EUR-Lex Piekļuve Eiropas Savienības tiesību aktiem

Atpakaļ uz EUR-Lex sākumlapu

Šis dokuments ir izvilkums no tīmekļa vietnes EUR-Lex.

Dokuments 52019DC0085

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, som Kommissionen har fået tillagt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter

COM/2019/85 final

Bruxelles, den 19.2.2019

COM(2019) 85 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, som Kommissionen har fået tillagt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter


1.Baggrund

Ved forordning (EU) nr. 1143/2014 om invasive ikkehjemmehørende arter 1 (i det følgende benævnt IAS-forordningen) fastsættes rammer for at tackle de virkninger, som invasive ikkehjemmehørende arter har på biodiversiteten og relaterede økosystemtjenester, og Kommissionen tillægges beføjelse til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at vedtage, ajourføre og revidere en liste over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan. Kommissionen bistås heri af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne.

Forud for overvejelser om optagelse af en art på listen over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, er der behov for gennemførelse af en grundig risikovurdering af nævnte art underbygget med solide videnskabelige data, som omfatter alle de elementer, der er nævnt i IAS-forordningens artikel 5, stk. 1.

IAS-forordningens artikel 5, stk. 1, indeholder alle de elementer, der er nødvendige for at udarbejde en risikovurdering, der kan understøtte beslutningsprocessen. Det anerkendes i IAS-forordningen, at det kan være nyttigt at præcisere elementerne yderligere, herunder ved at fastlægge en metodologi for risikovurderingen. Herudover kan den videnskabelige praksis inden for risikovurdering udvikle sig, og denne udvikling vil skulle integreres i den praktiske udarbejdelse af risikovurderinger til brug med henblik på IAS-forordningen.

Ved IAS-forordningens artikel 5, stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for at præcisere, hvilken type bevis, der er acceptabel med henblik på invasive ikkehjemmehørende arters evne til at etablere en levedygtig population og sprede sig i miljøet, og give en detaljeret beskrivelse af risikovurderingernes elementer. Denne beskrivelse bør omfatte den metodologi, der skal anvendes under hensyntagen til relevante nationale og internationale standarder.

2.Retsgrundlag

Denne rapport er påkrævet i henhold til IAS-forordningens artikel 29, stk. 2. I medfør af denne bestemmelse tillægges Kommissionen beføjelser for en periode på fem år fra den 1. januar 2015, jf. artikel 5, stk. 3. Kommissionen pålægges endvidere at udarbejde en rapport vedrørende denne delegation af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af nævnte femårsperiode. Herudover forlænges ifølge artikel 29, stk. 2, delegationen af beføjelser stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.Udøvelse af de delegerede beføjelser

Kommissionen udøvede beføjelserne i 2018. Den 30. april 2018 vedtog Kommissionen Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/968 2 (i det følgende benævnt den delegerede forordning), som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 10. juli 2018 efter udløbet af Europa-Parlamentets og Rådets indsigelsesfrist. Den trådte i kraft den 30. juli 2018.

Denne delegerede forordning er udarbejdet på grundlag af en række undersøgelser og den bedste tilgængelige videnskabelige litteratur. Herudover har det videnskabelige forum 3 , den ekspertgruppe, der er nedsat ved IAS-forordningen med mandat til at yde videnskabelig rådgivning i forbindelse med forordningens gennemførelse, været stærkt involveret i udarbejdelsen af den delegerede forordning samtidig med, at udkastet til den delegerede forordning også blev sendt i offentlig høring.

Ved IAS-forordningens artikel 5, stk. 3, bestemmes retsgrundlaget for vedtagelsen af den delegerede forordning. Ved artikel 5, stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelse til at:

a) præcisere hvilken type bevis, der er acceptabel i henhold til artikel 4, stk. 3, litra b)

b) give en detaljeret beskrivelse af anvendelsen af artikel 5, stk. 1, litra a)-h)

c) fastsætte den metodologi, som skal anvendes under udarbejdelsen af risikovurderingen, under hensyntagen til relevante nationale og internationale standarder og behovet for at prioritere indsatsen over for invasive ikkehjemmehørende arter, som forbindes med eller kan forårsage en betydelig skadelig indvirkning på biodiversiteten eller relaterede økosystemtjenester samt på menneskers sundhed eller økonomien, idet en sådan skadelig indvirkning anses for at være en skærpende omstændighed.

Ved artikel 1 i den delegerede forordning bestemmes det, at en detaljeret beskrivelse af anvendelsen af de fælles elementer, der indgår i en risikovurdering, fastsættes i bilaget, medens der i artikel 2 fastsættes en metodologi, som også indeholder en præcisering af den type bevis, der bør underbygge en risikovurdering, herunder når beviset relaterer til IAS-forordningens artikel 4, stk. 3, litra b).

Endelig indeholder bilaget til den delegerede forordning en detaljeret beskrivelse af anvendelsen af IAS-forordningens artikel 5, stk. 1, litra a)-h), med hensyn til de elementer, der skal tages i betragtning ved udarbejdelsen af en risikovurdering.

4.Konklusion

Kommissionen har rettidigt og korrekt udøvet sine delegerede beføjelser.

Kommissionen mener, at alle delegationer af beføjelser bør bevares, da der fremover kan være behov for yderligere specifikationer.

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning.

___________________________

(1)

 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 35).

(2)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/968 af 30. april 2018 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 for så vidt angår risikovurderinger i forbindelse med invasive ikkehjemmehørende arter (EUT L 174 af 10.7.2018, s. 5).

(3)

 Offentliggjort i Kommissionens register over ekspertgrupper og andre lignende enheder, kodenr. E03276.

Augša