikel 8, stk. 10).

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4).

(2)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om produktsikkerhed i almindelighed, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 og om ophævelse af Rådets direktiv 87/357/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (2021/0170 (COD)).

(3)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, En ny forbrugerdagsorden — styrkelse af forbrugernes stilling med henblik på at opnå en bæredygtig genopretning (COM(2020) 696 final).

(4)  Betragtning 2, forordningen om produktsikkerhed.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1).

(6)  https://www.beuc.eu/publications/beuc-x-2021-004_is_it_safe_to_shop_on_online_marketplaces.pdf, s. 15.

(7)  Forordningen om produktsikkerhed i almindelighed, s. 13.

(8)  https://ec.europa.eu/info/files/study-support-preparation-evaluation-gpsd-well-impact-assessment-its-revision-part-1-evaluation_da, s. 40.

(9)  EUT C 286 af 16.7.2021, s. 181.

(10)  https://webapi2016.eesc.europa.eu/v1/documents/eesc-2020-05343-00-00-ac-tra-da.docx/content

(11)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12, bilag III.

(12)  Study to support the preparation of an evaluation of the General Product Safety Directive as well as of an impact assessment on its potential revision, s. 11 og s. 320. Se også forslaget til forordning (COM(2021) 346 final), s. 13.

(13)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12, bilag III.

(14)  Artikel 31.

(15)  Artikel 32, stk. 1.

(16)  Artikel 31, stk. 4.

(17)  Artikel 32, stk. 2.