—

være en særskilt retsakt, der vedtages i form af en forordning med titlen »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et europæisk humanitært visum«,

—

have artikel 77, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) som retsgrundlag,

—

være begrundet af:

—

det nuværende retlige tomrum i EU-retten, som ud over genbosætningsprocedurerne for sårbare flygtninge ikke fastsætter procedurer i EU-retten hverken på visum-, grænse- eller asylområdet for så vidt angår adgang til medlemsstaternes område for personer, der søger beskyttelse, idet ca. 90 % af de personer, som efterfølgende anerkendes som flygtninge og personer med subsidiær beskyttelsesstatus, når medlemsstaternes område irregulært (1), ofte gennem livstruende ruter,

—

risikoen for fragmentering, i takt med at medlemsstaterne i stigende grad opretter deres egne programmer for indrejse af humanitære årsager og deres egne procedurer, hvilket går imod det generelle mål i henhold til artikel 78, stk. 1, i TEUF om at udforme en fælles politik for asyl og subsidiær og midlertidig beskyttelse og ligeledes medfører risiko for, at disse forskellige ordninger undergraver den ensartede anvendelse af de fælles bestemmelser om tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 (2) og (EU) 2016/399 (3),

—

de høje menneskelige, men også sociale, økonomiske og budgetmæssige omkostninger, der er forbundet med status quo for de berørte tredjelandsstatsborgere (smuglergebyrer, risiko for menneskehandel og udnyttelse, risiko for forfølgelse, dødsrisiko og risiko for mishandling mv.) og for medlemsstaterne og Unionen (høje budgetter for eftersøgnings- og redningsaktioner, herunder til privat skibsfart, beskyttelse af grænserne, samarbejde med tredjelande, asylprocedurer og eventuel tilbagevenden i tilfælde af afviste ansøgninger om international beskyttelse samt bekæmpelse af organiseret kriminalitet, ulovlig handel og smugleri mv.),

—

merværdien af EU-tiltag med hensyn til at sikre overholdelse af Unionens værdier, herunder de grundlæggende rettigheder, gensidig tillid mellem medlemsstaterne og tillid til systemet fra asylansøgeres side, retssikkerhed, forudsigelighed og ensartet anvendelse og gennemførelse af reglerne, opnåelse af stordriftsfordele og mindskelse af de ovennævnte omkostninger ved status quo,

—

minde om, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 (5) kun finder anvendelse på medlemsstaternes område, samtidig med at asylansøgere på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelige retlige muligheder for at nå frem til dette område,

—

erindre om, at bestemmelserne i Unionens fælles europæiske asylsystem finder anvendelse efter indgivelse af en asylansøgning i en medlemsstat,

—

understrege, at et afslag på en ansøgning om et europæisk humanitært visum ikke har nogen indflydelse på retten til at søge asyl i Unionen og heller ikke hindrer ansøgeren i at komme ind under andre tilgængelige beskyttelsesordninger,

—

have som mål at fastsætte bestemmelser om de procedurer og betingelser, under hvilke en medlemsstat må udstede et europæisk humanitært visum til personer, der søger international beskyttelse, således at disse personer får tilladelse til at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, udelukkende med det formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse i den pågældende medlemsstat,

—

i sit anvendelsesområde omfatte tredjelandsstatsborgere, der skal være i besiddelse af et visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (6), og hvis påstande om udsættelse for eller risiko for forfølgelse som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (7) er tydeligt underbyggede, men som ikke allerede er i en genbosætningsprocess som fastlagt i de nationale genbosætningsordninger eller i den foreslåede forordning om indførelse af en EU-genbosætningsramme og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 (8) eller Rådets direktiv 2001/55/EF (9),

—

fra sit anvendelsesområde udelukke familiemedlemmer, der ellers ville have ret til rettidig familiesammenføring i en medlemsstat i henhold til anden EU-lovgivning eller national lovgivning,

—

fastsætte, at sådanne visumansøgninger kan indgives direkte, elektronisk eller skriftligt, på alle medlemsstaternes konsulater eller ambassader,

—

fastsætte de praktiske betingelser for sådanne visumansøgninger, herunder for udfyldelse af et ansøgningsskema, oplysninger om ansøgerens identitet, herunder biometriske identifikatorer, og angivelse af grunde til frygten for forfølgelse eller alvorlig overlast, der så vidt muligt dokumenteres,

—

fastsætte, at ansøgeren om et sådant visum inviteres til en samtale (om nødvendigt med tolkebistand), som også kan gennemføres ved hjælp af lyd- og videokommunikation, der sikrer en passende grad af sikkerhed, sikring og fortrolighed,

—

fastsætte, at de forelagte dokumenter vurderes, herunder i henseende til deres ægthed, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed med passende viden og ekspertise vedrørende international beskyttelse,

—

fastsætte, at ansøgninger om et sådant visum vurderes på grundlag af ansøgerens erklæring og samtale samt underbyggende dokumentation, hvis sådan forefindes, uden at der foretages en fuldstændig proces for tildeling af flygtningestatus,

—

fastsætte, inden et sådant visum udstedes, at hver ansøger skal underkastes en sikkerhedsscreening via de relevante nationale databaser og EU-databaser under fuld overholdelse af de gældende databeskyttelsesbestemmelser for at sikre, at vedkommende ikke udgør en sikkerhedsrisiko,

—

fastsætte, at der for sådanne visumansøgninger træffes afgørelse inden for 15 kalenderdage fra datoen for indgivelse af ansøgningen,

—

fastsætte, at afgørelsen om ansøgningen meddeles ansøgeren i personlig, skriftlig og begrundet form,

—

fastsætte, at en tredjelandsstatsborger, der har modtaget afslag på en sådan visumansøgning, har mulighed for appel, sådan som det på nuværende tidspunkt er tilfældet, hvis der meddeles afslag på en visumansøgning om et kortvarigt ophold, eller der nægtes indrejse ved grænsen,

—

fastsætte, at sådanne visa udstedes i form af en selvklæbende mærkat og medtages i visuminformationssystemet,

—

fastsætte, at indehaveren af et humanitært visum, så snart det er udstedt, gives tilladelse til at rejse ind i den medlemsstat, der har udstedt visummet, udelukkende med det formål at indgive en ansøgning om international beskyttelse i den pågældende medlemsstat,

—

fastsætte, at ansøgninger om et sådant visum vurderes af behørigt uddannet personale,

—

fastsætte, at disse medarbejdere enten kan være udstationeret på ambassader eller konsulater eller befinde sig i medlemsstaterne, i hvilket tilfælde ansøgningerne fremsendes elektronisk og samtalerne gennemføres på afstand,

—

fastsætte, at visse aspekter af processen, der ikke indebærer forhåndsudvælgelse af sager, vurdering eller nogen form for beslutningstagning, kan forvaltes af eksterne tjenesteydere, herunder tilvejebringelse af oplysninger, forvaltning af samtaleindkaldelser og indsamling af biometriske identifikatorer,

—

fastsætte, at der træffes passende foranstaltninger for at sikre databeskyttelse, datasikkerhed og fortrolighed for så vidt angår udveksling af oplysninger,

—

fastsætte, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden, EU-agenturerne, internationale organisationer, statslige og ikkestatslige organisationer samt andre relevante interessenter for at sikre en harmoniseret anvendelse,

—

fastsætte, at oplysningerne om procedurerne og betingelserne for at få et sådant visum samt om betingelserne og procedurerne for at opnå international beskyttelse på medlemsstaternes område gøres bredt tilgængelige, herunder på webstederne for medlemsstaternes ambassader og konsulater og via Tjenesten for EU's Optræden Udadtil,

—

fastsætte, at der stilles betydelig finansiel støtte fra Fonden for Integreret Grænseforvaltning til rådighed for medlemsstaterne til dens gennemførelse,

—

fastsætte, at en medlemsstat, der udsteder et sådant humanitært visum, har adgang til samme kompensation fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, som når en medlemsstat modtager en flygtning gennem EU-genbosætningsrammen,

—

fremsætte ændringsforslag til:

—

forordning (EF) nr. 810/2009 for at præcisere, at for de personer, der søger international beskyttelse, gælder bestemmelserne i forordningen om indførelse af et europæisk humanitært visum,

—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008 (10) med henblik på at sørge for, at ansøgninger om humanitært visum indføres i visuminformationssystemet,

—

forordning (EU) 2016/399 med henblik på at tilpasse indrejsebetingelserne for personer, der har fået et europæisk humanitært visum,

—

Fonden for Integreret Grænseforvaltning med henblik på at yde støtte til medlemsstaterne til gennemførelse af forordningen om indførelse af et europæisk humanitært visum,

—

artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (11) og Rådets direktiv 2001/51/EF (12) med henblik på at undtage transportvirksomheder, som transporterer tredjelandsstatsborgere, fra ansvar, forpligtelser og sanktioner, når de involverede tredjelandsstatsborgere erklærer, at de har til hensigt at søge international eller humanitær beskyttelse på medlemsstaternes område.