Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Social dialog som et vigtigt aspekt af økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtige økonomier under hensyntagen til virkningen af en livlig offentlig debat i medlemsstaterne«

(sonderende udtalelse)

(2021/C 10/03)

Ordførere:

Cinzia DEL RIO Vladimíra DRBALOVÁ René BLIJLEVENS

Anmodning fra det tyske	Brev af 18.2.2020
rådsformandskab	Retsgrundlag Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	9.9.2020
Vedtaget på plenarforsamlingen	29.10.2020
Plenarforsamling nr.	555
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	252/0/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den sociale dialog spiller på nationalt og europæisk plan en central rolle i udformningen af økonomiske politikker og arbejdsmarkeds- og socialpolitikker, der fremmer den opadgående konvergens for alle medlemsstaternes leve- og arbejdsvilkår. Krisestyring, foregribelse og styring af forandringer, langsigtet planlægning, evnen til innovation og opfølgning på grønne og digitale omstillinger, en sund virksomhedsledelse og tillidsbaseret samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter — understøttet af arbejdstagernes informations-, hørings- og deltagelsesrettigheder — er en del af den samme europæiske ramme for effektiv at imødegå udfordringer, som Europa står over for, og også for at tackle covid-19-krisen.

1.2.

Den sociale dialog har udviklet sig. De voksende globaliserede og indbyrdes forbundne økonomier og produktionsprocesser og virkningerne af handel medfører øgede tværnationale forbindelser med multinationale virksomheder og globale forsyningskæder på forskellige niveauer, hvilket kræver en fælles og koordineret indsats på europæisk plan.

1.3.

EØSU anerkender, at en effektiv social dialog skal omfatte repræsentative og legitime arbejdsmarkedsparter med viden, teknisk kapacitet og rettidig adgang til relevante oplysninger for at deltage, politisk vilje og engagement i den sociale dialog, respekt for arbejdsmarkedets parters grundlæggende ret til selvbestemmelse, foreningsfrihed og kollektive forhandlinger, som fortsat er kernen i relationen mellem arbejdsmarkedets parter, og en retlig og institutionel ramme, der kan støtte den sociale dialog med velfungerende institutioner.

1.4.

Den europæiske sociale dialog er en uundværlig del af den europæiske sociale model og er forankret i traktaten, understøttet af EU-lovgivningen og anerkendt i den europæiske søjle for sociale rettigheder. EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter i EU til at udnytte alle de potentialer, som traktaten giver dem for at deltage i forhandlinger med henblik på at tage fat på nye emner og hurtige ændringer på arbejdsmarkedet.

1.5.

Handlingsplanen til gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder vil undersøge, hvordan man kan styrke den sociale dialog og kollektive forhandlinger. Arbejdsmarkedsparternes inddragelse i semesterprocessen bør ses som afgørende for at opnå effektive resultater, mens data viser, at en sådan inddragelse i nogle lande er fragmenteret eller mangelfuld på trods af Kommissionens direkte landespecifikke henstillinger. Under hensyntagen til den fremtrædende rolle, som det europæiske semester vil få i gennemførelsen af FFR 2021-2027 og programmet Next Generation EU, efterlyser EØSU indførelse af en mekanisme, der giver arbejdsmarkedets parter ret til at blive hørt både på EU-plan og på nationalt plan.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med arbejdsmarkedets parter på EU-plan gennem europæiske initiativer at fastsætte klare og gennemsigtige kriterier for gennemførelsen af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på sektorplan, jf. artikel 155, stk. 2, i TEUF.

1.7.

Erfaringerne fra tidligere kriser viser, at lande med veletablerede institutioner for social dialog og arbejdsmarkedsordninger med større sandsynlighed vil kunne formulere hurtige og effektive trepartsinitiativer. Arbejdsmarkedsparternes hurtige og effektive inddragelse og regeringernes støtte er nøglefaktorer i imødegåelsen af de umiddelbare konsekvenser af krisen i kombination med langsigtet genopretningsplanlægning til beskyttelse og fremme af beskæftigelse gennem bæredygtige virksomheder og sociale investeringer.

1.8.

Dækningen af og selve processerne i forbindelse med kollektive forhandlinger bør prioriteres på alle niveauer. Inddragelse af sårbare grupper af arbejdstagere og borgere i de sociale sikringssystemer bør prioriteres i den offentlige politik.

1.9.

God virksomhedsledelse baseret på social dialog, kollektive forhandlinger og respekt for arbejdstagernes ret til information, høring og deltagelse kan gøre det muligt at nå både positive økonomiske mål og sociale og miljømæssige mål. At gøre det nemmere at træffe velfunderede ledelsesbeslutninger i spørgsmål af direkte interesse for arbejdstagerne bidrager til en bæredygtig og mere retfærdig forretningsmodel. Dette er med til at fremme den europæiske sociale model, som er katalysator for de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

1.10.

Globaliseringen og væksten i tværnationale produktionsprocesser har ændret måden, hvorpå informationsstrømmene omkring virksomhederne struktureres. Arbejdstagernes ret til information, høring og deltagelse anerkendes i EU-lovgivningen og er af afgørende betydning for en effektiv social dialog. De europæiske samarbejdsudvalgs kvalitet og effektivitet i de tværnationale omstruktureringsprocesser skal forbedres, der skal rettes op på manglerne for at styrke demokratiet på arbejdspladsen, og der skal indføres håndhævelsesforanstaltninger sammen med effektive og forholdsmæssige sanktioner. EØSU har allerede opfordret til en harmoniseret ramme på EU-plan for arbejdstagernes deltagelse på bestyrelsesplan, samtidig med at man respekterer de nationale forskelle og forskellene på virksomhedsniveau. Den europæiske lovgivning om selskabsret, der er blevet vedtaget, behandler desværre ikke dette forslag.

1.11.

EØSU opfordrer til fleksible, målrettede løsninger baseret på forhandlinger mellem arbejdstager- og arbejdsgiverrepræsentanter på et passende niveau med henblik på at fastlægge de specifikke ordninger for information, høring og deltagelse, samtidig med at der sikres en tilstrækkelig minimumsbeskyttelse.

1.12.

EØSU efterlyser handling på europæisk og nationalt plan for at sikre overholdelse af informations- og høringsretten i forbindelse med omstruktureringsprocesser som følge af covid-19-krisen.

1.13.

I håndteringen af den post-pandemiske krise anbefaler EØSU på det kraftigste: i) en reel inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner, ii) et bedre samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og Kommissionen til sikring af konsekvent anvendelse af EU-midler, og iii) at Kommissionen fremmer et nyt midlertidigt finansieringsinstrument for at støtte de ekstraordinære aktiviteter, der skal udføres i genopretningsfasen, sådan som de europæiske arbejdsmarkedsparter har foreslået.

2.   Social dialog: fremme og udbredelse

2.1.

Det tyske formandskab anmodede EØSU om at koncentrere sin udtalelse om, hvordan begrebet social dialog, navnlig social dialog mellem tre parter, kan nå ud over overenskomstforhandlinger. Trepartsdialoger er — ligesom topartsdialoger — et vigtigt instrument til at sikre en god styring af enhver forandringsproces.

2.2.

For at vurdere den rolle, som social dialog og deltagelsesbaserede modeller kan spille for at fremme økonomisk og social konvergens og i krisetider som i dag, ved at bidrage til at reagere på covid-19's indvirkning på vores samfund og økonomier, er det nyttigt at minde om udviklingen i begrebet social dialog på internationalt og europæisk plan.

2.3.

De selvstændige og repræsentative arbejdsmarkedsparters rolle blev fra begyndelsen fuldt ud anerkendt i Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) grundlæggende konventioner, men den sociale dialogs rolle i forbindelse med udformningen og overvågningen af gennemførelsen af social- og økonomiske politikker har udviklet sig i overensstemmelse med ændringerne i vores samfund og i globaliseringens hurtige processer. Behovet for at inddrage alle aktører (1) på tværnationalt, nationalt og lokalt plan fremmer nye former for høring og deltagelse i den politiske beslutningstagning, som kan finde sted på forskellige niveauer, afhængigt af de nationale forhold, men også af regional udvikling, som f.eks. den europæiske integrationsproces.

2.4.

Ifølge ILO's definition (2) omfatter social dialog alle former for forhandlinger, høringer eller blot udveksling af oplysninger mellem eller blandt repræsentanter for regeringer, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer om spørgsmål af fælles interesse vedrørende økonomisk politik og social- og arbejdsmarkedspolitik. Den kan eksistere som en trepartsproces med direkte inddragelse af regeringen, som en topartsproces mellem arbejdsgivernes og arbejdstagernes repræsentanter, eller som i de senere år på tværs af landegrænser (3) i en tværnational social dialog i multinationale virksomheder og globale forsyningskæder inden for rammerne af den voksende, globaliserede og indbyrdes forbundne økonomi.

2.5.

EØSU arbejder på at opfylde behovet for en konsekvent strategi på EU-plan for at forbinde respekten for menneskerettighederne, gennemførelsen af verdensmålene og bæredygtige investeringer i virksomhedsdrift over hele verden og for at imødegå virkningerne af de voksende tværnationale forbindelser med multinationale virksomheder, der inddrager arbejdsmarkedets parter. Disse emner er særligt relevante i en række specifikke udtalelser, f.eks. om rettidig omhu og anstændigt arbejde i globale forsyningskæder, som det tyske formandskab og Europa-Parlamentet har anmodet om, efter de drøftelser, der blev indledt på G7- og G20-topmøderne i 2015 og 2016. Den Europæiske Union har udstyret sig selv med en lovgivningsmæssig ramme for grundlæggende økonomiske, sociale og miljømæssige standarder, som er et nøgleelement i den europæiske konkurrenceevne.

2.6.

Den store udfordring er imidlertid at støtte denne dialog med en institutionel ramme for at sikre en regelmæssig dialog og høring af aktørerne. Det sker desværre i de færreste lande på verdensplan, og i flere europæiske lande er den sociale dialog sporadisk og fragmenteret. Statens rolle i trepartsmekanismerne er afgørende og må ikke være passiv (4). Den er ansvarlig for at skabe de rette betingelser og fastsætte de retlige og institutionelle rammer for sådanne høringer og for det politiske og samfundsmæssige klima, der gør det muligt for repræsentative og legitime arbejdsmarkedsparter at deltage og blive anerkendt. I visse europæiske lande er den sociale dialog imidlertid blevet svækket, og arbejdsmarkedsparternes selvstændighed er blevet undermineret (5).

2.7.

En stærk og beslutsom indsats fra EU's side for at få en mere støttende tilgang til udformningen af høringspraksis ville være velkommen (6).

2.8.

EØSU overvåger regelmæssigt udviklingen, håndhævelsen og kvaliteten af den sociale dialog i mange af sine udtalelser. Arbejdsmarkedets parter spiller en særlig (7) rolle i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af politikker, der direkte eller indirekte berører beskæftigelsen og arbejdsmarkederne. EØSU glæder sig også over Eurofounds positive holdning til, at den sociale dialog skal fremmes og støttes, samtidig med at arbejdsmarkedets parters selvstændighed og kollektive forhandlinger respekteres, og arbejdsmarkedets parters evne til at deltage i den sociale dialog forbedres. De skal udstyres med viden og uddannelse, og der skal skabes passende politiske og juridiske rammer, der gør det muligt for alle sociale aktører at yde en effektiv indsats (8). Social dialog mellem arbejdsmarkedets parter og de kollektive forhandlinger er på alle niveauer kernen i de nationale arbejdsmarkedsordninger og spiller en afgørende rolle i udformningen af beskæftigelsesvilkårene og arbejdsmarkedet. Den sociale topartsdialog bør understøttes af en passende institutionaliseret ramme under overholdelse af subsidiaritetsprincippet og arbejdsmarkedsparternes selvstændighed.

2.9.

De nationale dialogmekanismer kan omfatte nationale økonomiske og arbejdsrelaterede trepartsråd, der er åbne for forskellige civilsamfundsorganisationer eller økonomiske og sociale råd, der skal tjene som kanaler for det europæiske samfunds holdninger til økonomiske og sociale anliggender gennem borgergrupper for at skabe denne form for dialog og i fællesskab tackle udfordringerne i vores økonomier og samfund. Sådanne organer er imidlertid ikke blevet oprettet i alle EU-lande, og EØSU's kontaktgruppe bør spille en større rolle i koordineringen.

3.   Den europæiske sociale dialog: en søjle i EU's sociale model

3.1.

Den sociale dialog er en uundværlig del af den europæiske sociale model. Selv om »Val Duchesse«-dialogerne i 1985 betragtes som udgangspunktet, var det først med Maastrichttraktaten, at der blev taget højde for arbejdsmarkedets parters synspunkter med henblik på at etablere den europæiske tværfaglige sociale dialog, som vi kender den i dag.

3.2.

Som det er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (9), anerkendes fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter som et fælles mål for Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Når arbejdsmarkedets parter på tværfagligt plan eller sektorplan samarbejder og underskriver aftaler, er de med til at definere EU-lovgivningen om arbejdsrelaterede spørgsmål og gennemførelsen heraf på nationalt plan. De gør det efter lovgivningsinitiativer fra Kommissionen (og til støtte for Europa-Parlamentet) eller gennem selvstændige initiativer i overensstemmelse med et treårigt arbejdsprogram fastlagt af arbejdsmarkedets parter i Europa. Desuden garanterer TEUF de europæiske arbejdsmarkedsparters rolle og selvstændighed.

3.3.

I de seneste 20 år har den europæiske sociale dialog udviklet sig meget ujævnt: Der er både sket fremskridt og tilbageskridt. Med starten på krisen i euroområdet i 2009 skete der en klar forværring af den europæiske sociale dialog som helhed.

3.4.

EØSU understreger i sin udtalelse (10) om EU's retningslinjer for beskæftigelsen i 2020 retningslinje 7: Forbedre arbejdsmarkedernes funktion og effektiviteten af den sociale dialog, hvori det meget klart fastslås, at medlemsstaterne bør fremme den sociale dialog og de kollektive forhandlinger på alle niveauer. Arbejdsmarkedets parter bør tilskyndes til at forhandle og indgå kollektive aftaler på områder, der er relevante for dem, med fuld hensyntagen til deres selvstændighed.

3.5.

De europæiske arbejdsmarkedsparter har indtil nu indgået ni rammeaftaler inden for rammerne af deres regelmæssige fælles arbejdsprogrammer. Tre af dem — om regulering af forældreorlov (11), deltidsarbejde (12) og tidsbegrænset arbejde (13) — der blev indgået for mere end 20 år siden, er blevet omsat til europæiske direktiver og udgør nu en integreret del af den samlede EU-ret. Dertil kommer de selvstændige aftaler (14) og handlingsrammer (15) og en række andre fælles dokumenter. Selvstændige aftaler har ingen direkte virkning på de nationale arbejdsmarkedsordninger og skal omsættes til national lovgivning eller kollektive overenskomster, men arbejdsmarkedets parter på nationalt plan er ansvarlige for rettidig, korrekt gennemførelse i hele Europa.

3.6.

I 2020 nåede arbejdsmarkedets parter frem til en selvstændig aftale om digitalisering. I henhold til aftalen skal der indgås en strategi for digitale ændringer, som sikrer, at både virksomheder og arbejdstagere kan drage fordel af indførelsen af digital teknologi (udvikling af færdigheder, uddannelsesprogrammer i forbindelse med digitale forandringer på arbejdspladsen og foranstaltninger til at tage hånd om de nærmere vilkår for retten til at koble sig af og på).

3.7.

Undergruppen for Udvalget for den Sociale Dialog om gennemførelsen af selvstændige instrumenter for social dialog, der støtter opbygningen af arbejdsmarkedsparternes kapacitet, bør se på behovet for et tættere og mere intenst samspil og forbindelser mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk og nationalt plan. I den forbindelse har de europæiske arbejdsmarkedsparter forpligtet sig til at intensivere deres bestræbelser på at løse de forskellige hindringer for gennemførelsen af deres selvstændige aftaler, som EU nøje bør overvåge for at målrette specifikke støtteinitiativer.

3.8.

Endelig er seks fælles arbejdsprogrammer forhandlet på plads. Det seneste program (16) støtter målsætningerne i firepartserklæringen fra 2016 om en ny start for arbejdsmarkedsdialog (17), der har til formål at styrke den sociale dialog på europæisk og nationalt plan, indgå en selvstændig aftale om digitalisering, øge støtten til kapacitetsopbygning til de nationale arbejdsmarkedsparter, navnlig via Den Europæiske Socialfond, og fremme de nationale arbejdsmarkedsparters rolle og indflydelse i det europæiske semester.

3.9.

EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter i EU til at udnytte alle de muligheder, som traktaten giver dem (artikel 154 i TEUF) for at deltage i forhandlinger (som kan danne grundlag for en fornyet europæisk ramme på social- og arbejdstagerområdet), at tage fat på de nye udfordringer, der opstår som følge af hurtige ændringer på arbejdsmarkedet, og at foregribe Kommissionens og Rådets lovgivningsmæssige rolle på området.

3.10.

Afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 (18) om oprettelse af sektordialogudvalg udgør retsgrundlaget for den sociale sektordialog i EU. I øjeblikket er der 43 sektordialogudvalg, der dækker nøglesektorerne (19) og omfatter ca. 80 % af EU's arbejdsstyrke (20). En række aftaler blev gennemført ved rådsafgørelser, men Kommissionen undlod — med det formål at omdanne en sektoraftale til et direktiv — at forelægge Rådet to forslag fra arbejdsmarkedets parter: aftalen for frisørsektoren (2012) og aftalen om informations- og høringsrettigheder i centrale/føderale regeringer (2015). Dette var et skridt uden fortilfælde, som har ført til en sag i EU-Domstolen.

3.11.

Der er behov for klare procedurer for forhandling af bindende aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan i overensstemmelse med traktaterne (artikel 153-155) samt gennemsigtige kriterier, der respekterer arbejdsmarkedsparternes selvstændighed i forbindelse med behandlingen af resultatet af sådanne forhandlinger i sektorspecifikke og tværsektorielle forhandlinger. Kommissionen bør i samarbejde med alle arbejdsmarkedets parter på EU-plan forklare sig, så der ikke er tvivl om Kommissionens handlefrihed i behandlingen af resultatet af forhandlingerne.

3.12.

EU's sociale dialogsystem berører også europæiske virksomheder, der opererer i flere EU-medlemsstater, og er hovedsagelig bygget op omkring arbejdstagernes ret til information og høring (21). Det vigtigste værktøj, som er udarbejdet af EU-lovgiverne med henblik på at sikre en effektiv og varig håndhævelse af disse rettigheder, er direktivet om europæiske samarbejdsudvalg (22).

3.13.

Der er indgået mere end 1 00 aftaler om at oprette eller forny de europæiske samarbejdsudvalgs og andre grænseoverskridende arbejdstagerrepræsentanters funktion (f.eks. for europæiske selskaber eller europæiske andelsselskaber). Den sociale dialog med multinationale virksomheder har i den senere tid i højere grad også gjort brug af tværnationale virksomhedsaftaler, som bygger på det store antal tekster, der er underskrevet af forskellige aktører, men især af faglige samarbejdsorganisationer og europæiske samarbejdsudvalg (23). Formålet med de mere end 200 tværnationale virksomhedsaftaler er at modernisere industrirelationerne med multinationale virksomheder (24). Et mere praktisk værktøj i form af retningslinjer for grænseoverskridende kollektive forhandlinger på virksomhedsniveau vil gøre dette lag i EU's system for arbejdsmarkedsrelationer mere effektivt.

3.14.

Al denne aktivitet viser dynamikken i den sociale dialog på alle niveauer, selv om en sådan dynamik kan kræve værktøjer, der sætter den sociale dialog effektivt i stand til at imødekomme virksomhedernes og arbejdstagernes nyligt opståede behov, der skyldes hurtige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og omstillinger. Firepartserklæringen om en ny start på arbejdsmarkedsdialog, der blev undertegnet i 2018 og støttet af Kommissionen (25), var et forsøg på at tilpasse den tværfaglige sociale dialog til den nye europæiske institutionelle ramme, hvor EU skulle indtage en mere fremtrædende rolle i den økonomiske styring for at skabe opadgående konvergens for alle europæeres leve- og arbejdsvilkår.

3.15.

Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. FN's dagsorden for 2030 og dens 17 mål for bæredygtig udvikling (verdensmålene) anerkender (i mål 8, 16 og 17), at den sociale dialog kan styrke de (demokratiske) institutioner og lette overgangen til en mere bæredygtig økonomi ved at udvikle en fælles forståelse af udfordringerne og måden at håndtere dem på. Arbejdsmarkedets parter betragtes derfor som nøgleaktører, når det drejer sig om at reformere og modernisere samfund og økonomier. De kan bidrage til de fleste af verdensmålene og kan inddrage bæredygtighedsaspekterne mere, end de gør nu. Udvidelsen af forhandlingsområdet kræver nye partnerskaber og nye strategier (26). En social dialog, som er selvstændig og uafhængig, er afgørende for at kunne kombinere socialpolitik med en sund økonomisk politik og en strategi for bæredygtig økonomisk vækst, konkurrenceevne og sociale fremskridt i alle medlemsstater og i det europæiske økonomiske område (27).

3.16.

Hvis den sociale dialog fortsat skal være nyttig, skal den tage fat på nye emner og ændringer på arbejdsmarkedet og levere effektive resultater. Nye, ikkestandardiserede former for arbejde kan sløre linjerne i forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver og føre til et stigende antal mennesker, der ikke længere er omfattet af overenskomstforhandlinger eller lovgivning om beskyttelse. Det er et område, der kan tages op i den sociale dialog, og som kan bidrage til at sikre konsensus mellem arbejdstagere og virksomheder med henblik på at inkorporere alle aspekter af bæredygtighed.

3.17.

Den sociale trepartsdialog kan være mere effektiv, hvis den fremmer konkrete forhandlinger og resultater på alle niveauer. Der er mulighed for at forbedre den måde, som organerne i den sociale trepartsdialog og høringsprocesserne fungerer på — især i de central- og østeuropæiske lande — så de kan få en reel virkning, hvilket også vil føre til en større, rettidig og meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter i politikudformningen og beslutningstagningen. Det igangværende projekt mellem ILO og Kommissionen har til formål at kortlægge den gode praksis i den sociale dialog, der opstår i flere lande, og de offentlige myndigheders indsats med at styrke den sociale dialogs rolle — herunder overenskomstforhandlingerne — når det gælder om at tackle nye udfordringer og muligheder i en ny arbejdsverden og samtidig støtte arbejdsmarkedets parters selvstændighed (28).

3.18.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder (29) anerkender arbejdsmarkedsparternes selvstændighed og deres ret til kollektiv handling og til at deltage i udformningen og gennemførelsen af beskæftigelses- og socialpolitikkerne, herunder gennem kollektive overenskomster. Den europæiske søjle for sociale rettigheder bekræfter på ny den vigtige rolle, som den sociale dialog og arbejdsmarkedets parter samt kollektive forhandlinger spiller på alle niveauer.

3.19.

En handlingsplan til gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder vil undersøge, hvordan man kan fremme den sociale dialog og de kollektive forhandlinger og øge fagforeningernes og arbejdsgivernes kapacitet på EU-plan og nationalt plan.

3.20.

Arbejdsmarkedets parter bør inddrages i det europæiske semester for økonomisk styring, navnlig i udarbejdelsen og gennemførelsen af beskæftigelsesreformer og -politikker, sociale og eventuelt økonomiske reformer og politikker, enten som følge af de landespecifikke henstillinger eller som følge af national dynamik, og inden for rammerne af udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer (30).

3.21.

Mange understreger, at de nationale regeringers inddragelse af arbejdsmarkedets parter kun finder sted i nogle få lande, og dokumentation indsamlet i årenes løb viser, at muligheden for at blive hørt inden for rammerne af økonomisk styring afgøres af de siddende regeringer. Endnu værre er det i de medlemsstater, hvor der stadig er historiske svagheder i den sociale dialogs strukturer og praksis. Under alle omstændigheder har de nationale arbejdsmarkedsparter ikke altid mulighed for at deltage proaktivt i denne udfordrende proces (31).

3.22.

Den koordinering, der foretages inden for rammerne af det europæiske semester og Rådet gennem Beskæftigelsesudvalget, giver ikke altid et tilfredsstillende resultat for alle parter. I betragtning af den fremtrædende rolle, som det europæiske semester vil få i gennemførelsen af FFR 2021-2027 og programmet Next Generation EU, bør man overveje at indføre en mekanisme, der giver arbejdsmarkedets parter ret til at blive hørt både på EU-plan og på nationalt plan ved de milepæle, som indgår i det europæiske semester. En ændring af pakken om økonomisk styring (32) kan medføre en forpligtelse for de nationale regeringer til at høre arbejdsmarkedets parter i det europæiske semesters nationale milepæle og indføre kriterier, såsom at høringen skal ske på et passende tidspunkt og være meningsfuld og hensigtsmæssig (artikel 2-a, stk. 2, litra c), d) og e), i forordning (EF) nr. 1146/97 som ændret ved forordning (EU) nr. 1175/2011).

3.23.

Nogle forskningsresultater (33) viser, at de nationale arbejdsmarkedsparter ikke altid evner at deltage proaktivt i denne udfordrende proces. Kommissionen bør fremme og støtte kapacitetsopbyggende aktioner til fordel for arbejdsmarkedets parter, der har til formål at styrke de nationale rammer for den sociale dialog, også via midlerne fra Den Europæiske Socialfond. Dette vil gøre arbejdsmarkedets parter bedre til at navigere i de nuværende grønne og digitale omstillingsperioder, hvilket er afgørende. I den forbindelse er kapaciteten ikke blot et internt problem med (mangel på) finansielle midler og ressourcer, men også et strukturelt spørgsmål afhængigt af rammerne for arbejdsmarkedsrelationerne. Uddannelsesaktiviteter, der støtter arbejdsmarkedets parters kapacitet, samt tilskynder til deltagelse i topartsforhandlinger på sektorniveau og virksomhedsniveau, samtidig med at man respekterer de kollektive aftalers selvstændighed, bør støttes yderligere.

3.24.

Støtten til kapacitetsopbygning under EFS's operationelle programmer bør videreudvikles. Til trods for indførelsen af adfærdskodeksen for partnerskab, gennem hvilken arbejdsmarkedets parter skal have større indflydelse på indholdet af disse programmer, tildeler forvaltningsmyndighederne ikke støtte til arbejdsmarkedets parters kapacitetsopbygning. Den foreslåede ESF+-forordning bør komme med foranstaltninger til støtte for kapacitetsopbygning og oplysninger om, hvordan man får forvaltningsmyndighederne til at gøre mere for at støtte arbejdsmarkedets parters behov for kapacitetsopbygning. I den forbindelse udpeger de sociale landespecifikke henstillinger (herunder forslagene for 2020) de lande, hvor der er størst behov for støtte til arbejdsmarkedets parter.

3.25.

Hvad angår civilsamfundsorganisationerne og den civile dialog, bør de på passende vis høres af EU og de nationale regeringer, især for så vidt angår specifikke politikker, hvor de ville kunne tilføre merværdi.

4.   Analyse af både positive og negative erfaringer fra den sidste finansielle krise 2008-2010

4.1.

Den sociale dialog har i krisetider som f.eks. den sidste krise i 2008-2010 oftest vist, at den kan skabe løsninger. Det er klart, at arbejdsmarkedets parters svar enten var rettet mod at sikre beskæftigelsen og undgå afskedigelser eller begrænse omfanget og konsekvenserne af tab af arbejdspladser. Den sociale dialog er et vigtigt instrument, som regeringerne under visse omstændigheder har tilskyndet til at bruge med henblik på at bekæmpe de negative økonomiske og sociale konsekvenser af den globale økonomiske krise. »Kollektive forhandlinger er blevet brugt som redskaber til at undgå det værste, dvs. afskedigelser, omfattende tab af arbejdspladser og virksomhedslukninger« (34).

4.2.

De nationale arbejdsmarkedsparters reaktioner på de arbejdsmarkedsmæssige virkninger af den finansielle krise blev formet af tre hovedfaktorer: den økonomiske krises dybde, arbejdsmarkedsrelationernes institutionelle struktur samt regeringsbeslutninger. I lande med veletablerede institutioner for social dialog har arbejdsmarkedets parter været aktivt involveret i udformningen af hurtige og effektive trepartsinitiativer på sektor- eller virksomhedsniveau. Interventionsmønstrene har varieret meget fra medlemsstat til medlemsstat. En afgørende faktor for, om den sociale dialog blev en succes eller fiasko, syntes at være omfanget af regeringens støtte til processen og rettidig inddragelse af arbejdsmarkedets parter (35). Vi ser følgende generelle mønster: Arbejdsmarkedets parter gjorde i den tidlige fase af krisen (2008-2010), hvor det økonomiske pres var meget stort, en indsats med det fælles mål at bevare eksisterende arbejdspladser og det samlede beskæftigelsesniveau, idet de benyttede sig af automatiske sociale stabilisatorer, hvor disse fandtes. Dette skete ikke blot gennem nationale trepartsforhandlinger, men afspejledes også i de bilaterale kollektive aftaler på sektor-/branche- og virksomhedsplan (36).

4.3.

Anden fase af krisen (2011-2014) havde mange væsentlige konsekvenser for en række aspekter af arbejdsmarkedsrelationerne i medlemsstaterne (37). En af disse var en tendens til yderligere decentralisering i overenskomstforhandlingerne. I nogle medlemsstater har den kombinerede effekt af en mere ensidig beslutningstagning fra regeringernes side og decentraliseringen af overenskomstforhandlingerne ført til færre forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og en nedgang i de kollektive forhandlingers dækning. Også i de central- og østeuropæiske arbejdsmarkedsordninger er der sket en udvikling i retning af mere frivillige og færre trepartsstrukturer og –processer (38).

4.4.

De medlemsstater, hvor krisen har haft den største indvirkning på arbejdsmarkedsrelationerne, er dem, der blev hårdest ramt af krisen set ud fra et økonomisk og socialt synspunkt. Arbejdsmarkedets parter i Grækenland, Irland, Portugal og Spanien havde f.eks. ikke meget spillerum i betragtning af omfanget af de økonomiske tilpasninger, som disse lande har måttet foretage (39). De nordiske og centraleuropæiske landes arbejdsmarkedsordninger havde bedre plads til potentiel fleksibilitet for aktører og processer (f.eks. i form af åbningsklausuler i kollektive overenskomster), hvilket gjorde det muligt for dem lettere at tilpasse sig ændringer i det økonomiske miljø. Solide relationer mellem arbejdsmarkedets parter gav således mere positive resultater.

4.5.

Der blev indført to typer foranstaltninger til afhjælpning af krisens virkninger. Den første var rettet mod at undgå afskedigelser og den anden mod at mildne virkningerne af afskedigelser. Undgåelse af afskedigelser omfattede arbejdsfordelingsordninger i forskellige former i forskellige lande, men det var også klart, at visse dele af befolkningen og sårbare grupper af arbejdstagere i ikkestandardiserede arbejdsformer ikke var omfattet af nogen form for social beskyttelse, hvilket gør inddragelse af de sociale sikringssystemer og effektive offentlige tjenester til en prioritet for den offentlige politik. Arbejdsfordelingsordninger og arbejdsløshed med dagpenge blev ledsaget af opkvalificering og omskoling. Det kunne man have set i mange tilfælde og bør betragtes som en god praksis i krisesituationer.

4.6.

Den anden type respons på afbødning af virkningerne blev fordelt mellem forhandlinger om fratrædelsesgodtgørelse, hvilket der var stor efterspørgsel efter fra arbejdstagerne, og aftaler mellem fagforeninger og arbejdsgivere om at støtte en tilbagevenden til arbejdsstyrken for dem, der blev afskediget. Disse aftaler havde forskellige former på grund af forskellige nationale institutionelle rammer, f.eks. jobmobilitet (i Nederlandene), transfervirksomheder (i Tyskland), ansættelsessikkerhedsråd (i Sverige) og arbejdsfonde (i Østrig). Disse foranstaltninger blev ofte ledsaget af tilbud om rådgivning, genansættelsestiltag, omskoling og information om ledige stillinger. Hele rækken af foranstaltninger findes i Kommissionens publikation Industrial relations in Europe 2010 (40).

4.7.

Den sociale dialog spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at finde hensigtsmæssige og målrettede løsninger til støtte for beskæftigelsen og det økonomiske opsving i krisetider, men alene kan den ikke løse alle problemer. Sunde offentlige politikker og regler og et passende finanspolitisk råderum er især afgørende i en krisesituation (41).

5.   Arbejdstagernes deltagelse i virksomhedsledelsen: Et svar på håndtering af forandringer

5.1.

Industrielt demokrati forstås bredt som styring af forretningsprocesser i »bæredygtige« (42) virksomheder baseret på social dialog, kollektive forhandlinger og information, høring og medbestemmelse på virksomhedsniveau (43). God virksomhedsledelse kan gøre det muligt at nå positive økonomiske mål og sociale og miljømæssige mål. På nuværende tidspunkt gælder en blanding af lovgivningsmæssige retsakter sammen med operationelle og politiske foranstaltninger, hvor der tages højde for praksis i de nationale arbejdsmarkedsrelationer og situationen i de enkelte virksomheder. De europæiske virksomheders globalisering og tværnationale produktionsprocesser har ændret måden, hvorpå informationsstrømmene omkring virksomhederne struktureres (44). Det pålidelige samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere har vist sig at være vigtigt — senest under covid-19-pandemien.

5.2.

Arbejdstagernes ret til information, høring og deltagelse er grundlæggende sociale rettigheder, som er forankret i internationale (ILO) og europæiske (Europarådet og EU) menneskerettighedsinstrumenter, og er afgørende for en effektiv social dialog.

5.3.

På europæisk plan bidrager arbejdstagernes inddragelse til at dele rettidig information med arbejdstagerrepræsentanter i arbejdsmarkedsordninger, støtter udarbejdelsen af velfunderede ledelsesbeslutninger i visse spørgsmål af direkte interesse for arbejdstagerne sammen med arbejdstagernes repræsentanter og bidrager til en bæredygtig og mere retfærdig forretningsmodel. Dette bidrager til at fremme idéen om det sociale økonomiske marked, der betragter den europæiske sociale model som en motor for de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

5.4.

Forskellige retsakter på EU-plan har fastsat minimumskrav (45) og definerer arbejdstagernes ret til information, høring og repræsentation på bestyrelsesniveau, herunder direktivet om information og høring og direktivet om de europæiske samarbejdsudvalg (46) samt retsakter vedrørende specifikke selskabsformer såsom europæiske selskaber og europæiske andelsselskaber eller særlige situationer såsom grænseoverskridende fusioner, virksomhedsoverdragelse og kollektive afskedigelser. De europæiske samarbejdsudvalg (og europæiske selskabers samarbejdsudvalg) er organer for information til og høring af arbejdstagerne om tværnationale spørgsmål, og de er meget vigtige for den europæiske arbejdsstyrke. De spiller en vigtig rolle i den gradvise integration af EU-medlemsstaterne og det indre marked (47). Som Kommissionen understregede i sin rapport (48), er der plads til forbedringer for så vidt angår kvaliteten og effektiviteten af oplysningerne til og høringen af de europæiske samarbejdsudvalg om omstrukturering af tværnationale virksomheder.

5.5.

Arbejdstagernes deltagelse på bestyrelsesniveau finder man i de fleste medlemsstater, men der mangler fælles fremgangsmåder på europæisk plan, hvilket afspejles det i forskellige fremgangsmåder i de nationale rammer. I sin udtalelse SOC/470 (49) har EØSU allerede opfordret til en harmoniseret ramme på EU-plan for arbejdstagernes deltagelse på bestyrelsesniveau. Desværre afspejler pakken om selskabsret, der blev vedtaget i 2019, ikke dette forslag.

5.6.

I princip 8 i den europæiske søjle for sociale rettigheder angives det, at arbejdstagerne og deres repræsentanter har ret til at blive informeret og hørt i god tid om spørgsmål, der er relevante for dem. Set fra dette perspektiv er arbejdstagernes deltagelse af strategisk betydning i håndteringen af de omstillinger, der kræves for at tackle de miljømæssige, demografiske og teknologiske udfordringer og ledsage ændringer i arbejdets organisation eller omstrukturering (50). EØSU opfordrer de europæiske og nationale institutioner til at træffe foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagernes informations-, hørings- og deltagelsesrettigheder respekteres i forbindelse med omstruktureringer.

5.7.

De europæiske lovgivningstiltag på området for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed fremhæver og omfatter også den nødvendige rolle, som arbejdstagernes repræsentation spiller på dette område. Trepartsaftaler og bilaterale aftaler i nogle europæiske lande om at begrænse smitten af covid-19 på virksomhedsniveau har været proaktive eksempler på fælles initiativer fra arbejdsmarkedets parter for så vidt angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

5.8.

Covid-19-krisen viser på den ene side de positive eksempler rundt om i Europa på en konstruktiv social dialog på virksomhedsniveau, der har til formål at bevare arbejdspladser, sikre en sikker tilbagevenden til arbejdspladsen, samtidig med at forretningsaktiviteterne fortsætter. På den anden side er informations- og høringsretten ikke blevet respekteret alle steder i Europa, heller ikke i den kritiske fase, herunder i forbindelse med omstrukturering og foranstaltninger til beskyttelse af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen eller risikable arbejdsforhold. Der er brug for handling på europæisk og nationalt plan for at sikre overholdelse af informations- og høringsretten i forbindelse med omstruktureringsprocesser som følge af covid-19-krisen.

5.9.

Der er behov for yderligere skridt på europæisk plan for at rette op på diverse mangler og styrke demokratiet på arbejdspladsen. Målet er at sikre tilstrækkelig minimumsbeskyttelse og rettigheder med hensyn til information, høring og repræsentation af arbejdstagerne på bestyrelsesniveau i grænseoverskridende situationer, hvor de nationale love ikke kan anvendes på en koordineret og retfærdig måde. Der er behov for en effektiv horisontal ramme for retten til information, høring og repræsentation på bestyrelsesplan, når det gælder EU-virksomhedsformer og virksomheder, der gør brug af virksomhedsmobilitetsinstrumenter. Manglerne i adgangen til oplysninger om forretningsaktiviteter i lande uden for EU og deres indvirkning på job og arbejdsvilkår skal vurderes for at sikre de europæiske samarbejdsudvalg den rette rolle. I forbindelse med gennemførelsen af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg bør håndhævelsesforanstaltningerne styrkes sammen med effektive og forholdsmæssige sanktioner, hvor der er konstateret mangler.

5.10.

Det er også nødvendigt at sikre informations- og høringsretten for arbejdstagere i den offentlige sektor. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at de europæiske arbejdsmarkedsparters aftale på dette område gennemføres korrekt.

5.11.

Den nationale praksis viser, at der er forskelle i arbejdstagernes deltagelse. Det skal navnlig sikres, at arbejdstagernes repræsentanter, der er udpeget i overensstemmelse med europæiske og nationale bestemmelser (51) til de administrative og tilsynsførende organer, kan udføre deres opgaver fastlagt i national og europæisk lovgivning. Det er også nødvendigt at sikre, at arbejdstagerne bliver informeret og hørt rettidigt og på passende vis om virksomhedens planer og mulige konsekvenser for deres ansættelses- og arbejdsvilkår, især i omstruktureringsprocesser, i overensstemmelse med direktivet.

6.   Social dialog for en bæredygtig og inklusiv post covid-19-genopretning

6.1.

Mange organisationer og institutioner, herunder ILO, OECD, Kommissionen, Eurofound, og også de europæiske arbejdsmarkedsparter, har indsamlet, offentliggjort og regelmæssigt ajourført oplysninger om de tiltag, der er gjort på nationalt plan for først at tage fat på den kritiske fase og derefter på genoptagelsen af de økonomiske aktiviteter og planlægningen af genopretningsprogrammerne.

6.2.

I nogle lande er der indgået toparts- og trepartsaftaler siden starten af pandemien sammen med en række sektoraftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der har til formål at indføre foranstaltninger til at holde arbejdspladserne sunde og sikre.

6.3.

I betragtning af medlemsstaternes manglende koordinerede reaktion i begyndelsen af den pandemiske krise er det klart, at vi i genopretningsfasen har brug for en solidarisk tilgang til Europas fremtid blandt medlemsstaterne.

6.4.

De europæiske arbejdsmarkedsparter — EFS, BusinessEurope, CEEP og SME United —opfordrer i deres fælles erklæring om nødsituationen under covid-19 kraftigt medlemsstaterne til at inddrage de nationale arbejdsmarkedsparter i udformningen og gennemførelsen af nationale foranstaltninger. Ikke desto mindre afhænger deres aktive og effektive bidrag ikke kun af deres egne evner, men også af den statslige anerkendelse af deres rolle i forbindelse med bekæmpelsen af pandemien og af dens socioøkonomiske konsekvenser. Der er gode eksempler på krisestyring forestået proaktivt og sektorvist af europæiske og arbejdsmarkedsparter. Nogle er med tre parter, mens andre er med to parter. Kollektive aftaler i flere europæiske lande har søgt at dæmme op for virussen ved at sikre et sikkert arbejdsmiljø, særlige arbejdsordninger og sociale sikkerhedsnet som f.eks. sygefravær og forældreorlov.

6.5.

EU's genopretningsplan, der omfatter Kommissionens forslag om Next Generation EU og alle de foranstaltninger, der allerede er vedtaget med ad hoc-midler, tilskud og lån fra ECB og EIB, udgør uden tvivl en omfattende pakke af finansielle foranstaltninger, som bør udnytte offentlige og private investeringer, der er rettet mod at støtte bæredygtig vækst og kvalitetsjob.

6.6.

På det sociale trepartstopmøde den 23. juni 2020 juni understregede arbejdsmarkedets parter behovet for investeringer i den offentlige sundhedssektor og de tjenester, der er hårdest ramt i denne periode, og for strukturelle investeringer med henblik på en økologisk omstilling, digital omstilling og innovative teknologier, der kan styrke den europæiske konkurrenceevne ved at støtte kvalitetsbeskæftigelse, uddannelse og sociale og økonomiske fremskridt i en samordnet europæisk sammenhæng.

6.7.

Det er helt afgørende, at EU's genopretningsplan bygger på og inddrager arbejdsmarkedets parter på alle niveauer. Den sociale dialog er det vigtigste instrument til sund regeringsførelse i krisetider. Høring og drøftelser på trepartsniveau forbedrer politikudformningens evne til at imødegå krisen, inddrager arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen og opbygger tillid blandt dem til at overvinde vanskeligheder, samtidig med at det støtter den sociale samhørighed og vores økonomiers modstandskraft. Kortlægningen af krisens indvirkning på arbejdstagere, virksomheder og lokalsamfund foretages også sammen med de lokale myndigheder og er afgørende for vedtagelsen af aftalte midlertidige foranstaltninger og for at skabe enighed om genopretningsplaner på mellemlang og lang sigt.

6.8.

Nationale planer for tildeling af EU-midler skal fastlægges på mellemlang til lang sigt uden at spilde ressourcerne ved at splitte dem og under hensyntagen til de uligheder, der er opstået i den kritiske fase, og de stigende uligheder i samfundet.

6.9.

I nogle EU-lande har den sociale dialog vist sig at være effektiv, så der hurtigt og effektivt kan vedtages stærke nødforanstaltninger for at hjælpe virksomhederne med at overleve og dermed bevare arbejdspladser og fastholde folk på arbejdsmarkedet, at bidrage til at sikre arbejdsfordelingsordninger, der har til formål at mindske virkningerne på beskæftigelsen og give planlægningssikkerhed for arbejdstagere og virksomheder i forbindelse med genopretningsfasen.

6.10.

I nogle medlemsstater fik de mest sårbare grupper, f.eks. dem med ikkestandardiserede beskæftigelsesformer, selvstændige og personer, der udfører sort arbejde, ikke adgang til beskyttelsesforanstaltninger og risikerer at ende i fattigdom, hvilket har forværret den sociale nødsituation.

6.11.

På længere sigt kan EU støtte medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter ved at vende de strukturreformer, der mindsker jobbeskyttelsen, og ved at skabe mere plads til kollektive forhandlinger og styrke arbejdsmarkedsinstitutionerne. EU bør også tage de presserende udfordringer op, som f.eks. langtidsledighed, omstilling til grønne og digitaliserede processer og opkvalificering og omskoling til fremme af beskæftigelsesevnen, samtidig med at der skabes passende lovgivningsmæssige rammer for forskellige former for arbejde.

6.12.

Et bedre samarbejde mellem Kommissionen, de nationale regeringer, arbejdsgiverne og fagforeningerne kan også hjælpe de sociale sikringssystemer med at reagere på de ændrede økonomiske og sociale forhold i Europa med henblik på at udvide dækningen til de sårbare grupper, der ikke er omfattet på nuværende tidspunkt. Det europæiske semester bør forbedres yderligere inden for rammerne af Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik for at støtte medlemsstaterne med en ny resultattavle over indikatorer, benchmarking-fremskridt i gennemførelsen af vedtagne politikker og opnåelse af fælles mål på europæisk plan. I disse svære tider vil alle offentlige myndigheders beslutsomhed og ansvar på europæisk og nationalt plan samt arbejdsmarkedets parter og andre sociale aktører på alle niveauer være afgørende for at sikre et bæredygtigt opsving i vores økonomier og styrke vores europæiske sociale model.

6.13.

I Kommissionens meddelelse Det europæiske semester 2020: Landespecifikke henstillinger (52) rettede Kommissionen sine henstillinger vedrørende covid-19-pandemien til samtlige medlemsstater. I indledningen understreges det, at en velfungerende social dialog spiller en afgørende rolle for at sikre, at de trufne foranstaltninger bliver vellykkede, omfattende og bæredygtige. Det bør anerkendes, at i nogle medlemsstater er praksis med social dialog og inddragelse af arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer under covid-19-krisen blevet svækket eller begrænset (53). Tre medlemsstater — Ungarn, Polen og Rumænien — har som følge heraf modtaget en henstilling om at sikre en passende og effektiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og aktører i den politiske beslutningsproces. EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge og evaluere gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger for disse lande.

6.14.

Kommissionen bør sikre og overvåge, at medlemsstaterne — f.eks. gennem rapporteringsinstrumenter — fører en effektiv social dialog med de nationale interessenter gennem hele semesterprocessen og i udformningen af nationale genopretningsplaner for at sikre en effektiv opfølgning og gennemførelse baseret på et bredt ejerskab.

6.15.

Det er også særdeles vigtigt at garantere, at arbejdsmarkedsparternes kapacitet ikke undermineres som følge af coronatiden. EU bør overveje nødvendige foranstaltninger, herunder finansielle midler, til støtte for arbejdsmarkedsparternes kapacitetsopbygning — både hvad angår aktiviteter og strukturer under den sociale dialog. De europæiske arbejdsmarkedsparter har stillet et fælles forslag (54) til Kommissionen om at oprette et nyt finansielt instrument til støtte for de ekstraordinære aktiviteter, de udfører under covid-19-krisen.

---

(1)  Ordet »aktører« henviser til arbejdsmarkedets parter (arbejdsgivere og fagforeninger). Den sociale trepartsdialog omfatter desuden regeringer.

(2)  ILO's Declaration on Social Justice for a Fair Globalization, ILC, 2008, ILO's Resolution concerning the Recurrent Discussion on social dialogue, vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference (ILC) den 13. juni 2013, ILO's Resolution concerning the second recurrent discussion on social dialogue and tripartism, vedtaget af ILC den 8. juni 2018. Se også ILO's Centenary Declaration for the Future of Work vedtaget af ILC, 108. samling, 2019.

(3)  Ibid, ILO's resolution fra 2018 og Conclusions of the general discussion on Decent work in global supply chains, juni 2016.

(4)  De seneste OECD-undersøgelser Employment Outlook 2019 og Going Digital: Shaping Policies, Improving lives Report 2019.

(5)  I de landespecifikke henstillinger vedrørende flere EU-lande efterlyser Kommissionen specifikke indgreb for at fjerne hindringer for kollektive forhandlinger og social dialog.

(6)  Det er vigtigt at bemærke, at ILO's konvention nr. 144 om trepartshøring er blevet ratificeret af 26 EU-lande. I Kroatien træder den i kraft i februar 2021, men Luxembourg har ikke ratificeret den.

(7)  EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10.

(8)  Eurofound 2020, Capacity building for effective social dialogue in the European Union.

(9)  Artikel 151 og 155 i TEUF.

(10)  EUT C 232 af 14.7.2020, s. 18.

(11)  Aftalen blev indgået i 1996, revideret i 2009 og derefter gennemført ved Rådets direktiv 2010/18/EU.

(12)  Gennemført ved Rådets direktiv 97/81/EF.

(13)  Gennemført ved Rådets direktiv 99/70/EF.

(14)  Om telearbejde (2002), arbejdsrelateret stress (2004), chikane og vold på arbejdspladsen (2007), inkluderende arbejdsmarkeder (2010) og aktiv aldring og en tilgang på tværs af generationerne (2017), digitalisering (2020).

(15)  Om livslang udvikling af kompetencer og kvalifikationer (2002), ligestilling mellem kønnene (2005) og beskæftigelse af unge (2013).

(16)  Arbejdsprogrammet for 2019-2021 omhandler følgende seks prioriteter: digitalisering, forbedring af kompetencerne på arbejdsmarkedet og i de sociale systemerne, håndtering af psykosociale aspekter og risici på arbejdspladsen, kapacitetsopbygning med henblik på en stærkere social dialog om cirkulær økonomi.

(17)  Firepartserklæringen kan findes på: https://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=da&catId=89&newsId=2562.

(18)  Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:1998:225:0027:0028:DA:PDF.

(19)  Såsom transport, energi, landbrug, byggeri og anlæg, handel, metal, skibsværfter og uddannelse, forsikring og bankvæsen.

(20)  Kerckhofs, Den sociale dialog på sektorniveau i Europa: Fakta og tal, Eurofound (2019): https://www.eurofound.europa.eu/sites/default/files/ef_publication/field_ef_document/ef19015da.pdf.

(21)  Se kapitel 5 for specifikke referencer.

(22)  De europæiske samarbejdsudvalg blev først oprettet ved Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne, men reguleres nu af det omarbejdede direktiv. https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:02009L0038-20151009 I henhold til det europæiske benchmarkingsystem fra 2019 var der i 2018 1 150 europæiske samarbejdsudvalg, som tæller ca. 20 000 medarbejderrepræsentanter.

(23)  Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og Business Europe — Final Report — Building on experiences: A win-win approach to transnational industrial relations in multinational companies, 2018.

(24)  Ifølge Kommissionens database over tværnationale aftaler på virksomhedsniveau, som er tilgængelig på https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=978&langId=en.

(25)  Der kan findes yderligere oplysninger på https://ec.europa.eu/social/home.jsp?langId=da.

(26)  Sustainability and governance, Employment and Social Developments in Europe, kapitel 6.

(27)  De første resultater af et ILO-EU-projekt om at styrke arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog blev præsenteret på en konference i marts sidste år og drejede sig om, hvor effektive de nationale institutioner for social dialog og regeringernes er til at fremme denne proces.

(28)  Et nyt projekt mellem ILO og Kommissionen, der har til formål at analysere og dokumentere, hvordan arbejdsmarkedets parter i EU-landene bestræber sig på at tilpasse sig disse ændringer (Youcef Ghellab, Daniel). Vaughan-Whitehead.

(29)  Interinstitutionel proklamation om den europæiske søjle for sociale rettigheder (2017C/428/9).

(30)  Se Trade Union Involvement Index for the Semester Process fra Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) om nationale dialoger inden for rammerne af det europæiske semester.

(31)  Mange rapporter fra Eurofound, EFS, Kommissionen, Beskæftigelsesudvalget og OSE bekræfter, at arbejdsmarkedets parter ikke inddrages tilstrækkeligt.

(32)  https://ec.europa.eu/info/business-economy-euro/economic-and-fiscal-policy-coordination/eu-economic-governance-monitoring-prevention-correction/european-semester/framework/eus-economic-governance-explained_en

(33)  Ibid Eurofounds rapporter, ETUI Benchmarking Working Europe 2018, Den Europæiske Socialfonds årlige analyser af gennemførelse af landespecifikke henstillinger i forbindelse med semesterprocessen.

(34)  Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI), 2010 Benchmarking Working Europe, Bruxelles 2010.

(35)  ILO Policy Brief, The need for social dialogue in addressing the Covid-19 crisis, Genève, maj 2020.

(36)  Eurofound 2012, Social dialogue in times of global economic crisis.

(37)  Eurofound 2013, Comparative analytical report: the impact of the crisis on working conditions relations.

(38)  Glassner 2013, Central and eastern European industrial relations in the crisis: national divergence and path-dependent change and ILO Recovering from the crisis through social dialogue in the new EU Member States: the case of Bulgaria, the Czech Republic, Poland and Slovenia.

(39)  Eurofound 2014, Changes to wage-setting mechanisms in the context of the crisis and the EU's new economic governance regime.

(40)  Kommissionens Industrial relations in Europe 2010.

(41)  Ibid ILO's policy brief, 2020 og OECD's webportalopdateringer Tackling the coronavirus — contributing to a global effort, marts 2020.

(42)  EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35 — i afsnit 3 defineres en »bæredygtig« virksomhed.

(43)  Artikel baseret på Eurofound-undersøgelsen Industrial democracy in Europe: a quantitative approach af Pablo Sanz, Christian Weiz, Maria Caprile, Ricardo Rodriguez Contreras, Labour and Industry, juni 2020.

(44)  Artikel baseret på Eurofound-undersøgelsen Industrial democracy in Europe: a quantitative approach af Pablo Sanz, Christian Weiz, Maria Caprile, Ricardo Rodriguez Contreras, Labour and Industry, juni 2020.

(45)  Direktiv 2002/14/EF om en generel ramme for information og høring og direktiv 2009/38/EF om europæiske samarbejdsudvalg.

(46)  Direktiv 94/45/EF ændret ved direktiv 2009/38/EF.

(47)  Eurofound 2020, Social dialogue and HR practices in European global companies med analyser og resultater vedrørende udviklingen af en europæisk dimension i den sociale dialog på både tværnationalt niveau for beslutningstagning og i lokal støtte og de europæiske samarbejdsudvalgs rolle som en central forbindelse mellem forskellige niveauer af social dialog i både nationale og europæiske virksomheder.

(48)  Kommissionen: Rapport om medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2009/38/EF om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (omarbejdning), Bruxelles, 14.5.2018 (COM (2018) 292 final).

(49)  EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35.

(50)  Artikel baseret på Eurofound-undersøgelsen Industrial democracy in Europe: a quantitative approach af Pablo Sanz, Christian Weiz, Maria Caprile, Ricardo Rodriguez Contreras, Labour and Industry, juni 2020.

(51)  Tyskland: direkte udpegelse ved lov, Nederlandene: selvsupplering af ledere, som arbejdstagerne har peget på, Frankrig, blanding af direkte udpegelse og udpegelse af aktionærer, Sverige: udpegelse af fagforeningsrepræsentanter osv.

(52)  Kommissionens meddelelse COM(2020) 500 final af 20.5.2020. Det europæiske semester 2020: Landespecifikke henstillinger

(53)  EFS Briefing notes, Workers' Information, consultation and participation, 15. maj 2020.

(54)  Fælles forslag fra de europæiske arbejdsmarkedsparter på tværs af sektorer om at oprette et særligt finansielt instrument til støtte for arbejdsmarkedets parter under covid-19-krisen, rettet til ledende næstformand Valdis Dombrovskis og kommissæren med ansvar for beskæftigelse og sociale rettigheder Nicolas Schmit, den 10. april 2020.