Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016XC1101(05)

    Offentliggørelse af en ansøgning om ændring i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

    EUT C 403 af 1.11.2016, p. 14–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    1.11.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 403/14


    Offentliggørelse af en ansøgning om ændring i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

    (2016/C 403/09)

    Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

    ANSØGNING OM GODKENDELSE AF EN VÆSENTLIG ÆNDRING AF VARESPECIFIKATIONEN FOR EN BESKYTTET OPRINDELSESBETEGNELSE ELLER EN BESKYTTET GEOGRAFISK BETEGNELSE

    Ansøgning om godkendelse af en ændring, jf. artikel 53, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012

    »PISTACCHIO VERDE DI BRONTE«

    EU-nr.: PDO-IT-02144 — 7.6.2016

    BOB ( X ) BGB ( )

    1.   Ansøgende sammenslutning og legitim interesse

    Consorzio Tutela Pistacchio Verde di Bronte DOP (sammenslutningen til beskyttelse af Pistacchio Verde di Bronte BOB)

    Adresse

    :

    Piazza Nunzio Azzia 14

    95034 Bronte (CT)

    ITALIEN

    E-mail

    :

    presidente@consorziopistacchioverde.it

    Consorzio Tutela Pistacchio Verde di Bronte DOP er berettiget til at indgive en ansøgning om ændring i henhold til artikel 13, stk. 1, i det italienske landbrugs-, fødevare- og skovbrugsministeriums dekret nr. 12511 af 14. oktober 2013.

    2.   Medlemsstat eller tredjeland

    Italien

    3.   Afsnit i varespecifikationen, som berøres af ændringen

    Produktets betegnelse

    Beskrivelse af produktet

    Geografisk område

    Bevis for oprindelse

    Produktionsmetode

    Tilknytning

    Mærkning

    Andet (ajourføring)

    4.   Type ændring

    Ændring — der ikke kan betegnes som en mindre ændring, jf. artikel 53, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 — af varespecifikationen for en registreret BOB eller BGB.

    Ændring — der ikke kan betegnes som en mindre ændring, jf. artikel 53, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 — af varespecifikationen for en registreret BOB eller BGB, for hvilken der ikke er offentliggjort et enhedsdokument (eller tilsvarende).

    5.   Ændring(er)

    Beskrivelse af produktet

    Artikel 6 — Produktets kendetegn

    1.

    Følgende punkter i artikel 6 i varespecifikationen:

    »stærkt grønfarvede kimblade; et forhold mellem klorofyl a og b på 1,3-1,5;«

    »vandindhold 4-6 %;«

    »højt indhold af monoumættede fedtsyrer i frugterne (overvejende oliesyre (72 %) og dernæst linolsyre (15 %) og palmitinsyre (10 %)).«

    ændres som følger:

    »stærkt grønfarvede kimblade; et forhold mellem klorofyl a og b på 1,3 eller derover;«

    »vandindhold på 6 % eller derunder;«

    »højt indhold af monoumættede fedtsyrer i frugterne (overvejende palmitinsyre (10 % eller derover), linolsyre (15 % eller derover) og et oliesyreindhold på højst 72 %).«

    »Pistacchio Verde di Bronte« adskiller sig væsentligt fra andre typer pistacienødder på grund af sin evne til at bevare en intens grøn farve, indtil den er helt moden, hvilket sikrer dens milde smag (som ikke er »grøn« eller fenolagtig). Den grønne farve skyldes ikke blot en høj koncentration af klorofyl, men først og fremmest en stærk dominans af klorofyl a i forhold til klorofyl b. Jo højere klorofyl a/b-forhold, jo højere kvalitet har pistacienødden fra Bronte (Bellomo, M. G., og B. Fallico, »Anthocyanins, chlorophylls and xanthophylls in pistachio nuts (Pistacia vera) of different geographic origin.«Journal of Food Composition and Analysis (2007): s. 352-359). Det er således nødvendigt at sætte dette forholds maksimumsværdi op for at undgå et produktspild, som ikke er berettiget set ud fra et kvalitativt synspunkt.

    Pistacienøddens vandindhold er blevet sat ned for bedre at beskytte produktet mod mug.

    Fedtsyreindholdet påvirkes af flere parametre, som hænger sammen med breddegrad, jordsammensætning og klimaændringer. Det betragtes derfor som vigtigt ud fra et teknisk synspunkt, at indholdet af palmitinsyre, linolsyre og oliesyre udtrykkes på en anden måde. Hvad angår palmitinsyre og linolsyre, foreslås der med ændringen en tilladt minimumsværdi (et palmitinsyreindhold på 10 % eller derover og et linolsyreindhold på 15 % eller derover) samt en maksimumsværdi for oliesyre (højst 72 %).

    Produktionsmetode

    Artikel 5 — Forberedelsen af jordstykket

    2.

    Sætningen:

    »I forberedelsen af jordstykket til nye plantager indgår en nivellering, som forbedrer vandafledningen og letter dyrkningsarbejdet og grundgødskningen.«

    ændres som følger:

    »I forberedelsen af jordstykket til nye plantager indgår om muligt en nivellering, som forbedrer vandafledningen og letter dyrkningsarbejdet og grundgødskningen.«

    Med dette ændringsforslag tages der højde for jordens karakteristika i nye plantager, hvor det ikke altid er muligt at forberede jordstykket, fordi jorden er vulkansk eller ligger i Etnas nationalpark.

    Artikel 5 — Dyrkningsbestemmelser

    3.

    Stykket:

    »De særlige klima- og jordbundsforhold samt den afknopningsteknik, der anvendes i produktionsområdet for »Pistacchio Verde di Bronte« BOB, som beskrevet i artikel 3, øger antallet af naturlige artsvarianter og styrker plantebeskyttelsen.«

    ændres som følger:

    »Plantagerne til produktion af »Pistacchio Verde di Bronte« kan dyrkes på følgende måde:

    efter den konventionelle metode i henhold til regionen Siciliens og/eller internationale organisationers bestemmelser om god landbrugspraksis

    med integreret bekæmpelse af skadegørere i henhold til kravene i forordning (EF) nr. 1257/1999 og senere ændringer

    med økologisk bekæmpelse af skadegørere i henhold til kravene i forordning (EF) nr. 834/2007 og senere ændringer.

    Plantageejeren skal foretage:

    årlig beskæring

    ukrudtsbekæmpelse

    afknopning det år, der ikke produceres, hvilket gør det muligt at øge antallet af naturlige artsvarianter og gavne plantebeskyttelsen

    aktiviteter for effektivt at tackle negativ stress, både af abiotisk og biotisk karakter.«

    Med disse ændringer muliggør ovenstående stykke en større nøjagtighed i beskrivelsen af de tilladte dyrkningsregler i varespecifikationen og af de praksisser, som plantageejeren skal anvende i marken.

    4.

    Følgende sætning tilføjes:

    »Der planlægges et maksimalt tilladt toårigt udbytte på 1 700 kg produkt med skal pr. hektar.«

    Medtagelsen af et maksimalt tilladt udbytte med skal pr. hektar har to formål. Det ene formål er at modvirke intensive landbrugspraksisser, som ville øge produktionen, men som kunne gå ud over kvaliteten. Det andet formål er at give et ekstra element af kontrol over produktionen af »Pistacchio Verde di Bronte«, så der er større kontrol med svindel.

    Artikel 5 — Høst, opbevaring og forarbejdning

    5.

    Sætningen:

    »Høsten sker ved håndkraft ved at ryste træerne eller plukke frugterne ved hjælp af kurve, idet det sikres, at frugterne ikke falder ned på jorden.«

    ændres som følger:

    »Høsten sker ved at ryste træerne eller plukke frugterne ved hjælp af kurve, idet det sikres, at frugterne ikke falder ned på jorden.«

    Ændringen gør det muligt at bruge mekaniske værktøjer såsom motordrevne rystemaskiner eller vibratorer, som letter indsamlingsprocessen, uden at det går ud over produktets kvalitet.

    6.

    Sætningen:

    »Derefter tørres produktet med skal straks ved direkte belysning eller med andre tørresystemer, så produktets temperatur holdes mellem 40 °C og 50 °C, indtil restvandindholdet i pistaciekernerne er på 4-6 %.«

    ændres som følger:

    »Derefter tørres produktet med skal straks ved direkte belysning eller med andre tørresystemer, så produktets temperatur holdes under 50 °C, indtil det maksimale restvandindhold i pistaciekernerne er på 6 %.«

    Muligheden for også at tørre produktet ved temperaturer under 40 °C giver en bedre bevarelse af pistacienøddens farve.

    Ved at ændre værdien er produktet bedre beskyttet mod mug, og dermed bliver dets holdbarhed forlænget.

    7.

    Sætningen:

    »Det tørrede produkt fyldes i ny jute-, papir- eller polyethylenemballage uden at komme i berøring med gulv og vægge i velventilerede og tørre lokaler.«

    er ændret som følger:

    »Det tørrede produkt fyldes i ny emballage i henhold til gældende lovgivning og opbevares uden at komme i berøring med gulv og vægge i velventilerede og tørre lokaler.«

    Ændringen er nødvendig for at gøre det muligt at anvende beholdere af ethvert materiale, der er tilladt i henhold til gældende lovgivning.

    8.

    Sætningen:

    »I perioden fra marts til oktober, alt afhængigt af vejrforholdene, skal produktet i sine forskellige former, dvs. med skal, uden skal eller uden skind, opbevares ved en temperatur på mellem 13 °C og 17 °C eller i lufttætte emballager, som er vakuumpakkede eller pakket i modificeret atmosfære.«

    er ændret som følger:

    »I perioden fra marts til oktober, alt afhængigt af vejrforholdene, skal produktet i sine forskellige former, dvs. med skal, uden skal eller uden skind, opbevares ved en temperatur på højst 15 °C eller i lufttætte emballager, som er vakuumpakkede eller pakket i modificeret atmosfære.«

    Med ændringen af opbevaringstemperaturen tages der højde for temperaturerne i lagerlokalerne. Muligheden for at opbevare produktet ved temperaturer på højst 15 °C betyder navnlig, at produktet kan opbevares bedre og i længere perioder.

    Mærkning

    Artikel 8 — Emballering og mærkning

    9.

    Sætningen:

    »Endvidere skal der findes elementer, der identificerer pakkevirksomheden ved navn, firmabetegnelse og adresse, samt eventuelt navnet på den virksomhed, frugten kommer fra, bruttovægt og produktionsår.«

    er ændret som følger:

    »Endvidere skal der findes elementer, der identificerer pakkevirksomheden ved navn, firmabetegnelse og adresse, samt eventuelt navnet på den virksomhed, frugten kommer fra, nettovægt og produktionsår.«

    Dette stykke er bragt i overensstemmelse med EU's mærkningsregler, som kræver, at det er fødevarens nettovægt og ikke bruttovægt, der angives.

    Ajourføringer

    Henvisningerne til forordning (EF) nr. 510/2006 er blevet ajourført med forordning (EU) nr. 1151/2012.

    Den udpegede kontrolinstans erstattes med: Istituto Zooprofilattico Sperimentale della Sicilia »A. Mirri«, Via G. Marinuzzi 3, 90129 Palermo, tlf. +39 0916565328, fax +39 0916565437, e-mail: servizio certificazioni@izssicilia.it.

    ENHEDSDOKUMENT

    »PISTACCHIO VERDE DI BRONTE«

    EU-nr.: PDO-IT-02144 — 7.6.2016

    BOB ( X ) BGB ( )

    1.   Betegnelse

    »Pistacchio Verde di Bronte«

    2.   Medlemsstat eller tredjeland

    Italien

    3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

    3.1.   Produkttype

    Kategori 1.6. Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet

    3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

    Betegnelsen »Pistacchio Verde di Bronte« BOB er forbeholdt frugten med skal, uden skal eller uden skind fra planter af den botaniske art Pistacia vera og sorten Napoletana, også kaldet Bianca eller Nostrale, podet på Pistacia terebinthus. Op til 5 % planter af andre sorter og/eller med andre podestammer end P. terebinthus er tilladt. Procentsatsen beregnes på grundlag af det samlede antal planter i plantagen. Under alle omstændigheder er produkter fra planter af andre sorter end Napoletana ikke omfattet af certificeringen.

    Ved afsætningen skal »Pistacchio Verde di Bronte« BOB opfylde de fælles kvalitetsnormer og desuden følgende fysiske og organoleptiske krav: stærkt grønfarvede kimblade; et forhold mellem klorofyl a og b på 1,3 eller derover; kraftig aromatisk smag uden antydning af mug eller fremmed smag; vandindhold på 6 % eller derunder; højt indhold af monoumættede fedtsyrer i frugterne (overvejende palmitinsyre (10 % eller derover), linolsyre (15 % eller derover) og et oliesyreindhold på højst 72 %).

    3.3.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

    3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

    Dyrkning, høst og forarbejdning af »Pistacchio Verde di Bronte« sker i det geografiske område, der er identificeret i punkt 4.

    3.5.   Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til

    Produktet afsættes i nye emballager af forskellig type i henhold til gældende lovgivning senest to år efter høsten.

    3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til

    »Pistacchio Verde di Bronte« må kun bringes i omsætning, hvis der er BOB-logo på hver eneste emballage.

    Desuden skal betegnelsen »Pistacchio Verde di Bronte« være angivet på emballagen med klare og uudslettelige bogstaver, som er lette at skelne fra alle etikettens øvrige angivelser.

    Endvidere skal der findes elementer, der identificerer pakkevirksomheden ved navn, firmabetegnelse og adresse, samt eventuelt navnet på den virksomhed, frugten kommer fra, nettovægt og produktionsår.

    Den uge, hvor produktet er høstet, kan også angives. BOB-logoet viser en afbildning af vulkanen Etna og en pistacienød med teksten »Denominazione d’Origine Protetta DOP« ovenover og navnet »Pistacchio Verde di Bronte« nedenunder.

    4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

    »Pistacchio Verde di Bronte« dyrkes i kommunerne Bronte, Adrano og Biancavilla i provinsen Catania i en højde af 400-900 m over havets overflade.

    5.   Tilknytning til det geografiske område

    Produktionsområdet er kendetegnet ved jord af vulkansk oprindelse og et halvtørt, subtropisk middelhavsklima med lange og tørre somre, idet nedbøren er koncentreret i efterårs- og vinterperioden, og med store temperaturforskelle mellem dag og nat. Disse jordbunds- og klimaforhold giver sammen med brugen af terpentintræet (Pistacia terebinthus), som mennesket har indført i området, frugten nogle særlige kvalitetsmæssige egenskaber (kraftig grønfarvning, der er typisk for området, aflang form, aromatisk smag og højt indhold af monoumættede fedtsyrer), som er svære at opnå i andre produktionsområder eller andre steder på Etnabjergmassivet. Denne særlige kombination af jordbundsfaktorer, klimafaktorer og menneskelige faktorer giver »Pistacchio Verde di Bronte« BOB de særlige kvaliteter, der gør den til et unikt produkt.

    Dyrkningen af »Pistacchio Verde di Bronte« har været udbredt på Sicilien siden den arabisk dominerede periode (8. og 9. århundrede e.Kr.). Da det romerske kejserrige faldt fra hinanden efter barbarernes invasioner, blev Sicilien erobret af arabere (berbere fra Tunesien, muslimer og sorte fra Sudan), der beskrev Sicilien som »paradisets have«. Det var araberne, der ikke blot indførte dyrkning af citroner, appelsiner, sukkerrør, bomuld, palmer, papyrus og auberginer, men også af pistacienødder. Endnu i dag er »Pistacchio Verde di Bronte« den ingrediens, der er karakteristisk og typisk for sicilianske desserter og kager, især i området omkring Catania.

    Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

    (Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i denne forordning)

    De italienske myndigheder har indledt den nationale indsigelsesprocedure ved at offentliggøre ansøgningen om ændring af varespecifikationen for den beskyttede geografiske betegnelse »Pistacchio Verde di Bronte« i Gazzetta Ufficiale della Repubblica Italiana (den italienske stats tidende) nr. 56 af 8. marts 2016.

    Den konsoliderede udgave af varespecifikationen kan ses på internettet: http://www.politicheagricole.it/flex/cm/pages/ServeBLOB.php/L/IT/IDPagina/3335

    eller:

    ved at gå direkte ind på webstedet for landbrugs-, fødevare- og skovbrugsministeriet (www.politicheagricole.it) og klikke på »Prodotti DOP e IGP« (øverst til højre på skærmen), derefter på »Prodotti DOP, IGP e STG« (til venstre på skærmen) og endelig på »Disciplinari di produzione all'esame dell'UE«.


    (1)  EUT L 343 af 14.12 2012, s. 1.


    Top