(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (34) er blevet ændret væsentligt (35). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (34) er blevet ændret væsentligt (35). Da der skal foretages yderligere , uundværlige ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes. Disse ændringer af forordningen vil bidrage til at styrke retssikkerheden og øge fleksibiliteten, vil bidrage til at sikre, at adgangen til retssager bliver forbedret, og at sådanne sager gøres mere effektive. Samtidig vil ændringerne af denne forordning bidrage til at sikre, at medlemsstaterne bevarer fuld suverænitet inden for de materielle regler om forældreansvar.

(3)

Det er afgørende for Unionen, at den har et retligt område, der fungerer smidigt og korrekt, med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner. I den forbindelse bør den gensidige tillid til hverandres retssystemer fremmes yderligere. Unionen har sat sig som mål at skabe, bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse. For at nå disse mål bør personers, især børns, rettigheder i retssager styrkes med henblik på at lette samarbejdet mellem retlige og administrative myndigheder og fuldbyrdelsen af afgørelser i familieretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser. Gensidig anerkendelse af afgørelser på det civilretlige område bør fremmes, adgangen til retlig prøvelse bør forenkles, og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder bør forbedres.

(3)

Det er afgørende for Unionen, at den har et retligt område, der fungerer smidigt og korrekt, med respekt for medlemsstaternes forskellige retssystemer og traditioner. I den forbindelse bør den gensidige tillid til hverandres retssystemer fremmes yderligere. Unionen har sat sig som mål at skabe, bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer og adgang til domstolsprøvelse. For at nå disse mål er det afgørende, at personers, især børns, rettigheder i retssager styrkes med henblik på at lette samarbejdet mellem retlige og administrative myndigheder og fuldbyrdelsen af afgørelser i familieretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser. Gensidig anerkendelse af afgørelser på det civilretlige område bør fremmes, adgangen til retlig prøvelse bør forenkles, og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder bør forbedres , og der bør derfor sikres en omhyggelig kontrol af den ikke-diskriminerende karakter af de procedurer og den praksis, der anvendes af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at beskytte barnets bedste og de relevante grundlæggende rettigheder .

(4)

Med henblik herpå skal Unionen bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, især hvis de er nødvendige for det indre markeds funktion.

(4)

Med henblik herpå skal Unionen bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med virkninger på tværs af grænser, især hvis de er nødvendige af hensyn til den frie bevægelighed for personer og for det indre markeds funktion.

(4a)

Med henblik på at styrke det retlige samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger er der behov for juridisk uddannelse, navnlig i grænseoverskridende familieret. Der er behov for uddannelsesaktiviteter, f.eks. seminarer og udveksling, både på EU-plan og nationalt plan, for at øge kendskabet til nærværende forordning, dens indhold og implikationer og for at opbygge gensidig tillid mellem medlemsstaterne hvad angår deres retssystemer.

(6)

For at sikre en ensartet behandling af alle børn bør denne forordning dække alle afgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af børn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag  eller andre sager .

(6)

For at sikre en ensartet behandling af alle børn bør denne forordning dække alle afgørelser om forældreansvar, herunder også foranstaltninger til beskyttelse af børn, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag.

(6a)

I henhold til denne forordning bør kompetencereglerne også gælde for alle børn, der befinder sig på Unionens område, og hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås med sikkerhed. Disse reglers anvendelsesområde bør omfatte flygtningebørn og børn, der er blevet fordrevet internationalt enten af samfundsøkonomiske årsager eller på grund af uroligheder i deres land.

(12a)

Denne forordning bør fuldt ud overholde alle rettigheder fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og særligt retten til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47, samt retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, og børns rettigheder, jf. chartrets artikel 24.

(13)

Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bør anvendes i overensstemmelse hermed. Alle henvisninger til barnets bedste bør fortolkes i lyset af artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989.

(13)

Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar bør altid være udformet under hensyntagen til barnets tarv og bør anvendes med dette for øje . Alle henvisninger til barnets bedste bør fortolkes i lyset af artikel  7, 14, 22 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989. Det er afgørende, at den medlemsstat, hvis myndigheder i henhold til denne forordning har kompetence hvad angår realiteten i en sag vedrørende forældreansvar, efter vedtagelsen af en endelig afgørelse om tilbagegivelse af barnet sikrer, at barnets bedste og dets grundlæggende interesser beskyttes, når det er blevet tilbagegivet, navnlig når det har kontakt med begge forældre.

(14a)

Betydningen af begrebet »sædvanligt opholdssted« bør fortolkes på grundlag af myndighedernes definitioner fra sag til sag i lyset af sagens særlige omstændigheder.

(15)

Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres som følge af en lovlig flytning, bør kompetencen følge barnet for at bevare nærheden. Dette bør finde sted, hvis der endnu ikke findes udestående sager, samt ved udestående sager. I forbindelse med udestående sager kan parterne imidlertid af hensyn til retssystemernes effektivitet aftale, at retterne i den medlemsstat, hvor der er udestående sager, bevarer kompetencen, indtil der er truffet en endelig afgørelse, forudsat at dette er til barnets bedste. Denne mulighed er særligt vigtig, hvis sagerne nærmer sig deres afslutning, og en forælder ønsker at flytte med barnet til en anden medlemsstat .

(15)

Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres som følge af en lovlig flytning, bør kompetencen følge barnet for at bevare nærheden. I forbindelse med udestående sager kan parterne imidlertid af hensyn til retssystemernes effektivitet aftale, at retterne i den medlemsstat, hvor der er udestående sager, bevarer kompetencen, indtil der er truffet en endelig afgørelse, forudsat at dette er til barnets bedste. Udestående sager, hvis genstand angår forældremyndighed og samværsret, bør derimod afsluttes ved en endelig afgørelse, således at indehavere af forældremyndighed ikke af den grund bringer et barn til et andet land for på denne måde at unddrage sig en myndigheds negative afgørelse, medmindre parterne aftaler, at den udestående sag skal føres til ende .

(17)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat, der ikke har kompetence over sagens realitet, i hastetilfælde kan anvende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger over for barnets person eller aktiver, der befinder sig i denne medlemsstat. Disse foranstaltninger bør anerkendes og fuldbyrdes i alle andre medlemsstater, herunder i de medlemsstater, der har kompetence i henhold til denne forordning, indtil den kompetente myndighed i en sådan medlemsstat har anvendt de foranstaltninger, den finder hensigtsmæssige. Foranstaltninger anvendt af en ret i én medlemsstat bør imidlertid kun ændres eller erstattes af foranstaltninger, der også er truffet af en ret i den medlemsstat, der har kompetence over sagens realitet. En myndighed, der kun har kompetence over foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, bør, hvis den får forelagt en anmodning vedrørende sagens realitet, af egen fri drift erklære sig inkompetent. I det omfang beskyttelsen af barnets bedste kræver det, bør myndigheden direkte eller gennem centralmyndigheden meddele myndigheden i den medlemsstat, som har kompetence over sagens realitet i henhold til denne forordning, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet. Hvis dette ikke meddeles til myndigheden i en anden medlemsstat, bør det imidlertid ikke i sig selv være grund til ikke at anerkende foranstaltningen.

(17)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat, der ikke har kompetence over sagens realitet, i hastetilfælde , f.eks. i tilfælde af vold i hjemmet eller kønsspecifik vold, kan anvende foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger over for barnets person eller aktiver, der befinder sig i denne medlemsstat. Disse foranstaltninger bør anerkendes og fuldbyrdes i alle andre medlemsstater, herunder i de medlemsstater, der har kompetence i henhold til denne forordning, indtil den kompetente myndighed i en sådan medlemsstat har anvendt de foranstaltninger, den finder hensigtsmæssige. Foranstaltninger anvendt af en ret i én medlemsstat bør imidlertid kun ændres eller erstattes af foranstaltninger, der også er truffet af en ret i den medlemsstat, der har kompetence over sagens realitet. En myndighed, der kun har kompetence over foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger, bør, hvis den får forelagt en anmodning vedrørende sagens realitet, af egen fri drift erklære sig inkompetent. I det omfang beskyttelsen af barnets bedste kræver det, bør myndigheden direkte eller gennem centralmyndigheden og uden unødig forsinkelse meddele myndigheden i den medlemsstat, som har kompetence over sagens realitet i henhold til denne forordning, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet. Hvis dette ikke meddeles til myndigheden i en anden medlemsstat, bør det imidlertid ikke i sig selv være grund til ikke at anerkende foranstaltningen.

(18)

I særlige tilfælde er myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, ikke de mest hensigtsmæssige myndigheder til at afgøre sagen. Af hensyn til barnets bedste  kan den kompetente myndighed undtagelsesvis og på visse betingelser henvise en sag til en myndighed i en anden medlemsstat, hvis denne anden myndighed er bedre egnet til at behandle sagen. Dog bør denne anden myndighed ikke i sådanne tilfælde kunne  overføre kompetencen til en tredje myndighed.

(18)

Det bør understreges, at i særlige tilfælde , f.eks. tilfælde af vold i hjemmet eller kønsbaseret vold, er myndighederne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, ikke de mest hensigtsmæssige myndigheder til at afgøre sagen. Den kompetente myndighed kan undtagelsesvis og på visse betingelser henvise en sag til en myndighed i en anden medlemsstat, hvis denne anden myndighed er bedre egnet til at behandle sagen. Dog bør der i sådanne tilfælde først indhentes samtykke fra denne anden myndighed , da denne, når først den har accepteret at behandle sagen, ikke kan overføre kompetencen til en tredje myndighed. Før enhver kompetenceoverførsel er det afgørende, at det nøje undersøges og overvejes, hvad der er i barnets bedste interesse .

(23)

Sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, og om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fra 1980 bør respektere barnets ret til frit at udtrykke sit synspunkt, og når barnets bedste vurderes, bør der lægges vægt på dette synspunkt. Ved anvendelsen af denne forordning spiller en høring af barnet i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 12 i FN's konvention om barnets rettigheder en vigtig rolle. Forordningen tager imidlertid ikke sigte på at fastsætte , hvordan barnet skal høres, om barnet f.eks. høres personligt af en dommer eller af en specialuddannet ekspert, som efterfølgende rapporterer til retten, eller om barnet høres i retssalen eller et andet sted .

(23)

Sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, og om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fra 1980 bør respektere barnets ret til frit at udtrykke sit synspunkt, og når barnets bedste vurderes, bør der lægges vægt på dette synspunkt. Ved anvendelsen af denne forordning spiller en høring af barnet i overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 12 i FN's konvention om barnets rettigheder og Europarådets rekommandation om inddragelse af børn og unge under 18 år  (1a) en vigtig rolle. Forordningen tager imidlertid ikke sigte på at fastsætte fælles minimumsstandarder vedrørende proceduren for høring af barnet , der fortsat reguleres af medlemsstaternes nationale bestemmelser .

(26)

For at afslutte tilbagegivelsesproceduren efter Haagerkonventionen fra 1980 hurtigst muligt bør medlemsstaten samle kompetencen for sådanne sager på en eller flere retter eventuelt under hensyntagen til deres interne retsplejestruktur. Samlingen af kompetencen på et begrænset antal retter i en medlemsstat er et væsentligt og effektivt værktøj til at fremskynde behandlingen af sager om barnebortførelsessager i flere medlemsstater, fordi de dommere, som behandler et stort antal af disse sager, udvikler specialiseret ekspertviden. Afhængigt af retssystemets struktur kan kompetencen for barnebortførelsessager samles på én ret for hele landet eller på et begrænset antal retter ved at anvende for eksempel appelretterne som udgangspunkt og samle kompetencen for internationale barnebortførelsessager på én førsteinstansret inden for hver appelrets distrikt. Alle instanser bør træffe deres afgørelser senest seks uger efter en sag eller appel er blevet indbragt for den. Medlemsstaterne bør begrænse antallet af appelmuligheder for en afgørelse, der godkender eller afviser tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 om børnebortførelser, til én.

(26)

For at afslutte tilbagegivelsesproceduren efter Haagerkonventionen fra 1980 hurtigst muligt bør medlemsstaten samle kompetencen for sådanne sager på et begrænset antal retter eventuelt under hensyntagen til deres interne retsplejestruktur. Samlingen af kompetencen på et begrænset antal retter i en medlemsstat er et væsentligt og effektivt værktøj til at fremskynde behandlingen af sager om barnebortførelsessager i flere medlemsstater, fordi de dommere, som behandler et stort antal af disse sager, udvikler specialiseret ekspertviden. Afhængigt af retssystemets struktur kan kompetencen for barnebortførelsessager samles på et begrænset antal retter ved at anvende for eksempel appelretterne som udgangspunkt og samle kompetencen for internationale barnebortførelsessager på én førsteinstansret inden for hver appelrets distrikt , uden dog at undergrave parternes ret til adgang til domstolsprøvelse og rettidigheden af tilbagegivelsesproceduren . Alle instanser bør træffe deres afgørelser senest seks uger efter en sag eller appel er blevet indbragt for den. Medlemsstaterne bør begrænse antallet af appelmuligheder for en afgørelse, der godkender eller afviser tilbagegivelse af et barn i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 om børnebortførelser, til én. Der bør også træffes foranstaltninger til at sikre, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i en anden medlemsstat. Når en retsafgørelse er truffet, er det afgørende, at den også anerkendes i hele Den Europæiske Union, især af hensyn til børnenes tarv.

(28)

I alle sager om børn, og navnlig i sager om internationale barnebortførelser, bør retlige og administrative myndigheder overveje muligheden for at nå en mindelig løsning gennem mægling og andre egnede midler bistået om nødvendigt af eksisterende netværk og støttestrukturer for mægling i tvister om forældreansvar på tværs af grænser. Denne indsat bør imidlertid ikke unødigt forlænge tilbagegivelsesproceduren i henhold til Haagerkonventionen fra 1980.

(28)

Gennemførelse af mægling kan i alle sager om børn og især i forbindelse med grænseoverskridende konflikter mellem forældrene om forældremyndighed og samværsret for et barn og i sager om internationale barnebortførelser få stor betydning for , at konflikten kan afsluttes. På baggrund af det stigende antal grænseoverskridende tvister om forældremyndighed i Den Europæiske Union, hvor der ikke findes nogen internationale regler, som følge af de seneste migrationsstrømme, er mægling endvidere ofte det eneste retsmiddel til at hjælpe familier med at nå frem til en mindelig og hurtig løsning på familietvister. Med henblik på at fremme mægling i sådanne tilfælde bør de retlige og administrative myndigheder, bistået om nødvendigt af eksisterende netværk og støttestrukturer for mægling i tvister om forældreansvar på tværs af grænser , før eller under den retslige procedure bistå parterne i forbindelse med valget af egnede mæglere samt i forbindelse med organiseringen af mæglingen. Der bør ydes parterne økonomisk støtte til gennemførelse af mægling i mindst det omfang, de har eller ville have fået bevilget fri proces . Denne indsats bør imidlertid ikke unødigt forlænge tilbagegivelsesproceduren i henhold til Haagerkonventionen fra 1980 og bør ikke resultere i obligatorisk deltagelse af ofre for enhver form for vold, herunder vold i hjemmet, i mæglingssager .

(28a)

For at kunne tilbyde et effektivt alternativ til retssager i nationale eller internationale sager vedrørende familietvister, er det afgørende, at de involverede mæglere har gennemgået en passende specialuddannelse. Uddannelsen bør især dække de retlige bestemmelser om grænseoverskridende familietvister, tværkulturel kompetence og værktøjer til håndtering af konfliktfyldte situationer, altid med primært fokus på barnets tarv. Uddannelse for dommere, som er en potentiel vigtig kilde til henvisninger til mægling, bør også omfatte redskaber til, hvordan man tilskynder parterne til at deltage i mægling så tidligt som muligt, samt hvordan mægling kan indarbejdes i retssager og den fastlagte tidsramme for sager om børnebortførelser i henhold til Haagerkonventionen uden at foranledige unødige forsinkelser.

(30)

Hvis retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, beslutter at afvise at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen fra 1980, bør den i sin afgørelse henvise udtrykkeligt til de relevante artikler i Haagerkonventionen fra 1980, som afvisningen lægger til grund. En sådan afgørelse kan dog erstattes af en senere afgørelse truffet i sager om forældremyndighed efter en grundig undersøgelse af barnets bedste af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Indebærer sidstnævnte afgørelse, at barnet skal gives tilbage, skal dette ske, uden at der må kræves nogen særlig procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i den medlemsstat, hvor det fjernede eller tilbageholdte barn befinder sig.

(30)

Hvis retten i den medlemsstat, som barnet ulovligt er blevet fjernet til, eller hvor barnet ulovligt tilbageholdes, beslutter at afvise at tilbagegive barnet i henhold til Haagerkonventionen fra 1980, bør den i sin afgørelse henvise udtrykkeligt til de relevante artikler i Haagerkonventionen fra 1980, som afvisningen lægger til grund , samt angive begrundelsen herfor . En sådan afgørelse kan dog erstattes af en senere afgørelse truffet i sager om forældremyndighed efter en grundig undersøgelse af barnets bedste af retten i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse. Indebærer sidstnævnte afgørelse, at barnet skal gives tilbage, skal dette ske, uden at der må kræves nogen særlig procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen i den medlemsstat, hvor det fjernede eller tilbageholdte barn befinder sig.

(33)

Ydermere retfærdiggør målet om at gøre sager på tværs af grænser, som vedrører børn, mindre tidskrævende og dyre , at det afskaffes, at afgørelser kan erklæres eksigible forud for fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten, hvilket gælder for alle afgørelser vedrørende forældreansvar. Mens forordning (EF) nr. 2201/2003 kun afskaffede dette krav for afgørelser om samværsret og visse afgørelser om tilbagegivelse af barnet, fastsætter nærværende forordning nu en enkelt procedure for fuldbyrdelse af alle afgørelser på tværs af grænser i sager vedrørende forældreansvar. Som følge heraf og i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende forordning, bør afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat behandles, som var de blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten.

(33)

Ydermere retfærdiggør målet om at fremme de europæiske borgeres frie bevægelighed , at det afskaffes, at afgørelser kan erklæres eksigible forud for fuldbyrdelsen i fuldbyrdelsesstaten, hvilket gælder for alle afgørelser vedrørende forældreansvar , der falder ind under nærværende forordnings anvendelsesområde. Dette vil navnlig medføre, at varigheden af og omkostningerne ved grænseoverskridende tvister vedrørende børn mindskes. Mens forordning (EF) nr. 2201/2003 kun afskaffede dette krav for afgørelser om samværsret og visse afgørelser om tilbagegivelse af barnet, fastsætter nærværende forordning nu en enkelt procedure for fuldbyrdelse af alle afgørelser på tværs af grænser i sager vedrørende forældreansvar , der falder under nærværende forordnings anvendelsesområde . Som følge heraf og i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende forordning, bør afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat behandles, som var de blevet truffet i fuldbyrdelsesstaten.

(37a)

Enhver afvisning af at anerkende en afgørelse i henhold til denne forordning, fordi det er åbenbart, at det ville stride mod grundlæggende retsprincipper i den pågældende medlemsstat, bør være i overensstemmelse med artikel 21 i chartret.

(42)

I specifikke sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, bør centralmyndighederne samarbejde med hinanden om at bistå de nationale myndigheder samt indehavere af forældreansvar. Denne bistand bør navnlig omfatte lokalisering af barnet, enten direkte eller via andre kompetente myndigheder, hvis dette er nødvendigt for at gennemføre en anmodning i henhold til denne forordning, og de oplysninger om barnet, der er nødvendige for sagen.

(42)

I specifikke sager om forældreansvar, der er omfattet af denne forordning, bør centralmyndighederne samarbejde med hinanden om at bistå de nationale myndigheder samt indehavere af forældreansvar. Denne bistand bør navnlig omfatte lokalisering af barnet, enten direkte eller via andre kompetente myndigheder, hvis dette er nødvendigt for at gennemføre en anmodning i henhold til denne forordning, og de oplysninger om barnet, der er nødvendige for sagen. I tilfælde, hvor kompetencen hører under en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat, hvor barnet er statsborger, underretter de centrale myndigheder i den kompetente medlemsstat uden unødig forsinkelse de centrale myndigheder i den medlemsstat, hvor barnet er statsborger.

(44)

Med forbehold for eventuelle krav i de nationale retsplejeregler, bør en anmodende myndighed have skønsbeføjelse til frit at vælge mellem de forskellige kanaler til dens rådighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, ved f.eks. i retter at anvende Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001, ved at anvende det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, herunder navnlig de centralmyndigheder, der er fastsat i denne forordning, netværk af dommere og kontaktpunkter, eller for retlige og administrative myndigheder ved at anmode om oplysninger gennem en specialiseret ikkestatslig organisation på området.

(44)

Med forbehold for eventuelle krav i de nationale retsplejeregler, bør en anmodende myndighed have skønsbeføjelse til frit at vælge mellem de forskellige kanaler til dens rådighed for at fremskaffe de nødvendige oplysninger, ved f.eks. i retter at anvende Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001, ved at anvende det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, herunder navnlig de centralmyndigheder, der er fastsat i denne forordning, netværk af dommere og kontaktpunkter, eller for retlige og administrative myndigheder ved at anmode om oplysninger gennem en specialiseret ikkestatslig organisation på området. Internationalt retligt samarbejde og kommunikation bør igangsættes og/eller fremmes gennem særligt udpegede netværks- eller forbindelsesdommere i de enkelte medlemsstater. Det Europæiske Retlige Netværks rolle bør adskilles fra centrale myndigheders rolle.

(46)

En myndighed i en medlemsstat, der overvejer at træffe en afgørelse vedrørende forældreansvar, bør have mulighed for at anmode myndighederne i en anden medlemsstat om en meddelelse af oplysninger, der er relevante for at beskytte barnet, hvis barnets bedste kræver det. Afhængig af omstændighederne kan disse oplysninger omfatte oplysninger om sager og afgørelser vedrørende en forælder eller barnets søskende eller om en forælders mulighed for at tage sig af barnet eller have adgang til barnet.

(46)

En myndighed i en medlemsstat, der overvejer at træffe en afgørelse vedrørende forældreansvar, bør have pligt til at afkræve myndighederne i en anden medlemsstat en meddelelse af oplysninger, der er relevante for at beskytte barnet, hvis barnets bedste kræver det. Afhængig af omstændighederne kan disse oplysninger omfatte oplysninger om sager og afgørelser vedrørende en forælder eller barnets søskende eller om en forælders eller families mulighed for at tage sig af barnet eller have adgang til barnet. En forælders nationalitet, økonomiske og sociale situation samt kulturelle og religiøse baggrund bør ikke betragtes som afgørende elementer ved vurderingen af vedkommendes mulighed for at tage sig af barnet.

(46a)

Kommunikationen mellem dommere, offentlige myndigheder, centrale myndigheder, fagfolk, der assisterer forældrene, og mellem forældrene selv bør lettes med alle midler, hvorved det bl.a. bør tages i betragtning, at en afgørelse om, at barnet ikke skal tilbagegives, kan udgøre en krænkelse af barnets grundlæggende rettigheder i samme omfang som en afgørelse om tilbagegivelse.

(48a)

Hvor barnets tarv kræver det, bør dommerne kommunikere direkte med de centrale myndigheder eller kompetente domstole i andre medlemsstater.

(49)

Hvis en myndighed i en medlemsstat allerede har truffet en afgørelse i forældreansvarssager eller påtænker en sådan afgørelse, og gennemførelsen skal finde sted i en anden medlemsstat, kan myndigheden anmode myndighederne i sidstnævnte medlemsstat om at bistå med gennemførelsen af afgørelsen. Dette bør f.eks. gælde afgørelser, der giver ret til overvåget samvær i en anden medlemsstat end den, hvor de myndigheder, der har truffet afgørelsen, befinder sig, eller afgørelser der omfatter eventuelle andre ledsagende foranstaltninger fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal gennemføres.

(49)

Hvis en myndighed i en medlemsstat allerede har truffet en afgørelse i forældreansvarssager eller påtænker en sådan afgørelse, og gennemførelsen skal finde sted i en anden medlemsstat, bør myndigheden anmode myndighederne i sidstnævnte medlemsstat om at bistå med gennemførelsen af afgørelsen. Dette bør f.eks. gælde afgørelser, der giver ret til overvåget samvær i en anden medlemsstat end den, hvor de myndigheder, der har truffet afgørelsen, befinder sig, eller afgørelser der omfatter eventuelle andre ledsagende foranstaltninger fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal gennemføres.

(50)

Hvis en myndighed i en medlemsstat påtænker at anbringe et barn i en plejefamilie eller på en institution i en anden medlemsstat, bør der gennemføres en høring gennem centralmyndighederne i begge de berørte medlemsstater forud for anbringelsen. Den myndighed, der påtænker at foretage anbringelsen, bør indhente samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, inden den træffer afgørelse om anbringelsen. Eftersom anbringelser i de fleste tilfælde er hasteforanstaltninger, som skal fjerne barnet fra en situation, hvor dets bedste er truet, er det afgørende, at sådanne afgørelser træffes hurtigt. For at fremskynde høringsproceduren fastsætter forordningen derfor i omfattende grad krav til anbringelsesanmodningen og en svarfrist for den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes. Betingelserne for at godkende eller afvise samtykke reguleres imidlertid stadig af national lovgivning i den anmodede medlemsstat.

(50)

Hvis en myndighed i en medlemsstat påtænker at anbringe et barn hos familiemedlemmer, i en plejefamilie eller på en institution i en anden medlemsstat, bør der gennemføres en høring gennem centralmyndighederne i begge de berørte medlemsstater forud for anbringelsen. Den myndighed, der påtænker at foretage anbringelsen, bør indhente samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes, inden den træffer afgørelse om anbringelsen. Eftersom anbringelser i de fleste tilfælde er hasteforanstaltninger, som skal fjerne barnet fra en situation, hvor dets bedste er truet, er det afgørende, at sådanne afgørelser træffes hurtigt. For at fremskynde høringsproceduren fastsætter forordningen derfor i omfattende grad krav til anbringelsesanmodningen og en svarfrist for den medlemsstat, hvor barnet skal anbringes. Betingelserne for at godkende eller afvise samtykke reguleres imidlertid stadig af national lovgivning i den anmodede medlemsstat.

(51)

Langvarige anbringelser af et barn i udlandet bør foretages i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder (retten til at have personlig kontakt med forældre) og med bestemmelserne i FN's konvention om barnets rettigheder, især artikel 8, 9 og 20. Når forskellige løsninger vurderes, bør der især tages behørigt hensyn til det ønskværdige i kontinuitet i barnets opdragelse og barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

(51)

Statslige myndigheder, der overvejer anbringelser af et barn, bør handle i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i EU's charter om grundlæggende rettigheder (retten til at have personlig kontakt med forældre) og med bestemmelserne i FN's konvention om barnets rettigheder, især artikel 8, 9 og 20. Når forskellige løsninger vurderes, bør der især tages behørigt hensyn til muligheden for at anbringe søskende i samme værtsfamilie eller på samme institution og til det ønskværdige i  at have kontinuitet i barnets opdragelse og barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund. Navnlig i tilfælde af langvarige anbringelser af et barn i udlandet bør de relevante myndigheder altid overveje muligheden for at anbringe barnet hos slægtninge, der bor i et andet land, hvis barnet har et forhold til disse familiemedlemmer, og efter en individuel vurdering af barnets tarv. Disse langvarige anbringelser bør være genstand for regelmæssig revurdering under hensyntagen til barnets behov og tarv.

ba)

internationale barnebortførelser

d)

anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution

d)

anbringelse af barnet hos familiemedlemmer, hos en plejefamilie eller på en sikker institution i udlandet

1.

»myndighed«: alle retslige eller administrative myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde

1.

»myndighed«: alle retslige, administrative eller andre myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde

3.

»medlemsstat«: alle medlemsstater med undtagelse af Danmark

3.

»medlemsstat«: alle Den Europæiske Unions medlemsstater med undtagelse af Danmark

4.

»afgørelse«: en kendelse eller dom afgivet af en myndighed i en medlemsstat om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab

4.

»afgørelse«: en kendelse eller dom afgivet af en myndighed i en medlemsstat , eller et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i en medlemsstat, eller en aftale mellem parterne, som er eksigibel i den medlemsstat, hvor den er indgået, om skilsmisse, separation, omstødelse af ægteskab eller forældreansvar

12.

»ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn« : et barns fjernelse eller tilbageholdelse:

12.

»international barnebortførelse« : et barns fjernelse eller tilbageholdelse:

i)

der er ikke inden et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, fremsat nogen anmodning om tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet, eller hvor det tilbageholdes

i)

der er ikke inden et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og selv om han eller hun er blevet underrettet af myndighederne om kravet om at fremsætte en anmodning om tilbagegivelse, fremsat nogen sådan anmodning over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er fjernet, eller hvor det tilbageholdes

a)

såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, eller

a)

såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, uden at denne afvisning kan føre til forskelsbehandling i strid med artikel 21 i chartret, eller

b)

såfremt en person er dømt som udebleven, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den pågældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen, eller

a)

yde bistand på anmodning fra centralmyndigheden i en anden medlemsstat ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn på, at barnet befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne opklaring er nødvendig for at opfylde en anmodning i henhold til denne forordning

a)

yde bistand på anmodning fra centralmyndigheden i en anden medlemsstat ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn på, at barnet befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne opklaring er nødvendig for anvendelsen af denne forordning

d)

fremme kommunikationen  myndighederne imellem, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af artikel 14, artikel 25, stk. 1, litra a), artikel 26, stk. 2, og artikel 26, stk. 4, andet afsnit.

d)

fremme kommunikationen  domsmyndighederne imellem, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af artikel 14 og 19 , artikel 25, stk. 1, litra a), artikel 26, stk. 2, og artikel 26, stk. 4, andet afsnit.

ea)

underrette indehaverne af forældreansvar om retshjælp og bistand, f.eks. bistand fra tosprogede specialiserede advokater, med henblik på at undgå, at indehaverne af forældreansvar giver deres samtykke uden at have forstået rækkevidden af dette samtykke.

g)

sørge for, når de anlægger eller letter anlæggelsen af en retssag om tilbagegivelse af børn under Haagerkonventionen af 1980, at det dossier, der er forberedt i forbindelse med sådanne sager, færdiggøres inden for seks uger, medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt

g)

sørge for, når de anlægger eller letter anlæggelsen af en retssag om tilbagegivelse af børn under Haagerkonventionen af 1980, at det dossier, der er forberedt i forbindelse med sådanne sager, færdiggøres og forelægges retten eller andre kompetente myndigheder inden for seks uger, medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt

aa)

antallet af sager og afgørelser i mæglingssager vedrørende forældreansvar