EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52019BP1546

Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2019/1546 af 26. marts 2019 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 for regnskabsåret 2017

EUT L 249 af 27.9.2019, p. 338–341 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2019/1546/oj

27.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 249/338


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2019/1546

af 26. marts 2019

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 for regnskabsåret 2017

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 for regnskabsåret 2017,

der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag IV,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0104/2019),

A.

der henviser til, at fællesforetagendet med henblik på gennemførelsen af det fælles teknologiinitiativ om innovative lægemidler (»fællesforetagendet IMI«) blev oprettet i december 2007 for en tiårig periode for i betydelig grad at forbedre produktiviteten og effektiviteten af lægemiddeludviklingsprocessen med det langsigtede mål, at lægemiddelsektoren skal producere mere effektive og sikre innovative lægemidler;

B.

der henviser til, at fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 (»fællesforetagendet IMI2«) efter vedtagelsen af Rådets forordning (EU) nr. 557/2014 (1) i maj 2014 erstattede fællesforetagendet IMI i juni 2014 med henblik på at færdiggøre forskningsaktiviteter under det syvende rammeprogram og forlængede fællesforetagendets varighed frem til den 31. december 2024;

C.

der henviser til, at Unionen — repræsenteret ved Kommissionen — og Den Europæiske Sammenslutning af Farmaceutindustriforeninger er fællesforetagendets stiftende medlemmer;

D.

der henviser til, at det maksimale bidrag for den tiårige periode fra Unionen til fællesforetagendet IMI er 1 000 000 000 EUR, som skal afholdes over bevillingen til det syvende rammeprogram, og de stiftende medlemmer skal dække administrationsomkostningerne ligeligt, hver med et beløb, som ikke overstiger 4 % af Unionens samlede bidrag;

E.

der henviser til, at det maksimale bidrag for den tiårige periode fra Unionen til fællesforetagendet IMI2 er 1 638 000 000 EUR, som skal afholdes over budgettet for Horisont 2020, og til, at de øvrige medlemmer ud over Kommissionen skal bidrage med 50 % af administrationsomkostningerne og bør bidrage til driftsomkostningerne med bidrag i kontanter eller naturalier, eller begge dele, svarende til Unionens finansielle bidrag;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

noterer sig, at det er Den Europæiske Revisionsrets (»Revisionsrettens«) opfattelse, at fællesforetagendet IMI2's regnskaber for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2017, i alt væsentligt giver et retvisende billede af fællesforetagendet IMI2's finansielle stilling pr. 31. december 2017 og af resultaterne af dets transaktioner, pengestrømme og bevægelser på nettoaktiver i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansforordning og de regnskabsregler, Kommissionens regnskabsfører har fastlagt, og at disse er baseret på de internationalt anerkendte regnskabsstandarder, der anvendes i den offentlige sektor;

2.

bemærker Revisionsrettens erklæring uden forbehold om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for fællesforetagendet IMI2's årsregnskab for 2017, som i alt væsentligt er lovligt og formelt rigtigt;

3.

noterer sig, at der på det endelige disponible budget for 2017 for gennemførelsen af det syvende rammeprogram og Horisont 2020 var opført 322 396 498 EUR i forpligtelsesbevillinger og 206 372 367 EUR i betalingsbevillinger; bemærker, at udnyttelsesgraden for forpligtelsesbevillinger var på 97,07 % (en stigning på 2,99 % i forhold til 2016);

4.

beklager at kunne konstatere, at betalingsbevillingerne for fjerde år i træk lå på under 75 %: i 2017 lå de på 71,96 %; noterer sig, at den lave udnyttelsesgrad hovedsagelig skyldtes en reducering eller udsættelse af kliniske forsøg i forbindelse med nogle store og komplekse projekter under programmerne vedrørende antimikrobiel resistens og ebola samt forsinkelser i indgåelsen af tilskudsaftaler i forbindelse med indkaldelser under Horisont 2020; opfordrer fællesforetagendet IMI2 til at forelægge ajourførte oplysninger for dechargemyndigheden og til at foretage forbedringer for så vidt angår betalingsbevillingerne med henblik på næste års procedure;

5.

glæder sig over, at antallet af betalinger steg med 9,33 % (fra 75 % til 82 %); påpeger, at det betalte beløb faldt som følge af de højere omkostninger, der var indregnet i den forfinansiering, der allerede var udbetalt til fællesforetagendet IMI's og fællesforetagendet IMI2's projekter (afregningerne steg med 189 % fra 20 347 000 EUR til 58 846 383 EUR);

6.

erkender de iboende begrænsninger i processen med at beregne betalingsbevillinger; bemærker med beklagelse, at disse begrænsninger indebærer svagheder i forbindelse med planlægningen og overvågningen af betalingsbevillingerne, hvilket førte til, at der ved udgangen af 2017 var uudnyttede betalingsbevillinger fra tidligere år på 78 700 000 EUR; glæder sig over de korrigerende foranstaltninger, som fællesforetagendet IMI2 har indført for at bryde den onde cirkel med overbudgettering; bemærker, at bestyrelsen for fællesforetagendet IMI2 besluttede at reducere betalingsbevillingerne til aktionsudgifter for det pågældende år med 56 000 000 EUR og de akkumulerede uudnyttede betalingsbevillinger fra tidligere år med 25 800 000 EUR;

7.

bemærker, at fællesforetagendet IMI2 ud af de 1 000 000 000 EUR, som fællesforetagendet IMI blev tildelt i midler under det syvende rammeprogram, ved udgangen af 2017 havde indgået forpligtelser for 966 060 000 EUR og afholdt betalinger for 719 978 000 EUR; bemærker, at det høje niveau af udestående betalinger på 246 082 000 EUR (25,47 %) især skyldtes den forsinkede påbegyndelse af aktiviteter under det syvende rammeprogram i fællesforetagendet IMI's første år;

8.

bemærker, at fællesforetagendet IMI2 ud af de 1 000 000 000 EUR, som industriens medlemmer skulle bidrage med til fællesforetagendet IMI's aktiviteter, ved udgangen af 2017 havde valideret bidrag i naturalier og kontantbidrag på 551 800 000 EUR (529 900 000 EUR i bidrag i naturalier og 21 900 000 EUR i kontantbidrag); påpeger, at medlemmerne havde indberettet yderligere 153 000 000 EUR i bidrag i naturalier uden validering til fællesforetagendet IMI2; fremhæver, at det samlede bidrag i naturalier og kontantbidrag fra industriens medlemmer som en konsekvens heraf beløb sig til 705 100 000 EUR ved udgangen af 2017 sammenholdt med EU's kontantbidrag til fællesforetagendet IMI's aktiviteter under det syvende rammeprogram, som beløb sig til 827 200 000 EUR;

9.

noterer sig med bekymring, at fællesforetagendet IMI2 ud af de 1 680 000 000 EUR i Horisont 2020-midler, som blev tildelt fællesforetagendet IMI, ved udgangen af 2017 havde indgået forpligtelser for 819 010 000 EUR (50 %) og afholdt betalinger for 179 650 000 EUR (10,97 % af de tildelte midler og 21,93 % af de forpligtede midler) til gennemførelsen af 13 indkaldelser af forslag; anerkender, at det lave betalingsniveau skyldes dels den tid, det tager projektkonsortier at indgå tilskudsaftaler under Horisont 2020 med partnere fra industrien, hvilket forsinker fællesforetagendet IMI's planlagte forfinansiering for det pågældende år, dels projekternes varighed, idet de ofte løber over fem år, hvilket medvirker, at en stor del af betalingerne skal finde sted efter 2020;

10.

bemærker, at af de 1 638 000 000 EUR i naturalier og kontantbidrag, som medlemmerne fra industrien og associerede partnere skulle bidrage med til fællesforetagendet IMI2's aktiviteter, var 82 500 000 EUR blevet valideret af den administrerende direktør, og et yderligere beløb på 50 300 000 EUR var blevet indberettet ved udgangen af 2017; bemærker endvidere, at den administrerende direktør havde valideret kontantbidrag fra industriens medlemmer på 7 600 000 EUR; bemærker endvidere, at det samlede bidrag fra industriens medlemmer til fællesforetagendet IMI2's Horisont 2020-aktiviteter ved udgangen af 2017 beløb sig til 140 400 000 EUR, set i forhold til EU's kontantbidrag på 157 300 000 EUR; fremhæver, at der på dette stadie i programgennemførelsen er indgået forpligtelser for 391 000 000 EUR i EU-midler og tildelt 381 000 000 EUR i naturalier fra industrien til 40 Horisont 2020-projekter (hvoraf 37 stadig var i gang ved udgangen af 2017);

11.

noterer sig, at det samlede antal besatte stillinger i fællesforetagendet IMI2 pr. 31. december 2017 var 49, dvs. otte mere end i det foregående år;

Performance

12.

glæder sig over, at fraværet af centrale resultatindikatorer ikke længere er et problem i forbindelse med Horisont 2020; beklager, hvor få fremskridt der er sket med hensyn til at opfylde nogle af de centrale resultatindikatorer, der er fastlagt for fællesforetagendet IMI, og som blev fastsat for hele programmets løbetid (under 60 % af det tredje sæt af de centrale resultatindikatorer for 2017-målene blev nået); glæder sig over, at fællesforetagendet IMI2's bestyrelse har besluttet at godkende et nyt sæt centrale resultatindikatorer for fællesforetagendet IMI, som er i bedre overensstemmelse med programmets mål;

13.

bemærker, at andelen af forvaltningsomkostningerne (administrationsbudgettet/driftsbudgettet) fortsat ligger på under 5 %, hvilket tyder på, at fællesforetagendet IMI2 har en ret enkel og effektiv organisationsstruktur;

14.

glæder sig over, at den foreløbige værdi i 2016 af løftestangseffekten på 0,96 næsten nåede op på den ønskede løftestangseffekt for hele perioden 2014-2020;

15.

bemærker, at fællesforetagendet IMI2's indkaldelser er åbne for nytilkomne ad forskellige veje; noterer sig imidlertid, at de associerede partneres deltagelse stadig er lav i betragtning af de mål, der er opstillet i fællesforetagendet IMI2's forordning, og at den vil skulle øges i de resterende år;

16.

glæder sig over, at alle indkaldelser af forslag blev offentliggjort og afsluttet i overensstemmelse med de respektive arbejdsplaner, og at resultaterne for så vidt angår den tid, der gik, før tilskuddene blev udbetalt, og betalingstiden forblev et godt stykke under de fastsatte mål;

17.

bifalder strategien om at involvere SMV'er som støttemodtagere i forbindelse med fællesforetagendet IMI og dermed bidrage til at skabe en værdikæde; bifalder endvidere inddragelsen af patientorganisationer; anerkender, at patientorganisationer var engageret på den ene eller den anden måde i omkring 50 % af fællesforetagendet IMI's projekter ved udgangen af 2017;

Strategi for bekæmpelse af svig

18.

bemærker, at fællesforetagendet IMI2 har en strategi for bekæmpelse af svig, som er i overensstemmelse med Generaldirektoratet for Forskning og Innovations fælles strategi for bekæmpelse af svig; glæder sig over, at der i 2017 ikke blev indberettet nye sager til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF); bemærker imidlertid, at der blev modtaget to anmodninger om oplysninger fra OLAF, hvor der for den enes vedkommende ikke var behov for foranstaltninger, og hvor fællesforetagendet IMI2 for den andens vedkommende indledte en inddrivelsesprocedure;

Intern revision

19.

bemærker, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS) i februar 2017 offentliggjorde den endelige revisionsrapport om Horisont 2020-tilskudsproceduren for fællesforetagendet IMI2; fremhæver, at IAS anbefalede, at fællesforetagendet IMI2 redegør for sine rådgivende organers virksomhed og deres interaktion med bl.a. Den Europæiske Sammenslutning af Farmaceutindustriforeninger (EFPIA), informerer om den rolle og de aktiviteter, der varetages af repræsentanter for EFPIA, eller sikrer, at alle evaluatorer underskriver deres respektive interesseerklæringer, før fjernevalueringen påbegyndes;

20.

glæder sig over, at fællesforetagendet IMI2 udarbejdede en handlingsplan, og at alle fire anbefalinger var gennemført ved udgangen af 2017;

21.

glæder sig over, at fællesforetagendet i november 2017 udarbejdede en handlingsplan, herunder en lang række foranstaltninger, der skulle gennemføres, hvoraf nogle allerede var blevet iværksat såsom udvikling af webinarer, deltagelse af SMV'er osv.;

Interne kontrolsystemer

22.

anerkender, at fællesforetagendet IMI2 har indført pålidelige procedurer for forudgående kontrol på basis af finansielle og operationelle skrivebordsgennemgange; bemærker, at fællesforetagendet for så vidt angår de mellemliggende og endelige betalinger under det syvende rammeprogram udfører efterfølgende revisioner hos støttemodtagerne, mens det for anmeldelser af projektomkostninger i forbindelse med Horisont 2020 er Kommissionens fælles revisionstjeneste, der er ansvarlig for de efterfølgende revisioner; noterer sig, at restfejlforekomsten for de efterfølgende revisioner ifølge fællesforetagendet var på 1,29 % for projekter under det syvende rammeprogram og på 0,81 % for Horisont 2020-projekter ved udgangen af 2017;

23.

glæder sig over, at fællesforetagendet IMI2 har kunnet nedbringe forsinkelserne i de administrative betalinger til kontrahenterne fra 34 % til 11,1 % og betalingstiden for mellemliggende betalinger til projektstøttemodtagerne fra 94 til 65 dage i 2017; anerkender i denne forbindelse, at den gennemsnitlige betalingstid for endelige betalinger i relation til de omkostninger, støttemodtagerne havde anmeldt, var 52 dage;

24.

bemærker, at Kommissionen afsluttede den endelige evaluering af fællesforetagendet IMI2's aktiviteter (2008-2016) og den foreløbige evaluering af dets Horisont 2020-aktiviteter (2014-2016) i 2017 med en positiv vurdering og fire anbefalinger, for hvilke der er udarbejdet handlingsplaner;

25.

noterer sig, at Kommissionens fælles støttecenter ved udgangen af 2017 endnu ikke havde afsluttet specifikke ændringer af værktøjer til forvaltning og overvågning af tilskud under Horisont 2020 for at imødekomme fællesforetagendet IMI2's rapporterings- og behandlingsbehov for så vidt angår bidrag i naturalier; opfordrer fællesforetagendet IMI2 til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om resultaterne på dette område;

26.

glæder sig over det nye websted, der blev lanceret i 2017, og som afspejler forslagene fra fællesforetagendet IMI's vigtigste interessenter og dets egne kommunikationsmål og bidrager til at gøre fællesforetagendet mere synligt.

(1)  Rådets forordning (EU) nr. 557/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet for initiativet om innovative lægemidler 2 (EUT L 169 af 7.6.2014, s. 54).


Top